Med Sigismund lll sluttede Polens storhedstid. Efter ham kom der problemer, hvor Polen i stadig højere grad blev inddraget i andre europæiske landes spil. England, Spanien, Frankrig, Østrig, og ikke mindst Sverige, som i de år var en stormagt ved Østersøen, og Rusland.
Ind imellem bliver min fortælling herom nok lidt indviklet, men sådan er det jo med storpolitik.
Sigismund havde været en betydningsfuld konge. Det var under ham, at Polen-Litauen nåede sin største geografiske udstrækning, og det var en rig tid med god udvikling både økonomisk og kulturelt.
Han var også en magtfuld konge, som underløb parlamentet, når det passede ham, undertrykte opposition og forstærkede den katolske kirkes indflydelse. Han gav privilegier til jesuitterne, som han omgav sig med, ansat som rådgivere og spioner.
Han efterfulgtes af 4 svage konger.
Ladislaus lV - Władysław lV Waza 1632 - 1648
John ll Casimir - Jan ll Kazimierz 1648 - 1668
Michael - Michał Wiśniowiecki 1669 - 1673
John lll Sobieski - Jan lll Sobieski 1674 - 1696
Brødrene Ladislaus lV og John ll Casimir
De to første var begge Sigismunds sønner, som fulgte efter hinanden. Begge gjorde fortsat, men uden held - krav på den svenske trone, og begge havde titel af "By grace of God the King of Poland, Grand Duke of Lithuania, Ruthenia, Prussia, Masovia, Samogitia, Livonia, Smolensk, Severia and Chernigav and herieditary King of the Swedes, Goths and Vandals.
Ladislaus lV tilføjede så desuden "elected Grand Duke of Muscovy", da han jo - som omtalt tidligere under omtalen af Sigismund lll i forrige blogindlæg - i 2 år var udråbt som Zar af Rusland, inden de valgte en ny, uden at han nåede reelt at blive indsat i embedet.
Dermed var han kongen med den længste titel i Polens historie, men den imponerende titel modsvaredes nu ikke af hans bedrifter. Han havde forskellige planer, der som regel ikke lykkedes.
Som ung blev han imponeret over skibsværfterne i Genua og Venedig, og efter at han i Pisa overværede et special-arrangeret opvisningssøslag, fik han ideen til at skabe en flåde. Det blev dog aldrig gennemført.
Han var meget kunstinteresseret. Da han på samme rejse - den traditionelle Europatur, som unge adelige var på - kom til Firenze, oplevede han opera for første gang, og denne kunstform introducerede han i Polen. Han sponsorerede musikere og sangere, og han fik opført Polens første amfiteater i sit palads, hvor man kunne overvære opera og ballet.
På slottet i Warzawa skabte han en stor kunstsamling.
Han var interesseret i digtning, kartografi, historie og videnskab. Han korresponderede med Galilei herom.
Han døde af galdesten under en jagt.
Broderen, der efterfulgte ham, lyder om mulig endnu mere betydningsløs - faktisk lidt ynkelig. For at styrke John Casimirs status forsøgte Ladislaus, som jo var hans halvbror, forgæves at få ham gift med først Chrstina af Sverige og derefter en italiensk prinsesse. I 1637 blev han sendt på diplomatisk mission i Wien. Han tilsluttede sig Det Hellige Romerske Kejserrige og kæmpede for dette imod Frankrig.
Da han vendte tilbage til Polen, forelskede han sig i en Baronesse Guldentern, men hans bror var imod et ægteskab med hende, så det blev der ikke noget af. Som trøst fik han John Casimir udnævnt til hertug af Kurland, men parlamentet nedlagde veto mod dette.
Skuffet og fornærmet rejste han fra landet. I Genua lod han sig indskibe for at sejle til Spanien, hvor den spanske konge havde lovet at udnævne ham til vicekonge over Portugal. Men han blev fanget af franske agenter og sat i fængsel af Kardinal Richelieu. Efter to år, i 1640, fik storebror udvirket, at han blev løsladt, mod et løfte om, at Polen aldrig mere ville indgå i krig mod Frankrig.
John Casimir rejste rundt i Europa og endte med at tilslutte sig jesuitterordenen og blive udnævnt til Kardinal.
Da Ladislau døde, nedlagde John Casimir hvervet som kardinal, vendte tilbage til Polen, giftede sig med hans enke og lykkedes mærkværdigvis med at blive valgt til konge. John Casimir havde kun få adelige venner, og det polske parlament var meget usamarbejdsvilligt, men han fik god støtte af sin kone, selv om hun faktisk havde ønsket franske Henri Jules de Bourbon som efterfølger til Ladislaus.
Da hun døde i 1668, valgte Jophn Casimir at abdicere. Han rejste til Frankrig, hvor han igen tilsluttede sig jesuitterne og blev abbed ved Saint-Germain-des- Pres i Paris.
