Congo rummer også halvdelen af alt uran i verden, og da amerikanerne kastede atombomberne over Hiroshima og Nagasaki, kom 80 % af uranet i bomberne netop fra Congo.
Minedrift i DRC Congo begyndte allerede i det 14. århundrede. Størstedelen af kobber-koboltminedrift udføres i dag af forskellige joint ventures mellem et udenlandsk selskab og den congolesiske Gécamines som minoritetspartner. Gécamines er en sammentrækning af La Générale des Carrières et des Mines. Det er et statskontrolleret / statsejet congolesisk råvarehandels-og mineselskab med hovedkontor i Lubumbashi i Katanga-regionen. Det blev grundlagt i 1966 som en efterfølger til Union Minière du Haut-Katanga .
De vigtigste lande involveret i minedriften i DRC er Canada og Kina.
Ud over de store industrielle miner findes der også semi-industrielle og håndværksminer. Således sker koboltudvindingen for 80 %s vedkommende af de store industrielle miner, men hele 20 % ved håndværksminer.
Katanga i det østlige Congo har Afrikas største kobberminer, og provinsen er verdens største producent af kobolt. Uranen til de første to atombomber, som jeg omtalte tidligere, kom netop herfra.
 Den vigtigste by i Katanga er Lubumbashi, som også er Congos næststørste by. I begyndelsen af 2015 blev Katanga-provinsen opdelt i fire mindre provinser: Tanganykia, Haut-Lomami, Lualaba og Haut-Katanga. I Tanganykia-provinsen findes store lithiumforekomster. De var ikke med på kortet over DRCs rige mineraler, men det skyldes helt sikkert, at kortet er af lidt ældre dato. Lithium e rjo først inden for de senere år blevet interessant. |
 |
Når jeg surfer rundt på nettet, støder jeg ofte på mineralforekomster, der betegnes som de største. Og således også med lithium-forekomsterne i Tanganyika-provinsen. Her er taler man om en af de største uudviklede spodumene hard-rock lithium aflejringer i verden og endda af højeste kvalitet, nok større end Greenbush aflejringerne i det vestlige Australien, som indtil forekomsterne i Congo blev opdaget, var anset som verdens største.
 |
Minen blev drevet af Gécamines fra 1915 til midten af 1982, hvor den blev lukket. I årene producerede den 140.000 tons cassiterit (tin) og 10.000 tons columbite - tantalit (coltan).
I 2016 blev et lille australsk selskab, AVZ - med en værdi på blot 6 millioner - interesseret i den gamle mine. Dets nye direktør, Klaus Eckhoff, en velkendt geolog og erfaren dealmaker, gjorde et fund, der fik dem til straks at købe området.
 |
| Manolo by |
For at sikre handlen oprettede AVZ et joint venture kaldet Dathcom.
AVZ havde den største andel (60%).
Den Demokratiske Republik Congos regering ejede en anstændig del gennem deres statsvirksomhed kaldet Cominiere (30%).
Et privat firma kaldet Dathomir fik en mindre andel (10%) for at hjælpe med at formidle det hele.
En afgørende bestemmelse i købsaftalen var, at hvis de mindre aktionærer ønskede at sælge, havde AVZ forkøbsret. Dette for at beskytte AVZ's investering.
Rygtet om projektets potentiale spredte sig som en steppebrand. Fra 2017 til 2022 steg AVZs værdiansættelse fra 6 millioner til astronomiske 4,5 milliarder dollars. Fra slutningen af 2016 til begyndelsen af 2022 gik aktiekursen på AVZ fra 1c til $1,33, en utrolig bedrift efter enhver investors standard.
Ind imellem havde selskabet dog oplevet en voldsom rutsjetur.
I begyndelsen af 2020 faldt priserne på lithiummarkedet, og det gjorde AVZ's værdiansættelse så også og faldt tilbage til lige under $100 millioner – et fald på mere end 75 % fra dets højdepunkter. Men allerede ved udgangen af 2021 var værdiansættelsen igen oppe på 2 milliarder.
Nu meldte CATL, verdens største batteriproducent, at de ville købe sig ind i projektet med 24 % for $400 millioner. De 400 millioner dollars var dog afhængige af, at AVZ fik en udvindingsllicens. Indtil da havde de kun en efterforskningslicens.
Momentum fortsatte i begyndelsen af 2022, da aktiekursen næsten fordobledes, hvilket skubbede AVZ Minerals' værdiansættelse til de nævnte 4,5 milliarder.
Et aktiediagram, der viser AVZ Minerals' aktiekurs siden købet af Manono.
 |
| AVZ Minerals' aktiekurs siden købet af Manono |
Den 5. maj 2022 så det ud til, at målet var inden for rækkevidde. Congos regering udstedte et dekret ... den længe ventede minelicens blev givet ... eller det troede alle. AVZ håbede på, at aftalen om CATLs $400 millioner var klar til at gå igennem. Men så ramte katastrofen. Seks dage senere blev AVZ sat i suspension.
Samme dag som AVZ-aktier blev suspenderet fra handel, opstod en juridisk tvist om ejerskabet af Manono-projektet. Den kinesiske minegigant Zijin kom ind på scenen og meddelte, at de havde købt en 15%-andel i Dathcom fra Cominiere (DRC-regeringens partner i projektet). Zijin har angiveligt betalt 33,4 millioner USD for denne andel.
AVZ bestrider dette. I en offentlig meddelelse udtalte de, at "enhver overførsel af Cominieres aktier til Zijin bør ses bort fra", da det angiveligt krænker AVZ's forkøbsret. Disse fortegningsretter skulle give AVZ den første mulighed for at købe disse aktier.
Samme år overbeviste Cominiere en DRC-domstol om, at Dathcom joint venture-selskabet var blevet opløst, og at det, som den oprindelige ejer af Manono-projektet, skulle returneres til DRC's regering og Cominiere. Denne beslutning blev øjeblikkeligt anfægtet af AVZ.
Nu anlagde AVZ en sag mod DRC Congo ved ICSID - International Center for Settlement of Investment Disputes.
AVZ afsatte $15 millioner til at sikre firmaet at kunne fortsætte sine retssager uden umiddelbare økonomiske begrænsninger.
I dag sidder AVZ stadig fast i retssager - som må være svære at vinde, når det er magtfulde Zijin og endda staten DRC, man har en tvist med. Det koster store summer uden indtægter, AVZ er suspenderet på børsen og AVZs aktionærer er urolige.
Ved udgangen af 2023 opdelte DRC-regeringen Manono i to dele. Zijin, den kinesiske minegigant, hævdede ejerskab af den nordlige del af projektet og oprettede en ny aftale med Cominiere. Som en del af aftalen lovede Zijin-Cominiere joint venturet, at det ville bidrage med $70 millioner "til at støtte humanitære nødhjælpsindsatser i den nordøstlige og østlige del af DRC".
2024 kom med en tiltrængt sejr til AVZ. Domstolene dømte, at den sydlige del af Manono-projektet skkulle returneres til joint venture-selskabet Dathcom. Men skæbnen for projektets nordlige sektion lå stadig i luften. Så, midt i det juridiske skænderi, faldt en bombe: Manono var ikke bare massiv; efter en ny ressourceopdatering var den DOBBELT så stor som enhver anden kendt hard-rock lithiumforekomst på planeten. Men AVZ havde stadig kun en efterforskningslicen, og ikke en udvindingslicens.
Slagsmålet mellem AVZ på den ene side og Zijin og DRCs regering fortsætter.
AVZ er stadig ikke kommet videre, og selskabet er ved at løbe tør for penge, hvorimod Zijin Mining Group 8. januar 2025 har udsendt en pressemeddelelse om, at de forventer at starte produktionen i løbet af første kvartal af 2026. Det vil gøre den til den første opererende lithiummine i Congo.
ZIJIN er også en mægtig modstander, og DRC har nok foretrukket et stort erfarent kinesisk selskab frem for et lille og ukendt australsk selskab. Et kinesisk selskab, som allerede opererede i Congo.
ZIJINs præsentation af sig selv
Zijin er en multinational minekoncern dedikeret til efterforskning og udvikling af guld, kobber, zink og andre mineralressourcer globalt såvel som tilhørende raffinering, forarbejdning, handel og andre virksomheder.
Vi er engageret i den globale udforskning og udvikling af kobber, guld, zink og lithium samt ingeniør- og teknologisk forskning.
Som en vigtig spiller i den globale mineindustri stræber Zijin Mining efter at blive et "grønt, højteknologisk, førende globalt mineselskab". Vi bidrager til global økonomisk vækst og bæredygtig udvikling ved at producere og levere mineraler af høj kvalitet.
