Om plantefarvning 2. Om rødtræ, blåtræ, sandel, safflor, alkanna og ratania.

 I dette indlæg om plantefarvning vil jeg fortælle om rødtræ, blåtræ og sandeltræ, og om tre mindre vækster, nemlig suffkor, alkanna og  rathania.

 Mon ikke, jeg allerede har vakt læserens nysgerrighed?

For jeg forestiller mig ikke, at mange kender de nævnte træer og planter. Jeg gjorde i hvert fald ikke indtil for nylig. 

 
Jo, sandel havde jeg hørt om, og rødtræ har jeg skrevet lidt om tidligere i indlægget ” Om Pedro ll, om Portugal og om Brasilien”.  Men ellers ikke  

Ivrige plantefarvere vil nok synes, at indlægget kun indeholder yderst sparsomt om egentlig plantefarvning - om processen. Og det har de ret i. Sådan forholder det sig.

Det bliver en rejse fra Mellem- og Sydamerika til Indien - med enkelte nedslag undervejs, bl.a. i Middelhavsområdet og i Japan – og med udgangspunkt i træer og planter, der udnyttes eller tidligere er udnyttet til farvning. Vinklingen vil helt klart være  kulturgeografisk /historisk, men jeg vil også komme ind på planternes biologi.

Jeg lægger ud med rødtræ og blåtræ. For her får jeg endnu engang anledning til at skrive om mit elskede Sydamerika.

 

Rødtræ - Brasiltræ (Caesalpinia echinata)

 

Da portugiserne landede på Sydamerikas kyst i 1500, fandt de i første omgang ingen guld. Til gengæld blev rødtræet den helt store indtægtskilde.

Rødtræ, som også hedder brasiltræ, kunne bruges til farve og blev så efterspurgt og så økonomisk profitabelt, at rødtræet næsten blev udryddet. 

 

 

 Brasiltræ (Caesalpinia echinata) tilhører ærteblomst-familien. (Ja, det lyder mærkeligt om et træ.)

Det minder om en anden rød træsort, det nærtstående asiatiske sappantræ (Caesalpinia sappan), hvis farveegenskaber allerede var kendt i Europa.

 

 Allerede i 1298, da Marco Polo vendte tilbage fra Kina, hjembragte han ”det røde træ”. Træets røde farvestof brugte man blandt andet i indfarvningen af luksustekstiler som  f.eks. fløjl, der var særdeles efterspurgt i renæssancen.  Men det nye træ farvede endnu kraftigere.

 Farvestoffet i rødtræ hedder brazilin, og brasiltræet kom som bekendt til at give det nye land sit navn, Brasilien. På grund af det værdifulde træ blev kystområderne kendt som ”Terra do Brasil” – Brasil-landet, og navnet Brasil blev efterhånden anvendt om hele det store land, som Portugal regerede over indtil 1822. 

 

Ordet brasil menes afledt af spansk brasa, som betyder glødende kul. Og brasa stammer fra det vestgermanske ord brasa, der betyder pejseild. Begge ord henviser til træets kraftige farve.

På portugisisk kaldes træet Pau brasil eller  Pau-de-Pernambuco. , Pernambuco  er navnet på det kystområde, hvor træet især voksede Her ligger i dag byen Receife, som måske vil være kendt. 

Skovarbejderne, som fældede træerne, kaldtes brasileiros.

Det  er træets hårde, mørkerøde kerneved, der indeholder farven. Farven koges ud, men for at fremskynde processen, rasper man veddet.

 I Danmark var det før i tiden tugthusfanger i fx Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn, der filede rødtræ til pulver.

Arbejdet var meget usundt, og fangerne blev syge deraf.

I dag er brasiltræet stærkt truet, og botanikerne vil end ikke oplyse, hvor man finder det, men et sted  i kystregnskovene på fritliggende kalk er et godt bud.

Rødtræ anvendes stadig – og lige fra Mozarts tid – til meget dyre violinbuer.

 

Blåtræ (Haematoxylon campechianum)

 

Logwood - the king of dye

Har man sagt rødtræ, må man næsten også sige blåtræ. 
Mens rødtræ farver rødt, så farver blåtræ - også  rødt :-)

Den opfattelse fik jeg, da jeg på wikipedia læste: "Blåtræ var tidligere en vigtig kilde til rødt farvestof.”

