Forsker i fem verdensdele. Om Marie Hammers forunderlige rejser.

 

"På en hylde indhugget i den lodrette klippevæg fulgte vi en tid en vandrende, der løb mellem væggen og den næppe 30 cm brede skiferbelagte sti, , der var glat, når den var våd.

Min mand, der følte sig svimmel, var meget betænkelig og kun ved fra tid til anden at støtte sig indefter mod væggen – tværs over vandkanalen, hvorved det blev svært at komme i lodret stilling igen – gik det. Den svimlende afgrund til siden anfægtede ikke Gitte og mig, men da vi mødte nogle mænd med tunge kornsække på ryggen, blev også vi betænkelige, for at mødes på  stien var ikke muligt. Mændene reddede situationen ved at skaffe sig fodfæste på klippen på den anden side af vandrenden."

 

Ovenstående beskrivelse er hentet fra Marie Hammers bog ”Forsker i fem verdensdele”, udkommet i 1981.

Marie er sammen med sin mand, Ole Hammer  og datteren Gitte på vej ind til Bombretdalen i det afsides beliggende  Chitral-kongerige øst for Afghanistan.

Og hun fortsætter:

"Hvor længe vi balancerede ad denne sti, meget længe forekom det mig, husker jeg ikke, men nu bagefter ved jeg, at det blot var den lettere begyndelse på en ti timers vandring op gennem dalen. Endelig var vi kommet i plan med floden, som vi af og til skulle krydse ad en enkelt planke, der i hver ende hvilede på og var bundet fast med pilekviste til en landværtsplanke, der var stukket ind mellem store sten og fastholdt af disses vægt. Ad sådan en usikker planke skulle vi over den uhyre vandrige, vildt brusende flod, der sprøjtede op under spangen. Det var mere end jeg kunne tage. Vandets hvirvlen og voldsomme fart lige under én havde en så dragende virkning, at det kneb med balancen, og føreren måtte lede mig over ved hånden, og dette mareridt måtte jeg gennem 12 gange hver vej".

 

Uddraget er som nævnt fra Marie Hammers bog "Forsker i fem verdensdele".

Da jeg for et par måneder siden læste Eva Tinds bog om Marie Hammer, den kvindelige danske forsker, der forskede i de bittesmå mikroskopiske mosmider, var der en henvisning til Marie Hammers egen bog. Jeg tænkte, at det ville nok være en tør akademisk afhandling at komme igennem, men tænkte alligevel, at det kunne være meget sjovt at se den. Læse hendes egne ord. Altså gik jeg ind på bibliotek.dk og fik den bestilt, og en af de sidste dage i juli - efter næsten to måneders ventetid - lå den klar til mig.

 

Det gamle / gammeldags foto på forsiden virkede tillokkende – mindede næsten om billederne i Jørgen Bitsch’s fortællinger om Borneos hovedjægere og indianere i Sydamerika.  Jeg kom hurtigt i gang, og bogen blev slugt på et par dage. For bogen var netop ikke en tør videnskabelig afhandling, men en personlig beretning om hendes mange rejser. Bogen  har undertitlen Erindringer. Den indeholder kun lidt om hendes forskning eller hendes liv derhjemme, men gengiver hendes oplevelser på de mange rejser og indeholder fantastiske beskrivelser af den natur, den kultur og de mennesker, hun møder.

 

For mig var det rigtig spændende at sætte de to skildringer, Marie Hammers egen og Eva Trinds exofiction, over for hinanden. En sjælden gang er der ikke helt overensstemmelse mellem de to, men jeg henholder mig så til Maries egne ord.

 

 

Marie Hammers naturbeskrivelser er virkelig fantastiske og rent sprogligt er hendes fortællestil også en fornøjelse.

Her et eksempel fra rejsen til Arktisk Canada. Rejsen foregår i 1947, hvor jeg må gå ud fra, at ikke mange danskere havde prøvet at flyve.

 

.… set ud, da isen lige havde trukket sig tilbage, og smeltevandet skyllede bort. Dette land er endnu ikke skabt for mennesker, ´men et paradis for dyr og disses fjender, pelsjægerne.

 

Senere er Marie Hammer i to omgange i Sydamerika, hvor hun utrætteligt  tilbagelægger lange distancer med lokale busser, postbiler, i faldefærdige landrovere eller lastbiler, på mulddyr og på gåben.