Vores aktiviteter omfatter projekter og operationer i 17 regioner på provinsniveau i Folkerepublikken Kina (PRC) samt 14 oversøiske lande i Europa, Centralasien, Afrika, Oceanien og Sydamerika. Det er et af de største kinesiske mineselskaber, der er kendetegnet ved sine betydelige indenlandske og internationale kobber- og guldressourcer, reserver og produktion.
Store projekter i Kina er f.eks. Julong-kobberminen i Tibet, Duobaoshan-kobberminen i Heilongjiang, Zijinshan-guld- og kobberminen i Fujian, Ashele-kobberminen i Xinjiang, Shanxi Zijin, Guizhou Zijin og Longnan Zijin.
Vores vigtigste oversøiske aktiver omfatter Čukaru Peki-kobber- og guldminen og Bor-kobberminen i Serbien, Kamoa-Kakula-kobberminen og Kolwezi-kobberminen i DRC.
I datterselskabet Rosebel gold mining driver vi Buriticá-guldminen i Colombia og Rosebel-guldminen i Suriname - et guldprojekt i verdensklasse og en af Sydamerikas største operationelle, åbne guldminer. Projektet, der oprindeligt var en tabsgivende enhed, blev profitabelt kort efter at være blevet opkøbt af Zijin Mining. Det er nu en stor guldproducent og en vigtig profitkilde for Zijin.
 |
| A Zijin Mining Group stand at an expo in Tianjin, China, October 22, 2014. |
Zijins værdierklæringer:
- Mission: Minedrift for et bedre samfund
- Vision: At blive en globalt betydningsfuld guld- og metalproducent og have respekt fra globale kolleger, medarbejdere og andre interessenter
- Strategisk mål: At være en grøn, højteknologisk, førende global minevirksomhed, skabe værdi for samfundet og investorer og gavne medarbejdere og andre interessenter
- Værdi: Harmoni skaber rigdom og afbalanceret udvikling mellem virksomheden, medarbejderne og det bredere samfund
De to kobberminer i Congo, Kamoa-Kakula-kobberminen og Kolwezi-kobberminen er værd at bemærke, især Kamoa-Kakula, som er et gigantisk kompleks, hvor Zijin ejer 39,6 % i partnerskab med Ivanhoe Mines 39,6%, DRC regering 20 % og Crystal River 0,8%.
Kamoa-Kakula kobberkomplekset er verdens hurtigst voksende, højeste kvalitet og lavest kulstofemitterende store kobbermine. Kamoa-Kakula påbegyndte kommerciel produktion den 1. juli 2021, og i august 2024 oversteg den samlede kobberproduktionskapacitet 600.000 tons om året, hvilket etablerer Kamoa-Kakula som en af verdens største kobberminer.
Kamoa-Kakula er drevet af ren, vedvarende hydro-genereret elektricitet. Uafhængige konsulenter Skarn Associates fra London, England, vurderer, at Kamoa-Kakula kobberkomplekset har blandt de laveste drivhusgasemissionsintensiteter pr. ton produceret metal på verdensplan og den laveste af nogen større kobbermine.
Ivanhoe Mining er et canadisk selskab, der også er envolveret i et palladium-rhodium-platin-nikkel-kobber-guld-projektet i Sydafrika. Ejeren og grundlæggeren af Ivanhoe er milliardæren Robert Friedland. Selskabet har kontorer i Singapore, Beijing, London and Vancouver. Friedland har både amerikansk og canadisk statsborgerskab, men opholder sig ofte i Singapore.
Et andet lithium-project i Manonoområdet er Manono Tailings Project. Det er ejet af et canadisk selskab.
Tailings betyder affald. Dvs, at projektet går ud på at bore i og udvinde lithium fra de kæmpestore bjerge af stenaffald fra tidligere tinudvinding.
Måske bliver du - ligesom jeg - forvirret over, at billederne fra dette projekt - og kortene - tilsyneladende viser det samme område som det Manono-projekt, jeg omtalte ovenfor. Forklaringen må være, at området ER det samme, men tailingsprojektet omfatter kun affaldsbjergene , mens AVZs projekt omfatter lithiummet, der stadig befinder sig i jorden - tror jeg.
Taillingsprojektet dækker 105 millioner ton fordelt på 11 lossepladser, der indeholder lithium, tin og tantal. Affald kan der godt være penge i, når blot man ved, hvad man skal lede efter. Projektet forventes at blive et af de 10 største lithiumprojekter i Afrika.
 |
| Projektet ligger i Kobberbæltet. Kortet viser de geologiske forhold. Bemærk også at de omliggende nabolande er angivet. Vandet øst for må være Tanganyikasøen. Søen er delt mellem fire lande: Burundi, Den Demokratiske Republik Congo, Tanzania og Zambia, med Congo (45%) og Tanzania (41%) som dem, der har størsteparten af søen. Tanganyikasøen blev først opdaget af europæere i 1858, da de opdagelsesrejsende Richard Francis Burton og John Speke nåede den, mens de ledte efter Nilens kilder. Speke fortsatte og fandt til slut kilden, Victoriasøen. |
 |
| Bogstaverne angiver, hvor der skal graves. |
De globale lithiumpriser er faldet drastisk siden 2022. Ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) forventedes den globale lithiumproduktion at nå op på 194.000 tons i 2023, en stigning på 81 % i forhold til 2021. Efterspørgslen voksede dog kun med 63 % i denne periode og nåede kun op på 165.000 tons. Medvirkende faktorer inkluderer en opbygning af lagre og langsommere end forventet vækst i salget af elbiler. Prisen på spodumen faldt fra $6.401 pr. ton i december 2022 til omkring $770 i september 2024, et fald på næsten 90%.
Men vi skal lige have et tredje lithium-projekt i Congo med, nemlig kinesiske Ganfengs.
Jeg har tidligere skrevet om det kæmpestore selskab. Den største lithiumproducent i Kina, det tredjestørste i verden med projekter i Argentina, Australien, Goulamina-minen i Mali, som jeg fortalte om i et tidligere indlæg, Irland og Mexico, som jeg også har fortalt om i et tidligere indlæg, og med både Tesla og BMW som kunder.
Jeg kan ikke rigtig finde noget om deres Congo-projekt - f.eks. hvor det ligger.
Men dets afrikanske projekter er åbenbart i samarbejde med Lithium Africa ejet af sydafrikaneren Carl Esprey og grundlagt i 2021 under coronaepedemien.
 |
| Bemærk de indtegnede jernbanelinjer, som er så vigtige for transport af malm. |
 |
| Et foto lagt på AMDCs hjemmeside. AMDC - African Minerals Development Center |
DRC producerer omkring 75 procent af verdens kobolt. Nogle skriver 80 %
Kinesiske statsejede virksomheder og politiske banker kontrollerer 75 procent af den samlede produktion. Nogle skriver 80 % også her.
Inden for raffinering af kobolt er positionen for kinesiske statsejede virksomheder ligeledes dominerende: Deres raffinaderier står for mellem 60 og 90 procent af det globale udbud. Hm... det var et stort spænd.
DRC er afgørende for Kinas position på det globale marked: 67,5 procent af Kinas raffinerede kobolt kommer fra DRC.
15 ud af 19 koboltminer i Congo er kinesisk ejede, enten helt eller med dominerende aktieandel.
Først nogle tal fra 2021
Man bemærker at Congo ligger helt i spidsen, når det gælder udvundet kobolt, men når det kommer til raffineret kobolt har de 0 procent. Kobolten er røget til Kina, og Kina ligger helt klart i spidsen her. Bemærk at Cuba ligger på en fjerdeplads mht. udvundet kobolt, men andelen i procent er jo forsvindende lille. Bemærk at Finland er på andenpladsen over raffineret kobolt.
Tallene fra 2023 har ændret sig lidt. Indonesien er kommet ind på 2. pladsen. Cuba er røget ned på 7. pladsen. Et andet sted har jeg set Cuba placeret som nr. 5. - Men i det hele taget overraskende for mig, at Cuba pludselig er på banen.
På oversigten over raffineret kobolt i 2023 bemærker jeg, at Finland stadig er med i toppen, og at Belgien er dukket op - skønt helt i bunden med under 1 procent.
Herunder ses udviklingen fra 2022 til 2023 i koboltreserver, som menes at kunne udnyttes økonomisk.
Endelig ses herunder udviklingen i raffineret koboltproduktion fra 1972 til 2021. Her er det helt tydeligt, at det er omkring år 2002-2003, at Kinas andel indtager en stejlt stigende kurve.
Af verdens 10 største koboltminer ligger de 9 i Katanga-regionen. Kun nr. 9 på listen herunder skiller sig ud. Den ligger i Indonesien.
