Om en jordomsejling der blev opgivet og optakten dertil

"Vi kan kun være overraskede over, at den første russiske  rejse rundt om verden først blev gennemført i det 19. århundrede, selvom vi allerede havde haft alle de nødvendige forudsætninger i det 18. århundrede," skriver historikeren Nikolay Bolhovitinov. 

Det kan man godt følge ham i. For russiske skibe havde sejlet meget rundt oppe i det nordlige Stillehav. Men det var med udgangspunkt i Okhotsk, hvor de nødvendige skibe blev bygget, efter at de fleste materialer møjsommeligt var blevet transporteret tværs over Sibirien.

Var den berømte Krusenstern så den første russer, der sejlede rundt om jorden?

Måske ikke.

Ifølge nogle beviser gennemførte den rige købmand Thorkler fra Reval i 1791-1802 adskillige ekspeditioner rundt om jorden og halve jorden rundt - men på sine udenlandske (især franske) skibe. Blandt andet besøgte han Petropavlovsk-Kamchatsky, Nootka Island, Canton og Kolkata. 

 Men var Krusenstern-ekspeditionen så den første planlagte russiske jordomsejling?

Nej! - Men den første, der blev gennemført.

Den første ide om at nå Kamchatka ad søvejen fra Kronstadt blev forelagt af Fedor Soimonov under Peter den Stores styre i 1722.  Fedor Soimonov var kartograf og hav-landmåler og havde udformet kort over Kaspiske Hav. I 1740 faldt han i unåde, da han blev anklaget for at deltage i en sammensværgelse mod kejserinde Anna af Ruslands elsker Ernst Johann von Biron. Soimonov blev forvist til Okhotsk, hvor han blev dømt til at leve som livegen. Han genvandt friheden i 1749 under kejserinde Elizabeth af Rusland. I 1753 blev han udnævnt til leder af  Nerchinsk ekspeditionen, som udforskede Amur floden og dens bifloder, Shilka og Argun. Han kortlagde nye territorier i Sibirien og bidrog til udviklingen af landbruget i den region.

I 1732 da planerne for Berings anden Kamchatka-ekspedition var under forberedelse, foreslog viceadmiral Nikolay Golovin, præsident for admiralitetskollegierne, og admiral Sanders kejserinde Anna at sende to fregatter med en årlig forsyning af proviant til Kamchatka vea Kap  Horn. 

De argumenterede, at brug af søvejen kunne spare en masse tid. Ifølge Golovin og Sanders ville det tage omkring et år at sejle fra St. Petersborg til Nordamerikas vestlige kyster. Rejsen til Kamchatka gennem hele Sibirien ville tage omkring to år, og det ville tage mindst yderligere to år at bygge skibe. Rigtigheden af ​​dette ræsonnement var allerede blevet dokumenteret af den første Bering-ekspedition. 

Desuden, argumenterede de, ville lange rejser for russiske sømænd være en god skole for søfart og bidrage til udviklingen af ​​russisk handel. Sanders-projektet talte også om behovet for at skabe en flåde til at beskytte Kamchatka og russiske bosættelser ved Stillehavets kyster og øer.

Golovin påtog sig selv at lede ekspeditionen. 

Golovin og andre medlemmer af Admiralitetskollegierne var ikke i tvivl om, at deres forslag ville blive godkendt, og var klar til at gå i gang med de første forberedelser.

Men Golovins og Sanders' forslag blev ikke accepteret. Berings store anden ekspedition drog af sted fra St. Petersborg over land i marts 1733. Fire år bevægede de sig med enorme vogne hen over Sibirien. To år mere tog det at bygge de to små fartøjer - "St. Peter "og" St. Paul". Først  i 1741 kunne de sejle ud på søekspeditionen. Rigtigheden af ​​Golovins og Sanders' argumenter blev bekræftet endnu en gang.

Det er mit indtryk, at når vi taler Vitus Bering, er det oftest hans opdagelse af Beringsstrædet, vi hæfter os ved, og vi kender hans sejlruter. I virkeligheden skulle vi måske bide mere mærke i hans udforskning af det østligste Sibirien. Både han første og  anden ekspediton benævnes  netop  Kamtjatkaekspeditioner.

Et af de vigtige enkeltresultater af Berings-ekspeditionen var kortlægningen af den nordøstlige del af Asien. I 1754 offentliggjorde den geografiske afdeling af videnskabernes akademi i Sankt Petersborg et kort med titlen Nouvelle Carte des Découvertes faites par des Vaisseaux Russiens, som også indeholder sejlruterne, som blev fulgt af Vitus Bering og Aleksey Ilich Chirikov. En engelsk udgave af kortet med titlen The Russian Discoveries blev fremstillet af Londonkartografen Thomas Jefferys (her gengivet fra den posthumt af Robert Sayer udgivne American Atlas fra 1776).

I 1764, da der skulle udsendes en ekspedition ledet af P.K. Krenitsyna og M.D. Levashov til ​​de Aleutiske Øer, opstod igen ideen om at sende to fartøjer fra Kronstadt til den nordvestlige kyst af Amerika. Imidlertid var en krig med Tyrkiet under opsejling, og det faktum, at ledende militærfolk prioriterede en landhær over flåden, førte til den russiske flådes tilbagegang fra 1730'erne til 1760'erne og var med til at blokere for alle store planer. Endnu engang  blev en ekspedition i marts 1764  derfor sendt afsted over land. 

Krenitsynas og Levashovs ekspedition er for øvrigt ikke ret kendt.  Størstedelen af ekspeditionsmaterialet forblev upubliceret indtil 20. århundrede og er kun delvis tilgængeligt på tryk selv i dag.

Fra Bolsheretsk sejlede de til Unimak og Unalaska.

 

Unimak og Unalaska  

I tidligere blogindlæg har jeg indsat mange kortudsnit. Det vil jeg undlade denne gang. Blot indsætte nogle få, så vi er enige om, hvor i verden vi befinder os.

Krenitsyns pludselige død satte en stopper for Krenitsyna og Levashov-ekspeditionen. Levasov vendte tilbage til St Petersborg med en rig samling af etnografiske notater og forskningsresultater.  Katharina II stillede nogle af disse materialer til rådighed for den britiske historiker B. Robertson, som udgav dem i sin bog The History of America, London 1777. Et eksempel på gode relationer mellem Rusland og England dengang og også på den store aktivitet i de fjerne egne.

Det er ikke mange illustrationer, jeg har fundet til dette blogindlæg, men jeg kan da indsætte nogle smukke tegninger fra Krenitsynas og Levashovs ekspedition.

Levashov, M. Untitled (Baidara), 1767-1769, Aleutian Islands, 1331-4-702, Russian naval Archive, St. Petersburg, Russia.

Mellem 1780 og 1783 forsøgte købmanden Grigory Shelikhov tre gange at gøre topembedsmænd interesseret i at sende handelsskibe fra Arkhangelsk eller Østersøen til Kina og Amerikas kyster. Forsyningerne fortsatte dog med at blive leveret over land gennem den sibiriske region og byen Okhotsk. 

Grigory Shelikhov

Om William Bolts

Også fra helt anden side kom der forslag om sejladser.

William Bolts  var en hollandskfødt engelsk købmand, der var aktiv i Indien. Han startede sin karriere som ansat i Østindisk kompagni, før han blev selvstændig købmand. Han er bedst kendt i dag for sin bog fra 1772, "Considerations on India Affairs". 

A series of arguments questioning the wisdom of the East India Company's management of Indian commerce and government, supported by numerous documents by William Bolts

Bolts var meget entreprenant - jeg forestiller mig ham meget lig  John Meares, som jeg tidligere har fortalt om i 2 blogindlæg. 

I dette blogindlæg kommer jeg til at krydse en del personer, jeg tidligere har skrevet om. Nederst vil jeg liste dem op og indsætte links til dem.

Bolts rejste til England, da han var 15. I 1755 er han rapporteret som bosat i Portugal og beskæftiget med diamanthandel. Fire år senere besluttede Bolts at vove sig til Bengalen, hvor han blev ansat i Calcutta som medlem af østindisk kompagni. Han lærte at tale bengali ud over andre sprog som engelsk, hollandsk, tysk, portugisisk og fransk. Han blev derefter tilknyttet østindisk kompagnis aktiviteter i Varanasi, hvor han åbnede et uldmarked, udviklede salpeterproduktion, etablerede en opiumsplantage, importerede bomuld og var involveret i diamanthandelen fra Panna og Chaddarpur (Chattarpur) minerne i Bundelkand i det nordlige Indien.