Og indimellem bliver hun luksuriøst transporteret rundt af folk, der vil hende det godt - og har muligheden for at gøre det. Marie færdes blandt både høj og lav. 

 

 Også hendes logi er af meget skiftende kvalitet – som regel sølle, når ikke hun gæster andre forskere eller andre, hun er kommet i kontakt med.

 

Det første ophold i Argentina, sammen med sin mand og to danske geologer, på østsiden af Andesbjergene er luksuriøst. Det betales af en multimillionær, der gerne vil støtte dansk forskning.

 

I Odense går de om bord på fragtskiber Liberty - et 10 000 t tungt DFDS-skib, der skal laste hvede i Bahia Blanca, 500 km syd for Buenos Aires. Et rustent skrummel, hvor matroserne  brugte næsten al deres tid på at banke rust.

Rejsen varer 31 dage. En dag ser de vandsøjlen fra en hval, og da kaptajnen synes, at de lige så godt kan more sig i stedet for at ligge i 8 dage i Bahia Blanca for at vente på at laste hvede, så lægger han kursen om og følger hvalen, så de kan filme den.

I Bahia Blanca går Marie og hendes følge fra borde, og med toget når de til Buenos Aires. 

Her mødes de med den stenrige, argentinske mangemillionær og mineejer Thomas Jefferson Williams, der indbyder dem til et par dages ferie med museums- og restaurationsbesøg og møde med nogle videnskabsfolk, Marie var interesseret i at møde.

 Og så begynder eventyret for alvor. I T.J. Williams' bil med privatchauffør bliver de kørt tværs over Argentina ind til Andesbjergene, hvor de skal bo i to måneder på hans hacienda El Sosneado.

 

 

  

  Under opholdet må Marie benytte sig af mere ydmyg transport, når hun skal op i bjergene for at tage prøver, og ind imellem må hun optræde bestemt, for at opnå hvad hun vil.

 

 Nu er Pedro nok lidt imponeret over Marie - hendes udholdenhed og frygtløshed - og vil gerne hjælpe. Han spekulerer på, hvor der kan være muligheder for Marie for at samle. Nogle dage senere fortæller han, at der langt inde i dalen, hvor Atuel-floden springer ud, er store grønne områder.

Snart tager de afsted, på en tur, som Marie omtaler som en af de smukkeste og mest interessante ture, hun har oplevet.

 

Da opholdet på La Sosneado rinder ud, bliver Ole og Marie af samme privatchauffør kørt helt op i det nordlige Argentina til grænsen til Bolivia, hvor de fortsætter i tog. 

 Marie får taget sine jordprøver forskellige steder i Bolivia og Peru, og de går så om bord på et af Laurizens skibe. Men de tager ikke med hele vejen tilbage. De bliver sat af for at udforske Mexico.

Marie har tidligere besøgt Mexico, hvor hun var meget optaget af Mayaruinerne.

Hun er meget optaget af mayafolkets kalender, der er "indbygget" i pyramiderne. Det bliver jeg også, da jeg læser om det. 

Det er også i dette uddrag, at Marie ganske henkastet skriver: "... på hvis flade tage der ligger en Chac Mool."

Men jeg ved ikke, hvad en Chac Mool er.

Jeg må søge på nettet.

 

En Chac mool viser sig at være en bestemt form for præ-columbiansk mesoamerikansk skulptur, der viser en tilbagelænet figur med hovedet vendt 90 grader forfra, understøtter sig selv på albuerne og understøtter en skål eller en disk på maven. Disse figurer symboliserede muligvis dræbte krigere, der bar ofringer til guderne; skålen på brystet blev brugt til at holde ofre, herunder pulque, tamales, tortillaer, tobak, kalkuner, fjer og røgelse. I et aztekisk eksempel er beholderen en cuauhxicalli - en stenskål til at modtage ofrede menneskehjerter.

Marie skriver godt nok, at mayaerne ikke ofrede mennesker ved de store templer, ligesom aog ztekerne, men mennesker ofrede de nu alligevel, for Marie fortæller videre:

Da Marie og Ole sammen besøger Mexico, gæster de den danske opdagelsesrejsende og arkæolog Frans Blom, som tager imod ”paying guests” i sit hjem.         

Frans Blom er endnu en spændende og for mig  indtil nu ukendt person. 