Af de 10 største miner er de 5 ejet af kinesiske virksomheder
1. Kisanfu-minen er ejet af China Molybdæn, CMOC Group. Kinesisk
2. Metalkol RTR-projekt er ejet af Eurasian Resources Group ERG. Kaukasisk!
3. Tenke Fungurume-mine er ejet af China Molybdæn, CMOC Group. Kinesisk.
4. KOV-mine er ejet af Glencore Plc. Schweizisk.
5. Mashamba East-minen er ejet af Glencore Plc. Schweizisk.
6. Deziwa-projektet er ejet af China Nonferrous Metal Mining Group. Kinesisk
7. Etoile Mine er ejet af Shalina Resources / Chemat. Congolesisk (?)
8. Mutanda-minen er ejet af Glencore Plc. Schweizisk
9. PT Halmahera Persada Lygend Project er ejet af Ningbo Lygend Mining og er beliggende i Indonesien. Kinesisk
10. Pumpi Cobalt and Copper Project er ejes af Wanbao Mining Pumpi Cobalt and Copper. Kinesisk.
De fleste koboltminer ligger i et område omkring byen Kowezi.
I 2002 talte byen Kolwezi 35 mineselskaber, i 2020 var der mere end 500 virksomheder til stede.
Flere miner end "mine de 10" er f.eks. Sikominer kobber-koboltmineejet af China Railway Group, Kamoya-minen ejet af Wanbao Mining, Kolwezi-minen ejet af Zijin Mining Group, Qinghai Deerni kobbermine ligeledes ejet af Zijin Mining Group, et gigantisk Kamoa-Kakula-kompleks ejet af Zijin i partnerskab med Ivanhoe Mines Ltd m.fl. Ruashi-minen ejet af Jinchuan Group og endelig Boss Mining ejet af Eurasian Resources Group ERG og Gécamines.
SOMO, Center for Forskning i Multinationale Selskaber, har undersøgt forholdene ved netop Ruashi og Boss Mining.
“Ved minen Ruashi har ejerne blokeret en vej, der forhindrer 3000 lokale i at hente det drikkevand, der giver dem et levegrundlag. En af de største miner, Boss Mining, har desuden forurenet floderne Kibembe og Luita, der ellers forsyner lokalbefolkningen med rent drikkevand. Både Ruashi og Boss Mining har boret brønde til lokalbefolkningen for at kompensere for forureningen, men da SOMOs researchere besøgte lokalområdet var pumperne i forfald, og vandet var ikke egnet til drikkevand”, skriver SOMO i deres rapport.
SOMO’s undersøgelse er støttet af EU og konklusionen er klar.
“Politi og militær har skudt og dræbt civile, og der sker jævnligt dødsfald i området, når lokalbefolkningen bor helt tæt på minernes indhegning. Samtidig har der været flere eksplosioner, hvor lokalbefolkningens huse og ejendele er ødelagt, uden der er blevet givet nogen kompensation”, skriver SOMO i deres rapport og fastslår yderligere:
“Den congolesiske regering har alvorligt forsømt dens opgave at beskytte dens borgere og miljøet. Staten bruger derudover en særlig grov vold, og er dybt involveret i de drab, der finder sted ved minerne. Lokalbefolkningen er i hundredevis blevet tvangsforflyttet, og deres huse er revet ned uden at beboerne har modtaget nogen form for kompensation”, skriver SOMO.
“Samtidig er miljøet og folkesundheden alvorligt påvirket af forurening fra minedriften, men virksomhederne er ikke stillet til ansvar. I en situation, hvor retsstatsprincipperne stort set er fraværende som i Katanga, kan minevirksomhederne operere næsten uden begrænsninger. De mange sager i denne rapport viser, at dette har kompromitteret offentlig sundhed, sikkerhed, biodiversitet, kvaliteten af vand, luft, og levebrød, samt adgang til vand”, konkluderer rapporten.
Nu følger lidt mere om "mine" Congoselskaber og deres miner
De helt store spillere her er schweiziske Glencore og kinesiske CMOC og til dels kinesiske China Nonferrous Metal Mining Group.
Men jeg vil starte med at omtale de (for mig i hvert fald) mere ukendte selskaber.
Om nr 2 Eurasian Resources Group:
Eurasian Resources Group (ERG) S.à r.l. er en stor mine- og råvareleverandør med aktiviteter i Kasakhstan, Brasilien og Centralafrika. I sin nuværende form begyndte virksomheden i december 2013, efter at den købte Eurasian Natural Resources Corporation. 40 % er ejet af Kasakhstans regering og de øvrige aktionærer i virksomheden er de to grundlæggere af selskabet, Alexander Mashkevitch 20 %, og Patokh Chodiev 20 % og arvingerne efter den tredje grundlægger Alijan Ibragimov 20 %.
I Afrika ejer ERG produktions- og udviklingsaktiver i DRC Congo, Zambia, Zimbabwe, Sydafrika, Mozambique og Mali.
I Brasilien udvikler det Pedra de Ferro jernmalmproduktionskomplekset og Porto Sul dybvandshavnen, som begge ligger i staten Bahia , og den første strækning af den transkontinentale jernbane FIOL i Brasilien.
Siden 2014 har koncernen solgt aktiver til en værdi af omkring 1 milliard USD, inklusive zinkminer til schweiziske Glencore.
Om nr. 7 Shalina Resources / Chemaf:
Chemaf er et datterselskab af Shalina Ressources. Grundlæggeren er Shiraz Virji. Han er tredjegenerations østafrikansk inder. Han har haft en snørklet iværksættervej frem mod minedrift. Han startede sin karriere i Kenya inden for træskærerbranchen og flyttede efterfølgende til Storbritannien i 1971 for at lancere en engroshandel inden for kunsthåndværk og gaveartikler. I 1981 dannede Shiraz en farmaceutisk virksomhed i Indien, som begyndte sin tilknytning til DRC, som en primær region, hvortil virksomheden eksporterede generiske lægemidler. Efter at have set muligheden på et tidspunkt, hvor DRC Congo privatiserede mineindustrien, grundlagde han datterselskabet Chemat i 2001. Opkøb af flere minekoncessioner i DRC banede vejen for Chemafs første forarbejdningsanlæg. Shiraz har boet i DRC i mange år.
Chemaf har hovedkvarter på 30. etage af det 68 etagers høje i Almas Tower i Jumeirah Lake Towers-området i Dubai, De forenede arabiske Emirater.
Chemaf samarbejder med Trafigura Group Pte. Ltd., en singaporeansk multinational handels- og transportvirksomhed, der handler olie, gas, energi og metaller og har over 100 datterselskaber og hovedkontorer i Geneve og Singapore.
Udover Etoile Mine driver Chemaf endnu en mine i DRC, Mutoshiminen.
I slutningen af 2024 kom Chemaf i økonomiske problemer.
Chemaf gik i forhandling med den kinesiske forsvars- og industrigigant China North Industries Corp(CNIGC.UL) også benævnt Norinco, som tilbød at købe Chemafs kobber og koboltaktiviteter for mellem $900 millioner og $1 milliard, inklusive afvikling af Chemafs gæld og udestående skatter. Men - måske som følge af amerikansk lobbyvirksomhed - blokerede Congos regering for handlen, og statskontrollerede Gecamines afgav derefter et uopfordret tilbud. "Jeg kan bekræfte, at vi afgav et bedre tilbud end Norinco gjorde," udtaler Gecamines-formand Robert Lukama til Reuters.
Om nr. 10 Wanbao Mining Pumpi Cobalt and Copper
Pumpi Cobalt and Copper Project drives af Comika Mining, og udviklingspartnerne omfatter Kinas Wanbao Mining Company (75 %), Manegem Group (20 %) og congolesere (5 %).
Wanboa opererer i DRC Congo Gabon og Myanmar
I Myanmar kom selskabet i problemer, da det ønskede at opkøbe jord fra 25 landsbyer i forbindelse med udvidelsen af en mine i Myanmar. Wanbao fremsatte et første tilbud på $600 pr. hektar udover flytning til nye boliger, et forslag, der blev accepteret af mange i landsbyerne, men afvist af holdouts, der så kompensationen som utilstrækkelig for den lave pris og tab af levebrød. Der var periodiske protester fra hundredvis af landsbyboere mod projektet, der startede i sommeren 2012 med anspændte politikonfrontationer, der førte til anholdelse af snesevis af demonstranter.