Hvad kunne jeg også tro andet, når jeg så denne flotte illustration på en hjemmeside om blåtræ. Logwood er engelsk for blåtræ.

 

The reddish brown heartwood of logwood (Haematoxylum campechianum) produces a dark red solution in water and is the source of the two biological stains hematoxylin and hematein.

 

Men en brevudveksling med Diplom-Restauratorin Dr. Eva Eis fra  Kremer Pigmente GmbH & Co. KG, fik mig ud af den vildfarelse.

Blåtræ farver den smukkeste violette farve samt grå og sort.

Man udtrækker et rødt farvestof, men det farver violet, gråt og sort.

Ligesom i rødtræ er det træets hårde, mørkerøde kerneved, der indeholder farven.

Raspet blåtræ - som også har navnet kampechetræ

 

Farvestoffet i rødtræ hedder brazilin, og farvestoffet i blåtræ hedder hæmatoxylin,

 

Forskellen på rødtræets brazilin og blåtræets hæmatoxylin er meget lille. Haematoxylin indeholder blot et oxygen-atom mere end brazilin. Men sådan et enkelt atom kan åbenbart udløse en stor forskel.

 

Blåtræ kan farve uld, bomuld, silke og hør, og alt efter hvilke metalsalte, der tilsættes, kan man få forskellige farver. Ved  tilsætning af tin opnås den smukkeste, kraftige violette farve.

Alun giver blåt, og  kobber og jern giver grå og sorte farver.Haematoxylin kaldes også naturlig sort eller Black no 1, og selv om violet/lilla var en ren luksusfarve, så var det ifølge Dr. Eva Eis fra  Kremer Pigmente den sorte farve, der var den mest eftertragtede. 

Kremer Pigmente er et stort tysk firma, der fremstiller alverdens farveprodukter. Jeg fik kontakten hertil gennem Handelsfirmaet Nidaros, som mig bekendt er det førende inden for farvepigmenter i Danmark -  især også til restaureringsopgaver.

En mexicansk hjemmeside Palo de Tinte fortæller, at allerede mayaerne kendte til farvning med blåtræ, og ved at ændre surheden menes de at have opnået endda 5 forskellige farver: sort, gul, violet, mørkerød og lilla.

Hov, rød. Nu var jeg jo lige blevet overbevist om, at blåtræ ikke farver rødt.

Men flere steder kan jeg læse, at rødtræ og blåtræ ofte forveksles, så måske har mayaerne både kendt og benyttet både rødtræ og blåtræ.

Den gule farve overrasker mig  endnu mere. Men efter megen gravning stødte jeg på ordet ”fustic”, som jeg aldrig før havde hørt eller læst. Jeg måtte ind på reolen og have fat i min store engelsk/dansk-ordbog, som jeg købte i 1974, da jeg startede med engelsk som linjefag på seminariet. Fustic oversættes her til Chlorophora tinctoria, gultræ, gul brasil eller farvemorbærtræ. 

 

Det er da spændende. Så findes der også gul brasil -  som også kaldes  farvemorbærtræ! 

Morbærblade, det er jo dem, som silkelarverne lever af. Men det her morbærtræ er vist et ganske andet. 

Et opslag på nettet fortæller mig, at …” Maclura tinctoria, kendt som gammel fustic og dyers morbær, er et mellemstor til stort træ, der vokser fra Mexico til Argentina. Det producerer et gult farvestof kaldet fustic, der først og fremmest er kendt for farvning af kaki-stof til amerikansk militærbeklædning under 1. verdenskrig.”

Et andet opslag fortæller mig, at der findes 20 forskellige morbærtræer, f.eks. både hvid, sort og rødt. Det er vist det hvide, som nærer silkeormene. 

I Botanisk Have står et morbærtræ, og infoskiltet fortæller, at det er et hvidt morbærtræ, hvilket kan ses af de hvide blomster.

Faktisk kan man købe morbærtræer i planteskoler herhjemme. De plantes, dels fordi det er et smukt lille træ, der ikke stiller store krav, og dels fordi det bærer spiselige, men dog ikke særlig holdbare  bær.

