Om Kina i Afrika 1 Om Kinas tidlige investeringer

»Hvad sker der nu med os i lortelandene?« var overskriften på forsiden af den sydafrikanske ugeavis Daily Maverick, fortæller JyllandsPosten den 11. november.

Donald Trumps sejr ved det amerikanske præsidentvalg har udløst nervøsitet og usikkerhed i Afrika. Forude venter fire år mere med en amerikansk leder, som i 2018 stemplede de afrikanske lande som »shithole countries«.

Afrika var så langt nede på Trumps dagsorden, at han i flere omgange foreslog at lukke samtlige amerikanske ambassader på kontinentet og trække diplomaterne hjem.

Og i en tale i 2017 i FN fabulerede han om Nambia – et land, der ikke eksisterer. Han mente dog formentlig Namibia.

Det er ikke, fordi den nuværende præsident Joe Bidens entusiasme for Afrika har været meget større – krigen i Ukraine og senest konflikten i Mellemøsten kom til at dominere hans udenrigspolitiske dagsorden.

Bidens planlagte besøg i Angola blev udsat på grund af orkanen Miltons hærgen i Florida, men at han overhovedet prioriterede en rejse til Afrika er et fremskridt i forhold til Trump, som i sin første præsidentperiode slet ikke besøgte kontinentet.

Biden sørgede også for at invitere Kenyas præsident, William Ruto, til Det Hvide Hus i maj. Det var første gang i mere end 15 år, at USA fik officielt statsbesøg af en præsident fra Afrika.

I de afrikanske hovedstæder er det store spørgsmål, om Trump version 2.0 ser anderledes på Afrika end første version, selv om han under en af sine talrige retssager sammenlignede sig selv med den sydafrikanske frihedshelt Nelson Mandela.

Ingen ved endnu i detaljer, hvordan den nye amerikanske præsident læser det globale økonomiske og sikkerhedspolitiske skakspil – men Afrika kan formentlig blive en vigtig brik, fordi Kina og Rusland i de senere år har fået langt bedre fodfæste på kontinentet.

Kina er Afrikas største handelspartner, og præsident Xi Jinping har lovet at investere mere end 300 mia. kr. på kontinentet i de kommende tre år.

Præsident Xi Jinping har været på hele fire officielle besøg i Sydafrika, og i september var Ramaphosa sammen med en række andre afrikanske ledere i Beijing, hvor handelssamarbejdet mellem de to lande blev opgraderet til »et helhedsorienteret strategisk samarbejdspartnerskab for en ny æra«.

Den regionale stormagt Sydafrika er et af 32 afrikanske lande, som er omfattet af den amerikanske frihandelsordning African Growth and Opportunity Act (AGOA). Den giver bl.a. sydafrikanske vinproducenter og frugtavlere toldfri adgang til amerikanske forbrugere. Sydafrikanerne har et frihandelssamarbejde med USA og modtager i øvrigt også massiv amerikansk udviklingshjælp bl.a. til at bekæmpe spredning af hiv/aids.

Så det er jo ikke sådan, at USA er helt fraværende i Afrika. Men når det gælder adgang til Afrikas forekomster af sjældne metaller, så er Kina langt foran på points. Og det er USA klar over. 

Kina er et par årtier foran USA i dets kommercielle diplomatibestræbelser på det afrikanske kontinent. Kinesiske udenlandske direkte investeringer (FDI) steg fra 75 millioner dollars i 2003 til 4,2 milliarder dollars i 2020. Værdien af ​​handelen mellem Kina og Afrika er steget fra 10 milliarder dollars i 2000 til rekordhøje 25 milliarder dollars i 2021 – over en firdobling af stigningen mellem USA og Afrika.

OCP Policy Center på Mohammed VI Polytekniske Universitets New South Rabat Campus i Marokko, kunne allerede i 2017 levere en omfattende oversigt over Kinas engagementer i 12 afrikanske lande.

 

Læg mærke til, hvor mange forskellige kinesiske selskaber, der er på banen.

Vi ser, at der er tale om hele 7 kobberforekomster, men læg især mærke til, at på denne tabel figurerer lithium endnu slet ikke. Det kommer lithium i den grad til efterfølgende.

