Et indlæg, der skulle have handlet om plantefarvning, men kom til at handle om purpursneglen Murex - og så meget andet.

 

Jeg strikker ikke. Jeg går aldrig i strik. Derfor har jeg ingen anledning til at plantefarve.

Men en blogbekendt, som er inkarneret både strikkerske og plantefarver, har med sin entusiasme gjort mig interesseret i plantefarvningens univers. Plantefarvernes blogland er overvældende. Både her og på nettet i øvrigt, har jeg fundet spændende kulturhistorisk stof.

I øvrigt kan man jo også plantefarve stof – f.eks. uld, hør og silke. Men da jeg heller ikke syr, så holder jeg mig til en boglig behandling af emnet.

 

Kongen over alle farver er purpur. Den berømte historiske  purpurfarve udvindes som bekendt af havsneglen Murex. Så at kalde det for plantefarvning er en tilsnigelse. Men med den betydning, som purpur har haft i historien, kan jeg ikke undlade at omtale den forunderlige purpur.

 

 

I oldtiden var det havsneglen Murex, der skaffede den eftertragtede purpur. Fønikerne vidste, at havsneglen Murex gemte på den purpurrøde farve. Udvindingsprocessen var imidlertid langsommelig og så kostbar, at bare ét gram tyrisk purpur havde samme værdi som 20 gram guld.  

Tyre var en betydelig by i Fønikien, beliggende på kysten i det nuværende Libanon.

   

At farven var så voldsom dyr, er der en grund til. Af en snegl kunne man udvinde 4 dråber af det dyrebare sekret, som kunne bruges til stoffarvning. 12.000 snegle måtte lade livet for at give 1,4 g rent 6,6′-dibromindigo. Og derudover var fremgangsmåden jo fønikernes hemmelighed - ligesom silkefremstilling i sin tid var kinesernes værdifulde hemmelighed.

 

1.    Sneglene blev fanget på lavt vand.

2.    Fønikerne trak sneglene ud af deres skal. Det fik dem ligesom en blæksprutte til at forsvare sig ved at sprøjte med farve. Alternativt tog fønikerne selve farvekirtlen ud. En stor snegl kunne give op til fire dråber farve. Små snegle blev knust hele.

3.    Massen blev kogt ind i et stort kar med saltvand. Processen kunne tage flere dage.

4.    Fønikerne dyppede til sidst hvidt uldtøj i farvestoffet. I starten var tøjet blågrønt, men fik den karakteristiske purpurfarve ved at soltørre. Nuancen varierede efter sneglearten. 

 

Noget af det, der var særligt ved den flotte purpurfarve var, at farven ikke falmede, men nærmere blev stærkere ved brug – ved at blive udsat for ilt og sollys.

Purpurfarven blev brugt til at vise status og magt. I Romerriget var det forbeholdt kejseren at bære en hel dragt i purpur. Senatorerne bar en hvid tunika med brede purpur striber. Den næst-fineste klasse, ridderne, havde smalle purpur striber.

På en fresco i Ravenna ser man kejser Justian 1. i en purpurdragt. Justian 1., det var ham, der byggede Hagia Sofia (indviet i 537), og han var for øvrigt den sidste byzantinske kejser, der talte latin. De følgende kejsere talte kun græsk. Men det var et sidespring.

 

Når man kigger billeder på nettet, kan man ikke altid være helt sikker på farverne. Herunder ses den samme mosaik fra Ravenna, men her er farverne meget mere rødlige.

  
Her ses en mosaik med hans kone, kejserinde Teodora, ligeledes i en prægtig purpurdragt.

På dette middelalderbillede ses kroningen af Karl den Store som romersk kejser i  år 800. Biskopperne og kardinalerne bærer tyrisk purpur og paven bærer hvidt.

I den romersk-katolske kirke er kardinalernes farve stadig purpur.

  

 

 

 

 

 Et fragment af kejser Karl den Stores ligklæde 814. Klæde i guld og tyrisk purpur fremstillet I Konstantinopel.

 

 

Når jeg slår purpur op, kommer der mange navne for den eftertragtede farve: Phoenician red, Phoenician purple, royal purple, imperial purple, or imperial dye,

  

 

 

 Men når jeg tænker purpurfarvet, har jeg helt klart tænkt på den blåviolette farve som den absolut fornemste – som i denne playmobil-figur af Cæsar  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Men når jeg ser billeder som dette med  Cæsar i triumftog, kommer jeg i tvivl om, hvilken farve, der blev betragtet som den absolut fornemste.

