Safflor (Carthamus tinctorius)
Nu springer jeg fra træerne til en blomst, der har været brugt til
plantefarvning, men nu dyrkes
kommercielt i stor stil rundt om i verden for at man kan udvinde olie af dens frø, og som det
ses på nedenstående kort, også i Indien, som er angivet med en stor grøn
cirkel. Indien, hvor jeg sluttede i mit forrige blogindlæg.
Når jeg synes, det er lidt spændende at medtage safflor, er det,
fordi det er et eksempel på en plante, hvor det er selve blomsten, der giver
farven og ikke hverken rod eller ved.
Der kunne nævnes andre blomster, der har været brugt til plantefarvning i Danmark og andre steder – blomster som mauve - katost - eller vau – farvereseda. Men jeg har valgt safflor som den umiddelbart mest spændende.
Safflor er en etårig tidselagtig urt med en kraftig pælerod, som gør, at den kan gro i tørre områder. Den kaldes også farvetidsel og falsk safran.
Det er en af verdens ældst kendte afgrøder. Arkæologiske spor tyder på, at den blev dyrket helt tilbage i år 2500 f. Kr. Kemiske analyser af tekstiler fra det 12. dynasti (1991-1802 f. Kr.) i Egypten viser, at de er farvet med farvestof fra safflor, og der er fundet blomsterkranse af safflor i Tutankammons grav.
Ad Silkevejen er megen viden og nye varer strømmet fra øst til vest, men safflor er en plante, der er vandret den modsatte vej. Den har spredt sig fra vest mod øst. I Kina menes det, at safflor er begyndt at blive dyrket omkring år 0. På et tidspunkt blev safflor dyrket på så stort et areal, at det begyndte at gøre indhug i fødevareforsyningen, hvilket førte til et kejserligt dekret, udstedt i 1292, der forbød dyrkningen af safflor.
Ordet safflor er fundet på mesopotamiske tavler med kileskrift, og John Chadwick, som var den, der identificerede det tidlige skriftsprog Linear B, har påvist, at det græske ord for safflor kārthamos, κάρθαμος ofte optræder på stentavler fra omkring 1450 f.Kr. - tavler, der fundet på Knossos, i Theben og Mykene. Teksterne på både de mesopotamiske og de græske stentavler er som regel handelsfolks vareopgørelser.
Både Aristoteles (384-322 f.Kr.) og Theophrastus (371-287 f.Kr.) nævner safflor i nogle af deres tekster.
Aristoteles kender vi som filosof. Theophratus er en anden spændende person, som jeg aldrig før har hørt om, men han fortjener lidt omtale, synes jeg.
Han var elev af Platon og Aristoteles og efterfulgte sidstnævnte som leder for den peripatetiske skole i Athen. Det var Aristoteles, der gav ham navnet "Theofrastos" = Gud-taleren, den der taler guddommeligt.
Theofrastos arbejdede med de fleste videnskaber og populariserede ofte andres viden. Hans vigtigste bidrag var hans to afhandlinger i botanik, Historia Plantarum, "Planternes historie"), og De Causis Plantarum, "Årsager til plantevækst".
I mere end 1.500 år var disse bøger hovedværker indenfor botanikken. Begge bøger indeholder nøjagtige observationer af planternes opbygning – næsten 500 arter i alt. Han var den første, som skrev om bestøvning og planternes formering og om vigtigheden af jordbund og klima. Bøgerne indeholder også praktiske oplysninger om kultivering, plantesygdomme og podning, foruden anvendelse af planterne indenfor medicin.
Carl von Linné kaldte Theofrastos for botanikkens far.
Han selv, Linné, det er ham, der bliver kaldt den moderne biologis far.
Det var ham, der lagde grunden til den moderne nomenklatur inden for biologi og den moderne systematik, som grupperer planter og dyr.
Systemet har samme grundlæggende betydning for biologien som det periodiske system har for kemien. Grundlaget for opdelingen er, at enhver organisme tilhører en art. Arter der ligner hinanden tilhører en slægt, der igen samles i en højere kategori, osv.
Nomenklatur betyder videnskabeligt artsnavn – det vi som oftest blot kalder det latinske navn. Men det er en eksakt, videnskabelig betegnelse for en enkel biologisk art. Det består af et binomen, som er sammensat af to ord, slægtsnavnet og artsbetegnelsen.
Linne introducerede begrebet i sit værk Species Plantarum fra 1773.
