Om havodderen og hvad deraf følger

Jeg har tidligere skrevet et blogindlæg om russernes tidlige aktiviteter i Alaska, startende  helt tilbage i 1743, men voldsomt intensiveret fra 1784 og frem, og jeg har skrevet om englændernes aktiviteter i det nordvestlige Stillehav med hovedvægt  i Nootka Sound ved Vancouver Island i årene 1786-1789.

Jeg har også skrevet om Spaniens aktiviteter, både helt mod nord hvor russiske købmænd dominerede, og længere mod syd ved Nootka Sound hvor engelske købmænd var meget aktive.

Men Spaniens aktiviteter er ikke relevante i dette blogindlæg. For der er en grund til, at jeg i ovenstående skriver russiske og engelske købmænd - ikke Rusland og England - og jeg skriver Spanien og ikke spanske købmænd.

De russiske og engelske ekspeditioner var netop private ekspeditioner udrustet og foretaget af private købmænd med det klare formål at indsamle/opkøbe (for glasperler, små metalstykker og lignende) havodderskind, som gerne skulle gøre dem personligt styrtende rige. Med tiden fik de monopoler givet af henholdsvis Kejserinde Katharina II og den engelske regering. Men som udgangspunkt og vedvarende var de private handelsekspeditioner.

De spanske ekspeditioner derimod var officielle statslige ekspeditioner, ikke udsendt for at handle og skabe personlige formuer, men for at håndhæve Spaniens ret til alle landområder vest for en linje fra pol til pol 1550 km vest for Kap Verde Øerne. Dette var blevet aftalt mellem Portugal og Spanien ved Tordesillastraktaten af 1492, og charteret blev  stadfæstet af pave Julius ll i 1506.

Kortet herunder viser de vigtigst bosættelser og/eller handelspladser - russiske, engelske, spanske.  

Bemærk den røde stiplede linje syd for Kap Horn. Linjen der angiver indgangen til / den geografiske start på det monopol, som det engelske South Sea Company havde fået af den engelske regering på al britisk handel på hele Amerikas vestkyst fra Kap Horn til Beringsstrædet, 300 leagues - 900 miles - ca. 1.400 km ud i havet. Jeg går ud fra, at ringene uden om øer i Stillehavet angiver den udstrækning monopolet udstrakte sig i havet rundt om disse øer.

Jeg er tidligere stødt på en bemærkning om, at nogle indfødte fortalte til John Meares og vist også James Strange (to engelske pelshandlere), at de var bange for russerne, uden at det blev forklaret nærmere. Nu har jeg vist fundet forklaringen.  

Det russiske system adskilte sig nemlig fra det britiske og senere amerikanske system i dets forhold til de oprindelige folk.  Russerne benyttede det system, de længe havde benyttet i Sibirien. At de indfødte blev afkrævet yasak - en slags skat i form af naturalier. Der var således ikke tale om, at russerne købte og betalte for skindene. De krævede dem bare. I realiteten kom de indfødte til at fungere som russiske livegne - som slaver. 

Gedeon, en munk udsendt af den russisk ortodokse kirke, beskrev i en indberetning, hvordan Aleut- og Alutiiqmænd blev lagt i lænker og tvunget til at  gå ud i jagtgrupper på op til  500 baidarkaer (havkajakker) for at jage pelsdyr. Nogle var nødt til at rejse så langt som 1000 verst for at få den nødvendige fangst. Dette efterlod mændene uden tid til at forsørge deres familier og tvang dem i gæld til RAC (Russisk Amerikansk Kompagni). Kvinder blev tvunget til at sy tøj og fik en høj kvote af bær, de skulle samle, og de skulle tilberede fisk - alt sammen naturligvis uden løn.

Nogle kvinder dræbte simpelthen deres børn, når de nåede 8-10-års alderen, for at de ikke skulle arbejde for russerne.

De indfødte, der kom i kontakt med englænderne derimod, fungerede i det væsentlige som uafhængige jægere og sælgere. De jagtede havodderne og forberedte skindene på egen hånd. At betalingen var latterlig lille, er én ting, men de indfødte var dog frie til selv at bestemme, om de ville handle eller ej.

Om havodderne

Men nu til havodderne. Det var jo dem, der skulle være hovedemnet. 

Jeg fandt en sød hjemmeside, som jeg starter med at lægge ind stort set uredigeret.

