Om minoere, fønikere, grækere, etruskere, punere og en smule om romerne. Om kunstgenstande, kulturblanding og kontroverser.

For nogen tid siden skrev jeg et blogindlæg om Joanna Lumleys rejse på Silkevejen. Her kom hun bl.a. til Georgien, hvor hun besøgte en vinbonde.

I Georgien har de dyrket vin i flere tusind år. De fremstiller vinen på en lidt anden måde end de fleste andre steder.

For det første sorterer de ikke skallerne fra vindruerne fra. Og for det andet lader de ikke vinen gære i store fritstående krukker som de fleste andre steder. De lader den gære i qvevrier, som er beholdere under jorden.

 

 Hvis nogen nu har sat næsen op efter et blogindlæg om vin, bliver de slemt skuffede. Som de fleste ved, er jeg ikke vindrikker. Men når jeg har ladet ovenstående skærmdumps blive liggende på min PC så længe, så er det, fordi jeg fascineres af beholderne.

Ikke blot disse beholdere, men krukker, vaser, beholdere generelt. 

 

Når jeg går på museum, styrer jeg ofte efter sådanne beholdere. De er smukke, og de fortæller kulturhistorie.

 

Og med dette blogindlæg vil jeg tage dig med på en rundtur til smukke og interessante krukker. Men det vil ikke kun handle om krukker. Det bliver en kulturel rundrejse med udgangspunkt i krukker fra Middelhavsområdet.

 

Men først et par ord om Georgiens qvevrier. Dem har jeg aldrig set i virkeligheden.  Men nettet er leveringsdygtigt og kan afsløre, hvad der findes under jorden. For en qvevri er jo ikke blot et hul i jorden. Det er en nedgravet kæmpekrukke.

 

 Faconen, som jeg synes er så flot, må være udviklet efter dens funktionalitet

 

Opgravede qvevrier

Vinmager med kvevri, 1881

Kvevri udstillet på Georgian National Museum of Tbilisi

 

Minoerne på Knossos 

De ældste krukker, som jeg har set, må være dem, vi så på Knossos på Kreta tilbage i 2001. De kaldes pittai.

De kæmpestore krukker blev brugt til at opbevare olie, korn, tørrede fisk, bønner og oliven. 

 

Det nederste foto er inde fra Herakleon Museum 2001. Jeg fik overtat Ib til, at jeg måtte bruge fotoet, selv om han syntes, det er dårligt. Det fortæller noget om størrelsen af krukken.

Knossos var et fantastisk  palads. En labyrint af gange og værelser / rum, op mod 1500 antages det, fordelt på 20 000 m2 og visse steder op til 4 etager.

Udgravninger viser, at dette område på Kreta har været beboet fra 6-7000 BC, hvilket gør det til det ældste bosted i Europa. Kreta kaldes da også for Europas vugge.

 Der knytter sig mange græske myter til Knossos, og en af dem har endda givet navn til vores verdensdel, Europa.

 

Europa var en fønikisk prinsesse, datter af kong Agenor af Tyrus og hans dronning Telefassa. Hendes bedstefader var selveste Poseidon, havets gud, og hendes bedstemor Libyen. De fik to tvillingesønner, hvoraf den ene blev konge i Nordafrika og den anden blev kong Argenor over Fønikien.

 

 

En dag så Zeus prinsesse Europa, som gik og plukkede blomster langs stranden ved Tyros i Fønikien, og han forelskede sig straks i hende. 

 

Billedet er en detalje fra en "kalyx krater" fra Museet i Paestum. En kalyx krater blev brugt til at blande vin og vand. Jeg ved ikke lige, hvad vi ville kalde den på dansk.
 

 Zeus omdannede sig til en hvid tyr og svømmende hen til prinsesse Europa.  Hun blev lokket af tyrens skønhed og fredsommelige væsen. Begyndte at kæle for den, satte blomster om dens horn og satte sig til sidst op på ryggen af den venlige tyr.  Straks sprang den ud i havet og svømmede afsted med hende helt til Kreta.

De gik i land ved Gortyna.

 

 

Mønt fra Gortyna (3. årh.f.Kr.), der viser Europa siddende i et platantræ.

Sammen fik de 3 sønner. Herefter efterlod Zeus Europa på Kreta, dog først efter han havde sørget for, at Europa blev gift med Kretas kong Asteríon, som adopterede de tre drengebørn. En af dem var Minos, den senere kong Minos, som byggede labyrinten, der rummede uhyret Minotaurus. Det uhyre, som Theseus slog ihjel med hjælp af Ariadnes røde tråd.

 

Kong Argenor sendte sine tre sønner ud for at lede efter den røvede datter. En af dem, Kadmos, søgte sin søster i både Asien, Afrika og Europa, men fandt hende aldrig. Til sidst kom han til oraklet i Delfi og bad om råd. Oraklet svarede, at han ikke skulle bekymre sig om Europa. Hun havde det godt. I stedet skulle han følge efter en ko og grundlægge en by, hvor den lagde sig.   

 

 

Det blev byen Theben. Men først måtte han dræbe en drage, der boede der.   

 

Han fik hjælp af gudinden Athene, og da dragen var dræbt, gav Athene ham besked på at trække dragens enorme tænder ud og plante dem i jorden. Af tænderne voksede der nogle frygtindgydende krigere, der straks gik til angreb på hinanden. Da kampen var forbi, var kun fem tilbage. Disse fem blev Kadmos' følgesvende og stamfædre til Thebens befolkning. De kaldtes herefter for Spatoi, hvilket betyder de udsåede.

 På  denne vase ses Kadmos, der dræber dragen. Vasen er fremstillet i Euboea, et område, der ligger nær Theben. Den er fundet i Paestum - en af de kolonier, grækerne anlagde i Syditalien omkring år 600.

Kadmos nævnes som den, der bragte alfabetet fra Fønikien til Grækenland i form af skriften Linear B. Tidligere fandtes en skrift Linear A, som bestod af hieroglyffer - altså en billedskrift.  Linear B  består af lyde. Senere bragte grækerne alfabetet til etruskerne, som igen lærte det til romerne.

 

Den første omtale af en konge ved navn Minos stammer fra det 15. årh. f. Kr., så det skulle kunne give en omtrentlig datering af Zeus’ bortførelse af Europa – en hændelse, der findes en endeløs række af kunstneriske gengivelser af på både vaser og relieffer og også senere moderne fortolkninger heraf.