Næste tabel viser, i hvilke lande Kina investerede mest i årene 2005-2013

Cirkeldiagrammet herunder viser på en måske mere overskuelig måde det samme som ovenstående - altså hvilke lande der især har haft glæde af kinesiske investeringer. 

Cirkeldiagrammet bygger ikke helt på tal fra samme år. De e rlidt senere. Der er små forskelle i de to illustrationer, men tendensen er den samme.

Alligevel er der ting, der er værd at bemærke. Nigeria og Angola er stadig store modtagerlande - tilsammen modtog de 25 % af de kinesiske investeringer i Afrika. Sydafrika og Ethiopien er stadig med, hvorimod Algeriet tilsyneladende er gledet helt ud, og nye lande som Kenya og Zambia er rykket ind. At Algeriet ikke er med på diagrammet forstår jeg ikke, og det vil du heller ikke gøre, når du om lidt kommer til at læse om Kinas relationer med Algeriet. Jeg har ingen forklaring.

Næste tabel viser, i hvilke sektorer kineserne investerede i. 

Transport udgør de største investeringer med 34,3 %, energi er på andenpladsen med 31 % og først på tredjepladsen kommer minedrift med 16.3 %, og minedrift forekommer kun i tre lande i denne tabel, Congo, Sydafrika og Sierra Leone. Men det har siden ændret sig.

Cirkeldiagrammet viser stort set det samme som tabel 4, men igen måske på en mere overskuelig måde. Der er små forskelle, men tendensen er den samme.

Kina har været hurtig til at fiske i rørte vande, når afrikanske lande har været på kant med Europa. 

I 2018 fejrede Algeriet f.eks. 60-års jubilæum for oprettelse af diplomatiske forbindelser  med Kina, og i 2021 fejrede Nigeria 50-års jubilæum for det samme. Algeriet og Nigeria har således længe været og er fortsat stærke allierede med Kina. Relationen med Angola er nyere. 

Jeg vil nu se på relationerne mellem Kina og henholdsvis Algeriet, Nigeria og Angola.

Algeriet

Relationerne mellem Kina og Algeriet går helt tilbage til 1950-erne, hvor Algeriet kæmpede for uafhængighed af Frankrig. Kina var det første ikke-arabiske land, der anerkendte Front de Libération Nation (FLN)  som algerisk provisorisk regering i december 1958.

Måske jeg lige skal minde om, at Algeriet var en del af  Osmannerriget indtil Frankrig erobrede landet i 1846.  Algeriet blev efter erobringen administrativt en del af Frankrig. De gode landbrugsmuligheder lokkede mange til at bosætte sig i landet, og ved århundredskiftet var der ca. 600.000 franskmænd i Algeriet. Omvendt søgte en del arabere fra Algeriet arbejde i den franske industri. 

I dag er Algeriet stadig 98 % muslimsk.

Den  3. juli 1962 blev Algeriet selvstændigt efter mere end syv års krig, som havde kostet mellem 300.000 og 1,5 millioner algerier livet. 8.000 byer lå i ruiner, store områder lå brændte og hærgede, og over to millioner mennesker var blevet hjemløse.Ved krigens afslutning boede omkring 800.000 europæere i landet, heraf flygtede fire femtedele i al hast, da den formelle selvstændighed trådte i kraft. Blandt dem var en stor del af landets teknikere, administratorer og lærere; få algerier havde fået nogen videre uddannelse.

Kina gik hurtigt i  gang med at udfylde tomrummet efterladt af vestlige nationer. Kina  udsendte et medicinsk team,  donerede forsendelser af hvede, lamineret stål, skoleudstyr, et 13.000-tons fragtskib og fire transportfly  og ydede et lån på  50 millioner dollars. 

Kinas involvering blev hilst velkommen af ​​Algeriet. Den algeriske udenrigsminister, Abdelkader Messahel , bemærkede i en tale i 2018 om "det afgørende bidrag, som Kina har bragt til den algeriske revolution (1954-1962) for at hjælpe det med at genvinde sin uafhængighed. Den urokkelige støtte fra Kina fortsatte, da det var det første land til at anerkende den algeriske republiks provisoriske regering (GPRA) få uger efter dens proklamation i september 1958." 

Kina får naturligvis politisk noget retur. I 1971 spillede Algeriet for eksempel en vigtig rolle i at hjælpe Kina med at få en plads i både FN's Generalforsamling og FN's Sikkerhedsråd. 