Sea Otter Foundation & Trust

Ensuring the survival of sea otters in their habitats. 

Sea otter facts

Sea otter raft

Sea otters floating on the ocean waves in groups are called rafts.   

These rafts are usually gender-based, meaning boy sea otters like to hang out together and girl sea otters like to hang out together.

Female sea otters raise their pups without assistance from males.

Sometimes sea otters like to hold hands.  Holding paws allows sea otters to keep their delicate paw pads warm. 

Sea otter pups

Sea otter pups

Sea otter pups are born with buoyant fur that does not allow them to sink. They float like corks on top of the water unable to dive and therefore, are completely dependent on the mother sea otter.

Sea otter pup fur is known as lanugo. Lanugo is a very soft, downy hair that develops in humans as well as in animals.

Sea otter pup fur is shed by the time they are approximately 13 weeks old.

Sea otter pups are born with open eyes and with 26 baby teeth; 10 of which are visible.

Sea otter diet.

 Sea otters need to eat a lot each day.  The sea otter pictured above is feasting on a mussel. 

They eat frequently throughout the day.

Unlike other marine mammals, sea otters have no blubber, so they must consume 25-30% of their body weight every day in order to survive in their cold Pacific Ocean habitat.

Sea otters eat mainly invertebrates and bivalve animals.  Some of their favorite meals consist of:

• sea urchins (søpindsvin)
• abalone
• clams
• crabs
• mussels
• sea stars
• fat innkeeper worms

Havoddere er sammen med menneskeaber og delfiner de eneste pattedyr, der bruger redskaber, læser jeg et andet sted. Er det nu rigtigt - at de er de eneste,  tænker jeg. Men jeg lader sætningen stå.

I hvert fald spiser havodderen massevis af søpindsvin - deres yndlingsspise - og også muslinger og snegle. Og hvis skallerne er svære at åbne, benytter havodderne nogle gange sten eller træstykker til at bryde dem op. På hver lem er den femte finger længere end de andre. Det er den, der sætter havodderen i stand til at håndtere redskaber.

Havodderen bliver betragtet som en vigtig brik i havets økosystem.

  Søpindsvin spiser af tangen i de kystnære tangskove / kelpskove. Kelpskove er vigtige opvækstområder for ungfisk, som igen har en positiv indflydelse på mængden af større fisk. Små arter kan bruge tangen til gydning, og store rovarter er mere talrige på grund af den øgede aktivitet i forbindelse med tangskove. Øverst i pyramiden kan være hvaler, der spiser havoddere.

Når havodderen forsvinder - og ikke længere holder bestanden af søpindsvin nede - så "overspiser" søpindsvinene tangskovene, som efterhånden forsvinder, og havmiljøet bliver et fattigt område med kun få arter og færre individer.

Over for det står, at krabbe- og skaldyrsfiskere finder, at deres fangster reduceres, når et område indtages af en større gruppe havoddere. Men det modsætningsforhold må man jo prøve at afveje.

Når havodderen finder mad på havbunden, kan den anbringe  f.eks. søpindsvin i en særlig lomme, som den har ved sit bryst - en lomme af løs hud. Herefter kan den søge op i overfladen, rulle rundt og ligge og flyde på ryggen og spise den gode mad.

Den kan også tage maden med, når den svømmer videre, og lommerne fungerer som dens egen transportable lille madkasse.

Den engelske tekst sagde, at havodderne holder i hånd for at varme "hænderne". Det har også en anden funktion. Når de holder i hånd, mens de sover, forhindrer det, at de flyder væk fra gruppen.

En anden måde at hindre at de under søvnen flyder langt væk - ud på oceanet -  er, at de vikler sig ind i noget tang og vandplanter. Om vinteren kan de gå på land for natten.

Når havodderen har en unge, men må forlade den for at dykke ned efter mad, kan den også "binde" ungen - fastgøre den til noget tang.

When startled, the mother puts an arm around the little one and dives with it. On some occasions, the mother seemed to pat the little one on the head first, as if by this patting or pushing motion she were warning it of the impending immersion.

Havodderen reproducerer sig kun langsomt. En enkelt unge hvert eller hvert andet år. Havodderen har unger hele året, selv om de naturligt nok er hyppigere i maj og juni, hvor temperaturerne er mere behagelige, og der er overflod af mad.