Han var ud af en rig københavnerfamilie. Hans søster blev gift med sønnen til etatsråd H. N. Andersen - ham der grundlagde Østasiatisk Kompagni. Frans Blom levede nok livet rigelig heftigt i Københavns natteliv, og familien fik ham i 1919 skippet af til Mexico, hvor han arbejdede i olieindustrien, og her fattede interesse for mayaruinerne, som han i forbindelse med sit arbejde stødte på i junglen. Han fik ansættelse ved Mexicos nationalmuseum, som finansierede nogle af hans ekspeditioner. Personlige problemer, bl.a. med alkohol førte til, han blev fyret. Han flyttede til San Cristobal de las Casas I Chipas, Mexico, og sammen med sin anden kone,  dokumentarfotografen og journalisten Gertrude Duby Blom,  købte han et stort hus, Casa Na Bolom, og gjorde det til et kulturelt og videnskabeligt center med plads til overnattende gæster.

 Læs mere om Frans Blom her

Da Ole og Marie besøgte ham, var der vist lavvande i kassen.

      … mærkbart beløb. Omvisning i museet! 

 

 

Da Marie Hammer var på sin anden rejse til Sydamerika, rejste hun helt på egen hånd. Her indgik mange lange bus- og togrejser, og hendes bog indeholder nogle fantastiske beskrivelser.

 

 Men da Ole, hendes mand, i nogle breve fornemmer, at hun føler sig ensom, får han søgt et tillæg til den bevilling, der betaler  Maries rejse, så datteren Gitte kan flyve til Lima, så de kan fortsætte rejsen sammen.

Over 7 dage kører de i bus og postbil over Andesbjergene fra Lima til Cusco. En distance, der tog to timer med fly, da Tanja og jeg var i Peru.

Fra Cusco fortsætter de til Titicaca-søen, som de sejler over, og herefter går det med tog gennem Bolivia og det nordlige Chile. Marie reflekterer  over livsvilkårene.

 

 

Gitte og Marie forsøger at skifte til fly, men uden held.

I Atacamaørknen besøger de en stor kobbermine.

De fortsætter - stadig med tog - ned mod det sydlige Chile, som er vådt, grønt og frodigt. 

”Ved  Caldera var der  simpelthen overmåde smukt -. Alt grønt og frodigt med en stor flod og mængder af hvide hejrer, både i træer og rismarker, og grøfterne hele tiden kantet af Chiles skønneste blomst, en kæmpemæssig blå tidsel. Efter stop ved Temuco, aruacanernes by med tømmerhuse, der står på stolper ved rivende vandløb kantet af meterhøje gyvelbuske, gennem store bøgeskovstrækninger med lysninger, hvor jernbanen var kantet af et bredt bælte af gyldenbrune inkaliljer, når de til Puerto Mont – endestationen for jernbanen.

Her var det planen at tage med skib til Puntas Arenas.

 

 Men alt var optaget langt ud i fremtiden, så de måtte tage den lange vej tilbage til Valparaiso, som ligger vest for Santiago, og tage damperen den mange dages tur ned langs Chiles vestkyst.

Med mellemrum gled tankbåde med olie fra Ildlandet forbi.

 I Puntas Arenas tilsmiler heldet hende. Hun møder en ingeniør, der på et tidspunkt har opholdt sig i Danmark. Hun fortæller ham, hvor brændende hun ønsker at komme til Ildlandet, og han sætter hende i kontakt med olieselskabet, som borer efter olie dernede. Her er man forstående, men da der kun er mænd i lejren ved oliekilderne, vil det være umuligt at finde et sted, hvor hun og Gitte kan bo.

Marie forklarer, at hun på en grønlandsekspedition (med Knud Rasmussen, da hun var ganske ung) har været ene kvinde mellem 45 mænd, og hun formodentlig også kan klare sig på Ildlandet, vil de overveje det, og Marie bliver bedt om at komme igen et  par dage senere.

Både ophold og fly frem og tilbage var -  naturligvis - på olieselskabets regning.

Tilbage igen i Puntas Arenas kom de med fly til Rio Gallegos på Argentinas Atlanterhavskyst.

 

 

Efter 4 dages venten her, kom de med postbilen ind i landet til Lago Argentino.

 

Og nu følger endnu et langt uddrag af bogen, som jeg synes, I ikke må gå glip af.

