Om Höök, Jankowski og Bryner

Fridolf Höök

Fridolf Höök blev født i Ekenäs i Finland i 1836 og drog til søs som blot 13-årig. Han steg hurtigt i graderne; i 1857 arbejdede han som harpunér på det russisk-finske hvalfangstskib Graf Berg, og i 1863 blev han uddannet skibsfører fra søfartsskolen i Turku. Hans tidlige år med hvalfangst i Stillehavet gav ham en indgående og sjælden viden om de lunefulde farvande omkring Kamtjatka-halvøen og Okhotskhavet. 

Efter at hans utopiske Amur-koloni var brudt sammen omkring 1870, nægtede Höök at forlade den sibiriske grænseegn. I stedet kastede han sig over privat erhvervsvirksomhed og udforskning af regionen.

Han flyttede til Askold-øen nær Vladivostok, hvor han etablerede et succesfuldt landbrug og en guldminedrift. Det var her, han indledte et samarbejde med andre legendariske polske og russiske eksilskikkelser, herunder naturforskeren Michał Jankowski og Julius Bryner, bedstefar til Hollywood-skuespilleren Yul Brynner. Sammen dannede de en eksklusiv pionerkreds, der var med til at opbygge det økonomiske fundament for Vladivostok.

I juni 1879 ramte tragedien Hööks liv. Mens han var til søs, blev hans kystbosættelse brutalt angrebet af hunhuz-banditter. Hunhuz-banditterne var manchuriske pirater og røvere, der terroriserede grænseområderne. 

Hunhuz-banditterne (navnet stammer fra det kinesiske *Honghuzi*, der betyder "rødskæg") udgjorde en enorm og skræmmende sikkerhedstrussel i grænseområdet mellem Rusland og Kina fra midten af ​​det 19. århundrede og langt ind i det 20. århundrede. Det tragiske overfald på Fridolf Hööks familie i 1879 illustrerer, hvor lovløst, voldeligt og geopolitisk præget dette sibiriske grænseland i virkeligheden var.

Efter Beijing-traktaten i 1860 afstod Qing-dynastiets Kina permanent regionen Primorskij Kraj til Det Russiske Kejserrige. Denne grænseændring skabte et enormt og dårligt patruljeret "Vilde Østen". Hunhuzerne var bander af lovløse, der hovedsageligt bestod af: fordrevne kinesiske bønder og guldgravere, desertører fra Qing-dynastiets hær samt lovløse, der flygtede fra det kinesiske kejserriges retsvæsen ind i den tætte sibiriske taiga. De opererede i stramt organiserede og tungt bevæbnede paramilitære enheder. De var kendt for at angribe kystbosættelser, handelskaravaner og isolerede gårde med ekstrem grusomhed, før de forsvandt tilbage over den porøse kinesiske grænse. 

Da Höök var skibskaptajn, betød hans arbejde, at han ofte var væk i ugevis for at navigere og drive jagt i Okhotskhavet. I juni 1879 udså en stor bande hunhuz-banditter sig hans ejendom som mål. De vidste, at husets mænd var til søs. Banditterne løb ejendommen over ende og plyndrede den fuldstændigt for forsyninger og husdyr. 

De myrdede på brutal vis Hööks hustru og flere af gårdens ansatte, der forsøgte at forsvare hjemmet. Da Hööks skib vendte tilbage til kysten, gik han i land og fandt sit hjem fuldstændig nedbrændt og mange slagtet. Hans 5-årige søn var imidlertid ikke at finde. Var han kidnappet? Han ledte efter sin søn hele sit liv. Han rejste ofte til Kina og Korea for at lede efter den blonde dreng. Men forgæves. Der er også en teori om, at drengen flygtede ind i taigaen, hvor han blev spist af tigre.

Begivenheden efterlod ham dybt traumatiseret og udløste svære depressioner og psykisk sygdom, der plagede ham resten af ​​livet.

Da Fridolf Höök og hans naboer indså, at det traditionelle russiske politi ikke kunne beskytte dem mod de frygtede Hunhuz-banditter, faldt opgaven i hænderne på Ussuri-kosakkerne (Ussuriyskoye Kazachye Voysko).