Mange af informationerne om de græske planter stammer fra Theofrastos'
egne observationer, da han er kendt for at have
rejst gennem Grækenland og for at have haft sin egen botaniske have. Men
værkerne bygger også på rapporter om planter i Asien, der er bragt med tilbage
fra folk, der fulgte Alexander den Store på hans togt til Indien. Det gælder
hans beskrivelser af planter som f.eks.
bomuld, banyan, peber, kanel og myrra. Så fik jeg også bundet en lille sløjfe tilbage til Alexander den
Store, som jeg lidt umotiveret omtalte i første del af plantefarvning 2.
Farvestoffet i saffloorsblomsterne hedder carthamin. På engelsk kaldes farven også Carthamus Red eller Natural Red 26. Den kan både farve rødt og gult, men som de engelske navne angiver, var den røde farve den mest eftertragtede af de to.
Carthamin er i vid udstrækning blevet brugt til farvning af uld i den europæiske tæppeindustri. I den anden ende af verden – i Japan – er den også udnyttet på en helt anden måde, nemlig i kosmetik til geishaer og kabuki-kunstnere.
Kabuki (歌舞伎) er det klassiske japanske dansedrama, som er kendt for sine ret opstyltede eller overlæssede kostumer og dets forfinede, men også overdrevne kumadori-sminkning.
Safflor har vokset over store dele af verden. Også på det amerikanske kontinent. Allerede de tidlige spanske conquistadores stødte på den langs Rio Grande-floden i New Mexico. Her dyrkes den nu under navnet Corrales Azafran, og i det mexicanske køkken benyttes blomsten som falsk safran.
De tørrede safflorblomster bruges også som urtete.
Tidligere – før man fik de kemisk fremstillede og billigere anilinfarver, blev safflor således brugt til farvning og aromatisering af både fødevarer og medicin, men i dag dyrkes safflor hovedsageligt for at man kan udvinde olie af frøene. Safflor indeholder to slags olier. Den ene anvendes i oliefarver, den anden i madolie, på linje med solsikkeolie og olivenolie.
Der forskes dog også i, om man kan benytte olien fra safflor som en biologisk nedbrydelig olie til smøremidler, hydrauliske væsker og transformerolier og som råmateriale til biopolymerer, dvs. til produktion af bioplast og emballage baseret på fornybare ressourcer som afgrøder og restprodukter fra landbrug og fødevareproduktionen.
Så måske er der en stor fremtid i safflor.
De sidste to vækster
De sidste to vækster, jeg vil omtale, er rathania og alkanna. Ved begge er vi tilbage ved planter, hvor det er roden, der udnyttes til farvning. Og ligesom ved sandeltræ og safflor er det for begges vedkommende måske mere til andet end lige netop plantefarvning af garn og tekstil, de nu udnyttes – men også til det.
Alkanna (Anchusa tinctoria)
Det latinske navn for alkanna er Anchusa tinctoria. Den kaldes også Israels urt. Jeg har ikke helt kunnet finde ud af hvorfor, men slår jeg alkanna op på nettet, så kommer den op med sit navn på både hebræisk og arabisk: Hebrew: אלקנת הצבעים, Arabic: شنجار / خس الحمار . Det, synes jeg, er lidt sjovt. Det er der ikke mange andre planter, der gør.
Så der må jo være en eller anden forbindelse, som jeg ikke har fundet.
Alkanna stammer oprindelig fra sandende områder i Nordafrika. I dag findes dens naturlige habitat primært i Sydeuropa, herunder særligt Tyrkiet og Ungarn, men den nævnes også som forekommende i Sydengland. I Frankrig dyrkes planten i drivhuse.
I folkemunde kaldes planten Oksetunge på grund af
bladenes ru overflade.
Oksetunge? Jamen vi har da også de flotteste blå oksetunger i Danmark, har vi ikke? Er det i virkeligheden alkanna??
Nok ikke. Bladene er ikke helt så ru på vores lægeoksetunge, synes jeg. Men måske er de familie? Jeg ved det ikke og forsker ikke videre i det.
Alkanna-planten har en pælerod, som udvendig er mørkrød/sort, indvendig er den blå og inderst hvidlig. Rødderne indeholder farvestoffet alkannin eller alkanet, som imidlertid også benævnes med mange andre navne som orchanet, dyers bogloss, spansk bugloss eller Languedoc bugloss.