Alligevel fandt jeg en sjov historie om morbærsyltetøj

"Netop brugen af syltetøj er grunden til, at der findes mange gamle morbærtræer i præstegårdshaverne på LollandFalster - takket være D.C. Monrad, som var biskop i stiftet i midten af 1800-tallet. Hvert år rejste Monrad rundt og besøgte præstegårdene, og præstefruerne trippede nervøse rundt for at stille biskoppen tilfreds med en udsøgt middag. Monrad var kendt som en brysk herre, og en gang, da han var på besøg i en præstegård, kaldte han præstefruen til sig og roste maden, men han ville dog gerne have noget morbærsyltetøj til stegen. Præstefruen måtte beklage, at hun ikke havde noget morbærsyltetøj, da de desværre ikke havde morbærtræer i præstegårdshaven. Hvortil Monrad med sin skærebrænderstemme sagde: Så plant dog nogle." 

På en hjemmeside med adresse i Buenos Aires ser jeg dog, at her forhandles bærrene. Som modne ligner de brombær, der hænger på et træ. 

Umodne bær

 

Modne bær

Da jeg googler fusticttræets danske navn, gultræ, ja så kommer jeg ind på Handelsfirmaet Nidaros’ hjemmeside, og ser, at de såmænd også sælger raspet gultræ, som – alt efter hvilke stoffer man tilsætter – kan farve guldgul, gulgrønt og oliven. Gulgrøn og oliven - så forstår jeg bedre, det blev brugt til soldaternes kaki-uniformer i 1. verdenskrig.

 

Mora Amarilla hedder træet på spansk, men rundt omkring i landene i Mellem- og Sydamerika har det mange forskellige navne:

 

Bois d'orange (Trinidad), Barossa, Moral (Mexico), Palo de mora (Costa Rica), Dinde, Palo amarillo (Colombia), Mora (Venezuela), Insira (Peru), Amarillo (Bolivia), Taiuva, Amarello (Brazil), Tatayiva-saiyu (Argentina).

 Mora amarilla anvendes i dag til f.eks. gulvbrædder pga. dets smukke farve og store holdbarhed.

Tilbage til blåtræet, som godt nok også har mange navne.

Det latinske navn er Haematoxylon campechianum og betyder blodtræ af græsk (haima = "blod" + xylon = "træ")

Det bliver også kaldt sorttræ og brunspån og så kampechetræ – fra det spanske navn Palo de Campeche.

Kampechetræet må være det bedste – mest dækkende – navn. For træet stammer fra Campeche delstaten på Yucatanhalvøen i Mexico. I dag findes det overalt i Mellemamerika.

 

I sin tid dannede eksporten af tømmeret grundlag for skabelsen af den nuværende stat Belize, som var centrum for udskibning af blåtræ til Storbritannien i det 17. århundrede.

Belize hed tidligere Britisk Honduras.

 

I Belizes flag ses et  blåtræ  og en hvid og en farvet træhugger.

 

 Træet blev både brugt til farvning og til fremstilling af blæk. Veddet er stadig en vigtig kilde til udvinding af stoffet haematoxylin, der bruges som farvestof i vævsprøver, og bark og blade bruges også til forskellige andre medicinske og sundhedsmæssige formål.

Det er i øvrigt kendetegnende, at mange af de planter og træer, der benyttes eller benyttedes til farvning, også har haft andre gavnlige sundhedsmæssige eller medicinske virkninger – eller andet.  Virkninger, som efterhånden er blevet vigtigere end evnen til at farve. Det vil tydeligt fremgå, når jeg når frem til at fortælle om sandel, safflor, alkanna  og ratania.

 

Både Spanien og England tjente store summer på blåtræ – og også for pirater blev det en god indtægtskilde, når de overfaldt skibene med den værdifulde last. Sørøveri var jo dengang et anerkendt erhverv med statslig tilladelse fra f.eks. England.

Og faktisk kan man sige, at blåtræ kom til at spille en rolle i historien, i hvert fald handelshistorien og forholdet mellem England og Spanien, som jo ofte var problematisk.

 

Det var Columbus, der i 1502 på sin fjerde rejse nåede til Yucatanhalvøen. 

Spanien sendte efterfølgende flere ekspeditioner til halvøen, men mayaerne forsvarede sig. I 1531 erobrede spanierne en mayalandsby på nordkysten af Yucatan. De opførte et fort, og på dette sted grundlagde de i 1540 byen San Francisco de Campeche. Det var i dette område, de stødte på blåtræet, men spanierne opdagede først langsomt værdien af blåtræ. I starten blev dens stammer blot brugt som ballast på vej tilbage til Spanien. En ballast der var nødvendig, da skibene var uden køl. På vejen over til Vestindien brugte man franske tagsten som ballast.