Græsk vase

Mosaik fra Byblos

Romersk fresko fra Pompeji

Relief Palermo

 

Terracottafigur Athen ca. 480 f.Kr.

 

 Den minoiske kultur regnes fra 3000 f. kr. til 1100 f. kr., og den er  inddelt i fire perioder

Førpaladstid 3000-2000 f.Kr.

Tidlig paladstid 2000-1700 f.Kr., hvor de første monumentale minoiske paladser blev bygget i allerede eksisterende byer

Sen paladstid 1700-1400 f.Kr., som var Kretas guldalder

Postpaladstiden 1400-1100 f.Kr.

 

Ca. 1700 f.Kr. ramte et jordskælv Kreta og ødelagde de gamle paladser. Yderligere katastrofer ramte øen, bl.a. et jordskælv i anden halvdel af 1600-t. f.Kr., hvilket muligvis skal forbindes med vulkanen Theras udbrud. Nye og endnu mere strålende paladser blev dog snart bygget. Disse markerede en ny tidsalder, Kretas guldalder, der varede ca. 1700-1400 f.Kr. - den der kaldes sen paladstid.

 

Ca. 1450 f.Kr. ramte endnu en katastrofe de minoiske paladser, villaer og byer, som brændte. Der er flere teorier om årsagen hertil. En teori er, at det skyldtes det store vulkanudbrud på Santorini. En anden teori, der bygger på det faktum, at selve Knossos ikke blev ødelagt, går ud på, at kongen i Knossos lod de andre paladser ødelægge for at få magten på hele øen. Da en mykensk stamme, achaierne, lokket af  Kretas velstand og strategiske placering, kom til øen i begyndelsen af 1300-t. f.Kr., behøvede de derfor kun at erobre ét palads. Kreta blev herefter en del af den mykenske verden. Denne periode, ca. 1400-1100 f.Kr., kaldes postpaladstiden.

 

Knossos blev udgravet af englænderen Arthur Evans. 

I 1894 kom han for første gang til Kreta, og 3 år senere købte han simpelthen området af den tyrkiske stat.

I 1899 vendte han tilbage til Kreta og startede udgravningerne.

Evans er senere blevet kritiseret for sin noget hårdhændede restaurering af Knossos.  Oprindelig var søjlerne i paladset af træ, men Evans genopførte søjlerne i cement. 

 

Hårdhændet ja, men hans restaurering har bevirket, at vi kan besøge dette skønne sted og få en fornemmelse af pragten.

 

 

 

Bemærk krukkerne og deres forskellige form. Den til højre er tydeligvis en amfora med spids bund.

Kunne den til venstre være en pelike? 

 

En pelike beskrives som en krukke med to åbne, lodrette hanke som følger linjen fra kroppen. Halsen er smal, munden vid, og kroppen er sammensunket og ofte næsten kugleformet.

 

En tredje form, jeg er stødt på, er en stamnos. 

 

En stamnos er fladere i formen end en amfora, og har altid flad bund så den kan stå op. Den har to vandrette hanke placeret højt på kroppen. 

 

Endelig en hydria, som er en stor krukke med brede skuldre og en bred, flad mund. 

 

Det særlige er, at den har tre håndtag: to små vandrette i siden til at løfte krukken og et stort lodret håndtag ved halsen til at hælde med. Navnet kommer fra hydor, græsk  for «vand» og henviser til, at krukken typisk blev brugt til at bære og opbevare vand i. 

På denne ses endda Herakles, der kæmper mod havuhyret Hydra. 

Til gengæld kan man ikke se det tredje håndtag, som er bag på vasen.

 

De viste eksempler er ikke fra Knossos, men senere græske vaser. Det ses af udsmykningen.

 

I tråd med sagnet om Minotaurus-tyren beskrives den minoiske kultur som en tyrekultur. På reliefferne på Knossos ses mænd, der meget akrobatisk springer hen over tyre.

 

 På museet i Herakleon findes et flot tyrehoved.

På museet var det især to genstande, der fascinerede mig. 

Slangegudinden

- og Phaistos-skiven.

Phaistos-skiven er en  lille skive - 16 cm i diameter og mellem 1,6 og 2,1 cm tyk - med masser af skrifttegn indridset. En skrift, der endnu ikke er blevet tydet. Den, der kaldes Linear A.

På Kreta fandtes andre paladser end blot Knossos, og Phaisos-skiven har fået sit navn efter Phaistos-paladset, hvor den blev fundet.

 

Når jeg nu, så mange år efter vores besøg på det fantastiske museum, søger på nettet, kan jeg læse, at museet især også er kendt for sine fine  Kameres vaser. De blev fundet i noget, der kaldes Kamere-graven.

 

 

Dem husker jeg slet ikke. Men med de tusindvis af genstande, der var udstillet, er det vel forståeligt, at man ikke husker alle de enkelte artefakter, men mere overdådigheden af krukker.

Det specielle ved Kameres vaserne er, at de er porcelænstynde og sorte med hvide eller røde farvninger. Faconen får dem ofte til at ligne en fugl.

 

 

 

 Fønikerne

Såvel den minoiske kultur som dele af den græske kultur har tråde tilbage til fønikerne. De to græske filosofer, Thales af Milet og Pythagos,  havde begge fædre, som var fønikere.

 

 Fønikerne havde deres storhedstid fra 1550 f.kr. til 300 f. kr.

 

 Fønikerne er jo allermest kendt for deres viden om murexsneglen, hvoraf de udvandt den kostbare purpurfarve. Selv omtalte de sig som kanaanæere, mens andre begyndte at kalde dem purpurmændene.
Det græske ord for purpur er phoinix, og det gav landet navnet Fønikien. 

 

Fønikerne var dygtige søfolk og handelsmænd. 

Fønikerne opfandt den skibstype, der kaldes galajen. Ud over sejl har galajen to dæk med roere.

 

De menes at have sejlet fra Det røde Hav rundt om Sydafrikas spids og tilbage gennem Herkules’ Søjler – Gibraltar – længe, længe før Bartholoeu Diaz i 1488 rundede Kap det Gode Håb og senere Vasco da Gama i 1498.

 

I 5. århundrede f. Kr. udsendte fønikerne med udgangspunkt i deres koloni, Karthago, en ekspedition bestående af 60 skibe, ledet af  Hanno the Navigator. En opdagelsesrejse som skulle udforske og kolonisere den nordvestlige Afrikas kyst. 