1990'erne kaldes det "mørke årti". Det var domineret af en algerisk borgerkrig, som er kaldt 'den beskidte krig' ( la sale guerre ), præget af ekstrem vold og brutalitet, der blev brugt mod civile.

Tilbagetrækningen af ​​vestlige virksomheder fra Algeriet under denne borgerkrig førte til endnu stærkere økonomiske bånd mellem Algeriet og Kina.  Da Algeriet gik i gang med et genopbygningsprogram efter krigen, var Kina klar til at udvikle sine økonomiske forbindelser med Algeriet gennem kraftig udvikling af statslig infrastruktur. Disse omfatter bygningen af ​​en ny lufthavn ved hovedstaden Algier, udenrigsministeriet, forfatningsdomstolen, det olympiske stadion i Oran og det største fængsel i Algeriet.

Dette er mit første eksempel på, at når de vestlige kolonimagter forlod Afrika (blev drevet ud), stod Kina parat til at rykke ind.

I 2016 åbnede Algier Opera House. Det var en 40 millioner dollars gave fra kineserne, der tjener som et stærkt symbol på Beijings voksende økonomiske indflydelse i Algeriet.

 "Nu er venskabet mellem Algeriet og Kina bogstaveligt talt hugget i sten," sagde Amar , en 53-årig kirurg, der besøgte operahuset med sin kone og to døtre, med et smil.

I 2012 fik  Det kinesiske firma China State Construction Engineering(CSCEC) fik til opgave at bygge moskeen El Djazaïr. 98 % af befolkningen i Algeriet er muslimer. 

Byggeriet forventedes at skabe 17.000 arbejdspladser, med 10.000 arbejdere fra Kina og 7.000 fra Algeriet. 

Det franske ingeniørfirma Socotec sluttede sig senere til projektet. Det franske konsulentfirma Egis overvågede byggeriet fra februar 2016 for at verificere de yderligere planer, som CSCEC havde leveret. Så her kom franskmændene alligevel på banen.

Opgaven blev altså givet til et kinesisk firma, men dog  finansieret af den algeriske stat med et oprindeligt budget på 1 milliard euro (ca. 1,5 milliarder dollars). De officielle omkostninger beløb sig til  898 millioner euro eller næsten 2 milliarder dollars. 

 I 2019 blev Djamaâ El Djazaïr-moskeen indviet.

Djamaâ El Djazaïr-moskeen

Djamaâ El Djazaïr-moskeen, der også er kendt som den store moske i Algier, er beliggende i nærheden af det historiske kvarter Mohammadia i Algierbugten ved Middelhavskysten. Moskeen er den tredjestørste i verden, kun overgået af Mekka og Medina, og forventes at få 120.000 besøgende om dagen. Den 265 meter høje minaret er imponerende og den højeste i verden. Ud over et museum for islamisk kunst og historie huser bygningen også et forskningscenter, et konferencecenter og et bibliotek med cirka en million kulturelle og historiske værker samt 2000 arbejdspladser. Moskekomplekset har en bedesal på 20.000 m2, der er udformet som en gigantisk kubus og har plads til 35.000 mennesker. Derudover kommer komplekset også til at omfatte en koranskole med boliger til medarbejdere og elever.

Ifølge Kinas ambassade i Algier bor der i dag næsten 40.000 kinesiske arbejdere i Algeriet

Fra 2000 til 2011 blev der identificeret cirka 9 kinesiske officielle udviklingsfinansieringsprojekter i Algeriet. 

 2008 etablerede Kina og Algeriet Jiangling Economic and Free Trade Zone i havnebyen  Mostagenm, som fokuserer på bilsamling, der involverede kinesiske virksomheder Jiangling Motors Group og Jiangxi Coal Corporation Group og deres algeriske partner, Groupe Mazouz. 

I 2016 underskrev Kina en rumsamarbejdsaftale med Algeriet. 

 I 2017 opsendte Kina satellitten Algerian Space Agency (ASAL) en geostationær kommunikationssatellit, som Algeriet i 2013 havde indkøbt fra China Great Wall Industry Corporation. Algeriet kontrollerer drift og styring  fra algeriske jordstationer. Satellitten leverer udsendelser, nødkommunikation, fjernundervisning og satellitbredbånd. 