 

Men da franske håndværkere i Dieppe og Rouen, som begge var tekstilcentre, opdagede, at blåtræet var fremragende som farvestofkilde, ja, så blev det en helt anden sag. Spanierne begyndte i stor stil at fælde blåtræ på Yucatan, sejle det til Europa og forhandle det på store markeder i Cadiz og Sevilla, hvorfra de blev solgt videre til eksempelvis England, Frankrig og Holland.

 

 Port of San Francisco de Campeche ligger på nordsiden af Yucatanhalvøen, ud til Gulf of Campeche. Øst for halvøen lkigger Bay of Honduras.

 

Blåtræet blev udført fra Port of San Francisco de Campeche, og  den spanske krone gav ordre til, at blåtræ, der blev transporteret på ikke-spanskregistrerede skibe, var at betragte som smuglergods, og der blev oprettet en Guarda Costa, som opererede ud for Port of San Francisco de Campeche (nu Campeche City) og havde ordre til  at opbringe fremmede skibe og konfiskere lasten, hvis den indeholdt blåtræ.  

Port of San Francisco de Campeche, kobbertryk 1671, hvor sørøvere og den spanske hær bekrigede hinanden.

 Port of San Francisco de Campeche i dag.

I 1581 nedlagde Elizabeth 1. og det engelske Parlament forbud mod at importere blåtræ til England:

 

"There hathe byn brought from beyonde the Seas a certeyne kinde of Ware or Stuffe called Logwood . . . wherewith dyvers Dyers . . . doe dye dayle . . . As the Colours made with the said Stuffe ys false and deceipteful all such Logwood shalbee . . . forfeyted and openlye burnt."

 

Begrundelsen for forbuddet  var  farvens manglende  bestandighed,  men desuden menes dronningen at have imødekommet et ønske om at beskytte den hjemlige vajdindustri.  I en længere artikel udgivet af Department of Chemistry, Purdue University, West Lafayette, Indiana, angives en tredje grund, nemlig et ønske om at begrænse Spaniens indtægter fra blåtræ fra Den nye Verden, og dette kan ses som et forspil til Englands udfordring af Spaniens overherredømme på søfartsområdet og i Caribien.

 

 På trods af forbuddet og trussel om lange fængselsstraffe ved overtrædelse, kom der stadig blåtræ til England. Sørøvere , kapere, privateers eller hvad de nu blev kaldt, overfaldt de spanske skibe og sendte træet til England - undertiden under andet navn end blåtræ.

Men da den spanske flåde begyndte at forsvare sig kraftigere, startede de gamle kapere en ny  praksis.  

 

På spansk territorium på Yucatan etablerede disse Baymen, som de nu blev kaldt,  primitive træfældningslejre, så de altså – frem for at hugge lasten fra spanske skibe – begyndte selv at fælde det dyrebare træ og udskibe det til England. 

 

I 1662 ophævede James ll (vistnok ham, som Shakespeare refererede til i skuespillet Macbeth) - han ophævede forbuddet mod indførsel af blåtræ i England. Som oftest angives begrundelsen at være det, at der var blevet udviklet metoder, der gjorde farven fra blåtræ mere farveægte. Men sandsynligvis har en anden grund vejet endnu tungere, nemlig det, at englænderne gennem Baymændene havde fået en mere direkte adgang til blåtræet uden om spanierne.

 

Disse Baymen levede et hårdt og slidsomt liv. Der findes adskillige beskrivelser af de barske forhold: “Swampy conditions in the early logwood camps were unbearable. Crude living quarters were constructed on raised platforms amidst clouds of mosquitoes. During the rainy season, a logwood cutter stepped out in the morning into two or more feet of crocodile infested water and remained there all day.”

 

Illustrationen her er senere - fra et tidspunkt, hvor englænderne var begyndt at benytte slaver - men viser dog arbejdssituationen.
 

Englænderne henholdt sig til en traktat, Treaty of Madrid fra 1670, som gav  ret til handel fra områder, der var koloniseret af andre, læs Spanien. Spanien var uenig i den fortolkning, så Baymændene var ofte udsat for angreb fra spanske soldater.

