Nogle af mine yndlingsfugle er traner - især de elegante krontraner. Dem har de et par stykker af i den lille hyggelige Skærup Zoo, som bestemt er et besøg værd. Her har de rigtig mange fugle - flere uglearter f.eks. og også mange aber og halvaber, ozelot, altai los og sort og plettet jaguar ofte med unge.
Der findes mange arter af traner. Da de for nogle år siden begyndte at optræde i større antal i Danmark, oplevede vi en kæmpestor flok, der i skumringen kom flyvende og slog sig ned i Vejlerne en efterårsferie i det nordjyske, og vi har været på tranetur en iskold tidlig martsmorgen i det sønderjyske.
De hvide traner på japanske Hokaidoøen er utrolig smukke i deres parringsdans, og en anden tranearts træk fra Sibirien, hen over Himalayabjergene til Indien er vildt imponerende.
Men den egentlige grund til, at de er blevet en af mine yndlingsfugle er nok mere, at de vækker minder tilbage fra Tanjas tidlige barndom. Hun havde set et naturprogram med traner, og straks fløj hun som både tranefar og tranemor fra den ene ende af stuen til den anden. Frem og tilbage. Byggede rede i det ene hjørne af stuen og fløj ud efter mad til sin lille unge. Meget kærlig. Meget omsorgsfuld. - Gode minder, der gør, at krontraner stadig er nogle af mine yndlingsfugle - sammen med flamingoer.
Krontraner i Skærup Zoo
Flamingoer, dem så vi i en kæmpe flok - som en stor lyserød sky ude over Middelhavet på vores første tur til Sydfrankrig, hvor vi var kommet temmelig meget på afveje nede i Camarguen.
De efterfølgende år, når vi var bilferier i Grande Motte, lidt syd for Montpellier, skulle vi altid hen forbi vores egen lille indsø og hilse på en lille flok flamingoer, der holdt til der.
Da vi i 2013 var i Kenya, havde jeg glædet mig uendelig meget til synet af titusindvis af flamingoer ved Lake Nakuru.Men da snød naturen os. Jeg husker ikke, om det var fordi, det havde regnet meget eller meget lidt, men i hvert fald havde alle flamingoerne flyttet sig til en anden sø et par hundrede km væk.
Flamingoer har en helt fantastisk parringsdans, hvor de i store flokke danser hen over det lave vand som var det et russisk balletkompagni fra Bolsjoj-ballettens velmagtsdage. Det viser de af og til i naturprogrammer fra Sydamerika, hvor der lever flamigoer i saltørkenen på grænsen mellem Bolivia og Chile. Tanja har set dem her.
For nylig har Københavns Zoo haft held til at få udruget et stort antal flamingo-unger.Når æggene er lagt, udskifter personalet det nylagte æg med et ubefrugtet æg, og det befrugtede æg lægges i en rugemaskine. Det skyldes, at flamingoerne tidligere ofte har trådt deres æg i stykker. Så snart det befrugtede æg begynder at klækkes, lægges det tilbage i reden, og vupti - i år har man allerede fået 15 nye unger.
Næste yndlingsfugl - ja, man kan vel godt have mange - blev næsehornsfuglen, som vi heldigvis så mange af på vores rundrejse på Borneo denne sommer - både stillesiddende i træerne, men meget meget flottere i deres elegante flugt højt oppe på himlen hen over floden eller meget tættere på langs med vores båd på Kinabatanganfloden. De gav anledning til mange henførte suk.
De store næsehornsfugle flyver hver dag meget langt i deres søgen efter frugt og er dermed med til at sprede skovens forskellige træarter over et stort areal og medvirker således til at bevare en stor artsforskellighed.
De tilhører i øvrigt samme familie som de meget mindre, men fantastisk metalglinsende og farvestrålende små isfugle, som vi også så mange af, både stillesiddende og i flugt i længere sekvenser end de få sekunder, man kan fange et glimt af dem herhjemme. Der var virkelig tid til at beundre dem og skelne forskellige arter fra hinanden.
. 
En enkelt meget kortvarig oplevelse medførte dog et endnu højere, henført, unisont suk fra hele vores gruppe: To flyveegern. Længe, længe havde vi stået oppe i et tårn på en mellemstation mellem to hængebroer højt oppe i/over trætoppene og havde fulgt to flyveegern, der pilede op og ned ad en megahøj træstamme. Og endelig - endelig bredte de "vingerne" ud og svævede de mange, mange meter ud gennem den tomme luft og landede sikkert i en lidt lavere bevoksning på den anden side stien. En helt uventet oplevelse. Et magisk øjeblik.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar