søndag den 20. september 2026

Om Sangen om Mirabilis og om den finske Amur-koloni



Sangen om Mirabilis af Anni Kytömäki  er en medrivende fortælling om cirkus-akrobaten Mirabilis blandet med en fortælling om naturforskeren Leonard Stejgener tilsat refleksioner om jordens udvikling og uddøde arter, utallige naturbeskrivelser og noget naturmystik.

En besynderlig cocktail, men de 744  sider blev slugt på tre dage.

Kan jeg anbefale den?  Ja, bestemt.

Bagsideteksten fortæller, at det er en episk roman om liv og død, som fører os til forrige århundredeskifte, hvor naturvidenskabens fremskridt rystede verden og såede et frø, der pegede på, at mennesket måske ikke længere kunne betragtes som skabningens krone, og jeg kan så tilføje, at undervejs får man også et lille indblik i Finland, hvilket ikke sker ret tit.

Riikka arbejder ligesom sine forældre på Korraharju-herregården i det sydlige Finland. Herregården er ejet af baron Falkenhøjd. 

Da Finland i 1867-1868  rammes af en katastrofal hungersnød, forlader herskabet og tjenestefolket stedet og begge Riikkas forældre dør. Uden noget mad overhovedet og ladt alene tilbage drager hun afsted.

Riikka er stor og bomstærk, og hun får arbejde ved anlægget af en jernbane - den der senere får forbindelse til den transsibirske jernbane helt over til Vladivostok.

En søndag bliver der i kirken oplæst en meddelelse:

"I den østlige udkant af det store russiske rige ligger e tområde, som kineserne netop har måttet overdrage til kejserriget. Klimaet i provinsen Amur er gunstigt, og der er brug for nye bønder på egnen. Man har allerede erfaret fra tidligere finske ekspeditioner, at græs og kartofler klarer sig fint derude. ved de fjerne kyster kan man opfostre sine børn til andet end krig, for kejseren har bevilliget udvandrerne fritagelse fra værnepligt i to generationer. "

Riikka griber chancen for et bedre liv og slutter sig til kaptajn Herman Eriksson, der vil føre en gruppe kolonister til Russisk Fjernøsten. Daniel, som hun lever sammen med, øjner muligheder ved jernbanen og vælger at blive i Finland.

"Daniel dur til finere arbejde, snart er han ikke længere en jernbanebisse, og derfor har han ingen udlængsel.  Daniel er mere interesseret i togenes godsvogne end at komme til søs, han har skinnerne mere kær end hende," tænker Riikka.

Riikka er gravid, men ved det ikke. Undervejs på den 11-måneder lange sørejse til Russisk Fjernøsten føder hun tvillingerne Athuri og Ella, som får deres første opvækst i den fjerne Amur-provins.

Til dette isolerede område kommer også unge Falkenhøjd. Ham, der i hungervinteren, da Riikka var alene med sine syge forældre, lovede at sende en læge op fra Helsinki, men ikke gjorde det.

Falkenhøjd er nu uddannet palæo-botaniker og kartograf. Han har deltaget i Nordenskiölds ekspeditionen, som sad fast i isen ved Beringstrædet, hvor besætningen måtte overvintre i 10 måneder under ekstreme arktiske forhold.

Nu har Falkenhøjd forladt ekspeditionen, og det forlyder, han i stedet vil lede efter guld.

Har jeg afsløret for meget? Bare rolig, vi er kun nået til side 95. Men nu er scenen sat, og der er knap 650 sider endnu til at udfolde hele den mægtige historie.

Falkenhøjd er ligesom Riikka og hendes familie fiktive personer. Der var ingen finsk baron Falkenhøjd med på Nordenskiölds-ekspeditionen.

Leonard Stejneger derimod er en historisk person. 

Men en finsk koloni i Amurområdet - i Russisk Fjernøsten. Det havde jeg godt nok aldrig hørt om før - men hvad kender jeg overhovedet også til Finlands historie - udover dets udsatte placering med en besværlig nabo.

Jeg blev nødt til at finde ud af noget om den koloni.

Finland var dengang et storfyrstendømme under det Russiske Imperium. 

I midten af 1800-tallet havde den russiske zar, Alexander II, desperat brug for loyale, dygtige folk til at kolonisere og sikre de nyerhvervede områder i Det Fjerne Østen. Han kiggede mod Finland, som var kendt for dygtige søfolk, administratorer og ingeniører.