På slottet i Warzawa havde han udbygget broderens kunstsamling betydeligt med italiensk og flamsk barokmaleri, med eksempelvis en del værker af Rembrandt, men også Rubens, Jan Brueghel den Yngre og andre navne som Jordaens, Reni, Guercino og Bassano, som ikke siger mig noget.
Da han abdicerede, tog han en stor del af samlingen med til Frankrig, og det meste af den samling, der forblev i Warzawa, blev plyndret i senere krige.
John Casimirs regeringsperiode regnes for den værste tid i Polens historie. Det var nu ikke John Casimirs skyld. Men ulykkerne væltede ind over Polen i netop de år.
Khmelnytsky-opstanden
I 1648, lige før Ladislaus døde, udbrød der et større oprør blandt kosakkerne i den sydøstlige del af Den polsk-Litauiske Union, Khmelnytsky-opstanden i det nuværende Ukraine. Khmelnytskyopstanden regnes fra 1648 til 1657.
Lederen Bohdan Khmelnytsky var kosak og var selv adelsmand, men han var kommet i konflikt med det polske aristokrati, szlachtaen, og kom til at hade det polske overherredømme i Rus eller Ruthinia, som området kaldtes.
Han allierede sig meget bemærkelsesværdigt med tatarerne i Krim-khanatet. Krim-khanatet var vasal under det muslimske Osmannerrige.
Over en lang periode havde Krim-tatarerne raided både Ruthinia og Storhertugdømmet Moskva ( på engelsk Muscovy eller The Grand Duchy of Moscow), hvor de havde fanget tilfældige mennesker og solgt dem som slaver. Slavehandlen udgjorde selve rygraden i Krim-Khanatets økonomi. Slaverne blev solgt på datidens største slavemarked i byen Caffe på Krimhalvøen. Byen lå ikke i Krim-khanatet, men hørte ind under Det osmanniske Rige.
Historikere anslår, at Krim-khanatet i perioden 1500 -1700 eksporterede omkring 2 millioner slaver fra de to områder. I 1769 gennemførtes det sidste store tatartogt, som fandt sted under den russisk-tyrkiske krig, med indfangningen af 20.000 slaver.
En alliance
mellem Khmelnytskys kristne kosakker og de osmanniske tatarer var aldrig set før. Men Khmelnytsky
havde brug for tatarernes rytteri, og tatarerne fik adgang til at forsyne sig med alle de polske slaver, de havde lyst
til. En ret, der sågar blev formelt aftalt, og bestemte områder udpeget som legale "jagtområder".
I Ukraines historie er Khmelnytsky den helt store helt. I starten af opstanden fejrede Khmelnytsky store sejre. Han indtog Kiev og blev hyldet som Moses, frelser, forløser og befrier af Rus’ folk fra polske fangenskab.
Selv omtalte han sig som ” ‘the Ruler and Hetman of the Great Rus.” Hetman var oprindelig en militær titel og genfindes i det tyske Hauptman.
Polen måtte erkende, at Khmelnytsky reelt havde opkastet sig til hersker over en selvstændig stat, Kossak Hetmanatet, hvilket andre lande anerkendte.
Batih-massakren
Kampene fortsatte, og i 1651 stod der et stort slag, Slaget om Berestechko – det største landslag i det 17. århundrede. Slaget blev vundet af polakkerne, men året efter tog Khmelnytsky og hans kosakker en grusom hævn i Slaget om Batih. Efter at have vundet slaget beordrede Khmelnytsky alle polske fanger henrettet, og han løskøb endda de fanger, som tatarerne havde taget, for efterfølgende også at dræbe dem.
Det er kendt som Batih-massakren.
Samtidig med adelsmanden Khmelnytskys oprør mod polakkerne, startede et bondeoprør blandt de fattige i området. De to oprør smeltede sammen og blev derved den store udfordring for Polen. Skydeskiven for den fattige landbefolknings vrede var især jøderne. Det skyldtes, at ejerne af de store godser i vidt omfang havde overladt opkrævning af afgifter til jøder. På den måde kom jøderne til at stå som de umiddelbare undertrykkere.
Khmelnytsky fortalte folket, at polakkerne havde solgt dem som ”slaver til de forbandede jøder,” og med dette kampråb massakrerede kosakker og bønder i tusindvis af jøder og polakker under opstanden. Tidligere er tal mellem 100 000 og 400 000 nævnt. I den senere historieforskning er tallene dog blevet betydeligt nedjusteret.
Fortællinger om grusomhederne, der blev begået af kosakkerne, er mange. Folk blev levende begravet, skåret i småstykker, tvunget til at kæmpe mod hinanden. Rygterne fik jøder til i stort tal at flygte, mens tid var, og mange af dem kom til Krakow, hvor de - som jeg fortalte om i guiden til Krakow - især bosatte sig i Kazimierbydelen, grundlagt af Kasimir lll.
