Om Congos natur i de vilde nordlige områder.

Dette blogindlæg skal handle om floder og vildtreservater - og lidt guld.

Jeg vil starte med at tage dig med til Bili, der ligger in the middle of nowhere på længde- og breddegrad  25,1740942 ø, 4,1563889 n.

Et sted, som jeg gætter på, kun de færreste danskere kender eksistensen af.

Men har du læst mit forrige blogindlæg, så aner du, vi skal op til det nordligste af DRC Congo.

 

For du husker sikkert kortet over Vicicongo-jernbanen eller Uele-banen, som den også blev kaldt.

Fra Bondo, som du ser længst mod nord på jernbanekortet, kan du nå Bili ad et "dirt track" - en jordvej.

Luftfoto af Bili

Her har jeg zoomet ind på fotoet ovenfor.

Bili ligger i Bas-Uélé-distriktet omkring 200 km øst for Bondo og 250 km nord for Buta. Distriktet er beliggende nord for Uélé-floden, langs Bili-floden, som er en biflod til Ubangi-floden, og den ligger 50 km syd for Mbomou-floden, som danner grænsen til Den Centralafrikanske Republik.

Bili har eksisteret siden mindst 1908. Den ligger på land dækket af sumpe og savanne med skovpletter, mens der syd for Uélé ligger tæt ubrudt regnskov.  I 2005 fandt en Time-reporter ud af, at regionen var meget uudviklet på grund af krig og omsorgssvigt. Cykler var den vigtigste transportform på det tidspunkt.

Da man efter Congokrigene ønskede at afvæbne folk, så tilbød man cykler for våben, der blev afleveret. Jeg husker ikke, om det var lige her, men det kunne det da godt være.

Da der var problemer i nabolandet Den Centralafrikanske Republik (CAR), fik det et stort antal mennesker til at krydse den nærliggende Mbomou-flod for at søge tilflugt i Bili. I 2015 blev en UNHCR-flygtningelejr til 4.000 oprettet i en nærliggende landsby. Det gav naturligt nok problemer med fødevareforsyningen til så mange ekstra mennesker. Fra 2020 huser flygtningelejren 10.000 mennesker fra Den Centralafrikanske Republik. Der er også talrige uformelle flygtningelejre langs grænsen på den nærmeste bred af Mbomou og Ubangi. Her er malaria et problem, og UNHCR forsøger at overbevise disse flygtninge om at delejre til Bili.

I 2014 erklærede Africa Wildlife Foundation (AWF) hele regionen fra Uélé til Mbomou for 'Bili-Mbomu Forest Savanna Mosaic'. De kalder også regionen 'Bili-Uele beskyttet område'. DRC's regering anerkender ikke disse enheder. I 2015 klagede AWF over håndværksminearbejdere og oprindelige Mbororo-folk, der krydser floden fra nord, da de lever som kvæghyrder og også jager dyr. I begyndelsen af ​​2015 fik en NGO-gruppe etableret et feltkontor i Bili og begyndte at uddanne en gruppe på tyve til tredive rangers til at patruljere regionen for AWF. 

Du kan se Uelefloden nederst.
Så ved du nogenlunde, hvor vi befinder os.

På kortet herunder ses, at området er delt op i Mbomu Wildlife Reserve og Bili-Uere . Rundt om begge ligger Mbomu Hunting Reserve. Forskellen mellem Wildlife Reserve og Hunting Reserve må være, at i Wildlife Reserves er dyrene 100 % fredet, i Hunting Reserves må der foregå kontrolleret jagt - tror jeg nok.

Bili kan nås med let fly, båd og med køretøjer på jordveje. 

I august 2024 var 2 medarbejdere i AWF på et 10-dages EU-støttet besøg i Bili-Uele Protected Area, hvor de rejste rundt til lokalsamfund og høvdingedømmer  med det formål at skabe forståelse for bevaringsprojektet og skabe gode relationer mellem AWF-vagter og lokalbefolkningen 

AWFs Senior Safeguard Officer, Dodo Moke
og kommunikationsassistent, Rachel Emisave

Jeg indsætter AWFs beretning om deres tur derop herunder.

"I hjertet af Congo Basin-regnskoven, beliggende over 3.000 kilometer nordøst for Kinshasa, hovedstaden i Den Demokratiske Republik Congo, ligger Bili-Uele Protected Area Complex - et fristed, der spænder over 40.000 kvadratkilometer. Dette enorme og pulserende landskab er ikke kun et paradis for østlige chimpanser og skovelefanter, men også en kritisk komponent i en global kulstofdræn, der er afgørende for at regulere vores planets klima.

Bili-Uele er ekstremt afsides og kræver en besværlig to-dages tur på motorcykel gennem tætte skove, snoede floder og smalle stier. For nylig påbegyndte AWFs Senior Safeguard Officer, Dodo Moke, og kommunikationsassistent, Rachel Emisave, denne besværlige rejse og rejste 598 kilometer med start fra Kisangani, hovedstaden i Tshopo-provinsen. Kisangani, en pulserende by i det nordøstlige DRC, ligger cirka 2.900 kilometer fra Kinshasa, den nationale hovedstad. Ruten til Bili-Uele, fyldt med sikkerhedskontrolpunkter og uforudsigelige forhold, understreger den dedikation, der kræves for at nå dette unikke økosystem.

På den første dag tog holdet afsted fra Kisangani og tilbagelagde 128 kilometer på seks timer, før de krydsede Banalia-floden med speedbåd. 

Crossing river Banakia.

Efterhånden som dagen skred frem, navigerede de på smalle veje fyldt med motorcykler, der satte fart og ankom endelig til byen Buta kl. 21.00. I alt gennemførte de 327 kilometer den dag.

Upåvirket af kraftig regn genoptog de deres rejse klokken 04.00 den følgende dag. De trodsede fem timers mudret terræn og dækkede yderligere 271 kilometer. Efter at have krydset Uere- og Uélé-floderne med kano nåede de endelig frem til  Bili-Uélé Hunting Estate base kl. 17.00. "

Efter rejsen rapporterede de tilbage, at  deres beslutsomhed havde givet pote, da de havde succes med lokale myndigheder og lokalsamfundsmedlemmer - et afgørende skridt i at fremme bevaringsindsatsen i regionen.

Det er i Bili-skoven, at man kan møde aben med de mange navne: Billi-ape, Bondo Mystery Ape, Lion-Eating Ape - eller rettere, det er her, du kan møde myterne om denne gigantiske og aggressive abe. 

Det er egentlig pga. disse myter, at jeg fik lyst til at skrive dette blogindlæg.

Det førte så en masse mere med sig.

Kranier af gorillaer blev først indsamlet nær byen Bili i 1908. Disse blev sendt til kolonimagten i Belgien; i 1927 blev en ny underart af gorilla, Gorilla gorilla uellensis, beskrevet baseret på disse eksemplarer. Colin Groves undersøgte kranierne i 1970 og fastslog, at de ikke kunne skelnes fra vestlige gorillaer.

Karl Ammann, en schweizisk kenyansk fotograf og anti-bushmeat-forkæmper, besøgte byen første gang i 1996 på udkig efter gorillaerne. I stedet købte Ammann et kranium, der havde dimensioner som en chimpanse, men med en fremtrædende sagittal kam som en gorilla. Ammann købte også et fotografi af jægere af, hvad der lignede en meget stor chimpanse. Og Ammann målte et fækalie tre gange så stort som normal chimpansegødning og tog afstøbninger af fodspor så store som eller større end en gorillas.

Ammann vendte sammen med en gruppe udenlandske forskere tilbage i 2000 til et område beskrevet af en camerounsk bushmeat-jæger, som han havde sendt afsted for at afsøge området et par år tidligere. Selvom de ikke så nogen chimpanser, fandt de adskillige slidte jordreder, karakteristiske for gorillaer frem for chimpanser, i sumpede flodsenge.

I 2001 blev et internationalt hold af videnskabsmænd, rekrutteret af Ammann til at søge efter aberne, men forehavendet blev resultatløst.

Efter den anden Congo-krig sluttede i 2003, var det lettere for videnskabsmænd at udføre feltforskning i Congo.  Ammann rekrutterede nu Shelly Williams, en eksperimentel psykolog tilknyttet National Geographic magazine, og det var hende, der hævdede at være den første videnskabsmand, der så 'Bili-aberne'.  Williams rapporterede om hendes tætte møde: "Vi kunne høre dem i træerne, kun omkring 10 m  væk, og fire kom pludselig farende mod mig. Hvis dette havde været en falsk anklage, ville de have skreget for at skræmme os. Disse fyre var stille, og de var enorme. De kom ind for at dræbe - men de stoppede, så snart de så mit ansigt."

Ifølge Williams klassificerede den lokale befolkning menneskeaber i to grupper. Træslagterne", som spredte sig højt ind i træerne for at komme i sikkerhed for de lokale jægeres giftpile, og  "løvemorderne", som sjældent klatrede i træer og  var større og mørkere og upåvirkede af giftpilene.  

Williams hævdede at have observeret tre arter af chimpanser, inklusive denne nye, under sin sommerturné. "De unikke egenskaber, de udviser, passer bare ikke ind i de andre grupper af aber," forklarede Williams. Aberne, hævdede hun, kunne være en ny art ukendt for videnskaben, en ny underart af chimpansen eller en hybrid af gorillaen og chimpansen. "Vi har i det mindste en unik, isoleret chimpansekultur, der er ulig nogen, der er blevet undersøgt," mente hun. Disse og andre opsigtsvækkende udtalelser til medierne viste sig at være kontroversielle. Ammann havde offentliggjort et brev i 2003, hvori han fordømte Williams' uprofessionelle engagement og meddelte, at han ikke længere ønskede at samarbejde med Williams.  Cleve Hicks, en primatolog rekrutteret af Ammann i 2004, udtalte "genetisk set er de ikke engang en underart"

DNA, taget af hår i de reder, der var fundet i 2003 viste, at chimpanserne tilhørte Pan troglodytes schweinfurthii. Williams argumenterede, at disse hår kunne være blevet kontamineret af rigtige chimpanser eller mennesker, og endvidere, at DNA  som genetiske markører var forkert i primatologien.

I 2005 blev Williams lammet i en ulykke, og der blev stille omkring hende. Hun kom aldrig på sin planlagte ekspedition.

Williams hævdede oprindeligt, at aberne var tobenede (hvilket betyder, at de går oprejst) og var over 1,7 meter høje, med udseende som en kæmpe chimpanse, hvilket fik dem til at ligne den uddøde Australopithecine, Sahelanthropus eller Toumaï.