 

Når man – eller rettere - når jeg surfer rundt på for mange forskellige internetsider, kan jeg godt blive forvirret, når jeg prøver at sammenholde oplysninger fra forskellige sider.  Jeg mener, mit engelske ordforråd er ret godt, men når jeg om Tyrian purpur støder på et udtryk som ” the most prized being that of black-tinted clotted blood,” ja, så ville jeg ønske, der var flere dansksprogede artikler om de emner, der optager mig.   

En google translate-oversættelse giver i al fald ingen mening her.  Men black-tinted clotted blood giver mig mere association til et rødlilla billede end et blålilla billede på nethinden, og jeg er nu – også ud fra andre tekster – blevet overbevist om, at det var den rødlilla farve, der var den mest eftertragtede. Så jeg har revideret min forestilling om purpur som hovedsagelig blålilla.

Når fønikerne farvede med murex sneglens sekret kunne der opstå  forskellige farvetoner alt efter hvor længe stoffet blev farvet. Men de anvendte også to forskellige arter af murex. Muligvis blev tøj somme tider farvet to gange , først med den ene art, derefter med den anden.

 

 

 

 

 

 

 Den oprindelige og  åbenbart mest værdifulde snegl og den, der kunne give den rødlilla farve - var murex bolinus brandaris

 Den anden snegl, de benyttede – og som kun kunne give den blålilla farve - var murex hexaplex trunculus. Bemærk begge snegle er pig-skallede.

 

 

 

 

 

Murex trunculus lever stadig langs Middelhavskysten I Spanien, Portugal, Marokko og langs Atlanterhavskysten ved De kanariske Øer og Afrika. Nu anvendes de dog mest som spiselige snegle.

Ifølge legenden var det filosoffen Hercucles fra Tyne – eller rettere hans hund – der opdagede den værdifulde farve. Hercules er på vej for at gøre kur til en nymfe, da hundens mund blev purpurfarvet, efter den havde tygget på nogle snegle på stranden. Nymfen forlanger en klædning af purpur, og det bliver starten på farveeventyret. Og kong Phoenix of Tyre blev den første hersker, der bar en kappe af purpur og den, der fastsatte regler for, hvem der måtte bære denne farve.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Episoden med hunden er afbildet på et maleri af Peter Paul Rubens fra 1636. Herunder ses en detalje, der lidt morsomt viser, at det bestemt ikke er en murexsnegl, som Rubens har malet.  Sneglen er ikke pig-skallet. Det er snarere en nautilus snegl.

 

 

Højdepunktet for fønikisk kultur og sømagt - og dermed purpurfarvning - var i tiden 1.200-800 f.Kr. 

 Nyere arkæologiske undersøgelser har imidlertid fundet store mængder af  Murexskaller på Kreta, hvilket indikerer, at allerede den tidlige minoiske kultur  (startende 2000 år  før Kristus) måske har udtrukket farve af sneglene, århundreder før fønikerne.

Den minoiske kultur, det var jo den, der frembragte det pragtfulde palads Knossos, der ligger lidt syd for Hirakleon på Kreta. Paladset med de flotte røde søjler og de fantastiske murmalerier af både okser og delfiner.

 

  

Ligeledes har man fundet mængder af ødelagte murexskaller I Coppa Nevigata i Apulien i det sydlige Italien, hvilket indikerer, at man også her har uddraget farve allerede omkring  1800 før Kristus. 

 

 

Produktionen i Apulien menes at have været stigende gennem 14. århundrede, hvorefter den pludselig stopper omkring 1200 før Kristus. 

 

 

 

Herunder ses en murexsnegl, som er den, der er fundet i Apulien, murex stramonita haemastoma, eller den rødmundede klippeskal, som den også kaldes. 

 

 

 

 

 

 

 

Den findes stadig i tropiske vande både langs Atlanterhavets vest og østkyst. I Middelhavet, hvor den også levede, så man imidlertid i starten af 21. århundrede en kraftig nedgang i antallet af denne snegl, og i 2016 var den helt forsvundet.