 

I 1739 kom det til direkte krig mellem England og Spanien, The War of Captain Jenkin’s Ear. England erklærede krig efter Kaptajn Jenkins maleriske beretning om, hvordan den spanske Guarda Costa havde boardet hans skib og skåret hans øre af. Et stykke af det afskårne øre siges at have været udstillet i House of Commons, men det er vist en skrøne. Men det førte i al fald til flere års direkte krigshandlinger mellem de to nationer.

 

Kampen om retten til blåtræet på Yucatanhalvøen fandt sin afgørelse i forbindelse med 7-års-krigen. Her kæmpede englænderne med franskmændene om herredømmet over Nordamerika. Ved at afgive et løfte om at forlade de efterhånden talrige og omfattende Baymenlejre forsøgte englænderne at få Spanien til at støtte sig i denne krig. Men Spanien valgte side til fordel for franskmændene. Det skulle de nok ikke have gjort. For ved krigens afslutning stod de således på tabersiden, mens englænderne ved at slå deres hovedfjende, Frankrig, til gengæld sikrede sin rolle som den førende europæiske kolonimagt i Amerika.

Paris-traktaten i 1783 mellem Storbritannien og Spanien  gav briterne formelle rettigheder til at fælde blåtræ i området mellem floderne Rio Hondo og Belizeelva. Ved Londonkonventionen et par år senere blev dette område udvidet. 

Spanien opretholdt stadig suverænitet over kolonien, og igen i 1798 opstod der kampe / krig mellem spanske soldater  og engelske træhuggere. Men selv om de spanske styrker var de stærkeste, så kendte englænderne flod- og kystområderne bedre, og spanierne blev nedkæmpet

I 1862 blev bosættelsen af ​​ Belize i Hondurasbugten erklæret en britisk koloni under navnet Britisk Honduras. I 1964 blev det en autonom koloni. I 1973 blev kolonien omdøbt til Belize, og Belize fik fuld uafhængighed i september 1981. 

Belize er det eneste engelsktalende land i Centralamerika.

 

Så blåtræ må da siges at have spillet en betydelig rolle.

 

I starten havde der været en vis modstand mod blåtræ. Franske skønfarvere havde f.eks. direkte forbud mod at have blåtræ i deres værksteder. For blåtræ sammen med alun kunne farve blåt – men en ringe blå, blev det vurderet. De franske skønfarvere måtte kun benytte indigo til den blå farve.

 

Men da sletfarverene – som der var mange flere af – fandt ud af, at de ved at tilsætte jern og alun, kunne opnå den eftertragtede sorte farve,  så skiftede holdningen til blåtræ radikalt. Det tyske ord for sletfarver var i øvrigt “Schwarzfärber”, som jo betyder sortfarver.

Over en periode på mere end 200 år blev mere end 90 % af al bomuld, uld, silke og læder, der blev farvet, farvet med blåtræ. Tænk engang på alle de festklædte mænd i kjole og hvidt, du har set på film, alle de ministre og parlamentsmedlemmer, advokater og dommere – og  bedemænd for at tage en anden kategori -  sørgende enker og forventningsfulde brude, alle klædt i sorte klæder.

Blåtræ var blevet det nye guld, og der tjentes enorme summer.

Men på et tidspunkt var eventyret slut.

Allerede i 1665 havde englænderne erobret Jamaica. De havde haft store drømme om at erobre Hispaniola, men det blev kun til sølle Jamaica.  Men fra denne ø kom englænderne efterhånden til at dominere Vestindien. 

 

I slutningen af 1600-tallet kom englænderen Henry Barham til Jamaica.

Han var en alsidig herre. Han giftede sig til nogle  plantager i den vestlige del af Jamaica, han blev kirurg-major af militærstyrkerne på Jamaica, og han var også naturhistoriker. I England havde han en del år dyrket silkelarver og været engageret i silkeproduktion. 

 

På Jamaica gik han i gang med at studere og dokumentere Jamaicas flora. 

 

Barhams værk kan stadig købes

Barham kendte til de farer, som de engelske træhuggere stod over for i Campeche. Derfor hentede han frø i Campeche, og i 1715 fik han dem plantet på sin jord i St Elizabeth på Jamaica. I sit værk  Hortus Americanus Barham skrev han, at træerne blomstrede selv på de dårligste jorder, og snart var der  frøbærende træer nok til at beplante hele øen.