Ifølge Williams hylede aberne mod Månen. Hicks og Ammann bestrider dette.

Ifølge Hicks opfører aberne sig på nogle måder mere som gorillaer end chimpanser. For eksempel bygger de jordreder, som gorillaer gør, ved at bruge sammenvævede grene bøjet ned i en central skål. Men de yngler også ofte i træerne. Ofte findes jordreder under eller i nærheden af ​​træreder. Deres kost er decideret chimpanselignende og består hovedsageligt af frugter. Frugttræer såsom kvælerfigen besøges ofte.

Birkefigen, som også kaldes kvælerfigen
da den i regnskoven kan omklamre et andet træ,
som en slyngplante - og med tiden kvæle træet, den voksede op af.

I 2019 udgav Hicks og andre et omfattende papir om chimpanserne i den bredere 'Bili-Uéré-region', som de kaldte den centrale del af Uélé-vandskellet. Tyve chimpansegrupper var blevet undersøgt over tolv år. Den gamle kæmpeabe-kontrovers blev ignoreret fuldstændigt.

I dag er en stor sammenhængende population af chimpanser kendt for at findes på  en række levesteder på savannerne omkring Bili og de tætte regnskove et par hundrede kilometer sydpå. De er tilpasset mennesker og forekommer inden for fire kilometer fra Bili, såvel som andre nabobyer som Lebo og Zapay, og inden for tretten kilometer fra store byer som Buta.

Primaterne  er truede. 

Fra og med 2007 oplevede Bili-området en tilstrømning af guldminearbejdere, hvilket førte til bekymring hos vesterlændinge om dyrene i området.

Desuden jages primater efter bushmeat, Over en 14-måneders periode mellem september 2007 og november 2008 dokumenterede Hicks og hans medarbejdere 34 chimpanseunger og 31 kroppe til salg i byerne Buta, Aketi og Bambesa.

På dette site ligger en morsom diskussion om the lion-killer :-)

Her fra dette fjerntliggende øde område præget af store floder har jeg nu tænkt mig at følge den store Ubangiflod tilbage til den vestligste del af landet med hovedstaden og adgangen til Atlanterhavet.

Jeg vil følge den helt ude fra dens kilder, Dungu, Kibali og Nzoro floderne, så jeg skal helt ud i det nordøstligste hjørne af Congo - op mod Sydsudan.

Floden Dungu har sit udspring nær den Sydsudanske grænse og danner sydgrænsen for Garamba nationalpark. 

Garamba nationalpark er en af ​​Afrikas ældste nationalparker. Den blev etableret i 1938, efter at en tidligere Albert Nationalpark havde eksisteret siden 1925, og blev indskrevet på UNESCOs verdensarvsliste i 1980. Den består af savanne og stedsegrønne galleriskove. 

Tre floder løber gennem parken, Dungu, Garamba og Aka-floden, som dog er så lille, at den ikke er med på en liste over Congos 105 floder.

Parken dækker  5,133 km2, med 9,662 km2  tilhørende  domaines de chasse.  Domaines de chasse er et vildtreservat, dvs. et stort landområde, hvor vilde dyr jages på en kontrolleret måde. Hvis jagt er forbudt, kan et vildtreservat betragtes som et naturreservat. 

Garamba er hjemsted for 138 registrerede pattedyrarter, men er særlig kendt for sine flodheste, Congos eneste tilbageværende bestand af giraffer, af Kordofan-underarten, og en af ​​landets største tilbageværende bestande af elefanter og  frem for alt verdens sidste vildtlevende bestand af den nordlige underart af hvidt næsehorn på kun omkring 30 individer. 

Siden 2005 har det beskyttede område ligesom Domaine Chasse Bili Uere været betragtet som et løvebeskyttelsesområde 

Parkens egen hjemmeside angiver 5 "highlights".

• I juni 2023 blev 16 sydlige hvide næsehorn med succes translokeret fra Sydafrika til Garamba, som en del af igangværende dyrelivsrestaureringer i Garamba-komplekset.
•     Basenji-hunde, udvalgt på grund af deres sporingsevner og kendt som 'den gøløse hund', har været ekstremt effektive til at hjælpe med at bekæmpe krybskytteri.
•     Bestanden af ​​kritisk truede Kordofan-giraffer, som er den sidste tilbageværende i DRC, fortsætter med at vokse med over 80 registrerede individer.
•     Et solenergiprogram, der blev påbegyndt i 2012, bruger mininet til at levere ren strøm til næsten 400 husstande og virksomheder i byerne omkring parken.
•     Farmer Field Schools-programmet (FFS), designet til at træne landmænd i bæredygtige landbrugsmetoder, har nået næsten 800 landmænd.

Omkring 1960 startede et omfattende krybskytteri mod hvidt næsehorn, som reducerede antallet fra ca. 1.000 i 1960, til ca. 500 i 1976 og 15 i 1984.  Området er sårbart for krybskytteri, da det ligger afsides, og nær grænsen til tre lande. Myndighedernes indsats for at bevare næsehornet førte til at parken i 1992 kortvarigt blev fjernet fra farelisten.

Efter at en by i nærheden blev indtaget af SPLA – Sudanese People's Liberation Army i 1991 begyndte sudanesiske flygtninge at bosætte sig i områder rundt omkring parken. I 1993 var der 50.000 flygtninge i området. SPLAs nærvær førte flere skydevåben ind i området, hvilket gik hårdt ud over dyrene i parken. Vildtopsynstjenesten var ikke i stand til at kontrollere dette, og 121 dyr blev dræbt mellem 1993 og 1995. Efter at 2 hvide næsehorn blev skudt i 1996 blev parken igen opført på listen over truede verdensarvsteder.

ICCN-rangere, suppleret med soldater fra Den Demokratiske Republik Congos væbnede styrker, arbejder for at beskytte Garamba mod krybskytter og oprørsgrupper. Og det kan være farligt at fungere som ranger/parkbetjent  her. Der var angiveligt 121 konflikter mellem krybskytter og parkbetjente mellem 1993 og 1995, og mere end 900 våben blev fundet af parkbetjente i perioden 1991-1996.

Krybskytter har dræbt mindst 21 parkbetjente i det seneste årti, pr. 2017, og sikkerhedsproblemer har gjort det svært for Garamba at etablere sig som turistdestination.

I 2017 udgav National Geographic Documentary Films The Protectors: Walk in the Rangers' Shoes , en kort virtual reality -dokumentar instrueret af Kathryn Bigelow om parkens rangers og deres indsats for at beskytte Garambas dyreliv. 

De samme problemer med oprørsgrupper har de også i Virunga Nationalpark  nord for Goma i Nordkivu-provinsen, og nok endda i endnu højere grad. For i  Goma finder der den dag i dag aktuelt kampe sted.

Virunga blev oprettet allerede i 1925, som den første nationalpark på hele det afrikanske kontinent. 

Her er det særligt Mai-Mai-oprørere, der  terroriserer, og de benytter sågar de truede bjerggorillaer, som parken er kendt for,  som gidsler.

I 2007 dræbte Mai-Mai to rangers i Virunga National Park og truede med at dræbe bjerggorillaer, hvis regeringen gjorde gengæld. Mai-Mai er mistænkt for drabene på ni bjerggorillaer. 

Fra 1990 til 2018 er omkring 170 Virunga Rangers døde i sådanne angreb, ifølge World Wildlife Foundation. I 2021 dræbtes 6 parkrangers og i 2023 7 rangers i løbet af 10 dage. 

Under de vilkår kan det være vanskeligt at tiltrække turister. På deres hjemmeside skriver parken:

"I dag er udfordringerne mere presserende end nogensinde. I lyset af konflikter fortsætter Virunga Alliancen sin mission: at beskytte naturen, drive bæredygtig økonomisk udvikling og lægge grunden til varig fred."

Verdenspopulationen af ​​bjerggorillaer anslås i øjeblikket til at være på omkring 1000 individer. I Virungas sydlige sektor omkring Bukima er der i øjeblikket ti habituerede gorillafamilier og fire ensomme hanner, som også er habituerede, hvilket betyder, at de ikke er bange for menneskelig tilstedeværelse.

Virunga-bjergene  er en kæde af vulkaner i Østafrika, i det område, hvor Rwanda, Congo  og Uganda mødes.  Smukke, men farlige.

Bjergkæden er en gren af ​​Albertine Rift Mountains, som grænser op til den vestlige gren af ​​den østafrikanske Rift. De befinder sig mellem Lake Edward og Lake Kivu. Navnet "Virunga" er en engelsk version af det kinyarwandiske ord ibirunga, som betyder "vulkaner".

Bjergkæden består af otte store vulkaner. De fleste af dem er i dvale, dog ikke Mount Nyiragongo 3.462 meter og Mount Nyamuragira 3.063 meter. Det seneste udbrud fandt sted i 2006, 2010 og i maj 2021. Særligt storbyen Goma er plaget af vulkanudbruddene, som har skabt store flygtningelejre. 

Mount Karisimbi er den højeste vulkan på 4.507 meter. Det ældste bjerg er Mount Sabyinyo, som hæver sig  sig 3.634 meter over havets overflade.

 

Nu skal vi  nordpå igen, tilbage til Garambaparken, og faktisk skal vi et lille smut ind i Sydsudan. Garamba grænser nemlig op til Lantoto vildtreservat - men det bliver kun digitalt, vi tager dertil. 

For undgår du helst at besøge usikre steder, så vil du nemlig helt bestemt undgå det sydsudanske Lantoto  vildtreservat. For lige efter en indbydende beskrivelse af reservatet kommer de med denne advarsel på deres hjemmeside:

 South Sudan has strict rules, so always be carefull not to break them, as this May result in imprisonment or even death.

Some important rules to follow include:

No filming without government approval - sine the country is recovering from war, authorities may suspect you of leaking information to enemies.

Always carry proper documentation - if you are not a citizen, tou are not allowed to move around Juba or beyond without the necessary documents. If cought without them, you may be deported immediately without explanation. Always carry your visa or passport and keep in mind that guns are everywhere, even with thieves in crowded areas. Hold your belongings securely.

Avoid border areas - Wars mostly happen near the borderes, so visitors are advised not to go there. If you are a journalist or peace advocate, you must move with armed forces for safety.

Do not steal cattle. Cattle theft is a serious crime inSouth Sudan. Some tribes may shoot you before the police even intervene.

Always seek permission before approaching their cattle. In Suth Sudan, all cows are considered community property, and whenever people find cattle, they may claim them as their own. Cows are also considered a measure of wealth, which is why cattle raids are common. Despite this the tribes are welcoming, and you should feel free to visit.

There are no permanent hotels within the national parks. Visitors either sleep in well-organized tents or travel to nearby towns where extra meals are available. Lantoto is located in a rural area, meaning some services are limited, such as electricity, which is turned off at a certain time.

Mon ikke jeg har ret i, at der vil vi holde os fra? Afrika har så mange andre wild life reservations at byde på.

Nu til Nzoro-floden, som er  en højre biflod til Kibali-floden. 

Nzoro-floden udspringer i den ekstreme nordøstlige del af landet, tæt på hvor grænsen til Sydsudan og  grænsen til Uganda mødes. Den følger en bugtende kurs i en generelt vestlig retning til dens sammenløb med Kibali. 

På Nzorofloden er anlagt et 20 MW vandkraftanlæg, der leverer strøm til en guldmine.

Og nu skal det handle om guld.

Guldminerne ligger som perler på en snor i det østlige Congo.

De lyseblå firkanter angiver tantal. Tantal indgår i en række legeringer som bruges til krævende opgaver som skærende værktøjer til bearbejdning af andre metaller, visse komponenter i jetmotorer samt komponenter til nuklear og kemisk industri.  De gråhvide firkanter angiver tin. 

Det er guldminerne ved Kilo og Moto, vi interesserer os for.

Kilo ligger i Ituri-provinsen, og Moto ligger i Haut-Uélé-provinsen.

Nzoroflodens vandkraftanlæg leverer strøm til det nordligste Moto-mineområde.

Men guldeventyret startede lidt længere mod syd  ved Kilo-delen af Kilo-Moto.

De tre floder, jeg foreløbig har nævnt, Dungu, Nzoro og Kibali flyder gennem provinsen Haut-Uele.  Iturifloden, som giver navn til Ituriprovinsen, har ligesom  de tre floder også  sit udspring i provinsen Haut-Uélé i bjergene vest for Albertsøen.  Men hvor de tre øvrige straks flyder mod vest, så starter Ituri med at flyde mod syd, hvor den kort efter sit udspring løber forbi den lille by Mongbwalu.

Her har jeg indtegnet Kibalifloden , som bliver til Uelefloden (øverst)
og Iturifloden som bliver til Aruwimifloden (nederst)

Uelefloden bliver senere til Ubangifloden 
og Ituri/Aruwimi løber ind i Congofloden.

I 1903 opdagede  prospektører, der arbejdede for Congo Free State, guld i Ituri-floden. 

Engelsk prospector= a person who searches for gold, oil, or other valuable substances on or under the surface of the earth

Før belgierne ankom til regionen brugte de lokale banyali-folk guld til at lave smykker, men ellers så de ikke metallet som kommercielt værdifuldt. Men da belgierne fandt guld omkring 30 kilometer fra Mongbwalu i 1903, da  begyndte kommerciel udnyttelse af Kilo-Moto guldressourcer. 

Mineområdet kaldes Kilo-Moto, for også i 1903 havde to australske guldgravere Hannam og O'Brien opdaget guld nær Kibalifloden. I august 1906 rapporterede Hannam og O'Brien en produktion på 600 ounces guld om måneden (ca. 17 kg) og sendte den første sending til Bruxelles.  I 1926 oprettede den belgiske regering Société des Mines d'Or de Kilo-Moto (SOKIMO) til at drive minerne.

I årene 1905 til 1967 producerede  Kilo-Moto-guldfelterne  omkring 5 millioner ounces guld (ca. 142 000 kg)  Det meste af minedriften fandt sted i 1950'erne.

Kort efter uafhængigheden nationaliserede regeringen SOKIMO. Produktionen faldt hurtigt på grund af manglende investeringer og efterforskning og faldt til under 15.000 ounces om året (ca. 425 kg).

I 1981 blev minedrift i regionen åbnet for private virksomheder, hvilket medførte hurtig vækst i håndværksminedrift såvel som formel kommerciel minedrift af udenlandske virksomheder.

Ligesom det gælder for stort set alle Congos miner, har Kilo-Moto-minerne også lidt under de mange uroligheder i Congos nyere historie.

På et tidspunkt indtil midten af 2005  kontrollerede oprørsgruppen FNI Mongbwalu og dets guldminer og brugte guldet til at betale sine tropper og til at købe forsyninger og våben.

  Fra 2008 havde Mongbwalu byen en befolkning på omkring 50.000. Omkring 25.000 til 30.000 mænd, kvinder og børn i regionen omkring Mongbwalu var engageret i guldminedrift, transport og forarbejdning. Meget af guldet, der udvindes i Mongbwalu, handles over grænsen til Uganda.

Guld findes i flodsenge og muldjord som pletter eller små klumper af 90-95 % rent guld, og det udvindes også fra knuste klipper fra underjordiske og åbne miner. 

I 2007 var der omkring 33 minegrave i nærheden af Mongbwalu, hver med flere gruber, nogle med flere tusinde minearbejdere. Gruberne kan være op til 30 meter dybe. Mudderskred og oversvømmelser er almindelige. Alluvial minedrift praktiseres også i floder og floder, selvom produktiviteten er faldende. Mange af floderne er blevet omdirigeret for at danne lav-vandede damme, hvor mænd, kvinder og børn kan sigte mudderet for at lede efter guldpletter. Primitive uddybningsmaskiner bruges også til at suge mudder op fra flodbundene for at blive sigtet for guld. De fleste minearbejdere har en usikker levevis med at arbejde lange timer under farlige og usunde forhold, men det e jo den fortælling vi kender fra stort set alle miner i Congo –  hvad enten det er diamant-, kobolt- eller guldminer og i øvrigt i store dele af Afrika.

Til gengæld er den store industrielle  Kibali-guldmine stolt af sit lave CO2 aftryk.

Kibali-guldminen startede sin drift i 2009.  Virksomheden installerede et 20 MW vandkraftværk på Nzoro-floden og senere tre mere. Kraftværkerne ligger på grå stær (fald) og leverer Run-of-river hydroelectricity (ROR), hvor det ikke er nødvendigt at bygge dæmninger og danne store opsamlingssøer, der ellers ville påvirke omgivelserne. 

Kibali-guldminen kombinerer åben minedrift og underjordisk minedrift. Faciliteterne omfatter et sulfid- og oxidanlæg, der kan forarbejde 7,2 millioner tons malm om året, tre vandkraftværker på 44 MW, en backup-termisk kraftgenerator på 32 MW og separate lagerfaciliteter til cyanid og flotationsaffald. 

I en avisartikel med overskriften ”Kibali-guldminen opnår rekordpræstation og styrker bæredygtighedsindsatsen” fra januar 2025 fortæller Sebastian Bock, COO for Barrick Africa and Middle East:

"Kibali er ikke kun Afrikas største guldmine og førende inden for automatisering, men den er også hurtigt ved at blive et forbillede for integration af vedvarende energi i afrikansk minedrift."

Selvom Kibali allerede får en stor del af sin elektricitet fra sine vandkraftværker, vil et nyt 16 MW solcelleanlæg og batterilagringssystem, som forventes færdiggjort i juni 2025, bidrage til at reducere minens brændstofforbrug med 53 % og reducere sine CO2-udledninger fra 45.000 t/år til 24.000 t/år.

Dette projekt vil øge andelen af vedvarende energi i Kibalis energimix fra 81 % til 85 % og vil gøre det muligt for minen at drives med 100 % vedvarende energi i regionens tørre sæson i seks måneder hvert år.

Derudover har minen reduceret ferskvandsudvindingen fra Kibali-floden fra 15 % til 11 % i 2024 efter ændringer af vandretikuleringssystemet. Fire 50-tons elektriske lastbiler er også blevet leveret til stedet til prøvedrift.

Samtidig hermed har Kibaliminen leveret dets hidtil bedste resultat og en fokuseret indsats på at udforske områder inden for selskabets licensområde har vist et betydeligt potentiale for nye guldfund tæt på forarbejdningsanlægget.

Så det lyder som en solstrålehistorie.

Vi skal høre mere om Iturifloden.

Den starter som nævnt i Haut-Uélé-provinsen, løber et stykke mod syd gennem Ituriprovinsen og drejer så mod vest. Hvor den løber sammen med Nepoko-floden, skifter den navn til Aruwimi-floden.

Ituri er 650 kilometer lang. Aruwimi er 380 kilometer lang, hvilket giver en samlet længde på 1.030 kilometer.

Hvis du har læst tidligere blogartikler, husker du, at da Henry Stanley var sendt ud på sin fjerde Afrikaekspedition for at undsætte Emin Pasha, da sejlede han på Aruwimi og Ituri.

Elefantjagt på Iturifloden.

Den mørke, uigennemtrængelige skov i Ituri,
hvor solen nogle steder ikke når ned på jorden.
Begge illustrationer fra Stanleys bog I det mørkeste Afrika. 

Iturifloden løber gennem den 63.000 kvadratkilometer store Ituri-regnskov. Området var noget af det sværest gennemtrængelige for Stanley under rejsen i 1887. 

Okapi-naturreservatet dækker omkring en femtedel af Ituri-skoven og er udnævnt til et verdensarvsted.

Reservatet rummer DRC's største bestande af skovelefanter  og chimpanser, 17 arter af primater, mere end nogen anden afrikansk skov, 10 arter af skovantilope, herunder bongo og dværgantilope, mere end 370 fuglearter. Omkring 27.000 mennesker bor i reservatet og er afhængige af skoven. En fjerdedel af dem er traditionelle nomadiske pygmæjægere,

En af de fugle du kan se i reservatet er den abessinske hornravn. En stor og kluntet fugl, som tilhører samme orden som næsehornsfuglen, hvis flugt vi beundrede, når de krydsede Kinabatanganfloden, vi sejlede på i  Borneo, eller når de lsad og larmede i træerne uden for vores bungalow.

Den abessinske hornravn kan du se i Københavns Zoo. Den er ikke just en skønhedsåbenbaring, men interessant.

Også hærfuglen tilhører samme Bucerotiformes-orden - men er noget mere elegant.

Hvad Okapi-reservatet er mest kendt for, er naturligvis dens bestand af okapi. En femtedel af den globale bestand af okapi lever her.

 Headeren på reservatets hjemmeside er en ganske kort video med den sødeste okapi.