Bolts kom på kant med østindisk kompagni og vendte sig nu mod kejserinde Maria Theresa af Østrig, og med Østrig  og en belgisk finansmand i ryggen fortsatte han sine handelseventyr i Persien, Kina, Indien, Østafrika. Der kunne fortælles rigtig meget om dette - f.eks. var det Bolts, der i Rio de Janeiro indkøbte den brasilianske cochenillebille og bragte den til Delagoa-bugten, hvorved insektet her blev introducerede i Bengalen til fremstilling af skarlagensfarve og karmin. Ved Nicobarerne anlagde han en handelsstation og kom derved på kant med danskerne, som i 1783 sendte krigsskibe for at jage ham væk. Men jeg skal begrænse mig til de af hans foretagender, der knytter sig til Rusland og Ruslands planer for en jordomsejling.

James Cooks tredje expedition vendte tilbage til England i oktober 1780. Og ligesom alle andre driftige købmænd og eventyrere, hørte Bolts om de ustyrlige rigdomme, man kunne komme i besiddelse af ved indsamling og salg af de smukke havodderskind. Bolts var i Østrigsk tjeneste, og han henvendte sig i 1781 til kejser Joseph ll og forelagde ham nogle store planer for en østrigsk ekspedition til det nordvestlige Stillehav. En jordomsejling, hvis politiske, videnskabelige og kommercielle formål ville omfatte udforskning og kolonisering af Nordvestkysten af ​​Amerika og Kuriløerne. En jordomrejse, der skulle udføres  under kommando af  Bolts selv på et skib tilhørende Det Kejserlige Asiatiske Selskab i Trieste

I første omgang var kejser Joseph lydhør og interesseret. Han var dog mest interesseret i den videnskabelige del af ekspeditionen, mens Bolts' interesse var ren handelsmæssig. Planerne endte med at blive  opgivet.

Nathaniel Portlock, en englænder, der havde været med på Cooks tredje rejse og senere selv var med  til at danne selskabet King George's Sound Company, der blev storaktør i den britiske pelshandel, og selv deltog i en ekspedition  til nordvestkysten af Amerika efter havodderskind i 1786, skrev om Bolts:

"As early indeed as 1781, a well-known individual, Mr. Bolts, attempted an adventure to the North Pacific Ocean from the bottom of the Adriatic, under the emperor’s flag; but this feeble effort of an imprudent man failed prematurely, owing to causes which have not yet been sufficiently explained."

Nathaniel Portlock

Og Portlock fortsætter med at hævde, at Boltz' planer blev taget op af englænderne og kom til at ligge til grund for eller i hvert fald inspirere til den første og allermest succesfulde ekspedition efter havodderskind i Amerika, nemlig Hannah-ekspeditionen:

"The project of Bolts appears to have been early adopted by the British subjects who are settled in Asia... And a brig of sixty tons, with twenty men, under the command of James Hanna, was, in pursuit of this flattering object, dispatched from the river of Canton in April 1785."

Da planerne om en østrigsk ekspedition faldt til jorden,  henvendte Bolts sig i stedet  - i 1782 - til den russiske zarina Katharina, men heller ikke hun bed på krogen. En af grundene menes at være, at en evt. ekspedition skulle udgå fra Triest, hvilket hun ikke kunne se nogen ide i.

Men Bolts opgav ikke så let. 

Han forelagde sit projekt til en handelsekspedition til Amerika for den østrigske kejser Josefs svoger, kong Ferdinand IV af Napoli. Ferdinand og Napoli-regeringen var positive overfor ideen, men ville først hjælpe ham, efter at han havde fuldført sin første rejse for egen regning og risiko. Forberedelserne begyndte i Marseille med at udstyre skibet "Ferdinand", som Bolts  nu planlagde at sende til den nordvestlige Amerikakyst under napolitansk flag, men projektet blev aflyst, efter at Bolts fik et mere positivt svar fra den franske regering, som han også havde henvendt sig til. I Frankrig styrede nemlig kejser Josephs anden svoger, kong Ludvig XVI af Frankrig. 

Bolts skitserede sin plan i breve til marskal Castries den 25. januar og 9. april 1785. Skibet Coventzel skulle sendes til Kap Horn, Sandwichøerne (Hawaii), Nootka-strædet, Kuriløerne og Kina. Et par slupper skulle efterlades ved Nootka for at samle pelse, mens nogle få franskmænd skulle  efterlades på Kurilerne for at lære japansk og vænne sig til indbyggernes påklædning og manerer. Mindst to skibe skulle bruges til at opretholde kommunikationen med Europa via både Kap det Gode Håb og Kap Horn. Der skulle ansættes botanikere, metallurger og astronomer.

 I det sydlige Atlanterhav hævdede Frankrig suverænitet over Tristan da Cunha, og her skulle anlægges bosættelse  som base for hvalfangstindustrien. Ud over Tristan da Cunha skulle "øen opdaget af Anthony de La Roche i 1675"  - muligvis Sydgeorgien -  (gen-)opdages og bosættes. 

Den franske regering overtog hele konceptet. Godt nok forklarede Charles Pierre Claret de Fleurieu, en fransk flådeofficer, opdagelsesrejsende, hydrograf og politiker, som tjente som flådeminister under Louis XVI og var medlem af Institut de France, til kong Louis, "I am not proposing at all, however, the plan for this voyage as it was conceived by Mr. Bolts", og godt nok fik politiske og strategiske hensyn forrang over de kommercielle, men hele projektet var dog udtænkt af Bolts. Men Bolts blev ikke involveret i forberedelsen og blev ikke en del af ekspeditionen. Han fik udbetalt 1.200 louis for  "communications useful in his duties", og så var det farvel og tak. En louis, også kaldet Louis D'or, var en guldmønt, der var 20 Franc værd. Efter revolutionen omdøbte Napoleon mønterne "napoleoner", men i eftertiden var det navnet louis, der blev bevaret. 

Selv om jeg næsten havde lovet, at jeg i fortællingen om Bolts ville holde mig til det, der forbandt ham til en evt. russisk ekspedition, så kan jeg ikke lade være med at fortælle mere. For han var virkelig en entreprenant mand, som ikke gav op.

 I midten af 1782 blev Bolts erklæret konkurs. Selvom han således ikke havde nogen egenkapital, var han i stand til at bruge sit ry som ekspert i østlig handel til at stifte et nyt aktieselskab, Triestine Society, og i september 1783 sendte han skibet Coventzel på en kommerciel rejse via Marseille og Kap det Gode Håb til Malabarkysten, hvor skibet modtog hovedparten af sin last.  Covenzel fortsatte til Canton, hvor det afsatte sin rige last af salpeter, te, kassia, kamfer, kaffe, peber og andre varer. Herfra afgik skibet med kurs mod New York, og det nåede tilbage til Dover. Formodentlig med en god fortjeneste. Der er lidt forvirring omkring datoer og årstal, så dem har jeg ikke medtaget. Men sejladsen varede nok et par år.  

Man skulle tro, at Bolts nu havde midler til at udsende endnu en privat handelsekspedition, men næste gang, jeg støder på Bolts, er det om bord på Imperial Eagle på en østrigsk ekspedition, der udgik fra Ostende i november 1786 under ledelse af Charles William Berkley med kurs mod det nordvestlige Stillehav. 

Dvs. en østrigsk ekspedition var det ikke. Den var engelsk, men sejlede under østrigsk flag for at komme uden om Nathaniel Portlocks og King George's Sound Companys engelske monopol på handel med havodderskind på den amerikanske vestkyst.

Jeg studsede lidt, da jeg læste, at Bolts var med her. For jeg har tidligere læst om Berkleys rejse og også skrevet forholdsvis detaljeret om den, men på intet tidspunkt stødte jeg på Bolts' navn. Det er da lidt interessant. Han har åbenbart ikke spillet så stor en rolle på sejladsen, at dem der har skrevet om Berkleys færd har fundet det nødvendigt at omtale ham.