Svangerskabsperioden varer normalt mellem 4 og 20 måneder.  Lyder det ikke mærkeligt - normalt mellem 4 og 20 måneder. Det skyldes, at havodderen er et af de dyr, der kan have det, der kaldes forsinket implantation. Det betyder, at hunnen kan fryse æg, som er befrugtet, for først at lade dem vokse senere, når miljøforholdene er gunstigere for reproduktion. 

Denne funktion har flere dyrearter - mange af dem findes i Australien - og studiet af det har taget udgangspunkt i Australiens pungdyr.

Havodderen har ikke et tykt lag spæk at tære på. Derfor må den konstant søge føde. Og den har så heller ikke spæklaget til at beskytte den mod det kolde vand og regulere den indre temperatur. Havodderen er det eneste maritime  pattedyr, der ikke har et særligt fedtlag som isolering mod det frysende havvand. Så i stedet har den pelsen.

Havodderen har den tætteste pels af alle dyr. De har fra 26.000 til 165.000 hår pr. kvadratcentimeter.

Men det var så den pels, der var ved at blive artens skæbne.

Havodderskind 1800-tallet

Havodderskind blev inddelt i 4 kvaliteter baseret på farve, tekstur og tykkelse. De mest værdsatte var dem fra kurilliske og kamtjatkiske havoddere, og dem fra Aleuterne blev anset for de næstbedste. De kuriliske, kamtjatkiske og aleutiske pelse var tykkere, blankere og sortere end dem på den nordvestlige Alaskakyst, som var 3. kvalitet, og de californiske, som var 4. kvalitet. 

 Det var russerne, der kontrollerede levestederne for de mest værdifulde pelse. 

Og her skulle så have været indsat et fint kort, der viste de forskellige arters habitater, men jeg kan ikke finde det igen. Sådan går det somme tider, når jeg tænker, at det kan jeg godt huske - og ikke får gemt webadressen - og der så går alt for lang tid, før jeg vender tilbage og får færdiggjort indlægget.

Men kortet skulle have vist, at Northern sea otters findes på  Aleuterne, i det syd-centrale og sydøstlige Alaska. i  Britisk Columbia og  Washington. Southern sea otters, også kaldt California sea otters lever langs  Californiens kyst fra San Mateo County i nord til  Santa Barbara County i syd. Og så er der de russiske havoddere.

Jeg fandt også på et tidspunkt et kort, der viser de mange og lange sejlruter, der blev fulgt i jagten på havodder. Det kan jeg heller ikke finde igen, og da jeg gemte det som et skærmdump, kan jeg heller ikke finde det igen ved billedsøgning.

Det er ret utydeligt, men jeg indsætter det alligevel, fordi jeg synes, det giver et godt billede. Først den lange rejse ud for at samle skindene. Så rejsen som regel til Kina for at sælge skindene. Skindene var utrolig efterspurgt i både Kina og Japan. Men i nogle tilfælde også en lang rejse til Europa, hvor de også blev efterspurgt - særlig ved de europæiske hoffer. 

Om udviklingen i havodder-bestanden

Over en ret kort årrække lykkedes det de mange lykkeriddere næsten at udslette hele arten.

Man anslår, at antallet af havoddere i midten af 1700-tallet kan have været mellem 150.000 og 300.000. 

Godt nok et stort spænd. 

I den første lange periode med jagt på havodder var russerne alene på arenaen. Men efterhånden dukkede andre nationaliteter op. Gennem de 40 år fra 1780 til 1820 menes engelske, franske,  spanske  og efterhånden amerikanske skibe fra Boston at have skaffet flere skind, end russerne gjorde i hele den foregående periode, hvor de stort set var alene på jagtmarkerne.

Russerne havde observeret, at bestanden af havoddere gik drastisk nedad og havde faktisk indført nogle kvoter og begrænsninger. Men da de i 1867 solgte Alaska til USA, blev det starten på en helt ny æra for jagt og udnyttelse. De første 4 år indsamlede amerikanerne 12.200 skind - eller mere end russerne samlet havde samlet i de foregående 10 år. Tempoet for slagteriet øgedes de næste to årtier. Fra 1871 til 1880 blev mindst 40.283 slagtet, og fra 1881 til 1890 ved man, at yderligere 47.842 skind kom på markedet. Men dette fik kontante konsekvenser. I det følgende 10-år opnåede Alaska Commercial Company, som stort set havde fået monopol på jagten, kun 6.143 skind. I 1910 sejlede kun 2 amerikanske skibe med 40 aleut jægere ud og opnåede kun 16 skind. 2 British Columbia-skibe opnåede 7 skind, 11 andre havoddere blev dræbt, uden at jægerne fik bjerget skindet, eller de blev fundet døde på stranden.