Når alkannarod udtrækkes i små mængder, vil farven blive
violet/mørkerød. I et papyrus fra 3. eller 4. århundrede E.Kr., fundet i
Theben, nævnes alkanna som egypternes kilde til rød farve. Til rødt klæde brugte de
alkanna og henna, og til det blå brugte
de indigo og vajd, som jeg skrev om i mit forrige blogindlæg, og gult klæde
er blevet farvet med safflor og granatæble.
Når man tilsætter alkanna til olie, sæbe eller lignende, bliver farven mere lyserød.
Alkanna bruges i stor stil i kosmetik – læbepomade, læbestift, rouge osv. Det bruges som farvestof i vin, alkohol og vegetabilske olier, og når det tilsættes gulvlak, giver det træet en fantastisk flot skinnede overflad og kan også farve gulvtræet og få det til at ligne maghoni.
Nogle steder i verden, f.eks. Australien benyttes alkanet som farvestof i madvarer, men det er ikke tilladt i EU.
I lægmandsmedicin benyttes roden mod betændelse.
Jeg må indrømme, at når jeg skriver om alkanna, er det vist mest,
fordi dens blomster har den fantastiske stærkblå farve.
Min yndlingsblomst her i efteråret er den
på samme måde strålende blå ensian, som jeg troligt køber hvert år, og som aldrig kommer igen
året efter. Jeg er vild med blå blomster. Afrikas lilje er også en af yndlingsblomsterne.
Tidligere havde Geografisk Have i Kolding anlagt det, de kaldte Kinas blå Flod. Et smalt bugtende bånd med forskellige lave blå blomster. Det burde de genetablere - og medtage alkanna.
En anden grund til, at jeg hare medtaget alkanna er nok også, at det trigger mig, at jeg ikke fandt forklaringen
på navnet Israels urt. Måske jeg kan håbe på respons fra en læser, der ved noget?
Men nu vil jeg forlade Middelhavsområdet og igen rykke over til Sydamerika, til ratania-planten. Den byder på flere interessante historier, end jeg kunne trække ud af alkanna.
Ratania
Den vokser på golde, sandede skråninger i Andesbjergene i Peru og Ecuador.
Dens forgrenede rodnet er med til at beskytte mod erosion af den tynde, tørre jord i bjergene.
Navnet rhatany kommer fra det peruanske Quechua-sprog og betyder noget i retning af ”plante, der kravler hen over jorden”. Plantefamilien er kramenia.
To spanske læger og botanikere opdagede ratany under deres udforskning af det peruanske højland. De så kvinder rense deres tænder med små pinde af ratany-roden og senere afdækkede de rodens hæmostatiske effekt.
Hæmostase er fællesbetegnelsen for de processer i kroppen som permanent kan stoppe en indre eller ydre blødning som følge af en skade på en blodåren – altså få blodet til at koagulere.
Ratania er et af de produkter, der dukker op på danske hjemmesider for handel med produkter til plantefarvning. I Portugal er ratania tidligere blevet brugt til at give farve til portvin. Men mest udnyttes rataniaroden i dag til cremer og – især - i forskellige mundskyl.
Roden har astringerende (sammentrækkende – udglattende) egenskaber, som udnyttes i cremer og indeholder stoffer, der hæmmer spredning af bakterier og svampe, så den er nyttigt til behandling af betændelse i slimhinderne i munden og halsen, men også i mave-tarmsystemet og til diarré.
(Sikke nogle fine ord, jeg får lært – astringerende, hæmostatisk ….)
Ratany er en rigtig spændende plante.
Det er en busk på op til en meter og vokser højt oppe i Andesbjergene. Dens grene er dækket af små hår og er liggende snarere en oprejst.
For at overleve i det ugæstfrie landskab trækker ratany vand og næringsstoffer fra andre planter. Den er ikke særlig selektiv, men bruger forskellige plantearter som vært. Dette kaldes hemiparasitisme, fordi ratany udfører en vis fotosyntese og kun delvis er afhængig af værtsplanten. Det var det samme, som jeg fortalte om ved sandeltræet.
Ratanygrenen har gulhvide, dunede, spidse, aflange ovale blade omkring en cm lange. Dens blomster er usædvanlige, idet de ikke producerer nektar for at tiltrække insekter. I stedet producerer de en lugtfri olie i specielle kirtler kaldet elaioforer. Bier af slægten centris er specialiserede i indsamling af denne olie, som de samler som mad til deres unger, og derved bestøver de blomsterne.
