Hvis man skal opsummere:
Bory var en utrættelig arbejder og skrev om flere grene af naturhistorien, herunder studiet af krybdyr, fisk, mikroskopiske dyr, planter, kryptogamer osv. Han var hovedredaktør af Bibliothèque physico-économique, af Dictionnaire classique d'histoire naturelle da 7 bind og af den videnskabelige del af Expédition de Morée. Han var medforfatter til afsnittene om zoofyterne og ormene til Encyclopédie Méthodique, såvel som mængder af tekster om den fysiske geografi.
Men så er der et emne, jeg er gået lidt udenom. Nemlig spørgsmålet om racer. Et emne der i den grad optog videnskabsmænd på den tid, og som også Bory tog del i. Så nu går jeg i kast med det.
Johann Friedrich Blumenbach var en tysk læge, naturforsker, fysiolog og antropolog. Han er blevet kaldt "grundlæggeren af raceklassifikationer.
Blumenbachs klassificerede allered 1793/1795 den enkelte menneskelige art i fem varianter, senere kaldet "racer":
|
- den kaukasiske eller hvide race, herunder europæere,
- den mongolske eller gule race, inklusive alle østasiater.
- den malaysiske eller brune race, herunder sydøstasiatere og oceanere.
- den etiopiske eller sorte race, herunder alle afrikanere syd for Sahara.
- den amerikanske eller røde race, inklusive alle indfødte amerikanere.
|
Når ekspeditioner blev sendt til eksotiske fremmede egne, så indgik beskrivelser af menneskene her i høj grad.
I 1847 præsenterede Lesson, som var med på Louis de Freycinets Uranie-ekspedition en opdeling af menneskeracer baseret på simple farveudtryk, meget lig Blumenbachs fra 1795, men med kun 5 inddelinger mod Blumenbachs 6:
Hvid for kaukasiere, Dusky for sydasiater, Orange for austronesere, gul for østasiater, rød for indfødte amerikanere og sort for afrikanere. Denne model opnåede moderat brug blandt etnologer.
I mit indlæg om Uranieekspeditionen valgte jeg at undlade at omtale dette. Nøjedes med at fortælle om hans arbejde med f.eks. de smukke paradisfugle og kolibrier. Men det er vel ikke helt fair.
For studiet af mennesketyper og diskussionen om mulig udvikling var oppe i tiden.
Da Louis de Freycinet var på Uranieekspeditionen 1817-1821 medbragte han en 25-siders "Tabel over observationer og forskning" ("Tableau des observations & des recherches"), der skulle udføres i alle anløbshavne. Et detaljeret program for "Observationer af den menneskelige art".
Ansvaret for zoologisk indsamling og forskning under rejsen var betroet skibets kirurger Jean-René Constant Quoy og Paul Gaimard.
På et tidspu kt stjal Quoy 6 kranier og er skelet, som han tog med hjem til. , som var en videnskabsmand, der arbejdede med frenologi. Videnskaben der menet at kuenne sige noget om et menneskes indtelligens ud fra dets hovedform.
Quoys beskrivelse af de indfødte, deres karaktertræk og adfærd er faktisk overvejdemde positiv.
Deres træk var "attraktive" ("agréable") og deres latter var ikke "grof" ("grossiere"). Han beskrev detaljeret "finessen" af deres ordvekslinger.
Han konkluderede, at Papouserne (indbyggerne i NyGuinea) var "opdragelige" ("susceptibles d'education") og kun deres intellektuelle evner. skulle "øves og udvikles" for at sætte dem i stand til "at opnå en fremtrædende rang" ("tenir un rang distingué) blandt de mange varianter af den menneskelige art.
Det lyder stadig ikke for kønt, men hele tilgangen hos såvel Quoy som Gaimard samt Louis de Freycinets personlige instruktioner til sine officerer vidner om et humanistisk engagement, der var meget forskelligt fra den dybt fysiske dagsorden, der prægede fransk antropologi på den tid.
Og nu skal vi have fat i tre personer: Lamarcke. Geoffroy de Saint-Hilaire og Cuvier.