 

Hanno sejlede gennem Gibraltarstædet, grundlagde eller genbefolkede syv kolonier langs den afrikanske kyst af det, der nu er Marokko, og udforskede betydeligt kysten betydeligt længere sydpå. Forskellige beskrivelse tyder på, han nåede helt ned til Cameroun.  

Her fandt han en ø befolket af det, der blev beskrevet som et behåret og vildt folk. Hanno kaldte folket Gorillai. Forsøg på at fange mændene - hannerne ? - mislykkedes, men tre af kvinderne - hunnerne ? - blev taget. Kvinderne blev dog så voldsomme, at de blev dræbt og ”afpelset”. Deres skind blev bragt med tilbage til Karthago, og her blev de anbragt i et Juno-tempel, og ifølge Plinius den Ældre overlevede de indtil den romerske ødelæggelse af Karthago i 146 f.Kr., omkring 350 år efter Hannos ekspedition.

Hannos ekspedition var med til at sikre fønikerne guldleverancer fra Afrika – som den tid i øvrigt blev kaldt Libyen.

 

 En anden ekspedition, ledet af Himilco, gik nordpå til Tarashish, Holy Island, som menes at være Irland.

Jeg har ikke megen kendskab til fønikisk kunst, men har fundet billeder af nogle meget specielle figurer i tilknytning til deres tilbedelse af guden Baal.

 

 Skibene kan man finde mange billeder af.

- og nogle mønter. De var jo handelsfolk.

I begyndelsen handlede fønikerne hovedsagelig med grækere. De etablerede faste handelsruter mellem Egypten og Mellemøsten og til Kreta og de græske bystater på begge sider af Ægæerhavet. De handlede især med tømmer fra de berømte cederskove, - det var fønikerne, der leverede tømmer til og byggede Salomons tempel  -  purpur fra murexsneglen og de fineste og kostbare purpurfarvede tekstiler, fønikisk glas  - og slaver. 

 

Senere udvidede de både handelsområde og vareudvalget  betragteligt.

De handlede utrænede hunde   - basenji-racen med spidse ører og af asiatisk eller afrikansk oprindelse, som de lokalt  udviklede til flere hunderacer som ibizahund, faraohund, etnahund, kretahund, kanariaøhund, og podengo portugues (en primitiv spidshund som i dag kommer fra Portugal. 

 

Til Egypten solgte fønikerne i 700-tallet f.Kr. vin. Vinhandelen med Egypten er vel dokumenteret af et skibsvrag, som blev lokaliseret i 1997 i åben sø omkring 50 km vest for Ashkelon i dagens Israel. 

Keramikovne ved Tyr og Sarepta producerede store terrakottakrukker, som blev benyttet til at fragte vin. 

Fra Egypten købte fønikerne guld fra Numibien. 

Et fønikisk vægtlod.
 

Andre steder skaffede de sig andre materialer. Det mest betydningsfulde var sølv fra den iberiske halvø og tin fra Storbritannien. Tin blev smeltet med kobber fra Cypern for at fremstille bronze. 

 

 Hvad jeg særligt bemærkede på dette kort over fønikernes byer og handelspladser er, at der her er angivet tre steder helt ovre i Portugal. Det har jeg ikke set før. Så måske de små fine vaser, vi så på rådhusets lille arkæologiske samling i Cascais i påsken 2017 er fønikiske? De var jo kendte for deres glas. 

 

Den kendteste fønikiske koloni er nok den, de anlagde på Nordafrikas kyst, den koloni, der blev til Kartago. Ifølge en antik tradition blev kolonien grundlagt i 814 f.Kr. af den mytiske dronning Dido, da hun flygtede fra Tyros. Mere troværdigt er det nok, at Karthago blev grundlagt i overensstemmelse med Tyros for at fungere som station mellem Fønikien og Spanien. Kolonien  blev hurtigt et centralt sted for transithandel og i slutningen af 600-tallet f.Kr., var byen blevet en af de største i det vestlige Middelhav.  

 

I 539 f.kr. erobrede perseren Kyros den Store Fønikien, og det førte til, at store dele af Fønikiens befolkning udvandrede til kolonien Karthago. 

 

  I 500-tallet overtog Karthago Tyros’ rolle som formidler af handlen med især metaller fra Spanien og etablerede handelsstationer i Spanien, på Sicilien og på Sardinien.

 

I 332 erobrede Alexander den Store byen Tyros, Sidon og Byblos.

Han fór hårdhændet frem, og  fremvæksten af det hellenisiske Hellas førte til, at grækerne udslettede levningerne af Fønikiens tidligere dominans over handelsruterne i den østlige del af Middelhavet. 

Fønikisk kultur forsvandt helt og holdent i dets hjemland. Men Fønikiens tidligere koloni Karthago blomstrede – og blomstrede så meget, at de snart kom i konflikt med romerne. Herom senere. 

 Først skal vi lige omkring grækerne.

 

Grækerne i Magna Graecia og på Sicilien

I begyndelse af det 1. årtusind f.v.t. havde græsktalende folkeslag bosat sig på øerne i Ægæerhavet og Lilleasiens kyst. Det minoiske samfund på Kreta blev også overtaget af grækere .

Men i 8. og 7. årh. f.v.t. begyndte de at anlægge kolonier  længere borte, først og fremmest i Syditalien, den østlige del af Nordafrika (Egypten), sydlige Gallien, Spanien og ved Sortehavet. 

 

Med sig bragte grækerne deres sprog, religiøse og politiske traditioner, og de græske kolonier fik stor kulturel indflydelse i de områder hvor de blev anlagt, da de var medvirkende til spredningen af den græsk-hellenistiske kultur til hele middelhavsområdet. 

 

Navnet Magna Graecia knytter sig til områderne i Syditalien, og i  min kontekst er det netop kolonierne i Syditalien og på Sicilien, der er de interessante.

De forskellige farver på ovenstående kort fortæller noget om, hvilke dialekter, der blev talt. Den gullige farve dækker doriske grækere, den lilla dækker ioniske grækere. Det fik betydning for udviklingen på Sicilien. Det kommer jeg tilbage til.

 Efterhånden, som handelen, koloniseringen og oprettelse af handelsposter rundt om langs kysten af Middelhavet voksede, synes det som om, at fønikerne og grækerne ubevidst eller efter aftale delte havet i to: fønikerne sejlede langs og dominerede efterhånden den sydlige kyst, mens grækerne var aktive langs de nordlige kyster. 