Massakren i Batih er en skelsættende begivenhed i den jødiske historie og selvforståelse.
Efterhånden som Khmelnytsky blev presset, bad han Zar-rusland om beskyttelse, og efterfølgende annekterede Rusland dele af Ukraine, og kossak-hetematet ophørte med at eksistere.
Efterfølgende fortsatte Rusland kampen mod Polen i Den polsk-russiske Krig 1654 – 1667.
Syndfloden - The Deluge
Den svenske kong Karl X Gustav så, at Polen-Lituaen var presset af Khmelnytsky-oprøret, især efter at Polens bedste soldater var blevet enten dræbt i slaget om Batih eller efterfølgende henrettet i Batih-massakren. Så i 1655 invaderede Karl X Gustav landet.
Uden megen besvær erobrede han de tre mest befolkningsrige og mest udviklede provinser Stor Polen, Lille Polen og Manzova. Disse områder havde i flere århundreder ikke været involveret i kampe, så den adelige befolkning her var helt ukendt med at kæmpe. Det beskrives, hvordan den polske lejr lignede en stor festforsamling, hvor adelsmændene var mere interesseret i at drikke end forberede sig på kamp, hvortil kom, at der også manglede krudt og kanoner.
Som den første udenlandske magt nogensinde indtog svenskerkongen den polske hovedstad Warzawa. Derefter fortsatte han mod Krakow, som han indtog efter en kort belejring. Kong John Casimir flygtede til Silicien.
Den svenske invasion blev støttet af både transylvanske tropper og storfyrsten af Brandenborg, samtidig med at der i sydøst stadig var kampe med Khmelnytsky, og Rusland angreb fra øst.
Men så kan man sige, at den danske konge indirekte kom Polen til hjælp.
For da den danske kong Frederik lll så, at Karl X Gustav var langt væk - helt nede i Polen med sine tropper - så tænkte han, at så kunne han nok vinde en rask lille krig mod Sverige. Så han erklærede krig.
Men den svenske konge førte lynhurtigt sine tropper til Danmark.
Et lille sidespring til Kolding
Polen sendte
hjælpetropper til danskerne, og i 1658 stod der et slag ved Kolding, hvor de polske
tropper fik svenskerne jaget ud af Koldinghus. En af de polske soldater, Pasek,
har malende og storskrydende berettet, hvordan de svømmede over Slotssøen
og overraskede svenskerne. Mange svenske
soldater blev dræbt inde i slotsgården, og en del forskansede sig i det store tårn. Men da polakkerne opdagede et krudtdepot i kælderen tårnet, og krudtet - måske ved en fejltagelse - blev antændt, så blev tårnet sprængt i stumper og stykker, og
de forskansede svenskere fløj til himmels, men faldt ned igen, ned i Slotssøen, da Vorherre
ikke ville lukke de lede svenskere ind i himlen. Fortællingen kan læses i P. Eliassens bog om Koldinghus.
Svenskerne fortsatte nordpå mod Fredericia. Og nu kom så den strenge isvinter, hvor Bælterne frøs til, og den svenske hær kunne sætte over Lillebælt til Wedelsborghalvøen og videre over Fyn og Langeland til Sjælland, hvor de belejrede København så længe, at Frederik lll måtte overgive sig.
Følgerne af The Deluge
I Polen fortsatte kampene helt til 1660. Efter at have opnået støtte fra Østrig vendte John Casimir tilbage til Polen, og langsomt lykkedes det at drive svenskerne ud af landet. Og jeg bør vel nævne, at John Casimir, som jeg tidligere har omtalt som lidt sølle, omtales som en tapper kriger - både i kampene mod Khmelnytsky og mod Karl X Gustav.
Resultatet af the Deluge var altødelæggende. Overalt hvor svenskerne kom frem, stjal de alt - som i ALT. Vinduer, trapper, skorstene, gulve, døre, porte. Det samme fortælles også om svenskerne på Koldinghus, hvor de endda også stjal tagpladerne.
Og naturligvis stjal de kunstgenstande. Fra slottet i Warzawa angives de at have stjålet malerier, tæpper, tyrkiske telte, musikinstrumenter, møbler, kinesisk porcelæn, marmor, våben, dragter, og i hele landet stjal de værdifulde bøger og manuskripter.
Svenskerne læssede værdigenstandene på både og sejlede dem ned ad Wislafloden til Østersøen.
Polen har i flere omgange forsøgt at få disse kunstgenstande tilbage til Polen, men forgæves. De befinder sig stadig rundt omkring på svenske godser. og museer.
Polen efter the Deluge benævnes som en kulturel ørken.
