Nu skal det handle om shearwaters og petrels - skråper og petreller. Men det bliver ad snørklede omveje, at jeg når frem til netop dem. Og jeg kommer lidt rundt i verden. Jeg begrænser mig ikke til fugle omkring Kiribati, selv om det var udgangspunktet for denne serie af blogindlæg om fugle.
Hvis du har læst mit første blogindlæg om fugle i Kiribati, som havde megen fokus på terner. så vil du ud fra billedet i headeren her straks se, at nu er det helt andre fugle, jeg vil fortælle om. Fugleflokken øverst afslører ikke så meget, men den gør fuglen på vandet. Terner sidder ikke på havoverfladen.
Der er en del ligheder mellem terner og skråper/petreller.
De spiser lidt det samme, begge er pelagiske, altså opholder sig størstedelen af deres liv over havet og opholder sig stort set kun på land, når de yngler og de ligner da hinanden, synes jeg. Inden jeg begyndte at læse om fuglene, ville jeg ikke skelne dem fra hinanden.
Men der er flere forskelle. Mest markant adfærden på havet.
Dernæst har de fleste skråper/petreller reder i huller i jorden, under vegetation eller i klippesprækker til at beskytte deres enkelte æg. På engelsk kaldes de burrow-nesters. Ternene lægger oftest deres æg på den bare jord eller klippe.
Ternerne er dagaktive. Skråper/petreller er nocturnale - nataktive - på ynglepladserne. Om dagen ligger ungerne trygge og godt skjulte i rederne i huler under jorden, hvilket betyder, at forældrene ikke behøver at forsvare dem og kan søge føde i lange perioder og kun vende tilbage for at fodre dem og bytte rugeopgaver. De voksne venter i store grupper (flåder) på vandet væk fra kolonien og flyver kun til ynglepladsen om natten. De er ikke adrætte flyvere i trange rum og er udsatte ved landing. Ved kun at besøge deres redehuller i ly af mørket, minimerer de risikoen for at blive angrebet af dagaktive rovdyr som måger og andre store fugle, der kunne udnytte deres klodsede bevægelser på land.
Nogle arter er så forsigtige, at de end ikke kommer ind, når der er fuldmåne.
Og endelig har skråper/petreller ligesom de øvrige stormfugle næsebor, hvad ternerne ikke har.
Faktisk er næseborene et af deres mest karakteristiske træk. De er placeret i to rør (tubes) oven på næbbet. Det har givet dem ordensnavnet Procellariiformes eller "rørnæser", på engelsk "tubenoses".
Albatrossen har dog næseborene på siderne af næbbet.
Næseborerene og deres meget veludviklede lugtesans hjælper dem med at lugte føde over meget store afstande på det åbne hav.
De bruger også rørene til at udskille overskydende salt fra de specielle kirtler, der fjerner salt fra det havvand, de drikker. (Faktisk er det kun få havfugle, der drikker havvand.)
Skråper og petreller udgør en familie, der hører under stormfuglene.Familien rummer 99 arter. De er udbredt i alle verdens oceaner, men de fleste arter lever på den sydlige halvkugle.
Stormfugleordenen hedder Procellariiformes og skråper /petrellers familie hedder Procellariidae. Det er med at holde tungen lige i munden med to latinske ord, der ligner hinanden så meget.
Procellariidae er den mest talrige familie af stormfuglene og den mest forskelligartede. De varierer i størrelse fra kæmpepetreller med et vingefang på omkring 2,0 m, der er næsten lige så store som albatrosser, til dykkende petreller med et vingefang på omkring 34 cm, der svarer i størrelse til de små alkefugle eller duefugle i familien Alcidae.
Fugle i skråpernes og petrellernes familie er tunge for deres størrelse med en høj vingebelastning, så de er nødt til at flyve hurtigt. De fleste, undtagen kæmpepetrellerne, har svage ben og er næsten hjælpeløse på land.
Ud over skråper /petrellers (Procellariidae) omfatter stormfugleordenen også familierne albatrosser og stormsvaler.
