tirsdag den 27. oktober 2020

Om plantefarvning.

Og denne gang kommer det til at handle om plantefarvning. Der bliver ikke - som i mit forrige blogindlæg - tale om så alenlang en indledning og så mange sidespring, at jeg aldrig når frem til det proklamerede emne, plantefarvning.

 

Jeg vil fortælle om farvning med kraprod, vajd og indigo. 

Og undervejs kommer jeg til at  bevæge mig ud på usikker grund, ind på et farligt område, jeg slet ikke ved noget om, så både hel- og halveksperter i plantefarvning må bære over med mig, hvis jeg vrøvler alt for meget.

 

Et tilfældigt møde på vores krydstogt rundt om Kap Horn forrige vinter åbnede mine øjne for den verden af strikkefestivaler og hjemmesider med info, tilbud om plantefarvnings-kurser og salg af materialer til farvning. Her op til efterårsferien annoncerede flere museer og historiske centre også med plantefarvnings-kurser, så jeg fornemmer, det er et område, der er i stor fremgang.

Det indledende foto har jeg fået lov at snuppe fra Ellen Nielsens blog Mommer.wordpress.com. Den Ellen, jeg mødte i Sydamerika.

 

 

Selv har jeg for mange år siden været på plantefarvnings-kursus  et par weekender i forbindelse med mit arbejde. Det var sjovt. Vi var ude og samle vilde planter – og løgskaller - men helt ærlig – det var nu lidt kedelige gulgrønne – brunlige nuancer, der kom ud af det.

 

Skal det være rigtig flot, skal det jo være rødt og blåt.

 

Og netop de farver har man også formået at trylle frem allerede tidligt i Danmark, selv om den mest almindelige farve i ældre jernalder ifølge Nationalmuseet har været gul.


 
 


 

 

 

 

 

 

 

 

Nye undersøgelser har vist, at klæde fundet i jernalderudgravninger, som tilsyneladende har været gulbrune, i virkeligheden har været farverige – både røde og blå.  

  

 

Det kendteste dragtfund er Huldremosekvinden - en kvinde fra 2. århundrede f.Kr. -  altså ældre jernalder – der blev fundet i en gammel tørvegrav i Huldremosen ved Ramten på Djursland.

Hendes dragt bestod af et rødt tørklæde, mens nederdelen var blå eller rødlilla. Både dette og andre fund viser desuden, at jernalder-menneskene har været glade for striber og tern.

 


  

Et andet dansk, internationalt kendt fund er Lønnepigen. Lønnepigen har fået sit navn efter stedet, hvor hendes grav er fundet ude i Vestjylland lidt syd for Nymindegab.


Omkring år 0-200 e.Kr. blev en kvinde begravet på Lønne Hede. Hendes grav blev fundet og udgravet af arkæologer i 1969. Det viste sig, at liget for længst var forsvundet, men som noget helt enestående var hendes blå uldkjole eller rettere et skørt og bluse i blåt stof med røde borter og et ternet sjal i rødt og blåt og et rødt hovedtørklæde med hvide striber, bevaret. Denne kjole, som var vævet af uld,  giver et helt unikt billede af, hvordan kvinder gik klædt i jernalderen.

 

På Nymindegab Museums hjemmeside står der, at der på museet er udstillet effekter fra Lønnepigens grav og at børn her kan prøve at blive iklædt Lønnepigens dragt. Det så vi nu ikke noget til, da vi besøgte museet i sommer.

 


 

 

 

 

 

KRAPROD

 


Til at farve rødt har man brugt kraprod (Rubia tinctorum). Kraprod har været kendt og anvendt helt tilbage i det gamle Egypten. Det kendes bl.a. fra Tutankamons grav fra ca. 1350 før Kristus.

Krap forekommer vildt i Middelhavsområdet og er almindelig udbredt i Grækenland og Tyrkiet og det tidligere Lilleasien.

Farve-krap-planten forekommer ikke vildt i Nordeuropa. Den trives ikke i fugtig, tung jord og frost. Men den er blevet dyrket i Danmark allerede i jernalderen. Nu til dags dyrkes den stadig af plantefarvere.
Den har en ranglet, klatrende vækstform og kransstillede blade. Stænglerne er firkantede og forsynet med krogformede børster. De 4-tallige, gulrøde blomster sidder samlet i skærmagtige stande, siger wikipedia. - Et herligt ordforrråd og sjovt, at stænglerne er firkantede.