Hvad svenskerne ikke kunne tage med sig, nedbrændte de. Borge, paladser, kirker, byer og landsbyer.
188 byer, 81 borge og 126 kirker blev helt ødelagt under den svenske og russiske invasion under the Deluge.
Polens indbyggertal faldt fra 11 til 7 millioner. Indbyggertallet i Krakow og Warzawa faldt med henholdsvis 2/3 og halvdelen.
Jo. Årene under John Casimir var absolut Polens værste år, skønt han var uforskyldt i de fleste af ulykkerne.
Under
og efter krigen faldt landbrugsproduktionen drastisk. Gårde var
nedbrændt, afgrøder ødelagt, kvæg gået tabt, og som følge af nedgang i
indbyggertallet var der mangel på arbejdskraft i landbruget.
Både fjendens soldater, men også egne og eventuelle hjælpetropper skulle jo have mad, og ofte måtte de selv skaffe den ved plyndringer, så i kølvandet af krige fulgte som regel hungersnød for befolkningen.
Også dette fortælles der om fra Koldingområdet i P. Eliassens bog om Koldinghus.
"Kolding bys tilstand er slet og armelig, thi de bedste og fleste skatteborgere er døde, en ganske hob huse på en part plat nedbrudt og afbrændt, en part står ubeboet og øde. Udenfor byen findes der næppe en gård undtagen den enten er halv ruineret, helt nedbrudt eller afbrændt."
Svenske og polske soldater hærgede - landsbyer blev lagt øde - folk flygtede ud i skovene og gemte sig i jordhuler og levede af jord og grene.
De næste to svage konger Michael og Sobieski
Den efterfølgende kong Michael var bare konge i 4 år og udrettede vist ikke nævneværdigt.
Før John III Sobieski blev valgt til konge, havde han modigt deltaget både mod Khmelnytskyis opstanden og i kampene mod svenskerne i the Dulge - syndfloden.
I 1665 blev han stormarskal og i 1667 storfeltherre og øverstbefalende for den polske hær. I 1673 kæmpede han mod indtrængende osmannere. Det var nok disse bedrifter, der fik ham valgt som konge i 1676.
Han allierede sig med Det tysk-romerske Rige og stod i spidsen for Den hellige Alliance i Slaget ved Wien 11.-12. september 1683, hvor osmannerne blev fordrevet fra Wien.
Sobieski stod i spidsen for 70 000–80 000 soldater over for en tyrkisk hær på 150 000.
Efter sejren udtalte han – med en omskrivning af Julius Cæsars berømte citat Veni, vidi, vici - "Veni, vidi, Deus vicit" - "Jeg kom, jeg så, Gud erobrede".
Sobienskí sender bud til paven om sejren
Det blev vendepunktet for 250-års konflikt mellem det kristne Europa og det islamiske Osmannerrige. På grund af århundreders modstand mod den osmanniske fremmarch blev Polen-Litauen omtalt som "Antemurale Christianitatis" - Bolværk for kristendommen. I løbet af de næste 16 år blev osmannerne tvunget syd for Donau for aldrig igen at nå så langt op i Centraleuropa.
Sobieskis eftermæle blev Krigerkongen. Så at kalde ham en svag konge, er nok lidt urimeligt. Men på de indre linjer
opnåede han ikke stort.
Men han fik dog bygget sig et storslået slot, Wilanów Paladset som er et af Polens største barokke monumenter. Den store have i to plan danner rammen for Wilanów Paladset, haven har forskellige stilarter og er fuld af skulpturer og springvand.
En besynderlig kongerække 1697 - 1763
1700-tallet var en ustabil periode for Polen, hvor de europæiske stormagter begyndte at blande sig betragteligt. Det medførte en besynderlig kongerække. Som det ses på nedenstående oversigt, er der to konger, der kommer på tronen i to omgange, og der er flere eksempler på overlap af regeringsperioden.
Det skyldes Polens deltagelse i Store nordiske Krig.
Augustus ll – Augustus den Stærke 1697 – 1706
Stanislaus l - Stanisław I Leszczyński 1704 - 1709
Augustus ll – Augustus den Stærke 1709 – 1733
Stanislaus l - Stanisław I Leszczyński 1733 – 1736
Augustus lll 1733 - 1763
Store nordiske Krig
Krigen startede da Peter den Store af Rusland, Augustus ll af Polen og Danmarks Frederik 4. indgik en alliance for at reducere svenskernes magt omkring Østersøen.
Danmark spillede sin rolle i Store nordiske Krig, hvor vi håbede at kunne genvinde Halland, Blekinge og Skåne, som vi mistede ved Roskildefreden i 1658, og det var i Store Nordiske, at vores nationalhelt Tordenskjold kom på banen.