Jeg kommer i tvivl om, om oplysningen om Bolts' deltagelse i Berkley-ekspeditionen er korrekt. I så fald må Bolts være stået af på et tidspunkt undervejs, for Berkleys rejse var langvarig, og  i slutningen af 1786 er Bolts i gang med nye projekter. Han vil kolonisere Australien og dette på vegne af Sverige.

I november 1786 fik Bolts en kontrakt med kong Gustav III af Sverige om at finde en ø ud for Vestaustraliens kyst, hvor en svensk koloni og handelsstation kunne etableres. Planen blev dog skrinlagt, efter at Sverige året efter blev involveret i krig med Rusland. Bolts fik 250 pund for sin ulejlighed, og den foreslåede koloni blev aldrig etableret.

Bolts siges at have forsøgt at genskabe en formue i Frankrig ved at oprette en virksomhed nær Paris, men de franske revolutionskrige ødelagde endnu en gang hans håb. Han vendte tilbage til England i 1800, hvor han uden held forsøgte at gøre  østindisk kompagni interesseret i et projekt, hvor han skulle skaffe forsyninger af kobber fra Anatolien og sælge dem i Indien. Derefter flyttede han til Lissabon, hvor han tidligere havde arbejdet med diamanthandel. Det menes, han døde i et fattighus i Paris i 1808.

La Perouse-ekspeditionen 

Den franske ekspedition - som oprindelig stort set var udtænkt af Bolts - fik  Jean-François de Galaup, count de La Perouse som leder og blev naturligt nok kaldt La Perouse-ekspeditionen.

La Perouse

La Perouse-ekspeditionen udgik med to skibe fra Brest i august 1785. Det blev en spændende ekspedition, som dog endte sørgeligt. Efter 2 1/2 års rejse var de nået til Botany Bay i New South Wales, hvor englænderne netop var gået i gang med at anlægge en straffekoloni i Port Jackson. Men efter afsejling herfra forsvandt de to skibe sporløst og blev ikke set siden. Først i 1964 blev vraget af La Boussole endelig opdaget på Vanikoros rev, og mysteriet om La Perouses skæbne endelig opklaret.  

Også om La Perouse har jeg skrevet to blogindlæg

Russiske Katharina må handle

Katharina ll af Rusland var presset af nyheden om La Perouse-ekspeditionen. Hun anså den helt klart som en trussel mod russiske interesser i det nordlige Stillehav. Hun ærgrede sig måske over, at hun ikke havde været lidt mere imødekommende over for Bolts' ideer, da hun havde chancen.

Inden for blot ti uger efter La Perouse-ekspeditionens afsejling blev der i Skt. Petersborg udfærdiget ordrer til en "geografisk og astronomisk" ekspedition til det østligste Sibirien, Aleuterne og Alaska under kommando af kaptajn Joseph Billings.

Katherine II beordrede det russiske admiralitet  at udsende ekspeditionen for at gøre krav på territorium og forhindre udenlandske krav og for at udføre videnskabelige undersøgelser, herunder kortlægning af Ishavets kystlinje fra mundingen af floden Kolyma så langt som til Beringstrædet og derefter kortlægning af Chukotskiy-halvøen . Endelig skulle Aleutian Islands over til Alaska kortlægges.

Det er morsomt at se, hvordan de forskellige stormagter holdt et vågent øje med hinandens aktiviteter. Hvordan de forskellige ekspeditioner stødte ind i hinanden undervejs - oftest under venskabelige former - men hvordan rapporter om det ene lands ekspeditioner blev katalysator for det andet lands. Hvordan det næsten skabte en  dominoeffekt - eller sagt på en anden måde - skabte en meget mere imødekommende holdning til forskellige ekspeditionsprojekter.

 Den spanske ambassadør i St Petersborg rapporterede i februar 1786:

 "I have information on how greatly this Court suspects that the French expedition under the command of Mr. de la Peyrouse has the aim of taking possession of a port not far from Kamchatka, where the river to which the English explorer Cook put his name empties into the sea. It is believed here that from this place France will be able to carry on a most profitable trade in furs, there being a great demand for this kind of goods in Japan, China and in other parts on the coasts of Asia. This has given rise to talk of making another expedition by sea from Archangel to the same port, following the course of the French frigates to observe them and to make sure of arriving before them; but as this thought has not been put into effect during the course of the last year, I suppose it to have been set aside, but the expedition by land which has been sent out from here and their views on the territorial boundaries of China surely have for their main object the securing of the said branch of commerce."

Det er værd at bemærke, at han skriver, at Billings-ekspeditionen oprindelig var tænkt at skulle udgå oppe fra Arkangelsk og søge en nordøst-passage, men at det åbenbart blev opgivet.

Arkangelsk - det er godt nok langt fra det østligske Sibirien, Kamtjaka og Stillehavet

Om Joseph Billings og Billingsekspeditionen

Joseph Billings blev sandsynligvis født i Yarmouth som søn af en fisker af samme navn. Hans russiske tjenestekartotek viser, at han var født i 1761. Hans forældre døde allerede, da han var ni år gammel. Han arbejdede på kulskibe fra en tidlig alder og kom senere i lære hos en urmager (!)

Billings gik ind i Royal Navy Service og tjente som "able seaman" på James Cooks sidste rejse fra 1776 til 1780, hvor han hjalp astronomen William Bayly. 

Skønt de det meste af rejsen sejlede på forskellige skibe, blev Billings venner med James King - ham der endeligt førte skibene tilbage til England, efter at Cook var blevet dræbt. Det menes, at Billings hjalp King med udarbejdelsen af den officielle beretning om den tredje rejse. 

Efter rejsen blev han forfremmet til officer, og han var en af flere mænd, der fulgte med James King til skibene Conquestador, Crocodile og Resistance. 

I december 1782 blev Billings indsat i gældsfængsel, og Resistance sejlede til Vestindien uden ham. Han bad imidlertid om hjælp fra  Sir Joseph Banks, en særdeles indflydelsesrig person, som han havde mødte gennem King. Banks havde deltaget i Cooks første rejse og var nu leder af The Royal Society of London for Improving Natural Knowledge. Banks sikrede hans løsladelse fra King's Bench Prison den 14. januar 1783.

Ligesom flere andre mænd fra Cooks tredje rejse havde Billings set det kommercielle potentiale i handelen med havodderpels fra det nordlige Stillehav og havde forsøgt at interessere folk i mulighederne. Han benyttede sig nu af  sin Cook-forbindelse og henvendte sig til de russiske myndigheder i London, og den russiske ambassadør Ivan Matveevich Simolin  korresponderede med St. Petersborg om at ansætte ham. En note af 8. oktober 1783 i Journal of the Russian Board of Admiralties optegnelser fortæller:

The vice-president of the Board of Admiralties, Count Chernyshev, put forward a letter from Simolin, the minister in England, concerning the desire of an English warrant officer, Joseph Billings, to enter Russian service with the same rank, the appointment to run from the date of his departure from Gravesend; after 4 or 5 months at that rank he is to receive the rank of lieutenant, but if health or a recall by the English admiralty oblige him to leave the service, he would be permitted to return to his native country.

Billings blev indrulleret i  den russiske flåde i oktober 1783 og blev forfremmet løjtnant i januar 1784. 

I slutningen af 1785 blev Joseph Billings udnævnt til leder af Billingsekspeditionen. Næstkommanderende var Gavril Sarychev. Andre som deltog og senere blev kendte navne var Robert Hall og Cristian Bering (Vitus Berings barnebarn). Carl Heinrich Merck var ekspeditionens naturforsker, og Martin Sauer fungerede som sekretær og oversætter.

Billlings havde ordre til at "gå over land til det østlige Sibirien for at bestemme den sande position af Kolyma-floden og af kysterne i landet, der er beboet af tjukchierne, som frivilligt har underkastet sig Catherine II's scepter."

Derefter skulle han gå om bord på et skib i Okhotsk med det formål at færdiggøre kort over øerne tæt på Rusland og kort over Amerikas havne og udfylde de huller, der var tilbage fra de tidligere navigatører vedrørende forskellige kyster og øer i det østlige Ocean.

Seks år var der afsat til denne ekspedition; og kommandanten skulle "ledsages af en dygtig botaniker og medføre alle de hjælpemidler og instrumenter, der er passende til at perfektionere geografien og den fysiske viden i almindelighed om jordkloden."