 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

 

 

 

 

 

Opslag i Politikens Flora fortæller mig, at fire velkendte og almindeligt forekommende planter i Danmark, nemlig burresnerre, hvid snerre, kærsnerre og gul snerre (Jomfru Marias sengehalm), tilhører krapfamilien. Deres rødder kan bruges ved plantefarvning, men de er vist meget fine og tynde, så det er nok besværligt at få samlet nok. Burresnerre – med de ”præstelus” eller burrer, som vi alle har prøvet at få på tøjet - og hvid snerre optræder ofte som uønsket ukrudt. 

 


 

Gul snerre derimod kan – udover som blødt ”sengehalm” en dejlig dag ved stranden – udnyttes som lægeplante, til farvning af ost (den røde farve fra rødderne) og som tykningsmiddel til mælkeprodukter. Ja, hvad man dog ikke alt sammen kan lære.

 

Som omtalt i mit forrige blogindlæg var det jo purpur, der var den mest eftertragtede farve i antikken og i romertiden.

Efter sultan Mehmets erobring af Konstantinopel  i 1453 ophørte  fremstilling af purpur. Kejser Konstantin lod sine soldater  sætte ild til alle purpurværksteder og skære tungen ud på purpurfarverne for at undgå, at de afslørede purpurfremstillingens hemmeligheder til erobrerne.

Florentinske og venezianske købmænd og  farve-  og klædehandlere var herefter nødt til at ”nøjes med” kermes-skjoldlus fra Palæstinas kernmes-ege og krapfarve. Og pave Pius 2. bekendtgjorde, at fra nu af skulle purpur erstattes af skarlagenrød i kardinalernes mozetta. Kun paven skulle have ret til en dragt i kongens purpur, og purpur skulle forbeholdes fastetid, advent og konklavens møder.

Cosimo de Medici i Firenze havde nogle meget anerkendte farveværksteder, som kunne farve rødt.  Men et problem var det, at krapfarvning kræver bejdsning med alunsalte, og disse salte havde man tidligere købt af tyrkerne. Efter muslimernes sejr i Konstantinopel var import af alun ikke længere mulig – eller rettere paven ville ikke tillade Cosimo at sende 300.000  dukater til tyrkerne som betaling for alun. 

I den historiske roman Purpur lader forfatteren Vibeke Løkkeberg den norske farverske, Anna, være den, der lykkes med at finde en stor alun-åre, på højdedragene over Tolfa nær havnebyen Civiavecchia. 

Fra Norge har hun medbragt bogen  "Om naturen. Fortegnelse over plantefarvestoffer."

 Her læser hun om en lille urt, der vokser i mineralholdig jord. Der, hvor urten vokser, findes også den salte sten. 

Anna går på jagt efter urten, og hun finder urten og den salte, hvide sten, som indeholder alun.

"Jeg har fundet syv fjelde så rige på krystalmineralet alun, at de kan forsyne syv verdener. Hvis hans Hellighed ønsker at udvinde mineralet, kan der bygges gruber og smeltes årer, ligesom de gamle romere gjorde på Ischia. Hvis hans Hellighed følger mit råd, vil han kunne forsyne hele Europa med alun, så tyrkerne vil miste alt, hvad de har af indtægter fra Europa." Jo, jo. Religionskrigen var i fuld gang.

Nu kunne kardinalernes dragter farves røde. Paven solgte alun for 10.000-vis af dukater til købmænd fra Venedig, Genova og Firenze. Medicierne alene bestilte alun for 75.000 dukater og fik større fortjeneste, end de nogensinde havde drømt om.  

Romanen  udspiller sig i og omkring byen Corsignano i Val d’Orcia. Skønt bogen er skønlitterær, bygger den som historisk roman for en stor del på  faktiske historiske hændelser. Anna er dog en fiktiv figur. Men paven er den pave Pius 2., der blev født i Corsignano og senere omdøbte byen til Pienza og ombyggede den, så den stadig i dag fremstår som renæssancens idealby – den by vi besøgte på vores biltur rundt i Toscana i 2007.


VAJD


Den blå farve blev opnået ved farvning med vajd  (Isatis tinctoria).