Siden oldtiden har der i Ituri-skoven boet et mytisk væsen, som kun var kendt af skovbeboerne. Et flygtig væsen, som levede et afsondret liv i den tætte skov, hvor dets gode hørelse og effektive camouflage gjorde det muligt for det at bevæge sig rundt i naturen uopdaget af mennesker.

Udforskere fra det nittende århundrede fik nogle gange et flygtigt glimt af okapiens stribede bagende, når dyret flygtede gennem vildnisset, hvilket førte til spekulationer om, at okapien var en slags regnskovszebra. 

I 1890 blev Stanley den første vesterlænding, der rapporterede eksistensen af et dyr kendt af Wambutti-pygmæerne som O'api. Stanley refererede flygtigt til et skov-æsel i bind 2 af hans Darkest Africa og er citeret for at have kaldt dem The greatest marvels of Africa.

Efter den første beretning om et mystisk hestelignende dyr i Ituri-skoven tog den britiske højkommissær i Uganda og stipendiat fra Zoological Society of London Sir Harry Johnston 1899/1900 på en ekspedition ind i det daværende Free State Congo for at spore dette dyr.

Udover opsporing af det sky og mytiske dyr havde han også en lille ekstraopgave, nemlig at returnere en gruppe Mbuti-pygmæer – som var blevet bortført af en tysker og planlagt til udstilling i Paris - til deres hjem i Congo. 

Selvom det ikke lykkedes at finde et eksemplar af okapien, fik han fat i to traditionelle bandolier lavet af stribede stykker okapiskind og sendte dem til Dr. P.L. Sclater, sekretær for Zoological Society of London. Eksemplerne blev udstillet på et møde i Selskabet i december 1900, og tidligt i 1901 kaldte Sclater foreløbigt okapien Equus johnstoni på grund af dens tilsyneladende ligheder med zebraen. 

Holotypen af ​​Okapia erikssoni , som den er udstillet på British Museum.
Dette eksemplar betragtes som det første 'komplette' eksemplar af O. johnstoni.
En holotype  er et enkelt fysisk eksempel, der blev brugt, da arten formelt blev beskrevet

Nogle måneder senere modtog Johnston et helt skind og to kranier af okapi indsamlet i Watalinga-skoven.

Da han indså, at dette i virkeligheden var en slægtning til giraffen, sendte han disse eksemplarer og sine egne strålende billedrekonstruktioner til Zoological Society of London, hvor de blev vist i maj 1901, og han foreslog, at det videnskabelige navn for den nye art skulle være Helladotherium tigrinum, på grund af dens lighed med Helladotherium,  en uddød slægt af sivatheriine giraffer

 

Senere i 1901 gav Sir Edwin Ray Lankester fra British Museum Natural History imidlertid en kort meddelelse, hvori han anerkendte, at dette nye pattedyr var i familie  med den eksisterende giraf Giraffa camelopardalis, dog med en vis relation til det uddøde Helladotherium. Han foreslog derfor slægtsnavnet Okapia, fra dets oprindelige navn 'okapi' og besluttede at beholde det specifikke navn givet af Sclater, og det videnskabelige navn blev så Okapia johnstoni.

Okapien er den eneste art i slægten Okapia.

De fleste store europæiske museer fik Okapi-eksemplarer på et tidspunkt i det 20. århundrede. Denne er udstillet på National Museum of Ireland i Dublin.

Dens falmning er typisk for mørke dyr på udstilling i samlinger. De fremtrædende ar, der er synlige på dens pels, siges at være forårsaget, da den blev dræbt. Dyrene blev fanget i gruber og derefter dræbt med pile.. 

Okapi, fra et originalt maleri af Johnston,
 baseret på konserverede skind (1901)

Johnston var en fremragende tegner. Hans arbejde med okapien var kun en meget lille del af hans meritter. Se evt. selv.

Sir Harry Johnston 

I dag lever okapien kun i det karryfarvede område i Congo.

Okapien er et nationalt og kulturelt symbol for Congo og har været beskyttet siden 1933. Den har været afbildet på deres pengesedler og på frimærker.

Mange produkter knytter okapi til deres navn, og selv den landsdækkende radio hedder Radio Okapi.

Okapien var kendt af de tidlige egyptere. Kort tid efter dens opdagelse i 1901 af europæere, fandt man et graveret billede af dyret i Egypten. I adskillige år havde europæere i Afrika hørt om dyret, der blev kaldt 'den afrikanske enhjørning'.

Selvom okapien var ukendt af den vestlige verden indtil det 20. århundrede, menes det - måske - at være en okapi, der er afbildet på facaden af Apadanatemplet ved Persepolis, som en gave fra den etiopiske delegation til det achæmenidiske rige.

Det første levende eksemplar i Europa ankom i Antwerpen in 1918. Nu findes den i adskillige zoos.

Okapien er virkelig noget for sig.

En okapis tunge er omkring 35 cm lang, og er lang nok til, at de kan slikke deres egne øjenlåg og ører.

Okapier har olieagtig pels, som gør dem vandtætte!

Okapier har duftkirtler på hver fod, som efterlader et tjærelignende stof, som  viser, hvor de har været.

Okapi er kendt for at spise bladene fra over hundrede plantearter. De bruger deres fleksible, gribende tunger til at plukke blade fra grene og trække dem ind i munden.

LIgesom pandaer, så mødes hun- og han-okapier sjældent.

Okapis føder en enkelt kalv efter en drægtighedsperiode på 14 måneder. En okapi-kalv kan være på benene og die inden for en halv time efter at den er blevet født. Kort efter fødslen vil moderen efterlade sin kalv i et skjulested og kun vende tilbage til den af ​​og til i de første to måneder af dens liv. Okapi-kalve fordobler deres vægt i deres første måned!

Du kan se en okapi i Københavns Zoo. På deres hjemmeside fortæller de:

Zoo fik sin første okapi fra Congo i 1948, og op igennem 60'erne blev der født fire okapi-kalve i Zoo.

Men derefter blev der stille, og Zoo kunne ikke få matchet to okapier, der ville lave unger sammen.

Først i 2016 kom endnu en okapi-unge til verden, og nu er de to.

Af spøjse informationer om okapier er der mange.

For eksempel kan der gå op til 72 dage, før okapiungen laver sin første lort.

Derudover er okapier meget følsomme over for musik, som de opfatter som et faresignal. I 1994 døde en okapi  Zoo under en operakoncert i Søndermarken. Obduktionen viste, at dyret hyperventilerede på grund af lydene.

Okapien er blevet et af mine yndlingsdyr i Københavns zoo.

Men som sædvanlig kan man næsten sige, så er der også problemer med minedrift i Okapi-reservatet.

Minearbejdere strømmer til Ituri og andre floder i jagten på guld. På satellitbilleder er virkningen tydelig: rødbrun jord, veje og miner, hvor der engang stod træer.

Reservatet mistede  i 2022 1.350 hektar primærskov. Det er en stigning fra 979 hektar i 2021 og 844 hektar i 2020 – og mere end det dobbelte af det gennemsnitlige årlige tab mellem 2016 og 2019. 

En analyse og en politisk rapport fra Universitetet i Antwerpen dokumenterede i 2022 18 aktive guld- og diamantminesteder med 15.000-25.000 håndværksmæssige minearbejdere langs Ituri og de to andre floder i reservatet.

For nylig er større, mere intensive semiindustrielle minedriftsaktiviteter med muddermaskiner og gravemaskiner rykket ind. Den mest fremtrædende er den kinesiskejede Kimia Mining Investment-operation på Muchacha-mineområdet i den sydvestlige del af Okapi. I en rapport fra 2021 advarede UNESCO om, at Muchacha-området var ved at "transformeres til en permanent bosættelse ".

"Muchacha-minen er vokset, og nu har den veje og bygninger og kirker og skoler og barer. ... Det er en by, og der bor mange mennesker," fortæller John Lukas, formand for Okapi Conservation Project, som har arbejdet for at beskytte okapi og artens regnskovshabitat i området i mere end 30 år. "Og derfor er alle træerne blevet fældet, og floden er selvfølgelig blevet ret kraftigt forurenet på grund af de kemikalier, de bruger under minedriften. Det er et rigtigt rod."

Den evigt tilbagevendende historie om minedrift i Congo - ligesom beretningerne om vold og flygtningelejre.

Men vi skal tilbage til  floderne i nord. Jeg må se at komme vestover, hvis jeg skal nå ud til havet.

Jeg viser lige kortudsnittet igen.

Kibali-floden udspringer i bjergene nær Lake Albert og flyder mod vest i omkring 1.000 kilometer  indtil den ved Dungu møder  Dungu-floden, hvorved  Uele-floden dannes. 

Dungu er den vigtigste by i Dungu-territoriet og har hospital, sygeplejeskole, gymnasium og en katedral - da den er sæde for det katolske Ndoromo–Dungu Stift.

Områdets mest spektakulære bygning blev bygget mellem Dungu og Kibali-floderne: et slot i middelalderstil med 40 værelser.

Det ligner jo mest en bygning i et idyllisk engelsk flodlandskab

I 1942 fik den belgiske territorialadministrator Schollaert til opgave at bygge en bro over Dungufloden; Han sparede på brobyggeriet og byggede sit slot for de sparede midler.

En medarbejder i UNICEF fortæller om sit besøg i Dungu:

Jeg var der for at se, hvad UNICEF skal gøre for at hjælpe. Vi havde møder med  lokale myndigheder og fredsbevarende styrker. I de tidlige morgener nåede jeg at få lidt tid til at besøge byen. 

Dungu er stort set afskåret fra resten af ​​Congo, i den tørre sæson tager det tre til fem uger med lastbil fra den nærmeste by, længere i den våde sæson. Et lille fly eller to drevet af NGO'er eller missionærer kommer forbi i løbet af ugen. 

Selve byen er en samling af hytter under mangotræerne spredt ud langs en flod. Som i mange sådanne områder læner mudderhytter sig op ad smuldrende koloniale murværker blandet med elmaster, der for længst har mistet deres kabler. 

Jeg forventede ikke slottet. En neo-middelalderlig murstensbunke trådte ud af tågen over floden. En gammel mand, der samlede træ i den tilgroede gårdhave, fortalte, at det havde været boligen for den koloniale administrator og hans første sekretær. Jeg vadede gennem de dugvåde græsser og gik ind, eller rettere jeg tøvede og spekulerede over, hvad der ville møde mig i denne ruin, og gik så ind; Det var et Walt Disney sovende skønhedsslot, blottet,  tomt, bortset fra fugle og flagermus.

