Om spændende læsning 1.

 

 

 

I mit foregående indlæg om de romerske hære fortalte jeg - ud fra Colleen McColloughs roman ”Fortunas udvalgte" - del 4 i serien om den romerske familie - om den romerske hærfører, Crassus’ katastrofale togt mod partherne, hvor han led et sviende nederlag ved Carrhae. Og jeg funderede over, hvilken litteratur jeg skulle gå videre med. Skulle jeg videre med McCollougs monumentale serie -  del 5 - ”Terningen er kastet” om Cæsars berømte togt i Gallien? Eller skulle jeg vælge en af de to engelske romaner,  Alfreds Duggans ”Winter Quarters” eller Ben Kanes ”The Forgotten Legion”, som begge omhandler slaget ved Carrhae.

Og hvad endte det så med? Dem alle tre, naturligvis!  Plus dertil Ben Kanes fortsættelse, ”The Silver Eagle”.

 

Det blev rigtig spændende læsning.

 

Hvad der gjorde det rigtig spændende at lade ”Winter Quarters” og ”The Forgotten Legion”  følge efter ”Fortunas Udvalgte” er, at de tre fortæller om samme historiske hændelser ud fra hver deres synsvinkel, og det har været sjovt at se, hvilke litterære greb de har benyttet sig af.

 

”Fortunas udvalgte” er den brede episke fortælling om Roms historie i republikkens tid, og det er afgjort den, der ligger tættest på de historiske facts.- Tror jeg.

Den fortæller den store historie ud fra feltherrers og konsulers synsvinkel og hviler så vidt muligt på historiske kilder, og der er gjort meget ud af at gøre rede for de politiske forhold i Republikkens tid.  Hændelser der – geografisk - ligger lidt langt fra den aktuelle tråd, bliver der ganske fikst gjort rede for igennem breve til de personer, vi følger.

 

I ”The Forgotten legion” følger vi to romerske slaver og en etruskisk seer.  Denne roman er afgjort den mest kulørte af de tre. Det tager faktisk ret lang tid, før vi når frem til slaget ved Carrhae. Først må de to slaver Romulus og Brennus, gå så grueligt meget igennem – og vi skal jo også introduceres for den etruskiske seer, Tarquinius.

 

Tarquinius er en fri italiker. Han færdes i bjergene og – uden at han egentlig selv er sig det bevidst – er han ved at blive oplært af den gamle haruspex – en ældgammel etruskisk præstetype – en seer. 

Læs mere om, hvad  en haruspex er her   

 

Haruspex’en ved, at han skal dø – at han snart vil blive dræbt af romerske soldater - og han videregiver sin viden samt  en kostelig økse og en kæmpestor rubin til Tarquinius. Tarqionius er fortvivlet. Hvordan skal han forhindre drabet? Men haruspexen har accepteret sin skæbne.

 

Da profetien er opfyldt – den gamle mand  er dræbt - forlader den unge Tarquinius sin hjemegn.

Han opfatter sig som den sidste repræsentant for den etruskiske kultur, som romerne har tilintetgjort / gjort til sin egen, men i en forvansket udgave. Han vil hævne drabet på sin læremester, og han vil drage mod øst for at spore, hvor etruskerne oprindeligt kom fra.

 

Brennus er en kæmpe af en galler. Hans kone og børn bliver dræbt i et romersk angreb. Landsbyen bliver brændt ned, og han – som tilfældigvis var på jagt væk fra landsbyen - er den eneste, der overlever.  En nevø, som han havde med på jagten,  bliver også dræbt.

Brennus bliver fanget og solgt til Roms største gladiatorskole.

Nu er han kun opfyldt af to tanker. Den ene: En spådom, han fik kort før angrebet, hvor han blev spået at skulle rejse længere bort i verden til et sted som ingen galler før han havde set.

Den anden: Hævn over drabet på hans kone og børn, hans nevø og alle indbyggerne i hans landsby.