 Her ses alle de tre arter, som brugtes til farvning.

 

 

 

 

 

 

 

Fønikerne, som var et handelsfolk, oprettede jo adskillige kolonier i Nordafrika og på Sicilien. I Marokko og Cartago er fundet rester af farverier, hvor de især har brugt murex trunculus.

Jeg har tidligere skrevet om etruskerne, som havde kontakt med fønikerne, og herunder ses et maleri af en mand iført en hel toga picta-dragt i purpur. Maleriet stammer fra en etruskergrav fra omkring 350  før Kristus.

 

 

 

 

 

Også i Egypten er der blevet indsamlet snegle til purpurfarvning, men det er sket meget senere, nemlig i 10.-13. århundrede efter Kristus, ligesom også både Rom og Grækenland efterhånden fik gang i en produktion, som fortsatte indtil midt i 1400-tallet.

I løbet af 1400-tallet fandt man billigere måder at farve en dyb violet, og moden skiftede til sort og vinrøde nuancer. Spørg mig ikke, hvilken ny metode, men oplysningen har jeg fundet på en side med titlen Den rene Middelalder.

I Mellemamerika, hvor man også har udvundet purpur af murex snegle, brugte man en anden metode end fønikerne, som jo knuste skallerne for at få fat i det guddommelige sekret.

Murexsneglen har en kirtel, som  udskiller et mælkehvidt sekret, når den bliver irriteret. I Mellemamerika udvindes farven ved at sneglen bevidst irriteres, og en tråd føres så gennem sekretet og farves, hvorefter sneglen kan udsættes igen – i live - for senere at levere mere farve. En endnu mere langsommelig og dyrere proces end fønikernes.

I 1909 blev der i Mexico fremstillet og solgt en nederdel farvet med ægte purpur for 12.000 gulddollars.- Hvilket så ikke siger mig så meget, for jeg ved ikke, hvad 1 gulddollar svarede til. Men åbenbart et enormt beløb.

I dag er prisen på ægte purpur betydeligt højere i forhold til guldprisen, end hvad den var, da purpurproduktionen var på sit højeste. "Ét gram purpur koster 17.820 kr., mens ét gram guld kan fås for den rimelige sum af 72 kr. Purpur er altså næsten 250 gange så dyrt som guld,"  stod der i en artikel i  Dansk Kemi. Artiklen var fra 2003. Et opslag på dagens guldpris viser, at prisen svinger fra 112 kr for lav karat til omkring 335 kr. pr. gram i en barre rent guld. I en Wikipedia-artikel fra 2018 nævnes stadig en pris på 17.820 kr. pr. gram purpur. Så trods alt  stadig en gedigen forskel i pris på guld og purpur.

Det lyder vildt. Men med alle de kemiske muligheder, vi har i dag, er det vel også begrænset, hvor meget der fremstilles.

Siden 1860'erne har det været muligt at fremstille farvestoffet syntetisk. For en ikke-kemiker er det svært at forstå processen. Men det er noget med brom og noget med, at nogle molekyler lægger sig mere tæt, end man skulle forvente.

 ”Det er helt modsat, hvad en kemiker ville vente. Bromatomerne i purpur er store (r = 1,95 Å) i forhold til brintatomerne i indigo (r = 1,2 Å) og fylder så meget, at afstanden mellem molekylerne skulle øges. At det stik modsatte sker, skyldes at bromatomer i de to molekyler vekselvirker og påvirker hinanden (van der Waals tiltrækning). Det klistrer de to molekyler tæt sammen.”

Det er volapyk for mig, men alligevel sjovt at læse.  Uddraget er fra en artikel i Dansk Kemi nr. 11, 2003, som  i øvrigt giver mig ret i, at purpur er en blå farve 

Den oprindelige og naturlige produktion er dog genoptaget for bl.a. at blive anvendt til restaureringsopgaver. På hjemmesiden for Handelshuset Nidaros forhandles purpuren til endnu højere priser, end den jeg nævnte ovenfor – og den der oftest nævnes.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De indfødte i Mellemamerika „malkede“ ikke sneglene i ynglesæsonen. Denne fremgangsmåde har betydet at sneglebestanden er blevet bevaret indtil den dag i dag.