 

Den historie har vi hørt før -  som da englænderne smuglede gummitræfrø ud fra Amazonjunglen og plantede dem i Malaysiea og dermed underminerede gummi-industrien i Brasilien, og da de stjal teplanter i Kina og oprettede store teplantager i Nordindien for at undgå at skulle købe den dyre te afkineserne.

 

I løbet af få årtier voksede der en stor eksport af blåtræ fra Jamaica frem. Men efterhånden blev blåtræ spredt ud over mange øer i Caribien, og der opstod en overproduktion, og priserne dalede. 

 

Og da det i 1856 lykkedes den 18-årige tysker, William Henry Perkin, at fremstille det første kunstige farvestof, ja, så var det begyndelsen på enden for plantefarverne.

 

Perkin skabte det kunstige farvestof ved et tilfælde, mens han i virkeligheden forsøgte at danne syntetisk kinin. Historien fortæller,  at hans første farvede stykke klæde var hans søsters hvide bluse, der kom til at stråle i en lysende mauve-farve eller Perkin-violet, som den også kaldes.

 

Under 1. Verdenskrig oplevede blåtræet en kort opblomstring, da USAs adgang til tyske aninlinprodukter blev  umulig.

 

Belize afsendte sin sidste skibsladning af blåtræ til Europa i 1935 – efter 250 års uafbrudt aktivitet. 

 

Blåtræet vokser i dag vildt overalt på  Jamaica, og kun få tænker nok på, at det først blev indført i 1700-tallet fra Campeche på Yucatanhalvøen. Det er et fint lille træ med smukke blomster, som giver en fin honning, og det har en spiselig frugt. Stammerne er ofte mange sammenslyngede stammer.  

 

På Jamaica har træet flere steder udkonkurreret den naturlige tropiske vegetation.

I Belize udnyttes selve træet i blåtræ, f.eks. til hegnspæle, og derudover værdsætter man i dag især blåtræet for dets bidrag til biodiversitet.

 

I delstaten Campeche på Yucatan-halvøen – træets oprindelige voksested – er det ikke længere så almindeligt. Her er man i gang med et større genplantningsprojekt med palo de tinto (Haematoxylum brasiletto), en lidt mindre kendt art af blåtræ.

 

Farvestoffet i blåtræ anvendes stadig i nogen udstrækning, til farvning af silke og pels og til blæk. Når farven er udtrukket, omdanner man i dette projekt resten af biomassen til kul.

 

Der er tale om et langsigtet projekt med en økonomisk udfordrende periode uden indtægter. Fra frøene indsamles fra eksisterende træer  og dyrkes i deres planteskole indtil træerne er så store, at de kan fældes, vil der gå 8-12 år.

 

Produktionen er underlagt strenge økologiske og bæredygtige kriterier. De anvender solenergi, kun naturlig gødning, ingen kemiske gifte, men søger at kontrollere alle processer, så de er med til at nedbringe drivhusgasserne.  

 

Projektet har høje mål. De ønsker at absorbere CO2, forbedre jordkvaliteten, øge biodiversiteten, mindske den globale opvarmning og bidrage til at styrke den lokale økonomi.
Høje mål. Flotte mål.

I nærheden af projektet ligger byen Palizada, hvor man håber at kunne trække turister til - både med henvisning til det økologiske projekt, men også med henvisning til de gamle pirat- og sørøverhistorier.

Det er spændende at se, hvordan den grønne dagsorden sætter sit præg på de links, jeg støder på. Det vil også vise sig i nogle af de kommende afsnit af denne blogartikel.

 

Sandeltræ (Santalum album)

Nu vil jeg så bevæge mig mod øst til Indien, hvor vi finder det eksotiske sandeltræ, som også kan bruges til plantefarvning i form af et pulver, der også kan købes i Danmark. Træet giver en flot orange  / rødbrun farve.

Når jeg skriver eksotisk, er det, fordi det er nævnt i indisk litteratur, der er mere end 2000 år gammel, og fordi jeg forbinder sandel med  hinduistiske templer, røgelse  og ritualer, smukke træskrin, men også med cremer og dufte med sandel og med indisk mad.