I forbindelse med revolutionen blev oprettet to professorater i zoologi og Lamarck blev i 1793 tildelt professoratet i dyregruppen «insekter og orme».
Han udviklede en evolutionsteori, der på lange stræk lignede den, Darwin først senere udviklede, men der var også forskelle, som jeg ikke skal komme nærmere ind på.
Lamarck var opmærksom på miljøets påvirkning. Han nåede frem til. at organer, der bruges meget, de udvikles. Hos dyr vil et nyt miljø skabe nye behov, og dyret søger at tilfredsstille dem ved at gøre en indsats. Således afføder nye behov nye vaner, som påvirker dyret og dets krop. Og han mente at opnået udvikling blev arvet af næste generation.
Det bedst kendte eksempel han brugte for sin teori er giraffen. Giraffen strækker nakken, når den søger højere og højere efter bladene af træer, som den lever af. Som et resultat af denne vane, der fortsætter i lang tid hos alle individer af arten med det resultat, at giraffens forlemmer og hals gradvist blevet længere.
Det lyder umiddelbart troværdigt.
Når det kommer til hans eksempel blandt mennesker går det galt.
En smed bruger sine muskler meget, og musklerne udvikles og bliver særlig stærke. Den forstærkede muskelkraft arves direkte af næste generation. Og her er det ordet direkte, der er det penible.
https://en.wikipedia.org/wiki/Lamarckism
Lamarcks teori om "inheritance of acquired characteristics" kaldes lamarckisme
Étienne Geoffroy St. Hilaire studerede medicin og videnskab i Paris på Collège du Cardinal Lemoine. Da Reign of Terror ramte, Paris, satte Geoffroy sit liv på spil for at redde nogle af sine lærere og kolleger fra guillotinen. Han formåede selv at gå under radaren, og han blev udnævnt til professor i hvirveldyrs zoologi ved Jardin des Plantes, som under den revolutionære regering blev omdøbt til Musée National d'Histoire Naturelle. Geoffroy St. Hillaire udviklede en ide om, at alle livsformer udsprang af én fælles udform. Han stillede spørgsmålet "Kan organisationen af hvirveldyr henvises til én ensartet type?" Svaret for Geoffroy var ja: han så alle hvirveldyr som modifikationer af en enkelt arketype, en enkelt form. En af hans mere berygtede teorier var, at det segmenterede ydre skelet og ledben hos leddyr , såsom insekter, svarede til hvirveldyrs indre hvirvler og ribben ; insekter bor bogstaveligt talt inde i deres egne ryghvirvler og går på deres ribben. Han siges at have udtalt: "Der er, filosofisk set, kun et enkelt dyr." Og når der optrådte forskellige former, forskellige dyr, måtte det være udtryk for en udvikling - en evolution.
Cuvier blev født i Montbéliard, et fransktalende samfund i Jurabjergene, som ikke var under fransk jurisdiktion på det tidspunkt; det blev regeret af hertugen af Württemberg. Cuvier studerede på en skole, som hertugen havde grundlagt, det karolinske akademi i Stuttgart, fra 1784 til 1788. Han tog derefter stilling som lærer for en adelig familie i Normandiet, hvilket holdt ham borte fra den værste vold fra den franske revolution. I 1794, på anbefaling af Henri Alexandre Tessier, en naturforsker, der var flygtet til Normandiet for at undslippe terrorstyret, sendte Geoffroy en invitation til den unge naturforsker Georges Cuvier om at komme til Paris, hvilket han tog imod.
Han blev udnævnt til assistent og kort efter professor i dyreanatomi ved det nyreformerede Musée National d'Histoire Naturelle (Nationalmuseet for Naturhistorie). Cuvier blev i sin stilling, da Napoleon kom til magten, og blev udnævnt til adskillige regeringsstillinger.
Cuvier og Geoffroy samarbejdede om flere forskningsprojekter, men røg så i offentlig disput.
