Turistguide til Pienza

 

Pienza har jeg tidligere skrevet om i blogartiklen  Bittersøde minder 2. Mest om Pienza, San Gimignano og Volterra.  

Så dette er blot den samme tekst som der. Så måske har du læst det tidligere.  

UPS! NB Nogle af billederne skal jeg have lagt ind på ny. Men det bliver ikke i aften.

Pienza – Pius’ by - er en lille by med bare ca. 2.200 indbyggere. Den ligger på et højdedrag med en fantastisk udsigt over Val D’Orcia.

 

Byen brugt som location i filmen Den engelske patient, og når vi vandrede gennem byen, var der mange referencer hertil. Musikken fra filmen strømmede os i møde, da vi trådte ind i Piccolomini-paladset.

Men hvad der er betydeligt vigtigere er,  at Pienza betragtes som inkarnationen af den ideelle by.

Byen var indtil  1462 en landsby med navnet Corsignana. I1405 fødtes Enea Silvio Piccolomini i byen. Han blev i  1458 valgt til pave under navnet Pius ll,  og han besluttede, at hans fødeby skulle omdannes til en ny by fuldstændigt opbygget efter renæssancens idealer. Omkring byens centrale plads, Piazza Piccolomini, blev der bygget en domkirke og ved siden af den et pavepalads, Palazzo Piccolomini, og overfor dette endnu et palads, bispepaladset Palazzo Vescovile,. På pladsens fjerde side ligger byens rådhus, Palazzo Comunale, med en åben loggia  foran. Herudover blev der nyopført mange bygninger i byen, og gadenettet blev omlagt efter renæssancens idealer om rationalitet og humanisme – efter et geometrisk perspektiv med  åbenhed og regelmæssighed. 

 

 

Pienza er en by, der dagligt oversvømmes af endagsturister, der ankommer i busser, men sidst på eftermiddagen bliver der igen stille, når stort set alle turister igen har forladt byen. Der er kun ganske få hoteller i byen. Så om aftenen, når vi gik tur i byen, følte vi, vi havde den helt for os selv. Bare vi to, Ib og jeg. Når vi slentrede gennem de stille, mørke gader – fra vores ende af byen ud og stå på bymuren i den modsatte ende og nyde udsigten over  den mørke dal under en stjernebesat himmel.  Betagende!

Når Pienza står så flot, skyldes det, at den står helt rene – uden nyere moderne byggerier.

Pienza havde vi valgt pga. den centrale beliggenhed for udflugter til Sienna, Montalcino, Montecatini, Montepulciano,  Chianciane Terme, Chiusi.  Er det ikke nogle skønne navne? Mere italiensk kan det næsten ikke blive.

 

Vi fik godt nok spist mange bruchettaer på skønne solbeskinnede torve det år og set mange skønne solnedgange, for de fleste af byerne ligger jo på deres egen lille bjergtop højt oppe over dalene og med en solid bymur omkring. Særlig husker jeg bedårende Montecatini Alto, som man nåede op til ad en lille vej med mange hårnålesving. Den kørte vi til en aften, alene for at se solnedgangen fra byens promenade, som siges at have den måske allerbedste udsigt over Toscanas blidt bølgende og storladne bakkeland. 

 

Masser af vinmarker så vi - og en del vinkældre.  Vi er ikke de store vindrikkere, men i Montepulciano fik vi dog alligevel smagt byens berømte Vino Nobile og i Montalcino den fornemme Brunello di Montalcino. 

Bagno Vignoni var en lidt afsides beliggende lille by, der var bygget op omkring nogle gamle kilder – meget idyllisk.

Og det helt ensomt beliggende benediktinerkloster Sant'Antimo nåede vi også ud til. Der var godt nok langt derud, men når nu det omtaltes som det mest fotograferede motiv i Toscana, måtte vi jo derud. Idyllisk var det da også. Helt så langt var der ikke tilbage - da vi tog den slagne vej.