I år 55 krydsede Cæsar Den engelske Kanal – ikke i et erobringstogt, men nok nærmere for at udforske landet. I en nylig dokumentar på DR 2 om Cæsar, fortalte de, at i Kent blev han mødt af kelterne, som han beskrev som små blå mænd. Det var mænd, der havde farvet/ tatoveret ansigtet med blå farve fra planten vajd. Senere bragte romerne vajdplanten med fra England til Italien, hvor den især blev dyrket i egnen omkring Pompeji.

 

Farvevajd er en to-årig plante af korsblomstfamilien. Hvis man knuser et blad mellem fingrene, bliver de blå. Det er bladene fra det første år der bruges til plantefarvning. Tidligere udvandt man farven ved at lade bladene gære i urin i 5 dage. Nu benytter man ammoniak.

Blomsterne er flotte gule, men dem bruger man ikke til noget – evt. dog til frø, der kan sælges. 

 

I modsætning til kraprod, så  er vajdplanten meget hårdfør. Tåler både salt og frost. Den stammer oprindeligt fra Kasakhstan i Centralasien. Før 1500 blev den dyrket i et kæmpe område, der strakte sig over hele Europa, Nordafrika og selvfølgelig Centralasien, hvor den stammede fra.

 

Den vilde vajd har længe været kendt på Bornholm og langs Østersøens kyster og har siden 1960 spredt sig mere også på Sjælland. Den vokser på strandvolde. Den har tidligere været dyrket og har derfra forvildet sig ud i naturen. Når man slår vajd op i Politikens Flora, støder man på en – synes jeg – morsom formulering: ” Farvevajd er vildtvoksende på Bornholom  og indslæbt i resten af landet.Indslæbt - man skulle tro, det var en google oversættelse, men da Politikens danske flora næppe er skrevet på engelsk og derefter oversat, ja så må ordvalget jo være et bevidst valg.

I teksten om vajd står der også: ”Blomsterstanden er en rigtblomstrende klase. Den aflange, flade skulpe sidder på en lang tynd stilk og indeholder kun et frø.”


Det er ordet skulpe, jeg fryder mig over. Det vækker gode minder. Min far snakkede altid om rapsmarkens skulper, og Ib, da han blev introduceret i den sønderjyske landmandsfamilie, blev så glad for ordet, at han stadig benytter det, så ofte som muligt Eller bare siger ordet ud i den blå luft

 

 

Dyrkning af vajd ophørte i Danmark omkring 1800, og vajdfarvning blev afløst af den indiske indigo – som så i industrien efterfølgende blev afløst af kemisk fremstillet farve.

 

På Midgaards Haves hjemmeside fortælles om den historiske farvning med vajd. Det har været en besværlig affære.

For at gøre vajd klar til at farve med, skulle de høstede blade først kvases i en vajdmølle (drevet af heste, børn, eller senere i historien damp), og bladmassen formes til kugler, der tørrede i flere uger. Kuglerne var en handelsvare, men egnede sig kun til ret kort transport.

 

Vajdkuglerne blev så brudt i stykker, og bladmassen blev fugtet og spredt ud på gulvet, hvor den skulle fermentere. Det var en svær proces, for massen skulle holdes tilpas fugtig og vendes rundt, så den ikke overophedede, og så alle dele blev fermenteret lige meget. Det dampede fra massen, og flere beretninger nævner stanken fra denne fermentering. Når massen efter 6-9 uger tørrede, så var vajden klar til brug.

Den klargjorte vajd blev så brugt til at lave et fermenterings-farvebad, hvori indigoen blev reduceret til leuco-indigo. Farvebadet blev gjort basisk, i nogle opskrifter med aske fra afbrændt træ, i andre opskrifter gammel urin (som udvikler ammoniak, der er en base).

Desuden skulle der være organisk stof til stede i farvebadet, det kunne være vajd-bladene selv, eventuelt med tilsætning af krap og klid. Det organiske stof fungerede som mad for de bakterier, der så stod for selve omdannelsen af indigo til leuco-indigo.”

I Frankrig i området omkring Toulouse har der været en stor farveindustri med vajd. Her kaldes planten for pastelplanten, og den bærer en del af æren for, at Toulouse oplevede fremgang og velstand over en lang periode fra midten af 1400-tallet.

Driftige handelsmænd udviklede farveteknikken og brystede sig af at klæde hele Europa i blå tekstiler. I løbet af kort tid gjorde pastelplanten Toulouse til et veritabelt knudepunkt for pastelfarvehandel, og guldpengene strømmede til byen., og byen præges i dag stadig af smukke byhuse og palæer opført under og efter renæssancen.