Ekspeditionens logistik var enorm og vanskelig, da forsyninger skulle tages med over land gennem Sibirien via Irkutsk og Yakutsk til Nizhnekolymsk ved Kolyma-floden, hvor der blev bygget skibe, så det blev juni 1787, før Billings og Sarychev  kunne forsøge at sejle skibene Pallas og Yasashna østpå. 

Nizhnekolymsk på Kolymafloden

Og placeringen i et lidt større  perspektive

Kolymafloden - et svært tilgængeligt terræn

Men de blev hurtigt standset af pakis og måtte vende om. Billings vendte tilbage til Yakutsk og gav ordre til, at der i Okhotsk skulle bygges to nye skibe. Det blev sommer 1789, før Billings kunne gøre et nyt forsøg på at komme til havs, men det ene skib sank i en storm umiddelbart efter afsejling, og Billings søgte tilbage til Petropavlovsk, hvor han overvintrede. 

Den 9. maj 1790 var det mistede skib erstattet, og ekspeditionen sejlede op langs Aleut-kæden og ankrede op ved Unalaska Island den 3. juni. Skibene gik så langt som til Prince William Sound, før de vendte tilbage mod Kamchatka-halvøen for at søge vinterkvarter. Under den stormfulde hjemrejse blev Billings' mangler som navigatør, kombineret med hans arrogance og stædighed, mere og mere tydelige. Skuffelsen blandt besætningen var generel, men, som hans sekretær Martin Sauer skrev, "alle forslag fra officerer, der hidtil havde formodet at have en mening, blev altid behandlet af kommandøren med betænkelige og arrogante replikker."

View of the peak and Shilka and tents of the Tungusic people. The explorer Billings rides a reindeer. From Joseph Billings and Martin Sauer’s An Account of an Expedition to the Northern Parts of Russia.

I juni 1791 besluttede Billings at opgive yderligere udforskning af Amerika for i stedet at kaste sig over sin anden bestilte opgave: at kortlægge den nordøstlige russiske kystlinje.  Ved St Lawrence Bay på Chukotsk-halvøen forlod Billings søekspeditionen og overlod kommandoen til Gavriil Andreevich Sarychev, som sejlede tilbage til  Aleuterne og udforskede her.

Chukotsk-halvøen eller Chukotka, som den også kaldes.

Billings førte et opmålingsparti over land mod nordvest, men det led sult og baghold og producerede kun lidt af værdi.  

 

Ekspeditionen blev stort set genforenet den 2. januar 1794 i Yakutsk, og den vendte tilbage til St. Petersborg i marts, efter at have været undervejs i 9 år. 

Eftertiden har mest anerkendt de kort, som  Gavril Sarychev fik udfærdiget. Men Billingsekspeditionen som et hele bliver betragtet som lidt af en fiasko, fordi den tilføjede meget lidt til geografisk viden om kystområdet i det nordlige Stillehav, og resultaterne stod slet ikke i mål med udgifterne.  

Dog skal Billings dog krediteres for at have bragte rapporter om  de indfødte i Alaskas "abjekte slaveri" for russiske handelsmænd i lyset. Rapporter som muligvis førte til forbedringer af deres forhold. 

Men som sagt, megen anerkendelse fik han ikke .

Undervejs østpå havde  Billings mødt  sin tidligere skibskammerat, New Englænderen John Ledyard. Billings ville have hvervet ham, men Ledyard blev arresteret anklaget for at være  fransk spion. Kaptajn James Burney, som kendte dem begge fra rejsen med Cook, skrev senere i en bog om russisk udforskning af det nordøstlige område, at Catherine skulle have fængslet Billings og givet sin kommission til Ledyard. Leyard er i øvrigt en spændende person, der nok kunne fortjene sit eget opslag ved en senere lejlighed. 

Billingsekspeditionen er i det hele taget lidt svær at få hold på. Der dukker små stykker info op på forskellige sites.

Det var meningen, at Mulovskys skibe skulle mødes med resten af hans ekspedition i Petropavlovsk. Og hvis Billingsekspeditionen endnu ikke var kommet afsted (fordi hans skibe endnu ikke var færdigbygget, går jeg ud fra), så skulle Mulovsky hjælpe Billings ved at låne ham et eller to skibe, så han kunne komme afsted nordpå.

Da Mulovskyekspeditionen afblæses,  bliver nogle af de ressourcer, der er samlet til Mulovskyekspeditionen, sendt til Ohkhotsk til brug for Billings, som også skulle overtage nogle af Mulovskys opgaver.

Men Billingsekdspeditionen var også lige ved at blive afblæst. I september 1788 ankom en kurer ankom fra St Petersborg med ordre til Billings om at vende tilbage, hvis han ikke allerede havde forladt Okhotsk. Det havde Billings ikke, men han var tæt ved, og han overhørte ordren og fortsatte.

Ved starten af ekspeditionen havde Billings fremsendt en anmodning til Admiralitetskollegiet om at han, når ekspeditionen var fuldført, måtte vende tilbage fra Fjernøsten med skib via Asien og Afrika - på de skibe han selv havde fået bygget i Okhotsk. Men det fik han ikke tilladelse til. Det ene af hans skibe blev overgivet havnen i Petropavlovsk og det andet blev sendt til Okhotsk. Og Billings måtte returnere gennem Sibirien. Da Krusenstern knap 10 år senere  kom til Petropavlovsk, kunne han konstatere, at Billings skib lå med bunden i vejret i havnen. Der var ikke blevet blevet passet på det, det var ikke vedligeholdt, og det var ikke blevet benyttet.  Petropavlovsk var i forfald, fandt Krusenstern.

Et billede af Billings lykkedes det mig ikke at finde,
men dog en illustration fra hans "Atlas". 

Russia - BILLINGS (Joseph). Voyage made by order of the Empress of Russia Catherine II, in the north of Asiatic Russia, in the glacial sea, in the sea of Anadyr, and on the coasts of America, since 1785 until 1794. Paris, F. Buisson, and Giguen, year X - 1802.  Atlas only containing 14 engraved plates (views, costumes) and a folding map of the strait that separates Asia from America.

Et sted mener jeg at have læst, at Billings var på nippet til at blive anklaget for landsforræderi - fordi han uden tilladelse afbrød ekspeditionen før tid. Men det passer jo ikke med ovenstående. Så skulle han snarere være blevet stillet for retten for ikke at have fulgt ordrer og have fortsat ekspeditionen, selv om han ikke kunne være i tvivl om myndighedernes ønske af det modsatte. Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke finde det igen, Nu er det måske et ubekræftet rygte, jeg bringer til torvs. 

Der er brug for en mere tilbundsgående undersøgelse af Billingsekspeditionen. Men fiaskoer bliver der som regel ikke forsket ret meget i. Og Billingsekspeditionen blev af mange betragtet delvis som en fiasko. Ved hjemkomsten til St Petersborg i august 1795 blev han dog økonomisk belønnet og blev tildelt  St Vladimir-ordnen. Så helt galt kan det vel  ikke have været. Nogle sites omtaler også Billingsekspeditionen betydeligt mere positivt end andre.

Foruroligende meldinger

Billingsekspeditionen var afgået fra St Petersborg i oktober 1785. Allerede i december 1786 modtog Kathrina særdeles  foruroligende meldinger - men fra en anden kant. 

Ifølge kaptajn Ismayloff var to bevæbnede skibe under engelsk flag sejlet fra Amerikas kyst med en last pelse. Skibene havde muligvis opnået en venskabelig kontrakt med en prins på Hokkaido, som havde bortforlovet sin datter til en af englænderne og havde lovet fuld beskyttelse af skibets supercargo, som blev efterladt på Hokkaido og skulle søge kontakt med de japanske øer og Kuriløerne.

 Dette refererede sandsynligvis til The Lark under William Peters og Sea Otter under William Tipping. Den russiske pelshandler Grigory Shelikhov mødtes angiveligt med Peters i  Petropavlovsk og købte pelse af ham og aftalte at købe mere ved fremtidige besøg. Shelikhov afgav efterfølgende en rapport til generalguvernøren i Irkutsk, hvori han advarede om, at "det kan iagttages, at fremmede nationer, der ikke støder op til vores besiddelser og ikke har den mindste ret til dette hav, bestræber sig på at høste de store fordele, som reelt tilhører den russiske trone og dens undersåtter".