 

Hovedpersonen i bogen er romerslaven Romulus, men de to andre indtager hver deres vigtige rolle.

 

 

Romulus har en tvillingesøster, Fabiola. De er født af en kvindelig slave, der blev voldtaget af en romersk aristokrat ved et tilfældigt møde en aften i Roms mørke  gader.

 

 Som født af en slave er tvillingerne naturligvis slaver, ejet af moderens slaveejer. Jeg husker ikke, hvad deres ejer hed, og nu har jeg afleveret bogen på biblioteket, så jeg kan ikke slå det efter. Noget i retning af Gemellus. Nu kalder jeg ham i hvert fald sådan, for så er det nemmere at genkende ham, når han dukker op i historien igen om meget, meget lang tid.

Da Gemellus bliver voldsomt vred på Romulus – og dét på et tidspunkt, hvor han mangler penge – sælger han Romulus til Roms største gladiatorskole, Fabiola til et bordel, og han sender moderen til saltminerne, hvor hun hurtigt dør.

 

 

På gladiatorskolen mødes Romulus og Brennus. Da Romulus bliver – uretmæssigt – anklaget for drabet på en adelsmand, flygter de fra Rom. Efter at de har fået deres slavemærke brændt bort, lader de sig indrullere i Crassus’ hær, der er på vej til Syrien for at indlede et felttog mod partherne.

 

Ingen af de to søskende ved, hvor den anden er endt. Men handlingen bliver efterhånden delt op, så hvert andet kapitel følger Romulus og hvert andet følger Fabiola. På den måde løser denne forfatter i sin bog problemet med at få fortalt, hvad der foregår to forskellige steder i verden. Og på den måde møder vi Cæsar på hans togt i Gallien – det som 5. del af Den romerske Familie handler om. Meget fikst.

 

 

I Ben Kanes del 2, ”The Silver Eagle”  er slaget ved Carrhae (år 53), som Romulus deltager i,  overstået. Men med Fabiola og persongalleriet i ”The Silver Eagle” bevæger vi os  nu ind i Gallien og kommer i kontakt med Cæsar.

 

 

Fabiola har sat hele sit liv ind på at finde Romulus.

 Hun har forblændet den unge Brutus, som løskøber hende. Ved en fest ser hun en buste  af Cæsar, og ud fra den slående lighed mellem Cæsar og broderen Romulus får hun en formodning om, at det var Cæsar, der voldtog moderen – og dermed er hendes far. Den tanke forfølger hun, og sammen med Brutus kan hun – en tidligere prostitueret slave, nu frikøbt af og elskerinde til Brutus, en af Cæsars betroede officerer -  komme tæt på Cæsar  og måske finde en afklaring og en mulighed for at straffe – myrde? – ham.

Fabiola når frem til Cæsars lejr dagen efter Slaget ved Alesia . Slaget ved Alesia år 52 er et af højdepunkterne  i ”Den romerske Familie, del 5” – og i Cæsars erobring af Gallien.

 

                           De tre røde prikker: Den formodede placering af Alesia.

 Slaget ved  Alesia er det slag, hvor Cæsar endegyldigt slog de samlede galliske styrker, der var anført af Vercingetorix.

Mange af Cæsars slag blev vundet på grund af hans sans for ingeniørarbejde og hans soldaters villighed til at grave.

Det var så sandelig tilfældet ved Alesia.

 

 For snart mange år siden stod Ib og jeg på den nu skovklædte bakketop, 

hvor man mener Alesia lå.

 

Cæsar lagde en ring om Alesia i form af  tre grave  i en længde af 16 km. En ”cirkumvallation”.