Disse frygtløse eliteryttere var bosat langs grænsefloderne Ussuri og Amur specifikt for at fungere som det Russiske Kejserriges levende skjold. Deres militære taktikker var skræddersyet til at bekæmpe partisan- og guerillakrigsførelse i den tætte, vilde sibiriske taiga.

Den russiske tsar gav kosakkerne gratis landbrugsjord langs den kinesiske grænse. 

Deres landsbyer, kaldet stanitsas, fungerede som befæstede militærlejre.

Mændene var i realiteten soldater hele livet, som sov med deres våben klar. Når Hunhuz-banditterne angreb en gård som Hööks, kunne kosakkerne mobilisere en tungt bevæbnet rytterienhed på få minutter.

Hunhuz-banditterne var berygtede for deres "hit-and-run"-angreb, hvor de hurtigt forsvandt ind i de ufremkommelige bjerge. Kosakkerne svarede igen med ekstrem mobilitet.

De brugte de råstærke Ussuri- og Transbajkal-heste, som var mindre end europæiske heste, men utroligt udholdende. De kunne klare de brutale frostgrader og bevæge sig gennem dyb sne og sumpet terræn, hvor almindeligt kavaleri ville give op.

Kosakkernes mest effektive kampagner fandt sted om vinteren. I den sibiriske vinter efterlod banditterne tydelige spor i sneen – af kosakkerne kaldet "Den hvide sti".

Mens banditterne frøs og manglede mad i deres midlertidige skjulesteder i skovene, rykkede kosakkerne ud på slæder og ski.

De omringede Hunhuz-lejrene midt om natten og angreb i ly af mørket. Overraskelsesmomentet betød, at banditterne sjældent nåede at organisere et forsvar.

Ussuri-kosakkerne var kendt for deres nådesløse natur. Krigen i grænselandet var en overlevelseskamp, og der blev sjældent taget fanger.

Knust, men ikke brudt, genopbyggede Höök med tiden sit liv. I 1884 giftede han sig med  datteren af ​​en Ussuri-kosakofficer. Denne alliance gav ham adgang til militær beskyttelse fra kosakkerne, hvilket sikrede, at hans senere bosættelser var stærkt bevogtede. 

Höök var med til at grundlægge kystlandsbyen Bezverkhovo (dengang kendt som Sidimi), der blev et blomstrende centrum for hjorteopdræt og jagt.

Hööks 2. hustru og datter foran deres hjem i Sidimi

Den russiske kejserlige regering anerkendte hans uovertrufne sømandskab og ansatte ham som officiel kejserlig opdagelsesrejsende og kartograf officielt som kaptajn i statens tjeneste.

Han brugte årtier på at kortlægge de farefulde og hidtil ukendte kyststrækninger ved Kamtjatka-halvøen og Tjuktjer-halvøen. Hans arbejde med navigation og kortlægning var så betydningsfuldt, at Rusland opkaldte adskillige geografiske steder efter ham, herunder Kap Geka (Kap Heck) og Geka-bugten ved Kamtjatkas kyst. 

Höök var dybt fascineret af de oprindelige folk i det russiske Fjernøsten og Arktis. Under sine rejser indsamlede han omhyggeligt beklædning, redskaber, spirituelle genstande og folkesagn fra tjuktjer-, korjak- og evenk-folkene. 

Han donerede sin omfattende og uvurderlige samling til det nyoprettede Arseniev-statsmuseum for Fjernøsten i Vladivostok. Museet har den dag i dag en særlig afdeling, der hylder hans etnografiske arbejde. 

I de sidste år af sit liv, i 1990'erne, beskyttede han landene i Primorye mod japanske krybskytter. 

En tidlig julimorgen gik han ombord på sit skib, gik stille en runde og gik ned i sin kahyt. Et øjeblik efter lød et skud. Höök havde skudt sig.

Hööks datter, Elena Fridolfovna, giftede sig med Nikolai Vasyukevich, søn af en polsk officer, der blev forvist til Sibirien for at have deltaget i det polske oprør i 1863. Elena og Nikolai fik fire sønner.