 Efterfølgende sank dog the Lark ud for Mednyy Island, en af Kommandørøerne. Calcutta Gazette rapporterede, at flere af besætningen kom på land; men på grund af de strabadser, de gennemgik, af klimaets ubehag og mangel på fornødenheder, overlevede kun fire, som blev taget ombord på et russisk fartøj, som førte dem til Sibirien, hvor de  mødte den mest humane og opmærksomme behandling fra russere. Af de overlevende var  to portugisere og to lascarer, og de var stadig bosat i Irkutsk i Sibirien.

Når jeg ovenfor forsigtigt benytter ord som ifølge, muligvis, angiveligt, skyldes det, at oplysningerne om det ovennævnte er lidt uklare. Hvornår var de f.eks. hvor? Ruten er lidt svær at følge.  Nå, pyt. 

Sikkert er det i hvert fald, at The Lark forliste, og også  Tippings Sea Otter forsvandt og nåede aldrig hjem.

Og at Petropavlovsk på Kamtjatka tiltrak både englændere og franskmænd var tydeligt.

I september 1787 opholdt La Perouse-ekspeditionen sig i nogle uger i Petropavlovsk. La Perouse kom godt ud af det med den russiske guvernør Koslov. Da de to nationer jo var konkurrenter, var La Perouse tilbageholdende med at fortælle om sin rejse.  Koslov var mere åbenmundet. Han fortalte indgående om den igangværende russiske "Geografisk-astronomiske Nordøstasiens-ekspedition" under ledelse af  Billings og om ekspeditionens vanskeligheder med at få bygget to skibe i Okhotsk. Formentlig ville der gå yderligere 3-4 år, før de var sejlklare. Og La Perouse noterede (begejstret), at inden den tid kunne franskmændene let nå at udruste endnu en ekspedition til det nordlige Stillehav. Koslov fortalte også, at Østindisk kompagni i 1786 havde sendt et mindre skib til Kamtjatka for at åbne en handelsforbindelse med russerne her.  Englænderne ville forsyne russerne med indiske og kinesiske varer til gengæld for russisk pelsværk. Koslov selv havde forhandlet med den engelske kaptajn, fortalte han, men havde afvist forslaget og henvist englænderen til at henvende sig til myndighederne i St Petersborg. Og i øvrigt var det engelske skib efterfølgende forlist.  Var det mon The Lark, som  kaptajn Ismayloff  havde rapporteret om til St Petersborg og som den russiske storkøbmand Sheklikov havde været i kontakt med?

Mulovsky-ekspeditionen

Nu blev det alvorligt. Meldingerne fra  Kamtschatka krævede handling: Billings videnskabelige undersøgelse måtte suppleres med en flådestyrke, der kunne besætte og forsvare russisk suverænitet.

I januar 1787 udsendte  Katarina II af Rusland hele to edikter om udsending af skibe fra Kronstadt til Stillehavet, "on the occasion of attempts on the part of English commercial traders to develop trading and commerce in the wildlife of the Eastern Sea".

Katharina II i al sin magt og vælde

Ved den første af disse blev det beordret, at der skulle træffes foranstaltninger "til opretholdelse af vores ret" til de landområder, som russerne opdagede.  

Ved det andet edikt  pålagde Katarina den Store Admiralitetsrådet at sende fire krigsskibe fra den baltiske flåde i Kronstadt til Kamchatka. Denne styrke skulle ledes af kaptajn Grigory Mulovsky.

Mulovsky var søn af flådeministeren, grev Ivan Grigoryevich Chernyshev. Han var, da han blev udpeget, niogtyve år. Han var uddannet fra Søværnets Akademi i 1772, havde tjent i  den britiske flåde og talte fire sprog.  George Forster (ham kommer vi til) sagde om ham, at han talte engelsk som en indfødt englænder. Mulovsky blev betragtet som flådens bedste officer. Han havde kommanderet et 74-kanoners skib i Middelhavet i 1782. Det var ikke gået upåagtet af Spanien. Hans navn blev nævnt i en rapport i Gazeta de Madrid af 17. december 1782, som oplyste, at den 11. november havde det russiske 74-kanoners skib David, under sin kaptajn, "Mr. Molosky", ankret op i havnen i Leghorn, og at skibet var et af en eskadrille, der ville tilbringe vinteren i Middelhavet. 

 I april 1787 sendte Admiralitetets bestyrelse Mulovky hans ordrer. Han skulle beskrive alle Kuril-øerne, gå rundt om Sakhalin og derefter, efter at være kommet til Nootka-øen, annektere til Rusland "alle kyster med udgangspunkt i Aleksei Chirikovs opdagelser". Chirikov var den russer, der havde været med på Berings 2. ekspedition og var nået til Alaska, hvor han havde sat folk i land flere steder, men uden at gøre krav på områderne. Russiske krav skulle nu etableres med støbejernssøjler med statsemblemet på samt med 1.700 medaljer til uddeling blandt den oprindelige befolkning.

En plan fra Trevenen

 I foråret 1787 fik kejserinden forelagt endnu en plan for afsending af skibe fra Kronstadt til Stillehavet. Det var en plan udarbejdet af englænderen Trevenen. Det var et  projekt til udvikling af pelshandlen i Stillehavet. Trevenens plan indebar at sende tre skibe fra Kronstadt via Kap Horn; to skibe skulle blive i Kamchatka, mens det sidste skulle levere pelse til Kina og Japan. 

James Trevenen var født i Cornwall "of a very respectable family".  Han blev uddannet ved Royal Naval Academy i Portsmouth og stod til søs i 1776 som midtskibsmand på The Resolutionen under kaptajn James Cook, hvor han assisterede Cook som landmåler og navigatør. Efter at have afsluttet rejsen i 1780 blev han forfremmet til løjtnant. I 1781 sejlede han under James King, som han havde tjent sammen med på The Resolution, indtil den amerikanske Uafhængighedskrigs  afslutning i 1783. Utilfreds med livet i fredstid forsøgte Trevenen i 1787 at få beskæftigelse i Admiralitetet, men uden held. Herefter udarbejdede han sin plan for udvikling af pelshandel i Stillehavet og etablering af en sejlrute mellem Kamchatka og Japan og det nordlige Kina. Den plan, der indebar at sende tre skibe fra Kronstadt via Kap Horn til Kamtjatka. 

"The opening of trade to Japan," skrev Trevenen, "gives reason to entertain the most flattering hopes of changing ‘the useless and uninhabited wastes of the bay of Awatchka into the flourishing neighbourhood of a commercial city (Petropavlovsk) which may extend its influence over the whole country of Kamchatka and produce a revolution throughout the affairs of the eastern world."

Trevenen forelagde planen for den russiske ambassadør i London, grev Semyon Romanovich Vorontsov, som videresendte den til statssekretær Pavel A. Soimonov i St. Petersborg.

I december 1786 fremsendte Soimonov et memorandum til ambassadøren S.R. Vorontsovs bror, grev A. R. Vorontsov, præsident for handelsministeriet, og til Grev Ivan Grigoryevich Chernyshev, flådeministeren, hvor han advarede om engelske handelsmænds indgreb i de russiske interesser i "Østhavet".

Trevenens forslag og notatet fra Soimonov fik præsidenten for handelsministeriet, A. R. Vorontsov, og hans kollega, grev A. A. Bezborodko til i december 1787 at rådgive kejserinden at erklære over for de øvrige europæiske magter, at Kurilerne sammen med Aleuterne og Nordvestkysten af ​​Amerika tilhørte Rusland med ret til opdagelse, og at ingen anden nation derfor kunne sejle dertil eller bosætte sig der.

Vorontsov og Bezborodko støttede desuden en anbefaling fra Soimonov om, at en ny havn blev grundlagt ved mundingen af ​​Uda-floden, som ville være bedre placeret end Okhotsk til at tjene som base for russisk suverænitet i regionen, og de foreslog, at ekspeditionen blev tildelt denne opgave.

Katarina II af Rusland  blev meget interesseret i planen og sendte straks en officer til England for at hente Trevenen til Rusland og invitere ham til at udføre planen. 