Denne beskrivelse får mig til at huske en anden blomst La chuguiragua, som vokser højt oppe i Andesbjergene i Ecuador, fordi der mellem blomsten og en lille kolibri-art består et lignende afhængighedsforhold.
La chuguiragua kaldes også både ”Flower of the Andes” eller endda “the National flower of Andean mountain climbers” og også the ”Flower of true love”. De to første tilnavne naturligvis, fordi den vokser så højt oppe i bjergene – på siderne af Ecuadors mange vulkaner, som f.eks Cotopaxi og Chimborazo – sidstnævnte var den, som Alexander von Humboldt besteg. Den klarer sig i det barskeste klima helt oppe ved snegrænsen. Om dagen under en til tider brændende sol, som sneen reflekterer og forstærker, om natten i frysende kulde og både dag og nat i en bidende vind.
Planten er fyldt med skarpe stikkende torne, og derfra har den fået det sidste tilnavn, Flower of True Love. For kun en mand, der virkelig elsker sin kvinde vil tåle disse torne for at plukke den smukke blomst til sin elskede.
Kun en enkelt lille kolibri, som lever helt heroppe, kan med sit lange tynde næb nå ind i blomsten og bestøve den. Det er den smukke Ecuadorian Hillstar, der kun lever her i Ecuador. Spændende at se, hvordan dyr og planter tilpasser sig naturen – og hinanden. For Ecuadorian Hillstar lever næsten udelukkende af pollen fra netop chuguiraguaen, hvis bestøvning afhænger af fuglens besøg. Så her er begge lige afhængige af hinanden.
Ecuadorian Hillstar er en af de mindste kolibrier. Den bliver kun 10 cm lang og vejer 8 g, men netop denne art har større fødder end normalt for kolibrier. Normalt begejstres vi for billeder og videoer af svirrende kolibrier, der hænger i luften, mens de suger nektar, men for at spare energi i det kolde klima, så sidder Ecuadorian Hillstar stille på chuguiraguaen, mens den indtager næring.
For en del år siden tog jeg HF-eksamen i spansk på aftenkursus på VUC, og jeg fulgte det op med et konversationskursus i LOF. Her skulle vi komme med samtaleoplæg. Da det blev min tur, havde jeg netop set en BBC-dokumentar om Sydamerikas kolibrier og var blevet vældig optaget af dette emne, så det blev det, jeg valgte at tale om. De øvrige deltagere og selv læreren syntes, det var et pudsigt emne. Det var det jo også .- ikke specielt velegnet til konversation. De fleste andre talte om mad og vin eller børn og børnebørn. Men det var da velegnet nok alligevel, for selv om de øvrige kursister ikke kunne bidrage med meget om emnet, kunne de stille mange spørgsmål, så der alligevel kom en god samtale ud af det.
Men det er fra den BBC-udsendelse, jeg har oplysningerne om afhængighedsforholdet mellem - symbiosen - mellem chuguiragua-blomsten og Ecuadorian Hillstar.
Og når jeg kunne finde det frem igen, så er det fordi jeg som skolebibliotekar på samme tid - i 2008 - deltog i et virtuelt kursusforløb, hvor vi afprøvede alle de mange nye digitale muligheder, og her lagde jeg netop billeder og tekst om chuguiragua-blomsten og den smukke lille kolibri på den blog, vi netop her var ved at lære at lave.
På samme blog havde jeg også lagt nogle af John Guilds smukke tegninger af Sydamerikas kolibrier. The Bird Man blev han kaldt.
Dengang skrev jeg:
"I forbindelse med verdensudstillingen i London 1851 byggedes et særligt hus til udstilling af John Goulds private samling af kolibrier. Gould var fuldstændig fascineret af de små flyvende ædelstene, som kolibrierne også kaldes. Ud over at være en dygtig konservator, var han også en fantastisk tegner.
Goulds guldtryk af kolibrier sælges i dag til skyhøje priser på engelske auktioner."
På denne John Gould-tegning har han godt nok tegnet et par siddende Ecuarian Hillstars, men også en hastigt svirrende en i færd med at suge nektar.
Bloggen ligger der i øvrigt stadig, http://biblog2.blogspot.com/ - sammen med et par andre, selv om jeg for nogen tid sin fik meddelelse om, at de ville blive lukket, fordi der ikke havde været aktivitet i længere tid.