Cuvier troede ikke på organisk evolution. Han mente enhver ændring i en organismes anatomi ville have gjort den ude af stand til at overleve. Organismer var funktionelle helheder; enhver ændring i én del ville ødelægge den sarte balance.
Geoffroy ledsagede Napoleons invasion af Egypten i 1798 og bragte mange dyreeksemplarer tilbage til Paris, især mumificerede katte og ibiser, som Cuvier studerede. Han påviste, at de ikke var anderledes end deres nulevende modstykker, og han brugte dette til at understøtte sin påstand om, at livsformer ikke udviklede sig over tid - som bevis på, at evolutionen ikke havde fundet sted. . Cuvier var meget optaget af fossiler. Blandt hans bedrifter konstaterede Cuvier, at elefantlignende knogler fundet i Nordamerika tilhørte et uddødt dyr, han senere ville navngive som en " mastodont ", og at et stort skelet gravet op i det nuværende Argentina var af Megatherium , en kæmpe, forhistorisk jorddovendyr.
Cuvier mente, at der ikke var beviser for evolution , men snarere beviser for cykliske skabelser og ødelæggelser af livsformer ved globale udryddelsesbegivenheder såsom syndfloder. Cuvier etablerede udryddelse som en kendsgerning – på det tidspunkt blev udryddelse af mange af Cuviers samtidige betragtet som blot en kontroversiel spekulation. I sit Essay on the Theory of the Earth (1813) foreslog Cuvier, at nu uddøde arter var blevet udslettet af periodiske katastrofale oversvømmelser. Cuvier blev den mest indflydelsesrige fortaler for katastrofe i geologi i det tidlige 19. århundrede.
Lamarck fik ikke den store anerkendelse for sine teorier. Han følte sig overset af sin samtid og døde som en bitter mand.
På lange stræk kunne Geoffrey Saint-Hilaire dog følge ham og efter sigende var han den enestekollega, der mødte op og holdt tale ved Lamarcks begravelse.
Cuvier derimod var mere ubøjelig. Hans nekrolog var så grov, at den først blev trykt flere år senere.
Cuvier var den mest prominenter forsker på sin tid. Han foretog også et eksperiment, man kun kan harmes over.
Cuvier udførte raceundersøgelser, som gav en del af grundlaget for videnskabelig racisme , og publicerede arbejde om de formodede forskelle mellem racegruppers fysiske egenskaber og mentale evner.
|
Sarah "Saartjie" Baartman |
Sarah "Saartjie" Baartman var i Europa (ca. 1790 - 1815), kaldet Hottentot Venus, blev fanget i Sydafrika, udstillet i Europa som en freak show attraktion og studeret som et eksemplar af "Woman of race Bôchismann" i 1815 af Étienne Geoffroy Saint-Hilaire og Georges Cuvier, som udledte teorier om nogle menneskeracers underlegenhed.
Cuvier havde mødt Sarah Baartman og noterede :
Hun var en intelligent kvinde med en fremragende hukommelse, især for ansigter. Ud over sit modersmål talte hun flydende hollandsk, acceptabelt engelsk og en smule fransk. Han beskriver hendes skuldre og ryg som "yndefulde", arme "slanke", hænder og fødder som "charmerende" og "smukke". Han tilføjer, at hun var dygtig til at spille på jødens harpe, kunne danse i overensstemmelse med sit lands traditioner og havde en livlig personlighed.
Cuvier udsatte Sarah Baartman for undersøgelser i en periode, hvor hun blev holdt fanget i en tilstand af omsorgssvigt.
Cuvier undersøgte Baartman kort før hendes død og udførte en dissektion efter hendes død, som han i overensstemmelse med sine teorier om raceudvikling brugte til nedsættende sammenligninger mellem hendes fysiske træk og aber. Han mente, at hendes små ører lignede en orangutangs og sammenlignede hendes livlighed med en abes hurtighed. Ja, tænk engang. Han var en del af den bevægelse, der havde til formål at kodificere et hieraki af racer med hvide europæere i toppen.
Ham Cuvier, ham bryder jeg mig ikke om.