Efter standsningen af minebyggeriet skiftede virksomheden taktik og arbejdede sammen med Aung San Suu Kyi , den berømte leder af National League for Democracy og oppositionspolitiker, for at vinde lokal støtte til minen. Dette skift fra tidligere at have forhandlet med den militære ledelse om støtte til minen til samfundsbaserede public relations var fokus i en artikel i Wall Street Journal , som inkluderede et interview med virksomhedens præsident Chen Defang. Artiklen beskrev en flerdages-tur, hvor virksomhedens præsident Chen Defang og Aung San Suu Kyi diskuterede med berørte landsbybeboere om deres bekymringer over projektet. Chen Defang fremstod som ydmyg ved at indrømme fejl ved tidligere at ignorere samfundets mening og afgav løfter om at bygge et bibliotek og anden civil infrastruktur, skabe lokale arbejdspladser, støtte lokale små virksomheder og hæve kompensationsbeløbet for jord fra $600 pr. acre til $700-1200 pr. acre, afhængigt af brugen af jorden. Sådan kan man også sno sig. I marts 2013 fik projektet afgørende støtte, da et panel ledet af Aung San Suu Kyi anbefalede at genoptage minebyggeriet på grund af minens betydning for økonomien.
Jeg skrev, at jeg ikke kendte bl.a. Wanboa, men når jeg nu søger info om selskabet, genkender jeg denne historie.
I Den Demokratiske Republik Congo ejer Wanbao en andel gennem sit Wanbao Resources-datterselskab i Feza Mining, som blev grundlagt i 1997 og er en af de længst etablerede kinesiske industrianlæg i DRC. Feza Mining er et partnerskab mellem Wanbao og COMIDE, som selv er et joint venture mellem indiske CICO og Gécamines . CICO blev grundlagt af hr. NR Gupta, en mineingeniørgennem et langt liv. Hr. Gupta blev grebet af et ønske om at finde en løsning for at forhindre lækage af vand i minerne og sikre minearbejdernes liv.
Aktionærer i Feza Mining omfatter mange i DRC's politiske ledelse og Israel -baserede DGI International Ltd, et investeringsselskab for Dan Gertler , en israelsk milliardær med talrige DRC- og afrikansk-baserede mineinvesteringer. [ 7 Ham kommer vi til at høre meget mere til.
Men COMIDE - hvem er det?
Og nu bliver det snart et sammensurium. For COMIDE er en underafdeling af ERG Eurasian Resources Group, dem der ejer Metalkol RTR-projektet - nr. 2 på min liste. En anden af ERVs underafdelinger er Boss-minen, som jeg kort har nævnt og derudover Frontier er den største leverandør af tilpasset
kobbersulfidkoncentrat produceret i Den Demokratiske Republik Congo, beliggende på grænsen mellem DRC og Zambia, Chambishi Metals, et kobolt- og kobberelektrometallraffinaderi nord for Kitwe, som producerer kobberkatode og koboltmetal - den eneste fabrik i Zambia, der producerer koboltmetal og er en af de største koboltmetalproducenter i verden, og endelig har de udviklingsprojekter i Sydafrika, Zimbabwe, Mozambique og Mali. Læs evt. om dem her.Kaukasiske ERG er sandelig et større foretagende, end jeg lige var klar over, og de mængede sig lige ind i præsentationen, som skulle være kinesiske Wanboas.
Om nr. 6 China Nonferrous Metal Mining Group
China Nonferrous Metal Mining Group er en stor central statsejet virksomhed og er engageret i udviklingen af ikke-jernholdige mineraler og byggeprojekter i Kina og i udlandet og relaterede handels- og teknisketjenester., og det er den førende kobberproducent med projekter i Zambia og DRC Congo.
https://www.cnmcl.net/en/about-us/company-profile/
Nr. 1 og 3 CMOC
Kisanfu-minen har jeg ikke rigtig fundet noget om. Men Tenkeminen er mere omtalt.
Minen er siden blevet en vigtig indtægtskilde for lokalsamfund og landet i form af royalties og skatter, såvel som den største arbejdsgiver i regionen.
Fra 2018 har Tenke Fungurume Mining betalt over $2,5 milliarder (USD) i betalinger til statskassen og andre administrative tjenester siden projektets start i 2006, og beskæftiger i øjeblikket over 8.000 congolesiske borgere som enten ansatte eller entreprenører på fuld tid.
Tenkeminen var verdens største børsnoterede kobberselskab, ejet af et amerikansk-canadisk selskab, isammen med det statsejede congolesiske Gécamines.
I 2016 blev en del af minen solgt til China Molybdæn CMOC. Aftalen blev stærkt støttet af premierminister Matata Ponyo Mapon i 2016, som roste Kina Molybdæn som en "solid partner". På den anden side blev handlen i første omgang modsat af Gécamines , som anlagde en retssag ved internationale domstole for at blokere begge erhvervelser, men droppede sine indsigelser i januar 2017 efter at have nået en aftale om 100 millioner dollars i kompensation og yderligere kontrol over fremtidige salg af egenkapital i minen.
I 2019 købte CMOC resten af minen.
Under COVID-19-pandemien i begyndelsen af 2020 blev arbejdere ved minen beordret til at forblive på stedet for at isolere sig fra kontakt udefra. Efter at have arbejdet i to måneder i isolation gik arbejderne i strejke den 23. maj og krævede yderligere 100 USD om dagen og en bonus på 4.000 USD. Produktionen blev genoptaget efter en enkelt dags strejke efter Kinas molybdæn accepterede $100 per dag i ekstra løn og en $300 bonus. pct.
Beboere i den nærliggende by Tenke er kendt for at trænge ind i minen for at indsamle kobolt, hvilket steg efter minens ejerskifte. Ude af stand til at forhindre dette, bragte CMOC det congolesiske militær til at patruljere minen i flere måneder. Efter at en minearbejder blev skudt, brød der ud i optøjer i hans landsby, hvilket førte til et andet dødsfald. Begravelsesomkostninger fra disse hændelser blev dækket af mineselskabet. Sikkerheden ved minen suppleres af det private vagtfirma Frontier Services Group . Frontier Services Group (FSG) er et kinesisk delvist statsejet Afrika-fokuseret sikkerheds-, luftfarts- og logistikfirma grundlagt og ledet indtil april 2021 af den tidligere Navy SEAL- officer Erik Prince, den tidligere chef for amerikanske Blackwater Worldwide.
CMOCs hovedforretning er efterforskning, minedrift, udvinding, forarbejdning og salg af kobber og kobolt og kan prale af et komplet sæt af teknikker og processer til alle stadier fra minedrift til forarbejdning.
Det er en af verdens største producenter af molybdæn , tungsten og ninium og er verdens førende producent af kobber og kobolt. Tegner sig for cirka en tredjedel af den globale forsyning af kobolt. Som to verdensklasseprojekter dækker Tenke Fungurume-minen (TFM) og Kisanfu-minen (KFM) et areal på henholdsvis 1.600 kvadratkilometer og 33 kvadratkilometer. I første halvår af 2024 producerede virksomheden i alt 313.800 tons kobber og 54.000 tons kobolt, hvilket gav en omsætning på 24,368 milliarder RMB, en stigning på 444,78% og en bruttofortjeneste på 12,316 milliarder RMB.
 |
| De har alle sammen - alle mineselskaberne - deres flotte mantraer. |
Det oprindelige firma blev grundlagt som en fuldt statsejet virksomhed i 1969 under Luoyang Luanchuan Molybdæn, hvor Sandaozhuang-minen blev etableret det næste år. I begyndelsen af 2000'erne undersøgte Luoyang Luanchuan måder at udvinde Scheelit fra sin vigtigste molybdænmine.
I 2013 erhvervede CMOC en 80%-andel i Northparkes kobber-guldmine i Australien fra Rio Tinto. Selskabet solgte hele sin ejerandel i Northparkes til det australske guldmineselskab Evolution Mining i december 2023.
Et fuldt ejet datterselskab, CMOC International, flyttede sit hovedkvarter til Phoenix, Arizona i 2017.
I 2017 annoncerede Louis Dreyfus Company, at det ville sælge sin metalhandelsvirksomhed, LDC Metals, for 466 millioner dollars til flere kinesiske virksomheder, herunder CMOC og AXAM Asset Management. LDC Metals blev derefter omdøbt til IXM . CMOC tog fuld kontrol over IXM i 2019.
Men hvem/ hvad er så Louis Dreyfus?
Louis Dreyfus Company BV ( LDC ) er en fransk handelsvirksomhed, der er involveret i landbrug , fødevareforarbejdning , international shipping og finans. Selskabet ejer og administrerer hedgefonde, havfartøjer , udvikler og driver telekommunikationsinfrastrukturer, og det er også involveret i ejendomsudvikling , -forvaltning og -ejerskab. Sammen med Archer Daniels Midland , Bunge og Cargill er Louis Dreyfus en af de fire "ABCD"-virksomheder, der dominerer verdenshandel med landbrugsråvarer.