Jagten på havodder var tydeligvis ikke længere rentabel. Det totale antal havoddere i hele området blev anslået til 1.000 til 2.000 dyr. Og i 1911 blev der så indgået en traktat, The Fur Seal Treaty, til beskyttelse af sæler og havoddere.  Men aftalen omfattede kun jagt i internationalt farvand - ude på havet - og havde især til formål at fordele nationernes ret til fangstområder. Men havodderne lever tæt på kysten, så her kunne man fortsætte med at jage de få havoddere, man fandt. Først i 1924 kom der et reelt forbud, som fik betydning for havodder-bestanden.

Nu formodes antallet at være omkring 95.000 - siger nogle sites. Andre siger 125.000 eller noget helt andet. Det er lidt usikkert - også fordi jeg ikke altid kan se årstallet for angivelsen.

Men se eksempelvis udviklingen af havodderens udbredelse omkring Vancouver Island.

Se generel udbredelse før og nu

NB. Farverne er lige præcis byttet om på de to kort. På det øverste med Vancouver Island viser den røde farve nuværende udbredelse. På det nederste er det den gule farve, der viser nuværende udbredelse, og den røde viser den tidligere historiske udbredelse. Men begge illustrerer tydeligt, at havodderen i høj grad er forsvundet fra den lunere, men befolkningsnære amerikanske vestkyst og er fortrukket til de koldere mennesketomme kyster mod nord.

 Markeringen på det store kort snyder lidt. Det ser ud som om, der er en voldsom udbredelse ved den fede gule markering. Men dels lever havodderen blot et par km ud for kysten, og dels viser markeringen blot, at havodderne findes ud for de mange øer i Aleuterne og Kurilerne, men ikke hvor mange havoddere, der er. 

Teksten under kortet angiver, at bestanden på Pribilof-øerne nord for Aleuterne og bestanden på San Nicolas ud for Californiens kyst er på mindre end 50 individer.

Om Pribilof-øerne

Profblof-øerne er en øgruppe, der består af fire øer, Saint Paul, Saint George, Otter Island og Walross Island. De to første er beboede, de to sidstnævnte blot små ubeboede holme.

Pribilof-øerne ligger 320 km nord for Unalaska-øen, 

som jeg tidligere har omtalt i forbindelse med handelsmanden John Meares. 

De to beboede øer ligger omkring 65 km fra hinanden. 

Når jeg søger på Pribilof Islands, står der ikke ret meget om havoddere, selv om det specifikt blev nævnt på ovenstående kort. Men Navnet Sea Otter Island indikerer, at der HAR været havoddere her.  Der står til gengæld meget om sæler.

Den første europæer, der opdagede øerne, var en russisk jæger / handelsmand ved navn Gavril Pribylov på St. Peter and St. Paul's Day, 12. juli, 1788. 

3 år senere led et russisk handelsskib, John the Baptist skibbrud ud for kysten. Mandskabet var formodet savnet indtil 1793, hvor de overlevende blev reddet af  Gerasim Izmailov. Izmailov er en spændende person, der havde mødt kaptajn Cook, kom til at møde franskmanden La Perouse og kom til at hjælpe russeren Baranov, som jeg tidligere har skrevet om, da Baranov fik problemer med et indfødt oprør på Sitka-øen.

Gerasim Izmailov.

Ifølge en myte, så kom en ældre indfødt fra Unimak Island ud i en storm, og han padlede mod nord for at komme væk fra stormen.  Da stormen endelig lagde sig, var han faret vild i en tyk tåge - indtil han hørte lyden af de store sælkolonier på Saint Paul. 

Aleuterne bosatte sig ikke på Saint Paul.

Men i det 18. århundrede tvang russerne indfødte fra Aleuterne flere hundrede miles syd for Pribilof til at jage sæler for dem på Pribilof-øerne. I realiteten var aleuterne slavearbejdere for dem. De jagede sælerne og rengjorte og klargjorte skindene, som russerne så afhentede og solgte med stor fortjeneste. Aleuterne blev ikke sejlet hjem igen. De levede under inhumane forhold, hvor de ofte blev slået, og russerne bestemte alt vedrørende deres personlige liv - hvilke klæder de kunne bære, hvad de kunne spise, og hvem de kunne gifte sig med.

