For nogen tid siden savnede jeg læsestof. Jeg græssede lidt langs vore egne reoler. Der var flere bøger, jeg endnu ikke havde læst. Men jeg faldt over Ærens vej. En murstensroman på 715 sider + 75 sider med ordforklaringer. Første bind af Colleen McCollughs serie Den romerske familie. Det er ikke tit, jeg læser en bog flere gange, men den fik jeg lyst til at læse igen.
I serien følger vi Julius Cæsar. Men i første bind ikke den berømte Julius Cæsar. Der er vi helt tilbage ved hans bedstefar. Den berømte Cæsar når end ikke at blive født i bind 1. Dvs. det gør han, for bind 1 slutter i år 100 f. Kr. – Cæsar er født i marts år 100 f. Kr., men vi hører ikke om det.
Marius Sulla som ung Julius Cæsar
Ærens vej kredser om Marius og Sulla, og vi er helt tilbage ved krigen mod Jugurtha i Numidien. Det gav mindelser tilbage til gymnasietiden, hvor vi læste om Jugurtha og Massinissa i latintimerne.
Det var en ren fornøjelse at genlæse Ærens vej. Undervejs, når jeg kom til forskellige passager, huskede jeg dem pludselig fra første læsning – for en hel del år siden – og jeg kunne tænke, nå ja, og så er det, at nu kommer der til at ske det, at ….
Gajus Marius var ud af en rig adelsfamilie i Arpium. Da han blev sendt til Spanien som statholder blev han rig. Og senere endnu rigere. Som statholder var hver eneste af de mange miner – sølv, guld, bly, zink, kobber, jern – enten helt eller delvis hans, og det betød yderligere, at han fik andel i alle de store foretagender, der arbejdede med alle former for handel, fra kornkøb, - salg, -fragt til bankvirksomhed og offentlige arbejder over hele Romerriget og i selve Rom.
Marius havde politiske ambitioner. Men han var ikke romer. Han var blot en italisk bondeknold, der ikke kunne græsk, som hans modstandere fra de fornemme gamle romerske familier sagde om ham.
Gajus Julius Cæsar derimod tilhørte en af de allerfineste gamle aristokratiske romerske familier. Ifølge overleveringen kunne familien spores helt tilbage til forfaderen Julus, som var søn af den trojanske prins Ænæas, som igen var søn af gudinden Venus. Ænæas var Roms mytologiske grundlægger. Men familien var forholdsvis fattig og havde derfor ikke spillet en rolle i Rom de sidste mange år.
For at sikre sine fire børn økonomisk tilbyder Cæsar en af sine døtre til den efterhånden halvgamle Marius (47 år), mod at han skal betale den anden søsters medgift og økonomisk sikre de to sønners politiske karriere. Vælg selv! Hvilken af de to vil du have? Marius indgår glædesstrålende aftalen og vælger den ældste Julia. Dermed bliver han en del af en ægte romersk familie, og vejen til det eftertragtede konsulembede er banet.
Sulla var af en fin gammel familie, men levede udsvævende og var ikke velset og var ikke specielt velhavende. Penge kom han imidlertid til, da han myrdede to elskerinder og den ene elskerindes nevø, efter at have sikret sig, at han var kommet ind i deres testamenter.
Sulla blev gift med den yngste af Cæsars to døtre.
Julius Gajus Cæsar, altså ham den berømte, var søn af den ene af pigernes to brødre. Dvs. både Marius og Sulla var hans onkler.
Efter kampene i Nordafrika gjaldt det felttogene mod kimbrene og teutonerne. På Posletten og i Gallia Transalpina – det nuværende Sydfrankrig. Uh, der var mange latinske stednavne. De fleste kunne jeg godt genkende i deres nuværende italiensk og franske form, men mange måtte jeg alligevel slå op for at være helt sikker og især de italienske for at få dem præcist stedfæstet.
Sulla og Marius kørte parløb i mange år under de mange forskellige felttog. Begge var store generaler. Men senere blev de dødsfjender.
Sullas stræben efter også at blive Roms første Mand stillede dem på hver sin side i borgerkrigen, der senere fulgte.
Marius blev konsul i en sen alder, og helt bemærkelsesværdigt blev han valgt til konsul 7 gange. – Helt imod regler og skik og brug. Mos majores, som var hele grundlaget for Ros. Og så endda ham, der var en NY Mand. Altså ikke ud af en de oprindelige gamle romerske familier.