 

 

På denne måde var der få konflikter og sammenstød mellem de to kulturer bortset fra midtvejs, på øen Sicilien, men selv der bosatte de sig med hver sine sfærer af indflydelse, fønikerne på nordvestkysten omkring Palermo og grækerne på et noget større område på nordøstkysten med bl.a. Himaera, Messina, Naxos og Catania og sydkysten med Syracus, Gela og Agrigentum.

I Syracus' Katedral ses tydeligt rester af et oprindeligt græsk tempel.

 

Døbefonden er udformet som en stor græsk skål

I Tempeldalen, Valle dei Templi,  ved Agrigento ligger de smukkeste græske tempelruiner.

Concordiatemplet er det største og bedst bevarede græske tempel i dorisk stil.

Grækerne havde også en koloni på øen Ischia, dengang kaldet Pithecusae, ud for Napoli. Lacco Ameno på Ischia var faktisk det første sted, hvor grækerne bosatte sig i den vestlige del af Middelhavet. Det skete i 770-760 før vor tidsregning. 

 

Nestor’s  cup blev fundet i 1895 i Lacco Ameno.  Det har tre linjers indskrift  og regnes for et af de første eksisterende eksempler på skrift med det græske alfabet.

Lacco Amenos velstand var baseret på metalfremstilling, pottemageri og på handel med etruskerne på det italienske fastland. For nu kommer etruskerne nemlig ind i billedet.

 

Etruskerne

 

Etruskerne er for mig et lidt mystisk folk.

Etruskerne kaldte sig selv rasenna. Grækerne kaldte dem tyrsenoi eller tyrrhenoi. Heraf betegnelsen det Tyrrhenske Hav. Romerne, som selv boede i lave hytter, bemærkede etruskernes bygninger i flere etager, opfattet som en art tårne, og kaldte dem derfor "tårnbyggerne", dvs. tursci eller tyrsenoi - heraf italiensk Toscana om regionen -  forvansket til etrusci og deres land Etrūria. 

At etruskerne byggede høje bygninger har jeg ikke fundet belæg for andre steder. Det har jeg kun læst et enkelt sted. Men nu har jeg medtaget infoen alligevel som forklaring på stednavnene Toscana og Etrurien. Måske er det templer, der henvises til

Rekonstruktion af Portonaccio-templet i Veji fra slutningen af 500-t. f.Kr.

  

Forskere diskuterer, hvorfra etruskerne oprindelig kom fra. Nogle mener, de kom helt ovre fra Lydien.

 

De støtter sig til en beretning af Herodot 484 f. Kr. – 420 f.Kr.). Herodot var fra Halikarnassos, der på daværende tidspunkt var underlagt Perserriget (nu Bodrum i Tyrkiet). Han var en klassisk græsk historieskriver. Herodots Historie handler bl.a. om de persiske invasioner af Grækenland i 490 og 480 f.Kr. Første del af værket handler om forhistorien, og Herodot fortæller  om fortidige og samtidige kulturer som Lydien, Persien, Egypten, Babylon og skyterne. På den måde er Herodots Historie nærmest en verdenshistorie, og han kaldes ofte for historieskrivningens fader.

 

Herodot skrev sit værk på en tid, hvor man ikke satte mellemrum mellem ord og sætninger. Teksten fremstår dermed som ét langt, sammenhængende ord, der fortsætter gennem et titals papyrusruller. På et tidspunkt delte man teksten op i ni bøger, der blev opkaldt efter de ni muser.

 

Herodot fortæller:

” "Da Atys, søn af Manes, var konge, udbrød der stor hungersnød i hele Lydien. En tid lang holdt lyderne tålmodigt ud, men da den ikke holdt op, søgte de efter midler til at hjælpe på den, og de fandt både på det ene og det andet. Det var den lejlighed, at både de forskellige terningspil og boldspillet og alle de andre former for spil blev opfundet, med undtagelse af brætspillet; dét gør lyderne ikke krav på at have opfundet. Disse opfindelser anvendte de mod sulten på følgende måde. Den ene dag spillede de hele dagen igennem for ikke at mærke sulten, den næste lod de spillene ligge og spiste. På denne måde fortsatte de i atten år.
Da hungersnøden ikke hørte op, men snarere tiltog i styrke, delte deres konge hele det lydiske folk i to og afgjorde ved lodtrækning, hvem af dem, der skulle blive, og hvem der skulle drage ud af landet, og han satte sig selv i spidsen for den del, som loddet bestemte skulle blive; over dem, der skulle forlade det, satte han sin søn, Tyrsenos.
Den halvdel, som ved lodtrækning var bestemt til at forlade landet, drog så til Smyrna og byggede sig skibe, og efter at have bragt alt, hvad de havde af brugbart løsøre om bord, sejlede de ud for at finde et land, hvor de kunne leve. Da de havde rejst forbi mange folkeslag, kom de til slut til umbrerne, i hvis land de grundlagde byer og har boet siden da. Fra at have heddet lydere, ændrede de navn efter kongens søn, som havde anført dem, og idet de lod sig opkalde efter ham, fik de navn af tyrsenere."

 

Andre forskere afviser denne teori, da det lydiske og etruskiske sprog slet ikke ligner hinanden. De mener, at etruskisk er nært beslægtet med rætisk, et sprog, der blev brugt af rætierne, som beboede et område i Alperne, og som optræder i en række indskrifter. Det understøtter umiddelbart, at etruskisk har været talt i Italien i længere tid før vores tidligste kilder, og at etruskerne er et italiensk urfolk.

 

Senest har data fra over 15.000 dna prøver dog peget stærkt i retning af, at etruskerne kom fra Lydien. Herodot fik måske alligevel ret.

 

Den etruskiske kultur begyndte at udvikle sig i Italien mellem 1000 og 720 fvt. i den periode, som kaldes Villa Nova, eller tidlig jernalder.

Etruskerne sad nærmest egenrådigt på tidens vigtigste råstof. Jern blev udvundet på øen Elba og gav etruskerne en central rolle gennem jernalderen, der startede tidligere ved Middelhavet end andre steder i Europa.

 

Omkring 760 fvt. bosattte de første græske kolonister fra Euboea sig på Ischia, og op mod 700 grundlagde fønikerne kolonier på Sicilien og Sardinien. De rige metalforekomster i Etrurien og Sardinien tiltrak både grækerne og fønikerne og lagde grunden til udbredt handel. Det førte til større rigdom og øget befolkning i Etrurien, ligesom også den frugtbare jord og skovens dyr gav mange etruskere mulighed for et liv i materiel overflod.