På en hjemmeside med en præsentation af Toulouse beskrives processen med fremstilling af farven
”Det første år danner planten en ca. 20 cm høj sammenvikling af grønne blade, og det er netop bladene, der er interessante. De høstes, tørres, knuses og formes som en slags poser, som ligner salathoveder, på fransk »cocagne«. Disse poser afgiver en mørk, grynet masse, hvorfra det blå farvestof frigives. Jo flere gange »cocagnen« vædes og tørres, des mere intens bliver den blå pastelfarve.”

 

Det minder jo om beskrivelsen ovenfor, men det sjove, synes jeg, er beskrivelsen af cocane-poserne. Ordet cocagne er stadig en del af det aktive ordforråd i Toulouse og omegn. Ordet betegner en person, der tjener mange penge.

 

Særlig en bestemt købmand, Pierre d'Assézat, som sendte store mængder farvestof til Spanien, Holland, England og til de største havne i nord som  Antwerpen og  Rouen, er kendt. Han byggede Hotel Assèzat. 


 


 Den flotte bygning rummer i dag Bemberg Foundation, fransk-argentineren George Bembergs store private kunstsamling.

Bemærk i øvrigt de flotte byggesten. Toulouse kaldes the pink and blue city. Pink efter de mange bygninger i de rosa sten og blå efter vajdfarven, som medførte så stor rigdom.



Pastelfarven – vajd – blev  som tidligere nævnt - udkonkurreret af den indiske indigo, men pastel-planten gror stadig i en trekant mellem de sydfranske byer Toulouse, Albi og Carcassonne. I  omegnen af Toulouse findes stadig fire-fem passionerede pastel-dyrkere, der gør sig umage med den gammeldags og langsommelige farveproces. Blade og farve leveres blandt andet til en række blå skønhedsprodukter med navnet »Graine de Pastel«, der udnytter bladenes velgørende effekt på huden og giver cremer og sæber en helt unik farve.

INDIGO

 Indigo hører til ærteblomst-familien og har flotte farverige blomster. Men igen er det bladene, der kan farve.


 Almindelig indigo er en tropisk plante, og blev allerede i antikken dyrket i det bælte der dækker Indien, Mellemøsten og Afrika. Det menes, at planten spredte sig i hele dette område sammen med viden om dens brug, og så tidligt i  historien, at man faktisk ikke ved, hvorfra i området planten oprindeligt stammer.

Den følgende billedserie er skærmdumps fra en video om et landbrug i USA, hvor man dyrker indigo den dag i dag, fordi man ønsker at fremme naturlig fremstilling  og mindske kemisk industri.






 

 

 

 

 

 

 

 

Handelshuset Nidaros beskriver fremstilling af ægte indigo således:

Indigoplanten stammer oprindeligt fra Indien. Her fremstilles indigo  ved at bringe de høstede planter til gæring i vandfyldte kar.  Væsken bliver nu først gul-grøn (ved reduktion) og siden blå (ved oxidation), hvorefter indigoen udskiller sig som flager og lægger sig på bunden af karrene.  Indigopulpen samles og koges et par timer for at rense den for urenheder. Den overskydende væske presses af og pulpen skæres i blokke og lufttørres. 

 

 

 


 


 

 Og så er der også den japanske indigo (Polygonum tinctorium), som blev brugt til blåfarvning i Indien, Kina, Korea og Japan.

Indigo kom til Japan i Asuka-tiden omkring år 500-700.

I Sengoku- og Edo-tiden blev Tokushima-området centrum for indigoplantager. 

 


 

 

 

 

 Tokushima-området

 

Edotiden var en rig og kulturel tidsalder – Japans guldalder fra  1603 til 1867.

Japans forskellige tidsaldre angives som regel efter den by, der var den vigtigste i tiden I 1603  samledes Japan under under Tokugawa shogunatet, og  Edo blev vigtigste by og forløberen for Tokyo

Umiddelbart forud for den periode lå Sengokutiden.

 Sengokutiden adskiller sig fra denne navngivningstradition. Sengoku oversættes på engelsk til "fighting throughout the country”. Sengoku  jidai oversættes til The Warring States period – de krigende staters periode og sammenlignes med ”Age of the Warring States" i Kinas historie.