Stormsvalerne består af to familier: Sydlige stormsvaler (Oceanitidae) og Nordlige stormsvaler (Hydrobatidae). De er små svale-agtige fugle
Albatrosfamilien hedder Diomedeidae.
Familierne bliver opdelt i slægter og derefter arter.
Lad mig give tre eksempler på taksonomien inden for aves, dvs. fugle.
Her illustreres det tydeligt, at albatrossen skiller sig ud fra petrellen og prionen, der ligner hinanden mere. Men alle er stormfugle.
Fugle af stormfugleorden (Procellariformes) har generelt en lang levetid, der strækker sig over flere årtier. Verdens ældste kendte fugl, laysan-albatrossen Wisdom (Phoebastria immutabilis), er nu omkring 75 år gammel. De fleste laysan-albatrosser lever dog kun i 12-40 år.
Wisdom har løbende skabt avisoverskrifter. Jeg fandt nogle fra 2011, 2018 og 2021 - alle mad samme overskrift, nemlig at den havde fået en unge. Wisdom har fået over 30 unger. Laysanalbatrosser har som regel den samme mage livet igennem. Men ifølge BBC mener man, at Wisdom har overlevet mindst tre mager. Og sandelige så, igen i 2025 fødte hun en unge. Se et lille videoklip med den dengang 74-årige mor med sin unge. Wisdom holder til i Midway Atoll National Wildlife Refuge på Midway-øerne. På reservatets hjemmeside USFWS Columbia Pacific Northwest ligger der flere fine videoklip, f.eks. af både en hvid terne med sin unge og en redtailed tropicbird-unge, fugle jeg tidigere har skrevet om. Måske husker du, at de i Honolulu på Hawaii er særlig glade for den blånæbbede hvide terne. Jeg har jo tradition for at indsætte frimærker. Så jeg kan lige så godt starte her.
Billedet herover er et billede af et amerikansk "Migratory Bird Hunting and Conservation Stamp", almindeligvis kendt som et "Duck Stamp" fra 2025-2026. Dette specifikke frimærke har en pålydende værdi på $25 og er gyldigt indtil 30. juni 2026. Motivet viser brilleederfugle (Somateria fischeri), en stor havand der findes i Arktis.
Her over ses de fem dommere med de tre bedst placerede tegninger og vinderen af konkurrencen 2025. Førstepladsen gik til skeanden i midten. Den vil nu blive udgivet, og indtægterne fra salget af frimærket "... raises funds to educate and engage our nation's youth in wildlife and wetland conservation as well as outdoor recreation, " som de så smukt skriver. Måske bed du mærke i den høje pålydende værdi af det første frimærke, jeg havde indsat. $25. Men her fik du så forklaringen på den høje pris. Der står på mærket, at det er ugyldigt (void) efter juni 2026. Men jeg tvivler på, det overhovedet er meningen, det skal benyttes til forsendelse, men at det egentlige formål med udgivelsen er at indsamle midler til U.S. Fish and Wildlife Service's arbejde med bevarelse af vådområder. Det er også en fin måde at gøre opmærksom på arbejdet.
Tredjepladsen gik til akrylmaleriet herunder.
Titlen er "Redetræ", og motivet en stor skallesluger, common merganser (Mergus merganser) med æg.
Det var godt, at dyret blev navngivet. For en ikke-ornitolog var det i hvert fald vanskeligt at identificere den siddende fugl. Den minder mig lidt om en fortidsøgle, og den flyvende fugl i baggrunden hjælpermikke .
Midway-øerne hører geografisk til Hawaii-øgruppen, men hører ikke til den amerikanske delstat Hawaii. Øerne hører under kategorien "USA's ydre småøer" (United States Minor Outlying Islands). I stedet administreres de som et isoleret territorium under USA's fiskeri- og vildtforvaltning (U.S. Fish and Wildlife Service.
Du genkender sikkert navnet Midwayøerne fra Slaget om Midway i 2. verdenskrig. Ellers kan du blive opdateret her. Fra den store albatros går jeg til nogle små fugle i slægten (Pachyptila). På engelsk hedder de prions - på dansk prioner eller strandsvaler.