 

Perioden 720-575 fvt. kaldes den arkaiske eller orientaliserede periode, fordi den etruskiske kultur kom under stærk indflydelse fra den græske og nærorientalske kultur. 

 

Ind imellem støder man på  pudsigheder. F.eks. denne gås. Den minder om de gæs, vi så på Moesgårds udstilling om den kinesiske terracottahær.

Græske håndværkere bosatte sig og grundlagde værksteder i Syd-etrurien fra 700 fvt. De introducerede etruskerne for pottemagerhjulet og teknikker til oprensning af leret. 

De lærte dem dyrkning af vin og olivenolie og vinfremstilling.

Etruskerne begyndte også at skrive, og de brugte det græske alfabet til deres eget sprog. Et sprog der skrives fra højre mod venstre. Men etruskerne har ikke efterladt meget på skrift – kun korte sætninger – navne – enkeltord - så det, vi ved om etruskerne, er det, vi kan udlede af arkæologiske fund -  og hvad andre – romere og grækere -  har berettet om dem.

En enkelt undtagelse er dog Pyrgi-tavlerne.

 

Pyrgi-tavlerne er tre tynde beskrevne guldplader. De blev fundet ved udgravninger af havnebyen Pyrgi ved den etruskiske by Caere. Det er nu byen Cervetere.

 Pyrgi-tavlernes to indskrifter fortæller om et tempel viet til gudinden Juno (etruskisk Uni, fønikisk ‘štrt). Indskriften er fra ca. 500 f.Kr.

 

 

Af deres samtidige nabosamfund blev etruskerne anset for at være decideret umoralske, da der var stor lighed mellem kønnene. Mænd og kvinder spiste ved samme bord, blev agtet nogenlunde ligeværdigt, og kvinder måtte endda drikke vin. Derfor blev kvinderne af romerne og andre opfattet som drikfældige, forfængelige og løse på tråden. 

At kvinderne var forfængelige, understøttes af mange fund af spejle og fint forarbejdede smykker.   

 

De øvrige to udsagn skal jeg ikke tage stilling til.

 At etruskerne festede meget og drak meget vin er der meget, der tyder på.  De eksporterede også vin til Gallien (Frankrig) og Germanien (Tyskland). Romerne brød sig ikke om etruskernes vin. Det siges, de beholdt den bedste selv, og en skrøne fortæller, at gallernes front mod etruskerne i 200-tallet skulle være startet, efter at gallerne blev vrede over noget halvdårligt vin leveret af en etruskisk købmand.

 

Ja, ja. Skrøner skal der også være plads til.

 

Jeg har tidligere læst og skrevet lidt om etruskerne. Men noget, som tidligere er forbigået min opmærksomhed er, at etruskerne beskrives som dygtige søfolk.

 

Handlen med grækerne udgik fra  havnebyerne Pyrgi og Gravisca. Produkter, som for eksempel bronzegenstande og den berømte sorte bucchero-keramik, blev fragtet over havet til det fjerntliggende Spanien og Ægypten.

  

Husker du fortællingen om Kadmos, der dræbte en drage og grundlagde Theben?

En vase med netop det motiv, fremstillet i Grækenland, er fundet i den etruskiske by Veji. Muligvis en af de genstande, etruskerne bragte med tilbage fra deres handelsrejser eller måske købt af grækere i en af de græske kolonier?

Etruskerne havde ligefrem en flåde.

I 540 f.Kr. besejrede en etruskisk-karthaginiensisk flåde ved Alalia de grækere, som havde slået sig ned på Korsika, og de blev tvunget til at forlade øen, hvorved etruskerne sikrede sig de oversøiske forretningsforbindelser. 

Etruskerne havde konstrueret krigsskibe, der med stævnen kunne vædre fjendtlige skibe.

Kulturhistoriske skildringer af et folk bygger især på gravfund og dermed også på folkets gravskikke.

I etruskernes tidlige perioder kremerede man de døde, og de etruskiske hytteurner er helt specielle.

 

Andre er terning-formede med små skulpturer på låget.

Senere gik de over til begravelse i sarkofager.

 

Nu opførtes hele nekropoler. I byerne Cerveteri, Orvieto og Tarquinia kan man se sådanne dødebyer. Gravene indeholder mange gravgaver og vidner om en rig befolkning, og at rigdommen er blevet udbredt til en større del af befolkningen. 

 

Etruskerne beskrives i øvrigt som et forholdsvist egalitært samfund, dvs. præget af lighed, og de havde kun sjældent slaver.

 

  

I Tarquinia er væggene i gravene dekorerede med farvestrålende freskoer.

 

Som så mange andre folkeslag, så blev etruskerne godt forsynet til dødsrejsen. 

 

Nogle af gravkamrene i Cerveteri er hele huse med mange værelser.

I den klassiske periode, 480-400 fvt., skete der en generel økonomisk nedgang i de etruskiske byer. I 474 led etruskerne et nederlag i et søslag mod bystaten Syrakus udfor Cumae, og det påvirkede mulighederne for handel med byerne i den sydlige del af Italien.

 

I det centrale og nordlige Etrurien var der dog stadig økonomisk og kulturel fremgang på grund af deres rige ressourcer fra landbruget og fortsatte handel via handelsruter igennem Appenierne og via Po og Reno floderne til havnebyen Spinas ved Pos udløb i Adriaterhavet.

 

Som nævnt er jeg forbavset over at høre om etruskerne som en søfartsnation og faktisk også over at høre beskrivelser af lange handelsrejser. Jeg har tidligere haft indtryk  af etruskerne som et fastboende folk, hvor det var andre folkeslag, der kom til dem for at handle. Men så blev jeg så klog.

 

Men nu begyndte Roms ekspansion. I 396 besejrede romerne byen Veji, og i perioden 311-301 Arezzo, Cortona og Perugia.   

 

Etruskernes æra var slut, men mange dele af den etruskiske kultur blev ført videre af romerne. Alfabetet, som  godt nok  blev latiniseret. Kanaler, kunstvanding, kloakering, akvædukter. Etruskernes brug af varsler var også noget af det, romerne tog til sig.

Nu skal vi tilbage til Sicilien og høre om sammenstød mellem karthagere, grækere og romere.

Og nu bliver det mest krigshistorie. Hvis du tror, det bliver for meget, så spring frem til over skriften De Puniske Krige, for De puniske Krige skal du da have med.