En af sønnerne blev dræbt under Stalin-tiden. Faderen, Nikolai, blev også arresteret og sendt til Gulag i 16 år. Elena Fridolfovna og hendes andre sønner blev også fængslet af NKVD, men de undslap at blive sendt til lejrene. Al familiens ejendom blev konfiskeret. De tre overlevende sønner fortsatte deres berømte bedstefars arv og blev søkaptajner.

Under 2. verdenskrig kæmpede en af sønnerne i den baltiske flåde, og derefter blev han sendt til flådebasen Porkkala-Udd i flere år. Hans tjenestebase var kun et par dusin kilometer fra Höök-familiens hjem i Tammisaari. Det er uvist, om han vidste noget om dette, og i så fald hvilke tanker der løb gennem hans hoved. Tiderne var dog sådan, at Hööks barnebarn ikke ville have haft nogen chance for at kontakte sine finske slægtninge eller besøge sit hjemland. 

Da Amur-kolonien blev opløst, fandt Fridolf Höök som nævnt sammen med en lille, eksklusiv gruppe af iværksættere og intellektuelle. Sammen med familierne Jankowski og Bryner dannede de et magtfuldt triumvirat, der prægede økonomien, videnskaben og kulturen i det tidlige russiske Fjernøsten. 

Familierne Jankowski og Bryner benævnes ofte Pionerbaronerne i Vladivostok.

Michał Jankowski - den polske oprører, der blev "sibirisk konge". 

Michał Jankowski 1909

Michał Jankowski  var en polsk adelsmand, der blev forvist til Sibirien for sin deltagelse i Januaropstanden i 1863 mod Det Russiske Kejserrige. Efter endt afsoning flyttede han til Vladivostok. I 1880 etablerede Jankowski en enorm ejendom på Sidimi-halvøen (nu kendt som Jankowski-halvøen). Han byggede en befæstet borg for at afværge banditter fra Manchuriet og skabte et blomstrende imperium med aktiviteter inden for mange forskellige brancher.

 Han krediteres for at have skabt hesteracen Jankowski – en hårdfør og hurtig hest, der var specifikt fremavlet til at overleve det barske klima i Fjernøsten. Han etablerede også verdens første kommercielle farm for plethjorte med henblik på den lukrative handel med hjortetakker, der anvendes i traditionel asiatisk medicin. På trods af sin status som forvist var hans videnskabelige produktion enorm. Han opdagede adskillige nye arter af sommerfugle og biller (hvoraf mange bærer hans navn), udgravede gamle arkæologiske fundsteder ("Jankowski-kulturen") og var – sammen med Höök – en bærende kraft i Selskabet til udforskning af Amur-regionen. 

Julius Bryner - den schweiziske købmandsfyrste. 

Julius Joseph Bryner (Yuliy Briner) var en schweiziskfødt købmand, der ankom til Vladivostok i 1870'erne og hurtigt blev en af ​​de rigeste og mest indflydelsesrige forretningsmagnater i Det Russiske Kejserrige. Bryner grundlagde Bryner, Kuznetsov & Co., en mastodont inden for skibsfart og havnedrift, der kontrollerede en stor del af havnens handel i Vladivostok. Han sikrede sig efterfølgende omfattende minekoncessioner i Tetjukhe og udnyttede rige forekomster af bly, zink og sølv. Julius var bedstefar til den legendariske, Oscar-vindende Hollywood-skuespiller Yul Brynner (kendt fra bl.a. The Magnificent Seven). Yul Brynner blev faktisk født i Vladivostok i 1920 i den prægtige jugendstil-villa, som Julius havde opført, og som stadig står den dag i dag som et historisk vartegn.

Familiens storslåede Art Nouveau-palæ i Vladivostok

Höök, Jankowski og Bryner delte ikke blot nabolag i Sidimi. De delte en vision om at forvandle et vildt grænseland til en civiliseret og økonomisk blomstrende port til Stillehavet. De samarbejdede ofte om skibsruter, slog deres sikkerhedsstyrker sammen for at bekæmpe banditter og finansierede Vladivostoks første skoler, biblioteker og museer. Sovjetunionens sammenbrud: Bolsjevikrevolutionen i 1917 satte en stopper for begge dynastier. På grund af deres enorme rigdom og kapitalistiske status blev begge familier mål for sovjetstyret. Jankowski-familien flygtede mod syd og krydsede grænsen til den koreanske halvø, som på det tidspunkt var annekteret og kontrolleret af det Japanske Imperium. 

