Da jeg for nylig skrev om vores tur til Toscana i 2007 og filmen Te med Mussolini, kom jeg til at tænke på alle de skønne soundtracks, som knytter sig til mange af mine yndlingsfilm. Det være sig nykomponeret musik, men ganske ofte også musik fra kendte operaer.
Ofte bemærker man egentlig ikke musikken i filmene. Den giver bare hele stemningen. Eller understreger den. Forstærker billedsiden – eller angiver tiden og miljøet.
Temaet fra Te med Musolini kan du nyde her:
I forlængelse af filmen blev der udgivet en CD med 23 tracks. Og så var Chers lille bid af Smoke gets in your eyes ikke engang med eller crooneren Carlo Butis smukke Mattinata fiorentina, som i den grad angiver tidsånden og atmosfæren.
Carlo Buti er i øvrigt mest kendt for sine tangofortolkninger i 30-verne. Det var ikke noget, jeg vidste, men opdagede, da jeg var på Youtube for at lede efter Mattinata fiorentina.
Youtube er en sand guldgrube. Og hvis det er filmmusik, man leder efter, kan man være heldig at få en hel kavalkade af billeder fra filmen, som f.eks. da jeg søgte soundtracket til Cinema Paradiso.
Soundtracket i Te med Mussolini omtales ofte som værende beslægtet med musikken til Cinema Paradiso – Mine aftener i Paradis. Det kan der være meget om. Begge musikstykker har den samme lidt bittersøde, melankolske klang. Begge film er selvbiografiske, men det fremgår tydeligst i Cinema Paradiso.
Nyd musikken her og nyd billederne fra filmen.
Lyt bare til temaet fra filmen Malena. Musikken er lidt længe om at komme i gang. Spol evt. 50 sekunder frem. I klippet ses den halvstore drengs fascination af den smukke Malena.
Har du tålmodighed, får du næsten hele filmens handling på 12 minutter herunder. Spol evt. hen til slutningen af klippet for at nyde musikken her, hvis tålmodigheden ikke slår til til hele klippet.
Det er nu ikke så underligt, at såvel historierne som musikken i Mine aftener i Paradis og Malena minder om hinanden. Begge er instrueret af Giuseppe Tornatore, og han har som i alle sine film benyttet komponisten Ennio Morricone til musikken.
Andre eksempler på den særlige klang i film fra Italien kunne være The talented Mr Ripley. Denne film er godt nok instrueret af en englænder, men lyt til soundtracket. For mig har det mange af de samme toner – sammen sødmefyldte melankoli som soundtracket til Te med Mussolini.
Men her bliver min tese om, at det særligt er de italienske filmkomponister, der kan fange mig, skudt ned, for musikken til The talented Mr Ripley er skrevet af Gabriel Yared, som er fransk-libaneser. Så det er ikke bare italienerne, der kan skrive musik til film med et italiensk setup. Filmen er instrueret af engelske Anthony Minghella, som også instruerede filmen Den engelske patient. Filmen med de smukke billeder fra Pienza i Toscana, og med endnu flere betagende billeder fra Nordafrika, Egypten og den varmeflimrende Saharaørken. Men musikken i lige netop den film har ikke sat sig fast hos mig.
Som eksemplerne med Te med Mussolini, Malena og Den engelske patient viser, så har 2. verdenskrig ofte udgjort en god kulisse for smukke historier. Der kunne nævnes mange flere titler, f.eks. Captain Corelli's Mandolin som udspiller sig i Grækenland.
Filmen udspiller sig på den græske ø Cephalonia.. Ved første øjekast forekommer filmen måske som blot en banal kærlighedshistorie, men den udspiller sig faktisk på baggrund af konkrete, faktuelle begivenheder i 2. verdenskrig.
I 1941 invaderede tyske og italienske tropper øen Cephalonia.
Da Mussolinio i 1943 mistede magten, og Italien sluttede sig til de allierede styrker forsøgte tyskerne at afvæbne italienerne under operation Achse. Den 13. september modsatte italienerne fra den 33. Acqui infanteridivision sig og kæmpede mod tyskerne på øen Cephalonia. Efter 9 dage måtte den italienske modstand dog overgive sig, efter at være løbet tør for ammunition. I alt 1.315 italienere blev dræbt i slaget, 5.155 blev henrettet den 26. september, og 3.000 druknede, da de tyske skibe, der førte de overlevende til koncentrationslejre, blev sænket af en mine.
