Om Pedro I og Maria Leopoldina

Pedro I af Brasilien mødte vi i mit indlæg om von Langsdorff i Brasilien. 

Inden han blev kejser af Brasilien, besøgte han sammen med sin hustru, Maria Leopoldina,  Langsdorff på Langsdorffs  fazenda Mariocca. 

Umiddelbart fik jeg et godt indtryk af dom Pedro. Men da jeg stiftede nærmere bekendtskab med ægteparret, blegnede billedet af dom Pedro. Jeg læste ham nu som en sølle ægtemand og en svag regent, hvorimod min agtelse for  Maria Leopoldina steg. Ved afslutningen af mit blogindlæg er jeg lidt ambivalent i forhold til kejser Pedro l - i hvert fald i forhold til hans rolle som regent.

Dette indlæg skal handle om ægteparret Pedro og Maria Leopoldina.

Så må læseren danne sine egne meninger.

Dom Pedro blev født i 1798. 

Pedros forældres ægteskab var ulykkeligt. Moderen var datter af den spanske konge Carlota Joaquina og søgte altid at fremme Spaniens interesser, selv til skade for Portugals. Efter sigende var hun sin mand utro, og hun gik så langt som til at planlægge hans fald i samarbejde med utilfredse portugisiske adelsmænd. 

Fra 1802 levede forældrene adskilt på hver sit palads, og Pedro og hans søskende boede på et tredje palads hos deres farmor, Dronning Maria, i Queluz-paladset i Sintra uden for Lissabon, og de så kun forældrene ved officielle lejligheder. 

Det fantastiske Queluz-paladset i Sintra uden for Lissabon,
som vi ikke nåede at besøge,
da vi var på påskeferie i Lissabon for nogle år siden

Tronsalen

Pedro havde ikke noget nært forhold til sin far, men endnu mindre til sin mor. Han tog skarpt afstand fra hende og kaldte hende en tæve pga. hendes uægteskabelige forhold.

At han selv senere fik uendelig mange sidespring og endda varige forhold var noget andet. Hvad der var almindeligt accepteret for mænd, var absolut no go for gifte kvinder.

Fra 1799 tjente faderen Juan Vl som prins-regent på grund af sin mor, Dronning Marias psykiske sygdom. 

I november 1807 under Napoleonskrigene invaderede den franske general Junot Portugal. Det portugisiske hof havde netop nået at indskibe sig til Rio, Brasilien, dagen inden franskmændene indtog Lissabon. Brasilien var Portugals største og rigeste koloni.

Pedro var på det tidspunkt 9 år.

Pedro fik den brede uddannelse, som var typisk for en ung adelsmand.  Sprog, matematik, politisk økonomi, logik, historie og geografi.  

 Han havde smag for musik, og han blev en dygtig komponist. Senere i livet komponerede han  Brasiliens uafhængighedshymne. Han havde en god sangstemme og var dygtig til flere musikinstrumenter (inklusive klaver , fløjte og guitar), og han spillede populære sange og danse. 

En brasiliansk historiker Octávio Tarquínio de Sousa skrev, at Pedro "uden skyggen af ​​tvivl var intelligent, kvik og skarpsindig."  En anden historiker Roderick J. Barman, tilknyttet University of British Columbia, skrev i sin bog, História dos Fundadores do Império do Brasil (Historien om grundlæggerne af Brasiliens imperium) fra 1957, at Pedro af natur var "for sprudlende, for uberegnelig og for følelsesladet" Han forblev impulsiv og lærte aldrig at udøve selvkontrol eller at vurdere konsekvenserne af sine beslutninger og tilpasse sig ændringer i situationer."  

Hans far tillod aldrig nogen at disciplinere ham.

Skoleundervisningen interesserede ikke Pedro. Ofte sendte han sine lærere bort og drog ud i det fri. Senere i livet afsatte han dog dagligt to timer til læsning.

Det, han kunne lide som ung, var fysiske aktiviteter.

På sin fars gård i Santa Cruz trænede Pedro utæmmede heste og blev en god rytter og en fremragende beslagsmand. Han og hans bror Miguel nød beredne jagter over ukendt jord, gennem skove og endda om natten eller i dårligt vejr.  

Skønt han var prins og havde en typisk adelig opvækst,  var Pedro en simpel mand, både i vaner og i omgang med andre. Bortset fra ved højtidelige lejligheder, hvor han iførte sig hofklædning, bestod hans daglige påklædning af hvide bomuldsbukser, stribet bomuldsjakke og en bredskygget stråhat, eller en frakke og en tophue i mere formelle situationer. Han tog sig ofte tid til at tale med folk på gaden.

Han var ivrig -  kortluntet - med tendens til at være dominerende. Han kedede sig let, og ud over sine jagt- og rideaktiviteter underholdt sig med dalliancer.  Dalliancer - ja det ord findes faktisk på dansk og betyder en tilfældig romantisk affære.

 Han søgte eventyr, og nogle gange, forklædt som rejsende, besøgte han værtshuse i mere betændte områder i Rio.  Han drak dog sjældent alkohol.

Han var en uforbederlig kvindebedårer. Hans tidligste kendte varige affære var med en fransk danserinde ved navn Noémi Thierry, som fik et dødfødt barn med ham. Pedros far sendte Thierry væk for at undgå at bringe prinsens trolovelse til ærkehertuginde Maria Leopoldina, datter af kejser Frans I af Østrig, i fare.

Den 24. september 1816 meddelte  Dom Pedro de Alcantara kejser Frans I, at han ønskede at tage en habsburgsk ærkehertuginde som sin hustru, og i Østrig blev det besluttet, at det var  Maria Leopoldinas "tur til at blive hustru".

I 1810 var hendes søster Marie Louise af Østrig blevet gift med Napoleon Bonaparte - dog under tvang fra Napoleons side og til moderens store sorg.

Det var prins Klemens von Metternich, der  foreslog, at det skulle være Maria Leopoldina.  Metternich var Østrigs udenrigsminister - senere kansler - og det var ham, der  underskrev Fontainebleau-traktaten , der sendte Napoleon i eksil og senere ledede den østrigske delegation ved Wienerkongressen. 

Napoleon med prins Metternich

ved møde i Dresden den 26. juni 1813

Den portugisiske Markis af ​​Marialva spillede en enorm rolle i bryllupsforhandlingerne. Han afgav en garanti for, at den portugisiske kongefamilie var fast besluttet på at vende tilbage til kontinentet, så snart Brasilien viste, at landet helt sikkert havde "undsluppet flammerne fra uafhængighedskrigene, der var på vej frem i de spanske kolonier", og dermed blev østrigsk samtykke til ægteskab sikret.

29. november 1816 blev kontrakten underskrevet i Wien. 

 Maria Leopoldina glædede sig til ægteskabet. 

"The portrait of the prince still sends me half-crazy ... He is as handsome as Adonis," skrev hun i sin dagbog, og hun gik straks i gang med at  studere sit fremtidige hjems historie og geografi og lærte portugisisk.

Det var en magtfuld familie, Pedro fik sig knyttet til.  Gennem begge forældre nedstammede Maria Leopoldina fra huset Habsburg-Lorraine - et af de ældste og mest magtfulde dynastier i Europa, som regerede over Østrig fra 1282 til 1918 (og andre områder) og var det ældste regerende kongehus i Europa på tidspunktet for Maria Leopoldinas fødsel -  og fra huset Bourbon - et kongeligt dynasti, der på tidspunktet for hendes fødsel regerede over Spanien, Napoli , Sicilien og Parma. 

 Årene forud for indgåelsen af ægteskabskontrakten med portugisiske Pedro havde dog budt på adskillige nederlag.

Marias far kaldes Frans II og I. Han var den sidste hellige romerske kejser som Frans II 1792 til 1806, og den første kejser af Østrig som Frans I fra 1804 til 1835. Han var også Konge af Ungarn , Kroatien og Bøhmen og fungerede som den første præsident for det tyske forbund efter dets oprettelse i 1815.

 Den østrigske kejser-- og kongefamilie 1805.
Maria Leopoldina sidder yderst til højre.

Kejser Frans begyndte sin regeringstid, mens de franske revolutionskrige og Napoleonskrigene stod på.  Han følte sig truet af Napoleons retorik om frihed og lighed i Europa og gik ind i revolutionskrigene mod Frankrig. Østrig blev slået af Napoleon, og ved Traktaten i Campo Formio måtte Frans afstå området vest for Rhinen til Frankrig i bytte for Republikken Venedig og Dalmatien. Han kæmpede igen mod Frankrig under den tredje koalition, men efter at være blevet slået i Slaget ved Austerlitz i 1805, måtte han indgå Freden i Pressburg, som opløste Det Tysk-romerske Rige efter godt tusind års eksistens. 

Så fik vi endnu engang Napoleon på banen. Det sker hver gang man beskæftiger sig med noget i Europa i starten af 1800-tallet.

I 1809 angreb kejser Frans igen Frankrig i håbet om at drage fordel af den konflikt, som Napoleon var involveret i i Spanien. Han blev igen slået, og blev nu tvunget til at alliere sig med Napoleon, afstå territorium, slutte sig til Napoleons fastlandsspærring og gifte sin datter Marie Louise med Napoleon. I realiteten blev han gjort til en vasal under kejseren af Frankrig. 

For kejser Frans var det en god handel nu at knytte bindende aftaler med Portugal.