Den periode lå godt nok betragteligt meget tidligere i Kina  (475 til 221 f. Kr.)  Det var den periode, der afsluttedes med kejser Quins samling af Kina, men parallellen holder. Det varmed  slutningen af Sengokutiden og starten af Edotiden, at Japan blev ét rige.

 


 Men Sengoku-perioden  var altså en tid præget af mange krige. Det var samuraiernes æra – en tid med masser af konflikter mellem forskellige feudalherrer, og det førte til stor efterspørgsel på indigofarvet stof, for samuraierne bar dette stof under deres rustning. 

Farven på indigofarvet stof går fra den helt lyse aijiro (hvid indigo) til den allermørkeste, næsten sorte farve, som hedder kachi. Det var kachifarven, der var samuraiernes foretrukne på  Kachiu betyder nemlig også sejr på japansk.

Når samuraierne bar indigofarvet tøj under rustningen, skyldes det, at farven modvirkede infektioner, når de blev såret. Det rensede sår og fremskyndede heling, og dens duft holdt insekter væk. Indigofarven blødgør desuden klæde, især bomuld, og det er medvirkende til, at den japanske kampsports dragt – hakama – ofte farvedes og farves med indigo. 

 


I Japan anvendes den gamle metode til fremstilling af indigofarve  (aizome) stadig visse steder. Metoden kaldes på japansk hakkō-date. Produkter farvet med  indigo  kaldes Awa-Ai 





 

   Bladene høstes, knuses og tørres i store sække for at starte en nedbrydningsproces. Herefter gærer de i nogle kar, indtil de danner tinktorielt (farvemæssigt) materiale  (sukumo), og endelig tilsættes aske (aku) og lime (sekkai) for at danne de mikroorganismer (kankin), der giver bladene deres farvningsegenskaber.

Fremgangsmåden minder jo meget om den, jeg beskrev under vajd. Men jeg synes også den skulle med her pga. alle de japanske ord og udtryk.

 

 

 

På grund af alle de gode egenskaber anvendes indigofarvet klæde i dag ofte til sengetøj, håndklæder og babytøj – og desuden til souvenirs som slips og kimonoer.

Og aizomefarven anvendes i sæbe, som skulle have en særlig gavnlig virkning på huden. Smuk er den jo også. 

 

 

Indigofarvning kom som nævnt de fleste steder til at erstatte farvning med vajd, og  indigofarven har stadig stor kulturel betydning i Japan. 

 




 Med de fantastiske farver, indigoen giver, forstår jeg godt, at amatørfarvere er henrykte for at farve med indigo, selv om det åbenbart er en mere besværlig proces end at farve med andet.

Ved tekstilfarvning reduceres den pulveriserede indigo-blok igen til en gul-grøn kype. Når det neddyppede garn atter løftes op, sker der en oxidation ved hjælp af luftens ilt, og farven bliver blå.

 

Mens et garn ligger i farveopløsningen, er det altså stadig gult , og når det så tages op og iltes, skifter farven til den flotte blå. Det må være et forunderligt syn.

Foto MidgaardsHave.

 

 

 

 

At styre farveprocessen må være svært. Man får vist ikke altid lige den nuance, man håbede. Det kommer an på hvor megen farve, der er i, hvor længe garnet ligger i, hvor mange garner man allerede har farvet i farvebadet – tror jeg. Der skal holdes styr på temperaturer, og når jeg læser på blogs om farvning fortælles også om forskel  i, om man bruger regnvand eller postevand og især PH-værdi og mange andre ting. 

De to næste fotos er hentet fra Havefruens blog.

 

  Måske skal der bejdses, tilsættes syre eller base, alun, tinklorid, natriumhydroxid, kalium carbonat  og hvad ved jeg. Bejdsning åbner det yderste lag på fibrene i garn eller stof, og derved hænger farven bedre ved.

 

Nuance og farveintensiteten afhænger også af, hvilket stof man farver.

 

Det ses her. De to stykker klæde er henholdsvis bomuld og silke.  Begge farvet i samme farvebad med safflor,  som jeg senere vil omtale nærmere.

Illustrationerne hertil er fra Midgårds Haves blog, hvor indehaveren Astrid fortæller, at forklaringen er, at safflor indeholder både en rød carthaminfarve og en gul farve. Til silke binder både den røde og den gule farve, til bomuld binder kun den røde.