To finske brødre gjorde lynkarriere i den russiske zars tjeneste. Johan Hampus Furuhjelm blev udnævnt til guvernør over hele Primorskij-regionen (Det Fjerne Østen), og hans bror Harald Furuhjelm blev sat i spidsen for statens landområder i Nakhodka-regionen. 

 Da Finland i 1867-1868 blev ramt af en katastrofal hungersnød, så Harald Furuhjelm en gylden mulighed. Han foreslog zaren, at man tilbød fattige, hårdtarbejdende finner gratis jord og skattefrihed i Amur-landet (Nakhodka) for at opbygge regionen. 

Harald Furuhjelm rejste selv til Finland for at rekruttere. Han tegnede et næsten paradisisk billede af Nakhodka: Jorden var frugtbar, floderne var fulde af laks, skovene bugnede af tømmer, og havet var ideelt til hvalfangst. 

 Zaren godkendte planen og tildelte finnerne et stort stykke land specifikt i Nakhodka-bugten, som russerne lige havde opmålt og vurderet til at have regionens bedste naturlige havn. 

Dette udløste en sand Amur-feber i Finland. Fridolf Höök og andre utopister læste Furuhjelms rapporter og ansøgte den russiske stat om lov til at rejse.

I romanen er det en kaptajn Herman Eriksson, der leder de finske kolonister til Amur-provinsen. I virkelighedens verden var den ledet af  Fridolf Höök.

Höök var en sømand fra Tammisaari, som var bekendt med det russiske Fjernøsten, da han havde arbejdet i området for et russisk-finsk hvalfangstfirma. Höök og hans partnere grundlagde "Amur-selskabet", i hvis navn et lån på 30.000 russiske sølvrubler blev optaget. Pengene var beregnet til at købe et skib og dække de indledende driftsomkostninger, når de ankom. 





 Rejsen fra Finland til Det Fjerne Østen i 1860'erne var en enorm logistisk bedrift. På det tidspunkt fandtes den Transsibiriske Jernbane slet ikke, så finnerne kunne ikke blot rejse på tværs af Rusland over land. 

Höök valgte en usædvanlig og ekstremt lang rute via verdenshavene: 

Først tog de til havnebyen Bremerhaven i Tyskland. Her brugte de det store lån (optaget i den russiske statsfond) på at købe en solid tregastet sejlbåd. De døbte skibet Imperator Alexander II som tak til den russiske zar, der havde givet dem landområderne. 

 Skibet sejlede ud fra Europa i 1868. De krydsede Atlanten, rundede Kap det Gode Håb i Sydafrika og sejlede videre på tværs af Det Indiske Ocean og op gennem Stillehavet.

 Rejsen tog næsten et helt år under barske forhold, før skibet i september 1869 endelig kastede anker i Nakhodka-bugten i det østlige Sibirien. 



Da Fridolf Hööks skib endelig ankom til Nakhodka i 1869 efter 11 måneders sejlads, opdagede han hurtigt, at det tildelte land og den bedste landbrugsjord i Nakhodka allerede var optaget af  en gruppe, som var ankommet før dem, ledet af Harald Furuhjelm.


Harald Furuhjelms gruppe bestod af  50 Turku-indbyggere, som alle var landmænd.

Hööks gruppe  omfattede omkring hundrede finner: en ingeniør, en farmaceut, en landmand, en bødker, en vinmager, en gartner, en smed, en buntmager og to købmænd. Derudover blev unge drenge taget med, som skulle lære søfartsfærdigheder, og et par piger, der blev overdraget af Helsinkis fattigråd, og som skulle fungere som kokke og vaskekoner for den mandsdominerede gruppe.

Pladsmangel og kaos i Nakhodka tvang Fridolf Höök til at sejle videre langs kysten for selv at finde et nyt ubeboet område. 

Som erfaren havnekaptajn og sømand vidste Höök, at ren landbrugsjord i Sibirien var usikker. Han ledte derfor efter et område, hvor kollektivet kunne leve af både hvalfangst og landbrug. 

Cirka 80 kilometer væk fandt han Strelok-bugten. Kysten var beskyttet mod det åbne hav af Putyatin-øen, hvilket gjorde den ideel til at trække hvaler i land og fortøje skibe. Samtidig var der flade dale lige bag kysten, hvor den anden halvdel af gruppen kunne forsøge at dyrke korn og holde kvæg. 



Hööks skib i Streloks farvand.