Den 13. maj 1817 blev der så indgået ægteskab mellem  Dom Pedro af Braganza, kronprins af De Forenede Kongerige Kongeriget Portugal, Algarve og Brasilien og Caroline Josepha Leopoldine Franziska Ferdinanda af Habsburg-Lorraine, Ærkehertuginde af Østrig, datter af Frans l, konge over Østrig, tidligere kejser over Det Tysk-romerske rige og dennes anden hustru Maria Theresa af Napoli og Sicilien.  

Af Maria Leopoldinas dåbsattest fremgår det, at navnet Maria ikke indgik. Det navn tog hun selv i forbindelse med sit bryllup, sandsynligvis på grund af hendes store hengivenhed for Jomfru Maria og for at påberåbe sig hendes beskyttelse, og også fordi alle hendes svigerinder brugte dette navn.

Men det var et specielt bryllup. Det fandt sted i det kejserlige kapel i Wienerpaladset, men  det blev fejret  by proxy / per procuram (ved stedfortræder / ved fuldmagt). Brudgommen var 10.000 kilometer væk i det tropiske Rio de Janeiro og var repræsenteret ved ceremonien af ​​Maria Leopoldinas onkel, ærkehertug Charles.

Før brylluppet sejlede to østrigske fregatter, Østrig og Augusta til Rio de Janeiro med møbler og dekorationer til den nyligt ooprettede østrigske ambassade dér.

En farvegravering, der viser de to skibe  Østrig og Augusta.

Ombord var også udstyr til en videnskabelig ekspedition. 

I forbindelse med Maria Leopoldines bryllup med Dom Pedro havde hendes far nemlig besluttet at sende en ekspedition, Den østrigske mission 1817-1821, til Brasilien. Formålet med ekspeditionen var at indsamle værdifuldt træ, dyr, mineraler og planter og sende det hele til Europa. I Wien blev der indrettet et "Brasilarium", hvor tingene skulle fremvises.

Maria Leopoldinas bryllup gav således anledning til et af de store videnskabelige eventyr i det 19. århundrede.

Maria Leopoldina rejste fra Wien til Firenze den 2. juni 1817, hvor hun afventede yderligere instrukser fra det portugisiske hof. Den 13. august 1817 kunne  Maria Leopoldina endelig påbegynde sin rejse fra Livorno, Italien, med den portugisiske flåde bestående af skibene D. João VI og São Sebastião . Med sin bagage og et stort følge stod hun over for 86 dages krydsning af Atlanterhavet. Fyrre kasser på højde med en mand indeholdt hendes tøj, bøger, samlinger og gaver til den fremtidige familie. Hun medbragte også en imponerende husstand: hofdamer, en kammerpige, en butler, seks tjenere, fire pager, seks ungarske adelsmænd, seks østrigske vagter, seks kammerherrer, en almoner ( en kapellan eller kirkebetjent, der oprindeligt stod for at uddele penge til de  fattige), en kapellan, en privatsekretær, en læge, en mineralog og hendes malerlærer. 

Sammen med  Maria Leopoldina var også læge og botaniker  Carl Friedrich Phillip von Martius og zoolog Johann Baptist von Spix, de to tyskere, jeg omtalte i forrige blogindlæg. Derudover bestod den østrigske mission af bl.a. Johann Christof Mikan, en botaniker og entomolog; Johann Emanuel Pohl, læge, mineralog og botaniker; Johann Buchberger, floramaler; Johann Natterer, zoolog; Thomas Ender, maler; Heinrich Schott, gartner; og den italienske naturforsker Giuseppe Raddi , som sammen havde til formål at indsamle eksemplarer og lave illustrationer af mennesker og landskaber til et museum, der skulle stiftes i Wien.

Den 5. november 1817 ankom Maria Leopoldina til Rio de Janeiro, hvor hun endelig mødte sin mand og hans familie.  Bryllupsmessen, med ratificeringen af ​​de løfter, der tidligere blev afgivet ved fuldmagt, fandt sted den følgende dag  i Capela Real i Rio de Janeiro-katedralen under stor  festivitas over hele byen. 

Ærkehertuginde Maria Leopoldinas landgang i Rio de Janeiro 
den 5. november 1817 af Jean-Baptiste Debret 

Modtagelse af ærkehertuginde Maria Leopoldina af Dom Pedro, kongefamilien og hoffet den 5. november 1817 af Jean-Baptiste Debret

Ved hendes ankomst overraskede Maria Leopoldinas fysiske udseende den portugisiske kongefamilie, som forventede en smuk ærkehertuginde. I stedet var hun overvægtig, dog med et smukt ansigt.

Måske det var dette maleri af Maria Leopoldina,
der havde skabt forventninger om en yndig Maria.
Her ser hun da både slank og yndig ud.

Eller dette?

Allegori over brylluppet
Her ser Pedro da også selv noget pluskæbet ud. Så behøvede han at være så kritisk over for Maria Leopoldina? - Skønt - jeg må jo medgive, at hun her skildres en del anderledes end på de to ungdomsmalerier ovenfor.

"Hans gode udseende,"  har den amerikanske historiker Neill Macaulay skrevet, "skyldtes meget hans holdning, stolt og oprejst selv i en akavet alder, og hans pleje, som var upåklagelig. Sædvanligvis pæn og ren. Han havde taget den brasilianske skik til sig. at bade ofte." 

I første omgang fremstod den portugisiske kongelige prins for sin et år ældre  hustru som en perfekt, veluddannet herre, men virkeligheden var meget anderledes.  Hans temperament var impulsivt og kolerisk og hans uddannelse beskeden. Selv talt kommunikation mellem det unge ægtepar viste sig vanskelig, da Pedro talte meget lidt fransk, og hans portugisisk kun kunne beskrives som vulgært.

Maria Leopoldina var særdeles veluddannet. Undervisningen af Maria Leopoldina og hendes søskende omfattede fag som læsning, skrivning, dans, tegning, maling, klaver, ridning, jagt, historie, geografi og musik; og i et avanceret modul matematik (aritmetik og geometri) , litteratur, fysik, sang og kunsthåndværk. Fra en tidlig alder viste Maria Leopoldina den største tilbøjelighed til de naturvidenskabelige discipliner, idet hun primært var interesseret i botanik og mineralogi. Ærkehertuginden arvede også vanen med at samle fra sin far: hun begyndte at samle mønter, planter, blomster, mineraler og skaller. 

Mellem oktober og december 1816 havde hun succes med hurtigt at lære det portugisiske sprog; i december talte ærkehertuginden allerede flydende med portugisiske diplomater og levede "omgivet af kort over Brasilien og bøger, der indeholdt historien om dette kongerige eller minder relateret til det". 

Sprogindlæring var en del af familiedannelsen, og Leopoldina blev en berygtet polyglot, der talte 7 sprog: hendes modersmål tysk, samt portugisisk, fransk, italiensk, engelsk, græsk og latin.

Leopoldina og hendes søskende blev taget med på hyppige besøg på museer, botaniske haver, fabrikker og landbrugsmarker. Og ikke sjældent deltog de i danse, optrådte i skuespil og spillede på instrumenter for et publikum, med det formål at vænne børnene til ceremonier og offentlig eksponering. De habsburgske ærkehertuger og ærkehertuginder blev opfordret til at deltage i teatret for at udvikle offentlige taleevner, større artikulation og talefærdigheder.

 Uddannelse af Maria Leopoldina  - og hendes søskende -  var baseret på deres bedstefar, kejser Leopold II's holdning, "at børn fra en tidlig alder burde inspireres til at have høje kvaliteter, såsom menneskelighed, medfølelse og ønsket om at gøre folk glade". 

Hendes bedstefars mantra havde været: 

"Undertryk ikke de fattige. Vær næstekærlig. Klag ikke over, hvad Gud har givet dig, men forbedr dine vaner. Vi skal stræbe oprigtigt efter at være gode".

Med en dyb kristen tro og en solid videnskabelig og kulturel baggrund  var ærkehertuginden fra en tidlig alder blevet forberedt til at være en ordentlig kongelig ægtefælle, og bedstefarens mantra kom til at præge Maria Leopoldina i hendes tid i Brasilien. Især kom hun nok til at ihukomme sig "klag ikke over, hvad Gud har givet dig", hvis man tænker på Pedro som Gudgivet.

Hendes biograf, historiker Paulo Rezzutti, lægger vægt på, at det i høj grad var  takket være hende, at Brasilien blev en nation. Ifølge ham omfavnede Dom Pedros hustru Brasilien som sit land, brasilianere som sit folk og uafhængighed som sin sag.

Rezzutti er i øjeblikket en af ​​de største og  bedst sælgende forfattere i Brasilien. Hans biografiske brasilianske historie er anbefalet til offentlige skoler af PNLD (National Textbook Plan)

I 2010 fandt han under dokumentarforskning til biografien om Marquesa de Santos i nogle historiske arkiver i New York 94 upublicerede breve fra kejser D. Pedro I til sin elskerinde Domitila de Castro do Canto e Melo , Marquesa de Santos. I 2011 udgav han værket Titília e o Demonão. Upublicerede breve fra D. Pedro I til Marquesa de Santos. 