Det var noget af en kovending fra Katharinas side. Tidligere havde hun udvist en bemærkelsesværdig manglende interesse for Stillehavet. I en ukase i 1769 skrev hun: "...jeg giver for evigt afkald på alle ejendele i...Amerika." Det var formentlig som del af en afvisning af krav fra Bering. Men nu mærkede hun presset fra franskmænd, spaniere og især englænderne.

Trevenen kom til at indgå i den russiske flåde og blev af kejserinden udnævnt til kaptajn af 2. rang i Rusland. Det blev dog ikke Trevenens plan, der blev arbejdet videre med, men han kom til at indgå i Mulovsky-ekspeditionen.

Om P.S. Pallas 

P. S. Pallas, Ruslands førende naturforsker, blev bedt om at udarbejde et rådgivningsnotat til ekspeditionen. 

Pallas var en preussisk zoolog, botaniker, etnograf, opdagelsesrejsende, geograf, geolog, naturhistoriker og taksonom. Det lyder imponerende, men Pallas var vist også en imponerende mand.

Peter Simon Pallas blev født i Berlin som søn af professor i kirurgi Simon Pallas. Han studerede ved private undervisere, senere på universitetet i Halle og universitetet i Göttingen. I 1760 flyttede han til universitetet i Leiden og tog sin doktorgrad i en alder af 19.

Pallas rejste gennem hele den hollandske republik og til London og forbedrede sin medicinske og kirurgiske viden. Derefter bosatte han sig i Haag. Pallas skrev Miscellanea Zoologica (1766), som indeholdt beskrivelser af flere hvirveldyr, nye for videnskaben, som han havde opdaget i de hollandske museumssamlinger, og han udviklede et nyt system for dyreklassificering.  En planlagt rejse til det sydlige Afrika og Østindien måtte opgives, da hans far kaldte ham tilbage til Berlin. Der begyndte han arbejdet på sin Spicilegia Zoologica (1767-1780).

Herunder tre af Pallas' dyretegninger.

Walrus

Miscellanea Zoologica quibus novae imprimis
atque obscurae animalium species describuntur 
Titlen siger mig ikke så meget :-)

Manul cat. The Pallas's cat was first described in 1776 by Peter Simon Pallas,
who observed it in the vicinity of Lake Baikal.  The word "manul" has its roots in the Mongolian language. Its current scientific name, Otocolobus, comes from the Greek language and can be translated to 'ugly-eared

I 1767 blev Pallas inviteret af Katarina II af Rusland til at blive professor ved Sankt Petersborgs Videnskabsakademi, og mellem 1768 og 1774 ledede han en ekspedition til centrale russiske provinser, Povolzhye, Ural, Vestsibirien, Altay og Transbaikal, med indsamling af naturhistoriske eksemplarer til akademiet. Han udforskede Det Kaspiske Hav, Ural- og Altai-bjergene og den øvre Amur-flod, og nåede så langt østpå som Baikal-søen. De regelmæssige rapporter, som Pallas sendte til Skt. Petersborg, blev samlet og udgivet som "Reise durch verschiedene Provinzen des Russischen Reichs" ("Rejse gennem forskellige provinser i det russiske imperium", 3 bind, 1771-1776). De dækkede en bred vifte af emner, herunder geologi og mineralogi, etnografiske rapporter om de oprindelige eurasiske folk og deres oprindelige religioner og beskrivelser af nye planter og dyr. 

I 1776 blev Pallas valgt til udenlandsk medlem af Det Kongelige Svenske Videnskabsakademi.

Pallas slog sig ned i Skt. Petersborg, og han blev zarina Katharinas yndling. Han underviste storhertugerne Alexander og Konstantin i naturhistorie. Han blev forsynet med de planter, der blev indsamlet af andre naturforskere for at kompilere Flora Rossica (1784-1815), en russisk flora, og begyndte at arbejde på hans Zoographica Rosso-Asiatica (1811-31), en zoografi over Rusland og Asien. Han udgav også en beretning om Johann Anton Güldenstädts rejser i Kaukasus. Kejserinden købte Pallas store naturhistoriske samling for 2.000 rubler, 500 mere end hans udbudspris, og tillod ham at beholde dem for livet. 

Han kom senere på flere ekspeditioner, som der kunne fortælles meget om, hvilket jeg dog ikke vil gøre. Jeg begrænser mig til at fortælle, at Katharina II forærede ham en stor ejendom ved Simferpol på Krim, hvor han levede indtil hans kones (den anden) død i 1810. Så søgte han og  fik tilladelse af zar Alexander til at forlade Rusland og tage tilbage til Berlin, hvor han døde året efter. Det skal dog også med , at i 1772 blev Pallas vist en metalklump på 680 kg, som var blevet fundet nær Krasnoyarsk. Pallas sørgede for, at den blev transporteret til St. Petersborg. Efterfølgende analyse af metallet viste, at det var en ny type stenet jernmeteorit. Denne nye type meteorit blev kaldt pallasit efter ham; selve meteoritten hedder Krasnojarsk eller nogle gange Pallas Jern. 

Krasnojarsk meteorit-stykke på American Museum of Natural History.
Hovedstykket på 514,557 kg er udstillet på Fersman Mineralogisk Museum på Russian Academy of Sciences i Moskva 

Så tilbage til forberedelsen af Mulovsky-ekspeditiionen.

Pallas anbefalede, at ekspeditionen fandt nye bosættelser: på Sakhalin som base for russisk magt i regionen; og på Urup, en af ​​Kurilerne, som skulle "tjene som fokus for direkte handel ad søvejen med Kina og Japan". Urup var også  blevet nævnt af William Bolts som stedet for en bosættelse i hans plan for udforskning og handel med Kina og Japan, og måske var Pallas påvirket af dette. Bolts på sin side trak på G. F. Mullers "Voyages et Decouvertes faites par les Russes", udgivet i Amsterdam i 1766, som indeholdt en liste og beskrivelse af Kurile-øerne, herunder Urup, "hvis folk siges at handle med japanerne, men ikke var under deres kontrol", og formodentlig har Pallas også støttet sig til denne kilde.

 Faktisk havde en lille russisk tilstedeværelse været etableret på Urup af pelshandleren Ivan Chernyi i 1768, efter ordre fra guvernøren i Sibirien. I løbet af 1770'erne var det grundlaget for forsøg på at etablere handel med japanerne på Yezo (Hokkaido), som sluttede, da det blev ødelagt af en tsunami i juni 1780. Kurilernes, der formodedes at være uafhængige af Rusland og Japan, var blevet beskrevet af James King i "A Voyage to the Pacific Ocean":

"Skulle vi være så heldige at finde på disse øer nogle sikre og indbydende havne, tænkte vi, at de kunne være af betydning, enten som ly for fremtidige navigatører ... eller som et middel til at åbne et kommercielt samkvem mellem de tilstødende herredømmer i to imperier (Rusland og Japan)."

Pallas opfordrede ekspeditionen til at tilknytte George Forster som ekspeditionens naturforsker og officielle kronikør. George Forster, var en tysk geograf, naturforsker, etnolog og  rejseskribent.  Forster betragtes som en af ​​grundlæggerne af moderne videnskabelig rejselitteratur.

I en tidlig alder havde han fulgt sin far, Johann Reinhold Forster, på adskillige videnskabelige ekspeditioner, herunder James Cooks anden rejse til Stillehavet 1772-1775.  Hans beretning om den rejse er fortsat et respekteret værk.

Johann Reinhold Forster and Georg Forster, by John Francis Rigaud, London 1780.The plant in the brim of the hat is a Forstera sedifolia and the bird
in Johann Forster's hand a New Zealand bellbird, locating the scene in New Zealand. However, the painting has been commonly called "Reinhold and George Forster at Tahiti".

One of Forster's many illustrations of birds now extinct,
the Tanna ground dove, also known as Forster's dove of Tanna

I juni 1787 aflagde Mulovsky et besøg hos George Forster og inviterede ham til at deltage i ekspeditionen som naturforsker og officiel krønikeskriver. Forster var på det tidspunkt professor i naturhistorie ved universitetet i Vilna (Vilnius). Fuld af begejstring skrev Forster til sin ven, Samuel Thomas Soemmerring, og inviterede ham til at deltage i ekspeditionen som kirurg og skitserede dens foreslåede rejseplan:

"Still I myself do not quite dare to abandon the sweet intoxication of the idea that we both, united again in a way which exceeds our most ardent desires, entered jointly on such an active course, working hand in hand with each other, taking equal care for fame and fortune, will visit England, Lisbon, Madeira, Brazil, the Cape of Good Hope, New Holland, New Zealand, the Friendly, Society and Sandwich Islands, the Coast of America, Kurile Islands, Japan and China – and everywhere our zeal for Science will be left unhindered!"

