Om Alfred Duggan og Winter Quarters

  

Nu har jeg givet op.

I mit forrige blogindlæg var det planen, at jeg ville sammenligne, hvordan Slaget ved Carrhae beskrives i McColloughs, Ben Kanes og Alfred Duggans romaner. Den sammenligning gik jeg i stå med, da jeg skulle til at tage fat på Duggans Winter Quarters. Og hvor har jeg dog kæmpet med at komme videre. Jeg har slet ikke kunnet få det til at fungere.

Og grunden dertil er (er det endelig gået op for mig), at jeg er blevet mere og mere begejstret for Alfred Duggans perle af en roman. Jeg har læst hele romanen fra ende til anden to gange, og jeg har søgt og genfundet og genlæst utallige passager mange gange.

Jeg er blevet ved med at skulle have mere og mere  (og mere) med. 

Men nu har jeg skrottet det hele. Eller - det har  jeg ikke - men det bliver en tekst fyldt med utallige skærmdumps, som bliver forbeholdt egne øjne.

Men Duggan og Winter Quarters fortjener omtale. Så nu følger et  - efter min normal - kort indlæg herom.

I Winter Quarters følger vi to stolte gallere, Camdu og Acco.

Camdu og Acco er højt estimerede medlemmer af deres stamme i en lille dal i Pyrenæerne. En dal, der for dem fremstår som et paradis med sine grønne marker  og smukke heste. 

Camdu er søn af stammens hesteekspert, Acco er under oplæring til druide.

Indbyggerne lever i harmoni med romerne, som de handler med, når de romerske hære marcherer på vej  mod Spanien.

 

 Men Acco har voldt den stedlige gudindes vrede, og landsbyen har besluttet, at det er bedst, han for en tid søger væk. Og vennen Camdu følger ham. Camdu er fortælleren i romanen. 

 

De slutter sig til Cæsars rytterhær i det nordlige Gallien. Germanerne har overskredet Rhinen, og Camdu og Acco deltager i et stort slag, som udkæmpes umiddelbart før Cæsars togt til Britannien i år 55 f. Kr.

Camdu er begejstret for hærens effektivitet, for Cæsar  og især Cæsars evner som ingeniør.

Acco er mindre begejstret. Han synes, romerne er grimme og taler grimt.

 

Lidt tilfældigt redder Camdu og Acco  Publius Crassus' liv. Crassus er leder af Cæsars galliske rytterenhed, og som belønning bliver Camdu og Acco tilsluttet ledelsen som hesteopkøbere. 

Noget af det, der gør Winter Quarters speciel er, at vi straks fra prologen ved, hvad romanen vil slutte med. Den gamle galliske rytter, Camul,  lever langt, langt ude på det endeløse Grønne Hav i Margiana. Han er altså en af de efterladte fra The Forgotten Legion.

Jeg er helt vild med melankolien og trøstesløsheden i prologen, så i mit mislykkede udkast til blogindlægget om Winter Quarters var jeg i gang med at indsætte et langt tekstuddrag af de første sider af prologen, men det er meget nemmere, at du selv går ind på nettet og læser prologen her. Følg linket og klik på billedet.

Og snyd ikke dig selv for den.  Det er fremragende beskrivelser - synes jeg :-)

Men måske man skal have en rem af melankoli for at nyde beskrivelsen. 

Resten af romanen er ikke melankolsk. Tværtimod. Den er undertiden meget humoristisk. På nettet beskrives stemningen således: " ... can be seen as funny, in a dry noir style." Det kan jeg kun tilslutte mig.

 

Det, der også gør Duggans roman så anderledes, er , at historien fortælles af galleren Camdu, som kritisk vurderer og kommenterer, hvad han ser og oplever. 

Uafladeligt sammenligner han med det, han kender hjemmefra. Jeg behøver vel ikke fortælle, at sammenligningen absolut ikke falder ud til romernes fordel.

Camdu er også god for nogle selvironiske, tørre kommentarer.

Da Crassus forfremmer dem for deres heltemodige redning af hans liv, bliver Acco så benovet og taknemmelig, at han falder på knæ og lover evig troskab mod Publius Crassus. Camdu er lige ved at følge trop, men når at stoppe sig selv. Der er jo ingen grund til at overdrive. 

Crassus  tager dem med til Rom, hvor de bliver installeret i en behagelig villa med tre tjenere, indtil det bliver tid at få foretaget hesteopkøbene forud for felttoget mod partherne. Det felttog, som vi ved ender med det forsmædelige nederlag ved Carrhae.

 

Gallerne får lejlighed til at studere dagliglivet i Rom.

 Gang på gang forundres Camdu over romerne. Han er helt enig med  Asterix:  "De er skøre, de romere!"