Når man er ude efter pink silke, så er løsningen at farve på bomuld først, for derefter at trække farven af bomulden igen og så farve silke med den aftrukne farve. Farvningen på bomuld fungerer altså som en slags oprensning af farven, fordi bomuld kun binder det røde farvestof.

Her ses til venstre en lidt laksefarvet silke, der farvet med safflor direkte og til højre en mere pink silke, der er farvet med farve, der er trukket af bomuld.


 

 

 

 

Nørdet, men spændende. 

Og et lille sidespor kom jeg ind på med safflor. Men safflor vil fortælle meget mere om i mit næste indlæg.

 

En sammenstilling af to billeder, hvor det første er farvet med vajd, det andet med japansk indigo, forbavsede mig. 

 

 

Jeg ville have troet, at garnet farvet med indigoen ville have været mest blåt. Men den japanske  indigo indeholder også  en gul farve, som kan være svær at styre. Hvis ikke det lykkes, fremkommer nærmere grønlige / turkisgrønne toner i stedet for helt blå.  Jeg har fået fortalt, at smider man første hold kogevand væk, kan man slippe af med den gule farve og dermed de grønlige nuancer. Det minder jo lidt om situationen med den gule farve i safflor, som jeg beskrev ovenfor. Billederne og forklaringen har jeg fundet på Ellen Nielsens blog.

 

Ægte indigo er meget velegnet til at overfarve andre farver – så det giver en flottere nuance eller glød. Vil man opnå en flot flaskegrøn farve kan man overfarve garn med indigo. 


 

 

 


Og man kan formørke farver ved at tilsætte jernvitrol.


 

 

 

 

 

 

 

Sort kan være vanskelig at opnå. Men også her kan overfarvning med indigo og efterfølgende formørkning måske gøre underværker. 

Ellers må man nøjes med uld fra sorte får :-)

Og ellers er der sorte bønner, som i al fald kan give en flot meget mørk gråblå farve. 




Foto Ellen Nielsen


Men nu er jeg vist ved at bevæge mig for langt væk fra kraprod, vajd og indigo, så det er tid at stoppe.

Næste indlæg bliver en rejse til bl.a. Sydamerika og Indien med en kulturgeografisk / historisk vinkel på træer og planter, der benyttes eller er blevet benyttet til plantefarvning.

Den vinkel, der i virkeligheden interesserer mig mest.

Jeg er allerede i fuld gang.

 


4 kommentarer:

  1. Hold da op en spændende verden. Ikke sært, at nogle kan blive optaget af plantefarvning. Du får de mange nørdede detaljer gjort spændende.

    SvarSlet
    Svar
    1. Så lykkedes det alligevel - igen :-)

      Slet
  2. Tak for en fin artikel om plantefarvning. Jeg tror du er ved at forstå, hvorfor jeg finder det så fascinerende, som tilfældet er :-)
    Det var første gang i år, at jeg havde vajdplanter, og jeg kan kun være enig i, at de er hårdføre ... jeg kan simpelthen ikke slå dem ihjel, så nu får nogle af dem lov til at blive til frøplanter næste år, så jeg kan blive selvforsynende.
    Japansk indigo indeholder også gul farve, hvorfor den kan finde på at give grønlige farver, og det er derfor, man bør smide det første hold kogevand væk, men jeg kan faktisk godt lide de lidt anderledes farver, og vil jeg have en ægte indigofarve, har jeg pulver på lageret til det.
    Jeg har også farvet med gul snerre og prøvede at få rødderne med, men det var umuligt, så det opgav jeg hurtigt.
    Jeg synes, at gule løgskaller giver de mest fantastiske gyldne nuancer, men smag er som bekendt forskellig ... røde løg giver en lidt kedelig, grønlig farve.
    Kulturhistorien bag farverne er meget interessant og noget, jeg i stort omfang har sprunget over ... vidste dog en smule, men er bestemt blevet meget klogere af dit indlæg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for anerkendelsen. Fascinationen af plantefarvning forstår jeg til fulde.
      Jeg har været inde og rette til i teksten om den japanske indigo, så det nu står mere korrekt, at det (naturligvis) er en gul farve, der er skyld i de grønlige nuancer, der kan opstå.
      Måske husker jeg forkert omkring løgskallerne. Det er meget længe siden, jeg var på det kursus, så det er nok mere en generel fornemmelse med de lidt kedelige farver og ikke specielt løgskallerne.
      Fustic, som jeg spurgte om, kommer først med i næste indlæg :-)

      Slet