Den inderste grav blev fyldt med vand fra den nærliggende flod og de to øvrige blev fyldt med tilspidsede træstammer  og andre ubehagelige overraskelser. Dertil kom, at der blev bygget en palisade med utallige vagttårne. Cæsar vidste, at der var hjælpetropper på vej til Vicingetorix, og derfor gravede han desuden en ydre grav rundt om byen – og hans belejringslejr. Den var 25 km lang og skulle beskytte hans lejr mod de udefra kommende tropper. En ”contravallation”.

Opbygningen af ringen tog en måned. Der skulle graves, der skulle fældes massevis af træer, der skulle bygges, der skulle smedes jernspidser, der skulle skaffes mad.

 En rekonstruktion af en del af Cæsars "cirkumvallation"

 

En del af Vercingetorix's strategi havde været at forsøge at afskære Cæsar fra at skaffe mad til sin store hær. Men det endte med at manglende forsyninger blev stærkt medvirkende til, at Vercingetorix led nederlag.

Da maden til soldaterne i den indesluttede by allerede var blevet rationeret og halveret- og en soldat har brug for tilstrækkelig energi for at kunne kæmpe - så besluttede Vercingetorix sammen med sine ledere at sende Alesias sultende befolkning ud af byen - i håb om, at Cæsar ville lukke dem ind i sin lejr og dermed få ansvaret for at brødføde dem. Men Cæsar foretog sig intet. 

Skråningerne i terrænet mellem byen og Cæsars lejr, hvor befolkningen måtte opholde sig, efter de var sendt ud af byen.

 

Så indesluttet i byen måtte gallerne lytte til den frysende og sultende befolkning - børn, kvinder, gamle, syge, der grædende tiggede om at blive lukket ind igen. Den befolkning, han ville gøre fri af romerne.

 

 

  Flere gange forsøgte gallerne forgæves at bryde ud fra Alesia. Et enkelt sted var svagt – et sted, hvor romerne ikke kunne få ringen lukket. Endelig fandt gallerne dette punkt, og romerne blev pressede. Men da Cæsar selv red ind i kampen med sin højrøde kappe blafrende i vinden efter sig, fik hans soldater ny energi, og slaget endte med gallernes totale nederlag.

 

Staue  af Vercingetorix

 

 

Da Fabiola når frem til Cæsars lejr i Gallien, er slaget om Alesia som nævnt netop overstået, og hun møder synet af de mange tusind døde, der ligger spredt på slagmarken.

 

 

Fabiola og Brutus følger nu Cæsar til Ravenna, og de er med, da han krydser Rucikon og dermed indleder en ny borgerkrig i Italien. 

Jacta est alea. Terningen er kastet.

 

 

Floden var vigtig, fordi det efter romersk lov var forbudt for en hærfører at krydse floden med sin hær fra nord.

Floden markerede grænsen mellem den romerske provins Gallia Cisalpina i nord og det romerske kerneområde i syd. Loven havde således til formål at sikre den  romserske republik mod militære trusler fra egne styrker.

 

Cæsar, der krydser Rubicon, er et yndet motiv.

Motivet findes både i sommer- og vinterudgave.

 

 

Formentlig fandt hændelsen sted den 10. januar - efter den romerske  kalender - men den fulgte jo ikke "solkalenderen" og dermed årstiderne, da den kun havde 304 dage fordelt på 10 måneder.

Det historiske øjeblik er også gengivet i senere, mere svulstige udgaver. Her en arkaisk udgave af Adolphe Yvon fra 1875

Det bliver dog en forholdsvis ublodig borgerkrig. Byerne, han indtager på kysten ned langs Adriaterhavet, modtager ham med åbne arme. Folket elsker Cæsar. 

 

Pompejeus er sammen med det lovligt valgte senat flygtet over Adriaterhavet til Makedonien.

Cæsar følger efter, og i år 48 f. Kr. står der det store slag ved Farsalos i den græske region Thessalien, hvor Cæsar slår sin tidligere ven, svigersøn og allierede, men nu største konkurrent og fjende  Pompejus Magnus.