Det unge ægtepar bosatte sig i seks relativt små værelser i paladset i São Cristóvão . Den indre gårdhave og stien til staldene var ikke asfalteret, og den tropiske nedbør forvandlede hurtigt alt til mudder. Der var insekter overalt, også i deres tøj, for uniformerne og hofregalierne lavet af fløjl og plys rådnede og blev mugne i varmen og fugtigheden.  

View of the palace in 1817
before the neoclassical intervention

Painting of the Imperial Palace (1835–1840)

São Cristóvão September 2018

Tyske Baron von Eschwege som var leder af det kongelige kontor for mineralogi i Rio og senere intendant for guldminerne i Minas Gerais, skrev hjem til en ven i Wien: "Apropos kronprinsen, han ikke er uden naturlig intelligens, men mangler formel uddannelse. Han er opvokset blandt heste, og prinsessen vil før eller siden indse, at han ikke er i stand til at sameksistere i harmoni. Desuden er hoffet i Rio meget kedeligt og ubetydeligt, sammenlignet med hoffene i Europa".

I et palæ lige ved siden af kom Pedros foretrukne elskerinde til at bo.

Læs mere om paladset her

Marias svigerfar var tilsyneladende glad for Maria.

Med hendes særlige interesse for naturhistorie overtalte hun ham hurtigt til at oprette Royal Museum (det nu Brasiliens Nationalmuseum). Bare et par måneder efter hendes ankomst til Brasilien, blev også oprettet det første brasilianske naturhistoriske museum, som fremmede videnskabsmænd til at udforske Brasilien.

I juni 1818 blev Maria Leopoldina gravid, og hendes første barn, Maria da Glória, blev født efter en vanskelig fødsel den 4. april 1819. Hendes næste graviditet endte med en abort i november 1819, og den 26. april 1820 fik hun sin anden abort; barnet, en søn, blev navngivet Miguel til ære for sin onkel og døde næsten øjeblikkeligt. Disse mislykkede graviditeter havde en dyb indvirkning på Maria Leopoldina, som, bevidst om sin primære pligt til at producere en arving til huset Bragança, blev deprimeret og trak sig tilbage fra samfundet for en tid. Hendes første levende søn, João Carlos, Prins af Beira, blev født den 6. marts 1821 til glæde for hoffet og folket, men døde den 4. februar 1822 blot 11 måneder gammel. Hendes næste tre graviditeter resulterede i tre døtre, Januária (født 11. marts 1822), Paula (født 17. februar 1823) og Francisca (født 2. august 1824) indtil fødslen af ​​den længe håbede søn og arving, den fremtidige kejser Dom Pedro II, den 2. december 1825.

Pedro og Maria Leopoldina fik 4 smukke døtre.

Det pæneste billede, jeg fandt
af den senere kejser Pedro ll som 4-årig

Pedro fik ud over børnene med Maria Leopoldina 1 barn med sin anden hustru,  3 børn med elskerinden Domitila, Marchioness of Santos og mindst to yderligere to iligitime børn med andre elskerinder. Marchioness er en engelsk betegnelse for en enke efter en Marchess, og en Marchess var en adelsrang over earl og under duke - jarl og hertug.

Dvs. sådan står at læse på wikipedia. 

En anden hjemmeside fortæller dog om betydeligt flere illegitime børn og giver et næsten skrækindjagende billede af Pedro. 

Over 30  elskerinder opregner de med navns nævnelse, og så har de ikke engang taget de elskerinder med, som Pedro havde før ægteskabet med Maria Leopoldina.

Koner til adelige og rige, kendte forretningsmænd, til en af hans ministre blandet med prostituerede, slavepiger, skuespillerinder, yndlingselskerinden  Domitila de Castros ældre søster,  Grevinde af Avillez, hustru til den portugisiske general Jorge de Avilez og  Madame Adele Bonpland, som var hustru til naturforskeren Aimé Bonpland, Alexander von Humboldts rejsekammerat og ven. Selv en nonne fik han et barn med.

Smukke unge kvinder

Søster Ana Augusta Peregrino Faleiro Toste 

Aldersmæssigt skilte nogen sig dog ud - især yndlingselskerinden  Domitila de Castros ældre søster

Grevinde af Avillez
hustru til den portugisiske general Jorge de Avilez 
Madame Saisset
hustru til den franske kjolemager Clémence Saisset
Maria Benedita de Castro,  Domitilas ældre søster.

Se hele rækken af elskerinder her,  hvis ellers det har nogen interesse. Hjemmesiden kræver,  at jeg henviser til, hvor jeg har informationerne fra.

Skønt de sidste franske tropper blev fordrevet fra Portugal i 1812, forblev hoffet i Brasilien. 

I 1815 blev Brasiliens status ændret fra koloni til kongedømme. Brasilien blev en del af Det Forenede Kongerige Portugal, Brasilien og Algarves 

I 1816 døde Maria, den formelle dronning over Portugal, og Juan Vl overtog nu også formelt tronen. 

Den 17. oktober 1820 kom der nyheder om, at de militære garnisoner i Portugal havde gjort mytteri, hvilket førte til det, der blev kendt som den liberale revolution i 1820 . Militæret dannede en foreløbig regering, fortrængte det regentskab, som John VI havde udpeget, og indkaldte Cortes - det århundreder gamle portugisiske parlament, denne gang demokratisk valgt med det formål at skabe en national forfatning.

Pedro blev overrasket, da hans far ikke kun bad om hans råd, men også overvejede at sende ham til Portugal for at fungere som regent på hans vegne og for at formilde de revolutionære. 

Prinsen var aldrig blevet uddannet til at regere og havde tidligere end ikke fået lov til at deltage i statsanliggender. Den rolle, der var hans ved førstefødselsret, blev i stedet udfyldt af hans ældre søster Dona Maria Teresa. John VI havde stolet på hende for at få råd, og det var hende, der havde fået medlemskab af statsrådet. 

Pedro blev betragtet med mistænksomhed af sin far, og også alle kongens nære rådgivere, som alle holdt fast ved principperne om absolut monarki, nærede mistillid til Pedro, som var en velkendt, trofast tilhænger af liberalisme og forfatningsmæssigt repræsentativt monarki.

Selv hans kone, Maria Leopoldina, som datter af den meget meget konservative og monarksitiske Franz l, var betænkelig og udtalte: "Min mand, Gud hjælpe os, elsker de nye ideer." 

Juan VI udsatte imidlertid Pedros afgang så længe som muligt af frygt for, at når han først var i Portugal, ville han blive hyldet som konge af de revolutionære, og det endte med ikke at blive noget af at sende ham til Portugal.

Den 26. februar 1821 gjorde portugisiske tropper stationeret i Rio de Janeiro mytteri. Hverken John VI eller hans regering tog noget skridt mod de oprørske enheder. Pedro besluttede at handle på egen hånd og red ud for at møde oprørerne. Han forhandlede med dem og overbeviste sin far om at acceptere deres krav, som omfattede at navngive et nyt kabinet og aflægge en ed om lydighed til den kommende portugisiske forfatning . 

Pedro aflægger i sin fars navn en ed om at lyde den portugisiske forfatning den 26. februar 1821. Han kan ses midt på balkonen, hvor han løfter hatten.

Så måske Pedro alligevel var lidt mere handlekraftig end jeg forventede.

 Nu forlangte  Cortes, at kong Juan Vl og hans familie skulle vende tilbage til Portugal.  26. april 1821 afsejlede en eskadron på 11 skibe med kong Juan VI, hoffet, kongehuset og det kongelige skatkammer med kurs mod kontinentet  for at indtage tronen i det egentlige hovedland. Kun Dom Pedro forblev i Brasilien som prinsregent. 

Det følgende bliver lidt indviklet. Men da det siger en del om Pedro og Maria Leopoldina, synes jeg, det skal med. Jeg forsøger at udrede trådene.

For også i Brasilien var der uro. Nogle ønskede ændringer - en mere liberal forfatning, andre ønskede at bevare de stærke bånd til Portugal med den dertilhørende  strenge forfatning.

Dom Pedro, uden nogen politisk erfaring overhovedet, var ude af stand til at navigere i kaosset og bad konstant sin far om at løslade ham fra regentskabet og lade ham og hans familie vende tilbage til Portugal. I september 1821, seks måneder efter kong John VI's afgang skrev han: "Jeg beder Deres Majestæt meget indtrængende om at befri mig fra denne besværlige opgave". 

Situationen var domineret af de portugisiske tropper under anarkiske forhold. Modstanden mellem portugisere og brasilianere blev mere og mere tydelig. 

I  begyndelsen af ​​sit regentskab udstedte Pedro dekreter, der garanterede personlige rettigheder og ejendomsrettigheder. Han reducerede de offentlige udgifter og skatter. Selv nogle revolutionære, der tidligere var arresteret, blev sat fri. Den 5. juni 1821 gjorde hærtropper under den portugisiske generalløjtnant Jorge Avilez (senere greve af Avilez) mytteri og krævede, at Pedro skulle aflægge ed på at opretholde den portugisiske forfatning. Prinsen red alene ud for at gribe ind over for mytteristerne. Han forhandlede roligt og ressourcestærkt, vandt troppernes respekt og lykkedes med at reducere virkningen af ​​deres mere uacceptable krav. Mytteriet var i realiteten et militærkup, der forsøgte at gøre Pedro til en ren galionsfigur og overføre magten til Avilez.  Pedro accepterede det utilfredsstillende resultat, men han advarede også om, at det var sidste gang, han ville give efter under pres. 

Det var Alvez' hustru, Pedro i 1820 havde  et forhold til. Altså ret kort før dette forsøg på statskup ledet af Alvez.

Maria Antoinette, der var blevet halshugget under den franske revolution, var Maria Leopoldonas tante, og Maria Leopoldona havde altid frygtet en revolution. Men nu stillede hun sig aktivt på brasilianernes side.

Hun  begyndte i flere breve skrevet til sine venner i Europa at skelne mellem portugisere og brasilianere, hvilket gjorde det klart, hvad hun mente om portugisisk herredømme over kolonien.  Det kan tydeligt ses i Maria Leopoldinas korrespondance, at hun varmt gik ind for det brasilianske folks sag og kom til at ønske landets uafhængighed. Noget der efterfølgende gjorde hende højt elsket af brasilianerne. Hun var næsten en tidlig Eva Peron, kan det virke som om.

I slutningen af ​​1821 gjorde et brev fra Maria Leopoldina til hendes sekretær Schäffer det klart, at hun var mere bestemt af Brasilien og af brasilianerne end Dom Pedro. Hun var overbevist om, at det var altafgørende, at Pedro og hun blev i Brasilien og gik imod  krav fra den portugisiske domstol, og hun forsøgte at overbevise Pedro om, at opretholdelse af Brasiliens territoriale integritet kun var mulig, hvis de begge blev der. 

I Rio de Janeiro krævede tusindvis af underskrifter, at regenterne blev i Brasilien, og endelig den 9. januar 1822 erklærede Dom Pedro højtideligt: ​​"Fico!" ( Jeg bliver ).

To dage senere vakte prinsregentens beslutning om at forblive i Brasilien raseri blandt Cortes (de valgte parlamentariske repræsentanter for det brasilianske folk), der ønskede, at hele den kongelige familie forlod landet, hvorefter Brasilien ville være blevet delt op i separate regioner. Regeringskontorer og bygninger blev brændt - en revolution brød ud. 

Dom Pedro og Maria Leopoldina var i teatret i det øjeblik. Mens han red ud med sine tropper mod Cortes , gik Maria Leopoldina ind på scenen og annoncerede: "Forbliv rolig, min mand har alt under kontrol!". Med denne meddelelse ,som blev mødt med jubel, stillede hun sig åbent på det brasilianske folks side. 

Maria Leopoldina vidste dog, at hendes liv var i fare. Hun skyndte sig tilbage til Boa Vista. Da hun var gravid i syv måneder på det tidspunkt, tog hun begge sine børn, 3-årige Maria da Glória og 11 måneder gamle João-Carlos, op i en vogn og flygtede med dem til Santa Cruz på en farefuld tolv timers rejse.  Den politiske situation faldt hurtigt til ro, og hun var i stand til at vende tilbage med sine børn til Boa Vista. Den unge prins João Carlos kom sig dog aldrig over belastningen og døde den 4. februar 1822. 

Den 15. februar 1822 forlod de portugisiske tropper Rio de Janeiro, og deres afgang repræsenterede opløsningen af båndene mellem Brasilien og hovedlandet. Dom Pedro blev triumferende modtaget i Minas Gerais.

I løbet af de næste par måneder forsøgte Pedro at bevare en antydning af enhed med Portugal, men det endelige brud var nært forestående. Hjulpet af en dygtig minister, José Bonifácio de Andrada , søgte han efter støtte uden for Rio de Janeiro. Prinsen rejste til Minas Gerais i april og videre til São Paulo i august. 

Brasilianerne var allerede klar over, at Portugal havde til hensigt at kalde Dom Pedro tilbage og degradere Brasilien igen til status af en simpel koloni snarere end et kongerige forenet med det Portugal. Der var frygt for, at en borgerkrig ville adskille provinsen São Paulo fra resten af Brasilien.

Men Pedro  blev budt varmt velkommen i begge brasilianske provinser, og besøgene styrkede hans autoritet.   I São Paulo modtog han nyheder sendt den 7. september om, at Cortes ikke ville acceptere selvstyre i Brasilien og ville straffe alle, der ikke adlød dets ordrer.  "Aldrig en til at unddrage sig den mest dramatiske handling på den umiddelbare impuls", skrev Barman om prinsen, han "krævede ikke mere tid til beslutningen end læsningen af ​​brevene krævede."  Pedro steg op på sin bay hoppe og sagde foran sit følge og sin æresvagt: "Venner, den portugisiske Cortes ønskede at slavebinde og forfølge os. Fra i dag er vores bånd afsluttet. Ved mit blod , ved min ære, ved min Gud, sværger jeg at skabe Brasiliens uafhængighed. Brasilianere, lad vores kodeord fra i dag være 'Uafhængighed eller Død! '

Teatralske ord fra den impulsive - men også ind imellem tidligere ret vægelsindede - regent.

Men Maria Leopoldina havde også en finger med i spillet.

 Da hendes mand rejste til São Paulo i august 1822 , blev Maria Leopoldina udnævnt til hans officielle repræsentant, det vil sige som regent i hans fravær. Hendes status blev bekræftet med et indsættelsesdokument dateret 13. august 1822, hvor Dom Pedro udnævnte hende til chef for statsrådet og fungerende prinsesse-regent af Kongeriget Brasilien, hvilket gav hende fuld autoritet til at træffe alle nødvendige politiske beslutninger under hans fravær. Og hendes hendes indflydelse i selvstændighedsprocessen blev stor.

Sessão do Conselho de Estado. maleriet viser Maria Leopoldina, der agerer som regent for Kongeriget Brasilien på vegne af sin mand Prins Dom Pedro under et møde med Ministerrådet, 2. september 1822.
José Bonifácio ses tale med Prinsesse Royal.

Prinsesse-regenten modtog et nyt dekret med krav fra Lissabon, og uden tid til at vente på Dom Pedros tilbagevenden mødtes Maria Leopoldina med statsrådet om morgenen den 2. september 1822, og i sin egenskab af   midlertidig regeringschef  underskrev hun uafhængighedsdekretet, der erklærede Brasilien adskilt fra Portugal.

Så i virkeligheden var det hende, der erklærede Brasilien uafhængigt!

Maria Leopoldina sendte Dom Pedro et brev, sammen med et andet brev fra José Bonifácio, samt kommentarer fra Portugal, der kritiserer hendes mands og kong John VIs handlinger. I sit brev til sin mand foreslår prinsesse-regenten sin mand at proklamere Brasiliens uafhængighed med advarslen: "Frugten er moden, tag den op, ellers rådner den" (O pomo está maduro, colha-o já , senão apodrece).

Hun indledte sit brev: "Du er nødt til at komme tilbage så hurtigt som muligt. Vær overbevist om, at det ikke kun er kærligheden, der får mig til at ønske din umiddelbare tilstedeværelse mere end nogensinde, men de omstændigheder, som det elskede Brasilien er under. Kun din tilstedeværelse, en masse energi og stringens kan redde dig fra ruin."

Mens hun afventede sin mands tilbagevenden, tegnede Maria Leopoldina, Brasiliens flag, hvor hun blandede det grønne fra huset Braganza og det gyldne gule fra huset Habsburg  - siger nogle kilder.  Andre siger, at det var den franske kunstner, Jean-Baptiste Debret , som malede flere portrætter og begivenheder i den kongelige familie, designede flaget, hvor det grønne rektangel i Braganza repræsenterede skovene, og den gule rombe, farven fra Habsburg-Lorraine dynastiet, repræsenterede guldet.

Brasiliens flag 1822 - 1870

Kort efter  - den 12. oktober  på sin 24 års fødselsdag blev Pedro hyldet som kejser - samtidig med indstiftelsen  af ​​det brasilianske imperium den 12. oktober.

 Den 1. december blev han i  Rio de Janeiros gamle katedral kronet som Brasiliens konstitutionelle kejser og evige forsvarer. 

Ved samme ceremoni blev Maria Leopoldina hyldet som  Brasiliens første kejserindekonsort. På grund af Brasiliens status på det tidspunkt som eneste monarki i Sydamerika, var Maria Leopoldina den første kejserinde af den nye verden . 

    Kroningsceremonien af ​​Pedro I i det kejserlige kapel
 1. december 1822. Maria Leopoldina og hendes ældste barn Maria da Glória, Prinsesse Imperial (senere dronning Maria II af Portugal ) ses i boksen (øverst til venstre) under 

Kejser Pedro l's monogram

Det kejserlige Brasiliens våbenskjold, 1822-1831, under kejser Pedro I (Dom Pedro de Alcântara Francisco António João Carlos Xavier de Paula Miguel Rafael Joaquim José Gonzaga Pascoal Cipriano Serafim, Duque de Bragança)

Kejserinde Marias Leopoldinas våbenskjold

Pyha. Det var vist godt, jeg valgte overskriften Om Pedro og Maria Leopoldina og ikke kun Om Maria Leopoldina, for det blev lidt meget om ham.  Måske jeg endda skulle have tilføjet "og om Brasiliens uafhængighed", for der kommer nu mere om Pedro og den politiske situation i Brasilien.

 

Pedros magt strakte sig ikke umiddelbart over hele Brasiliens territorier. Han måtte tvinge flere provinser til at underkaste sig i de nordlige, nordøstlige og sydlige regioner, og de sidste portugisiske enheder overgav sig først i begyndelsen af ​​1824. I mellemtiden forværredes Pedro I's forhold til Bonifácio, hans tidligere så standhaftige allierede.