I 2018 donerede Kina 28,8 millioner USD til Algeriet som en del af en aftale om at forbedre algerisk-kinesisk økonomisk og teknisk samarbejde. 

I begyndelsen af ​​COVID-19-pandemien sendte Algeriet akut lægehjælp til Beijing i februar 2020.  I marts 2020 begyndte Kina at levere tonsvis af medicinsk udstyr til Algeriet, herunder åndedrætsværn , medicinsk beskyttelsestøj og screeningssæt .

I september 2021 startede Algeriet produktionen af ​​Sinovac COVID-19-vaccine i samarbejde med Kina. 

I august 2023 styrkede Kina og Algeriet samarbejdet inden for sikkerhed, forsvar og økonomi med vægt på terrorbekæmpelse, regional stabilitet og fælles initiativer inden for sektorer som rumfart og energi. 

I august 2023 åbnede en ambitiøs øst-vest motorvej med en samlet længde på 1.216 kilometer, bygget af Kinas CITIC Construction. Byggeriet har kostet 11 milliarder dollars og er det største projekt i Algeriet.

Fra vest til øst er algeriere nu i stand til at rejse på tværs af deres land i løbet af 10 timer, en tur der engang tog tre til fire dage 

Mens byggeriet blev udført, uddannede de kinesiske virksomheder næsten 10.000 lokale bygningsarbejdere. "Projektet har været til gavn for tæt på 40 millioner indbyggere og modtaget bred påskønnelse i Algeriet. Projektet er blevet et fint eksempel på Kina-Algeriet og Kina-Afrika BRI-samarbejde," udtalte det kinesiske Udenrigsministeriums talsmand Wang Wenbin ved indvielsen. 

Kina er den største opbygger af algerisk infrastruktur og har ydet bemærkelsesværdige bidrag til landets udvikling og forbedring af levebrød, sagde Li Jian, kinesisk ambassadør i Algeriet.

Samme måned indgik Kina og Algeriet et partnerskab for at konstruere en ekspansiv 6.000 kilometer jernbanelinjer.

Et medlem af det algeriske parlament sagde, at projektet, som skal støttes af kinesisk teknisk knowhow og byggeekspertise, vil forbinde alle byer og regioner i Algeriet og også bane vejen for økonomisk udvikling i flere afrikanske lande.

"Kina betragter Algeriet som en indgang til Afrika. Det er et win-win-partnerskab for begge sider. Algeriet betragter Kina som en betroet partner," sagde Said Hamsi, en algerier MP. , i et interview med China Global Television Network 

Særlig vigtig er Bechar-Tindouf-Gara Djebilet-linjen. En 500 km lang linje, der ligger midt i Saharaørknen. En del af linjen ligger i Saharaørkenen. Jernbanelinjen forbinder Tindouf med Béchar, den største by i den sydvestlige del af landet.

 I Tindouf ligger Gara Djebilets primære jernmalmforarbejdningsanlæg, et af de største i verden målt i reserver, med næsten 3,5 milliarder tons jernmalm og en produktionskapacitet på 2 til 3 millioner tons/år. 

Arbejdere fra Kinas statsejede China Railway Construction Corporation (CRCC) er begyndt at grave den stenede, støvede sti mellem Gara Djebilet jernmalmminen og Bechar, på grænsen til Marokko, som forberedelse til at lægge skinnerne, fortæller Algerian Invest og tilføjer: "Det er hårdt arbejde, men en opgave, der i sidste ende kan hjælpe Kina med at sikre sin jernmalmforsyning og samtidig hjælpe det nordafrikanske land".

 Algeriet er det nordafrikanske land med de tætteste økonomiske bånd til Kina. Ud over jern har Algeriet især eksporteret olie og petroleum til Kina. 

På det seneste hvor det er de kritiske metaller, der er 100 % i fokus på, har Kinas afrikanske interesser imidlertid bevæget sig sydpå.

Nigeria

Den 10. februar 1971 - et årti efter Nigeria opnåede sin uafhængighed fra det britiske imperium blev der formelt etableret  bilaterale forbindelser mellem Forbundsrepublikken Nigeria og Folkerepublikken Kina.