                                 Farsalos, Grækenland

 

I ganske korte tableau-agtige kapitler får Ben Kane fortalt den historie, der på en ganske anderledes og detaljeret måde beskrives i del 5 af McCollougs store serie. Ben Kane forbigår fuldstændig, at Cæsar – inden han fulgte efter Pompejus til Makedonien - lige var et smut i Spanien, hvor Pompejus havde store tropper – tropper som Cæsar nemt og behændigt besejrede.

 

Jeg har tidligere nævnt, at Kanes fortælling er rigelig farverig, og på visse punkter omgår han de historiske facts rimelig letfærdigt.

 

I virkeligheden var Brutus en militær leder under Cæsar i Gallerkrigene – og deltog i slaget ved Alesia.

Men under den efterfølgende borgerkrig skiftede han side og gik over til Pompejus.  Da Pompejus havde tabt, bad Brutus om nåde, hvilket Cæsar tilstod ham. Det gjorde Cæsar som regel, når han havde kæmpet mod andre italikere. Var det barbarer, han havde overvundet, var sagen en anden. Så kunne han være lige så brutal som alle de andre store feltherrer.

 

I flere tilfælde viste det sig, at de benådede hurtigst muligt stablede en ny hær på benene og igen bekrigede Cæsar. Og i Brutus’ tilfælde ved vi jo, at det blev en fatal beslutning for Cæsar. Eller gør du? – Ellers må du læse videre for at få svaret.

 

I Kanes fortælling støtter Brutus Cæsar, og han er nærmest helten, der afgør slaget ved Farsalos til Cæsars fordel – dog vel og mærke kun på grund af Cæsars formidable strategi, naturligvis – men alligevel.

 

Når Kane har brug for det greb i fortællingen, er det, fordi han har brug for, at Brutus og Fabiola følger med Cæsar videre til Alexandria i Ægypten, hvor de to tvillinger Romulus og Fabiola får et glimt af hinanden uden at kunne nå hinanden.

 

Men faktisk er der en forklaring på de divergerende beskrivelser af Brutus’ ageren i slaget ved Farsalos. For faktisk er der tale om to Brutus’er, Decimus Junius Brutus Albinus og hans fjerne fætter, Marcus Junius Brutus. Så de to forfattere har nok valgt hver sin Brutus. McCollough den berømte Brutus og Kane den mere ukendte Brutus. 

 

Ben Kane beskriver sin Brutus som en flot og modig romer. Den mere kendte Brutus derimod beskrives hos McCollough som ret sølle. Tilnavnet Brutus kan nærmest oversættes med "fjolset". Brutus var søn af Servillia, som i  en lang periode var Cæsars elskerinde. Servillia elskede sin søn over alt - men betragtede ham også som en svag og ubehjælpsom ung mand med en forfærdelig dårlig hud. (Ja, det var vigtigt for romerne at være smukke . Det var Brutus ikke.)

Brutus var fra sine helt unge år betaget af Cæsars datter, Julia. Brutus var i familie med Cæsar og kom i hans hjem. Han var umådelig rig og ud af en særdeles fornem gammel familie. En af hans forfædre havde været ham, der smed Roms sidste konge på porten og havde været med til at oprette Republikken. Cæsar gav tilladelse til at Brutus måtte forlove sig med Julia. At han dermed fik sønnen af sin elskerinde, Servilia, som kommende svigersøn, så han ikke som noget problem. 

I flere år ventede Brutus på, at Julia skulle nå den giftefærdige alder, men da Cæsar politisk fik brug for at knytte Pompejeus nærmere til sig, så bortgiftede han Julia til Pompejus. 

Så Brutus havde ingen grund til at nære varme følelser for Cæsar. Men Pompejus var jo den mand, der havde snuppet hans elskede Julia for næsen af ham, og han var også den mand, der tidligere havde dræbt Brutus' far. Så det var heller ikke oplagt at slutte sig til ham

Afgørende blev, at Brutus var meget præget af sin onkel, Cato, som var en af Cæsars mest indædte modstandere. Cato var en del af den klike i Senatet, der med alle midler bekæmpede Cæsar, som de mente havde i sinde at udråbe sig til konge af Rom.