Under 2. verdenskrig, da USA mente Pribilof-øerne var truet af japanerne, blev hele befolkningen - dengang 881 aleuter - med få timers varsel tvangsforflyttet. De blev indkvarteret i nogle forladte laksekonservesfabrikker og miner i det sydøstlige Alaska indtil maj 1944. Dog blev mændene midlertidigt bragt tilbage i sommeren 1943 for at udføre sælfangst for regeringen, da der var brug for sælolie i krigsindsatsen. I realiteten var befolkningen fra Pribilof-øerne fængslet ved Funter Bay. I 1979 modtog aleutbefolkningen 8,5 million dollars i delvis kompensation for den urimelige og uretfærdige behandling,de var udsat for i den periode.

I en opgørelse fra 1821 inddeler  Kirill Khlebnikov , som assistent for guvernøren over russisk Amerika, den russiske koloni i 5 store distrikter, og han redegør minutiøst for, hvilke fangster der er gjort inden for de enkelte områder. 

Om Saint Paul og Saint George skriver han ret kortfattet.

Russerne købte også skind af frie indfødte som Tlingit-folket  ved Sitka-øen, og Khlebnikov fortæller, at RAC kun betalte 1/ 5 af det, som havodderskindene var værd.

Om Steller og Bering på Kommandør-øerne

Jeg har tidligere fortalt om det russiske Shelikhov-Golikov Company, der i 1784 etablerede den første permanente bosættelse på Kodiak Island. Men på det tidspunkt havde der allerede i mere end 40 år fundet jagt på havodderskind sted. 

Fra 1743 til grundlæggelsen af det russisk amerikanske kompagni fandt der  mere end 100 private, mindre jagtekspeditioner sted fra Kamtjatka til Nordamerika.  

Nogle  sites giver vores egen Vitus Bering skylden for hele miseren. 

"However, the start of the international sea otter fur trade that eventually led to its near extinction is accredited to a Danish sea captain, Vitus Bering, of the Russian Navy.

Vitus Bering returned to Russia from his second expedition to Kamchatka in 1741-42 with sea otter pelts for barter. The pelts were soft and provided incredible warmth. This quickly became the dominant economy of Alaska for more than 150 years."

"Before Vitus died in 1741 while captaining an expedition for Peter the Great, he stumbled upon some sea otters on the Commander Islands. His geographic discoveries were secret for many years – unfortunately his discovery of the warmth and sheen of sea otter pelts was instantly renowned."

Det skal  nok tages med et gran salt at give Bering skylden, for Bering nåede jo netop aldrig hjem, men døde på Bering ø. Men ændrer man ordlyden til Bering-ekspeditionen 1741-42, er det nok korrekt.

For det blev de overlevende fra Beringsøen, der bragte de første havodderskind til Kamtjatka, og det blev starten på det store eventyr. - Ja, vælg selv, hvilket ordvalg du foretrækker  - miseren eller det store eventyr. I dette indlæg, som har fokus på havodderen, er det nok miseren, der er det bedste valg.

Bering ø, Kommandør-øerne

Bering ø er del af det, der hedder Kommandør-øerne, som dengang var ukendte. Da Berings besætning gik i land på Bering Ø, troede de, de havde nået Kamtjatka. Efter at de var gået i land, kom der en storm, hvor deres skib, Sankt Peter, blev slået i stykker, og vragrester blev skyllet op på stranden. Af disse lykkedes det at bygge et mindre skib, og efter nogle hårde måneder lykkedes det de sidste overlevende at sejle det sidste stykke til Kamtjatka.  

Botanikeren Steller fik mændene til at spise tang for at bekæmpe skørbugen, og at de kunne overleve de barske vintermåneder, hvor de byggede på skibet, skyldes, at det vrimlede med dyr - med føde. Havoddere, sæler og ræve, som var så ukendte med mennesker, at de tillidsfuldt kom tæt på og var nemme at slå ihjel. Med rævene måtte de somme tider næsten kæmpe om kødet fra de nedlagte dyr, men rævenes pels gav god varme i vinteren - ligeså gjorde havodderskindene.  Kødet fra de fiskespisende havdyr fandt mændene afskyelig. Men så var der søkøerne. De kæmpestore, tonstunge, langsomme dyr, der drev rundt i det kystnære lave vand og græssede havgræs Deres kød smagte som det dejligste oksekød, og blev i sidste ende det, der sikrede overlevelsen fra november 1741 til august 1742.