På Sicilien havde de ioniske grækere – dem, der var bosat i nordøst - i det store og hele venskabelige forbindelser med de indfødte sicilianere og fønikere, men de doriske græske kolonier i syd  var mere aggressive  og ekspanderende. Efterhånden blev den doriske by Syracus helt dominerende på Sicilien.

Den doriske dominans blev så stor, at den ioniske by Himera på nordkysten af Sicilien bad Karthago om hjælp.

 

 

Allerede fra omkring 540 havde Karthago begyndt at engagere sig i konflikterne mellem de græske og fønikiske kolonier, og fra 540 kom de gamle fønikiske kolonier reelt ind under Karthago. Herefter vil jeg skifte benævnelsen fra fønikerne til karthagerne.

 

I 480 sejlede en flåde ud fra Karthago for at støtte den ioniske by Himera. Undervejs havde de dårligt vejr og mistede en del af sine styrker. Det førte til det berømte slag ved Himera, hvor grækerne vandt en stor sejr over en karthagisk hær. Dette bliver kaldt Første sicilianske Krig.

 

Efter dette nederlag afholdt Kathago sig fra konfrontationer med grækerne på Sicilien de næste 70 år.

 

I stedet erobrede de land i Nordafrika – den nordlige frugtbare del af nutidens Tunesien og oprettede nye og forstærkede deres kolonier omkring nutidens Tripoli.

 

Fra 480 til 306 blev der udkæmpet 7 sicilianske krige mellem Karthago og grækerne. Sejr og nederlag skiftede gentagne gange. Som nævnt vandt grækerne f.eks. en stor sejr ved Himera. 

Til gengæld indtog karthagerne i 406 efter lang tids belejring den vigtige græske by Agrigento på sydkysten af Sicilien.

 

Men nu skal vi også have romerne på banen.

 

 I 3. årh. f.Kr. udgjorde Romerriget en stor trussel mod de græske byers selvstændighed i Magna Graecia. 

 

I 281 f.Kr. udbrød der krig mellem Rom og Tarentum. Tarentum overtalte den græske kong Pyrrhus til at hjælpe dem. 

 

Han besejrede romerne i en række slag og samlede flere af de græske byer i en alliance mod romerne. 

 

Herefter drog han til Sicilien, hvor han slog karthagerne og erobrede Palermo og Eryx, nu Erice. Men efter nederlag ved Lilybaeum, nu Marsala (kendt for Marsalavinen) vendte han tilbage til Italien. 

 

 Fra Pyrrhus-krigen stammer udtrykket en Pyrrhus-sejr. For trods en række tidlige sejre måtte kong Pyrrhus efter et ødelæggende nederlag i 272 f.Kr. igen forlade Italien, og det betød, at romerne nu kunne underlægge sig hele Magna Graecia, dvs. alle de græske byer på Italiens sydkyst.- Men (endnu) ikke Sicilien.

Eryx, som var en af de kolonier, den græske kong Pyrrhus kortvarigt erobrede på Sicilien, har navn efter en mytisk konge af Elymnia.

 

Eryx var søn af Aprodite og Butes. Butes var en argonaut fra Athen, som var om bord hos Odysseus, men faldt overbord, da han lyttede til Sirenerne. Men Afrodite reddede ham op og giftede sig med ham. Sammen fik de sønnen Eryx.

Odysseus bundet til masten og mandskabet med tilstoppede ører for at undgå at blive lokket af sirenerne.
 

 Myten fortæller videre, at Hercules senere  kom forbi Eryx, da han som en af hans 12 opgaver havde dræbt uhyret Geyron med de tre kroppe og var på vej hjem med Geyrons kvæg, og at han dræbte Eryx, da denne ville stjæle kvæget.

 

Også i ”Aeneiden”, den romerske digter Virgils  store 

nationale epos, nævnes byen Eryx. 

Æneas  er i græsk og romersk mytologi en trojansk helt, der overlever Trojas fald og grundlægger Rom. Han optræder i både Iliaden af Homer og Æneiden af Vergil.

I Æneiden hører vi, at Æneas får besked på at forlade Troja, fordi hans skæbne er, at han skal  grundlægge Rom.

På sin vej kommer han til Karthago, hvor han møder dronning Dido. Husker du Dido? Det var hende, der flygtede fra Tyros og grundlagde Karthago.

Aeneas forelsker sig i Dido, men guderne tvinger ham til at rejse videre for at fuldføre sin skæbne. Og det er på denne videre rejse, han også kommer til Eryx.

Eryx har siden oldtiden været centrum for tilbedelse af frugtbarhedsgudinden – først i form af fønikiske Astarte, siden græske Afrodite og endelig romerske Venus. 

 

 Erice/Eryx har vi også besøgt. Det er et spændende sted. Nu fremtræder det som en middelalderby på toppen af det 751 m høje  Monte Erice..

På stedet for det tidligere Venustempel ligger nu en  normannisk borg fra 12. århundrede. I murene findes sten helt tilbage fra 8. århundrede f. kr. fra før fønikerne ankom, og området var beboet af elymiske stammer. 

Fra borgen er der den skønneste udsigt.

 

 

 

   På dette foto kan vi se helt ud til salt-udvindings-bassinerne i Trapani..

 

 På billedet herunder ses Erices katedral.

 

 

 Til venstre  for katedralen ses La torre di Federico – oprindelig et vagttårn opført af romerne under de puniske krige for at kunne kontrollere Middelhavet.

Senere blev det ødelagt, men genopført af Re Federico lll d’Aragona i slutningen af 1200-tallet i den normanniske periode. 

Kirken, Real Duomo, blev påbegyndt i 1314 og vagttårnet blev senere omdannet til klokketårn til kirken.

Når jeg har taget disse afsnit om Erice/Eryx med, er det for at vise to ting: Hvordan de græske og romerske myter er vævet ind i hele Middelhavsområdet, og hvor omskiftelig historien har været på Sicilien.  

 

Da den græske kong Pyrrhus kom til Eryx, måtte han jo f.eks. kæmpe mod karthagerne.

Men under den puniske krig skiftede indbyggerne imidlertid side og støttede romerne mod karthagerne.

 

 Disse omskifteligheder har altid præget Siclien. 