Uh, det var godt at gense de smukke billeder, jeg dengang lagde på. Det øverste herunder var et, jeg fandt i en Flickr-gruppe, der hed Ethnic or primitive carriers. Det nederste er en collage, jeg selv sammensatte.
Det øverste billede i højre hjørne er et billede, Tanja Rebecca har taget på sin første rejse til Quito og Ecuador. Det nederste i midten kunne være hendes smukke, lidt betuttede øjne, da hun vågnede efter den første nat som vores datter - men det er det nu ikke. Alle på nær billedet øverst til højre er fundet rundt omkring på Flickr og i rejsebureauernes reklamer.
Tilbage til rataniaplanten og lidt fremtidsperspektiv
Rataniaplanten er ikke krævende, men den kan ikke dyrkes.
Sammen med en botanikprofessor fra universitetet i Arequipa gjorde det tyske firma Weleda forsøget, men opgav dels pga. plantes særlige biologi, som jeg beskrev ovenfor og dels fordi den vokser ekstremt langsomt. Den tager mellem 7 og 15 år at vokse sig så stor, at den første høstning kan ske. Så selv hvis man fik etableret områder, hvor planten kunne gro sammen med de plantearter, der er nødvendige for at opnå den nødvendige hemiparasitisme og få tiltrukket den rette biart, så ville investeringen og pasningsarbejdet være kompleks og upraktisk – og nok ikke økonomisk rentabelt.
I stedet indgik Weleda en bred samarbejdsaftale om oprettelsen af et projekt for bæredygtig indsamling med fredningsmyndighederne ‘INRENA’, videnskabsfolk, plukkere, forhandlere og det tyske ‘Gesellschaft für Internationale Zusammenarbeit’.
Igennem dette samarbejde har man etableret et fredet område på 2.000 hektar i Arequipa-regionen for bæredygtig indsamling af planter i naturen. Forskerne og Weledas indkøbere af planter har udviklet en metode hvor kun hver femte plante måtte høstes med alle sine rødder, og efterhånden som plukkerne høster, så sår de også rataniafrø i den forstyrrede jord for at sikre den fortsatte genvækst af frøplanter, og de peruvianske fredningsmyndigheder har til hensigt at ophøje ‘den bæredygtige indsamlingsmetode’ til lov for alle virksomheder, der ønsker at eksportere ratania. Det betyder, at kun de, der indsamler ratanhia på en bæredygtig måde, har lov til at eksportere fra Peru.
Hvis samme strategi kom til at gælde andre lægeplanter, kunne det være et vigtigt skridt i retning af en bæredygtig udnyttelse af naturen – på naturens præmisser – ligesom forsøgene med at udvinde plastik af safflor og ligesom det økologiske genplantningsprojekt i Mexico, og de forholdsregler man har indført mod overudnyttelse af sandeltræet i Indien.
At kosmetik, kropspleje, helse og medicin på naturprodukter er i opblomstring, er der ingen tvivl om. På Dr Hauschkas hjemmeside, ”Our virtual garden”, som de kalder den- den som jeg stødte på , da jeg søgte info om ratania - der har de en alenlang liste over planter, de anvender i deres virksomhed. Planter, der for en lang rækkes vedkommende er de samme, som mange af dem jeg finder på Handelshuset Nidarus’ hjemmeside for produkter til plantefarvning.
I mit forrige indlæg gengav jeg de høje mål, der er sat for Palo de Tintos økologiske genoprejsningsprojekt i Mexico. Dr Hauschka-firmaet angiver på sin hjemmeside mål, som er endnu højere:
A Mission to Support the Healing of Humanity and the Earth
"The founder of Dr. Hauschka manufacturer WALA Heilmittel gave his company a mission that continues to this day. Dr. Rudolf Hauschka's goal "to support the healing of humanity and the earth" informs not only the culture of Dr. Hauschka Skin Care and its manufacturer, WALA Heilmittel, but also the company's business practices, production methods and the very nature of the company's products themselves.
Inspired by our vision of a culture of care, we've created a company powered by principle. Everything we do is in the interest of fostering well-being in the world, from our ecologically conscious methods of growing and sourcing ingredients to our one-of-a-kind manufacturing processes and international fair trade initiatives."
Og ovenfor beskrev jeg det projekt, som firmae Weleda har gang i omkring Rataniaprodukterne. De omtaler sig selv som: "Weleda verdens mest bæredygtige hudplejevirksomhed."