Har du lagt mærke til, nu har vi haft stormfugle, stormsvaler og nu også strandsvaler. Så endnu en god mulighed for forveksling. Senere når jeg også frem til stormpetreller.
Prionerne findes over hele den sydlige halvkugle, oftest på de meget kølige breddegrader, men også i subtropisk klima - men ikke i Kiribati. For Kiribati har et tropisk, varmt og fugtigt klima året rundt med temperaturer typisk mellem 25 og 32 grader Celcius.
Slægten Pachyptila danner sammen med den blå petrel en undergruppe under Procellariidae-familien.
Slægten Pachyptila blev introduceret i 1811 af den tyske zoolog Johann Karl Wilhelm Illiger. Navnet kombinerer det oldgræske *pakhus* , der betyder "tæt" eller "tyk", med *ptilon* , der betyder "fjer" eller "fjerdragt". Tyk fjerdragt.
De kaldes også prioner fra det engelske prions. Prion kommer fra det oldgræske *πριόνι* ( prióni , "sav"), med henvisning til de savtakkede kanter på dens næb.
Prionerne kaldes også de små hvalfugle. Det har to grunde. Den ene at de ofte befinder sig i nærheden , og endnu mere på grund af, at de skaffer sig deres føde næsten på samme måde som når hvalerne sier vandet gennem deres barder.
Prioner lever af helt små dyr, primært zooplankton (krebsdyr), som de fanger ved at sidde på vandet og skimme overfladen.
De filtrerer vand gennem nogle lameller, der sidder i deres øvre næb. Nogle bruger endda hydroplaning, en teknik hvor de filtrerer mad ud af vandet, mens de flyver med deres næb i havet.
Det er meget specielt for dem. De fleste havfugle fanger fisk og små blæksprutter.
Prionerne producerer en maveolie bestående af voks-estere, der opbevares i proventriculus. Denne kan sprøjtes ud af deres mund som et forsvar mod rovdyr og som en energirig fødekilde for kyllinger og for de voksne under deres lange flyvninger.
Voks-estere er estere dannet af fede syrer og fedtalkoholer, der fungerer som naturligt fedtstof i organismer. De findes i visse fisk. Ifølge Fødevarestyrelsen skal stegefedt og kogevand fra voksester-holdige fisk (f.eks. hellefisk) altid kasseres, da disse kan indeholde voksestere.
Ligesom de øvrige stormfugle drikker strandsvalerne havvand. De har en saltkirtel, der er placeret over næsepassagen og hjælper med at befri deres kroppe for saltet i det havvand, de ofte indtager. Kirtlen udskiller en koncentreret saltvandsopløsning fra næsen.
Fællestræk for strandsvalerne er en blågrå overside med en fremtrædende mørk "M"-tegning der strækker sig til vingespiserne og hvid underside. Halespidsen er sort.
Der findes 6 arter af prioner (nogle siger 7). Jeg nøjes med en hurtig præsentation af de 6.
Brednæbbet prion (Pachyptila vittata)
Tyndnæbbet prion (Pachyptila belcheri)
Salvin-prion (Pachyptila salvini)
Fulmar-prion (Pachyptila crassirostris)
Jeg tænker, hvis man klippede billederne fra de 4 "collager" fra hinanden og blandede dem, gad vide om jeg så kunne sortere dem, så hver art kom i sin. egen bunke?Jeg tvivler. Eller rettere, jeg er sikker på, det kunne jeg ikke.
Men nu kommer der en, der skiller sig lidt mere ud: Antarktisk prion (Pachyptila desolata)
Det er den største af strandsvalerne.
Den antarktiske strandsvale blev formelt beskrevet i 1789 af den tyske naturforsker Johann Friedrich Gmelin i hans reviderede og udvidede udgave af Carl von Linnés Systema Naturae. Han placerede den sammen med de andre petreller i slægten Procellaria og opfandt det binomiale navn Procellaria desolata. Gmelin baserede sin beskrivelse på den "brunbåndede petrel", der var blevet beskrevet i 1785 af den engelske ornitolog John Latham fra et eksemplar leveret af naturforskeren Joseph Banks, som var blevet indsamlet på Isle of Desolation, nu Kerguelenøerne.