Men til trods for, at jeg i starten af indlægget annoncerede, at jeg ville søge dansk/polske forbindelser, så vil jeg neddæmpe Danmarks involvering. Søg selv på nettet om det. Evt. ganske kortfattet på https://natmus.dk/historisk-viden/temaer/militaerhistorie/danmarks-krige/store-nordiske-krig/
Sverige angreb i 1700 Rusland og derefter Polen og i starten med stor succes, så den svenske kong Karl Xll havde styrke til at tvinge Augustus ll til at abdicere og indsætte adelsmanden Stanislaus.
I 1709 angreb Karl Xll Rusland, men blev slået i Slaget ved Poltova, og dermed var Ruslands stormagtstilling grundlagt. Karl Xll flygtede til Tyrkiet.
Også Stanislaus måtte flygte. Han flygtede til Alsace, og han havde den glæde, at hans datter Marie i 1725 blev gift med Luis XV, hvorefter han blev installeret på Château de Chambord, et af de smukkeste franske renæssanceslotte i Loiredalen.
Augustus ll
Med støtte fra Rusland blev Augustus ll genindsat som konge af Polen. Han var født i Dresden, og når han særlig skal omtales her, skyldes det, at han var søn af den danske prinsesse Anna Sophie, som var datter af Frederik lll og dronning Sofie Amalie og barnebarn af Chr. 4. Anne Sophie blev som 15-årig i 1663 forlovet og tre år senere gift med Johan George af Sachsen, og de fik sønnen Friedrich Augustus af Sachsen.
For at blive valgt til konge af Polen måtte Augustus konvertere til katolicismen. Hans hustru, Christiane Eberhardine of Brandenburg-Bayreuth, nægtede imidlertid at følge hans eksempel, men vedblev at være en inderlig protestant. Hun deltog ikke i hans kroning – faktisk satte hun aldrig i sine 30 år som dronning sin fod i det katolske Polen, og hun blev aldrig selv formelt kronet til dronning.
Augustus var
en kulturelt interesseret konge. Han blev kaldt Solkongens tyske lærling. Han var
jo oprindelig hertug af Sachsen.
Han samlede kunst og grundlagde de første offentlige museer. Fra 1687 til 89, inden han blev konge, rejste han i Frankrig og Italien. Han var meget imponeret af Versailles, og hjemme igen i Dresden byggede han smukke barokpaladser. Kurfyrsten tog bl.a. initiativ til barokanlægget Zwinger, som i dag er Dresdens kendteste bygningsværk og inspireret af Uffizi-kunstmuseet i Firenze.
I 1709 finansierede han den første Meissen porcelæns-fabrik.
Fürstenzug er et 102 meter langt vægmaleri lavet af 23.000 Meissener porcelænsfliser opsat på en af staldbygningerne til Zwinger Det viser et optog af samtlige sachsiske fyrster. Det er dog først opsat mellem 1871 og 1876.
Augustus ll var kendt for sin ekstravagance. Han holdt hof og afholdt baller som venetianske maskeballer, havefester og konkurrencer i dyrekast – en blodig sport, der var meget populær blandt Europas aristokrati. Ved en særlig omtalt konkurrence blev der kastet (og dræbt) 647 ræve, 533 harer, 34 grævlinger og 21 vildkatte.
Efter sigende fik han 354 børn med sine mange elskerinder.
Augustus ll døde i 1733. Han blev gravlagt i Wawel-katedralen i Krakow, men hans hjerte blev bragt til og opbevares i Dresden Katedral.
Det
blev en lidt lang smøre om Augustus ll, men jeg blev så optaget af ham –
Solkongens tyske Lærling - og hans virke i Dresden. Dresden er en by, det kunne være spændende at besøge.
Den polske arvefølgekrig
Ved hans død blev Polen kastet ud i en arvefølgekrig. Augustus havde ønsket at sikre sig sin søn som efterfølger, men kort før hans død havde Østrig, Rusland og Preussen indgået en hemmelig aftale, The Treaty of the Three Black Eagles, som havde til hensigt at undgå såvel Augustus' søn Frederic Augustus som Stanislaus Leszezynski på Polens trone. I stedet ønskede de at promovere Manuel af Braganza, Infante af Portugal. Såvel Østrig som Rusland frygtede, at Preussen skulle indgå i en fransk-sachsisk-preussisk alliance og lokkede derfor Preussen med i deres egen alliance ved at love Preussen støtte til at indtage et område i Letland, kaldt Kurland.
Straks, da Stanislaus hørte om kong Augustus ll's død, hastede han afsted mod Polen. Nat og dag rejste han forklædt som kusk gennem det centrale Europa, og ved sin ankomst til Polen fremførte han med støtte fra sin svigersøn, den franske Louis XV sit krav på tronen, og han blev valgt som konge af Polen for anden gang.