CONABIO, en mexicansk kommission der beskæftiger sig med biodiversitet, oplyser at frem til begyndelsen af 1980’erne rejste mixtekiske farvere 200 kilometer til bugterne omkring Huatulco fra oktober til marts for at få fat i purpur.

Den økologiske balance som denne nænsomme fremgangsmåde opretholdt, blev dog forstyrret fra 1981 til 1985 da et udenlandsk firma drev rovdrift på sneglene. Følgen blev at Purpura-bestanden faldt. Derfor blev der udstedt et officielt forbud mod at dræbe disse snegle. Samtidig blev det bestemt at det kun var den indfødte befolkning der måtte udvinde purpur af sneglene, og at det skulle foregå på traditionel vis.

Murexsnegle er rovdyr. Sneglen udskiller som nævnt et sekret, når den irriteres, men sekretet anvendes også ved angreb/aggressiv adfærd. Den benytter sin raspetunge til at bore et hul i byttedyrets skal,  hvorefter den fører en snabel ind gennem hullet. Den bedøver byttedyret  og fortærer skallens beboer. 

Der findes et utal af arter af murex rundt om i verden. Også i Danmark findes en lille murexsnegl, Nucella lapillus. Lapillus er latin og betyder lille sten. Sneglen bliver også kun op til 4 cm.

 

 

 

 

 

 

 

I Danmark findes de kun i stærk brænding på sten og moler i Vest- og Nordjylland, f.eks. nævnes molen i Hanstholm.

Hvis skallen knuses, og dyret udsættes for sollys, udspiller der sig det overraskende forløb, hvor den lille gule kirtel hurtigt skifter farve og bevæger sig gennem alle regnbuens nuancer for at ende med at være dyb blåviolet - purpurfarvet.

Jeg må til Hanstholm og prøve at finde en Nucella lapillus.

 

 

 

 

 

 

 

 

           

Purpursneglen bliver kønsmoden når den er omkring 3 år gammel. Når den bliver kønsmoden holder den op med at vokse. De flaskeformede ægkapsler bliver sat enkeltvis på underlaget og indeholder 100.000-vis af æg. Kun omkring 20 af æggene bliver til små snegle. Resten af æggene ædes af de først udklækkede små snegle, inden de selv når at  klækkes og kravle væk.

 Snegle og bløddyr er på mange måder forunderlige dyr. På  Den store Danske findes en oversigt, en taksonomi over bløddyr - snegle, muslinger og blæksprutter - fyldt med forunderlige navne,. Og leder man videre, støder man på masser af  viden om disse  ikke særlig kæledyrsegnede, men alligevel spændende dyr.

Jeg var for nogle år siden på lejrskole på Stenderup Hage - lige ud til Lillebælt. Vi skulle naturligvis kigge på fugle og fiske - snegle, krabber og muslinger. Jeg fik dengang produceret et lille undervisningsforløb om bl.a. muslingers liv. Jeg kan huske, jeg blev meget overrasket over og fascineret af det liv sådan en lille skal kunne have.

Gad vide, hvor jeg har gjort af det materiale? Jeg plejer at gemme - meget og længe - og  især egne produkter.

På min vej gennem det digitale univers i forbindelse med dette blogindlæg stødte jeg på en fin lille artikel om snegle og muslinger, "Smukke fund fra havets bund,  skrevet af – som der stod anført - af Vågn Op-skribent i Nicaragua. Men det skal da ikke afholde mig fra at henvise til den. Se linksamlingen nederst.

Om forunderlige former for parring og befrugtning blandt disse "pansrede" dyr kan man f.eks. læse i en artikel i Illustreret Videnskab.

 Ja, ja. Man kan komme vidt omkring, når man sætter sig for at skrive om plantefarvning. Plantefarvning, som jeg i øvrigt endnu ikke er nået til.

Jeg har aldrig hørt, at vi i Danmark eller Norden har kendt og brugt metoden til fremstilling af  purpur.

Det hævdes imidlertid i en Berlingske Tidende-artikel i omtalen af romanen "Purpur" af Vibeke Løkkeberg. 

Handlingen i Løkkebergs skønlitterære fortælling præsenteres således:

» Pave Pius 2. ved, at det røde farvestof er en mangelvare, men han har hårdt brug for det som magtmiddel i det forestående korstog mod Konstantinopel.