Krisen mellem monarken og hans tidligere minister kunne mærkes helt ind i den konstituerende og lovgivende generalforsamling, som var blevet valgt med det formål at udarbejde en forfatning. Bonifácio  påstod eksistensen af ​​en større portugisisk sammensværgelse mod brasilianske interesser - og insinuerede, at Pedro I, der var født i Portugal, var impliceret. Den 12. november 1823 beordrede Pedro I opløsningen af ​​den grundlovgivende forsamling. Den følgende dag satte han et nyoprettet indfødt statsråd til at udarbejde et forfatningsudkast. Kopier af udkastet blev sendt til alle byråd, og det store flertal stemte for dets øjeblikkelige vedtagelse som imperiets forfatning.

Forfatningen medførte en stærkt centraliseret stat, og oprørske elementer  i områderne Ceará , Paraíba og Pernambuco nord for Rio forsøgte at løsrive sig fra Brasilien og forene sig i det, der blev kendt som Ækvatorforbundet. Pedro I forsøgte uden held at undgå blodsudgydelser, men oprørerne var aldrig i stand til at sikre sig kontrol over deres provinser og blev let nedkæmpet. I slutningen af ​​1824 var oprøret forbi.  Seksten oprørere blev dømt og henrettet, mens alle andre blev benådet af kejseren. 

Efter lange forhandlinger underskrev Portugal en traktat med Brasilien den 29. august 1825, hvori det anerkendte brasiliansk uafhængighed.  Bortset fra anerkendelsen af ​​uafhængighed var traktatbestemmelserne for Brasiliens regning, herunder et krav om erstatning, der skulle betales til Portugal. Der skulle udbetales kompensation til alle portugisiske statsborgere med bopæl i Brasilien for de tab, de havde lidt, såsom ejendomme, der var blevet konfiskeret. John VI fik også ret til at underskrive sig selv som kejser af Brasilien.  Mere ydmygende var, at traktaten indebar, at uafhængighed var blevet givet som en velgørende handling fra Juan VI, snarere end at være blevet aftvunget af brasilianerne med magt. 

Endnu værre, Storbritannien blev belønnet for sin rolle i at fremme forhandlingerne med en separat traktat, hvori dets gunstige kommercielle rettigheder blev fornyet, og ved at Pedro måtte underskrive en konvention, hvor Brasilien gik med til at afskaffe slavehandel med Afrika inden for fire år. Begge aftaler var alvorligt skadelige for brasilianske økonomiske interesser.

Allegori over anerkendelsen af Brasiliens imperium og dets uafhængighed. Maleriet forestiller den britiske diplomat Sir Charles Stuart, der præsenterer sit troværdighedsbrev til kejser Pedro I, mens kejserinde Maria Leopoldina, prinsesse Maria da Glória og andre dignitærer ser på. Til højre, en bevinget figur, der repræsenterer historien og udskærer den store begivenhed på en stentavle.

Man skulle forvente, at Pedro var sin hustru taknemmelig for den støtte, hun ydede ham - og det var han måske også - men det afholdt ham ikke fra at pleje sin elskerinde.

I 1822 havde Pedro fået en ny elskerinde  Domitila de Castro. Hans forelskelse i hende "var både åbenlys og ubegrænset". Pedro knyttede Domitila til hoffet og installerede hende i et palads nabo til Boa Vista. Det gjorde livet for Maria Leopoldina vanskeligt. Pedro I blev mere og mere uhøflig og uvenlig over for Maria Leopoldina, efterlod hende uden mange midler, forbød hende at forlade paladset og tvang hende til at udholde Domitilas tilstedeværelse. 

Domitila søgte på alle måder at fremme egne interesser såvel som hendes families og venners. Dem, der søgte tjenester eller fremme af projekter, søgte i stigende grad hendes hjælp og gik uden om de normale, juridiske kanaler.

 Domitila ansatte nye tjenere i husstanden for at udspionere Leopoldina: Gav hun for mange almisser? Læste hun bøger, som kejseren havde forbudt hende? Talte hun fransk eller tysk med ambassadørerne? Denne undertrykkelse af Maria Leopoldina påvirkede også  børnene. Allerede i 1824 begyndte den dengang fem-årige førstefødte pige, Maria-Glória, at vise en række negative træk. 

Maria Leopoldina var ensom og ulykkelig, så det var kærkomment, da en kvinde  dukkede op ved hoffet, nemlig Maria Graham. 

Maria Graham kom til Boa Vista i september 1824. Hun var englænder og var en af sin tids førende kvindelige rejseskribenter. 

Maria Graham

Graham var på en måde strandet i Sydamerika i 1822, da hendes mand døde på sejladsen dertil.

I 1823 begyndte hun sin rejse tilbage til Storbritannien. Hun gjorde et stop i Brasilien og blev præsenteret for den nyudnævnte brasilianske kejser og hans familie. 

Maria Leopoldina havde indset, at hun desperat havde brug for en guvernante til datteren. Hun fandt den rette person til opgaven i Maria Graham. Maria Graham blev kronprinsesse Maria-Glórias guvernante og Maria Leopoldinas eneste ven. Hvordan det lykkedes at få Pedro med på ideen, kan måske undre, men det blev aftalt, at Graham skulle være lærer for den unge prinsesse.

 Graham fortsatte hjemrejsen til England, hvor hun  afleverede manuskripterne til to nye bøger om sine rejser i Chile og Brasilien, indsamlede passende undervisningsmateriale og derefter vendte tilbage til Brasilien i 1824. 

Hendes ophold i det kejserlige palads blev imidlertidig kortvarigt. Det varede kun til  oktober samme år, hvor hun blev bedt om at forlade hoffet. 

Først fik Graham en venlig modtagelse af Dom Pedro og fik fuld autoritet over opdragelsen af kronprinsesse Maria-Glória. Hun gjorde sig hurtigt klar over manglerne i barnets opdragelse: Maria-Glória havde ingen bordskik; hun bevægede sig fra sted til sted ved bordet og tog selv, hvad hun ville spise. Hun piskede slavebørn for sjov og fik dem til at danse i ring. Hun fik sit bad på gangen og fnisede af tjenernes drillende vittigheder, når de passerede. Hun snakkede højt uden at vente på at blive talt til og løb rundt i kirken under messen. Graham og Leopoldina udarbejdede en stram plan for at opdrage barnet. Selv hendes kostplan blev ændret - indtil da havde den femårige fået vin og kaffe til morgenmad!

I 7 år havde Maria Leopoldina savnet samtale og intellektuel udveksling i syv år. Nu blomstrede Leopoldina synligt op.  De to kvinder delte deres  store  interesse inden for naturvidenskab, og Leopoldina søgte enhver mulighed for at tale med denne uddannede kvinde. Deres forhold voksede hurtigt til et kærligt venskab. Men snart blev Graham afskediget af kejseren. 

Om det skyldtes hoffolkenes mistanke om Grahams motiver og metoder - hoffolkene syntes med nogen retfærdighed at have frygtet, at hun havde til hensigt at anglisere prinsessen -  eller det var pga. af de to kvinders nære venskab er uvist.

 "Desværre blev jeg tvunget til at råde denne fremragende kvinde til at tage af sted for hendes egen skyld", skrev Leopoldina til sin søster Marie Louise.

Stakkels Leopoldina.

Det antydes, at Maria Leopoldina og Graham blev mere end nære veninder. I Rio og i Salvador findes der lesbiske grupper,  som har valgt Dona Leopoldina som deres protektor på grund af hendes hjertelige forhold til Mary Graham. "Dona Leopoldina, en patrona de uma associação das amigas especiais".

I april 1825 erklærede en lille gruppe oprørere, støttet af de forenede provinser i Río de la Plata (det nuværende Argentina ) Brasiliens sydligste provins  Cisplatina for uafhængig  Den brasilianske regering opfattede først løsrivelsesforsøget som en mindre opstand . Det tog måneder, før en større trussel fra involveringen af ​​De Forenede Provinser, som forventede at annektere Cisplatina, vakte alvorlig bekymring. Som gengældelse erklærede Brasiien krig i december, hvilket udløste den cisplatinske krig. Kejseren rejste til Bahia- provinsen (beliggende i det nordøstlige Brasilien ) i februar 1826 og tog sin kone og datter Maria med. Kejseren blev hilst varmt velkommen af ​​indbyggerne i Bahia. Turen var planlagt for at skabe støtte til krigsindsatsen. 

Med det kejserlige følge fulgte også Domitila de Castro.

  

Pedro 26 år i 1826, på besøg i Bahia
 Maleriet af Maria Leopoldina er udateret, men hun ser betydelig yngre ud. Muligvis er hun her idylliseret.
Andre malerier er knap så smukke.

Pedro I og Maria Leopoldina besøger Casa Dos Expostos (nu Romão Duarte børnehjem) i Rio de Janeiro, 1826.

Fejring på São Francisco de Paula-pladsen, Rio de Janeiro by, for Pedro I's tilbagevenden fra Bahia, 4. april 1826

Pedros far, Kong  Juan VI af Portugal, døde den 10. marts 1826. Dom Pedro arvede derved den portugisiske trone som kong Pedro IV, mens han forblev kejser Pedro I af Brasilien og Maria Leopoldina blev således både kejserindekonsort af Brasilien og dronningegemal af Portugal. 