Schollaerts slot

Siden begyndelsen af 1990'erne har sudanesiske flygtninge fra den anden sudanesiske borgerkrig boet nord for Dungu i to flygtningelejre, Kaka I og Kaka II. Lejrene er oprettet af Oxfam Quebec, der er en partner for UNHCR i Den Demokratiske Republik Congo.

Uhyggeligt som disse flygtningelejre dukker op overalt - især i områder tæt på grænser til nabilande. Congo har dog også selv mange internt fordrevne lænegere inde i landet.

I september 2005 gik Joseph Konys Lord's Resistance Army (LRA) ind i Dungu-territoriet fra Sudan og slog sig ned i Garamba nationalpark. Som følge af angreb, har Læger uden Grænser siden oktober 2008 haft et hold i Dungu til at hjælpe de sårede og med de fordrevnes helbredsbehov. De blev snart efterfulgt af andre internationale nødhjælps-NGO'er såsom Solidarités, Oxfam Quebec, Cesvi, Coopi, Medair og Dansk Flygtningehjælp.

I december 2008 angreb LRA byen Dungu, hvilket resulterede i, at alle indbyggere midlertidigt flygtede.

I august 2009 var 100.000 mennesker i Dungu-territoriet blevet fordrevet af kampene, ifølge en rapport fra Radio Okapi.

Det er store tal, og de bliver ved med at dukke op.

LRA-krisen har påvirket hele Haut-Uele-distriktet, og Dungu bruges som hovedbase for operationer for de fleste, hvis ikke alle, internationale og lokale humanitære organisationer, herunder MONUC, United Nations Organization Mission in the Democratic Republic of the Congo. Der er ingen regeringstropper i området, siden lokalbefolkningen bad dem om at tage af sted. 

Dungu og Kibali-foderne løber sammen mod vest omkring 1.210 km som Uelefloden. Skal vi lige kigge på kortet endnu engang for at være helt sikre på, at vi ved, hvor vi er.

De første europæere, der nåede Uele-regionen, var den tyske botaniker og etnolog Georg August Schweinfurth, der opdagede Uele-floden i 1870, og italieneren Giovanni Miani. I 1871 udforskede Wilhelm Junker, en russisk opdagelsesrejsende af tysk oprindelse, Bomu-Uele-regionen grundigt. Disse kom ind fra nord eller øst i stedet for Congo-floden.  

 I 1890 rejste de belgiske officerer Léon Roget og Jules Alexandre Milz op ad Itimbiri-floden fra Bumba, derefter op ad Likati-floden, nåede Djabirregionen  ved Uele-floden. De grundlagde den første belgiske post  ved Djabir  (nu  Bondo) i april 1890. Denne rute åbnede adgang til Uele-regionen, selvom den krydsede Budja-folkets territorium, som endnu ikke var blevet pacificeret. 

I 1891 fulgte Guillaume Van Kerkhoven, Pierre Ponthier (fr) og Jules Milz den samme rute til Uele og udforskede derefter Kibali og Nzoro. De nåede Nilen, men måtte trække sig tilbage til Dungu-regionen, da de blev angrebet af Mahdister.

Mahdisterne, det var dem som truede Emin Pasha, hvorfor Stanley blev sendt afsted for at undsætte ham.

Uele udgjorde en naturlig forsvarslinje for den nordlige del af Congo Free State. Myndighederne besluttede at bygge en linje af befæstede stillinger langs floden. Stillingerne omfattede blandt andre Yakoma i Ubangi-distriktet (som vi kommer til senere) , Djabir, Dungu og Faradje, som også ligger ved Dungufloden.

Mindesmærke i Faradje 
for congolesernes deltagelse 
i den østafrikanske kampagne 
under Anden Verdenskrig 

Senere blev disse stillinger forbundet med den første vej i Congo Free State, der kunne bruges af motorkøretøjer, som blev forlænget fra Faradje til Nilen via Yei og Loka. Yei og Loka blev etableret nordøst for Faradje i  Lado-enklave ved Nilen, lejet af briterne. Belgierne bar en båd til  Nilen i sektioner,  som de samlede og søsatte på Nilen.

Lado Enklaven var en eksklave fra Congo, der eksisterede fra 1894 til 1910. Den lå på den vestlige bred af Den Hvide Nil i det, der i dag er det sydøstlige Sydsudan og det nordvestlige Uganda. Området havde et areal på omkring 39.000 km².  Europæerne kom til området i 1841-1842 på en ekspedition udsendt af den osmanniske sultan af Egypten, hvorefter det blev et center for handel med elfenben og slavegjorte mennesker.

Da den tidligere osmanniske-egyptiske ækvatoriale provins gik til Storbritannien i 1874, grundlagde Charles George Gordon, som blev provinsens guvernør, byen Lado (i nærheden af nutidens Juba) som hovedstad for administrationen i stedet for Gondokoro. Gordon indførte kommercielt landbrug med bomuld, sesam, durra og husdyrbrug. 

Emin Pasha efterfulgte Gordon som guvernør, og i 1885 flyttede han hoved-staden til Wadelai. Husker du Emin Pasha? Det var ham som Stanley blev udsendt for at undsætte, da han fik problemer med et oprør. Det var på den undsætningsrejse, Stanley rejste op ad Ituri-floden og gennemtrængte den tætte Ituri-regnskov.

Byen Lado og det omkringliggende område blev i 1894 udlejet til Fristaten Congo for at give denne adgang til Nilen via flodhavnen Rejaf, som lå så højt oppe, som både kunne sejle på Nilen. 

Rejaf som i dag ligger i Sydsudan

Til gengæld for området modtog briterne en stribe jord i det østlige Congo, som de havde brug for til at bygge jernbanen mellem Cape Town og Kairo. I 1906 blev lejeperioden bestemt som Leopold IIs levetid, så området efter hans død i  1910 vendte tilbage til det anglo-egyptiske Sudan. I 1912 blev den sydlige del afstået til Uganda, som dengang var en britisk koloni. I virkeligheden, efter Leopolds død og den efterfølgende tilbagetrækning af belgiske tropper, forsømte de britiske myndigheder imidlertid at administrere området og efterlod enklaven til at blive et "ingenmandsland". Elfenbenjægere flyttede ind og skød næsten hele enklavens anslåede bestand på 2000 elefanter.

Senere blev byerne Gondokoro, Lado og Rejaf forladt af den sudanesiske regering og vises ikke længere på moderne kort

Uele løber sammen med Mbomou-floden ved Yakoma, og her starter Ubangifloden.  

Rød Uele. Grøn Bomu. Blå Ubangi

MBomou-floden - eller blot Bomufloden, som den også. kaldes -  udspringer 50 km nordvest for Doruma i Den Demokratiske Republik Congo og flyder 725 km vestpå og danner sammen med Ubangi grænsen mellem DRC Congo og Den Centralafrikanske Republik. 

I 1877 foretog en græsk læge, Panayotis Potagos,  sammen med Wilhelm Junker, en tysk opdagelsesrejsende fra Rusland, en ekspedition gennem Bomaflodens øvre løb, og i 1910-11 foretog en fransk ekspedition en komplet hydrografisk undersøgelse af floden. Måske jeg skulle begynde at interessere mig for andre ekspeditioner end blot de belgiske.

Ndoromo er kendt for sin naturlige vegetation, især dens tætte skove, eksotiske vilde dyr og fugle. Byen er en stor leverandør af palmeolie. Ndoromo er også kendt for sin duftende ris og lækre orangefarvede svampe, som de lokale kalder 'Rute-Mbiro'.

Men desværre har  også Ndoromo sin triste historie om sudanesiske flygtninge, der i slutningen af december 1990 kom over grænsen på flugt fra  borgerkrig i Sydsudan. UNSHR oprettede en flygtningelejr, som fungerede indtil 1998. Da kom sudanesiske SPLA-oprørere over grænsen og begyndte at hærge. De røvede og plyndrede  det katolske stift Dungu-Ndoromo. De plyndrede stiftets køretøjer, motorcykler, cykler og alt, hvad de fandt værdifuldt. De tog også med magt alle flygtningene med sig tilbage til Sudan. De flygtninge, der ville undgå at vende tilbage til en krigszone, måtte søge tilflugt igen, denne gang i Den Centralafrikanske Republik. Disse flygtninge var ikke kun under pres fra SPLA, men de blev også udsat for forfølgelse fra den congolesiske befolkning, som bebrejdede dem for at være årsagen til, at SPLA-oprørerne kom dertil . 

Vi skal tilbage til Ubangifloden.

I 1889 gav kong Leopold  Alphonse van Gèle instruks om at udforske Ubangi-floden og gøre krav på land til ham.  Han fik også besked på at "udnytte statsdomænets elfenben". I 1890 etablerede han Yakoma-posten. Gélés dagbog indeholder mange detaljer om stødtænder, han købte eller blev givet af høvdinge langs floderne Ubangi, M'bomu og Uele. I september 1890 havde han opnået tolv tons elfenben.

I 1892 blev Ernest De Baert udnævnt til statsinspektør for Haut-Uele ekspeditionen. Han blev instrueret i at sikre, at alt elfenben og gummi fra sultanaterne i M'bomu-regionen blev betalt som som til Free State.  Belgierne tog  drastiske foranstaltninger for at forhindre, at elfenben og gummi blev smuglet over M'Bomu til det franske territorium. De stationerede soldater på hver markedsplads, som skød enhver, der forsøgte at krydse floden. Disse bestræbelser var imidlertid ineffektive, og meget elfenben fra Uele nåede de europæiske stationer i Abiras.     

Abiras var en fransk station, der lå lige over for den belgiske Yakoma station.  Den blev oprettet af Gaston Gaillard i september 1891på nordsiden af Ubangi  som svar på belgiernes Yakoma-station på sydsiden. Under den indledende franske bosættelse i det centrale Afrika tjente Abiras som hovedstad i det franske Congos territorium Øvre Ubangi (Haut-Oubangui) og derefter som den første hovedstad i kolonien Ubangi-Shari. Den blev erstattet i 1906 først af Fort de Possel og derefter af Bangi, det nuværende Bangui.

I 1894 blev  Bari-floden, en højre biflod til Bomu, og Chinko-floden, en anden biflod til Bomu, besejlet af  belgiere. De belgiske ekspeditioner forårsagede en strid med franskmændene, der førte til en aftale om, at Bomu skulle være den nordlige grænse for Congo Free State.

En rejsende, der besøgte posten i Yakoma i 1905, bemærkede, at arbejderne blev betalt, men primært i form af perler og salt snarere end valuta.