Forbindelserne mellem de to nationer blev tættere som et resultat af den internationale isolation og vestlige fordømmelse af Nigerias militærdiktaturer (1970'erne- 1998). Nigeria er siden blevet en vigtig kilde til olie og petroleum for Kinas hurtigt voksende økonomi, og Nigeria søger Kina for at få hjælp til at opnå høj økonomisk vækst; Kina har ydet omfattende økonomisk, militær og politisk støtte. 

Begge nationer har underskrevet  en aftale på USD 311 millioner til udvikling af  samarbejde inden for kommunikation og rumprogrammer.  Kina hjalp med at udvikle og opsende den nigerianske kommunikationssatellit ( NigComSat-1 ) inden 2007 for at udvide mobil- og internetnetværk i Centralafrika .

I april 2018 underskrev Nigeria en valutaswapaftale på 2,4 milliarder USD, der gælder i 3 år. En valutaswapaftale e r en aftale mellem to centralbanker om at bytte valuta. Aftalen gør det muligt for centralbankerne at skaffe likviditet i udenlandsk valuta fra den udstedende centralbank – typisk med henblik på at stille den til rådighed for indenlandske pengeinstitutter.

I 2019 nåede den bilaterale handel mellem Kina og Nigeria 19,27 milliarder dollars.

Fra 2000 til 2011 var der omkring 40 kinesiske officielle udviklingsfinansieringsprojekter identificeret i Nigeria gennem forskellige medierapporter. Disse projekter strakte sig fra et lån på 2,5 milliarder dollar til nigerianske jernbane-, el- eller telekommunikationsprojekter i 2008, til et MoU-lån  (Memorandum of Understanding) på 1 milliard dollar til opførelse af huse og vandforsyning i Abuja i 2009 og adskillige jernbanenet. 

Siden 2000 er handelsforbindelserne steget eksponentielt. Der har været en stigning i den samlede handel på over 10.384 millioner dollars mellem de to nationer fra 2000 til 2016

I 2006 opnåede Nigeria 200 millioner dollars i privilegeret køberkredit fra Export-Import Bank of China for at hjælpe med at finansiere sin første kommunikationssatellit. ^Nigerianske videnskabsmænd modtog træning i Kina vedrørende satellitkonstruktion og -design. Satellitten blev fremstillet af China Great Wall Industry Corporation .Satellitten blev opsendt med succes i 2007, men fejlede det næste år på grund af problemer med dens solarrays . Finansieret af forsikringsprovenuet blev en erstatning bevilliget af  Kina i 2011.

I 2018 underskrev Nigeria en aftale med Kina om at købe to kommunikationssatellitter med midler fra Export-Import Bank of China. Til gengæld modtog Kina delejerskab af Nigerian Communications Satellite , et nigeriansk statsejet selskab, der administrerer satellitkommunikation.

Fra midten af ​​2019 havde Kina givet 500 nigerianske studerende stipendier til uddannelse som rumingeniører.

Nigeria har været topmodtager af kinesisk-nigerianske bånd på de tøkonomiske område.  China Civil Engineering Construction Cooperative (CCECC) har investeret mere end 7 milliarder dollars i infrastruktur, herunder jernbaner, veje, lufthavne og broer siden 2012. Den kinesiske virksomhed har renoveret de fire bedste internationale lufthavne i Nigeria, hvor den fjerde blev taget i brug i marts 2022 i Lagos. Inden for fem år byggede CCECC 717 km jernbaner i fire store projekter, hvor 75  % af finanseringen kom fra Export-Import Bank of China. Mellem 2023 og 2024 afsluttedes yderligere et projekt på 28 km som en del af Lagos' metrosystem.

I 2020 sagde den daværende kinesiske generalkonsul i Lagos Chu Maoming, at mere end 120 kinesiske virksomheder af højeste kvalitet efter sigende gjorde forretninger i landet, enten uafhængigt eller i partnerskab med nigerianske virksomheder inden for sektorer som teknik, olie og gas, finansiel teknologi, information og kommunikationsteknologi, byggeri, fremstilling og landbrug. Også tusindvis af kinesiske statsborgere er involveret i andre forretninger.

Huawei topper listen over virksomheder, der driver Nigerias digitale økonomi, og leverer hardwaretjenester til alle de store nigerianske teleoperatører.