 

F.eks. indgår sandel i krydderiet tandoori masala, som tilsættes den kendte indiske ret Tikka Masala, ligesom det ofte er sandel, der giver den flotte røde farve i  pastrami og chorizo - og røde sild!!

 

Når jeg hører ordet sandeltræ, kommer jeg også til at tænke på filmen om Alexander den Store, og jeg ser for mig scenen, hvor han - efter i 326 f. Kr. at have vundet det store slag ved Hydaspes mod Kong Parus og hans frygtindgydende krigselefanter - sammen med sin store hær langsomt og udmattet rykker fremad gennem fugtige skove i Nordindien – yderpunktet for hans store krigstogt. 

 

Her gør soldaterne oprør, og Alexander bliver tvunget til at vende hjemad.

 

Vi så filmen om Alexanders store felttog for en del år siden. Filmen var ikke fantastisk god, men jeg har bevaret det billede på min nethinde, hvor han sammen med sin hær udmattet vandrer lidt planløst rundt i disede, regnfulde indiske skove, og jeg har af en eller anden grund altid tænkt , at det var sandeltræ-skove. 

Det har det dog ikke været, for sandel skal man finde i Sydindien og på Sri Lanka. 

Der findes to slags sandeltræ – det røde, Pterocarpus santalinus, og det hvide, Santalum album. Album betyder hvid.

 

 Det er det røde, der tidligere blev meget benyttet til farvning af uld, men det er i virkeligheden det hvide, der er det mest spændende og det, der anvendes til en mangfoldighed af produkter. 

Det er nok derfor, at når jeg går på nettet og søger på sandel, er det mest sundheds-, helsekostforretninger og drogerier, der dukker op.

 

Så ups. Der røg noget af begrundelsen for at skrive om sandel. - Men jeg fortsætter ufortrødent. For det er nu et spændende træ.

 

Et tysk  firma  Dr. Hauschka, der sælger massevis af kosmetik og bodycare skriver på deres hjemmeside, at ingen, der har rejst i Indien, vil nogensinde glemme den karakteristiske duft af sandeltræ. Det gennemsyrer værelser, dvæler i tøj og omslutter kroppen.

 

Sandel er et op til 10 meter højt, stedsegrønt træ, der blomstrer hele året. Det er ikke blomsterne, der dufter. Det er træets inderste ved, hvorfra man udtrækker den vellugtende olie.

 

Et fuldvokset sandeltræ kan veje omkring 100 kg, hvoraf 20 kg er det aromatiske kernetræ, der igen producerer mellem 6-7 dl olie pr. Træ. Det lyder måske ikke meget, men en liter olie sælger for omkring $ 3.000 - selv affaldsspånerne sælges for $ 1.000 pr. ton.

 

Sandeltræet har derfor været udsat for overudnyttelse, og den indiske regering har i perioder forbudt udførsel af træet.

Indtil 2002 blev sandeltræ af en vis størrelse - med en vis diameter - betragtet som statsejendom, og træfældning, også på privat jord, blev reguleret af Skovdepartementet, og stadig må privatejet sandeltræ kun sælges til det statslige skovdepartement.

 

De senere år er der etableret plantager i Kina, Indonesien og Malaysia. Så man kan sagtens købe købe sandeltræspulver til plantefarvning i Danmark og alle de andre produkter.

Sandel er en semiparasit. Den henter en del af sin næring fra forskellige værtsplanter, som f.eks. høje græsser som Kans græs, Saccharum spontanum, palmer og vedbend. Sandeltræets rødder trænger ind i værtsplantens rødder, overtager værtsplantens rødder og trækker så megen næring fra værtsplanten, at denne må kæmpe for at overleve.

Det er utroligt, at et helt stort træ skal leve af næring, der var tiltænkt blot et græs. Men OK, Kans græs bliver så også op til 3 meter højt.

 

I den nordlige del af Indien op mod Nepal og Himalaya er Kans græs-arealer i øvrigt et vigtigt levested for det stærkt udryddelsestruede indiske næsehorn.

 

Sandaltræerne kan blive meget gamle, op til 100 år. Når de fældes, for at man kan udtrække deres eftertragtede velduftende olie, er de som regel mellem 30 og 60 år. 

 

Tidligere lod man blot de fældede stammer blive liggende på jorden, så naturen kunne gå sin gang. Så kom nemlig de hvide termitter og gik til angreb på barken og det bløde splintræ – den yderste og saftførende del af træstammens ved - og få måneder efter var kun det næsten rent strippede  hårde kerneved tilbage. 