 

De når deres fly til Lago Moreno og Bariloche, som allerede dengang var og stadig er et paradis for naturelskere.

 

Ved det lilla kryds ligger Lago Argentino - lidt øst for nationalparken Torrers del Paine. (Endnu et af mine drømmemål.) Herfra de fløj til Lago Moreno og byen Bariloche - den røde fane.

Da Marie har fået sine prøver, nyder de lidt turistliv. De drager en tur mod vest, ind i Chile og sejler over Lago Todos los Santos-søen. 

De beundrer det smukke landskab og den store Osornovulkan, som vi også beundrede, da vi var på krydstogtet rundt om Kap Horn, og som er en ren Fujiyama-kegle, og de besøger et vandfald, som jeg er ret overbevist om, må være Petrohue-vandfaldet, som vi også besøgte. 

 

 

Beskrivelsen af vandets løb hen over lavamarkerne stemmer i hvert fald overens med mine billeder fra vores smukke udflugt i søområdet nord for Puerto Mont.

 

Søområdet nord for Puerto Mont. Fanen viser Lago Todos los Santos, og jeg har sat ring om Petrohuevandfaldet og byen Barioche. Bemærk grænsen mellem Chile og Argentina.
 

Da Gitte og Marie skulle fra Puntas Arenas havde der været problemer ved paskontrollen. Puntas Arenas ligger i Chile. Rio Gallogos, som de skulle til, ligger i Argentina. Da Marie udfyldte papirerne for udrejse, blev de tilbageholdt. Paskontrollørerne meddelte, at hun ikke havde tilladelse til at tage sin datter ud af landet. Det krævede faderens tilladelse. Der havde imidlertid ikke været problemer ved indrejsen, hvor Marie også kun havde anført sit eget, moderens, navn. Men intet hjalp.  De måtte gå med uforrettet sag. Dagen efter, da de troppede op igen, fik de dog lov at rejse ud – begge to!

Belært af denne erfaring ville Marie sikre sig, at der ikke skulle opstå problemer, hvis de tog på udflugt til Chile. Hun henvendte sig på Chiles konsulat, hvor en ansat blev meget imponeret, da Marie fremviste sin skrivelse fra undervisningsministeriet med det danske rigsvåben med farver og guld. Men åbenbart fik de ikke rigtig nogen afklaring her. De fortsatte i hvert fald til immigrationskontoret, der trods kontortid var lukket. På turistkontoret forsikrede man dem imidlertid om, at de ikke behøvede udrejsetilladelse, når de ikke havde visum. Det lyder i mine ører mærkeligt – hvordan kan de overhovedet komme ind uden visum? – men Marie var beroliget. Alt var i orden – de havde garderet sig – troede de!

Alt gik også fint ved pas- og toldkontrollen på udturen - grundigt og langvarigt, som det ofte sker i Sydamerika - men på hjemturen opstod der alligevel problemer.

Gitte og Marie blev tilbageholdt. De måtte ikke rejse ind i Argentina. Marie havde glemt/overset/ ikke kendt den begrænsning, at deres pas kun gav tilladelse til én indrejse i Argentina – og den havde de jo foretaget -  inden deres lille udflugt ind i Chile.

 

Marie forklarede, at de havde efterladt al deres bagage i Bariloche, at de skulle videre til Buenos Aires , hvor hun skulle møde den danske gesandt i et vigtigt ærinde, og efter lang – meget lang tid fik de lov til at komme ind i Argentina med en påtegning på  passet og på den betingelse, at de skulle melde sig til myndighederne næste morgen ved kontortid. Marie vidste, det ville være umuligt, for de havde busbilletter næste morgen kl. 7, og da hun havde stået i kø i flere dage for at få disse billetter, var hun ikke til sinds at opgive dem. Så næste morgen stod de på bussen, og påtegningen på passet kom ikke til at volde dem problemer efterfølgende.

 

Med bussen kom de til en by, hvorfra de kunne komme med tog via Bahia Blanca til Buenos Aires.

Marie havde en stående invitation – hvis de tilfældigvis kom på de egne -  fra en dansk-argentiner, Myndel Pedersen,  hvis far ejede en estancia Santa Teresa, der blev drevet med kvægdrift. Den nærmeste by Mburucuyá lå uden for lands lov og ret i det nordlige Argentina på højde med  Corrientes, men Marie besluttede sig for at forsøge at nå ud til ham.