Der er bare det, at det første Asterix-hæfte først udkom 5 år efter Duggans roman. Winter Quarters udkom i 1956, Asterix i 1961.

Så hvis nogen har fundet inspiration hos den anden, må det være Goscinney, der er blevet inspireret af Duggan. 

 Romerne ligger ned, når de spiser, spiser mærkelig mad, festmiddage varer i timevis og indeholder mærkværdig underholdning. Syngende smådrenge. Kvinder der bokser. Næh, så ville en hurtig overstået gallisk fest med masser af mad og drikke være at foretrække.

Hver morgen stiller alle Crassus' klienter - og således også Camdu og Acco - op hos Crassus og modtager små gaver. Småmønter og madvarer! Men aldrig en ordentlig armring, kommenterer Camdu.  Den første morgen lykkes det Camdu diskret at efterlade den høne, han har fået. Men da de opdager, at de selv skal sørge for deres aftensmad, begynder de at medbringe en tjener, som de så giver madvarerne til, så han kan bringe dem hjem.

Efter seancen i Crassus' hjem skal de sammen med Crassus' mange klienter følge med Crassus rundt i Rom, så han kan fremvise, hvor mange klienter han har - hvor betydningsfuld han er. Mærkelig skik.

En klient er en romersk borger, der mod kontant betaling har bundet sig til på alle måder støtte sin patron.

Acco konkluderer: Romerne bruger hele dagen på at læse og skrive, og de taler kun om penge og politik.

Da de deltager i indvielsen af Pompejus' arena og overværer kampe mellem slaver, mellem slaver og en stor flok løver, mellem slaver og elefanter, (hvor folk hujer vredt ad slaverne, da det lykkes dem at såre en af elefanterne), så væmmes gallerne - og især Acco. 

 

Tænk at romerne lemlæster folk og tvinger dem til at slå hinanden ihjel, bare som underholdning. (Mon det er Duggans egen moral, der her flashes?)

Camdu er bekymret over sammensætningen af Crassus' hær, for en romer fortæller ham, at kun få unge mænd ønsker at følge Crassus mod øst. De, der  ønsker at vinde ære, søger mod den berømteste feltherre, dvs. Cæsar. Ældre soldater, veteraner søger mod den mægtigste politiker i Rom, dvs. Pompejus for at deltage i hans felttog i Spanien - ikke langt fra Italien og fyldt med kroer og søde piger.

Cæsar tilbyder ære, Pompejus tilbyder et behageligt liv. Hvad tilbyder Crassus? Et ukendt og farligt felttog.

Sønnen Publius Crassus beskrives positivt som en dygtig leder, der tager sig godt af sine tropper. Kun er han forblændet af sin beundring for faderen. Faderen, Marcus Crassus derimod, han som dog er en ledende romersk politiker, konsul for anden gang og en af Roms rigeste mænd og ham, der nedkæmpede Spartacus-oprøret, beskrives som en patetisk og ynkelig gammel mand. Her beskrives han ved hærens afgang fra Rom.

 

Og hans hær viser sig - i Alfred Duggans fortælling - også at være doven og middelmådig - udisciplineret. Dette er jeg dog ikke stødt på andre steder. 

Kombinationen af Crassus' arrogance, hans helt urealistiske forestilling om, hvor let det vil være at slå partherne, hans uvilje mod at lytte til egne generalers råd og de menige soldaters manglende respekt for ham som leder - de gør direkte nar af ham - fører til nederlaget i slaget ved Carrhae.

Sønnen Publius Crassus bliver dræbt som en af de første, og som følge af sin ed må Acco hævne drabet eller dø i forsøget, så han kaster sig frem mod fjenden og den visse død.

Camdu kan glæde sig over, at han fik sig selv stoppet, da han var på nippet til at følge Accos eksempel og aflægge Crassus en troskabsed.

Ved afslutningen af romanen er vi tilbage ved prologens melankoli og resignation. Da Camdu står over for parthernes stæke, stolte leder, Surena, er han afklaret med sin situation.

Som sagt synes jeg Duggans roman er forunderlig med de mange forskellige stemninger, han skaber og alle de billeder, han maler af det romerske samfund i republikkens tid. At fortælle historien set gennem de to galleres briller er et kunstgreb.  Det giver et perspektiv, vi ikke finder i de øvrige romaner, jeg kender om samme emne.

 Nogle af udgaverne af Winter Quarters har undertitlen Gods and Legions collide.

Det antyder, hvad jeg har forbigået. Ved hjælp af druide-lærlingen Accos tilgang til det hele inddrager Duggan spekulationer omkring guder og religiøs adfærd - grækernes, syrernes Mithradyrkelse og en smule om jøderne. Men det har ikke haft min store interesse.