Men da Pedro  var klar over, at en genforening af Brasilien og Portugal ville være uacceptabel for befolkningen i begge nationer, abdicerede han mindre end to måneder senere, den 2. maj, fra Portugals krone til fordel for deres ældste datter Maria da Glória, som blev Dronning Dona Maria II.

Kejserens skandaløse forhold til Domitila de Castro Canto e Melo, marchionessen af Santos, den offentlige anerkendelse af deres uægte datter, udnævnelsen af elskerinden til kejserinden og det kejserlige pars rejse sammen med marchionessen fra Santos til Bahia i begyndelsen af 1826 var begivenheder, der efterlod Maria Leopoldina totalt ydmyget og rystede hende moralsk og psykologisk. Datteren, som kejseren fik med sin elskerinde i maj 1824 (kun tre måneder senere fødte kejserinden også) blev officielt legitimeret af ham, ved navn Isabel Maria de Alcântara Brasileira og tildelt titlen hertuginde af Goiás med tiltale af højhed og retten til at bruge den ærefulde "Dona".

Domitila de Castro Canto e Melo
marchionessen af Santos i to udgaver

I et brev til sin søster Marie Louise skriver kejserinden: "Det forførende monster er årsagen til alle mine ulykker". Ensom, isoleret, kun dedikeret til at føde en arving til tronen (den fremtidige kejser Dom Pedro II ville blive født i 1825), blev Maria Leopoldina mere og mere deprimeret ,og hendes helbred blev stadig dårligere. 

Maria Leopoldina døde af barselsfeber 11. december 1826, få uger før hun fyldte 30, mens kejseren var i Rio Grande do Sul, hvor han havde inspiceret tropperne under den cisplatinske krig. Men en sidste ydmygelse skulle hun opleve kort før sin død.

 Den 20. november 1826 skulle  Maria Leopoldina overtage regentskabet, så kejseren kunne rejse mod syd for at håndtere krigen mod Uruguay. For at bevise, at rygterne om det dårlige klima mellem det kejserlige par var løgne, besluttede Dom Pedro I at holde en stor afskedsreception.

Men han krævede, at både kejserinden og hans elskerinde, marchionessen af Santos, skulle være til stede sammen med ham foran de kirkelige og diplomatiske højtstående personer for det protokolmæssige håndkys. Gik Maria Leopoldina med til det,  ville hun officielt have anerkendt sin mands elskerinde, og hun trodsede derfor Dom Pedro I's ordrer og nægtede at møde op i receptionen. Kejseren, kendt for at have et flygtigt geni, havde et bittert skænderi med sin kone og nogle hævder, at han forsøgte at trække hende rundt i paladset og angreb hende med ord og spark. Til sidst deltog han i håndkysseceremonien kun ledsaget af marchionessen af Santos og rejste til krigen uden nogen løsning på situationen. 

Der er dog sået tvivl om denne udlægning om direkte vold fra Pedros side. I 2012 blev Maria Leopoldina exhumeret, og man undersøgte, om der var spor efter vold, men man fandt ingen.

Andre rygter sagde,  at kejserinden var fange på Quinta da Boa Vista, og at hun blev forgiftet af sin læge på befaling af blandt andre marchionessen af Santos. 

Maria Leopoldina døde efter 9 års ægteskab - med 9 graviditeter, der endte i 3 aborter, en søn der døde, før han var et år og 6 børn, der levede - 5 piger - 1 søn.

Hun levede i et ægteskab med en mand, som fra første færd var skuffet over, at hun ikke besad den ynde, som han tragtede efter og blev betaget af hos andre kvinder.

Ved hendes død opstod der landesorg med store processioner. Som nævnt tidligere, hun var nærmest en tidlig Eva Peron.

Buste af Maria Leopoldina
på det kejserlige museum i Brasilien .

Museu Imperial de Petrópolis er et museum i det historiske centrum af Petrópolis , Rio de Janeiro.. Det har til huse i Petrópolis kejserpalads , den tidligere sommerresidens for kejser Pedro II, som blev bygget i 1845.

Da kejser Pedro I i 1822 rejste til Vila Rica , Minas Gerais for at søge støtte til  ​​Brasiliens uafhængighed, blev han fortryllet af Atlanterhavsskoven og det milde klima i den bjergrige region. Han boede på Padre Correias ejendom og vendte ofte tilbage dertil. Han ønskede at købe ejendommen, men præsten ville ikke sælge. I stedet købte han i 1830 naboejendommen Córrego Seco-ejendommen. Pedro havde planer om at omdanne den til et palads, men inden det kom så vidt, havde han forladt Brasilien. 

Efter hans abdicering og afrejse til Portugal blev godset efterladt som en arv til hans søn, kejser Pedro II, som byggede sin foretrukne sommerresidens der.

Byggeriet af den smukke neoklassiske bygning startede i begyndelsen af ​​1845, og den stod færdig i 1862. For at begynde byggeriet underskrev Pedro II et dekret den 16. marts 1843, der skabte byen Petrópolis . Et stort kontingent af europæiske immigranter, hovedsageligt tyskere, under kommando af ingeniøren og superintendenten for det kejserlige finansministerium, major Julius Friedrich Koeler, fik til opgave at bygge paladset, rejse byen  og kolonisere regionen.

Byen blev  de facto hovedstad i Brasiliens imperium i løbet af sommeren, hvor hele hoffet flyttede. Et stort antal velstillede indbyggere i byen Rio de Janeiro tilbragte også sommeren i Petrópolis for at undslippe udbruddene af gul feber . Kejser Pedro II regerede i 49 år og forblev i Petrópolis i mindst fyrre somre i op til fem måneder. 

Efter Maria Leopoldinas død ønskede Pedro at indgå et nyt ægteskab, og han  bad sin nu ex-svigerfar om hjælp til at finde en ny brud. Han havde dog ikke stor lyst til at hjælpe. Han kendte til Pedros utroskab og havde hørt rygterne om, at Maria var blevet forgiftet af en af hans elskerinder. Pedros styre bifaldt han heller ikke.  Det blev vanskeligt at finde en ny kone. Ledende kredse modarbejdede foretagendet, og det var nok heller ikke særligt attraktivt for en ung prinsesse at skulle drage så langt bort for at blive gift med en notorisk skørtejæger og skulle fungere som stedmor for hans 5 nu moderløse børn - hvis ellers de unge prinsesser havde nogen indflydelse på et eventuelt giftermål. Det var jo nok deres fædre, der tog sådanne beslutninger.

Pedro og hans embedsmænd opdagede, at den østrigske kansler Klemens von Metternich aktivt såøgte at forhindre enhver forbindelse, som en del af en politik for at begrænse Pedro.

Efter afslag fra 8 prinsesser måtte Pedros ægteskabsforhandler indse, at de måtte sænke kravene til en kommende hustru.

Og det lykkedes så at finde en familie, der var villig til at indgå en ægteskabskontrakt. I august 1829 indgik Pedro en ægteskabskontrakt med en traditionelt anti-Meternich familie: House of Beauharnais.

Den udsete brud var den unge 17-årige prinsesse  Amélie Auguste Eugénie de Leuchtenberg, hertuginde af Leuchtenberg, (31. juli 1812 - 26. januar 1873).

Amélie var det fjerde barn af general Eugène de Beauharnais, hertug af Leuchtenberg og hans kone, prinsesse Augusta af Bayern. Hendes far var søn af Joséphine de Beauharnais og hendes første mand, Viscount Alexandre de Beauharnais. Da Joséphine giftede sig med Napoleon Bonaparte, blev Eugène adopteret af Napoleon og gjort til vicekonge i Kongeriget Italien. Amélies mor var datter af kong Maximilian I. Josef af Bayern og hans første ægtefælle, prinsesse Augusta Wilhelmine af Hessen-Darmstadt. 

Efter Napoleon Bonapartes nederlag i 1814 fik  Eugène de Beauharnais af sin svigerfar titlen hertug af Leuchtenberg, og familien bosatte sig i  München.

Amélie kom således fra en fornem og ældgammel linje på sin mors side, Wittelsbachs, men hendes fars eksil, som fulgte efter  Napoleon Bonapartes afsættelse som kejser, var ikke en optimal ægteskabelig match. 

Ved Amélies forening med Pedro fik moderen opfyldt sine  prætentioner om at sikre  huset Leuchtenbergs kongelig status.

Faderens skændsel var Amélis eneste "defekt".  Prinsessen var høj, meget smuk, velproportioneret, med et sart ansigt. Hun havde blå øjne og brunligt-gyldent hår. 

Denne gang skulle man ikke gentage fiaskoen med Maria Leopoldina, så man sendte en António Teles da Silva Caminha e Meneses, markis af Resende, afsted for at bekræfte den unge dames skønhed. Han roste hende meget og sagde, at hun havde "en fysisk atmosfære som maleren Correggio gav os i sine malerier af dronningen af Saba ".

Hun var også kultiveret og følsom. Et nutidig artikel i The Times of London bekræfter, at hun var en af de bedst uddannede og bedst forberedte prinsesser i den tyske verden.

Prinsesse  Amélie Auguste Eugénie de Leuchtenberg, hertuginde af Leuchtenberg

Da Pedro fandt ud af, at en forlovelse endelig var blevet arrangeret, afsluttede kejseren sit forhold til Domitila. 