De blev sejlet ud til et vandfly på Rio Plata, og flyet lettede med store kaskader op over vinduerne. 

I Corrientes  gik de straks til rutebilstationen og forhørte sig om forbindelser til Mburucuyá, men der var ingen før den følgende dag.

De tog ind på hotel, og om aftenen kom en ældre herre og spurgte, om de var de to damer, der havde været på stationen og forhørt sig om forbindelse til Mburucuyá. 

Det var Myndel Pedersens far!! Han fortalte, at selv om de nåede Mburucuyá, så lå estanciaen 142 km derfra, og der var ingen offentlige forbindelse dertil. Hvis de kunne vente, kunne de køre med ham. Han skulle blot ordne nogle ærinder først. Hvor heldig kan man være?

 Til estanciaen hørtte 30 000 tønder land, ca. 7000 stykker kvæg og 300 heste. Allerede den følgende morgen tager Myndel dem med ud på en kombineret samle- og rundvisningstur. De kører helt ud til den anden ende af estanciaen.

Marie nyder landskabet, planterne med mange smukke ukendte blomster, dyrelivet - især fuglene, men også et hulepindsvin og et par strudse.

Men så går landroveren i stå. Løbet tør for benzin - og det i den yderste ende af estanciaen og i smeltende varme. 

"At gå hele vejen tilbage var udelukket. Der var dog intet andet at gøre end begive sig på vej hjemefter og håbe på hjælp. Undervejs ud havde vi mødt en arbejder og hans hest ved en bomuldsmark, men ville vi gående nå dertil inden klokken 12, når han red hjem? Efter 3/4 time så vi hans hest ved vejkanten; den var altså heldigvis ikke stukket af, efter at den rev sig løs, da passerede på udturen. Hans sadel fandt vi et stykke efter, og nu dukkede manden op i bomuldsmarken. Vor vært, der var dybt ulykkelig over vor uheldige situation, bad manden om ar ride til estanciaen efter hjælp, og så slæbte vi os videre, nu var der måske håb om snarlig udfrielse, hvis en bil var hjemme. 

Efter 12 1/2 time hørtes den velkomne lyd af en lastbil, der dukkede frem i en sky af støv. Vi var overophedede og og solskoldede, og da vi kom til estanciaen dækket af støv, hvirvlet op over os på ladet af lastbilen, måtte vi have et bad inden middagen."

Men et par dage senere skulle det igen gå galt.

 

Fem måneder var nu gået, siden de forlod Lima. Nu nærmede rejsen sig sin afslutning. I Supe, en havneby i det nordlige Peru, gik de om bord på et af rederiet I. Lauritzens skibe. I Balbao ved Panamakanalens Stillehavskyst blev de dog sat af for endnu engang at tage imod en invitation til et ophold på en danskejet ejendom, inden det endelig gik helt hjem.

 

Jeg synes, det har været helt fantastisk at læse om Marie Hammers rejser i Sydamerika - uden tvivl fordi jeg selv har rejst nogle af de samme steder, så det vækker gode minder. Men tænk engang - hendes rejser foretog hun allerede i slut fyrrerne og begyndelsen af halvtredserne - endnu før jeg overhovedet var født.

I bogen følger nu Marie Hammers erindringer fra rejser i New Zealand, Ny Guinea, flere steder i Sydøstasien og også Hawaii og Polynesien - dog slet ikke så detaljeret beskrevet som rejserne i Sydamerika. - Og de rejser har ikke min helt store interesse - måske lige på nær besøget på Tahiti. Men det er mest fordi øen i sin tid blev besøgt af de tre store opdagelsesrejsende , Wallis, Bougainvilla og Cook i henholdsvis 1767, 1768 og 1769. Da jeg læste og skrev om Alexander von Humboldt stødte jeg på netop de tre og gik på nettet og læste mere om Bougainvilla og de nye spændende planter, han hjembragte herfra. Så der var et referencepunkt.  - Og Gaugins mange maleri fra det lykkelige, ubekymrede liv på Tahiti kendte jeg jo også. Glyptoteket i København har en pæn samling.  Gaugin havde jo tilknytning til København - var dansk gift og boede i København en kort periode. 