Allerede under krigen i Nordafrika var Marius blevet spået, at han skulle blive konsul 7 gange. Han var ikke i tvivl om, at spådommen ville gå i opfyldelse, og derfor kæmpede han sig som 70-årig, efter to slagtilfælde og efter at være blevet bortvist fra Romerriget tilbage og lykkedes med at blive valgt den syvende gang. Men han var nu en bitter mand, fordi han var blevet nægtet at stå i spidsen for et felttog mod den vældige kong Mithridates i Lillleasien og den efterfølgende bortvisning fra Rom.
Kort tid inde i hans 7. periode som konsul fik han et tredje slagtilfælde, der tog livet af ham. Men han nåede at tage grusom hævn over de fleste af sine fjender, og hans sidste styre var brutalt med mange mord. Men han havde sin styrke i sine veteransoldater og folket, der elskede ham.
Spådommen
fra tiden i Afrika indeholdt desuden en tilføjelse, nemlig at efter Marius
ville der komme en mand, som ville komme til at overstråle ham. Marius var ikke
i tvivl om, at det var hans nevø Gajus Julius Cæsar, som var et usandsynligt
intelligent og smukt barn. Som en af sine sidste gerninger udnævnte Marius den
13-årige Cæsar til Flamen dialis for dermed at spænde effektivt ben for en
militær og politisk karriere. Flamen dialis måtte nemlig ikke bære våben, komme
i nærheden af jern, komme i nærheden af døde,
ikke ride på en hest.
Hvervet med at tjene guderne var livsvarigt. Men nogle år senere lykkedes det Cæsar at slippe ud af denne klemme, da nogle af hans indflydelsesrige venner gik i brechen for ham for at bevise, at der var sket fejl ved hans indsættelse.
Da Sulla år senere kommer til magten, bliver hans styre på ingen måde mindre hævngerrigt - ja ondsindet. Under ham kom der lange lister over folk, der blev proscriberet - dvs. de blev sendt i eksil og fik frataget al ejendom. Undertiden kunne de også fratages deres romerske borgerskab - den værste straf overhovedet, og dette kunne også gælde deres familie - hustru og børn. Så var familien virkelig dømt til glemsel.
Også Sulla forsøgte - lige Marius - forgæves at holde Cæsar nede. Men nu foregriber jeg begivenhedernes gang.
I bogreolen stod kun bind 1 af det store værk, som er i 7 bind – alle på omkring 700 sider. Jeg har åbenbart ikke været så optaget af bogen, at jeg har købt efterfølgeren / efterfølgerne.
Men nu blev jeg alligevel nysgerrig på fortsættelsen. Så jeg gik på bibliotek.dk. Her var det lidt besværligt at få et overblik. Ved en del af posterne stod blot serietitlen Den romerske familie.
Jeg prøvede mig lidt frem, klikkede på et par stykker. Så gik der nogen tid, men en dag modtog jeg Cæsars kvinder - dvs. bind 4. Men pyt. Så sprang jeg et godt stykke frem i tiden og læste den, dog stadig uden at jeg nåede frem til Cæsar i Gallien. Den del af Cæsars historie som er blandt de mest kendte. I slutningen af Cæsars kvinder er han netop klar til at drage afsted.
Et par dage efter, jeg var færdig med Cæsars kvinder, kom der besked fra biblioteket, at bind 3, Fortunas udvalgte lå klar til mig. Ligesom den forrige fra Statsbiblioteket. Da jeg havde hentet den og slog op for at begynde at læse, viste det sig, at det var del 2 af bind 3. Men hvorfor ikke? I historieundervisning får man heller ikke alt serveret i kronologisk orden, så jeg gik i gang.
Her kom en ung Cæsar til Asien - Pontos. Bithynien og mange andre steder. Han blev kidnappet af sørøvere og blev fornærmet, da han hørte, at sørøverne blot ville kræve den gængse takst for løsesum. Forlang det dobbelte, forlangte han. Når jeg er købt fri, kommer jeg tilbage og dræber jer alle, spøgte han med sørøverkongen. Og han holdt ord.
Tilbage i Rom indledte han sin politiske karriere. Blev questor, ædil, pontifex maximus, prætor, proprætor, konsul og i 58 endelig prokonsul. Det var som prokonsul, at han var i Gallien.
Efterhånden gik det op for mig, hvor lidt jeg i virkeligheden havde kendt til Cæsar. Gallerkrigene, Kleopatra og mordet på ham kendte jeg. Men intet af det var jeg endnu stødt på. Derimod en masse andet – endnu mere spændende, fordi det var helt nyt og ukendt stof for mig.
Citaterne Jacta est alea, Rubiconem transivimus og Veni, vedi, vinci var jeg heller ikke nået til. Så jeg måtte videre med serien.
Men nu ville jeg alligevel se, om jeg ikke kunne få udfyldt hullerne, før jeg gik videre med Gallerkrigene.
