Om store imperier - og mest om Persien.

”Den blideste, klogeste, modigste og dygtigste af alle sine børn.” Det er desværre ikke min fars karakteristik af mig, men Ardashir den Førstes ord om sin søn Shapur, da han udpegede ham til sin efterfølger.

Ib har fået mig lokket med til en foredragsrække under Folkeuniversitet om Verdenshistoriens store imperier.

Dem mente jeg jo ellers, at jeg kendte godt nok. Deri var Ib ikke enig. Og selvfølgelig fik han ret. Det vidste jeg jo godt, han ville få.

Det er rigtig spændende at få de store linjer i verdenshistorien sat ind i nye rammer og i nyt perspektiv.

Og så kan jeg jo alligevel sidde og fryde mig, når jeg genkender noget af den viden, foredragsholderen præsenterer.

Vi begyndte i sidste uge med Ægyptens historie.

Som ventet var der ikke meget ukendt stof, men det var hyggeligt – via billedmaterialet - at få genopfrisket vore to rejser til Egypten - i 2001 til Luxor med Karnaktemplet og Kongernes Dal og i 2002  til Giza og Cairo Museum.

Og det var rigtig spændende at få det hele sat på plads i den tidsmæssige ramme og få overblik over de forskellige dynastier.

Så godt begyndt er .....

I går var det så hele fire imperier, der blev spundet sammen: det romerske, det makedonske (hellenske), Perserriget og det tidlige kinesiske kejserrige.

Foredragsholderen indledte med en sammenkobling af Kinas første kejser – ham med terracottahæren – og den romerske kejser Marcus Aurelius qua fund af kinesisk silke i gravfund i Palmyra. (Kejser Qin, silke, Palmyra – god start.)

Vi kom omkring Alexander den Store – den store makedoniske hærfører, der erobrede halvdelen af den dengang kendte verden. Ved hans død blev riget delt mellem 3 af hans generaler, hvoraf den ene var Ptolemæus, som kom til at herske over Egypten som den første af en lang række herskere i Egyptens ptolemæiske periode – den der afsluttedes med Kleopatra - verdens på den tids rigeste kvinde i Middelhavsområdet.

Seleukos var en anden general, som fik en bid - og langt den største bid -  af kagen – det der blev til Seleukiderriget.

 På den måde blev vi ført rundt i kendte herskere og storriger, men der var også masser af nyt og ukendt stof, bl.a. i mødet med Shapur 1. Ham fra indledningen. Ham der var den den blideste, klogeste, modigste og dygtigste af alle Ardashirs børn.  Ardashir var grundlæggeren af Sassanideriget , som under dets største udstrækning  omfattede dele af nutidens    Iran, Irak, Armenien, Afghanistan, Tyrkiet, Jordan, Israel, Libanon, Syrien, Georgien, Armenien, Aserbajdsjan, Turkmenistan, Tadsjikistan, Usbekistan, Kirgisistan, Forenede Arabiske Emirater, Saud Arabien, Pakistan, Rusland og  Egypten,

Det var en ordentlig opremsning, men så får man da virkelig en fornemmelse af rigets størrelse.

Sassaniderne kaldte deres rige for Iranshahr og Eran.

Et af de største resultater af Shapurs regeringstid var sejren over den romerske kejser Valerian. 

 Vi så et relief fra Naqsh-e Rostam -  en nekropolis, der ligger tæt på på Shiraz.

Relieffet er en storskrydende fejring af Shapurs undertvingelse af romerne. Shapur slog Valerian i Slaget ved Edessa, hvor hele den romerske hær blev udslettet og Valerian blev taget til fange.

Nederst til højre ses relieffet, jeg omtaler.

Relieffet viser Shapur til hest iført kongelig rustning og krone. Foran ham knæler kejser Valerian og beder om nåde.  Shapur siges at have offentligt skammet Valerian ved at bruge den romerske kejser som en skammel ved montering af sin hest. Med sin højre hånd griber han den senere romerske kejser Philippus Arabs opløftede arme. Philippus holder en af sine hænder skjult i ærmet som et tegn på underkastelse.

Det var spændende. Både stedet Naqsh-e Rostam og kong Shapur og navnene på de to romerske kejsere var helt ukendt for mig.

Foredraget gik fint i spænd med en af mine – for tiden – yndlingsbøger,  Peter Frankopans ”Silkevejene – en ny verdenshistorie”, der beskriver Mellemøsten som verdens navle. Det Mellemøsten som jo også i den gamle verdenshistorie betragtes som civilisationens vugge.

Helt ærligt var det ind imellem lidt svært at følge aftenens foredragsholder. På et tidspunkt henkastedes en bemærkning om Xerxes' gravlæggelse. Jeg genkendte navnet, men først efterfølgende fik jeg undersøgt, hvad det var med ham Xerxes. 

For efterfølgende gik tankerne på langfart:

Shiraz. På hjemrejsen fra Usbekistan for nogle år siden havde vi mellemlanding i Istanbul, og på sidste del af flyrejsen sad jeg ved siden af en iransk ingeniør, der skulle til Danmark på et studieophold på en vindmøllevirksomhed. Det var på et tidspunkt, hvor der var spændinger mellem USA og Iran – (hvornår er der ikke det?) - og han blev synligt overrasket, da jeg omtalte den persiske kultur positivt – nævnte at vi drømte om at komme til Isfahan. Og så underholdt han mig resten af turen om Shiraz’ skønhed. Så denne by kom hurtigt på listen over ønskede rejsemål – og det fik jeg så lige genopfrisket ved forevisning af relieffet fra Naqsh-e Rostam.