Virksomheden udgør omkring 10 % af verdens handelsstrømme for landbrugsprodukter og er verdens største bomulds- og rishandler. Det betragtes også af mange som den næststørste aktør på verdens sukkermarked. LDC Metals udvidede til at blive verdens tredjestørste forhandler af kobber, zink og blykoncentrat, kun efter Glencore og Trafigura .
I 1851 blev virksomheden grundlagt i Alsace- regionen i Frankrig af Léopold Dreyfus , den 18-årige alsaciske Ashkenazi-jødiske søn af en landmand fra Sierentz , under navnet på sin far, Louis Dreyfus. Léopold købte hvede fra lokale bønder i Alsace og transporterede den til Basel i Schweiz , 13 kilometer væk. Léopold udviklede en formue, mens han stadig var teenager gennem grænseoverskridende handel med korn. Han diversificerede hurtigt på tværs af skibsfart, våbenfremstilling , landbrug, olie og bankvirksomhed og etablerede dermed et af de rigeste dynastier i Europa. Hans efterkommere ejer stadig virksomheden den dag i dag. I begyndelsen af det 20. århundrede blev Louis-Dreyfus-familien beskrevet som en af de "top fem største formuer i Frankrig".
Da familien var jødisk , blev en stor del af familiens aktiver under Anden Verdenskrig konfiskeret af Vichy-regeringen, og nogle medlemmer af familien flygtede til AmerikaLouis Dreyfus Company har hovedkontor i Rotterdam , Holland. Virksomhedens moderselskab, Louis Dreyfus Holding BV, har sit hovedkvarter i World Trade Center i Amsterdam . Louis Dreyfus virksomheder er til stede i mere end 100 lande med 72 kontorer. Store kontorer er placeret i Genève , London , Beijing , Buenos Aires , Paris , São Paulo , Singapore , New York City og Connecticut .
Ja, så kom vi også til Frankrig og holdt endnu et firma op imod mægtige Glencore. Glencore som vi nu skal fortsætte med.
Minerne nr. 4, KOV-minen, nr. 5, Mashamba East-minen og nr. 8, Mutandaminen, drives af Glencore. Og som altid, når Glencore er indblandet er ejerforholdene indviklede.
Når det er så svært at holde styr på Glencore skyldes det især de mange fusioner, datterselskaber og joint ventures.
En præsentation af to af deres logoer kan måske give et hint.
Men jeg tror, jeg bliver nødt til at komme med en længere udredning af, hvordan Glencore nåede frem til KAMOTO.
 |
| En rapport fra 2013 |
Beliggende i Kolwezi, i provinsen Lualaba, omfatter deres portefølje af aktiver:
to åbne miner: KOV og Mashamba East
en underjordisk mine: Kamotominen KTO
Kamoto-koncentratoren: KTC
Luilu-raffinaderiet
Så dukkede der lige endnu en mine op: Kamoto-minen (KTO). Fra 2022 er Kamoto den største aktive koboltmine i verden.
 |
| Kamoto KTO underjordiske mine |
 |
| Ligeledes fra Kamoto KTO |
Et andet site skriver:
Kamoto Copper Company's (KCC's) vigtigste aktiv er Kamoto/Mashamba East-minekomplekset, der byder på fire underjordiske (UG) miner, to åbne miner og to forarbejdningsfaciliteter.
Og et tredje site:
Kamoto Copper Company (KCC) ejer et stort minekompleks nær Kolwezi , som omfatter Kamoto-minen , Mashamba East , KTE-minen, Etang South-mine, KOV-minen og T17-minen. Malm fra disse miner behandles i Kamoto-koncentratoren og Luilu metallurgiske anlæg . Fra 2010 var Kananga-minen også ejet af KCC. Minen var ikke aktiv.
Mining.com kunne i 2017 fortælle, at Glencore havde købt andele i Mutanda- og Katanga-minerne til en værdi af $960 mio.
Glencore var I forvejen delvis ejer af de to miner sammen med israelske Dan Gertler's Fleurette Properties Limited
Glencore købte 31% af aktierne I Mutanda og tog det fulde ejerskab af minen fra dens nuværende 69% andel. Glencore købte også Gertlers minoritetsandel i Katanga Mining Ltd., hvilket øgede dets ejerskab i Katanga kobber-koboltminen til omkring 86 %.
I 2015 producerede Mutanda 216.100 tons kobber og 16.500 tons kobolt, mere end nogen anden mine i Congo. Operationen betragtes som et af Glencores vigtigste vækstaktiver og en nøgleoperation i DRC, hovedsagelig takket være dets høje malmkvaliteter og lave ekspansionsomkostninger.
Mutanda -komplekset indeholder to miner, Mutanda-minen og Shabara-minen, hvor håndværksmæssig minedrift (gravning i hånden) finder sted.
Glencores erhvervelsen og driften af minen har været fyldt med korruption, hemmeligholdelse og upassende forretningsforbindelser. Ulykker og udslip ved minen har dræbt arbejdere og forurenet nærliggende floder og marker.
Ved udgangen af 2019 besluttede Glencore at lukke ned for Mutanda-minen (MUMI) med henvisning til, at kobolt- og kobberdrift var uøkonomisk på grund af faldende råvarepriser og en stigning i en statslig royaltyskat i årene med Kabila-indflydelse. Mutanda overgik til pleje og vedligeholdelse (midlertidig lukning). Håndværkesminedrift er fortsat i Shabara. Glencore annoncerede planer om at genoptage produktionen i 2022, og i april 2022 annoncerede præsident Félix Tshisekedis administration planer om at genforhandle rettigheder og royalties til minen, da den var klar til at genåbne.
Husker du, jeg nævnte, at i 2004 grundlagde Dan Gertler International og Beny Steinmetz Global et firma ved navn Global Enterprises Corporate (GEC). I 2004 blev GEC og Gécamines enige om at rehabilitere og drive Kananga- og Tilwezembe-minerne. Aftalen blev ratificeret ved præsidentielt dekret. Et joint venture mellem Katanga Mining (75%) og Gécamines (25%), ved navn DRC Copper and Cobalt Project SARL (DCP SARL) begyndte minedrift i 2007.
Da Glencore købte sig ind i Katanga Mining, blev de også involveret i dette projekt. I november 2008 blev minedriften og malmbehandling ved deres Kamoto-koncentrator imidlertid allerede suspenderet på grund af den lave pris på kobolt.
Omkring 2010, efter at minen officielt blev lukket, tog håndværksminearbejdere over. Disse minearbejdere arbejdede med teknisk support fra Service d'Assistance et d'Encadrement du Small Scale Mining (SAESSCAM) og var organiseret af Maadini Kwa Kilimo Cooperative (CMKK).
Minearbejdere solgte deres malm til det libanesiske firma Misa Mining, som havde monopol på malmen. Under trussel om fysisk vold og fængsling var det Ifølge minearbejdere i Tilwezembe minearbejdere forbudt at tage malm uden for området. Misa Mining videresolgte malmen til den libanesiske Bazano Group.
Misa Mining kontrollerede test af malmen for at bestemme indholdet af kobolt og kobber, og en undersøgelse fandt bevis for, at de systematisk undervurderede metalindholdet og ikke ærligt målte malmens vægt.
Tres minearbejdere døde i løbet af 2011, hvilket gjorde Tilwezembe til en af de farligste miner i verden. Minearbejdere rapporterede, at Misa Mining dækkede over ulykkerne ved at begrave de døde i hemmelighed uden at tillade familier at skaffe deres slægtninges lig.
Den 24. og 25. december 2011 gjorde minearbejdere oprør. En lokal NGO rapporterede, at demonstranter krævede en ende på manipulation af malmsortering, fair valutakurser og en ende på hemmelige begravelser af døde minearbejdere. Politiet arresterede elleve ledere af minearbejdernes oprør og løslod senere syv. En BBC Panorama -undersøgelse fra april 2012 filmede forholdene ved minen, og fandt nogle arbejdere der så unge som 10.
Som svar på beskyldningerne nægtede Glencore enhver forbindelse med operationerne på deres ejendom og hævdede, at de gjorde en indsats for at undgå at behandle materiale, der stammede fra håndværksminedrift.
Status på Tilwezembe-minen kender jeg ikke.
Jeg får lyst til at kaste et blik på nogle af verdens største mineselskaber.
Vi husker Glencore er schweizisk med aktiviteter i hele verden.
Wheaton Precious Metals er et canadisk multinationalt selskab.