Som nævnt var det lidt svært at få overblik over serien på bibliotek.dk. Jeg havde også fået en meddelelse om, at bind 2, Græskronen ikke var tilgængelig. Så nu søgte jeg hjælp hos en af bibliotekarerne på Kolding bibliotek. De har trods alt andre og større søgemaskiner, end hvad jeg kunne komme til.
Efter megen forklaring om bind og del 1 og / eller 2 forstod han, hvad jeg søgte, og efter intens søgning fandt han lige det, jeg efterspurgte - på Vejle bibliotek. Efter blot et par dage stod jeg med 2 murstensromaner i hånden. Græskronen og Fortunas udvalgte både del 1 og del 2 samlet i én bog.
Da jeg nu var kommet godt ind under huden på Cæsar, valgte at starte med Fortunas udvalgte. I de sidste 400 sider – dem jeg allerede havde læst, var jeg stødt på nogle uklarheder, jeg tænkte, jeg ville få afklaret ved at læse de første 400 sider. Det kom til at holde stik.
Herefter tyggede jeg mig igennem bind 2, Græskronen.
Græskronen handler mest om Marius og Sulla, om Forbundsfællekrigen og især om det fjendskab, der opstår mellem Marius og Sulla under Borgerkrigen. Og det vrimler med navne.
Titlen Den romerske Familie skal ikke forstås som refererende til en enkelt familie, men derimod den romerske familie som institution.
Familierne er sammenvævet på kryds og tværs. Mange gange blev jeg forvirret og havde ikke helt styr på, hvem der nu var tale om. For mange hedder det samme. F.eks med de samme to første navne, først et fornavn - ofte det samme der benyttes af flere generationer, - derefter et slægtsnavn og det tredje ofte et tilnavn. Nogle gange benyttes alle tre navne, andre gange kun de to første – eller kun tilnavnet.
I Græskronen introduceres de mange personer og deres venskaber og fjendskaber – venskaber der ofte brydes og skifter til fjendskaber eller fjendskaber, der neutraliseres – evt. ved at sønner og døtre indgiftes i hinandens familier, hvis begge parter kan se en fordel ved det. Og lige så ofte lader mændene sig skille fra deres koner, når de har udtjent deres formål, og der viser sig bedre partier.
Jeg havde nok gjort mig selv en tjeneste ved at læse serien i den rigtige rækkefølge. Det havde i al fald gjort det nemmere at hitte rede i personforholdene.
Indimellem er der – lange – passager, hvor jeg har været ved at gå i stå. De mange slag, omposteringer af hærafsnit, de lange taler i senatet. Men pludselig sker der noget, der bringer handlingen videre eller pludselig får mig til at se en sammenhæng, der tidligere har været uklar for mig. Og så går det løs igen.
Og hold da op, hvor får man meget serveret omkring Roms samfundsopbygning. Om konsuler, ædiler, censorer, statholdere. Om magtkampene mellem senatet og folketribunerne. Om lovgivning og retssager. Om hvordan valg og retssager afgøres af, hvem der har betalt mest i bestikkelse. Hvordan åbenlyst skyldige frikendes, på trods af klare vidneudsagn og beviser, når dommerne synes, at forsvarstalerens tale var mest underholdende - bedst rent retorisk. Om de gamle familiers magtarrogance. Hvordan love blev vedtaget for straks at blive omgjort, når modstandere af lovene fik flertal. Om hvordan det er helt legalt at anvende lejemordere – bare det ikke bliver opdaget – eller anstifte vold, så love ikke kan vedtages inden for gældende tidramme – eller blot forhale dem tilstrækkeligt længe med lange, lange taler i senatet. Købe sig til stemmer, gifte sig til formuer eller status. Hvordan man kunne lykkes med at få en modstander sendt i eksil og derefter kunne berøve ham al ejendom – til eget brug.
Hvordan skatteopkræverne i provinserne køber kontrakter, der fastslår hvor meget de er forpligtede til at sende hjem til Rom, hvorefter de selv må tilrane sig alt det, de kan komme afsted med.
Hvor ligegyldigt og undertiden hensynsløst man behandler både kvinder og slaver – og også hvor hensynsløst nogle af kvinderne behandler deres slaver. Pater familia – familiens overhoved havde ret til at straffe sin hustru – og døtre - som han magede – spærre dem inde i årevis, dræbe dem. Dog var hustrumishandling ildeset.
Hvor mange tusinde mænd, man sendte i døden, blot det blev Rom, der vandt og hvordan feltherrerne efterfølgende blev svimlende rige ved at plyndre alt af værdi i de områder, de erobrede og ved at sælge slaver i hobetal.