Udsigt fra havet til bygden Strelok


Da de ankom til Strelok-bugten, fandt de nogle forladte huse bygget af kinesiske bønder og jægere. Det betød, at finnerne her fandt et sted med øjeblikkeligt ly, hvor de hurtigt kunne etablere deres fællesbase (kommunen) inden den nådesløse sibiriske vinter ramte. 

Streloks første hus, 1869.
Huset tilhørte tidligere kineserne, men stod tomt, da Hööks gruppe ankom. 


 
I marts løb immigranterne tør for mel. Brød måtte skaffes fra bosættelsens centrale placering, den finske handelspost eller Faktor i Nakhodka,

Nakhodkabugten var blevet opdaget i 1859 af den russiske korvet Amerika, der ankrede i bugten under en storm. For at mindes denne begivenhed fik den isfri og forholdsvis rolige bugt navnet Nakhodka, som på russisk betyder "opdagelse" eller "lykketræf".

I 1864 etablerede det russiske militær en hydrografisk og militær post i bugten. Det var en meget lille lejr med ganske få bygninger. 
I årene 1867-1869 oprettede den russiske stat en faktori - en handelsstation her.
det var således ikke et fuldstændigt ubeboet område, finnerne kom til  butikker, pakhuse, en smedje, en mølle og et savværk. - og  en offentlig sauna. 


Nybyggerne kom med store forhåbninger om at skabe et kooperativt landbrugs- og hvalfangstparadis. Kolonien brød imidlertid hurtigt sammen på grund af en række alvorlige udfordringer: 

Nybyggerne havde troet, at hvalfangst ville give dem store fortjenester, men kun Huck vidste, hvordan man fangede hvaler. Desuden viste det sig, at hvaler var sjældne i disse farvande.  Dertik kom, at kolonisterne manglede den nødvendige kapital og det rette udstyr til at konkurrere med amerikanske og europæiske hvalfangere, der allerede dominerede det nordlige Stillehav. 

Der findes dog et billede af Höök med hvalhoved


Nybyggerne var dårligt forberedte på det barske maritime klima, den klippefyldte jordbund og den enorme isolation i Primorskij-regionen. 

 Landbruget viste sig at være utroligt vanskeligt, og kooperativet kæmpede for at opnå selvforsyning. 

Kolonien bestod af både private jordlodder og fælles marker, men det blev hurtigt tydeligt, at nybyggerne, på trods af deres høje ambitioner, arbejdede hårdere på deres egne små jordlodder end på de fælles marker. Derudover vakte misundelse mod dem, der var bedre stillet end andre. Andre blev irriteret over deres medbosætteres dovenskab og upraktiske opførsel. Uenigheder og skænderier tog til, efterhånden som efteråret blev til en ny vinter og ressourcerne svandt ind.

I november 1870, blot lidt over et år efter deres ankomst, blev der afholdt en stormfuld generalforsamling i Strelok: Höök og hans støtter ønskede at fortsætte, men var i mindretal. Med stemmerne 21-5 blev Amur-selskabet opløst.

Mange af koloniens medlemmer vendte tilbage til Finland, men nogle blev. De købte selskabets landbrugsjord og fortsatte deres liv i det russiske Fjernøsten.

Også Turku-finnerne var i problemer.

De havde grundlagt deres bosættelse i Suchan-flodens dal.   Jorden var frugtbar, men klimaet, floraen og faunaen var fremmede for finnerne. Om natten kunne mærkelige, skræmmende lyde høres fra bjergene omkring bugten. Det var brølene fra de tigere, der var hjemmehørende i disse egne. For at beskytte sig mod dem måtte nybyggerne bygge høje hegn omkring deres hjem.

Selvom flodbredden var frugtbar jord, ødelagde oversvømmelserne afgrøder og skyllede huse væk. Hvis Furuhjelm ikke havde været der for at hjælpe bosætterne, ville de have haft en virkelig hård skæbne. Nu overlevede de i det mindste. Men kun med besvær. 

Den anden vinter 1870-1871 var, ligesom den foregående, fuld af prøvelser: den foregående sommers høst havde været dårlig, der var intet hvalkød at spise eller sælge. Fra tid til anden stod kolonisterne ansigt til ansigt med de kinesiske og koreanske indfødte. Plyndrende bander vakte terror.

Den endelige afslutning indtraf i 1870–1871. En voldsom tyfon hærgede bosættelsen og ødelagde både de beskedne afgrøder og bygningerne, og i april 1871 døde guvernør Furuhjelm pludselig af blodforgiftning. 