 Soemmerring afslog imidlertid invitationen og åbnede derved vejen for bøhmeren Thaddaeus Haenke som Forsters assistent. Haenke skrev i et brev til en ven: 

"I must tell you before anyone else, that I have the greatest hopes of making the voyage round the world with Forster, the one which the Empress of Russia will send out over the coming years and which, on Jacquin’s own recommendation and with a considerable salary, I will accompany as Botanist… at the beginning of March 1788, we will sail from England where the ships of the expedition lie at anchor, southward into the great, wide world."

Forster forklarede 6. august i et brev til sin udgiver:

"The Empress has given the Captain carte blanche, and spared no expense."

London-avisen, The Daily Universal Register, kunne 21. september på baggrund af en rapport fra Hamborg 24. august fortælle: 

"The Empress of Russia has given orders for a voyage to the East Indies to be set on foot. The object of this expedition is a commercial one to that part of the world. There will be on board of this fleet an historiographer, an astronomer, a botanist, and a delineator. We are assured, that Professor Forster, of Wilna, is to be the historiographer."

George Forster forventede, at Mulovsky-ekspeditionen ville besøge New Holland, og i sin artikel, "Neuholland, und die brittische Colonie in Botany-Bay" skrevet i november 1786 og offentliggjort i "Allgemeines historisches Taschenbuch für ..."  skrev han, at New Holland var "det fremtidige hjemland for et nyt civiliseret samfund, uagtet hvor hård dets begyndelse kan synes at være, lover ikke desto mindre inden for kort tid at blive meget vigtigt". I sin biografi om James Cook, skrevet omtrent på samme tid, skrev han: "New Holland, der betragtes som et handelscentrum, ser ud til at være gunstigt placeret til at forbinde Indien og Amerika og så at sige bevare dominans over de østasiatiske øgrupper."

I det oprindelige edikt udsendt af zarinaen, som var udarbejdet på grundlag af Vorontsov og Bezborodko blev der opereret med fire flådeskibe / krigsskibe. På anbefaling af Pallas blev denne quadron udvidet med et transportskib, der skulle sejle direkte til Okhotsk med forsyninger. Ekspeditionen kom således til at bestå af  Kholmogor (600 tons, 38 kanoner, 169 mænd), Solovki (530 tons, 20 kanoner, 154 mænd), Sokol (450 tons, 16 kanoner, 111 mænd), Turukhtan (450 tons, 16 kanoner, 111 mænd) og endelig det mindre transportskib and the smaller transport Smelyi (10 kanoner, 91 mænd). Så det var en betragtelig styrke, man sendte afsted.

Kejserindens endelige instruks

Kejserindens endelige instruks blev omfattende og detaljerede. Ekspeditionen skulle mødes i Portsmouth, England, for derfra at fortsætte til Kap det Gode Håb via Lissabon, Madeira og Rio de Janeiro. Fra Kap det Gode Håb fik kommandanten valget mellem at fortsætte til det nordlige Stillehav ved enten Malacca-strædet eller Sunda-strædet og Manila, Formosa eller Canton, eller ved det sydlige New Holland, Venskabs- og Samfundsøerne og Hawaii. Hvis skibene skulle reparere skader, eller hvis omstændighederne krævede det,  havde Mulovsky tilladelse til at sejle til den engelske koloni ved Botany Bay i New Holland.  Han skulle forsøge at skaffe friske forsyninger fra kystbeboerne på Japans nordlige øer, og han skulle ikke misse den mindste mulighed "for at få de mest pålidelige oplysninger om dette land, især den nordlige del og de store øer, der ligger nær dets nordlige rand".  Katharina instruerede videre:  "I alle tilfælde skal japanerne og kurilierne, der bor på de nærmeste øer, behandles på en venlig måde, og etablering af handel skal forsøges." 

Ekspeditionen skulle derefter opdeles i tre afdelinger: Smelyi-transporten skulle gå direkte til Petropavlovsk for at levere proviant der; to skibe skulle grundigt undersøge Kuril-øerne, de japanske territorier Matsumae og Yezo (dvs. Hokkaido), Sakhalin og Amur-mundingen samt Shantar-øerne, mens de resterende to skibe, inklusive Kholmogor under Mulovskys kommando, skulle fortsætte til den nordvestlige amerikanske kyst, mellem 40º og 50º nord. 

Afdelingen, der blev sendt til Kurilerne, skulle sejle rundt om øgruppen og beskrive alle øerne, kortlægge dem nøjagtigt og tage dem formelt i besiddelse for Rusland ved at opsætte markører og begrave medaljer med inskriptioner på det russiske og latinske sprog. Den skulle også undersøge øernes kyster, bugter og havne og lave en optegnelse over deres ressourcer, især Urups, med henblik på at finde det bedste sted for en bebyggelse med agerjord, ferskvand, tømmer til bygning og skibsbyggeri og en god havn. Hvis tid og vind tillod det, skulle der søges efter store og ukendte lande øst for Kurilerne og Japan, de legendariske Staten, Company og Da Gama landene. 

Et lille inserat om Staten, Company og Da Gama landene 

Tidlige kort inkluderede ofte delvist afgrænsede flydende strimler af land, tilsyneladende set af opdagelsesrejsende, der navigerer i havene. Nogle af disse observationer af land viste sig at være øer, andre kontinenter, og nogle var fuldstændige myter på grund af falske rapporter og unøjagtige koordinater. I 1643 var  Maarten Gerritsz de Vries blevet bestilt af det hollandske østindiske kompagni til at udforske regionen nord for Japan på jagt efter Rica de Oro og Rica de Plata, sagnomspundne øer af guld og sølv. Disse øer blev først rapporteret af Francisco Gali, som havde hørt om øerne, mens han var i Macao i 1582-83, og efterfølgende blev adskillige opdagelsesrejsende sendt ud for at opdage dem. Efter at have tilbragt noget tid på Honshu sejlede Vries nordøst langs Hokkaidos østkyst. Hans rejse var plaget af tåge, hvilket gjorde både at se land og vanskeliggøre landgang. Men for at gøre en historie, der kunne være meget længere, kort, så var det ham, der navngav Staten, Company og Da Gama landene. 

Og så tilbage til Katharinas instruks

Øen Sakhalin skulle sejles rundt og beskrives, og der skulle rapporteres om dens ressourcer og indbyggere. Ekspeditionen skulle undersøge udmundingen af ​​Amur- og Uda-floderne samt Shantar-øerne, der lå ved Uda-mundingen, med henblik på at etablere en ny havn dér, som det var blevet anbefalet af statssekretær Soimonov. Skibene skulle derefter først sejle til Okhotsk for reparationer og forsyninger og derefter til Petropavlovsk for at mødes med Mulovskys afdeling, der vendte tilbage fra Amerika.

Den amerikanske afdeling under Mulovsky selv skulle sejle  enten til St. George Sound eller Nootka Sound, som var blevet opdaget af James Cook. Mulovsky skulle undersøge, om englænderne eller en anden europæisk magt havde etableret en forpost der eller forberedte sig på at gøre det: "Fra dette sted skal du fortsætte langs den amerikanske kyst til den del deraf, som blev opdaget af de russiske kaptajner Chirikov og Bering, og du skal tage den russiske stat i besiddelse af denne kyst fra havnen i Nootka til det punkt, hvor Chirikovs opdagelse begynder, hvis ingen anden stat besætter den." 

Under alle omstændigheder skulle der tages formel besiddelse af kysten og øerne nord for dette punkt. Aleuterne og kysten nord for Alaska-halvøen skulle dog ikke udforskes, den opgave blev overladt til ekspeditionen under kommando af kaptajn Joseph Billings. Hvis et fremmed fartøj havde ankret i Prince William Sound eller Cook Inlet, skulle det fjernes, om nødvendigt med magt, og eventuelle fremmede bosættelser skulle ødelægges og alle markeringer fjernes. Mulovskys skibe skulle fortsætte langs Aleuternes sydlige kyster for at slutte sig til resten af ​​eskadrillen ved Petropavlovsk. Der skulle han bistå Billings, hvis hans ekspedition endnu ikke var afsejlet, ved at låne ham et eller to skibe til opmåling af Aleuternes nordlige kyster og den amerikanske kyst så langt nordpå som Cape Rodney, ved 64º30' nord og hvis tid, vind og andre omstændigheder, tillod det, så langt mod syd som Cape Blanco, ved 42º50' nord. Ekspeditionen skulle tilbringe vinteren enten på Nordvestkysten, på Hawaii eller ved Petropavlovsk.

