Vejen til Palmyra

Ny Carlsberg Glyptoteket rummer den største samling gravportrætter fra Palmyra uden for Syrien. De kommer rigtig til deres ret på særudstillingen Vejen til Palmyra.

Palmyra (græsk: Παλμυρα, dansk: Palmebyen; aramæisk Tadmor) -  

var beliggende i den syriske ørken midt mellem Eufratfloden og Middelhavet.

Den blev opført nær en varmtvandskilde, der hed Afqa, og så tidligt som i det 18. århundrede f.Kr. var stedet beboet af aramæere, amoritter og nabatæere. Fund af vandledninger vidner om, at man har forsøgt at drive et agerbrug,

Byen havde sin blomstringstid i det tredje århundrede efter Kristi fødsel, hvor den på et tidspunkt havde 200.000 indbyggere.

Dens velstand skyldtes, at den var et handelsknudepunkt. Palmyra var sidste stop på en af Silkevejens karavaneruter.

Kamelkaravaner fra øst gjorde deres sidste stop i Palmyra for at varerne kunne blive læsset over på æselkaravaner, der fortsatte mod Middelhavet.

Karavanerne, der kom gennem byen, medbragte silke fra Kina, bomuld, krydderier, ædelsten og farvestoffer fra Indien, elfenben fra Afrika, myrra og røgelse fra Arabien og vin, metaller og glas fra vesten. 

På museet kunne man dufte til myrra, sandeltræ og flere andre krydderier.

Området blev erobret af romerne omkring Kristi fødsel og i det, vi i Danmark kalder romersk jernalder, udgjorde det en østlig forpost  i Romerriget.

Palmyra var kendt for byens dygtige bueskytter. På Trajansøjlen i Rom skulle der på et relief være afbildet en gruppe af palmyrenske bueskytter, der var en del af den romerske hær under Kejser Trajans felttog i Dakien.
Det er vist ikke lige det, der vises på mit foto, men nu kom kom det med, for det er det eneste, jeg har af et relief med en kampscene.

Ofte affotograferer jeg teksterne til de udstillede genstande, men her på Glyptoteket sidder teksten - i meget små bogstaver - helt nede ved jorden - og jeg gad vist ikke bukke mig så langt ned. Jeg skulle nok have købt udstillingskataloget.

  

Men Palmyra er især også kendt for sin berømte dronning Zenobia, som berømmedes for sin skønhed. Hun var veluddannet. Hun talte syrisk, græsk, egyptisk og latin. Hun læste Homer, Platon og andre græske forfattere.  Zenobia hævdede at stamme fra Dido, dronning af Carthage og af Ptolemeus' dronning Cleopatra af Egypten . 

Selvom der ikke er nogen konkret dokumentation for dette, havde hun kendskab til det gamle egyptiske sprog og udviste hengivenhed til den egyptiske kultur, og hun kan have været delvist egyptisk gennem sin mors afstamning.
Men hun er også kendt for med sin hybris at udfordre den største militære magt i sin tid og gennem sit oprør mod romerne at forårsage Palmyras fald.

Zenobia var kong Odaenathus ' 2. hustru. Da han blev myrdet i 267, overtog hun magten i Palmyra som formynder for deres søn. I de følgende år erobrede hun Egypten (år 270) og næsten hele Lilleasien og erklærede sig uafhængig af Romerriget. 

Hun blev dog besejret af kejser Aurelian og blev i guldkæder ført til Rom som gidsel og sejrstrofæ. Her tog hun sit eget liv.

Mønter med Zenobia som Augusta.

I 1800-tallet og senere blev Zenobia genstand for både musik. litteratur og malerkunst i den vestlige verden.

Zenobiaskulptur udført af den amerikanske Harriet Hosmer (1830 - 1908), som betragtes som den første kvindelige professionelle billedhugger. (Ikke fra Glyptoteket)

I 2016 udkom for øvrigt en billedfortælling/graphic novel af Morten Dürr og Lars Hornemann, som refererer til dronning Zenobia.

 I en overfyldt båd langt ude på havet møder vi den syriske pige Amina. Hun er helt alene blandt de mange fremmede. Et uvejr trækker op, og båden kæntrer. Mens Amina ligger i vandet, tænker hun tilbage på sine forældre og på den sidste gang, hun så dem.
En grufuld historie.



Tilbage til Glyptotekets gravskulpturerne. De er fundet i høje begravelsestårne og underjordiske gravkamre. De er overordentlig detaljerede, og kvinderne bærer elegante frisurer og er behængt med smykker - også i form af indlagte sten.

Man mener, at skulpturerne har været stærkt bemalet, og digitalt viser man, hvordan man på museet forestiller sig farverne - og desuden fortælles i en særlig montre om farvefremstilling.

 

Palmyra var en rig by med storslåede bygningsværker. Baaltemplet, kolonaden, et amfiteater, som var på UNESCOs verdensarvliste.

I 128 e.Kr. besøgte kejser Hadrian oasebyen Palmyra og erklærede den for fristad. I 212 blev byen romersk koloni. Efter at Zenobias oprør var slået ned, efterlod den romerske kejser 600 soldater i byen, men de blev dræbt, og palmyrenerne udråbte igen en konge. Efter denne provokation vendte Aurelian tilbage i 273, men byen var forladt; palmyrerne var vendt tilbage til ørkenen. Romerne befæstede oasen og anlagde en militærlejr i en nyopført fæstning, legio I Illyrisorum, som nu blev den økonomiske drivkraft.

Fra begyndelsen af det 4. århundrede havde Palmyra en biskop, og fra slutningen af det århundrede blev de hedenske, hellige bygninger gradvist forladt eller konverteret til kirker, som eksempelvis det berømte Bel-tempel.

Da kalif Abu Bakrs muslimske hær ledet af den arabiske hærfører Khalid ibn al-Walid, nåede Palmyra, overgav byen sig uden kamp.
Efter 634 blev Beltemplet en moske.At templer/kirker skifter indhold kendes mange steder fra. Ved vores besøg i den store katedral i Syracus på Sicilien kunne guiden udpege rester af de mange omskiftende trosretninger, der havde benyttet kirken i tidens løb, og inde midt i den store mezquita i Cordoba, blev – da de kristne fik magten efter at maurerne blev endelig fordrevet fra Andalusien – bygget en stor kristen kirke. Lykkeligvis fik den oprindelige fantastiske bygning dog lov at stå udenom. Mezquitaen er en de mest imponerende bygninger, jeg nogensinde har set.I Palmyra var der nu ikke længere brug for militærfæstningen, som engang husede den romerske legion, for Palmyra lå nu ikke længere i et grænseland, men i stedet i midten af et stadig voksende territorie, som det islamiske kalifat i Damaskus havde herredømmet over. Byen svandt i størrelse og omkring 700 e.Kr. mistede den helt sin betydning.I 1678 genopdages Palmyra af en gruppe britiske handelsrejsende.1882-86 indkøber Brygger Jacobsen de første ting til sin Palmyrasamling.
I 1924, 1925, 1928 og 1936 udfører Harald Ingholt arkæologisk feltarbejde i Palmyra, og 1931-38 leder han Carlsbergfondets arkæologiske ekspedition til Syrien. Ekspeditioner, der har ført til Glyptotekets imponerende samling af artefakter fra Palmyra.