Jeg lagde ud med at ville skrive om historiske og kulturgeografiske forhold med udgangspunkt i træer og planter til plantefarvning, men langsomt kom der mere og mere ind om kosmetik og sundheds- og medicinske produkter. Så selv om der før er tjent store summer på plantefarve, og selv om det ser ud til, at plantefarvning stadig er ret populært på amatørbasis, er der ingen tvivl om, at det nu er i helseprodukterne, de store penge ligger.
Tyskland har længe været førende indenfor den kemiske farveindustri. Spændende, hvis de nu bliver førende inden for en økologisk fair trade industri - hvis ikke det bare er slagord, som sikrer en god indtjening. Hvis ens mission er at hele menneskeheden, var der måske andet end skønhedsprodukter, man kunne vælge at investere i.
Men der er heller ingen tvivl om, at det er planterne, de smukke farver og hele det kulturgeografiske og historiske element, der har min interesse. Og her er der faktisk – selv om udgangspunktet for hjemmesiden er reklame for deres produkter - masser af spændende stof at dykke ned i på Dr Hauschkas hjemmeside https://www.drhauschka.de/en/cosmos/values/organic-raw-materials-from-around-the-world/medicinal-plant-glossary/
Vidste du f.eks. at avokado-blomster skifter køn, således at de om morgenen er hunkøn, men om eftermiddagen bliver hankøn! Eller omvendt!
Bl.a. det lærte jeg på den hjemmeside, så der må være mange flere gode historier at hente der. En anden god gang :-)
Afslutning med refleksion over indlægget
Det har taget mig rigtig lang tid at få skrevet de to seneste af mine blogartikler. Jeg er stødt på modstridende oplysninger eller oplysninger, der har undret mig.
F.eks. undrede jeg mig over at læse, at blåtræ blev forbudt i England samtidig med at jeg kunne læse, at englænderne tjente store penge på blåtræ, og at Belize, den tidligere engelske koloni Britisk Honduras opstod på baggrund af englændernes store eksport af blåtræ. Forklaringen viste sig så at være, at de to modstridende oplysninger skulle henføres til to tidsmæssigt forskellige periode.
Det krævede mange opslag at få hoved og hale på det, og da jeg endelig fandt frem til en artikel med en alenlang række af referencer - en kilde, jeg derfor satte min lid tid til - ja, så var den naturligvis på engelsk, og jeg måtte møjsommeligt oversætte de passager, jeg kunne bruge.
Men det er lige præcis det, der gør det så sjovt at kaste sig over et hvilket som helst emne og så på den måde komme hele verden rundt og pludselig ane tråde og forbindelser, der måske, måske ikke, holder, så jeg må søge videre for at få verificeret indhold og antagelser – eller afkræftet.
Netop da jeg havde læst, at morbærtræets bær har kort holdbarhed og derfor ikke forhandles, så billedsøgte jeg på morbærtræets spanske navn mora amarillo og røg lige ind på en hjemmeside for et firma, der forhandler morbærbær i Buenos Aires.
Normalt er jeg ikke så glad for at lande på reklamesider, også pga. af risikoen for virus. Men lige netop her, syntes jeg, det var meget sjovt.
Afsnittet om ratania blev også mere omfattende end forventet. Jeg
startede ud med en ganske kort dansk omtale, men da jeg søgte videre, var det
også på to hjemmesider for helseprodukter, jeg fik meget mere at vide om planten, om dens biologi, men også info af anden art.
Gang på gang, når jeg mente, at nu var jeg ved at afslutte indlægget, ja, så dukkede der lige noget mere spændende stof op.
Som vanligt blev hovedemnet et par gange afbrudt af andet, jeg blev interesseret i eller kom til at mindes.
Hvor har jeg dog fornøjelse af at søge unyttig viden - viden jeg ikke har brug for - ikke skal bruge til noget. Mit mantra er jo, at viden ikke kun skal være noget, man søger, når man aktuelt har brug for det. At unyttig viden også er nyttig – for ens brede horisont og ens optagethed af verden. Og det holder i al fald hjernen i gang at søge efter den.
Tænk
engang, hvis jeg hos læseren kunne vække en gníst at interesse for
nogle af de mangfoldige emner, jeg så let bliver optaget af.
Gad vide, hvilken unyttig viden jeg kaster mig over i mit næste blogindlæg?
Vi får se.