Hovedformålet med hele ekspeditionen var, ifølge Mulovskijs instruktioner, "at forhindre udlændinge i at dele eller dele pelshandelen med russiske undersåtter på de øer, kyster og landområder, der blev opdaget af russiske navigatører og retmæssigt tilhører Rusland". 

Ekspeditionen skulle tage landområder i besiddelse, der ikke var underlagt nogen anden magt, ved at hejse det russiske flag, anbringe en medalje på et kors eller en indskrevet stolpe rejst på et forbjerg et stykke fra kysten og sætte en kobber- og en sølvmønt i en tjæret stenkar og en inskription på russisk og latin i en tjæret flaske og begrave dem i jorden; eller en medalje skulle sættes på en stor hævet stolpe eller på en kampesten. Indfødte skulle behandles uden at ty til tvang, hvis det overhovedet var muligt, og der skulle gives dem små gaver.

Forberedelser

Mulovsky-ekspeditionen  blev forberedt meget omhyggeligt.

En måned efter dekretet, den 17. april, var besætningerne på skibene samlet, alle officerer flyttede til Kronstadt. Arbejdet med skibsbygningen kom hurtigt i fuld gang. 

En naturforsker, en astronom, en læge og fire malere blev tilknyttet ekspeditionen. De erhvervede astronomiske instrumenter og lavede detaljerede kort over Stillehavets kyster under hensyntagen til de seneste opdagelser. 

Man forberedte proviant og tøj til tre års navigation. Forsyninger blev leveret til skibene som kål, tørret peberrod, løg og hvidløg. Fra Arkhangelsk blev der leveret 600 pund multebær efter særordre, 30 tønder sukkermelasse, mere end 1000 spande sbitn, 888 spande dobbeltøl osv. blev tilberedt. 

Sbitn er en indfødt russisk drik, som er et afkog af krydderier og urter, sødet med honning eller sukker (melasse). Den første omtale af det går tilbage til 1128.

Det blev besluttet at købe kød, smør, eddike, ost i England. Foruden uniform og ammunition havde de lavere rækker og tjenere ret til tolv skjorter og ti par strømper (otte uldne og to tråde).  200 støbejernsvåbenskjold - dem der skulle opsættes på store søjler langs kysten og 1700 guld-, sølv- og støbejernsmedaljer, der skulle begraves på "sømmelige steder" blev produceret. Ekspeditionen blev bevæbnet: 90 kanoner, 197 chasseurs rifler, 61 jagtrifler, 24 beslag, 61 blunderbuss, 61 pistoler og 40 officersværd. 

En stærk bevæbning.  Fremmede skibe og nytilkomne fremmede skulle med magt tvinges bort og deres eventuelle fæstninger eller bosættelser ødelægges. Brugen af ​​våben var dog kun tilladt for at beskytte russiske rettigheder, og ikke mod de indfødte i de nyerhvervede lande: "... det skal være den første indsats at så i dem en god idé om russerne ... det er stærkt forbudt at bruge ikke kun vold, men også hævnhandlinger." 

Russsernes forberedelser gik ikke ubemærket hen i London.

I juli 1787 rapporterede Londonpressen, at Catherine II af Ruslands regering  havde til hensigt at sende en opdagelsesrejse rundt om Kap det Gode Håb til det nordlige Stillehav:

"Denne regering er travlt optaget af at etablere sin magt over Sortehavet, og har ligeledes dannet et projekt om at udvide den, hvis det er muligt, til de andre have ved imperiets yderkant. Med dette formål har de beordret en fregat på 36 kanoner og tre andre fartøjer, foruden en lille eskadron, bestemt til især at tage sonderinger og undersøge Kinas og Japans kyster og derefter Kamschatkas kyster. Nye og korrekte kort over disse kyster skal gøre navigationen på dem mere sikker. Disse fartøjer vil sejle ad Det Indiske Hav og sejle direkte fra Cronstadt til Kap det Gode Håb. Kapt. Maulowsky har været for at modtage hans instruktioner fra kejserinden selv i Kiow."

Og i The World, 23. november 1787, kunne man læse:

"The squadron, which the Empress of Russia is about to send to Kamschatka, is now ready, and is victualled for three years. It is commanded by Mr. Mulosky, who received his education in England, and afterwards served as a Midshipman in our Navy."

Jeg er egentlig forbavset over, hvor velsmurt informationer flød - især når man betænker, at kommunikations-mulighederne stort set var afsending af breve.

Og hvordan gik det så?

Den sidst citerede avisnotits var imidlertid for sent ude. Da den blev udsendt, havde situationen drastisk ændret sig.

Den 4. oktober 1787 meldtes Mulovsky-ekspeditionens skibe fuldt ud klar til at forlade værftet og sejle afsted. Den russiske minister-ambassadør i England havde allerede beordret skibsførere, der ventede på eskadrillen i København, til at eskortere den til Portsmouth. Men en hastemeddelelse  fra Konstantinopel om begyndelsen af ​​krigen med Tyrkiet annullerede alle planer. Ekspeditionen forberedt på en lang rejse under kommando af kaptajn Mulovskys flåde skulle udsættes pga. tungtvejende  omstændigheder, og både officererne, sømændene og andre personer, der var udpeget til denne eskadron, og fartøjerne og forskellige forsyninger skulle omdannes til "den del af vor Flaade, som efter vor Beslutning af den 20. Dag i denne Maaned, det givne Admiralitets-Collegium, skal sendes til Middelhavet."

Karl Gustav III af Sverige og Katharina II i Frederikshamn 1783

Mulovskij kom nu ikke til Middelhavet. Krigen med Sverige begyndte. Mulovsky blev udnævnt til kommandør for fregatten "Mstislav", og det blev krigen mod Sverige, han kom til at deltage i.

Mulovsky udmærkede sig i et berømt slag ved Hogland, for hvilket han den 14. april 1789 blev forfremmet til rang af brigadekaptajn. Tre måneder senere, den 18. juli 1789, døde Mulovskij i et slag nær øen Öland. 

Også Trevenen døde i et søslag.

 På grund af starten på de russisk-tyrkiske og russisk-svenske krige måtte denne storslåede Mulovskyekspedition opgives. Jordomsejlingen blev aflyst. 

Det kaldes en plan for en jordomsejling, men måske er det ikke helt korrekt. For Mulovsky skulle ikke straks vende tilbage. Hans skibe skulle forblive i Fjernøsten og i  russisk Amerika. Men det var den første gennemtænkte plan om afskibning af skibe fra Østersøen mod Stillehavet, og på et tidspunkt ville de vel skulle sejle hjem og dermed fuldføre en egentlig jordomsejling.   

Genoptagelsen af ​​jordomsejlingen blev glemt i et helt årti.

Men under Mulovskijs kommando tjente den unge Ivan Krusenstern. Og det var den Krusenstern, der  femten år senere kom til at lede den første russiske jordomsejling, der blev gennemført.

Til sidst de lovede henvisninger.

Om John Meares, Hannahekspeditionen, Berkleyekspeditionen og Nathaniel Portlock: 

Om de første englændere på Northwest Pacific

Mere om John Meares:  

Om skærmydsler i Nootka Sound 1788-1794

Om Grigory Shelikhov:

Om Alexander Baranov og hvad det ellers fører til

Om Kamtjatkahalvøen, Okhotsk, Kolymafloden, Chukotkahalvøen og en smule om Shelikov:

Om afsidesliggende steder og ukendte berømtheder

Om La Perouseekspeditionen: 

Om en fransk jordomsejling

Mere om La Perouse og lidt om Joseph Billings:   

Om La Perouses besøg i Petropavlovsk og Barthélemy de Lesseps rejse gennem det østligste Sibirien i 1787-88

Om den første russiske jordomsejling:

Om Alexander Krusenstern