 

Se blot denne oversigt over, hvilke folkeslag der har hersket på øen:

• Fønikierne ca 700 f.kr – 
• Grækerne ca. 735 f.kr. – 212 f.kr.
• Romerne ca. 210 f.kr. – 440 e.kr.
• Vandalerne ca. 440 e.kr.– 493 e.kr.
• Østgoterne ca. 493 e.kr. – 535
• Byzantinerne ca 535 e.kr.– 831 e. kr.
• Araberne ca 827 e.kr. – 1091  e.kr.
• Normannerne 1061 e. kr. – 1266 e. kr.
• Hohenstauferne 1194 e. kr.– 1266 e. kr.
• Franskmændene, Fyrstehuset Anjou, 1266 e. kr.– 1282 e. kr.
• Spanierne, Det spanske Huset Aragonien, 1282 e. kr.– 1713 e. kr.
• Piemontesere, Det norditalienske fyrstehus Huset Savoyen 1713 e. kr.–1720e. kr.
• Østrigerne 1720 e. kr.– 1734 e. kr.
• Bourbonerne 1734  e. kr.- 1860 e. kr.
• Kongeriget Italien 1860  e. kr.– 1946 e. kr.
• Republikken Italien 1946 –
• Sicilien får selvstyre 1946 –

 

 I butiksvinduerne i Erice så vi remiscenser af den spanske periode i  byen i kraft af farvestrålende, spansk-inspireret keramik.

 

Besøger man Palermo, får man virkelig arkitektoniske vidnesbyrd om Siciliens forskellige herskere.

Vi besøgte Capella Palatina - kirken til det store Palazzo  Reale - bygget af Roger ll af Sicilien.

Her var elementer af såvel byzantinsk, arabisk og normannisk kultur.

Især de byzantinske mosaikker var helt overvældende. Så pragtfulde, at man blev helt ør i hovedet af at dreje sig rundt og betragte og beundre. 

 

Læs meget mere om Siciliens uafladeligt skiftende magtforhold her.

 

Tilbage til tidligere tider.

Nu følger nemlig optakten til De puniske Krige. Og nu bliver det lidt indviklet.

Agathocles var en syracusisk feltherre, der kæmpede mod Karthago. Først på Sicilien og senere angreb han dem endda i Nordafrika.

Efter flere sejre blev han i 307 endelig fuldstændig besejret og flygtede hemmeligt til Sicilien. Efter at have sluttet fred med Kartago i 306, gjorde han sig til selvbestaltet konge af Sicilien i 304 f.Kr. En fredsaftale med Karthago gav ham kontrol over Sicilien øst for Halycus-floden, nu Platanifloden.

 

Agathocles havde benyttet sig af en stor hær af lejesoldater. Da kampene stoppede, blev disse lejesoldater arbejdsløse. En del af dem vendte tilbage til Italien, hvor de var kommet fra, men en anden stor del forblev på Sicilien, hvor de efterhånden udviklede sig til en slags lovløse.

 

De fredelige indbyggerne i Messana, nu Messina,  lod dem komme ind i deres by, og mamertinerne, som de kaldte sig, gengældte denne venlighed ved at dræbe de fleste indbyggere og overtage byen.

 

Gennem 20 år hærgede mamertinerne både til vands som pirater og til lands helt ned til Gela. 

 

 

Mange flygtede til Syracus, og omkring 270 begyndte Hiero ll at samle en hær mod mamertinerne. Hiero besejrede mamertinerne i et slag ved Longanus-floden på Mylae-sletten, og Syracus'  befollkning var så taknemmelige, at de udråbte Hiero til konge.

Da Hiero vendte tilbage for at belejre Messana og levere den endelige sejr i 265 f.Kr., bad mamertinerne om hjælp fra en nærliggende flåde fra Karthago, der besatte Messana havn. Da Hiero så dette, trak Syracus-styrkerne sig tilbage og ønskede ikke at konfrontere de karthagiske styrker.

Mamertinerne befandt sig imidlertid ikke vel under den kartgagensiske "beskyttelse" og bad om hjælp fra Rom. Først ønskede romerne ikke at hjælpe soldater, der uretfærdigt havde stjålet en by fra dens retmæssige ejere.

 

Men romerne følte sig udfordret af at se Karthagos magt sprede sig på Sicilien og komme for tæt på Italien, så de var alligevel ikke sene til at benytte sig af muligheden for at stække Karthago. Så de indgik en alliance med mamertinerne. 

 

Som svar allierede Syracus sig med Karthago og bønfaldt om deres beskyttelse. Med Rom og Karthago bragt i konflikt eskalerede Syracus / Mamertiner-konflikten, og scenen var sat for De puniske Krige.

 

De Puniske Krige

Første puniske Krig 264 - 241 f. Kr.

Romerne kaldte karthagerne for punere. Deraf navnet på krigene.

Jeg har altid troet, at det var grækerne, der bad om hjælp fra Rom, men jeg ser nu, at her opstod tværtimod den helt specielle situation, at Syracus og Karthago blev forbundsfæller. Men det holdt nu ikke længe.

Presset af romernes belejring af Syracus, indgik kong Hiero ll i 263 en traktat med Rom, hvorved han skulle herske over den sydøstlige del af Sicilien og den østlige kyst så langt op som til Tauromenium, nu Taormina. 

Fra denne tid og indtil sin død i 215 f.Kr. forblev han loyal over for romerne og hjalp dem ofte med mænd og proviant under den puniske krig.

 

 Første puniske Krig medførte, at romerne fik opbygget en flåde, hvad de ikke tidligere havde haft, for krigen blev mest udkæmpet på havet. 

 

Resultatet af første puniske krig blev, at Rom vandt, og Sicilien blev den første romerske provins.

 Nu blev Siciliens frodige muld Romerrigets kornkammer.

Da vi var på Sicilien i efteråret 2016, besøgte vi en pragtfuld romersk villa, Villa Romana del Casale.  Villaen menes at være bygget som et retrætepalads for kejser Maximian Herculius, der regerede 285-305 e. Kr.

Udenfor blev vi mødt af kæmpestore, smukke beholdere - sandsynligvis stadig græske.

Men indenfor var det helt tydeligt romersk kunst.

Villaen indeholdt en overdådighed af romerske mosaikker.

Enkelte med græske motiver. Her Homér i Kyklopens hule.

Herunder jagtscener og scener, hvor romerne henter eksotiske dyr i Afrika.

Her en morsom detalje. To børn, der kører en vogn trukket af to påfugle.

 

Og et romersk bad.

Men denne villa er jo bygget 4-500 år senere end de puniske krige. Jeg tog billederne med for at illustrere, hvordan kunsten her er blevet helt anderledes og ligger uden for det græsk, fønikisk, etruskiske spor, jeg har lagt ud.