 

Men det er lidt forvirrende med de to Brutusser- også fordi begge endte med at være med i sammensværgelsen mod og mordet på Cæsar i år 44.

 

Når jeg går på nettet, bliver forvirringen ikke mindre. Her angives den ukendte Brutus, Marcus Junius Brutus, som Cæsars adoptivsøn - ham som Cæsar udtaler sine sidste ord til, da han myrdes. Et tu, Brutus - også du, min søn.

Ja, jeg er forvirret.

 

Og om det er historisk korrekt, at begge Brutus’er deltog i slaget ved Farsalos, ved jeg ikke. Men mon ikke, Kane har styr på de historiske facts?

 

 

Da Romulus og Fabiola får et glimt af hinanden i Alexandria, er situationen den, at Cæsar er blevet opholdt af oprørske ægyptere og er i færd med at sende Brutus og dermed Fabiola afsted for at søge hjælp i Rom. Hvordan Romulus er kommet til Alexandria, får du først senere at vide af mig, men her bliver han fanget og endnu engang indrulleret i den romerske hær – denne gang ufrivilligt – og skal kæmpe mod ægypterne. Dette finder sted på et tidspunkt, hvor der samtidig er kampe mellem Cleopatra og hendes bror og ægtemand om magten i riget. I Ægypten var det skik og brug, at bror og søster giftede sig for at holde kongemagten i familien, men ofte kom de også i splid derom.

 

Jeg er spændt på at finde ud af, om det er en korrekt skildring, at Cæsar var ved at komme i knibe  i Alexandria - nærmest var blevet indelukket i et palads. Og om Brutus var med der. For nu er Kane nået længere frem i historien, end jeg er i McColloughs serie. Bind 5 slutter med, at Pompejus efter nederlaget ved Farsalos er flygtet til Ægypten, og Cæsar følger efter. Men da Pompejus går i land for at søge hjælp til den videre flugt, er der en ægyptisk leder, der vurderer, at han hellere vil stå sig godt med sejrsherren, dvs. Cæsar, som siges at være på vej, så Pompejus bliver lokket i baghold og får hovedet hugget af. Hans hoved skal overbringes til Cæsar, når han når frem.

 

Men hvordan er det gået Romulus? Ham forlod vi jo på vej mod Carrhae, og nu dukker han op i Alexandria.   Så han var åbenbart ikke en del af The Forgotten Legion – den som kom til Kina og måske grundlagde byen Liqian.

Og dog. Noget af vejen kom han med.

 

Slaget ved Carrhae blev, som jeg beskrev i forrige indlæg, en ren nedslagtning af romerne.

 

Ved dagens afslutning lykkes det Crassus at flygte med resterne af hæren ind i Carrhae. Her bliver de i tre dage, men indbyggerne i Carrhae er ikke til sinds at hjælpe en romersk hær. Crassus må flygte videre væk. Men endnu engang forlader Crassus sig på en vejviser, der viser sig at være i parthernes sold. Partherne indhenter romerne, og der finder et fredsmøde / en overgivelse sted. De historiske kilder er ikke helt enige om omstændighederne, men i alle tilfælde - og i McColloughs udgave - bliver Crassus her dræbt.

 

 Ben Kane  derimod lader Crassus i live, og sammen 10 000 tilfangnetagne romerske soldater – herunder Romulus, Brennus og Tarquinius – bliver han ført til parthernes hovedstad. Og Kane følger en folkefortælling, der fortæller, at Crassus fik hældt flydende guld ned i halsen for at hovere over hans umættelige tørst efter guld. En folkefortælling, der også fortælles om en anden romer i øvrigt. Her var det Mithridates, der nedværdigede en romersk statholder på samme måde. Det har jeg tidligere skrevet om.