I 1922 bosatte familien sig i det bjergrige og naturskønne område Ompo.

De købte jord og byggede et stort, særpræget gods i siberisk stil, som de døbte Novina, der betyder Det nye land. Novina blev hurtigt centrum for et tæt, eksilrussisk samfund. 

De forvandlede Ompos varme kilder til et topmoderne kursted og ferieparadis. Velhavende europæiske diplomater, forretningsmænd og højtstående japanske embedsmænd strømmede dertil fra Seoul, Tokyo og Shanghai for at feriere i luksuriøse bjælkehytter.

Jankowskis søn, Valeri Jankowski, blev en legendarisk jæger i Asien. Han guidede rige turister på storvildtsjagter i de tætte koreanske skove, hvor de jagede de frygtede og mytiske koreanske tigre og leoparder.

George og hans børn med en leopard.
Valery til venstre og Arseny helt til højre.

Ligesom i Sibirien anlagde de store frugtplantager og eksperimenterede med avl af hjorte og heste, hvilket sikrede dem stor økonomisk uafhængighed.

Selvom de var i eksil, fortsatte familien deres passion for naturvidenskab. De indsamlede tusindvis af sjældne asiatiske planter, fugle og insekter fra de ufremkommelige nordkoreanske bjerge. Disse samlinger blev smuglet ud og solgt eller doneret til museer i Europa og USA. 

I løbet af 1930'erne blev familiens tilværelse i Nordkorea gradvist mere anspændt:

Det japanske militærdiktatur i Korea blev mere og mere paranoidt op til Anden Verdenskrig. Selvom Jankowski-familien var glødende anti-kommunister, betragtede den japanske efterretningstjeneste dem stadig med mistro som "hvide russere", der potentielt kunne være spioner for Sovjetunionen.

Da Anden Verdenskrig brød ud i Europa i 1939, og Japan strammede grebet om Korea, tørrede strømmen af internationale turister fuldstændig ud. Novina blev isoleret, og familien levede i konstant frygt for både de japanske myndigheder og den lurende sovjetiske trussel mod nord.

Selvom de overlevede selve Anden Verdenskrig i Korea, indhentede historien dem i august 1945. Da den sovjetiske Røde Hær invaderede det nordlige Korea for at fordrive japanerne, rykkede det sovjetiske hemmelige politi direkte ind på Novina-godset.

Valeri Jankowski og andre familiemedlemmer blev arresteret på stedet og sendt direkte i arbejdslejre i Sibirien for forræderi mod moderlandet.

Bryner-familiens skæbne blev helt anderledes

Da familiens overhoved,  Julius Bryner, døde i 1920, efterlod han et enormt imperium af skibsfart og rige bly-, zink- og sølvminer i Tetyukhe til sønnen  Boris Bryner.

Da bolsjevikkerne i 1922 tog fuld kontrol over Vladivostok, nationaliserede de straks alle Bryner-familiens ejendomme. Men de nye magthavere anede ikke, hvordan de skulle lede avancerede, højteknologiske miner. Minerne gik i stå, og produktionen kollapsede. 

Vladimir Lenin traf en højst usædvanlig beslutning. Han inviterede Boris Bryner til Moskva for at forhandle en særstatus – en såkaldt koncession. 

Boris Bryner fik lov til at beholde ledelsen og en stor del af overskuddet fra sine egne miner, mod at han fik gang i produktionen igen og betalte skat til Sovjetunionen. Aftalen var så unik, at den i dag stadig studeres af jurister som et historisk præcedens i international ret, hvor en kommunistisk stat overlod vitale naturressourcer til en borgerlig kapitalist. 

Midt i dette politiske kaos, den 11. juli 1920, fødtes Yuliy Borisovich Briner –  Yul Brynner - som hans navn nu staves.