Rusland var imod enhver kandidat med støtte fra Sverige og Frankrig, og de bifaldt derfor nu pludselig, at en gruppe litauiske adelsfolk udråbte Friedrich Augustus lll som konge af Polen.
Det startede en polsk arvefølgekrig.
I oktober 1734 indledte Rusland en belejring af Danzig, hvor Stanilaus befandt sig.
I maj 1735 ankom en fransk flåde, som landsatte 2,400 mand, som indledte kamp mod russerne, men som hurtigt måtte give op. Det var første gang nogensinde, at Frankrig og Rusland kæmpede direkte mod hinanden.
Igen måtte Stanislau flygte. Denne gang forklædt som bonde, og Augustus lll var konge af Polen.
De europæiske stormagter blandede sig således i arvefølgen, hvilket førte til en polsk arvefølgekrig, men den polske arvefølgekrig udkæmpedes i virkeligheden mest uden for Polen – i Italien og Rhinområdet. Frankrig, Spanien og Savoyen (Sardinien) benyttede den nemlig til at afprøve, hvor stærk Østrig egentlig stod.
Østrig forventede støtte fra England og Nederlandene, som havde været deres allierede i Den spanske Arvefølgekrig 1701 til 1714 (som jeg fortalte om i min guide til Barcelona, og som de tabte, hvilket bragte en fransk prins på tronen i Spanien og ikke en østrigsk) – men England og Nederlandene holdt sig uden for denne nye konflikt.
Resultatet af arvefølgekrigen
Den polske Arvefølgekrig endte med et
ret indviklet resultat, fordi begge alliancer havde sejret i hver deres ende af Europa. Freden blev udmøntet i Wien-traktaten, som blev underskrevet i 1735, og den førte til mange omfordelinger.
Man har kaldt freden et typisk eksempel på den form for storpolitik, hvor fyrster byttede lande og folkeslag herskere.
Man anerkendte Friedrich Augustus lll som Polens konge. Som kompensation modtog Stanislaus hertugdømmerne Lorraine og Bar, som dog skulle overføres til Frankrig efter hans død. Francis Stephen, der indtil da var hertug af Lorraine, blev holdt skadesløs ved at få den ledige trone i Storhertugdømmet Toscana, da den sidste Medici døde i 1737.
Østrig måtte afgive Napoli og Sicilien til hertug Karl af Parma og Piacenza, den yngre søn af kong Philip V af Spanien. Karl måtte til gengæld afstå Parma og Piacenza til Østrig og opgive sine krav på tronen i Toscana til fordel for Francis Stephen.
Jeg har aldrig helt forstået ejerforholdene i de forskellige italienske områder, især Kongeriget Napoli og De to Sicilier – og hvorfor spanierne ofte ejede dem. Noget, jeg også var lidt inde på, da jeg skrev om Siciliens skiftende tilhørsforhold i indlægget om fønikerne.
Østrig opnåede imidlertid endnu en ting, der var meget vigtig for dem.
I Wienertraktaten accepterede Frankrig nemlig Den pragmatiske Sanktion. Den pragmatiske Sanktion fra 1713 var en række love, hvor Østrigs kejser Karl Vl, som savnede mandlige arvtagere, havde fastslået, at de habsburgske lande ikke måtte deles og/men kunne arves af en kvindelig efterfølger, nemlig hans datter Maria Theresa.
Den østrigske arvefølgekrig
Accepten
af den pragmatiske sanktion forsvandt imidlertid, så snart Kejser Karl
Vl døde, og det førte til Den østrigske Arvefølgekrig 1741-1748
Frederik ll af Preussen udfordrede Maria Theresa ved at angribe Schlesien.
Frankrig, Spanien og Bayern allierede sig med Preussen, mens Storbritannien, Nederlandene og Sardinien (Savoyen) støttede Maria Theresa og Østrig. Rusland kom ind på Østrigs side, men spillede en mindre rolle. Kampene spredte sig til Italien og sågar helt til Nordamerika, hvor den blev kaldt Kong George's Krig, til Oceanerne og Indien.
I Canada erobrede englænderne det franske fort Louisburgh, i Indien erobrede franskmændene Britisk Østindiske Kompagnis handelsbase Madras.
Den østrigske Arvefølgekrig stoppede med freden i 1748 i Aachen. Det meste af det erobrede territorium blev tilbagegivet, undtagen Schlesien som overgik til Preussen, og Frankrig måtte give de østrigske Nederlande tilbage.
Madras blev givet tilbage til englænderne i bytte for Louisburgh.
Østrig var den, der fik mest ud af krigen, for Maria Theresias styre blev endnu engang og endeligt garanteret, og hendes mand blev anerkendt som Hellige Romerske Kejser Frans l.
Polen holdt sig uden for denne krig, men jeg syntes lige, den skulle med for at illustrere, hvor vidt omkring de europæiske konflikter kunne brede sig.
Men nu er det tid at vende tilbage til Polen.
Augustus lll 1733- 1763
Friedrich Augustus lignede sin far mht. optagethed af kunst og fest.
I sin barndom opholdt Friedrich August sig oftest hos sin farmor, danske Anna Sophie, som opdrog ham i den lutherske tro. Det var et problem, for Polen ville aldrig acceptere en protestantisk konge.
Faderen sendte ham derfor på en dannelsesrejse, som han håbede ville fjerne ham fra den besidderiske farmor og få ham til at nærme sig katolicismen. Det lykkedes, og i november 1712 konverterede han, efter han var blevet indført i katolicismen af italienske jesuitter.
I september 1714 blev han - ligesom hans far var blevet det - modtaget i Versailles af Ludvig XlV, som var yderst tilfreds med, at han var konverteret, og Solkongen afholdt adskillige fester til hans ære, ligesom han havde gjort for hans far under hans besøg i 1687.
Ludvig XlV døde i øvrigt præcis et år efter Augustus lll's besøg, efter at have 72 år og 110 dage på den franske trone - fra 14. maj 1643, da han var fire år og otte måneder gammel, indtil han døde 1. september 1715, Han er dermed det længst regerende statsoverhoved i Europas historie. Den Ludvig XV, der efterfulgte Solkongen Ludvig XlV, var hans oldebarn! Og det var den Ludvig XV, der i 1733 støttede Stanislaws krav på den polske trone., på trods af, at både Augustus ll og Augustus lll havde haft et godt forhold til Ludvig XlV.
Polen har ofte måttet gå på line mellem forholdet til Østrig og forholdet til Frankrig.
20. august 1719 blev Augustus lll gift med Ærke-hertuginde Maria Josepha af Østrig, ældste datter af afdøde Josef l, Kejser af Det Hellige Romerske Rige (før Karl Vl). 10 dage før havde hun som følge af den pragmatiske sanktion været tvunget til at opgive sit krav på den østrigske trone.
Bryllupsreceptionen for Augustus III and Maria Josepha i Zwinger paladset Dresden 1719
Bryllupsfestlighederne var de største og dyreste i baroktidens Europa. 800 gæster var inviteret til en to ugers fejring.
Der blev afholdt store turneringer.
Hovedbanketten blev holdt i et
rum, der var omdannet til en kunstig sølvmine. Udgifterne menes at have beløbet sig til 4
millioner thalere – men det siger os jo så ikke så meget, når vi ikke kender
værdien af en thaler. Men læs mere om thalere her – navnet genfindes i de
amerikanske dollars og andre landes mønter.
I min fortælling har jeg knyttet an til den helt gammeldags historietradition, hvor man skriver om konger og krige. Hvordan almindelige folk levede, hvordan de skiftende herskere influerede på deres liv, om Polens samfundsindretning, parlamentariske institutioner, lovgivning og lignende har jeg slet ikke skrevet om.
Om alle de ting vidste Augustus lll heller intet. Som ung adelsmand havde han fået undervisning i sprog og ridekunst, men intet om samfundets indretning. Da han blev sendt på rejse til Italien og Frankrig indgik der derfor - trods alt - også det formål, at han skulle se, hvordan folk levede uden for slottets beskyttende mure, og hvordan andre lande havde indrettet sig. Men han var mere optaget af fester.
Da Maria Teresas arveret blev anfægtet, gjorde August lll - ligesom Karl Albrecht af Bayern og Filip V af Spanien - krav på Østrigs trone. Augusts krav virkede dog noget forkølet og halvhjertet. Som nævnt involverede Polen sig ikke i kampene i Den østrigske Arvefølgekrig.
At styre det land, han var konge over, interesserede ham ikke. Han lod Rusland interferere, så meget de ønskede, og han opholdt sig stort set ikke i Polen - sammenlagt mindre end 4 år, men regerede dog i 30 år. Han har fået et dårligt eftermæle.
Europa 1741 under Augustus lll
hvor Polen stadig eksisterer.
Men snart er det slut.
Stanislaw ll 1764 - 1795
Unionens sidste konge blev Stanislaw August Poniatowski, en polsk aristokrat, der i 1755 kom til Sankt Petersborg som polsk diplomat. Han blev elsker til Katharina den Store, og det var især pga. hendes meget aktive støtte, at han blev valgt som Polens konge i 1764. Herved kunne Katharina kontrollere Polen, og allerede i 1768 blev den polsk-litauiske realunion et protektorat under Det russiske Kejserrige. Ad tre omgange i 1772, 1793 og 1795 blev landet delt af nabolandene Preussen, Rusland og Østrig, og fra 1795 var Den polsk-litauiske Realunion helt slettet fra Europas landkort.