Når det kommer til fordelingen af ​​kinesiske virksomheder på tværs af Afrika, har Nigeria den største andel, næsten 10 procent af det samlede antal. Årsagen til dette er størrelsen af ​​den nigerianske økonomi - den største i Afrika med et marked på omkring 200 millioner forbrugere - og det nigerianske folks venlige holdning til det kinesiske folk :-)

I juli 2023 bød China Civil Engineering Construction Corporation velkommen til 85 unge nigerianske kandidater, som selskabet havde uddannet i jernbaneteknik og -ledelse, og hjalp dem derefter med at fuldføre deres kandidatuddannelse på to kinesiske universiteter i Xi'an og Changsha.

Jeg kan da blive helt dårlig over hvor lidt jeg har kendt til Algeriet og Nigeria. 

Algeriet som fransk koloni kendte jeg lidt til, og at Det arabiske Forår 2010-2011 ikke blev særlig markant i Algeriet . Men Kinas tætte forbindelse med Algeriet, det var nyt for mig.

 For Nigerias vedkommende er det mest mest Danmarks uheldige mission mod pirateri i 2021, der dukker op på lystavlen hos mig. I den forbindelse stødte jeg i Algeriet på en morsom historisk parallel til denne.

I 1700-tallet var Middelhavet plaget af sørøveri med udgangspunkt i byen Algier. I 1756 sluttede Danmark en traktat med Osmannerriget, som skulle sikre danske skibe fri sejlads på Middelhavet. Alligevel fortsatte deyen (guvernøren) af Algiers opbringning af skibene, og i 1770 blev en mindre dansk flåde sendt til Middelhavet og beskød Algier. I 1772 måtte danskerne imidlertid opgive at tvinge deyen og blev i stedet nødt til at betale for skibenes sikkerhed. Så også dengang en fiasko ligesom i Nigeria i 2021.

En sensationel overskrift fra Danwatch fra 2021 fangede min opmærksomhed: "Snart har Nigeria verdens tredjestørste befolkning." (Danwatch - et uafhængigt, undersøgende medie og researchcenter.)

I dag har  Nigeria verdens sjette største indbyggertal. Læg lige mærke til, at denne opgørelse har sat Indien over Kina !! Det er ret nyt.

Artiklen fra Danwatch fortæller, at frem mod 2050 fordobler Afrikas største økonomi, Nigeria, sit nuværende befolkningstal på over 200 millioner. Det gør landet til et af verdens vigtigste – også selvom det ikke fylder meget herhjemme.

I 1950, mens Nigeria stadig var under britisk kolonistyre, var indbyggertallet knap 38 millioner.

Kun 70 år senere er det steget til over 200 millioner – ifølge UNDP, FN’s udviklingsorganisation, er der bare fra 2020 til 2021 kommet 16 millioner flere nigerianere. Og tempoet vil fortsætte.

Our World in Data, University of Oxfords datatjeneste, forventer, at den nigerianske befolkning vil være fordoblet om bare tredive år, måske endda før.

Med et godt stykke over 400 millioner indbyggere vil Nigeria i 2050 dermed overhale USA og pludselig være verdens tredjestørste land efter Kina og Indien.

Inden århundredet er omme vil selv den kinesiske fødselsrate være overgået af Nigerias.

Befolkningstilvæksten i landet er den mest spektakulære demografiske udvikling i verden. Mens det tegner til, at der bliver født færre og færre børn i både Europa og Asien, er prognosen for det subsahariske Afrika den stik modsatte.

Det er bestemt et land, man bør følge tættere.

Men nu skal vi længere sydpå. Til Angola.

Angola var en portugisisk koloni. Da Angola opnåede selvstændighed ved Nellikerevolutionen i 1974 Ved selvstændigheden forlod hovedparten af de 300.000 portugisere landet, og ligesom i franskmændene Algeriet så fjernede eller saboterede portugiserne store dele af produktionsapparatet inden afrejsen.

Kinas relationer til Angola ligger ikke så tidlligt som Kinas til Algeriet og Nigeria. Under Angolas kamp for løsrivelse fra Portugal støttede Kina to bevægelser mod  MPLA. Rusland derimod havde støttet MPLA. Det var MPLA der fik magten, da Angola blev selvstændigt.