I 1923, under en forretningsrejse til Moskva, forelskede Boris Bryner sig i skuespillerinden Katerina Kornakova. I 1924 forlod Boris sin kone, og børnene (Yul og hans søster Vera) i Vladivostok for at leve med sin nye elskerinde. Han fortsatte dog med at forsørge sin familie økonomisk. 

Hen mod slutningen af 1920'erne voksede den anti-borgerlige stemning voksede voldsomt, og det hemmelige politi begyndte at overvåge Bryner-familien tæt. Boris indså, at koncessionsaftalen snart ville blive revet i stykker, og at familien risikerede henrettelse eller Gulag. 

I 1928 tog Yul Brynners mor den unge Yul og søsteren Vera og flygtede ud af Sovjetunionen til Harbin i Manchuriet (Kina), hvor der var et stort samfund af hvide russere i eksil. Her voksede Yul op i relativ sikkerhed, indtil de i 1934 rejste videre til Paris. 

I 1931 lykkedes det Boris' bror, Felix Bryner at bestikke en britisk skibskaptajn. I ly af tæt morgentåge sejlede han med sin familie i en lille båd ud til Russkij-øen ud for Vladivostok, hvor de i al hemmelighed gik ombord på det britiske dampskib Glenifer og undslap.

Da Boris hørte, at hans bror var i sikkerhed, tog han sin nye hustru på en "forretningsrejse" til Moskva, men skiftede hemmeligt tog i Irkutsk og krydsede grænsen til Kina. 

Da den sidste Bryner havde forladt byen i 1931, beslaglagde Sovjetstaten alt. Deres enorme formue forsvandtSelv deres gravmæle blev plyndret og knogler spredt.

Selvom Yul Brynner blev en verdensstjerne i USA, fik han aldrig lov til at besøge sin fødeby igen. I dag er Bryner-navnet dog rehabiliteret i Vladivostok: Det gamle familiepalæ huser i dag et rederikontor, og i 2012 indviede Yul Brynners søn, Rock Brynner, en statue af sin far direkte foran huset, hvor det hele begyndte. 

I starten af ​​2000'erne erhvervede et oldebarn, Leonid Vasyukevich, en grund i Bezverkhovo (tidligere Sidemi), hvor Hööks hus engang stod. Leonid og hans søn byggede et hus der, der mindede om Hööks hjem, og åbnede Museum for Skipper Höök, Bruner- og Yankovsky-familierne. 

Museum for Skipper Höök, Bryner- og Yankovsky-familierne. 

I 1950-erne valgte Sakhalin Shipping Company at kalde et skib Shkiper Gek - dvs. opkalde det efter Höök. Gek er det navn, der oftest benyttes for Höök i russisk litteratur.

Skibet var bestilt af Sovjetunionen og blev bygget i Finland. Et af Hööks børnebørn, Yuli Nikolaevich, Leonid Vasyukevichs far, var i Finland for at modtage skibet og fungerede som kaptajn i tre eller fire år. Det var et tørlastskib, der transporterede containere på Fjernøstkysten.

I de seneste årtier har Hööks navn igen nydt stor agtelse i Fjernøsten.  I Vladivostok bliver Höök hyldet som en af ​​byens grundlæggere og en helt. En gade er opkaldt efter ham.

I 1989 blev Hööks jordiske rester genbegravet i en ny grav på den prestigefyldte Marinekirkegård i det centrale Vladivostok med udsigt over det farvand, han havde besejlet, og i 1990 opstillede hans efterkommere og historikere et monument til ære for den finne, der var med til at tæmme det russiske vilde østen. 

Hööks gravsten med indskriften
Fri Skipper af de Fjernøstlige Have 

Museumsansatte i både Finland og Rusland begyndte at forske i Amar-kolonien og især Höök, og ansatte i de to lande har besøgt hinandens museer.

Den fælles finsk-russiske forskning i fjernøst-finnernes historie resulterede i udstillingen "Finnernes liv i det sydlige Fjernøsten: Historier og skæbner", arrangeret i 2019 på Nakhodka Museum og Udstillingscenter. 