Alexanders felt tog. Jeg husker filmen om Alexander den Store, som vi – da vi så den – ikke umiddelbart var voldsomt optaget af, men som jeg alligevel af og til tænker, jeg gerne ville gense. Jeg husker tydeligt skildringen af Alexander i Babylon - et af de 7 oprindelige verdensundere, og jeg husker den makedonske hærs møde med den indiske fyrstes 200 krigselefanter.

Assyrien. Jeg husker, hvor imponeret jeg var af den kæmpestore røde assyriske port, første gang jeg besøgte British Museum.

Sumererne – jamen så husker jeg naturligvis Gilgamesh-eposset. Verdens første skønlitterære fortælling om kong Gilgamesh, der påkaldte sig gudernes vrede, da han fældede træer i Libanons hellige skov. Eposset er skrevet med sumerisk kileskrift og blev fundet som tusindsvis af knuste lertavler, som det lykkedes at samle, hvorefter man også tydede skriften og kunne læse historien.

Og alt dette fik mig til endnu engang at forsøge at få et overblik over Persiens historie.

Måske står du som læser nu af, men jeg opregner ufortrødent info om Perserriget.

Mederne var et iransk oldtidsfolk, som boede i Aryan, nord for Persien. I det 6. århundrede f.Kr. lykkedes det mederne at etablere et imperium, som strakte sig fra Aran (Aserbajdsjan) til Centralasien og Afghanistan. Kileskrifter beretter, at assyrerne gentagne gange overfaldt mederne, og at de fremragende heste, som mederne opdrættede, var særligt eftertragtet bytte.  

Det Achæmenidiske rige (550-330 f.Kr.) var det første storpersiske rige med mange vasalstater. 

Det var det rige, Alexander den Store erobrede størstedelen af. Og det var her, Xerxes hørte hjemme. Han var persisk konge af Achæmenidedynastiet.  

Det var ham, der i 480 f.Kr. erobrede store dele af Grækenland, herunder Athen, men blev besejret i søslaget ved Salamis. Hans grav er udhugget i klippen ved Naqsh-i-Rustam. 

Seleukiderriget (o. 300 f.Kr. til o. 300 f. Kr til 64 f. Kr.)  opstod, da Alexander den Store døde, og hans rige blev delt op mellem forskellige generaler. 

Partherriget  (247 f.Kr.–224 e.Kr.) var det længst fungerende iranske imperium, og strakte sig i sin storhedstid fra Indien i øst til Syrien i Vest, og fra det Kaspiske Hav i nord til det Persiske Hav i syd.

Partherne var et iransk folk, der havde deres oprindelse sydøst for det Kaspiske Hav. Under ledelse af høvdingen Arsakes  løsrev partherne sig fra det hellenistiske makedonske Seleukiderige i  250 f. Kr. 

Herskeren i Patherriget kaldte sig Kongers konge. Hofsproget var persisk, men en del af kulturen var udpræget græsk-påvirket på grund af helleniseringen under seleukiderne, Hovedstaden lå fra 120'erne f.Kr. nær det nuværende Bagdad.

Parterkongerne var optaget af at beskytte riget imod asiatiske nomadefolk som pressede nordøstfra, og lejlighedsvis kom det til grænsekampe mod Kina. I det 1. århundrede e.Kr. begyndte 150 år med en lang række krige med Romerriger, der ønskede at udvide mod øst.  

Partherriget bukkede ikke under for ydre fjender, men gik langsomt i opløsning pga. indre stridigheder i 200-tallet e.Kr. Ardashir I (Shapurs far) benyttede sig af dette, og styrtede den sidste parthiske konge, hvorved Sassanideriget opstod. 

Sassanideriget  (224 e. Kr.– 651 e. Kr.)

Sassanidernes tidsalder er en af de mest betydningsfulde perioder i Persien/Iran. 
De nåede det højeste stade inden for den iranske kultur, og de ledede det sidste iranske rige inden dets nederlag til muslimske styrker og befolkningens omvendelse til Islam.
Sassaniderne havde aktive forbindelser med Kina - ambassadører fra Persien rejste ofte til Kina og ved forskellige lejligheder sendte sassanidekongerne deres mest talentfulde musikere og dansere til det kejserlige kinesiske hof. Begge rigerne havde en fælles interesse i at bevare og beskytte handlen langs Silkevejen. De byggede forposter i grænseegnene og samarbejdede om at bevogte handelsruterne gennem Centralasien, så karavanerne kunne beskyttes mod nomadefolk og banditter. 
 Sassanidernes kulturelle indflydelse nåede langt ud over rigets grænser, til Vesteuropa, Afrika, Kina og Indien.

Meget af det, der senere blev kendt som muslimsk kultur inden for kunst, arkitektur og digtning  blev overført fra sassaniderne til hele den muslimske verden.

Jeg kan ikke ofte nok opfordre til at besøge Davids Samling i København. En af de fineste samlinger af islamisk kunst fra Spanien, Nordafrika, Persien naturligvis – og helt over til Indien.

Også efter arabernes erobring af Persien er historien fyldt med mange navne – mange forskellige folkeslag:

Seldsjukkerne, ummayyaderne, abbasiderne, ilkhaniderne,  timuriderne, safaviderne.

Er det ikke forunderligt med alle de smukke navne?
Kun ved timuriderne ringede der en genkaldelsens klokke. Timur Lenk - ham hørte vi masser om i Usbekistan.

Der er nok at gå i gang med at undersøge nærmere.

Men næste gang skal vi høre om Kina.