Han ved også, at det er en svær kunst at forvandle sneglenes sekret til det dyrebare og eftertragtede purpur. Han har hørt rygter om, at der langt oppe ved Norges kyster er en purpurfarverske, der kan fremstille farvestoffet af en særlig snegleart, der lever i de kolde nordiske vande. Den unge, norske farverske bliver derfor fragtet til Italien - sammen med et antal krukker fyldt med purpur.”

 

Her vil jeg gengive, hvad Løkkeberg skriver i en prolog til fortællingen. Her angiver hun nemlig historisk info, som jeg ikke er stødt på så tydeligt og lettilgængeligt som her.

”Igennem hele antikken blev purpurfarven regnet for lige så værdifuld som peræer, sølv og guld. Fremstillingsmetoden var hemmelig og gik i arv fra far til søn.

Da Alexander den Store erobrede Persien i 331 f.Kr. , fandt han blandt de kongelige skatte femogtyve kg purpursekret fra Murexsneglen. Det havde været lagret i 200 år , men var i besiddelse af sin oprindelige friskhed og farvestyrke. ASleksander betragtede purpursekretet som sin største skat.

Da sultan Mehmet den Anden ero0brede Konstantinopel i 1453 og anbragte halvmånen på Sofiakirkens kuppel, markerede det ikke blot den byzantinske riges fald,  det betød også afslutningen på årtusinders brug af purpur.

Under slaget satte kejser Konstantins soldater ild til purpurværkstederne og skar tungen af farvemestrene for, at deres viden ikke skulle falde i fjendens hænder.

Efter sultan Mehmets erobring forsvandt kendskabet til purpurfarvens tilblivelse.”

 Farven purpur forbindes ofte med begær, erotik og forførelse, hvilket også bogens coverbillede angiver. Det mere end antydes i to andre billeder af sammen bog.

 

 

 

 

 

 

 

En fjerde udgave, oversat til græsk ?? er lidt mere dydig - eller måske bare mere forborgen.

.

 

 

 

 

Purpur har ofte  haft en dragende og æggende effekt på  herskere - og forfattere.

Dorrit Willumsens Klædt i purpur foregår i det 6. århundrede og handler om kejserinde Theodora, som jeg tidligere har nævnt.
At klæde sig i purpur er i det sjette århundredes Konstantinopel forbeholdt kejseren og hans nærmeste.Kejserinde Theodora elsker purpur. Den fremhæver hendes skønhed og viser hendes magt. Theodora er sluppet ud af sin barndoms fattigdom og nu hævet over sin fortid som danserinde – et pænere ord for luder eller holdt kvinde.

Purpur forbindes jo også med erotik og forførelse. 

Magtens purpur er en historisk roman med udgangspunkt i senantikken. Mod sin vilje bliver væversken Demetrias indblandet i et komplot mod den romerske kejser.
Hun får brug for al sin indre styrke, da magthavernes intriger truer med at knuse hendes familie – og hendes selvagtelse.

 

Her er uddrag:

 

”Du skal væve en kappe, sagde understatholderen.
”En purpurfarvet kappe som skal være fem fod og tre tommer lang.”
Demetrias bøjede hovedet. Hun vidste at Kejserens kapper var fire tommer kortere. Og det var helligbrøde og forræderi at fremstille en kappe med den hellige purpurfarve til en tronraner, selv om det skete på understatholderens ordre.
”Deres eminence” hviskede hun angst.
”Hvem er kappen til?”
Han stirrede forbløffet på slavinden. Så snerrede han:
”Til kejseren, naturligvis. Tror du jeg vil gøre mig skyldig i forræderi? Vis mere respekt for dine foresatte, kindemenneske.””

Tilbage til Løkkeberg. I interviewet fortsætter hun: ”Metoden til at fremstille purpur har eksisteret siden antikken. Også i Norden - til husholdningsbrug. Men den forsvandt ud af vores kundskab, fordi man brugte så mange snegle. Det var magtens ypperste farve, og de førkristne erobrere smurte sig i panden med purpur, efter at de havde foretaget en stor erobring,” fortæller Vibeke Løkkeberg.

Måske man skulle forespørge, hvilke historiske kilder Løkkeberg bygger på, når hun udtaler, at purpur tidligere er blevet fremstillet i Norden til husholdningsbrug??