 

Amélies mor forudså de vanskeligheder, hendes datter kunne komme til at stå over for, og forberedte hende omhyggeligt.  Carl Friedrich von Martius - kort nævnt øverst i dette indlæg og omtalt i mit forrige indlæg - blev sendt med hende på rejsen for at lære hende om Brasilien, og Ana Romana de Aragão Calmon, grevinde af Itapagipe, for at gøre hende bekendt med sin mands personlighed og skikkene ved det brasilianske hof og for at lære hende portugisisk. 

Amélia blev gift med kejser Pedro I af Brasilien i 1829. Endnu engang var der tale om et bryllup per proxy.

Da hun i slutningen af ​​samme år ankom til Brasilien, i selskab med sin bror Auguste, blev  bryllupsvelsignelserne straks stadfæstet ved en bryllupsmesse 17. oktober i det kejserlige kapel. Kejseren var fortryllet af Amélies skønhed og skabte til hendes ære for at fejre lejligheden den kejserlige rosenorden.

Velsignelse af ægteskabet
mellem Pedro I og Amélie af Leuchtenberg.
Ved siden af ham, i rækkefølge, er hans børn med Maria Leopoldina: Pedro, Januária, Paula og Francisca. Maleri af Debret.

Alle blev blændet af Amélies skønhed, fremhævet af en lang hvid kjole og en kappe broderet i sølv, på fransk manér. Efter ceremonien kom en offentlig fest med fyrværkeri og en storslået statsbanket for hoffet.

Det var jo heldigt, at hun var så smuk, så Pedro blev helt bjergtaget, for det skabte grobunden for er lykkeligt ægteskab mellem de to - omend det blev kort.

Amélie viste sig venlig og kærlig mod sine stedbørn og gav en tiltrængt følelse af normalitet til både sin familie og den brede offentlighed. Pedro afholdt sig fra yderligere eskapader.

På trods af Amélis unge alder viste huns sig viljefast og handlekraftig.

Fra begyndelsen nægtede hun at modtage Isabel Maria de Alcântara, hertuginde af Goiás, Dom Pedros illegitime datter ved hoffet og krævede, at Isabel Maria blev sendt i skole i Schweiz.

Kejserinde Amélies våbenskjold

Da Amélie ankom til det kejserlige palads, Paço de São Cristóvão og oplevede, hvad hun anså for en utilstrækkelig standard, indførte Amélie fransk som hofsprog og indførte en protokol efter europæisk model.  Hun søgte at opdatere køkkenet og mode, renoverede paladset, anskaffede nyt service og sølvtøj og forsøgte at forfine hoffets manerer.  Kejserindens elegance blev internationalt berømt.

Kort efter ægteskabet rapporterede en fransk rejsende:  "Det ser ud til, at kejserinden fortsætter med at udøve sin indflydelse over Dom Pedros børn. De lykkelige resultater er allerede synlige, hun har allerede foretaget betydelige renoveringer af paladset, og orden er begyndt at herske. Prinsessernes uddannelse overvåges og ledes personligt af kejserinden, med samme omhu til tronfølgeren, lille prins Pedro de Alcântara (senere kejser Pedro II af Brasilien); beviset på dette sidste, at han snart begyndte at kalde hende "mamãe".

Hendes ankomst  genoprettede for en tid Pedros popularitet  men den folkelige entusiasme, som ægteskabet skabte, var kortvarig. 

 José Bonifácio rådgav hende om, hvad hendes mand skulle gøre for at forsone sig med befolkningen i Brasilien, men intet virkede.

Pedros styre i Brasilien blev ikke godt.

I august 1828 havde han opgivet  Cisplatina, og provinsen blev Uruguays uafhængige nation.

Indenlandsk blev Pedro anklaget for dårlig forvaltning af økonomiske anliggender. Under hans regeringstid steg gælden, inflationen voksede, valutakursen sank, og banken udstedte ineffektive papirpenge, som drev guld og sølv ud af cirkulation. Leveomkostningerne steg i byerne. Britiske toldsatser bekymrede også eliten og middelklassen, som krævede importerede forbrugsvarer. Produktionen af tobak, læder, kakao, bomuld og endda kaffe faldt.

Når jeg nu har været lidt hård  i min bedømmelse af Pedro, skal det siges, at han respekterede han forfatningen: han pillede ikke ved valg eller benyttede sig af  stemmesvindel, han nægtede aldrig nægtede at underskrive handlinger ratificeret af regeringen (selv om han måske ikke var enig), han pålagde aldrig nogen begrænsninger på ytringsfriheden.  Selv om han var inden for hans beføjelse, opløste han ikke Deputeretkammeret og indkaldte til nyvalg, når det var uenig med hans mål. 

En kilde til kritik fra liberale kræfter i landet angik  Pedro I's abolitionistiske synspunkter. Kejseren havde faktisk udtænkt en gradvis proces for at afskaffe slaveri. Den forfatningsmæssige magt til at vedtage lovgivning var imidlertid i hænderne på forsamlingen, som var domineret af slaveejende jordejere, som forpurrede ethvert forsøg på afskaffelse.  Kejseren valgte at forsøge at overtale ved moralsk eksempel, og oprettede sin ejendom i Santa Cruz som en model ved at give jord til sine frigivne slaver der. 

Da han den 9. januar 1822 havde erklæret, at han havde til hensigt at blive i Brasilien, og befolkningen søgte at give ham æren af ​​at koble hestene af og selv trække sin vogn, nægtede den daværende prins Regent. Hans svar var en samtidig fordømmelse af kongernes guddommelige ret , af adelens formodede overlegne blod og af racisme: "Det gør mig ondt at se mine medmennesker give en mand hyldest passende for det guddommelige, jeg ved, at mit blod har samme farve som negrenes." 

Tanker om at abdicere og vende tilbage til Portugal begyndte at melde sig, og fra begyndelsen af ​​1829 talte han ofte om det.  Der viste sig snart en mulighed for at handle på ideen. Radikale i det liberale parti samlede gadebander for at chikanere det portugisiske samfund i Rio de Janeiro. Den 11. marts 1831, i det, der blev kendt som Flaskekampens Nat ( portugisisk : Noite das Garrafadas ), gjorde portugiserne gengældelse, og uroen greb gaderne i den nationale hovedstad.  

Den 5. april fyrede Pedro I det liberale kabinet, som kun havde siddet ved magten siden 19. marts, for dets inkompetence til at genoprette orden. En stor folkemængde, opildnet af de radikale, samledes i Rio de Janeiros centrum om eftermiddagen den 6. april og krævede øjeblikkelig genopretning af det faldne kabinet. Kejserens svar var: "Jeg vil gøre alt for folket og intet [tvunget] af folket."  

Efter mørkets frembrud forlod hærtropper, inklusive hans vagt, ham og sluttede sig til protesterne. Han indså, hvor isoleret og løsrevet fra brasilianske anliggender han var blevet, og til alles overraskelse abdicerede han omkring klokken 03:00 den 7. april. Da han afleverede abdikationsdokumentet, sagde han: "Her har I min abdikationshandling, jeg vender tilbage til Europa og forlader et land, som jeg elskede meget højt og stadig elsker." 

Pedro I afleverer sit abdikationsbrev den 7. april 1831
Maleri af Aurélio de Figueiredo

Ved daggry om morgenen den 7. april blev Pedro, hans kone og andre, inklusive hans datter Maria II og hans søster Ana de Jesus, taget om bord på det britiske krigsskib HMS Warspite .  De øvrige børn blev i Brasilien og fik  José Bonifácio som værge.

Skibet forblev for anker ud for Rio de Janeiro, og den 13. april rykkede den tidligere kejser over på HMS Volage , som  afgik til Europa  Han ankom til Cherbourg-Octeville , Frankrig, den 10. juni.^] ​​Da han befandt sig i en akavet situation, fordi han ikke havde nogen officiel status i hverken det brasilianske kejserhus eller i det portugisiske kongehus, overtog Pedro titlen som hertug af Braganza den 15. juni, en stilling der tidligere havde været hans som arving. til Portugals krone.  

Den 1. december blev hans eneste datter med Amélie, Maria Amélia , født i Paris. 

I 1826 havde Pedro afgivet den portugisiske trone til fordel for sin ældste datter, som blev dronning Dona Maria II. Maria var på det tidspunkt bare 7 år gammel.

Hans abdikation var betinget: Portugal blev forpligtet til at acceptere den forfatning, han havde udarbejdet, og Maria II skulle giftes med Pedros bror Miguel. Uanset abdikationen fortsatte Pedro I med at fungere som en fraværende konge af Portugal. Han havde svært ved at holde sin position som brasiliansk kejser adskilt fra sine forpligtelser til at beskytte sin datters interesser i Portugal. 

Portræt af dronning Maria II af Portugal 21 år gammel 1830
 af Simplício Rodrigues de Sá. En del af samlingerne på Palácio Nacional de Queluz, Sintra.

Miguel foregav overholdelse af Pedro I's planer. Men så snart han blev erklæret regent i begyndelsen af ​​1828  ophævede han forfatningen og blev støttet af de portugisere, der  ønskede  enevælde, og hyldet som kong Dom Miguel I. 

Da han vendte tilbage til Europa kastede han sig ind i en kamp mod Miguel og forsøgte forgæves at skaffe international støtte til Maria II's rettigheder.  