Sovesyge synes at være blevet introduceret til området gennem den stigende kanotrafik for at forsyne koloniposterne langs floden fra Libenge til Yakoma. En lazaret blev etableret i 1909 i et forsøg på at håndtere problemet, på trods af manglende støtte fra den territoriale administration. Mere end 200 ofre blev begravet i Yakoma mellem november 1910 og august 1911. I november 1912 var så mange som 70% af befolkningen i nogle landsbyer blevet smittet. 

I dag er der et hospital i byen med 91 sengepladser og en belægningsprocent på 70%-90%. I 2007 var der ti læger tilknyttet hospitalet og 13 sygeplejersker. 

Congo har et dårligt ry mht. sygdomme. 

Nogle af de første aids-udbrud knytter sig til Congo, og  ebola-udbruddet i 1976  startede i landsbyen  Yambuku. Yambuko ligger et godt stykke syd for Yakoma-stationen.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) identificerede en mand fra Yambuku som indekstilfældet. Indekstilfældet er den første dokumenterede patient i en sygdomsepidemi i en population.

Under udbruddet af ebolavirus i Zaire i 1976 havde landsbyen hverken rindende vand eller elektricitet. Landsbyen havde et missionshospital, men ingen radio, telefon eller ambulancer, og kommunikationen foregik via motorcykelbud.

For ikke at stigmatisere befolkningen i Yambuku valgte man at give sygdommen navn efter den nærliggende lille Ebolaflod.

Så skal jeg tilbage til det sidste flodstykke, jeg skal følge for at nå ud til Atlanterhavet.

Sammenløbet af Uele og Mbomou ved Yakoma, markerer begyndelsen af Ubangifloden, som igen løber ud i Congo-floden. Uele er den længste biflod til Ubangi. Den kombinerede Ubangi-Uele længde er omkring 2.270 kilometer.

Ubangi-floden flyder først mod vest og danner grænsen mellem Den Centralafrikanske Republik (CAR) og  DRC Congo. Efterfølgende bøjer Ubangi mod sydvest og passerer gennem Bangui, hovedstaden i CAR, hvorefter den flyder mod syd - og danner grænsen mellem DRC og Republikken Congo. Ubangi slutter sig endelig til Congo-floden ved Liranga.

Det menes, at Ubangi's øvre strækninger oprindeligt løb ud i Chari-floden og Tchad-søen, før de blev opslugt af Congo i det tidlige Pleistocæn.

I dag løber Chari-floden  fra Den Centralafrikanske Republik gennem Tchad ind i Tchad-søen. 

Den leverer 90 procent af vandet, der strømmer ind i Tchad-søen. Flodens vandskel dækker 548.747 kvadratkilometer 

Siden 1960'erne har der været forslag om at omdirigere vand fra Ubangi-floden til Chari for at revitalisere Tchad-søen, hvilket ville give en delvis tilbageførsel af situationen i  det tidlige Pleistocæn.

I 1960'erne begyndte Tchad-søen nemlig at skrumpe. Bekymringer derover førte til forslag til forskellige vandafledningsprojekter, der skulle lede vand fra Congo-flodbassinet til Tchad-søen for at forhindre, at den skulle tørre ud. 

Man kastede øjnene på et gammelt projekt, Atlantropa, udtænkt af tyskeren Herman Sörgel, hvori der indgik en lille del, som man måske kunne overveje.

Atlantropa, også omtalt som Panropa, var en gigantisk ingeniør- og koloniseringsidé, som den tyske arkitekt Herman Sörgel udtænkte i 1920'erne og fremmede indtil sin død i 1952. 

Det centrale punkt ved Atlantropa-forslaget var at bygge en vandkraftdæmning på tværs af Gibraltarstrædet, hvilket ville have genereret enorme mængder vandkraft og ville have ført til en sænkning af Middelhavets overflade med så meget som 200 meter, hvilket ville åbne store nye landområder til bosættelse, såsom i Adriaterhavet.

Flere andre store dæmninger indgik i planen.

• På tværs af Dardanellerne for at holde Sortehavet tilbage

• Mellem Sicilien og Tunesien for at skabe en dæmningsvej og yderligere sænke det indre Middelhav

• På Congo-floden for at genopbygge Tchad-bassinet omkring Tchad-søen, skaffe frisk vand til at vande Sahara og skabe en sejlrute til det indre af Afrika

Desuden indgik en udvidelse af Suez-kanalen og sluser for at opretholde forbindelsen til Det Røde Hav.

 

Sörgel så sin plan som en måde at skaffe jord, mad, beskæftigelse og elektrisk strøm på. Samt skabe en ny vision for Europa og nabokontinentet Afrika. 

De massive offentlige arbejder, der var forudset til at vare i mere end et århundrede, skulle afhjælpe arbejdsløsheden og erhvervelsen af ​​ny jord skulle lette presset fra overbefolkningen, som Sörgel mente var de grundlæggende årsager til politisk uro i Europa. Han mente også, at hans forslags effekt på klimaet kun kunne være gavnlig, og at klimaet kunne ændres til det bedre så langt væk som til de britiske øer, da en mere effektiv Golfstrøm ville skabe varmere vintre. Mellemøsten, under kontrol af et konsolideret Atlantropa, skulle være et bolværk mod den gule fare.

Han fik oprettet et Atlantropa Institut.

Det reklamemateriale, der blev produceret for Atlantropa af Sörgel og hans tilhængere, indeholder planer, kort og skalamodeller af adskillige dæmninger og nye havne ved Middelhavet. Sörgels bog fra 1938, Die Drei Grossen A, har et citat fra Hitler på flyvebladet for at demonstrere, at konceptet var i overensstemmelse med nazistisk ideologi.

Sörgels utopiske mål var at løse alle de store problemer i den europæiske civilisation ved at skabe et nyt kontinent, "Atlantropa", bestående af Europa og Afrika, der skulle bebos af europæere. Sörgel var overbevist om, at for at forblive konkurrencedygtig med Amerika og et fremvoksende orientalsk "Pan-Asien", var Europa nødt til at blive selvforsynende, hvilket efter hans mening betød at dække territorier i alle klimazoner. 

Efter Sörgels mening ville Asien for evigt forblive et mysterium for europæerne, og briterne ville ikke være i stand til at opretholde deres globale imperium i det lange løb, og derfor talte han for en fælles europæisk indsats for at kolonisere Afrika.

Atlantropa-forslaget byggede på 4 søjler, 4 grundideer.

Pacifisme i løfter om at bruge teknologi fredeligt

Paneuropæiske følelser, der så projektet som en måde at forene et krigshærget Europa

Eurocentriske holdninger til Afrika, som skulle blive forenet med Europa til Atlantropa eller Eurafrica

Neokolonial geopolitik, som så verden opdelt i tre blokke: Amerika, Asien og Atlantropa.

Et vanvittigt projekt, men i disse tider tankevækkende med de fire grundideer.

Og utroligt, at fantasten (må jeg vel kalde ham) Sørgel formåede at holde liv i sin ide ,så længe som han gjorde. 

Forslaget opnåede stor popularitet i slutningen af ​​1920'erne og begyndelsen af ​​1930'erne.

Efter Anden Verdenskrig blev interessen blandt de allierede faktisk igen kortvarigt vakt i slutningen af ​​1940'erne og begyndelsen af ​​1950'erne, da de vestlige allierede forsøgte at skabe tættere bånd til deres kolonier i Afrika i et forsøg på at bekæmpe den voksende marxistiske indflydelse i denne region. Men opfindelsen af ​​atomkraft, omkostningerne ved genopbygningen og afslutningen på kolonialismen efterlod Atlantropa-forslaget teknologisk unødvendigt og politisk ugennemførligt.

Atlantropa Institute eksisterede indtil 1960, men efter Sörgels død forsvandt det fra den generelle diskurs.

Det var den del af planen, der indeholdt, at Sahara skulle vandes ved hjælp af tre menneskeskabte søer i Afrika - at der på Congo-floden skulle bygges en dæmning, så man ved vandafledning fra Congofloden kunne genopfylde hele Tchad-bassinet omkring Tchad-søen og derved skaffe frisk vand til at vande Sahara - der nu blev interessant – dog ikke så stort et projekt som genopfyldning af hele Tchadbassinet og ikke med et mål om at vande Sahara 😊

Men kunne Herman Sörgels plan være løsningen på Tchadsøens skrumpning?

I maj 1964 havde man oprettet Lake Chad Basin Commission, LCBC. Medlemmer var fire lande, der grænser op til Tchad-søen: Cameroun, Niger, Nigeria og Tchad. Den Centralafrikanske Republik tilsluttede sig organisationen i 1996, og Libyen blev optaget i 2008. 

 

Kommissionens mandater omfattede: forvaltning af Tchad-søen og dens fælles vandressourcer, bevarelse af økosystemerne og fremme af regional integration, fred, sikkerhed og udvikling i Tchad-søen

Bekymrede over svind af søens område fra 20.000 kvadratkilometer i 1972 til 2.000 kvadratkilometer i 2002, mødtes Lake Chad Basin International Commission for at diskutere en genopfyldning af Tchadsøen.

Forskellige versioner blev foreslået. De fleste ville involvere opdæmning af nogle af bifloderne til Congo-floden og kanalisering af noget af vandet til Tchad-søen via en kanal til Chari-flodens bassin.

Den Centralafrikanske Republik (medlem) og de to nabolande DRC Congo og Republikken Congo (ikke medlemmer) udtrykte dog bekymring for, at projektet ville reducere energipotentialet i den store Inga-vandkraftdæmning, der er anlagt oven for Livingstone Falls og ville påvirke sejladsen på Ubangi- og Congo-floderne og ville reducere fiskefangster på disse floder. 

Eksperter vurderede dog, at selv de største forslag ville aflede mindre end 8 % af Congos vand, mens de resterende 92-95 % ikke kun ville nå Inga, men ville producere elektricitet to gange, først ved de nye dæmninger og til sidst ved Inga.

Til gengæld  ville vandet fra Ubangi  give millioner af centralafrikanere og Sahel-befolkningen et levebrød inden for fiskeri og forbedret landbrug .

Det canadiske firma CIMA foretog under kontrakt fra Lake Chad Basin Commission en feasibility-undersøgelse af flere versioner af vandafledningsprojektet ti Tcahsøenprojektet.