De følgende to  illustrationer burde nemt have overbevist mig om, at purpurfarven fra murex brandaris er rødlig.  Men jeg skulle jo lige finde billederne  – og forstå dem.

 

 

 

 

 

 

The sea snail species that produce the dye (Hexaplex trunculus, Bolinus brandaris & Stramonita haemostoma ) and the tone each one gives (Βεροπουλίδου 2011, fig. 2.13).  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Farvning med murexsnegle har været en langsommelig proces. Plinius den Ældre (AD 23/24 – 79), en romersk hærleder og ven af kejser Vespasian, men også forfatter og naturfilosof, forklarer i sin  Naturalis Historia, hvordan skallerne knuses og herefter ligger i saltvand i tre dage og så koges i en tingryde  i 10 dage, hvor væsken skummes regelmæssigt.

 

  Cuneiform - en af verdens tidligste skriftformer,  her på stentavle fra  600–500 før Kristus med anvisning på, hvordan man farver uldstof med purpur. 

 

 

 

Uagtet metoden har sneglene afgivet en ubehagelig lugt. En mexicansk kilde fortæller, at stof farvet med murex  havde “a disagreeable … strong fishy smell, which appears to be as lasting as the color itself."   

En egyptisk papyrus fortæller: "The hands of the dyer reek like rotting fish …”  

Så voldsom var lugten, at der i Talmud specifikt står beskrevet, at enhver kvinde har ret til at lade sig skille fra sin mand, hvis han bliver farver efter ægteskabets indgåelse.

I Vesteuropa har man ikke fremstillet purpur.

Den farve som i Vesteuropa blev den, som der kunne tjenes formuer på, var skarlagenrød. Det er en dyb og intens rød farve. Den var kostbar, svært tilgængelig og derfor voldsomt prestigefyldt.

Tidligere brugte man ordet skarlagen om dyre, klartfarvede stofkvaliteter, der var farvet af skønfarvere -  specialister i at farve i klare ædelstensfarver som safirblå, smaragdgrøn, dueblods rubinrød. Nu bruges ordet om farven skarlagenrød – en farve, der har  en aura af konger og kardinaler. Vi kender den  fra utallige klassiske malerier som f. eks. på dette Rubensmaleri af Jesus.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Også Rembrandt har malet et overjordisk smukt maleri med den skarlagenrøde frave; "Den jødiske brud."

Farven udvindes af en art af skjoldlusen, der hedder cochenille. Den lever på kaktusser som aztekerne dyrkede i århundreder.  I de  tørrede hunner (og kun hunnerne) af skjoldlus gemte sig en kraftig rød farve, som den vestlige adel ville gøre næsten alt for at få fingrene i.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Handlen med cochenille-pulveret, var under spansk kontrol i århundreder, og det var så lukrativ en import, at der var dødsstraf for at afsløre, hvorfra pulveret stammede.
 

 

 

 

 

 

 

 

En indfødt høster cochinelle

 

 

 

 

 

 

 

I 1820 importeres cochinellelus til De kanariske Øer, hvor de trives fint. Jeg havde tidligere skrevet, at cochinellelusenes skaller var hvidgrå. Det opponerede en garvet plantefarver imod. Nedenfor ses skaller af de kanariske lus. Kan det være en lidt anden art med lidt mere hvidgrå skaller? Måske.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I dag er Peru en vigtig eksportør af Cochinellelus.

 

Men dermed nåede jeg stadig ikke frem til PLANTE-farvning. Det, som jeg egentlig troede dette indlæg skulle omhandle.

Alligevel tror jeg, jeg stopper her. Så må plantefarvning komme i et senere selvstændigt indlæg.

Og fønikerne - purpurmændene - har jeg også  planer om at give deres helt eget indlæg. Der er mange flere spændende ting at berette om dem.

Hvis du vil læse mere:

Den rene Middelalder 

 Purpur en kamæleon blandt farver  fra  Dansk Kemi nr. 11, 2003 

 Taksonomi over bløddyr - Snegle, muslinger, blæksprutter 

 Smukke fund fra havets bund

 Hvordan parrer snegle og muslinger sig. Illustreret Videnskab. 

 Anmeldelse af Vibeke Løkkebergs roman "Purpur" Artikel Berlingske Tidende