Vejen til Palmyra 1. Men foreløbig blot til København.

Vejen til Palmyra

I starten af november besøgte Ib Glyptotekets særudstilling Vejen til Palmyra, og han fortalte så begejstret om den, at jeg også var nødt til at komme ind og se den.

Det blev så første punkt på vores årlige juletur til hovedstaden.

Jeg køber altid orange billetter, og det irriterer mig, at man – når man kan rejse hele vejen fra Kolding til København for 98 kr. – så skal give i hvert fald 150 kr. for en taxa ned til banegården i Kolding, når vi skal være væk flere dage og derfor ikke vil have bilen stående på en p-plads nede i byen.

Vi har busstoppested et par hundrede meter ned ad en sti – endda to linjer, der kører lige ned til banegården. Den ene linje tager 10 minutter, den anden lidt længere tid. Denne gang besluttede vi derfor at prøve at tage bussen og spare de 100 kr.

Afgangen til den hurtige rute lå sådan, at det egentlig skulle passe fint til togafgangen, men vi valgte alligevel den lidt længere rute, hvor vi både ville få en længere bustur og lidt rigelig ventetid på stationen.

Bussen kom lidt forsinket til stoppestedet, og inden vi nåede banegården var forsinkelsen nået op på 10 minutter. Var det sket med den senere bus, havde vi måske ikke nået toget, så vi glædede os over vores beslutning. På stationen stødte Ib – som sædvanlig – ind i en tidligere kollega og fik sig en god snak, så ventetiden blev ikke lang.

Jeg havde - mod sædvane  - været lidt sent ud for at købe billet, så jeg var landet på en lidt langsommelig togafgang. Desuden var vejret lidt mørkt og kedeligt, så da vi ankom til Hovedbanegården føltes det som lang dags rejse mod nat. Det var tusmørke, næsten aftenmørkt, selv om klokken kun var 15.01.

Vi styrede straks mod Ny Carlsberg Glyptoteket på Dantes Plads 7 og var enige om, at vi allerførst skulle have en kop kaffe at kvikke op på.

At træde ind på Glyptoteket var helt fantastisk. Vi kom fra halvmørket ind i næsten buldermørke.

Helt så mørkt var der måske ikke, da øjnene havde vænnet sig til rummet, men det føltes sådan. 

I den enorme forhal var der stort set ingen belysning, men højt, højt til loftet og med et par kæmpestore skulpturer. Det føltes helt magisk, helt eventyrligt. Jeg har været på Glyptoteket før, men forhallen huskede jeg slet ikke. 

Vinterhaven derimod var et lifligt gensyn. 

Fra forhallen kiggede man ned i den også ret dunkle vinterhave, der dog blev oplyst af spots meget højt oppe og af den frodige grønne vegetation, skulpturen i bassinet med papyrusplanterne - som uden for Cairo Museum - den hvide marmor, det hvidmalede træværk  og måske jerndragere - og himlen, som pludselig ikke længere virkede så mørk.

Glyptoteket havde åbent helt til klokken 18, så vi satte os ind og nød vores gode kaffe og scones med cream og solbærsyltetøj i ro og mag.

Så var vi klar. Fortsættes i næste indlæg.