Cobolt Blue Holdings er australsk.
Jeg ved ikke, hvorfor nationaliteten af disse to sidstnævnte selskaber sammen med Glencore ikke er indskrevet i skemaet, når nationaliteten af de øvrige er nævnt. Og jeg undrer mig over, at Ganfeng ikke er med i dette selskab.
Selskabet øverst i oversigten, BHP Group omtales som en af verdens største mine- og mineralproducenter. En af de største??? tænker jeg. Hvis det ikke er det største, hvorfor er det største så ikke nævnt. Hm ...
Nye koboltlande?
Jeg bed jo tidligere mærke i, at Cuba var med på listen over lande med koboltressourcer. For jeg har aldrig tænkt på Cuba som et land med mineraludvinding - næh kun sukker, rom og tobak. Men nikkel har de åbenbart også en del af, og Cuba har verdens største blyproducerende overflademine.
Over halvdelen af verdensproduktionens bly kører rundt på landevejene; størstedelen findes nemlig i bilernes akkumulatorer. Tidligere kunne man også finde bly i loddetin, dette blev imidlertid forbudt i 2006 med RoHS-direktivet, men det sælges stadig, da loddetin produceret før 2006 er lovligt at sælge, og især elektroniklande såsom Kina fortsætter med at bruge det.
Bly er blevet brugt igennem tusindvis af år, fordi det er så udbredt, nemt at udvinde og nemt at bearbejde. I den tidlige bronzealder blev bly brugt sammen med antimon og arsen. I alkymi var bly anset for at være det ældste metal og var forbundet med planeten Saturn. Romerne brugte bly til at lave vandrør, hvilket måske var en af grundene til Romerrigets undergang.
Blyforgiftning blev første gang dokumenteret i det gamle Rom, Grækenland og Kina. gamle Rom, Grækenland og Kina.
I dag kan der vel ikke være megen efterspørgsel efter bly, så jeg ved ikke, hvor meget Cuba har ud af deres blymine.
Ikke mere om bly.
I 2024 deltog en cubansk delegation i den 13. internationale Mongolia Mining. Her blev der lavet et interview med den cubanske direktør for minevirksomheden GEOMINSAL Center og en embedsmand for det cubanske ministerium for energi og miner (MINEM).
 |
| Malm indeholdende kobber, kobolt og nikkel |
Men vi skal lige runde Glencore en ekstra gang.
Som nævnt udvinder Glencore siden 2007 kobber og kobolt i sine Congo-projekter. Udover minerne i DRC Congo udvinder og forarbejder de kobolt i Australien, Canada og Norge, hovedsageligt som et biprodukt fra kobberminedrift , men også som et biprodukt fra nikkelminedrift.
Glencores hovedkontor for olie og gas er i London, og dets registrerede kontor er i Saint Helier, Jersey. På det seneste har de tilføjet solenergiforsyning til ferrolegeringsoperationer i Sydafrika.
 |
| Billedet er dog fra et Glencore solcelleprojekt, dog i Canada. |
I følge nogle skøn er Glencore verdens største råvarehandler og blandt verdens største virksomheder. På min oversigt ovenfor var det anført som det næststørste.
 |
| Kortet er et interaktivt kort, hvor du , hvis du følger linket, kan se, hvilke mineraler de udvinder hvor, og hvor deres kontorer ligger. |
 |
| 2-tallet i Afrika angiver deres aktiviteter i Katanga. |
I maj 2011 lancerede Glencore en børsnotering, som værdisatte virksomheden til 61 milliarder USD og skabte fem nye milliardærer. På det tidspunkt bekræftede De Forenede Arabiske Emiraters statsejede Aabar Investments en investering på $850 millioner i Glencore International plc som en hjørnestensinvestor med en intention om at investere yderligere $150 millioner. Investeringen gjorde Aabar til den største hjørnestensinvestor i børsintroduktionen (IPO) og den største nye aktionær i Glencore efter børsintroduktionen, hvilket gav Aabar en ejerandel på 1,4%.
I november 2012 afskrev Abu Dhabis Aabar Investments, en enhed af Abu Dhabis statsejede De Forenede Arabiske Emirater International Petroleum Investment Company, imidlertid mere end 392 millioner dollars af sin investering på 1 milliard dollars i Glencores børsnotering mindre end to år efter at have investeret den. Aabar Investments var den største nye aktionær i Glencore.
Om 2015 var der at læse, at på grund af svage globale priser for de aktiver, som Glencore ejede, især kul- og kobberproducenter, og for de råvarer, som Glencore handlede med, viste selskabet et nettodriftsunderskud på 676 millioner dollars for første halvår af 2015, og selskabets aktier faldt som følge heraf. Den faldende aktiekurs skyldtes dels et svagt globalt råvaremarked og dels Glencores høje gældsniveau på $30 mia. Virksomheden reducerede sin gæld ved at sælge ud af aktier og aktiver.
Selvom presset på naturressourceaktier ramte alle, led Glencore mest. Deres aktier faldt med 29 %. Aktiefaldet hos rivalen Anglo American var 10 %, mens BHP Billiton faldt 6 % og Rio Tinto næsten 5 %.
Glencore formåede dog at styrke sin balance og skære ned på gælden. Det genoptog også arbejdet ved nogle få standsede miner, herunder nogle få kuloperationer i Australien.
I december 2017 gik Glencore sammen med Qatars suveræne formuefond for at købe næsten en femtedel af Rosneft, det gigantiske russiske olieselskab, i en handel til en værdi af 11 milliarder dollars. Så Glencore havde åbenbart stadig eller igen penge på kistebunden.
I 2019 var overskriften: Er Glencore investorernes opmærksomhed værd?
2019-resultaterne var ikke fantastiske for Glencore, skrev en ananlytiker. "Mineselskabet rapporterede sit første årlige nettotab i fem år. I 2019 var der endnu ikke nogen lockdown for coronavirus i 2019. Men der kan være et par hårde år forude for Glencore. Det ser virkelig sådan ud, da Covid-19-pandemien ser ud til at være særligt skadelig for naturressourcevirksomheder. Med hensyn til udbytte ser det ud til, at selskabet ikke vil være i stand til at annoncere eller udbetale nyt udbytte i år og i stedet vil forsøge at spare penge. Så dets attraktive udbytte på over 11% er ikke holdbart trods alt."
I 2020 var det galt igen - og endnu værre. Her oplevede Glencore et fald i aktiekursen på 36%! En analytiker forklarer: "Som vi alle ved, har der på grund af coronavirus-udbruddet, nedlukninger og deraf følgende recession været ret lav efterspørgsel efter naturressourcer. Så råvareproducenterne har været til salg i et stykke tid. Selvom Glencores aktie for nylig har oplevet en vis stigning, er den stadig mere end en tredjedel under januar 2020-niveauerne. Investorer bør endvidere være opmærksomme på omdømmerisiciene forbundet med Glencores koboltproduktion. Problemet er, at det meste kobolt kommer fra Congo, hvor der bruges børnearbejde. I december 2019 måtte mineselskabet endda udsende en pressemeddelelse om, at det ikke brugte nogen former for børnearbejde."
I august 2022 forudsagde markedet, at Glencore ville levere et rekordoverskud på grund af dets evne til at trives på volatile markeder, og især på grund af sin kulforretning, der voksede hurtigt under den globale energikrise i 2022.
"Brugen af kul, selv i Europa, er stigende med tocifrede procenter, da det erstatter dyr naturgas fra Rusland. Mens traditionelle mineselskaber som BHP og Rio Tinto har oplevet en afmatning på grund af en lavere efterspørgsel efter jern- og kobbermalme fra Kina, var Glencore i stand til at øge sin forretning mest med kul, på trods af det beskidte image, denne energiform har. Forretningsanalytikere forudsagde, at Glencores udbytte kan overstige 10 milliarder dollars i alt i 2022," kunne man læse.
Og sådan går det op og ned.
En opgørelse viser, at kursen kl. 9.45 12. februar (mens jeg sidder og skriver) var på topniveau, men herefter stærkt nedadgående til det laveste niveau kl. 11.30
Men nu til kineserne.
Efter at et amerikansk firma solgte en af DRC's største kobber-koboltminer til en kinesisk virksomhed var 15 ud af 19 koboltproducerende miner i 2020 ejet af af kinesere eller kinesiske virksomheder havde andele.
Kineserne startede deres indmarch på koboltmarkedet i Congo i 2007/2008.
I 2008 indgik DRC's nyvalgte regering en infrastruktur- og mineaftale med Kina. I teorien var aftalen gensidigt gavnlig og ville give DRC den stabilitet og investering, der var nødvendig for at udnytte dets enorme reserver af naturressourcer.