 

Dette maleri er for nylig blevet solgt for knap 2 milliarder - formentlig til den kongelige familie i Qatar

Hollændernes langvarige kolonisation af Tahiti - den varede i flere hundrede år - og den livlige trafik, der var fra Europa til Tahiti, gjorde området særlig spændende for Marie Hammer. Hun ønskede at undersøge, om denne trafik havde medført menneskelig indførelse af mosmidearter. Men hun konkluderede, at det ikke var tilfældet, da de arter, hun fandt her, alle var andre arter end dem, hun kendte fra Europa.

Men selv om man kan drømme sig bort til viftende palmer og turkisblåt vand på Tahiti, Bora Bora og andre eksotiske steder, så er det Centralasiens vildsomme bjerge og isolerede dale, der fanger mig i bogens sidste del.

Så jeg vil slutte af med at gå tilbage til dette blogindlægs indledning og Marie og Ole Hammer og deres datter Gittes rejse til de tre små tidligere kongeriger Chitral, Kalam og Swat.

 

På Tahiti, der havde været mødested for mange søfarere og stor udveksling af varer, havde Marie Hammer konstateret, at mosmiderne her ikke var indslæbt af mennesker. 

Nu ønskede hun at undersøge mosmider et  afsides sted, hvor der stort set ikke havde været kontakt med resten af verden, og hun havde fået dalene i de tre nævnte kongeriger dybt inde i Centralasien udpeget som det perfekte sted.

 

Ganske kort tid inden Marie ankommer, er områderne blevet indlemmet i Pakistan. 

Også dengang var området et uroligt hjørne. 

Men det var vel pga. stridigheder mellem Indien og Pakistan? Senere blev det Afghanistan, der blev kridttønden.

Mens jeg skriver dette indlæg beretter nyhederne om, hvordan Taleban er på hastig fremmarch efter at de vestlige lande helt har forladt Afghanistan, og hvordan lokale der har samarbejdet med vesten nu er i yderste livsfare Meget foruroligende.

Tilbage i 1979  anbefales Marie at medbringe skydevåben til egen sikkerhed, hvilket hun dog afslår. Udenrigsministeriet fraråder rejsen, men lover dog at hjælpe til, hvis hun får brug for hjælp til hurtigt at komme ud af området igen.

Undervejs ser de adskillige mænd med tydelige våben under tøjet, og en aften kommer tre mænd og sætter sig ved deres bord, hvor de straks lægger  deres automatvåben på bordet ved siden af suppeskålen, inden de begynder at spise.

 På Maries og familiens første vandring er de derfor usikre på, om de tør bevæge sig ind i den første lille afsides landsby, de kommer til, men overalt møder de kun venlighed og hjælpsomhed.

Men at det er et uroligt område skinner flere gange igennem. 

Kort før Marie og familie forlader bjergene møder de  militæret. Mange hundrede mænd kom gående i tæt sluttet formationer, førende deres store , smukke mulddyr ved grimen; bjergtropper på øvelse ; der var kun få kilometer til grænsen til det omstridte Kashmir.

Da turen slutter , skal Gitte og Marie videre til Indien - Ole skal hjem., Men på grund af stridigheder mellem Pakistan og Indien er  grænsen lukket, og de må tilbage til Kabul via Khyperpasset, en 9 timers buskørsel.

Khyberpasset er et af de vigtigste pas mellem Afghanistan og Pakistan. Passet går i nordvestlig retning fra nær Pashawar og Kabul  og er under pakistansk kontrol i næsten hele dets udstrækning. Der blev bygget en vej gennem det  1879 og en jernbane i 1920'erne.

Alexander den Store passerede passet i 330 f. kr. på vej mod Indien.

Også mongolkongen Timur Lenk marcherede med sin hær gennem passet i 1398-99.

 Passet havde meget stor strategisk betydning i de britisk-afghanske krige og generelt for Britisk Indien. På klipperne langs med vejen ses mindetavler for de britiske regimenter, som kæmpede her, indtil passet i 1893 blev indlemmet i Indien. 

Det er morsomt, som Maries erindrimger giver anledning til nedslag i den store verdenshistorie. 

 

Maries rejse i Chitral, Kalam og Swat sluttede altså i Kabul, hvor den også var startet, og hvorfra de så fortsatte østpå. 

De besøgte The crying city - en fæstningsvæg med masser af døde huse. 