Blå områder blev presussiske
Gule områder blev østrigske.
Mødet mellem Napoleon og zar Alexander I på pontonbåden på Memel 1807
Under Napoleonskrigene genopstod en lille del af Polen som Hertugdømmet Warzawa. Ved Tilsitaftalen i 1807 blev der oprettet et territorium, Hertugdømmet Warzawa, som bestod af de områder, som Kejser Napoleon havde erobret fra kongedømmet Preussen.
Hertugdømmet Warszawa var formelt ledet af Friedrich August l af Sachsen, men var reelt en fransk marionet. Efter Napoleoins endelige nederlag blev hertugdømmet i 1813 igen nedlagt og området fordelt mellem Preussen, Rusland og Østrig.
I den forbindelse oprettedes fristaden Krakow, der dog hurtigt - i 1846 - blev indlemmet i Kejserriget Østrig som Storhertugdømmet Kraków.
Østrig benyttede sig af et bondeoprør, The Galecian Slaughter - Rzeź galicyjska - til igen at indlemme området. Galicien var umådelig fattigt, og Østrig benyttede bondeoprøret mod adelen til at annektere området. Østrig betalte bønderne med salt og rede penge for hoveder af adelsmænd. The Galecian Slaughter er spændende læsning.
Kan du se hovederne?
Ellers kan du i hvert fald her.
Først med afslutningen af 1. Verdenskrig i 1918 blev Polen og Litauen re-etableret som uafhængige lande.
Hvordan Polen efterfølgende blev invaderet og delt i og efter 2. Verdenskrig er nok mere kendt.
Efterskrift
Måske synes du, at jeg har skrevet om en forfærdelig masse konger og en forfærdelig masse krige. Men et par konger er jeg da sprunget over, og jeg er sprunget over en endeløs række af krige, kampe, slag og fredsaftaler.
Jeg har udvalgt det stof, som jeg synes bedst illustrerer Polens plads i Europa gennem ca. 450 år, mellem 1333 og 1795.
- Og et par tråde mellem Danmark og Polen fandt jeg da.
Den
Store Nordiske Krig 1700-1721 kunne det have været fristende at gå mere
ind i, ligesom den Russisk-tyrkiske Krig 1768-1774, hvor Polens kong
Stanislaw også var lidt involveret - dog mest fordi det var Rusland og
deres interesser, der i realiteten styrede Polens udenrigspolitik.
Måske kom jeg i forvejen lidt rigeligt omkring, men jeg synes altså, det har været spændende at følge, hvordan de europæiske lande, især Frankrig, Spanien, England - og Sverige og Rusland - virkelig har gjort alt, hvad de kunne for at genere og begrænse hinanden, og derved undervejs har indvirket på Polen.
Indimellem var jeg ved at løbe sur i alle navnene, og jeg har været helt rundtosset af de mange alliancer, der blev indgået mod en fælles fjende, for kort tid efter at blive opløst, når nogen skiftede side.
Det er ret vildt at tænke på, hvor mange områder der har skiftet hersker, og indbyggerne blot er fulgt med som umælede får. Og man må undre sig over, hvordan konge og adel - i deres herrementalitet - deres egen opfattelse af menneskelig overlegenhed - og ud fra slægtsmæssige og personlige interesser - status, ambitioner, magtbegær - har følt sig berettiget til i den grad at skalte og valte med andre menneskers - i deres øjne helt ubetydelige - liv.
Indrømmet, med den fortælleform jeg har valgt, som læner sig op ad den ældgamle historieskrivning-tradition, der vægter konger og krige, så bliver det et bestemt billede, jeg kommer til at tegne. Et der flugter ovenstående betragtninger.
Iblandt har der vel også været konger, der i højere grad end andre har virket for deres land og forbedret levevilkår og retstilstande og støttet videnskab, kultur og udvikling. Så der kunne være tegnet et andet billede.
Men nu blev det sådan. At skildre den sociale udvikling i Polen over alle de år ville have været en betydelig mere krævende opgave, og det ville have krævet adgang til helt andre kilder, end dem jeg umiddelbart har adgang til.
Forslag til læsning
Hvis du er blevet interesseret i historierne omkring mongolerne, tatarerne, kosakkerne og russerne, kan jeg varmt anbefale 3. bind af Conn Igguldens serie "Djengis Khan - historiens største erobrer", der omhandler Den Gyldne Horde i Europa og Rusland.
Og hvis du er blevet mere interesseret i Ukraine-området omkring Kiev og ned mod Sortehavet og osmannerne - området, hvor det allerførste Rusland opstod - eller i det hele taget Ruslands lange historie, så er der stof til mange timers læsning i Edward Rutherfords historiske murstensroman "Ruska". Jeg tror, jeg selv skal have den genlæst.
Hvis du også går ombord, så god fornøjelse.