I 1982 annoncerede Folkerepublikken Kina imidlertid sin støtte til det regerende parti og ønske om at normalisere forholdet til Angolas regering. Den Angolanske Folkerepublik etablerede først formelle handelsforbindelser med Kina i juni 1984. Dette blev efterfulgt af hjælpepakker til Angola i 1984 og 1985, herunder en donation fra Kina af udstyr til Angolas havne

Begyndende i 2002 byggede Kina infrastruktur inklusive veje og hospitaler i Angola i bytte for reduceret oliepris og udveksling, som gavnede begge lande. Eksempelvis blev Luanda-jernbanen  rehabiliteret. 

 I 2009 nåede kinesiske private investeringer i Angola over 166 millioner dollars. 

Fra 2010 opererede over fire hundrede statslige og private kinesiske virksomheder i Angola. 

Mellem 2000 og 2014 lånte Kina 21,2 milliarder USD til Angola, hovedsageligt i form af ressourcestøttede lån. Et andet skøn angiver, at mængden af ​​kinesiske investeringer i Angola var på 24,7 milliarder USD fra 2005 til 2020.

Som en del af dets finansielle udlån til Angola har Kina ydet oliestøttede lån til landet, som er garanteret tilbagebetalt af provenuet fra Angolas oliesalg fra dets statsejede olieselskab, Sonangol . Disse lån blev primært brugt til udvikling af infrastruktur i Angola, hvor en aftale foreskrev, at 70 % af de tjenester, der blev brugt til at bygge infrastrukturen, skulle kontrakteres fra Kina. Denne praksis er blevet kritiseret af forskere som værende "neo-imperial" af natur eller en ny økonomisk form for kolonialisme.

Ressourcestøttede lån (RBL'er) gives til en regering eller en statsejet virksomhed, hvor tilbagebetalingen enten sker direkte i naturressourcer (naturlige ressourcer) såsom olie eller mineraler, eller fra en ressourcerelateret fremtidig indkomststrøm. Angola er den største modtager af kinesiske lån på kontinentet. 

Kina lånte Angola 42 milliarder dollars - over en fjerdedel af det samlede kinesiske udlån til det afrikanske kontinent i perioden 2000-2018. RBL'erne muliggjorde anlæg af  veje, havne, telekommunikation, boliger, kraftværker osv. 

Modellen virkede, indtil oliepriserne begyndte at falde. I 2016, efter at oliepriserne faldt fra $115 pr. tønde til mindre end $50 pr. tønde, faldt Angola ind i en recession , og dets økonomi faldt i fem år i træk.  De udestående lån til Kina beløber sig til 18 milliarder dollar og tegner sig for 40 procent af Angolas udlandsgæld . 

Fra 2016 boede og arbejdede anslået 53.000 kinesiske borgere i Angola; andre skøn falder i intervallet 100.000 til 250.000 mennesker. Den anslåede kinesiske befolkning i Angola toppede på ca. 300.000.  Ved udgangen af ​​2019 var antallet af kinesiske arbejdere i Angola nede på 22.868. Angolas befolkning er godt 36 millioner.

RBL-tilgangen fra Kina er blevet mødt med betydelig tøven af ​​andre afrikanske lande, som har set Angola kæmpe med de oliepriser med store udsving, to årtiers gældsætning og tabet af suveræn beslutningstagning om deres oliereserver.

Forholdet Kina-Angola er nok kølnet lidt undervejs.
Den 15. marts 2024 opgraderede de to lande dog deres bilaterale forhold til et omfattende strategisk partnerskab.

Hele den historie viser, hvordan økonomisk hjælp hurtigt kan blive til afhængighed og muligt tab af selvstændig politik. Hele 72 % af Angolas eksport gik f.eks. i 2021 til Kina. Så er det nok begrænset, hvor meget man f.eks. har lyst til at udtale sig positivt om Taiwan.

Al Kinas økonomiske hjælp er - for mig at se  - begrundet i landets ønske om at positionere sig som en verdensmagt.

I næste del af Kina i Afrika skal vi bevæge os til Østafrika - til Zambia, Kenya og Ethiopien - og høre om jernbaner og havne.

Og der kommer der lidt andet end alle de mange tal.

Men jeg blev helt væltet omkuld af Kinas massive investeringer og gik måske nok lidt i selvsving.