Citadellet Crying City var et makabert syn, fuldstændig ødelagt af Djenkis Khan i 1222 i hans raseri over, at en sønnesøn var faldet under overfaldet på byen. Intet skulle skånes – mænd, kvinder, børn, kreaturer og alt levende skulle udslettes.

På en brungul sandstensvæg over for Crying City så de to 35 og 50 meter høje, ca. 1600 år gamle Buddafigurer udhugget i klippen. Kun forsiden var endnu hugget fri.  Hele klippevæggen var gennemboret af talrige niecher, der engang havde huset henved 1800 munkeceller, men forfald syntes at råde overalt. 

 
Det må være området med de to kæmpe Buddafigurer, som Taleban senere sprængte bort, der er tale om.

 

Da de lander i lufthavnen  i den pakistanske by Peshawar, mødes de endnu engang af en dansker, missionæren Jens Enevoldsen, som huser dem et par dage og viser dem  rundt i bil.

Chitral er det nordligste og mest isolerede af de tre kongeriger, de udforsker. Det kiler sig ind mellem Hindu Kush, Pamir og Karakorum. Området er kun tilgængelig i bil ca. 4 måneder om året på grund af det meget højtliggende og snefyldte pas , Pawarai-passet, det eneste, der i Pakistan fører ind i dalen.

Jeg har sat ring om Kabul, Chitral og Peshawar med Khyber Passet.
 

Da vejene slutter, tager de afsked med Enevoldsen og overlades til en indfødt fører, Mr Samat Kahn. Mr Kahn er en velklædt, mager officerstype, der foruden engelsk taler 6-8 af de lokale sprog i en rolig, venlig diktion, som Marie skriver. Under sidste krig, det må så være 2. verdenskrig, havde han gjort tjeneste i Burma og var som en af de meget få sluppet levende hjem af en afdeling på mange tusinde mand.

 Han tager dem med ind til en kultur, der kaldes de Sorte Kafirer.

 

Dette afsides område er tidligere blevet besøgt af en dansk ekspedition, da  Henning Haslund-Christensen i 1947/48 ledede sin 3. centralasiatiske ekdpedition bl.a. hertil. De to første fandt sted i 1936/37 og 1938/39.

Herom kan man læse her

På Moesgård Museum og på Nationalmuseet findes faktisk ret mange etnografika herfra. Der er også lavet en film fra området - en film, jeg dog ikke har kunnet få fingrene i - og  Søren Kromann Jensen har udgivet bogen  Kafiristan og de sorte kafirer som skulle indeholde masser af billeder fra Kafiristan (nu Nuristan) og de sorte kafirer.

Efter sigende skulle Alexander den Store faktisk har ført sin hær gennem dalene og disse områder på sin vej til Indien, og måske er nogle af nutidens indbyggerne efterkommere af detachementer, han efterlod her.

 

Den indledende beskrivelse af Maries barske vandring er fra dette område. Den foregår i 1978, og Marie er da 71 år gammel. Hvilken energi og kraft, hun stadig er i besiddelse af. Det blev så også hendes sidste store rejse.

En anden udflugt i nogenlunde samme område er med landrover og byder bestemt også på udfordringer.

 

Centralasiens vilde bjergegne har stor tiltrækningskraft på mig. Men med min skræk for smalle stier og ditto gangbroer, afgrunde og stejle stigninger er det helt udelukket, at jeg nogensinde kunne følge i Marie Hammers fodspor. Men hvor er det spændende at læse om hendes rejser.

På vores tur fra Malmø til Ystad denne sommer passerede vi et kæmpestort vartegn med Nils Holgersen på vildgåsen. En hyldest til Selma Lagerløf og hendes berømte fortælling om Niels Holgersens forunderlige rejse. Ja, Nils Holgersens rejse var forunderlig, men Maries mange rejser er dog endnu mere forunderlige - og så endda virkelige.

Eva Trinds bog om Marie Hammer var hammer-spændende - hø-hø :-)  Men Maries egne erindringer er bare endnu mere spændende!

 

Om jeg snart har gengivet hele bogen? – Overhovedet ikke. Der er meget mere – især kulturgeografisk stof - og særlig fra Pakistan - som du selv må læse dig til, når du går på biblioteket og låner bogen.

 

Selv har jeg netop reserveret  Søren Kromann Jensens bog Kafiristan og de sorte kafirer. Den glæder jeg mig til.