Og hvor stod Bory i alt dette?
Bory var tilhænger af teorien om arters transmutation sammen med blandt andre Jean-Baptiste de Lamarck. Ifølge historikeren Adrian Desmond var Bory en førende anti-cuviersk materialist, der blandede det bedste fra Lamarcks filosofi med Geoffroys undersøgelser, og han sørgede for, at Dictionnaire classique d'histoire naturelle kom til at indeholde artikler om Lamarck og artsdebatten.
Bory var også en ivrig forsvarer af spontan genese og en ivrig polygenist.
Uha. To fremmede udtryk, som jeg må undersøge nærmere.
Spontan genese (eller spontan generation) er en forældet teori om, at liv til stadighed opstår ud af døde ting eller ud af væsensforskellige levende organismer. Eksempelvis forestillingen om at mus kan opstå af gamle klude, at insekter kan opstå af fordærvede fødevarer, at parasitter kan opstå fra deres værtsdyr alene, eller at gæs kan vokse frem fra træer.
Teorien var veludviklet allerede hos Aristoteles og blev først endeligt modbevist omkring 1860 gennem arbejde af især Louis Pasteur. Men ret overraskende, at Bory troede på det.
Polygenisme er en teori om menneskelig oprindelse, som anfører det synspunkt, at de menneskelige racer er af forskellig oprindelse ( polygenese ). Denne opfattelse er modsat ideen om monogenisme, som mener, der kun findes én enkelt oprindelse til menneskeheden. Ved første øjekast kan polygenisme ses som et måske sympatisk opgør med ideen om, at hele verdens befolkning nedstammer fra Adam og Eva. Men polygenisme er historisk - og knap så sympatisk - blevet flittigt brugt til at understøtte ideen om de hvides overherredømme, som nægter en fælles oprindelse mellem europæiske og ikke-europæiske folk. I moderne videnskab finder vi en nyfortolkning af den monogene teori i en øget forståelse af artsdannelse i "Out of Africa" -hypotese og dens varianter, som i dag er de mest accepterede modeller for menneskelig oprindelse, mens videnskabelig polygenisme søger at finde et taksonomisk grundlag for ideer om racevidenskab .
Bory mente, at de forskellige menneskelige "racer" var sande arter, der hver havde sin egen oprindelse og historie. Han var dog modstander af slaveri. Victor Schœlcher citerer ham blandt sine videnskabelige allierede til fordel for afskaffelse af slaveriet.
"Så selv krige kunne medføre ny videnskabelig viden.." John siger, at der er flere/mange eksempler på, at nye opfindelser er blevet gjort, fordi man forskede i dimser, dippedutter og maskinel i krigsøjemed. Jeg kan naturligvis ikke lige komme i tanke om et eksempel ...
SvarSletPærer med smørsmag!? Man skal høre meget ... Det lyder da ikke specielt lækkert, men smagsløgene var nok noget anderledes for 200 år siden.
Jeg er imponeret over, så nøjagtigt Australien var målt op - gad vide hvordan de gjorde dengang?
Og jo, man burde lære mere af historien, end man gør. I stedet forsøger man nu at omskrive den ved fx at smide statuer af tidligere tiders slavehandlere i havnen. Eller lignende tiltag ... helt forkasteligt i mine øjne.
Larvefødder, måske. Og så den noget mere fredelige trenchcoat :-)
SletNej, det nytter ikke noget at omskrive historien. Måske man kunne tilføje en eller anden note ved nogle af de mest formastelige statuer.
Du har fuldstændig ret. Jeg kendte ikke noget til Bory og ej heller de fleste af de danske forskere, du har på listen. Undtaget dog selvfølgelig August Krogh. August Krogh fik nobelprisen. Han og blev i 1905 gift med Marie født Jørgensen fra Vosegård i Eskør på min hjemegn. Spændende at høre om den naturvidenskabelige udforskning og uhyggeligt med raceteorierne.
SvarSletUps, ja. Ham burde jeg have genkendt - med forbindelsen til Husby.
Slet