Hvilket brutalt samfund, som anså sig selv for de mest civiliserede i verden. Grækerne anså de for nogle sjovere (selv om man kun var dannet, hvis man kunne tale græsk) og alle ikke-romere som ganske uværdige – som det rene skidt. Først efter Marius’ lovændring da Rom var i knibe, blev de ophøjet så meget at de kunne få lov at blive soldater i Roms hære. Tidligere kunne kun mænd, der kunne stille med egen udrustning blive soldat – og håbe på bytte, Men Marius indførte lejehære bestående af ubemidlede og gav dem faktisk jord, når de vendte sejrrigt hjem, og hæren blev opløst.
Efter særligt sejrrige felttog fik den øverstbefalende tildelt triumf. Dvs. et stort optog, hvor der fremvistes alle de kostbarheder, som felttoget havde kastet af sig. Inklusive tilfangetagne.
En enkelt, Pompejus Magnus gjorde sig selv til grin, da han ville overgå alle og lpd sin triumftog lede af fire store elefanter. Desværre var de så høje, at de ikke kunne gå under triumfbuen.
Men havde en by været særlig genstridig eller på en eller anden måde vagt feltherrens vrede, ja så blev hele byen brændt ned og alle indbyggere , mænd, kvinder, børn ubarmhjertigt dræbt.
Slaver kunne naturligvis sendes bort eller sælges til en dårligere / strengere herre ved den mindste forseelse. Eller de kunne korsfæstes – uden at få arme og ben brækket – så de kom til at lide længere, før de døde.
Under borgerkrigen blev hovederne af dræbte fjender sat på stager på Forum Romanum. Hvis de da var betydningsfulde nok.
For den romerske senatsmand var dignitas og familiens sociale opstigning altafgørende. Det lyder hult med alt det, en betydningsfuld senator kunne foretage sig uden at miste dignitas.
Jeg har egentlig tidligere tænkt på Romerriget som et civiliseret samfund - når vi har vandret på Forum Romanum, blandt templer og triumbuer, læst om Senatet og Folkeforsamlingen, Ciceros taler. Men det har ændret sig, efter jeg har læst de fire første bind af Den romerske Familie.
Nu opfatter jeg de fornemme romere som korrupte, griske, arrogante og magtbegærlige.
Julius Cæsar har jeg også haft et positivt billede af. Men nu er jeg sikker på, at jeg ville opfatte ham som en arrogant skid, hvis jeg mødte ham. En mand, der var så overbevist om egen fortræffelighed på ALLE områder, Fortunas udvalgte og aldrig undlod en lejlighed til at gøre omverdenen opmærksom på det, ville jeg bestemt ikke bryde mig om.
Alligevel skal jeg nok have læst i hvert fald bind 5 og 6 – om Cæsar i Gallien og i Egypten. Bind 7 omhandler tiden efter drabet på Cæsar.
Men jeg tager lige en pause, efter at jeg har pløjet mig igennem de første omkring 3000 sider
Og måske jeg engang tager fat på genlæsning af de bind, jeg allerede har læst – bare for at få lidt mere styr på det hele.
Og så håber jeg, at Folkeuniversitetet genoptager den foredragsrække, vi var tilmeldt om de store verdensriger, hvor vi netop var kommet til Romerriget, da coronaen lukkede det hele ned.
Som en sidegevinst ved læsning af Den romerske Familie fik jeg også et indblik i Lilleasien og stødte på navne på riger, jeg aldrig havde hørt om – eller i al fald ikke tidligere har bidt mærke i.
Den asiatiske Provins, Kilikien, Galatien, Bitynien, Pontos, Kappadokien for blot at nævne de mest betydningsfulde.
Nogle områder var reelt en romersk provins, andre var måske ven og allieret eller direkte fjende.
Som statholder eller romersk udsending kunne man love meget for en sæk guld.
En enkelt romersk feltherre kom dog galt afsted. Han forsøgte at bemægtige sig noget af kong Mithridates guld, men blev afsløret, og som straf fik han hældt flydende guld i halsen. Efterfølgende blev han sprættet op, så kongen kunne få sit guld ud af ham igen.
Alle tre hovedpersoner i Den romerske familie, Marius, Sulla og Cæsar, kom til Lilleasien. Den mægtigste fjende her var kong Mithridates af Pontos. Han var i den grad brutal. Det var ham der hældte flydende guld ned i halsen på en romer.
I flere bind af Den
romerske familie er der eventyrlige beretninger om kong Mithridates, men i
stedet for kort at forsøge at gengive noget af det, vil jeg henvise til en artikel jeg fandt i magasinet Historie. Den ligger også på min blog med titlen Om Mithridates af Pontos. Roms mægtigste fjende.