Her får du temaet i en udgave, hvor mandolin-spillet er mere markant i en af de helt centrale scener i filmen. Og samtidig får du også lidt billeder fra filmen. På nettet ligger mange flere klip.
Senere i filmen indgår det store jordskælv i 1953, hvor stort set alle huse på øen blev ødelagt.
Øen har faktisk enspændende, omtumlet historie
Nogle forskere mener, at det i virkeligheden var Cephalonia og ikke Ithaca, der af Homer beskrives som Odysseus’ hjemø.
Filmen bygger på en roman af Louis de Bernières og har vundet flere priser. Louis de Bernières var ikke ubetinget begejstret for filmatiseringen, men er dog citeret for især at have sat pris på soundtracket.
Filmen har Nicolas Cage og Penélope Cruz i
hovedrollerne. Den er instrueret af
John Madden, som kendes fra Shakespeare in Love, men også The Best Exotic Marigold Hotel med både Maggie Smith og Judy Dench på rolleslisten. The Best Exotic Marigold Hotel handler om en gruppe af britiske pensionister, som flytter til et hotel for seniorer i Indien. En parafrase over Ii Scipionis i Firenze i Te med Musollini?
Jeg må også nævne The Reader, som foregår i efterkrigstidens Tyskland, men med flashbacks til krigen. Mest pga. af den smukke historie om den purunge, næsten kun halvstore Michael, der får et forhold til en kvinde, der er dobbelt så gammel som ham selv, da hun beder ham læse højt for sig. Mange år senere møder han hende igen, da hun står anklaget for krigsforbrydelser, som Michael nægter at tro, hun har begået, men som hun undlader at forsvare sig imod, for ikke at afsløre sin hemmelighed.
Historien er fængslende. Musikken derimod gjorde ikke specielt indtryk på mig.
Kate Winslet vandt en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle. Den mandlige hovedrolle blev spillet af Ralph Fiennes, som også spillede hovedrollen i Den engelske Patient.
The Reader blev produceret af Sydney Pollack og Anthony Minghella.
Den Sydney Pollack, som også instruerede både Out of Africa, The Talented Mr Ripley og Havana. Sidstnævnte har jeg skrevet om i et tidligere indlæg om vores rejse til Cuba.
Når den melankolske stemning skal angives, ja så er harmonika og mandolin velvalgt, især når de tilsættes smægtende strygere, lidt sprøde klavertoner og evt. en enkelt sørgmodig obo.
Et sidste eksempel på lækker italiensk stemning i soundtracket kunne være Postbudet - II Postino. Netop her benyttes harmonika. Filmen er en fiktiv historie, der tager udgangspunkt i en faktuel historisk begivenhed, nemlig at den chilenske Nobelpristager, Pablo Neruda, af politiske grunde i 1950 måtte gå i eksil på en lille italiensk ø.
I filmen sker der det, at den lokale Mario Ruoppolo, som er
utilfreds med at skulle gå i faderens fodspor som fisker, får job som postbud. På sin cykel leverer han posten
til Neruda – som i øvrigt er den eneste, som overhovedet modtager post. Mario
og Neruda udvikler et venskab, hvor Mario bliver påvirket af både Nerudas
politiske synspunkter og hans poesi, men han betages også af Nerudas smukke kone.
Masser af spræl er der i den fantastiske film La vita é bella – Livet er smukt.
Se starten på filmen herunder, selv om musikken ikke er særlig tydelig. Den kommer i næste klip. De allerførste billeder afslører dog, hvad der senere følger.
Musikken er skrevet af Nicola Piovani. Jeg fandt en anmeldelse af musikken. Det er jeg ikke stødt på før, så den skal I også se:
”Hans Oscarbelønnede score indleder stille og melodisk for bl.a. guitar - og får stille og roligt det store orkester med i temaet til prologen. Herefter det umiddelbart muntre og dansevenlige hovedtema, en tango i dur, hvor der alligevel anes en melankolsk undertone - genialt. Fortsætter melodisk og muntert, tillige med valsetema i typisk italiensk instrumentation. Der vendes passende tilbage til det mere melankolske, dog optimisme tema for strenginstrumenter fra prologen. Der er også mere dramatiske cues, f.eks. "La Notte Di Fuga" og i senere cues glimrende variationer indimellem de muntre temaer. Alt i alt et glimrende score med et par fremragende gennemgående temaer, typisk italiensk filmmusik når det er bedst.”
Ja, så meget ville jeg ikke kunne sige om musikken. Jeg kan bare sige, at den er liflig lyd i mine ører.
