Om sørøveren William Dampier og andre eventyrere

 Dette opslag kunne have to overskrifter: "En god sørøverhistorie kan være en god indfaldsvinkel" eller en gentagelsen af mit mantra, "Viden kan ikke kun være noget, man søger, når man aktuelt har brug for det".

For 1-2 år siden indkøbte jeg til biblioteket en serie lette fagbøger fra forlaget ABC, ejet af Flemming Møldrup, ham fra tv-programmet Vild med bøger, Kender du typen og senest også et program, hvor han er rundt og besøge forskellige haver. En kultiveret mand.

Hver bog fortæller om en dansk opdagelsesrejsende. Jeg kalder dem nu for danske eventyrere, for ikke alle rejste ud for decideret at være opdagelsesrejsende.. Nogen af fortællingerne kunne godt lyde som lidt af en sørøverhistorie - måske mere faktion end faglitteratur, men bygger dog på historiske facts og fakta om det enkelte menneskes oplevelser.

Eventyrerne kommer i sagens natur meget rundt i verden, og på den måde introduceres eleverne for alle verdenshjørner og strejfer historiske begivenheder.

Jeg har med stor succes haft elever til at læse hver deres bog og præsentere bogens eventyrer og hans bedrifter, hvor det naturligvis var et must at kunne vise på et kort, hvor han rejste rundt, og at kunne fortælle - efter søgning på nettet - hvilke begivenheder der i øvrigt indtraf i den tidsperiode, hvor eventyreren levede. Hvad der prægede tiden.

Det har været spændende - både for eleverne og mig. Det har givet viden om verden.

Vi hører bl.a. om Vitus Bering, Jens Munk, Fridtjof Nansen og Carsten Niebuhr.

Men jeg er da også stødt på et par personer, jeg ikke kendte i forvejen. Kender du måske Morten Wormskjold, Jon Olafsson, Christian Jacobsen, Hark Oluf og Jørgen Jørgensen?

At jeg kom til at tænke på ovenstående, skyldes en artikel, jeg netop læste her til morgen i magasinet Historie. Jeg abonnerer - gratis og digitalt - på det fantastiske magasin.

Morgenens artikel handlede om William Dampier - en mislykket pirat, der blev respekteret forsker.

Dampier stammede fra East Coker i der sydvestlige England og stak til søs som 14-årig i slutningen af 1600-tallet.

På det tidspunkt var sørøveri et respekteret erhverv - eller i al fald blev der set mildt på sørøveri, når blot en del af byttet blev delt med kongen og var taget fra et fjendtligt lands skibe.

Med William Dampier sejler vi fra Brasilien til Vestafrika for at komme med passatvindene tilbage til Sydamerika og rundt om Kap Horn og op langs Chile og Peru.

Undervejs ud for Vestafrikas kyst nåede han lige i 1683 at overfalde den danske fregat Sofie Amalie og bemægtige sig den kostbare last bestående af jernstænger, kobberstave, geværer, pistoler, tobak og brændevin. 60 kvindelige slaver blev imidlertid sat fri og sat i land og Sofie Amalie blev sat i brand og sank.

Danmier kom vidt omkring.

Han kom til Kina, Vietnam, Guan, Filippinerne, Indonesien, og i 1688 kom han som den første englænder til Australien - dengang Ny Holland. En øgruppe nordvest for Australien er opkaldt efter ham.

Faktisk kom han som den første tre gange rundt om jorden.

Det der var helt specielt for sørøveren Dampier var, at han tegnede og skrev om de spændende nye dyr, planter, mennesker, han mødte, og  han optegnede kort og noterede om vinde og havstrømme.

I Oxford English Dictionary tillægges han æren for 1000 nye ord, Dampier står f.eks.  bag begrebet “subspecies”, som er den videnskabelige betegnelse for en “underart”. Begrebet blev senere et centralt element i Charles Darwins evolutionsteori.

I 1697 udgav han bogen “A New Voyage Round the World", som blev en stor succes, og blev efterfulgt af endnu en bog, som foruden medrivende historier rummede en banebrydende afhandling om netop havvinde og havstrømme.

Da det engelske admiralitet i 1698 planlagde en opdagelsesrejse til Australien og New Zealand, blev Dampier udpeget til at stå i spidsen for ekspeditionen.

I 1708 begav han sig som 56-årig en sidste gang ud på sørøverfærd. Denne gang endelig med stort udbytte.

I 1711 vendte det skib, han sejlede med, hjem til England, med 22.000 kg råsilke, 4.310 par silkestrømper, 6.810 kg krydderier, sølv og penge til en værdi af 12.000 pund sterling, 170 kg af det vellugtende moskusstof, 90.000 stykker silke og satin foruden et ikke bogført antal juveler og perler.

Men på grund af uenigheder med ejerne af skibet lykkedes det ham aldrig at få sin del af byttet, og han døde som en fattig mand i 1715.

Til gengæld gjorde han verden rigere.

Jeg citerer fra slutningen af artiklen i "Historie":

"Hans bøger og søkort åbnede verden for generationer af nye forskere og opdagelsesrejsende. I 1800-tallet kaldte Charles Darwin Dampiers værker for “en guldgrube af informationer”.

James Cook, der stod i spidsen for tre af historiens vigtigste opdagelsesrejser, støttede sig til Dampiers kort under udforskningen af New Zealand og Australien i 1700-tallet, og søhelten Horatio Nelson befalede for 200 år siden sine mænd at studere Dampiers bøger indgående."

Og hvorfor synes jeg så, at denne artikel støtter mig i min tese om, at viden ikke blot er noget, man søger, når man aktuelt har brug for den?  Og at jo mere, man ved, jo nemmere er det at komme til at vide mere.
Jo, det sidste, det tilsiger jo også al forskning i læseforståelse - især ved læsning af fagtekster. At man skal aktivere sin forforståelse for at opnå den bedste læseforståelse.

Havde jeg ikke haft en grundviden - havde vidst noget om sørøveri, slavehandel, Danmark i Vestafrika, ekspeditioner til Australien, Magellans runding af Kap Horn, Darwin osv. osv. , så tror jeg ikke, jeg var kommet ret langt i denne artikel. Der ville have været alt for mange informationer, og alt for mange navne, jeg slet ikke kunne forholde mig til. Jeg tror, jeg ville være gået i stå, have opgivet at komme videre, og jeg ville have snydt mig selv for denne fantastiske læseoplevelse og udvidelse af min viden om verden.

At jeg så er så privilegeret, at jeg selv har rejst mange af de steder, der nævnes - Caribien, Chile, Peru, Magellanstrædet, Kina, Det indonesiske Øhav - gør naturligvis min læseoplevelse endnu større.

Så en stor opfordring til at bruge sparepengene til at komme rundt i verden til fjerne kyster og møde verdens mangfoldighed både i form af geografi, biologi ,historie og fremmede kulturer.

Men forhåbentlig mindre fordomsfuldt  end Dampier og vel folk i almindelighed i slutningen af 1600 tallet, begyndelsen af 1700-tallet.

Aborigierne  havde han f.eks. ikke meget til overs for.

Han kaldte dem de  “elendigste i verden”, beskrev dem som magre og med fremstående øjenbryn og fortsatte:

“Øjenlågene er altid lukkede for at holde fluerne væk, for disse er så plagsomme her, at man ikke kan vifte dem væk med hånden. Derfor åbner de indfødte fra barndommen aldrig deres øjne som andre folk”.

Udtalelsen "Så fede, at man kan skaffe en hel tønde olie ved at koge fedtet af en enkelt”, gik dog heldigvis ikke på mennesker, men søløver.

Da William Dampier i 1691 efter 12 år på farten vendte tilbage til England medbragte han en særlig last:  En filippinsk prins, som Dampier ejede halvparten i.

Jeoly, som prinsen hed, var oprindeligt fyrstesøn på øen Meangis, men var under en sejltur blæst i land på øen Mindanao, hvor han blev taget som slave. Efter fem år blev han købt af Dampiers ven Moody, der forærede Dampier halvparten og samtidig gav ham råderet over manden.

Jeoly var smukt tatoveret over hele kroppen, og Dampier forudså, at han kunne tjene en stor sum penge ved at vise ham frem i sit hjemland. Men stillet over for et tilbud, han ikke kunne afslå, solgte den ludfattige Dampier kort efter hjemkomsten sin part i den bemalede prins, som den nye ejer udstillede på en kro i London.

“Denne berømte, malede prins er med rette vor tids under. Hans hele legeme er mærkeligt og vidunderligt malet fuld af forskellige, sindrige tegninger, udført med fremragende kunst og snilde”, hed det på en løbeseddel, der skulle lokke kunder til kroen.

Dampier havde lovet Jeoly, at han ville få lov at vende hjem, men skæbnen ville det anderledes. Prinsen bukkede i 1692 under for kopper og genså aldrig de fem koner og otte børn, som han havde efterladt.

Det var vel europæernes holdning til de vilde i slut 1600, start 1700 .

Mere prekært finder jeg det, at vi i Danmark  har udstillet mennesker så sent som i starten af 1900-tallet.

Jeg har altid undret mig over, hvorfor der i Tivoli er den kinesiske afdeling. Men det fik jeg jo svaret på i Jesper Wung-Sungs bog "En anden gren", hvor han fortæller om, hvordan der i Tivoli i 1902 blev indrettet en kinesisk by, hvortil man hentede kinesere, der skulle sidde her og fremvise, hvordan kinesere så ud og opførte sig.

På lignende måde havde man i Zoo i flere omgange besøg af karavaner af mennesker, der blev udstillet. Gennem mere end 30 år importerede man indere, afrikanere, samer, kirgisere og andre folkeslag, som blev installeret i dertil indrettede landsbyer, så københavnerne kunne gå i zoo og studere de mærkelige vilde.

Læs meget mere om det her: https://www.information.dk/indland/2009/09/vilde-mennesker-

Det var vist lidt et sidespring, men det skulle lige med.

Jeg håber ikke, redaktionen på "Historie" læser med på min blog, for ellers vil de opdage, at jeg nok har misbrugt deres copyright rigeligt.

Alligevel er der meget mere spændende læsning om William Dampier i artiklen her:

https://historienet.dk/udforskning/opdagelsesrejser/mislykket-pirat-blev-respekteret-forsker?c_rid=63zc0bak020wfpFSaAP41468677687%7C82190299&utm_medium=email&utm_campaign=nb_his_dk_son_uge45_2019-%28809601%29&utm_content=&utm_source=historienet.dk&email=38153BB3BEE357C4FBDFAD7B0655F0E4A2F7807F850FA0B6997BC19120C007B7&utm_term=opdagelsesrejser

ps. Linket virker, hvis du kopierer det ind i adressefeltet.