Et var at aflede vand fra Ubangi-floden. Dette ville dog kræve, at vandet blev pumpet omkring 180 m op ad bakke, så det ville kræve en strømkilde, enten vandkraft eller solenergi. CIMA-undersøgelsen overvejede en version med en dæmning på Ubangi til at generere 360 MW strøm, hvoraf 250 MW ville blive brugt til at pumpe vand. Det blev anslået at levere 91 m3/s vand til Chari til en pris af $10 milliarder.

En variant af denne idé ville pumpe vand fra Ubangi ved hjælp af solenergi i stedet for vandkraft, for at undgå omkostningerne og afbrydelsen af en dæmning.

Den canadiske CIMA-gennemførlighedsundersøgelsen overvejede også at aflede vand fra en dæmning ved Kotto-floden, en biflod til Ubangi, nær Bria i Den Centralafrikanske Republik. Dette var højt nok til, at man kunne flytte vand til Chari ved hjælp af tyngdekraften, uden behov for pumpning. Det blev anslået at levere 108 m3/s til en pris på 4,5 milliarder dollars.

Kotto udspringer på grænsen mellem Den Centralafrikanske Republik og Sudan. Den flyder generelt fra nordøst til sydvest i 640 km forbi Bria og munder ud i Ubangi-floden 100 km øst for Mobaye. 

   

Det mest ambitiøse forslag, kaldet Transaqua, blev foreslået af et team af ingeniører fra det italienske firma Bonifica. Det ville ikke kun opdæmme Kotto, men også de andre højre bifloder mod syd, inklusive de meget større congolesiske floder Mbomou, Uele og Aruwimi. Vandet ville blive ført nordpå af en 2400 km sejlbar kanal langs en konturlinje, som ville generere hydroelektricitet på flere punkter langs dens længde. Disse ville drive nye industrielle townships, mens kanalen ville genopbygge søen. Det samlede leverede vand ville være mere end 1500 m3/s, hvilket er 5-8% af Congos gennemsnitlige flow, og mere end den nuværende samlede tilstrømning til Tchadsøen. Men omkostningerne ville være mere end 50 milliarder dollars.

Transaqua-kanalen indtegnet med rødt

Denne plan blev oprindeligt anset for usandsynlig at kunne realiseres og blev afvist til fordel for en mindre vandoverførselsordning fra Ubangi. The Lake Chad Basin Commission vurderede imidlertid, at projektet, som involverede pumpning af vand opad fra Ubangi-floden, ikke var tilstrækkeligt til at genopbygge Lake Chad, og vedtog Transaqua som det "eneste mulige" projekt ved den internationale konference om Tchad-søen den 26.-28. februar 2018.

I oktober samme år underskrev repræsentanter for Lake Chad Basin Commission og den italienske regering et MoU, Memorandum of Understanding, for indledende finansiering af Transaqua-gennemførlighedsundersøgelsen

Den 13. november 2020 udtalte den tidligere italienske premierminister, tidligere EU-kommissionschef og tidligere FN's særlige udsending for Sahel Romano Prodi, at befolkningerne omkring Tchad-søen ikke kunne vente længere og opfordrede til, at EU, UNO (United Nationers Organisation), Organisationen for Afrikansk Enhed og Kina at gå sammen om at finansiere og bygge Transaqua.

Det er vist her, sagen står nu.

Ud over at flytte vand vil denne indre vandvej fra Ubangi-floden til Chari-floden kunne forbinde Tchad-søen med Congo-flodens indre navigationssystem og vandvejstransporten i Den Demokratiske Republik Congo.

En 366 km kanal fra Ubangi til Chari ville blive dobbelt så lang som den 171 km Rhin-Main-Donau-kanalen og fem gange kortere end Kinas 1.776 km lange Grand Canal bygget under Sui-dynastiet og ti gange kortere end den hele 3.770 km lange Saint Lawrence Seaway og Great Lakes Waterway - vandvejen fra Duluth, Minnesota, til Atlanterhavet.

At den afrikanske kanal kun bliver  366 km forvirrer mig. Når jeg kigger på kort og sammenligner med andre afstande, så ser den længere ud. Men tallet 366 km optræder flere steder, så det må jeg nok slå mig til tåls med.

Visionen/planerne om Ubangi-Chari-kanlen har skabt drømme og flere projekter. Et er en  vandvej fra  Kalemie  ved Tanganyika-søen gennem Lukuga-floden op til Kabalo, som nu er forbundet af en (skrantende) jernbane. 

Et andet og mere krævende projekt er en forbindelse fra Pweto ved Lake Mweru gennem Luvua-floden til Ankoro, hvilket dog vil kræve  både dæmninger og en bådlift som den kinesiske Three Gorges-dæmningens skibslift på Yangsefloden. 

Den påtænkte kanal med endepunkterne Pweto ved Lake Mweru og Ankoro.

Ja, et ambitiøst og krævende projekt, men kineserne er jo gode til det med at tæmme floder. Jeg husker stadig, at  det, der imponerede mig aller mest, da jeg havde geografi på seminariet, det var kinesernes store projekt med Hwang Ho - Den Gule Flod.

Spændende, hvad der bliver realiseret i Congo/Tcad. At vende floder har vi jo set et skrækeksempel på i Rusland/Uzzbekistan, hvor vending af floderne  Syr Darya og Amu Daryas forløb - for at skaffe vand til bomuldsmarkerne -  fik den sideeffekt, at Aralsøen tørrede ud.

Men tilbage til virkeligheden 2025.

Ubangiens længde er omkring 1.060 km. Dens samlede længde sammen med Uele, dens længste biflod, er 2.270 km. 

Sammen med Congo-floden udgør Ubangien en vigtig transportåre for flodbåde mellem Bangui, hovedstaden i Den Centralafrikanske Republik,  og Brazzaville, hovedstaden i Republikken Congo.

Området hvor Ubangi flyder sammen med Congo er spændende.  Som du kan se på kortet, så ligger byen Mbandaka lidt nord for dette sammenløb. 

Her grundlagde Van Gèle med hjælp kaptajn  Camille-Aimé Coquilhat en mønsterstation, som han gav navnet Equator Station eller Equateurville. Senere blev stationen omdøbt til Coquilhatville  til ære for kaptajn  Coquilhat.

I august 1886 var stationen ved Stanley Falls blevet angrebet, og de belgiske ledere her, Deane og Dubois ild til stationen og søgte tilflugt i de omkringliggende skove. Dubois druknede, mens han forsøgte at krydse floden, mens de resterende overlevende holdt ud i 30 dage i vildmarken, indtil de endelig blev reddet af Coquilhat.

Ikke just en pygmæ, som Coquilhat hilser på her

 

Mbandaka ligger blot  ca. 4 km nord for ækvator. Mbandaka er dermed en af ​​de tætteste på ækvator for enhver større by i verden. Stanley placerede en stor "Ækvatorsten" nær flodbredden syd for byen for at markere det punkt, hvor han mente, at ækvator krydsede floden. Den står der stadig i dag. 

På grund af dens symbolske placering tæt på ækvator og Congo-floden var der tidligt planer om at placere hovedstaden i Congo Free State i Coquilhatville, som byen dengang hed, men de kom aldrig af tegnebrættet. Disse planer omfattede infrastruktur for en anslået befolkning på 100.000 mennesker, en togstation, en katolsk katedral, en guvernørbolig og et palads til fremtidige besøg af kong Leopold II af belgierne.

En af de fineste botaniske haver i det centrale Afrika ligger i det nærliggende Eala, omkring 7 km øst for byens centrum. Eala Botaniske Have, grundlagt i 1900, indeholder mellem 4.000 og 5.000 arter. Det dækker cirka 370 hektar med særlige samlinger (125 ha), skov (190 ha), mose (50 ha) og savannen "Euobe" (7 ha). På grund af krigsførelse og social forstyrrelse er haven blevet forsømt. Det er uindhegnet og underlagt ulovlig skovhugst. 

Mbandaka ligger på kanten af Tumba-Ngiri-Maindombe, det største vådområde af international betydning i verden anerkendt af Ramsar-konventionen.

Ramsarområder er vådområder med så mange vandfugle, at de har international betydning og skal beskyttes.

Tumba-Ngiri-Maindombe dækker et område på 65.696 kvadratkilometer. Når vådområderne omkring Lake Télé i Republikken Congo medregnes, indeholder området den største ferskvandsforekomst i Afrika.

Ubangi- og Congo-floderne løber sammen i Tumba-Ngiri-Maindombe-regionen og danner et enormt område med oversvømmet skov, der dækker mere end 38.000 kvadratkilometer, der varierer i størrelse sæsonmæssigt

Den fugtige tropiske skov omfatter over 10.000 plantearter. Den mangfoldige fauna omfatter mange fuglearter. Det er hjemsted for flodhest og tre typer krokodiller. Skovelefanter, skovbøfler og leoparder er af særlig interesse for naturfredningsfolk. Vådområderne anslås at have 150 fiskearter. Det brune vand i de oversvømmede skove, med plantefragmenter er hjemsted for endemiske fiskearter, der er unikt tilpasset dette miljø. Disse omfatter medlemmer af Protopteridae, Polypteridae, Notopteridae, Clariidae, Anabantidae og Channidae.

Dem må du selv slå op, hvis du vil se, hvad det er for nogen.

De to største områder med åbent vand er de lavvandede søer Tumba i nord og Mai Ndombe længst mod syd. Tumba-søen dækker omkring 765 kvadratkilometer afhængigt af sæsonen og er forbundet via Irebu-kanalen med Congo-floden. Vand kan strømme ind i eller ud af søen gennem denne kanal afhængigt af oversvømmelserne. Tumba-søen har 114 fiskearter. 

Mai Ndombe-søen dækker omkring 2.300 kvadratkilometer og er omgivet af oversvømmede skove og sumpe. Begge søer understøtter vigtigt fiskeri.

Som part i Ramsar-konventionen er DRC forpligtet til at identificere vådområder af global betydning og sikre, at de bruges på en bæredygtig måde. Tumba-Ngiri-Maindombe anses for at være vigtig, fordi vegetationen i oversvømmelsesbassinet absorberer vand i regntiden og frigiver det senere og regulerer oversvømmelser nedstrøms. Det hjælper med at filtrere urenheder fra vand, der bruges af millioner af mennesker, og det giver ynglesteder for fisk, der giver føde til indbyggerne i byer som Brazzaville og Kinshasa. Vådområderne og skovene tjener også som et stort kulstofdræn, der absorberer og tilbageholder kuldioxid fra atmosfæren.