Sino-Congolais des Mines (Sicomines)-aftalen blev hyldet som århundredets aftale, da den blev vedtaget. Det var en ressource for infrastrukturaftale, der gav kinesiske virksomheder adgang til kobolt, kobber og andre mineraler i bytte for infrastruktur investeringer. Projekter inkluderet i den første fase af $3 milliarder i finansiering omfattede en 3.400 km motorvej mellem Kisangani og Kasumbalesa og en 3.200 km jernbane fra Katanga til havnen i Matadi. Kina ville således investerede omkring 3 milliarder dollars i udvikling af denne infrastruktur til gengæld for, at kinesiske firmaer modtog minerettigheder til en værdi af 93 milliarder dollars nær Kolwezi i det sydøstlige DRC. Kina fik rettigheder til at udvinde op til 10 millioner tons kobber og 420.000 tons kobolt (påviste forekomster) over en 15-årig periode. Der var ingen krav om at udøve ansvarlig minedrift eller beskytte lokalsamfund.
I november 2021 afslørede et læk af finansielle dokumenter en overførsel af $25 millioner fra Sicomines til Congo Construction Co. (CCC) til Joseph Kabilas medarbejdere.
Sicomines var det første kinesiske mineprojekt som følge af Sino-Congolais-aftalen. Den ejes af China Raioway Group og producerede anslået 17.154 tons kobolt i 2021.
Der har været en voksende konsensus om, at "ressource til infrastruktur"-tilgange kan gøre mere skade end gavn. Kort sagt ser de afrikanske lande disse som dårlige aftaler – 3 milliarder dollars i investeringer for adgang til 93 milliarder dollars ressourcer – og det efterlader dem i en meget ugunstig position, da det forhindrer dem i at give udvindingsrettigheder til andre senere budgivere, der ville give dem mere lukrative tilbud. både med hensyn til pris og ikke-monetære fordele, såsom sund miljømæssig, social og offentlig praksis (ESG) og upstream-investeringer.
I årtierne siden Sicomines-aftalen i 2008 blev underskrevet, er aftalen blevet et symbol på vanskeligheder i DRC-Kina-forholdet, da førstnævnte søger bedre vilkår og flere investeringer, mens sidstnævnte har til formål at konsolidere sin dominerende stilling i DRC-kobolt- og kobberminer. I DRC er aftalen i stigende grad blevet set som ubalanceret til Kinas fordel, og de lovede infrastrukturinvesteringer har været færre end forventet. I 2016 udgjorde hele infrastrukturudgifterne som en del af Sicomines-rammen 750 millioner dollars. I 2023 hævdede DRC's statsrevisor, at de omhandlede miner var blevet undervurderet og opfordrede til, at infrastrukturudgifterne blev hævet til 20 milliarder dollars. Andre spørgsmål, såsom det faktum, at kinesiske virksomheder administrerer alle minerne og bevarer skattefritagelsesstatus, skabte pres for DRC's ledere for at finde en ny balance. Siden valget i 2018 har Félix Tshisekedi, den nuværende præsident for DRC, presset på for en positiv genforhandling af 2008-aftalen.14
I januar 2023 førte Tshisekedis bestræbelser til en ny aftale. En sidste forhandlingsrunde med det kinesisk-støttede Sicomines-konsortium førte til en ny aftale på 7 milliarder dollars til udvikling af infrastruktur. Langt fra de 20 milliarder som en statsrevisor havde vurderet var rimelig.t
Denne nye aftale ser heller ikke ud til at tage fat på dens forgængers kernespørgsmål. Der er ikke taget nye skridt for at øge ansvarligheden for, hvor mange penge der investeres, eller hvordan pengene bruges, og DRC's ejerandel i mineområderne vil heller ikke stige. I stedet ser aftalen ud til at være en midlertidig løsning for begge sider. Kinesiske virksomheder fortsætter med at udvinde råstoffer, mens den congolesiske regering kan pege på højere infrastrukturudgifter. Manglen på overvågning vil sandsynligvis fortsætte, hvilket giver mulighed for fortsatte investeringer på kort sigt, men fremmer spændinger om asymmetriske interesser på lang sigt.
Flere amerikanske rapporter har konkluderet, at Kinas dominans på koboltmarkedet har direkte og indirekte konsekvenser for den amerikanske nationale sikkerhed og militære indkøbsproces. I 2023 identificerede forsvarsministeriet kobolt som en "komponent af flere ammunition og højtemperatur-luftfartslegeringer brugt af Forsvarsministeriet" og bemærkede, at kobolt "har kritiske anvendelser i højkapacitetsbatterier til militære og kommercielle elektriske køretøjer. ”
Rapporten fortsatte: "Ud over dets direkte militære anvendelser er kobolt en integreret del af mange avancerede forbrugerteknologier, især lithium-ion-batterier. Kinas involvering i DRC's koboltforsyningskæde kan udgøre et muligt nationalt sikkerhedsproblem og stille amerikanske virksomheder ringere i kapløbet om at lave mere effektive og overkommelige elektriske køretøjer. Ved at undlade at sikre sin koboltforsyningskæde, risikerer USA at miste adgangen til en væsentlig komponent i flere allestedsnærværende teknologier. Selvom kobolts militære anvendelser kan være færre end dets kommercielle anvendelser, udgør usikre koboltforsyningskæder stadig en væsentlig national sikkerhedstrussel."
Men USA ligger som de har redt. Kina bruger ofte direkte statspenge eller statsstøtte til investeringer i de miner, de finder er essentielle. Det gør USA ikke.
Og Kina investerer langsigtet og med tålmodighed til at skulle vente mange år, før investeringerne tjener sig ind. Det handler om magtpositioner. De private amerikanske selskaber sælger til dem, der umiddelbart giver det bedste økonomiske udbytte.
På trods af den opmærksomhed, som spørgsmålet om kobolt har fået i de sidste par år, skyldtes Kinas fremgang i DRC's koboltmineindustri faldende amerikanske investeringer. I 2016 solgte Arizonas mineselskab Freeport-McMoRan Inc. Tenke Fungurume, et kobber- og koboltminested, til China Molybdenum Company Limited.
Figuruminen har haft mange ejere. Men siden 2007 var den ejet af amerikanske Freeport-McMoRan Copper & Gold Inc. Det skabte et mindre ramaskrig, da Freeport-McMoRan i 2016 solgte sin andel i Tenke-projektet til China Molybdenum Co. for 2,65 milliarder dollars i kontanter for at hjælpe med at reducere sin gæld. Efterfølgende solgte canadiske Lundin sin andel i Tenkeminen til kinesiske BHR for 1,14 milliarder dollars.
Aftalen blev stærkt støttet af premierminister Matata Ponyo Mapon i 2016, som roste Kina Molybdæn som en "solid partner", men handlen blev i første omgang modsat af det statsejede Gécamines , som anlagde en retssag ved internationale domstole for at blokere begge erhvervelser, men droppede sine indsigelser i januar 2017 efter at have nået en aftale om 100 millioner dollars i kompensation og yderligere kontrol over fremtidige salg af egenkapital i minen. I 2019 solgte BHR sin andel til China Molybdenum Co, som nu ejer 80 % og Gécamines de sidste 20%.
10 % af aktierne i BHR var ejet af Junter Biden. Mon det var noget i den forbindelse, der gjorde, at der blev rejst en sag mod ham - noget med korruption? Lige før Biden trådte far som præsident, sikrede han bl.a. Hunter immunitet. En immunitet som Trump allerede har ophævet. Så kom vi lige ind på lidt aktuel politik.
I 2020 foretog Freeport-McMoRan Inc. endnu et salg af et uudviklet kobber- og koboltanlæg til China Molybdenum Company Limited. I begge tilfælde var de eneste virksomheder med konkurrencedygtige bud kinesiske virksomheder. Ifølge Kathleen L. Quirk, Freeport-McMoRan Inc.'s præsident, "var kinesiske virksomheder i stand til at bevæge sig hurtigt og hurtigere, end nogen anden kunne."
25 amerikanske virksomheder, der ikke fik støtte fra den føderale regering til at beholde deres besiddelser i DRC eller købe beholdninger til salg, var ude af stand til at konkurrere med kinesiske virksomheder og deres milliarder af dollars i statslån.
Og derfor sidder Kina i øjeblikket på på 15 ud af 19 koboltminer i DRC Congo.
Man diskuterer ofte, hvorvidt lokalsamfundene har gavn af udenlandske selskabers minedrift.