"As the tide rolled in, the strongest crewman rowed quietly out to one of these placid and unsuspecting creatures and rammed a sharp hook into its back. The rest of the men on shore immediately began hauling on a long rope that was attached to the hook, trying to pull the animal in. Awash in its own blood, the nearly four-ton cow heaved back, dragging all 40 of the men into the water. Its breathing was labored, but otherwise it did not utter a sound during the long, gruelling tug-of-war that ensued. Eventually, the men succeeded in beaching the enormous animal, the first of many to come."

Da mændene nåede Kamtjatka, var det på et skib, der var fyldt med det dejligste saltede søko-kød,  de smukkeste pelse af blåræv og de havodderskind, der skulle blive så eftertragtede. 

Da resterne af Berings ekspedition var klar til at forlade Bering Ø, havde Steller forsøgt at medbringe en søko, han havde dissikeret, men de øvrige smed den over bord. Den fyldte for meget. Hans mange håndtegninger og håndskrevne notater fik han dog med sig.

Rekonstruktion af steller søko
på Finnish Museum of Natural History

Om sælernes, havoddernes og søkoens skæbne  

Allerede året efter, i 1743, tog Emilian Basov, en tidlig handelsmand til Bering Ø og indsamlede et stort antal havodder, pelssæl og blå polarrævpels. Han foretog i alt 4 ture til Bering Ø og den nærtliggende Medny Ø og tjente en formue, hvilket naturligvis inspirerede andre til at følge efter.

Berings besætning havde medbragt 700 skind til Kamtjatka. De følgende fangst-ekspeditioner hjembragte i gennemsnit 1.500 skind. Allerede i 1754 var der stort set ingen havoddere tilbage på Bering Ø. Men så fortsatte jagten blot på den nærliggende Medny Ø.

Det blev almindeligt for skibe, der skulle på langfart til Aleuterne at stoppe ind ved Kommandørøerne og slagte nogle søkøer og på den måde skaffe sig proviant til rejsen. Men de blev også jagtet for deres skind, der blev brugt til både og for deres fedtlag, der blev brugt til olielamper.

 "The fact that the sea cows were so enormous that they could not be hauled out of the water did little to stop the hunters from taking stabs at them: most of their victims swam out to sea where they died of their wounds. The few sea cows that the hunters managed to kill in the water they tackled on the spot with knives, cutting out a few hunks of meat before letting the rest of the four-ton animals sink back into the sea." 

I 1768, bare 27 år efter at søkoen var blevet opdaget, var den udryddet.

De store kolonier af nordlig pelssæler gik det næsten ligesådan, men kun næsten. I 1700-tallet sejlede sælfangerne afsted med op mod 20.000 skind. I det 19.århundrede, efter at Alaska var blevet solgt til USA, blev Kommandørøerne udlejet til Hutchinson, Kohl and Company i 20 år. Disse San Francisco-pelshandlere formåede at slagte tæt på 800.000 nordlig pelssæler i den korte periode. I 1913 var de kun 2 kolonier tilbage på de to øer, Berings Ø og Medny, med i alt 3.000 sæler. I dag er sælerne beskyttet, og bestanden er vokset til en kvart million, men sandsynligvis stadig kun en brøkdel af, hvad Berings mænd så 2 århundreder tidligere.

I 1924 blev der indført jagtforbud, og omkring år 2000 var antallet af havoddere ved Kommandørøerne oppe på omkring 5000. Men en sådan stigning i antal af marine rovdyr påvirker  hele økosystemet. Antallet af store krabber, havagurker, og  blæksprutter faldt, og især antallet af havodderens yndlingsspise, søpindsvin, faldt drastisk.

 Og så begyndte bestanden af havoddere også at falde.  Over 4 år blev antallet halveret. I 2021 var tallet nede på 1.700.

Man er i gang med at undersøge, hvad årsagen er. Naturlige -  reduktion af biomasse og tilgængelighed af foderbunddyr og spækhuggeres intensiverede jagt på havoddere - eller menneskeskabte - forurening med skadelige stoffer og tungmetaller, klimaændringer, sygdomme overført fra husdyr?