Der er udgivet flere bøger og forsknings- og populærvidenskabelig litteratur om Höök og Strelok. 

Strelok  beskrives ofte som en "socialistisk" og endda "kommunistisk" utopisk kommune. For eksempel i en bog af  Berhard Lagus' bog "Ekspeditionen til Amurlandene: En finsk oplevelse af kommunisme baseret på sande historier", baseret på beretninger fra de hjemvendte kolonister, udgivet i Finland i 1925. Den samme beskrivelse optræder også i forsknings- og populærvidenskabelig litteratur, såvel som i en dokumentarfilm Skipper Gecks eventyr fra 2008.

At tale om socialisme eller kommunisme i forbindelse med Strelok-bosættelsen er dog ikke helt korrekt, siger Teuvo Peltoniemi, forfatter til adskillige publikationer om finske utopiske samfund verden over.

"Især de finske kolonister, der vendte tilbage fra Fjernøsten til deres hjemland i 1920'erne, omtalte ofte Strelka som en kommunistisk bosættelse. Dette var et varmt emne dengang. Jeg vil stadig kalde Geks samfund for et kooperati. Det er værd at huske, at Strelka blev grundlagt af uddannede svensktalende unge mennesker, der var klar over, hvad der skete i verden, og var opdaterede på de seneste ideologiske tendenser. Strelka var formelt et kooperativ, men samtidig delte medlemmerne en fælles husholdning, boede og spiste sammen, og deres penge blev også delt. Ingen modtog løn. Senere opstod lignende utopiske samfund mange steder, især i USA i det 19. århundrede, hvor kooperativlandbrug blev oprettet, og i USSR blev for eksempel i 1921 den amerikanske finners kommune "Sower" grundlagt nær Rostov.

Hecks efterkommere, der bor i Finland, er også kategorisk uenige i ideen om, at deres forfader tog til Rusland inspireret af socialistiske ideer. De mener, at Heck primært var drevet af en tørst efter eventyr, men samtidig var hans beslutning om at rejse til fjerne lande ikke uden pragmatisme.

"Han var en eventyrer. Huck tog til søs i en tidlig alder og begyndte med hvalfangst. Han blev draget til Fjernøsten af ​​den fristende udsigt til frit land. Det lød alt sammen meget fristende," siger Lalle Broberg , der sammen med sin fætter Peter er en direkte efterkommer af Hucks søster Selma.

Temaet om Hucks utopi fascinerede den russiske instruktør Mila Kudryashova , der i 2021 havde premiere på  filmen  Fridolf Huck: Fra hav til hav.  Hun sammenligner den finske navigatør med en anden samtidig, Jules Verne , hvis bog Kaptajn Grants børn blev udgivet omkring samme tid, som Huck begav sig ud på sin rejse.

Årene 1868-1869 var en tid med store opdagelser, store geografer og eventyrlitteratur. Huck og Verne var praktisk talt jævnaldrende. Mila Kudryashova argumenterer, at når man sammenligner deres biografier, viser det sig, at Fridolf Huck opnåede alt, hvad Jules Verne drømte om. De legemliggjorde begge deres tidsånd.

En anden forsker i Amur-finnernes utopiske eksistens, Katarina Vuori, har udtalt, at det bedste stadie i et utopi er, når det endnu ikke er bygget.

Jeg tror nu ikke, at Hööks kolonister var utopister. Måske nogen af dem, men dem, som Anni Kytömäki skildrer i Sangen om Mirabilis, var blot fattige finner, der - måske som den sidste udvej - fulgte med Höök i håbet om en bedre fremtid. Måske er det at være utopist, men bevidst om at være det, var de helt sikkert ikke. 

Drømmen om at finde lykke og velstand i de fjerne Amur-lande gik aldrig i opfyldelse for de finske kolonister, men dens hukommelse lever videre i navnet på en af ​​Tamperes bydele. I slutningen af ​​det 19. århundrede fik et af byens arbejderkvarterer navnet Amuri.

Og drømmen levede videre i adskillige andre finske utopiske koloni-projekter.

Dem vil jeg fortælle om i næste blogindlæg.

.