Og nu skal du høre den.
På nettet ligger så mange klip fra Livet er smukt, at man næsten kan se hele filmen - eller i hvert fald mange af de morsomme scener fra første halvdel af filmen - fra den lyse del af filmen.
De, der kender filmen, vil vide, at stemningen længere inde i filmen bliver helt anderledes dyster – selv om hovedpersonen spræller.
En scene, der står krystalklar i min erindring, er der, hvor
Guido varter op til en middag for koncentrationslejrens officerer. Da han skal
lægge en ny plade på pladespilleren, opdager han en bestemt plade. Han lægger
den på grammofonen, åbner vinduet og vender lydtragten udad.
I den anden ende af
lejren – i kvindernes afdeling - vågner hans kone, hører musikken, går hen og
åbner vinduet og lytter til musikken, der lyder ud over hele lejren. Musikken er Jacques Offenbachs Barcarolle fra Hoffmanns Eventyr: “Belle nuit,
ô nuit d’amour,” som de har oplevet i teateret i deres tidligere, så sorgløse liv.
Nu blev jeg så sporet ind på film, der benytter klassisk musik.
Et andet godt eksempel på det er filmen Værelse med udsigt fra 1985, hvor den unge britiske frøken Lucy Honeychurch i 1907 ankommer til Firenze som led i en dannelsesrejse. Denne film har underskønne billeder fra Firenze og omegn. Ligesom Te med Mussolini har Værelse med udsigt Maggie Schmidt på rollelisten. Forrygende skuespil i en rolle, der minder om den, hun senere fik som Lady Hester i Te med Mussolini. Den rolle spiller hun til perfektion. Senest har vi set det i Downton Abbey.
Ligesom i Te med Mussolini spiller hun også i Værelse med udsigt sammen med Judy Dench. Samme makkerpar har hovedrollerne i Ladies in lavender. En både morsom og bittersød fortælling fra Cornwall 1936.
Musikken i Værelse med udsigt er Laurettas arie ”O mio babbino caro” fra Puccinis knap så kendte komiske opera Gianni Schicchi.
I skulle næsten også have lov til at høre arien i Maria Callas' flotte version fra 1965, da hun var den helt store opera-diva.
Et eksempel, som mange nok kender, er filmen Døden i
Venedig, der har Gustav Mahlers Adagietto fra 5. symfoni som soundtrack.
Så springer jeg til en film, som jeg tror, ikke så mange kender, nemlig Brassed Off fra 1996. Scenen er sat i Grimley i Yorkshire - en fiktiv lille by, hvor minearbejderne spiller i et lokalt messingorkester. Ud over det sociale aspekt indeholder filmen derfor masser af dejlig musik, som spilles af virkelighedens berømte Grimethorpe Colliery Band.
Det allerbedste stykke er Concierto d'Aranjuez af spanske Joaquín Rodrigo. Concierto d'orange juice, som Pete Postlethwaite siger i rollen som dirigent. Musikken er oprindelig skrevet for guitar.
Klippet her er helt fantastisk. Vi ser de skeptiske minearbejdere modtage Gloria, spillet af en ganske ung Tara Fitzgerald. Og vi ser, hvordan deres ansigtsudtryk gradvis ændres, da de hører, at hun rent faktisk kan spille – ja, hvor helt betagende hun tolker Concierto d'Aranjuez. Og herefter ser vi klip fra filmen, hvor minearbejderne forgæves kæmper for deres job. Minen skal lukkes, og det er netop det, Gloria er kommet til byen for at klare, og hun kommer i en alvorlig loyalitetskløft mellem sin arbejdsgiver og sine venner i orkesteret.
Nummeret findes også på et andet videoklip, der giver et bedre indtryk af handlingen i filmen.
Engelsk film, når det er allerbedst. Her kunne jeg godt være blevet ledt på vildspor og være begyndt at skrive om engelsk film. Men det må jeg vist hellere skrive om i et selvstændigt indlæg.
Når billede og lyd går op i en højere enhed, ja, så kan man bare
sidde og nyde det. Som her i Out of Africa - Mit Afrika. Jeg fandt faktisk ikke en video med gode billeder til soundtracket, men jeg er sikker på, at du ligesom jeg har alle de skønne billeder på nethinden - især dem fra flyveturen hen over Serengetisletten - og at du stadig kan høre Meryl Streeps sprøde stemme: "I had a farm in Africa at the foot of the Ngong hills."