Tilliden til nybyggerne forsvandt i imperiets hovedstad, Skt. Petersborg. 

Den russiske regering besluttede at inddrage Nakhodka til egne strategiske militære og administrative formål. Der kom en ordre om at stoppe koloniens aktiviteter, hvilket i praksis betød en ophævelse af de jordtildelinger finnerne havde modtaget. 

Kolonien blev opløst den 23. maj 1873. Det finske samfund og handelsstation opererede i det russiske Fjernøsten i omkring seks år, fra 1867 til 1873.

I 1930'erne besluttede den russiske stat at bygge en havn i Nakhodka-området. En række små byer blev grundlagt og voksede sammen til en samlet bebyggelse i 1940'erne. Den 18. maj 1950 fik landsbyen, der da havde omkring 28.000 indbyggere, bystatus.

I begyndelsen af 1950'erne besluttede de sovjetiske myndigheder til at lukke Vladivostok for udenlandsk skibsfart og bruge havnen som base for den sovjetiske stillehavsflåde. Nakhodka blev her efter både den østlige endestation for persontog på den transsibiriske jernbane og eneste havn i den russiske fjernøsten, der var åben for udlændinge, faktorer der stimulere byens hurtige vækst. Byens storhedstid var i 1970'erne og 1980'erne, hvor den blev renoveret for at leve op til rollen som den vigtigste russiske by i fjerøsten.


Byens økonomi, hovedsageligt baseret omkring havnen og relaterede aktiviteter, såsom fiskeforarbejdning og konserves. Den  har imidlertid haft økonomisk tilbagegang siden 1991, hvor Vladivostok blev åbnet for udenlandsk aktivitet igen, men er stadig et vigtigt trafikalt knudepunkt, hvor varer fra Japan overføres fra skibe til det russiske jernbanesystem, herunder transsibiriske jernbane.



Wikipedia fortæller, at Nakhodka har et af de mildeste klimaer i Primorskij kraj og hele den asiatiske del af Rusland takket være den sydlige placering og påvirkning fra Det Japanske Hav. Gennemsnits temperatur i januar er -10 °C og i august  21 °C

Det var nu nok ikke sådan, de finske kolonister oplevede det.

I 1873, da den finske koloni blev nedlagt, forlod de fleste af kolonisterne Fjernøsten og vendte enten tilbage til Finland eller emigrerede til Alaska eller andre steder i USA.  

En lille håndfuld finner, herunder Fridolf Höök selv, valgte at blive i regionen. 

Höök flyttede til den nyligt grundlagte by Vladivostok, hvor han blev en højt respekteret kejserlig navigatør, kartograf og forsker med speciale i Fjernøsten, indtil sin død i 1904.

Det var Fridolf Fabian Fritiof Hööks nybyggersamfund, som Anni Kytömäki  omskrev og brugte som grundlag for  Amur-delen af sin fortælling.
Fridolf Fabian Fritiof Hööks  liv var ret spektakulært. Han transformerede sig fra en finsk sømand, der var stukket af, til en af ​​de mest respekterede pionerfigurer i det russiske Fjernøsten.  Om ham og andre i Russisk Fjernøsten er der meget mere at fortælle - i et kommende blogindlæg, og der kommer også et blogindlæg om Leonhard Stejgener.
På falderebet faldt jeg over en anden forside til Sangen om Mirabilis. Den kan jeg faktisk bedre lide, fordi tigeren her sættes mere i centrum - og amba spiller en central rolle i romanen.

Og så minder det mig også om, at jeg selv har stået helt derovre i Khabarovsk og beundret en kæmpestor udstoppet amurtiger og stået og kigget ud over Amurfloden, grænsefloden til Kina - helt tilbage i 1977, da vi var på den store transsibirske togrejse lige efter jeg havde afsluttet min lærereksamen.


Cirkusforestilling i Moskva
Det var dengang, man stadig måtte have vilde rovdyr i cirkus.
Hvis du læser romanen, vil du opdage, hvorfor jeg har taget det foto med.



1 kommentar:

  1. Hvilken herlig fortælling. Som en der har været mange gange i Finland og en af gangene med tog fra Helsinki til Karelen ved de russiske grænse fængsler denne roman mig. Når dertil lægges, at vi i 1977 gjorde togturen ad den transiberiske jernbane fra Moskva til netop Kabarovsk i Amur-distriktet, så har du og denne bog fanget mig ind. Din fortælling og anbefaling virker uhyre interessant og spændende.

    SvarSlet