Har du en fornemmelse af, at denne tekst har du læst før. Det forstår jeg godt. En næsten identisk tekst fandt jeg om alaskaspoven/storspoven. Allerede dengang forudsagde jeg, vi ville komme til at høre mere om trioen Gmellin, John Latham og Joseph Banks. Om den stod de rnæsten ordret det samme. "Gmelin baserede sin beskrivelse på "Otaheite storspove", der var blevet beskrevet i 1785 af den engelske ornitolog John Latham i hans A General Synopsis of Birds. Eksemplaret, der blev brugt af Latham, blev leveret af naturforskeren Joseph Banks . Banks havde ledsaget James Cook på hans første rejse til det sydlige Stillehav, men havde også modtaget eksemplarer fra Cooks efterfølgende rejser.
Det er lidt vildt. Mon det er den samme, der har forfattet teksten om de to fugle? Man bliver lidt skeptisk.
Kerguelenøerne ligger i det sydlige Indiske Ocean og er under fransk jurisdiktion som en del af Franske Sydlige og Antarktiske Territorier.
Ikke så underligt, at fuglen har fået artsnavnet desolata, med dens levested nær Antarktis.
 |
Der er koldt på Kerguelenøerne.
Men ligesom alle andre steder svinder gletscheren.
|
Så resterer den lille Fairy-prion (Pachyptila turtur). På dansk lille strandsvale, men den kaldes også både fe-strandsvale og Alfehvalfuglen. Det er den mindste af strandsvalerne. Den er omkring 25 cm lang og har et vingefang på 56 cm. Den har de karakteristiske farver blågrå og hvide farver og blå ben og fødder. Farven på næbbet varierer mere. Hos fe-strandsvalen er det lyseblåt.Artsnavnet turtur er latin og betyder "turteldue". Det er en beskrivelse af fuglens generelle udseende, der minder om en due, og bruges ofte i artsnavne for fugle, der virker blide eller har en vis lighed med duer.
Og her kommer den blå petrel, selv om Ellen, min vedholdende læser, nok vil kommentere, at fotoet i nederste højre hjørne vist er fotoshoppet lige rigeligt. Jeg kan godt være enig. Dog ligger det på det anerkendte eBird-site, der eBird administreres og drives af Cornell Lab of Ornithology, en nonprofitorganisation ved Cornell University, i samarbejde med National Audubon Society.
Når den blå petrel (Halobaena caerulea) placeres i en undergruppe sammen med slægten Pachyptila (prioner), er det fordi, de er tæt beslægtede og deler en række markante fællestræk, selvom den blå petrel teknisk set udgør sin egen slægt.
De har et evolutionært slægtskab. DNA-undersøgelser og anatomiske studier viser, at de er fylogenetisk tætte. Fylogeni er studiet af organismers evolutionære slægtskab og historiske udvikling. Så lærte jeg endnu et nyt ord. Måske jeg får glæde af det i en kryds-og-tværs.
Den blå petrel har de samme blågrå overdele, det tydelige sorte "M"-mønster hen over vingerne og ryg, og samme kropbygning som Pachyptila-arterne, og ligesom dem er den blå petrel en lille, planktonspisende havfugl (planktivor - endnu et ord til krydsordene) fra det sydlige ishav. De overlapper ofte i fødesøgningsområder, selvom de kan specialisere sig i forskellige fødeemner. Den blå petrel tager f.eks. mere fisk end mange prioner.
Men den blå petrel adskiller sig fra de sande prioner ved at have et hvidt endebånd på halen, en sort hætte og et smallere, anderledes udformet næb. Derfor er den blå petrel den eneste art i sin egen slægt (Halobaena), men tælles alligevel med i den bredere "prion-undergruppe".
Så nåede jeg efter denne længere omvej endelig frem til skråper og petreller.
Men dem er der rigtig meget at fortælle om. Så nu afbryder jeg og giver dem deres eget blogindlæg. Så dette blev bare optakten til den egentlige fortælling om skråper og petreller.