 

I dag anvendes naturligvis maskiner. Kernetræet flises og formales til pulver, så olien til sidst kan udtrækkes ved hjælp af dampdestillation.

 

Det botaniske navn, Santalum, stammer sandsynligvis fra Sanskrit-ordet candráh, som betyder skinnende hvidt.

 

Den ældste omtale af sandeltræ går tilbage til det femte århundrede f.Kr. og findes i en kommentar til Vedaerne – de hellige skrifter, i det antikke Indien.

 

Da termitter ikke var i stand til at ødelægge det inderste, hårde og aromatiske kerneved, er træet i Indien altid blevet betragtet som et beskyttende træ, hvis duft driver onde ånder ud. Træet var dedikeret til guden Shiva og blev brugt til bygning af templer og til at fremstille gudestatuer.

Jeg tvivler nu på, om netop denne statue er skåret i sandeltræ. Men prøv at se kæderne af træperler. De ligner de træperler, der sidder i mit eget træperle-armbånd købt for et par kr. i Kina. Og jeg mener, det er ægte sandeltræ.

Ifølge den hinduistiske tro hjælper sandeltræ til med at opnå en højere reinkarnation. Derfor blev afdøde herskere balsameret med denne olie, og stadig i dag føjes sandeltræ til begravelsespyrerne hos rige indere. 

Begravelsespyrer er de ligbrændingsbål, som man finder f.eks. på Manikarnika ghat, på hindi  मणिकर्णिका घाट, i dødebyen Varanasi ved bredden af Ganges. Ghat er de store, hellige trappetrin, hvor man hver nat kremerer hundredvis af døde.

 

 

I stor stil fremstilles røgelsespinde af sandeltræ.

Ifølge en indisk legende er sandeltræ altid omgivet af slanger, som troldbindes af den søde duft. Desuden menes sandeltræspulver at neutralisere slange- og skorpiongift.

Det var arabiske læger, der bragte sandeltræ til Europa i middelalderen, hvor det først dukkede op på italienske apoteker i det 15.  århundrede.

 En tysk læge, botaniker og naturforsker nævner sandeltræ i sin  bog Kreuterbuch, udgivet i 1557.

Han beskrev, hvordan sandeltræ kunne styrke hjerte, mave og lever, rense blodet og bekæmpe tørst og varme (feber?).

I midten af 1800-tallet behandlede lægerne gonorésyge med sandeltræ.

I dag forbindes sandeltræ ofte med Ayurvedisk medicin, yoga og aromaterapi.   

Ayurveda er en 5000 år gammelt indisk filosofi om det hele menneske. I ayurveda ser man på hele mennesket og indenfor ayurvedisk medicin ser man på sundhed i det daglige liv frem for helbredelse. 

Indenfor ayurveda-medicin får man guidelines til, hvordan man skal leve, og hvad man skal spise for at opnå samhørighed mellem ens omgivelser, krop, sind og ånd.

I aromaterapi menes sandeltræets duft at kunne berolige, frigøre spændinger og genoprette indre fred.

I yoga er sandeltræ knyttet  til rodchakraet - vores første chakra, som er afgørende for vores velbefindende og måde at være i livet på – og træet formodes at vække kundalini-slangen – dvs. have en effekt som elskovsmiddel.

 

Og hvis jeg skal afslutte dette afsnit om sandeltræ  på et noget mere jævnt og knap så spirituelt plan, knap så forførende, ja, så finder du mange after shaves, der indeholder duften af sandeltræ – og det røde sandeltræ, som ikke menes at have nogen medicinsk effekt, tilsættes ofte til te – blot for at få et strejf af farve  :-)

Men nu er mit blogindlæg igen blevet så langt, at jeg vælger at stoppe. 

Så alt det (spændende), jeg har skrevet om safflor, alkanna og ratania - og de sidespor, jeg her kommer ind på - det må du vente med at læse, til jeg får lagt denne sidste halvdel af blogindlægget "Om plantefarvning 2" op på en ny blogside. 

Så får du også lige en læsepause :-)

Den sidste halvdel bliver mere personlig, så jeg håber, du hænger på, også hvis du synes, at denne første del har været lidt blodfattig.