 

 På nettet ligger en lidt humoristisk , men nok ret korrekt video med  gennemgang af slaget ved Carrhae

 

De romerske soldater får hos Kane valget mellem at få samme behandling eller at indgå i den parthisker hær. De vælger – naturligvis – det sidste, og de bliver ført på en lang og dødelig march mod øst – til Margiata – parthernes grænse mod hunkineserne.

De partiske soldater – fangevogtere – har en vis respekt for Tarquinius, som kan læse varsler og f.eks. forudsige vejret – til gavn for marchen - og han kan forudsige hændelser.

På vejen møder de handelskaravane. Tarquinius overtaler den parthiske leder til, at de skal købe silke i enorme mængder. Hele karavanens last. Tarquinius betaler for silken med den kæmpestor rubin, som han har medbragt fra sin læremester og den hellige hule helt tilbage i Etrurien.  Silken vikler de om deres skjolde, og det bevirker, at fjendens pile ikke kan trænge gennem silken  - og dermed skjoldet. En stor forsvarsforbedring. Jeg undrer mig over, hvorfra Ben Kane har den ide. Jeg har aldrig hørt om fænomenet andre steder.

 

Fangerne når den store militærforlægning i Margiana, og her opholder Romulus, Brennus og Tarquinius  sig sammen med den glemte i flere år. Men så stopper overensstemmelsen med myten om den glemte legion. 

 For i Kanes roman kommer Romulus, Breuuns og Tarquinius med en parthisk hær sydpå, hvor de kæmper mod en overvældende stor indisk hær, der slår partherne ved hjælp af masser af kæmpestore kampelefanter. 

 

Illustrationen viser ikke kampen mellem inderne og partheren. Dels havde partherne ingen kampelefanter, dels er soldaterne på elefanterne tydeligvis ikke indere. Men Kane beskriver, hvordan 4 soldater sidder på elefanten i en lille kasse, hvorfra de kan kaste spyd, og foran sidder ham, der leder elefanten.
 

Brennus ofrer sit liv for at redde Romulus, og  Romulus og Tarquinius slipper væk i kampens hede. De springer i floden og svømmer væk. De fortsætter mod syd – gående og sejlende, når det lykkes at finde en båd - og de når ud til havet. På havnen bliver de imidlertid kidnappet af en sørøverbesætning og bliver tvunget til at sejle med sørøverne i fire år. På et sidste togt før sørøverne vil vende tilbage til Indien, når de næsten Afrikas kyst ud for Ethiopien. Her bliver de angrebet af et romersk skib, og igen – i kampens hede -  springer de i vandet (her havet) og svømmer ind i land. En plan de netop havde, når de kom tæt på land – også inden de blev angrebet.

 

Her har Ben Kane forladt det historiske grundlag og digtet lidt rigeligt, men han viser også her, hvilken mester han er i at få bundet nogle sløjfer.

 

For her støder Romulus og Tarquinius på Hiero, en bestiarius, dvs. en romersk handelsmand, der er i Afrika for at indfange dyr til arenaerne i Rom. Og det er netop den handelsmand, som Gemellus – slaveejeren -  ham der solgte Romulus of Fabiola - gjorde forretninger med, da han troede, han skulle tjene en formue på de vilde dyr. Men skibet med de indkøbte dyr sank. Gemellus mistede en formue og var nødt til at sælge sin smukke villa ude ved kysten. Og hvem købte villaen? Det gjorde såmænd Brutus, som installerede sin elskerinde her. Sådan! Så fik Fabiola da sin hævn over ham i det mindste! Jo, Kane er dygtig til at binde sløjfer.