 

Nu vender jeg tilbage til resultatet af Første puniske Krig. For det blev ikke kun Sicilien, som Karthago mistede  her.

Snart måtte Karthago også afgive Sardinien og Korsika. Herefter havde Karthago kun besiddelser i Nordafrika og på Den iberiske Halvø.

Som følge af nederlaget og tabet af de tre øer ekspanderede punerne nu i Spanien. 

 

Det førte til Anden Puniske Krig 219-201 – den mest berømte af de tre krige, for det var her, at Hannibal gik over Alperne med sine 37 elefanter.

 

Ifølge traditionen blev Hannibal af sin far Hamilkar Barkas afkrævet et løfte om at nære evigt had til romerne. Han overtog kommandoen i Spanien i 221, og i en række hastige felttog erobrede han Den iberiske Halvø op til floden Ebro på nær byen Saguntum, som nu bad Rom om hjælp. Et romersk gesandtskab befalede ham at holde sig væk fra Sagentum, men han angreb og erobrede byen i 219. Det udløste en romersk krigserklæring, som førte til Hannibals berømte togt gennem Gallien, over Alperne og ned på Posletten.

Her en lidt morsom renæssance-skildring af Hannibals togt med elefanterne. Her er han vist nået ned på Posletten, men morsomt at se, at her er han iklædt en nærmest arabisk klædning.
 

Hannibal udkæmpede i flere år mange sejrrige kampe i Italien, og ved Cannae i 216 udslettede hans hær romernes meget større hær.

 Slaget ved Cannae beskrives som et af historiens største slag. 

Romerne havde samlet en hær på 80.000 mand. Resultatet af slaget blev, at den romerske hær blev totalt udslettet med 60,000 til 70,000 faldne og 10,000 fanger.

 Romerne havde taget opstilling i en vanlig tæt angrebsformation og indledte et angreb på Hannibals center, der primært bestod af galliske lejetropper. De mere erfarne libyere avde Hannibal placeret på fløjene, mens hans numidiske  kavaleri blev holdt helt ude ved flanken. Denne opstilling af den kathagiske hær betød, at romerne langsomt pressede gallerne tilbage, mens de selv blev omringet af fjenden. Hannibals meget erfarne kavaleri jagede det romerske rytteri væk, og de mest erfarne soldater i hæren var nu fri til at indlede et angreb på romerne bagfra, mens libyerne angreb flankerne.

Han vovede dog aldrig at angribe selve Rom.

Mens Hannibal kæmpede i Italien, gik P. Cornelius Scipio d. Æ. i land med en romersk hær i Spanien og erobrede byen Barcelona, der i romertiden havde navnet Barcino.  

 

Fra 206 f.Kr. var romerne herrer over Spanien, og efterhånden stod de så stærkt, at de kunne forberede en invasion i Afrika og derved true Karthago. Dette skabte panik, og Hannibal blev kaldt hjem. 

 I 203 blev selve Karthago angrebet af romeren Scipio Africanus, som allierede sig med Karthagos lokale rival, kong  Massinissa af Numidien. Ved Zama led Hannibal sit første og eneste nederlag - og det  kom til at afgøre krigen.

Hannibals rute i løbet af Anden Puniske Krig

Krigen endte således med romernes sejr, og Karthago blev frataget alle besiddelser på nær landområdet omkring selve byen i Nordafrika.

Desuden skulle byen udlevere alle krigselefanter, begrænse sin flåde til ti skibe, opgive hæren og betale 10.000 talenter over 50 år.

 

Det minder næsten om de skrappe fredsbetingelser, som Tyskland måtte indgå efter 1. Verdenskrig.

 

Kun det violette område tilhørte nu Karthago.

Har du gået i gymnasiet, husker du helt sikkert den romerske senator, Cato den Ældre, der altid sluttede sine taler med ordene. ”Ceterum censeo Carthaginem esse delendam.”  "For øvrigt mener jeg, Karthago bør ødelægges.” 

 

Tredje Puniske Krig 149-146 var da også en ren straffeekspedition og målrettet udslettelse af Karthago. For Karthago var kommet forbavsende hurtigt økonomisk på fode igen.

Ligesom jeg sammenlignede fredsaftalen efter Anden puniske Krig med fredsaftalen efter 1. Verdenskrig, kan tiden op til Tredje puniske Krig sammenlignes med tiden op til 2. Verdenskrig.

Karthago forsøgte at formilde Rom, ligesom  Frankrig og Storbritannien gjorde det med Tyskland i 1930-verne.

Først sendte de børnene af tre hundrede af byens mest betydningsfulde borgere til Italien som gidsler. Herefter krævede de romerske konsuler, at Karthago skulle udlevere alle våben, og modvilligt indvilligede karthagerne. Store konvojer sejlede enorme lagre af krigsudstyr fra Karthago til Utica. 200.000 sæt rustninger og 2.000 katapulter. Deres krigsskibe sejlede alle til Utica, hvor de blev brændt i havnen.

Herefter krævede Rom, at karthagerne skulle forlade deres by og flytte 16 km ind i landet og bygge en ny by uden adgang til havet. Nu indså karthagerne, at det var deres totale udslettelse, Rom ønskede, så de nægtede og beredte sig på kamp.

Rom belejrede byen i 3 år, og da de endelig kunne indtage byen, arbejdede romerne sig systematisk gennem byen i 6 dage og dræbte alle, de stødte på, og afbrændte bygningerne bag sig.

Så storslået forestiller man sig Karthago i sine velmagtsdage. Og nu er der blot ruiner tilbage.

 

Først den sidste dag accepterede feltherren Scipio fanger.  50.000 karthagere blev fanget og solgt som slaver, hvorefter resten af byen blev afbrændt.

Således sluttede den fønikiske kultur.

Og således – efter at jeg har været omkring minoerne, fønikere, grækere, etruskere, punere og romere - slutter min beretning om Middelhavskulturer i det sydlige Europa – den beretning, der startede med Zeus’ bortførelse af den fønikiske prinsesse Europa.

 

Diverse beholdere. Barcelona Bys Historiske Museum

 Kar til vinfremstilling fra tiden efter at romerne havde overtaget Den iberiske Halvø fra Karthago. Barcelona Bys Historiske Museum. De underjordiske ruiner.

Om Arthur Evans og Knossos

 Om græske helte og guder

Om græske vaser

Om Siciliens historie