 Men det får mig til at undre mig over Duggans intention med sin bog.

Han vil mere end bare skrive en spændende, medrivende roman, tror jeg.

Vil han male et billede af en verden og en historisk periode, som almindelige mennesker i hans levetid - i 1950'erne - ikke umiddelbart havde adgang til? I dag kan vi jo rejse verden rundt, opsøge museer og kultur, der hvor historien udspillede sig, eller vi kan  finde alle oplysninger på nettet.

Ønskede han at formidle et syn (sit eget syn) på romerne, der - skønt byggende på omhyggelig historisk research og fakta - der er lidt anderledes end det gængse?

Et opslag på Wikipedia giver mig et delvist svar på mine spekulationer.

Unlike many historical novelists, he does not idealise his subjects. A few characters are noble, some rather nasty, many mixed in their motives. A recurring theme is the slow moral corruption of a character who begins with an exalted opinion of himself as noble, wise and brave, but gradually compromises himself morally.

Most of the stories are told from the viewpoint of the ruling class – sometimes the ruler, sometimes a knight or noble. (Der adskiller Winter Quarters sig så.) 

Alfred Duggan selv tilhørte de allerøverste sociale lag.

Alfred Duggan, Alfredo León Duggan i Lomas de Zamora, blev født 1903 i Buenos Aires, Argentina. Hans far, Huberto Duggan, var en velhavende godsejer og første generation af irsk-argentinere.

 

Da Alfred var to år gammel, flyttede familien til London, da faren blev tilknyttet den argentinske legation i London.

 

Hans mor var Grace Elvira Hinds, datter af den amerikanske generalkonsul i Rio de Janeiro og Lucia "Lucy" Anita Trillia, tidligere britisk statsborger fra Montevideo, Uruguay.

 

Alfreds mor, Grace Curzon, Marchioness Curzon of Kedleston, er en spændende person, der allerede som ung havde fornemme relationer, f.eks. til Winston Churchills mor og den hovedrige amerikanske Consuelo Vanderbilt, der senere blev gift med 9th Duke of Marlborough og kom til at bo på Blenheim Castle.

 

 

Efter mandens død i 1915, giftede Graze sig i 1917 med den tidligere vicekonge af Indien, Lord Curzon. 

 

Alfreds voksede op på Lord Curzons herresæde, han kom på Eton og derefter på Balliol College i Oxford, hvor han stiftede bekendtskab med Anthony Powell og Evelyn Waugh. Han omtales ofte i Waughs breve og dagbøger fra perioden, og hans sydamerikanske baggrund kan have påvirket karakteren af ​​Anthony Blanche i romanen Brideshead Revisited.

 

Mens han studerede i Oxford, var han en af ​​de få studerende med tilstrækkelige midler og indflydelse til at holde bil. Universitetsstatutterne forbød studerende at holde bil inden for en vis afstand fra bymidten ved Carfax, og så parkerede Duggan sin, en tidlig Rolls-Royce, lige uden for grænsen for universitetsproktorernes jurisdiktion, og i sæsonen tog han ofte sine venner med til fornøjelse i London i Roll-Roycen.

 

 

Alfred Duggan uddannede sig til historiker og arkæolog. Efter studierne rejste han i Grækenland og Tyrkiet, hvor han i Istanbul var med til at udgrave Konstantins palads, og han har besøgt stort set alle de steder, han inddrager i sine romaner.

 

Han begyndte først sent – i 1950 – at skrive, og op gennem 1950’erne var han den bedst sælgende forfatter af historiske romaner.

 

I 1953 giftede Duggan sig med Laura Hill. De bosatte sig i Ross-on-Wye, hvor han døde i april 1964. Ifølge den britisk-fødte amerikanske forfatter og journalist  John Derbyshire, så levede Duggan de seneste år ”et bogligt og hjemligt liv i fuldstændig modstrid med den ekstravagante livsførelse i hans ungdom. Han ser ud til at have været en hengiven mand og forælder og en loyal ven. "

 

Duggan nåede at udgive 15 historiske romaner og 13 non-fiktion udgivelser, så der er nok at gå i gang med. 

Jeg kan  næsten ikke forestille mig, at jeg kan blive lige så begejstret, som jeg er for Winter Quarters, men mon ikke jeg kaster mig over 

Elephants and Castles (1963). The life of Demetrius I of Macedon, one of the Successors after the death of Alexander the Great 

eller måske  

Three's Company (1958). The career of Marcus Aemilius Lepidus, triumvir with Octavian and Marcus Antonius after the death of Julius Caesar

 

Og det blev da et kort indlæg, gjorde det ikke?