Jeg er faktisk forundret over, at man stadig kan købe havodderpelse. Men en lille gruppe "natives" har tilladelse til en meget begrænset jagt. Det foregår meget i Tlingitområdet i Alaska. Men hvem køber pels i dag?

Optælling

 Undervejs i mit blogindlæg har det undret mig, hvor stor en indsats der er gjort for at redde havodderen - og den nordlige pelssæl. Jeg er stødt på officielle rapporter, der har gengivet omhyggelige optællinger.

Det er ikke kun i vores seneste tid, at man har været opmærksom på biodiversitet, selvom det ofte kan lyde sådan.

I en 72 sider lang rapport fra 1965 gøres der nøje rede for antallet af havoddere på Alaskahalvøen og  Aleuterkæden.

Rapporten sammenligner med undersøgelser i 1959 og 1962.

Optællingen skete fra små, lavtgående fly.

Besætningen

Havoddergruppe set fra luften

Rapporten er omfattende - den indeholder 23  sider med kort over alle de mange, mange små øer, hvor der med håndskrift er anført, hvor mange havoddere, der er spottet de forskellige steder.

Eksempel på kort med antal tilføjet i håndskrift

 
I optællingen indgik også sæler og hvalrosser og fugle. Fuglene udgjorde undertiden et problem, fordi de gjorde flyvningen vanskelig.

Forsøg med genudsættelse

Over årene er der gjort adskillige forsøg med udflytning / genudsættelse af havoddere. Den første dokumenterede translokation af havoddere blev udført i Rusland i 1937, da 9 havoddere blev fanget på Medny Island og transporteret til Murmansk-kysten i det sydlige Beringshav. Det er bemærkelsesværdigt, at det var mere end  5000 km fra deres naturlige, historiske udbredelse. Hensigten med translokationen var kommerciel - at etablere en  koloni til at supplere den russiske pelsproduktion gennem fangenskab og opdræt. Desværre overlevede kun 2 hanner den lange rejse, først med skib og så med tog. Men disse to overlevede i fangenskab i mere end 4 år og viste gennemførligheden af translokation og holdt i fangenskab.

I årene 1951 til 1959 gjorde amerikanerne 5 forsøg på at translokere havoddere.  81 dyr til Pribilof-øerne og 5 til Attu-øen i de vestlige Aleuter. Men 53 af dyrene døde i fangenskab allerede før transport. Ved udsætning af 7 dyr på Pribilof i 1959 mente man at lære, at det var for lille et antal til at bestanden kunne etablere sig og formere sig. 1-3 dyr forblev der dog i nogle år. Dyrene var mærket, og 1-3 dyr blev to år senere observeret levende. 

Andre forsøg har syntes mere vellykkede, og så  måske alligevel ikke.

7 af ovenfor nævnte projekter karakteriseres som succeser

En population på Amchitka synes at vise, at en del havoddere dør hver vinter pga. mangel på føde. Andre trusler er hvalangreb og olieudslip.

De seneste udsætningsforsøg er gjort i Californien. Det ene på San Nicolas, som ligger godt 100 km fra Californiens kyst.

 Tidligere var San Nicolas på listen over mulige steder for atomsprængninger. - dog uden at blive endelig udvalgt. Men øen er stadig underlagt  det amerikanske militærs og benyttes til missilopsending. 

Naval Outlying Landing Field San Nicolas Island

Da man genudsatte havodderne på San Nicolas, var det tanken, at stedet skulle fungere som en "buffer"-population af havoddere - en "genopretningskilde", hvorfra man kunne genopbygge, hvis f.eks. et olieudslip skulle destruere en bestand et sted.

Samtidig blev oprettet en no-otter-zone fra Point Conception ved Santa Barbara Channel til den mexikanske grænse - til glæde for skaldyrsfiskere, som mente, at havodderne ødelagde deres fiskeri. Havoddere, der svømmede ind i zonen, blev nænsomt indfanget og flyttet væk.

No-otter-zone og orange ring om San Nicolas

Der er stadig havoddere på San Nicolas, men betydeligt færre end de 140, der blev udsat, og efter 25 år er projekt no-otter-zone opgivet som en fiasko.

Den øjeblikkelige status for havoddere i hele Amerika, kan ses her 

Men ellers tror jeg, det er på tide at stoppe. Jeg er kørt træt. Det er du sikkert også. 

Et sidste lille kig på de søde dyr kan du få på Elkhornssloughs havodder-webcam