I Tenke mener man, at lokalsamfundet og landet HAR haft god gavn af den udenlandskejede Figurumine.
i 2009 producerede TFM sit første kobber, og minen blev en vigtig indtægtskilde for lokalsamfund og landet i form af royalties og skatter, såvel som den største arbejdsgiver i regionen.
Fra 2018 har Tenke Fungurume Mining betalt over $2,5 milliarder (USD) i betalinger til statskassen og andre administrative tjenester siden projektets start i 2006, og beskæftiger i øjeblikket over 8.000 congolesiske borgere som enten ansatte eller entreprenører på fuld.
På trods af det, er alt bestemt ikke idyl.
Beboere i den nærliggende by Tenke er kendt for at trænge ind i minen for at indsamle kobolt, hvilket steg efter minens ejerskifte.
I juni 2019 skrev Reuters, med henvisning til hærens talsmand oberst Emmanuel Kabamba, sagde, at flere hundrede tropper blev sendt til Tenke Fugurume den 18. juni for at dæmme op for aktiviteterne af de hundredvis af håndværksminearbejdere og beskytte ejendommen ved Kinas molybdæns Tenke Fungurume kobbermine.
Vi besluttede at indsætte soldater for at sikre virksomheden, fordi virksomheden bidrager til økonomien i dette land," udtalte Kabamba.
Mineselskaber, der opererer i Congo, som omfatter Glencore, Ivanhoe og Barrick, siger rutinemæssigt, at tilstedeværelsen af ulovlige minearbejdere på deres ejendomme er en af deres største udfordringer. Så mange som 10.000 gravere er blevet anslået til at operere i og omkring Tenke-minen.
 |
| Håndværksminearbejdere |
Nu følger nogle diagrammer, der viser udviklingen i prisen på kobolt.
De seneste år er prisen på kobolt vedvarende faldet.
Efter en midlertidig stigning i koboltpriserne i 1. kvartal 2022 var de i april 2023 faldet til under $26.000 pr. ton, det laveste niveau siden 2019. Årsagen var, at selv om efterspørgslen efter kobolt forblev stort set stabil, så var der en betydelig stigning i udbuddet. Og det forhold betyder lavere priser.
Prisen på lithium oplevede af samme grunde også et fald, men koboltpriserne oplevede et stejlere fald end lithium.
Nedturen fortsatte i 2024.
 |
| Prisudviklingen fra 1. kvartal 2023 til 4. kvartal 2024 |
I oktober 2024 ramte den europæiske koboltmetalpris det værste lavpunkt i syv år - et niveau, der ikke var set siden oktober 2016. 
Verdens nr. 1 koboltselskab slår alarm over metallets skrumpende rolle i batterier til elektriske køretøjer.
Det kinesiske firma CMOC Group Ltd., som har udvundet kobolt meget hurtigere end konkurrenter som Glencore Plc, sagde, at vigtigheden af råvarerne i energiomstillingen er hurtigt aftagende.
Indførelsen af koboltfri lithiumjernfosfat eller LFP-batterier har taget fart i de seneste år, fordi de er billigere at fremstille. Andelen af el-batterier i Kina, der indeholder kobolt, vil falde til 31% i 2024, fra 44% for to år siden, ifølge konsulentfirmaet CRU Group.
"Vi forudser, at EV-batterier aldrig vil vende tilbage til den æra, der er afhængig af kobolt," sagde Zhou Xing, en talsmand for CMOC, i et e-mail-svar på spørgsmål. "Kobolt er langt mindre vigtigt end forestillet", og andelen af batterier, der indeholder metallet, kan i sidste ende falde til mindre end en tiendedel, sagde han.
CMOC's bearish syn på markedet kommer midt i en overflod af metal, der i vid udstrækning er blevet skabt af det kinesiske firmas udvidelse af to enorme kobber-koboltminer i Den Demokratiske Republik Congo. Det slog igennem sit produktionsmål for hele året i årets første ni måneder, hvilket hjalp med at presse koboltpriserne ned til det laveste niveau siden 2016.
Mens den kinesiske mineelskab har skruet op for produktionen, har Glencore, som CMOC overhalede som den største koboltleverandør sidste år, reduceret produktionen på sit Mutanda-aktiv i DRC.
Kobolt anvendes ikke kun i elbatterier, men også i luft- og rumfartslegeringer og i den petrokemiske industri. CMOC har været ivrig efter at udvinde kobolt, men at hamstre kobolt for at dæmme op for et fald i priserne ville være dyrt på grund af stigningen i udgifter, såsom til lager, ifølge Zhou.
Inden for investeringer taler man om et bullish eller et bearish perspektiv. Bullish betyder optimistisk, bearish betyder pssimistisk.
"De globale koboltudsigter ser bearish ud for næste år: ny, billig metalraffineringskapacitet er kommet online i Kina og Indonesien," sagde Thomas Matthews, batterimaterialeanalytiker hos CRU. Priserne burde være lavere i gennemsnit næste år og det vil tage et par år at komme sig, sagde han.
CMOC har knyttet tættere bånd til Contemporary Amperex Technology Co. Ltd., verdens største batteriproducent, der også blev dens næststørste aktionær i 2022. CATL har købt kobolt fra CMOC og hjulpet det med at sikre ordrer på et overudbudt marked.
"En sikker og stabil forsyning af kobolt gør os i stand til bedre at imødekomme kundernes efterspørgsel," sagde en talsmand for CATL i et e-mail-svar på spørgsmål. Investering i upstream-leverandører var en måde at "sikre forsyningskædens sikkerhed", men virksomheden mener, at markedsandelen for LFP-batterier vil fortsætte med at stige, sagde han.
Men CMOC er begyndt at mærke snerten af lavere koboltpriser, på trods af at den har øget produktionen aggressivt og sagde i august, at udbud og efterspørgsel nåede "en god balance" på to år.
"Vi er generet af, at for meget koboltbiprodukt har fået priserne til at falde, og virksomhedens koboltfortjeneste er derfor skrumpet betydeligt," sagde Zhou.
I starten af 2025 er priserne faldet yderligere. Den 31. januar blev kobolt handlet til USD 21.492 pr. ton, et fald på 11,6 % fra 31. december. Og alligevel og på trods af bekymringerne fra talsmanden for CMOC i Bloombergs artikel, så har det kinesiske selskab - verdens største koboltproducent offentliggjort forhøjede produktionsvejledningstal for 2025, med en fremskrivning af produktionen på mellem 100.000 og 120.000 tons, dvs. på højde med eller endda højere end dets rekordbrydende produktion i 2024 på 114.165 tons. Denne vedvarende produktion understøttes af udvidede operationer ved dets to centrale afrikanske miner, som fortsat er afgørende for dens strategi.
Priserne forventes at kunne stige i løbet af foråret.
Er det så til gavn for de små børn i koboltminerne i Congo, at priserne på Kobolt generelt er faldende? Næh, vel ikke. Arbejdet i minerne er jo deres eksistensgrundlag. Hvor skal de gå hen, hvis selskaberne mener, at koboltforretningen er urentabel, og de lukker minerne eller stopper med at købe kobolt fra de små håndværkerminer?
Hvilke andre muligheder har børnene? Det er svært at få øje på. De burde gå i skole og slet ikke arbejde. Men familierne er afhængige af deres bidrag. Nogle børn er forældreløse og må klare sig helt på egen hånd.
Hermed nærmer jeg mig afslutningen på min Kina i Afrika-række.
Med det, der sker i forholdet USA - Europa, kunne man måske få den tanke, at i det perspektiv er kinesernes indflydelse/påvirkning af de mange afrikanske lande måske ikke noget, vi kan /skal bekymre os om lige nu. Men sådan forholder det sig ikke.
Det er vigtigt at notere sig at ved en netop afholdt afstemning om et resolutionsforslag i FN, fremsat af Ukraine, der gav Rusland skylden for Ukrainekrigen, stemte USA sammen med Rusland imod, men lige så vigtigt i min sammenhæng , blandt de 18 lande der stemte imod var adskillige af de lande, hvor Kina har fået stor indflydelse.
Og mener USA virkelig, at fremtiden for dem er sammenhold med Rusland og Kina mod Europa?
Afrika er et kontinent, vi ikke kan lade ude af syne, selv om vi føler, at vi netop nu har større problemer at koncentrere os om.
Jeg fandt et kort, der viser afrikanske lande med udenlandske militærbaser.
Jeg blev forbavset over, HVOR mange amerikanske flag der var, men også hvor mange franske og flag for andre vesteuropæiske lande, der også var.
Og kun et enkelt kinesisk flag. Men hvor længe vil det billede vedvare? Og hvor længe vil det være i vores interesse, at der kan sættes så mange amerikanske flag som symbol på amerikanske militærbaser i Afrika?