Mellem 75% og 95% af nedbøren i Congo-bassinet menes at blive genbrugt, da vanddamp stiger op fra skove og moser og falder igen som regn. Men nedbøren er faldet de seneste år. Det er muligt, at en ond cirkel er på vej, hvor nedbrydning af sumpene og skoven forårsager reduceret nedbør, hvilket igen forårsager yderligere nedbrydning.

Det store område med skov og permanente eller sæsonbestemte søer og moser har stor miljømæssig og økonomisk værdi. Men en hurtigt voksende befolkning kombineret med svag og korrupt regeringsførelse kan  bidrage til irreversibel ødelæggelse.

 Samfundene i området dyrker kassava, søde kartofler, sukkerrør og bananer til lokalt forbrug. De producerer palmeolie, jordnødder og ris som kontantafgrøder og fanger fisk til forsendelse til store byer i regionen.

Befolkningen er ekstremt fattige og lever med fødevareusikkerhed. Omkring 90 % af befolkningen uden for bycentrene lever for under 1 dollar om dagen, og få har adgang til rent vand.

De fleste mennesker har ringe eller ingen uddannelse. De bruger uholdbare mængder brænde og trækul som deres vigtigste energikilde og bidrager til skovforringelse gennem slash-and-burn dyrkning. Fiskebestandene er faldende på grund af overfiskning ved hjælp af finmaskede net, herunder myggenet. Ulovlig bushmeat-jagt og fældefangst for at imødekomme efterspørgslen fra byerne får dyrelivsbestandene til at falde. 

Tumba-Ngiri-Maindombe er under pres.

DRC's miljøminister José Enundo Bononge har udtalt:

"Skovens fjende er dens elendighed og fattigdom... Vi kan ikke opretholde og beskytte denne skov med et elendigt folk, en fattig befolkning, som ingen skoler, ingen sundhedscentre, intet drikkevand og ingen elektricitet har".

Men området er smukt.

'

Ad floden fra Mbandaka vil det tage  4-7 dage at nå til Kinshasa. Med fly tager det blot en time. 

Jeg vælger selvfølgelig floden, nu jeg har fulgt den helt oppe fra Lake Albert og  grænsen til Sydsudan. 

I Kinshasa ved Malabo Pool, tidligere Stanley Pool, er det slut med flodsejladsen. 

Syd herfor finder vi de  mægtige Livingstone Falls, som gør al sejlads umulig.

Selv om de udgør en hindring, så kan vi mennesker forandre naturens udfordringer til fordele. Ca. 300 km ned ad Congofloden byggede man i 1972 Inga Dam og vandkraftværket Inga l, og i 1982 udvidede man med Inga ll.

Inga I-dæmningen med fodringskanalen til Inga II i forgrunden.

De to anlæg havde tilsammen en kapacitet på knap 1800 MW, men genererede aldrig den lovede mængde. På grund af manglende vedligehold og mangel på reservedele var værkerne  i 2007 helt nede  at operere  med 40 procent af deres kapacitet.  

På kortet her ses Inga l og Inga ll, som allerede er bygget. 
Inga lll,  som også er angivet, er endnu kun på forberedelsesstadiet.

Anlæggene blev delvis renoveret med støtte fra  Verdensbanken, Den Afrikanske Udviklingsbank og Den Europæiske Investeringsbank.

I august 2021 indikerede medierapporter, at Société Nationale d'Électricité (Snel), det nationale elektricitetsselskab i Den Demokratiske Republik Congo og Ivanhoe Mines Energy DRC, et datterselskab af det canadiske minekonglomerat, Ivanhoe Mines, havde  indgået en aftale om, at Ivanhoe Mines ville rehabiliterer den sidste defekte turbine på Inga II-kraftværket. 

Men hvorfor går et mineselskab ind i det?

Jo, for hovedformålet med Inga l og ll var ikke at betjene landdistrikterne og den almindelige borger, men at tjene kobber- og koblotminerne i den sydlige provins Katanga og eksportmarkeder.

Ivanhoe Mines rehabilitering af turbine 5 forventes at give  162 megawatt, der skal forbruges af Kamoa-Kakula kobberminen, nær byen Kolwezi, i Lualaba-provinsen. Arbejdet vil også omfatte rehabilitering af Inga–Kolwezi højspændingstransmissionslinjen. Dele af den var i forfald. Lokale indbyggere havde visse steder tilegnet sig metalstænger fra den.

For det er jo ikke nok at generere strømmen. Den skal også være et netværk, hvorigennem strømmen kan sendes ud til forbrugerne. - Og der er langt fra Inga kraftværkerne ned til minerne i det syd-østlige Congo.

For at forbinde elproduktionskapaciteten ved Inga med kobber- og koboltminerne byggede man i starten af 1980'erne den længste højspændingsjævnstrømsledning, der eksisterer. Ledningen omgik  lokalsamfund. På dens endelige destination konverteres jævnstrømmen til vekselstrøm. De forskellige involverede grupper havde økonomiske såvel som politiske dagsordener. Mens vestlige investorer og den congolesiske regering ønskede at støtte Shaba-minerne i en periode med forhøjede kobberpriser, ønskede regeringen også at konsolidere sin magt over den sydlige provins. Vesten havde en interesse fastholde Congo i den antikommunistiske lejr. Omkostningerne for projektet blev konstant revideret opad og nåede til sidst 500 millioner dollars over budgettet. En blanding af private og offentlige grupper stod for finansieringen.  især US Import-Eksport Bank. En Idaho-baseret virksomhed fik kontrakt på at udføre arbejdet.

Omkostningerne ved Inga-Shaba-kraftledningen kom til at udgøre i alt 24% af Congos gæld, hvilket sammen med korruption, andre sløsede udgifter og dårlig beslutningstagning førte til en gældskrise og udenlandske eksperters indgriben. I 1999 skyldte Congo stadig den amerikanske eksport-importbank over 900 millioner dollars, hvilket blev de amerikanske skatteyderes hovedpine.

Dertil kom, at det statsejede Shaba-16 mineselskab, endte med stadig hovedsageligt at bruge vandkraft leveret lokalt, og således blev Inga-Shaba-linjen brugt på kun en tredjedel af kapaciteten.  

I 2017 kom der forslag om en dæmning med potentiel færdiggørelse engang efter 2024.

I oktober 2018 annoncerede DRC's regering så underskrivelsen af ​​kontrakter med et kinesisk-spansk konsortium om at lancere designundersøgelser for opførelsen af ​​Inga III-dæmningen med 11.000 MW og en samlet pris på 14 milliarder dollars. De vigtigste selskaber i konsortiet var China Three Gorges Corporation, Sinohydro og spanske ACS Group. Mens byggeplaner for fase III blev rapporteret på vej i slutningen af ​​2019, droppede  ACS Group, ud i januar 2020, hvilket efterlod usikkerhed hos de resterende kinesiske og tyske partnere.

Jeg tør ikke sige, hvor langt fremme man nu er med byggeriet - om det overhovedet er kommet i gang. Jeg tvivler.

Inga 3 forventes alene at producere 4.800 MW elektricitet. 

En rappport,  som jeg hverken har årstal eller forfatter til  konkluderer, at  Inga I og II hverken gavnede den økonomiske udvikling eller hjalp det congolesiske folk med at forbedre deres livssituation, men fordrev tusinder, (der hvor der opstod en sø oven for dæmningen) ødelagde deres levebrød og fattige generationer, mens de kastede landet i gæld. Ingas fordrevne samfund har kæmpet siden slutningen af 1960'erne, hvor bygning af dæmningen begyndte  for at opnå rimelig kompensation, men har ikke modtaget noget til dato. 

Hvis der er nogen, der forstår sig på relokation af mennesker, så er det kineserne.  Ud over at producere el var et vigtigt formål med Three Gorge Dam at afbøde og forhindre Yangtze-flodens oversvømmelser, som havde været meget ødelæggende og katastrofale. Men samtidig hermed har dæmningen ført til permanent oversvømmelse af et enormt område. Det har betydet at over 1 million kinesere har været nødt til at flytte.

Inga III bliver en dæmning mindre end 1 mil fra IInga l og ll, og den skal drives efter ret simpelt run-of-the river design, hvilket betyder, at der ikke skal samles vand i en stor sø foran dæmningen, så der vil ikke blive tale om at måtte flytte en masse mennesker.

Et land, der har været særlig interesseret i Inga lll-projektet er Sydafrika.

Sydafrika, der er hæmmet af regelmæssige strømafbrydelser, har allerede underskrevet et aftalememorandum (MoU) om, at de vil importere lidt over halvdelen af ​​denne.

Sydafrikas myndigheder har argumenteret for, at Inga vil levere konsekvent og pålidelig energi, men kritikere i landet siger, at billigere elektricitet kan findes andre steder.

Et nigeriansk firma, Natural Oilfield Services, har angiveligt også meldt sig som køber. Ligesom Sydafrika lider Nigeria også af alvorlig elektricitetsmangel.

Guinea og Angola har angiveligt også udtrykt interesse for Grand Inga Dam.

 At forbinde Inga til et kontinentdækkende elnet til de vigtigste befolkningscentre vil koste 10 milliarder dollars mere (estimeret 2000) og vil være verdens største elprojekt. Kritikere hævder, at de enorme mængder penge, der kræves til projektet, ville blive brugt bedre med mindre, lokaliserede energiprojekter, der bedre ville imødekomme behovene hos Afrikas fattige flertal. En undersøgelse fra Oxford University understøtter denne vurdering. 

Men i Congo tænkes der endnu større tanker i Congo.

En ny  Grand Inga-dæmning er på tegnebrættet.

Hvis den bygges, vil den bringe den samlede kapacitet op på 39.000 MW - mere end dobbelt så meget som det kinesiske "De tre kløfter"-kraftværk, skriver International Herald Tribune.

.  

DR Congo har det største vandkraftpotentiale i Afrika og et af de største på verdensplan. Kun omkring 2,5 % af dette potentiale er indtil videre blevet udviklet.

Men nu vil jeg vende næsen hjem.

Jeg stiger på toget, der kan brínge mig ud til kysten, hvor et stort oceangående skib kan tage mig tilbage til Europa.

Min store rejse på   Ubangi og Congo er slut.

En rejse kun I fantasien.

Men skulle du have fået lyst til at opleve Congo i virkeligheden - og sejle på Congofloden, ja så er det muligt - hvis du har mod på det...

Eller er  du mere tiltrukket af en jernbanetur? Også det kan lade sig gøre.

Jeg nøjes med mine digitale ture Congo rundt.