Filmmusik kan også lede frem mod en grum, grum virkelighed, som i John Boormanns film Deliverance, på dansk Udflugt med døden.
I filmen tager 4 venner ud på en rigtig mandetur oppe i bjergene. Her møder de en degenereret out-back-befolkning. I første omgang bliver det et smukt møde med den tilbagestående dreng, Lonnie, som sammen med en af de fire spiller den forrygende Duelling Banjos.
Senere bliver mødet med de lokale mere skæbnesvangert.
Her et klip fra filmen ledsaget af det fantastiske Duelling banjoe-nummer. Hvis du ikke har lyst til at se de voldsomme scener, så se i stedet det næste videoklip, hvor samme melodi spilles af Glenn Cambell.
Rigtig mange kendte skuespillere var i spil til rollerne. Nogle, som f.eks. Charles Heston og Donald Sutherland afviste rollerne. Sutherland fordi han fandt filmen for voldelig. Det blev derfor Jon Voight, Burt Reynolds, Ned Beatty og Ronny Cox , der kom til at stå på rollelisten. Og det var ikke dårligt.
Bedst husker jeg Burt Reynolds, men det skyldes måske det ikoniske billede af ham liggende nøgen på et bjørneskind, men det har ikke noget med filmen at gøre. Alle leverede flotte præstationer.
Er det for grumt et sted at afslutte mit indlæg. Ja, det er det nok.
Lad mig i stedet slutte med soundtracket fra filmen A star is born.
Så får jeg også inkluderet en lidt nyere film, end de øvrige jeg har nævnt, hvoraf de fleste har været mere end 20 år gamle og Udflugt med døden næsten halvtreds.
A star is born er en film og et nummer jeg stortudede over, da vi streamede filmen en aften ovre
hos Tanja, der indimellem forsigtigt
skottede over til sin sentimentale mor. der sad med tårerne trillende ned ad kinderne.
Klippet viser de samme måbende, vantro ansigtsudtryk, som jeg fandt så fortryllende i klippet fra filmen Brassed Off.
Herunder er sangen gengivet i en anden videoudgave, hvor der er indlagt klip fra handlingen.
Filmen var nomineret til adskillige Oscars og BAFTApriser, bl.a. for bedste mandlige og kvindelige hovedrolle - Bradley Cooper og Lady Gaga. Kun vandt den for bedste musik, og ved Oscar-uddelingen gav de to nummeret i en meget smuk udgave.- Til vild jubel i salen.
Og så bliver det alligevel ikke det sidste videoklip.
For kan man skrive om filmmusik uden at medtage klassikeren over alle klassikere i filmen Casablanca fra 1942 med Humphrey Bogart og Ingrid Bergman i hovedrollerne?
Nej, naturligvis ikke.
So ... Play it again, Sam. As times go by.
Balsam for min nethindes film- og musikminder. Hold da op, hvor dine links og beskrivelser sætter gang i min indre afspiller. Godt klaret af en fortælling med snævert et emne😀
SvarSletJa, det er fint at få genopfrisket nogle af de mange gode film, vi har set.
SletJamen dog! Her har jeg rent faktisk set fire af filmene du nævner. Det er ret godt gået synes jeg selv, for vi ser godt nok ikke ret mange film :-)
SvarSletOg endnu en Maggie Smith-anbefaling: Ladies in lavender. Tak for det. Nu er det meste af vinteren jo nok gået, inden vi får set dem ;-)
Du nævnte, at man ofte ikke lægger mærke til filmmusik: Da min far så Titanic (hvilket han kun gjorde, fordi Charlotte havde været med til at sy kostumerne til den), påstod han hårdnakket, at der overhovedet ikke havde været noget musik i den film :-D
Det blev han drillet en del med i den følgende tid.
Sjov historie med din far. Han har været så optaget af at tænke på sit dygtige barnebarn. Eller også har han faktisk været draget dybt ind i filmen - for så sanser man netop slet ikke musik eller teknik - men kun historien. Det oplever jeg, at jeg mere gør ved film, der ikke optager mig.
SvarSletOg så gætter jeg på, hvad det er for fire film, du har set. Jeg gætter på Casablanca, Out of Africa, A Room With a View og så måske A Star is Born - eller La Vita é Bella.
De to første er rigtigt gættet. De to andre er The Talented Mr. Ripley og The Reader :-)
SvarSletNåh ja, The Reader har været i TV flere gange. Men så må du have fat i A Room With a View - når det bliver vinter.
Slet