Handelsmanden er mistænksom over for Romulus og Tarquinius. Men han har sårede og syge dyr, og da de fortæller, de har forstand på sygdomsbehandling, får de lov at følge med gruppen til en lejr lidt uden for Alexandria. De fornemmer, der er uro inde i byen, og Romulus og Tarquinius bliver sendt derind for at vurdere situationen. Det er her, de nede på havnen bliver fanget i kampen mellem romerne og ægypterne, og Romulus må se sin søster sejle væk, efter at de blot et sekund har haft øjenkontakt og har genkendt hinanden.

 

Tredje del af trilogien hedder The Road to Rome, og selvfølgelig skal jeg have fingrene i den hurtigst muligt. – Også selv om den er noget af en kulørt røverroman.

Egentlig var det jo min mening at skrive et blogindlæg, hvor jeg sammenlignede de tre romaner ”Den romerske Familie, del 4”, ”The Forgotten Legion” og ”Winter Quarters”. Tre romaner, hvor slaget ved Carrhae indgår. Undervejs kom ”Den romerske familie, del 5” og ”The Silver Eagle” yderligere til. Det blev mere omfattende end forventet.

 

Da jeg nåede til at ville skrive om ”Winter Quarters”, begyndte teksten at drille mig. Jeg kunne ikke få tingene til at hænge sammen. Ved genlæsning af bogen slog det mig, at den trods sine sølle 224 sider indeholdt så meget, at den fortjente sit eget opslag. At den ikke blot skulle være et appendix til et i forvejen langt indlæg. Forfatteren Alfred Duggan i sig selv er også værd at beskæftige sig med.

Så sådan bliver det. Der kommer et opfølgende blogindlæg om Alfred Duggan og hans "Winter Quarters".

I stedet besluttede jeg at afslutte med noget andet. I deigned to do something else.

Ben Kanes bøger har jeg ikke fundet i dansk oversættelse, men læst på engelsk.

Mit engelsk er stadig forholdsvis ok, synes jeg, men hold da op, hvor var der mange ord og udtryk, jeg ikke kendte. 

(He deigned to - modvilligt besluttede han at  ... var et af udtrykkene.)

 

Og det var ikke kun, fordi en del af ordforrådet knyttede sig til emner, som jeg ikke er blevet undervist i eller selv har undervist i – som f.eks.

carnage - blodbad 

mayhem - kaos

phial - lille medicinflaske

bile - galde

flatulence - luft i maven

lewd comments - uanstændige bemærkninger

sinously - syndigt

harlot - en skøge

ignominy - offentlig skam.

 

De fleste ukendte ord kunne jeg godt gætte mig til eller fornemme betydningen af ud fra konteksten, men der var rigtig mange ord, jeg ikke synes, jeg var stødt på før. Lidt gammeldags og ikke mere så brugte ord, tror jeg. Ofte blev læseflowet afbrudt af, at jeg alligevel lige slog ordet op for at se den helt præcise oversættelse. 

 

Kane benytter en masse skønne biord og tillægsord.

Kender du måske ord og udtryk som 

 

surreptitious - svigagtigt

ubiquitous - allestedsværende

raucous - groft larmende eller hæsblæsende

blatantly - åbenlyst

scathing - sviende

threadbare - nedslidte 

astute - klog

with alacrity - med lethed

taut with anger - forbitret af vrede

incandescent - som tillægsord; hvid, glødende eller lysende med intens varme - som navneord: glødelampe

Jo, det er godt at holde hjernen i gang og lære nyt, selv om det er tvivlsomt, om jeg får brug for ret mange af ovenstående ord og udtryk.

Heldigvis ødelagde det ikke læseoplevelsen. 

Nu må jeg så se, hvornår jeg får flow i fortællingen om "Winter Quarters" - den lille juvel af Alfred Duggan.

PS

Og hvis du tænker, at nu har jeg jo fortalt hele handlingen i romanerne, så kan jeg afsløre, at det har jeg ikke.

Der sker meget, meget, meget mere i både McColloughs og Kanes romaner.