Nu samlede Pedro en regulær lille hær og sejlede til den atlantiske øgruppe Azorerne , det eneste portugisiske territorium, der var forblevet loyale over for hans datter. Efter et par måneders sidste forberedelser gik de om bord til det portugisiske fastland, hvor de gik ind i byen Porto uden at møde modstand.  Men hans  brors tropper omringe byen og begyndte en belejring , der varede i mere end et år. 

Pedro, hertug af Braganza, i en alder af 35, 1833.
Efter deres invasion af Portugal, svor han og hans soldater ikke at barbere deres skæg, før Maria IIs regime var genoprettet.

Under krigen gravede hertugen af ​​Braganza skyttegrave, passede de sårede, spiste blandt menige og kæmpede under kraftig ild, mens mænd ved siden af ​​ham blev skudt eller sprængt i stykker.  Hans sag var næsten tabt, da han tog det risikable skridt at dele sine styrker og sende en del afsted for at iværksætte et amfibieangreb på den sydlige Portugalkyst. Algarve-regionen faldt til Pedros styrker, som derefter marcherede nordpå lige til Lissabon, som kapitulerede den 24. juli. Pedro fortsatte med at underlægge sig resten af ​​landet, men lige da konflikten så ud til at være ved at være afsluttet, greb hans spanske onkel Don Carlos , som forsøgte at erobre gribe kronen fra ​​sin niece, Doña Isabella II , ind. 

I denne bredere konflikt, der opslugte hele den iberiske halvø, allierede hertugen af ​​Braganza sig med liberale spanske hære, der var loyale over for Isabella II, og besejrede både Miguel I og Carlos. En fredsaftale blev indgået den 26. maj 1834, og Maria blev indsat som dronning over Portugal. 

Endelig succes for Pedro.

Marias forlovelse med Miguel blev naturligvis ophævet. 

Kun 15 år gammel  giftede dronning Maria sig  26. januar 1835 med Auguste, hertug af Leuchtenberg, stedmoderen Amélies bror. Han døde dog kun to måneder senere, den 28. marts 1835.

Den 9. april 1836 giftede Maria sig med prins Ferdinand af Sachsen-Coburg og Gotha.  

Pedro blev ramt af tuberkulose 1834. Mens han var bundet til sin seng i Queluz Royal Palace, dikterede han et åbent brev til brasilianerne, hvori han tryglede om, at en gradvis afskaffelse af slaveriet blev vedtaget. Han advarede dem: "Slaveri er et onde og et angreb mod menneskeartens rettigheder og værdighed, men dets konsekvenser er mindre skadelige for dem, der lider i fangenskab end for nationen, hvis love tillader slaveri. Det er en kræftsygdom, der fortærer dens moral." 

Pedros ønske om afskaffelse af slaveriet blev ikke umiddelbart opfyldt. Først i 1888 afskaffede Brasilien som det sidste land slaveriet.

Ligesom det havde været Maria Leopoldina, der i egenskab af regent ved Pedros fravær fra Lissabon de facto underskrev Brasiliens uafhængighedserklæring, så blev det Pedro lls datter Isabel do Brasil, der i egenskab af regent under Pedro lls fravær fra Brasilien - på rejse i Europa, der aktivt promoverede og i sidste ende underskrev en lov, ved navn Lei Áurea eller Den gyldne lov, der frigjorde alle slaver i Brasilien.

Brasilianerne kalder hende for "a redentora" - "the Redemptress" - "forløserinden".

Selvom handlingen var bredt populær, så skabte slavernes frigørelse (forventeligt) modvilje blandt magtfulde planter. Året efter, i 1889, blev kejserfamilien udsat for et militærkup og afsat. Brasilien blev en republik.

Pedro l, døde 24. september 1834, blot 34 år gammel. 

Som 21-årig stod Amélie som enke med en endnu ikke  treårig datter.  Herefter klædte hun sig altid i sort enkedragt. 

Fotografi af Amélie 1861, 50 år gammel

Hun giftede sig aldrig igen. Hun flyttede til Palácio das Janelas Verdes ("De grønne vinduers palads," også kendt som Palácio de Alvor-Pombal, der nu huser Portugals nationalmuseum for antikke kunst) og dedikerede sig til velgørenhedarbejde og til sin datters uddannelse.

Datteren havde et dårligt helbred og mor og datter flyttede til Madeira pga. det milde klima der. 

Maria Amélia stod for at blive forlovet med ærkehertug Maximilian af Østrig i begyndelsen af 1852, men før kunne finde sted, fik hun tuberkulose, og hun døde allerede som 21-årig.

Prinsesse Maria Amélia datter af Amélie og Pedro

Efterfølgende financierede Amélie oprettelsen af et hospital her for folk med lungesyge. Hospitalet eksisterer stadig. 

Amélie  døde i Lissabon som 60-årig i januar 1873. Amélie testamenterede hospitalet til sin søster Josefine, som var blevet gift med  kong Oscar l og dermed  dronning af Sverige. Efter Amélies testamente ejes  hospitalet og administreres af den svenske kongefamilie. Kong Carl Gustav, dronning Silvia og kronprinsesse Victoria har besøgt hospitalet. Dronning Josefine af Sverige var Amelies hovedarving. Bl.a. arvede hun også Braganza-tiaraen, som stadig er i den svenske kongefamilies besiddelse og ofte bæres af Dronning Silvia.

I 2020 kaldte kunsthistorikeren Göran Alm
dette enorme diamant-blomstrede diadem 
for det vigtigste smykke i den svenske kronjuvelsamling.
Juvelen var en gave fra kejser Pedro til Amelie.

Så fik jeg lige Amélie - endnu en  stærk kvinde  - med. 

Og jeg fik nævnt Dona Isabel, Princess Imperial of Brazil.

 

Som han havde bedt om, blev Pedros hjerte placeret i Portos Lapa-kirke, og hans lig blev begravet i Royal Pantheon i House of House of Braganza .  Nyheden om hans død nåede Rio de Janeiro den 20. november, men hans børn - som var blevet i Brasilien - blev først informeret efter den 2. december. Bonifácio skrev til Pedro II og hans søstre: "Dom Pedro døde ikke. Kun almindelige mænd dør, ikke helte." 

I 1972, på 150-året for den brasilianske uafhængighed, blev Pedro I's rester (dog ikke hans hjerte) bragt til Brasilien - som han havde anmodet om i sit testamente - ledsaget af store fanfare og med æresbevisninger tildelt et statsoverhoved. Hans rester blev genbegravet i monumentet til Brasiliens uafhængighed sammen med dem af Maria Leopoldina og Amélie i byen São Paulo.

Som en del af Brasiliens 200-års uafhængighedsfejring i 2022 modtog Pedro I's balsamerede hjerte militær hæder ved ankomsten til Brasília og blev fremvist offentligt i udenrigsministeriet . Efter Brasiliens uafhængighedsdag  blev det returneret til Portugal. 

Pedro l bedømmes forskelligt. 

Macaulay var en amerikansk forfatter , professor og  en tidligere løjtnant i Fidel Castros 26. juli-bevægelseshær .

Prof. Macaulay var uddannet fra University of Texas og og tjente to år i den amerikanske hær i Koreakrigen. Herefter sluttede Macaulay sig til den cubanske revolution i 1958 for at vælte Fulgencio Batista .  Da Castros styrker lukkede ind mod Havana, begyndte Macaulay i december 1958 at træne skydehold og blev forfremmet til løjtnant. Men i 1961, vendte han tilbage til US, hvor han måtte kæmpe en juridisk kamp for at beholde sit amerikanske statsborgerskab.

Macaulay fik derefter en doktorgrad fra University of Texas og begyndte at undervise ved University of Florida (1964-1986), hvor han blev kendt som ekspert i latinamerikansk historie . Han trak sig tilbage fra undervisningen i 1986 og døde 2007.

En usædvanlig karrierevej. Men den er måske oplysnede at have i baghovedet, når man læser, hvad han skriver i

 bogen Dom Pedro: the struggle for liberty in Brasilien og Portugal, fra 1986. 

Han skriver bl.a.:  "Criticism of Dom Pedro was freely expressed and often vehement; it prompted him to abdicate two thrones. His tolerance of public criticism and his willingness to relinquish power set Dom Pedro apart from his absolutist predecessors and from the rulers of today's coercive states, whose lifetime tenure is as secure as that of the kings of old." 

Og Macaulay fortsætter: "Successful liberal leaders like Dom Pedro may be honored with an occasional stone or bronze monument, but their portraits, four stories high, do not shape public buildings; their pictures are not borne in parades of hundreds of thousands of uniformed marchers; no '-isms' attach to their names."

Monument til Brasiliens uafhængighed, 
hvor Pedro I og hans to koner er begravet

Rytterstatue af Pedro IV 
på Liberdade-pladsen, Porto, Portugal

Da Pedro abdicerede og forlod Brasillien, var den udsete  tronarving - 7. og yngste barn af Pedro og Leopoldinas ægteskab -  kun 5 år og 4 måneder. 

23. juli 1840 blev Pedro II lovligt erklæret myndig af Senatet i en alder af 14. og kunne nu overtage regeringen af landet. I den mellemliggende periode blev landet styret af et provisorisk triumvirale.

Pedro II har jeg faktisk tidligere skrevet om i blogindlægget "Om Pedro ll, om Portugal og om Brasilien" tilbage i 2020.

Jeg genlæste lige det gamle blogindlæg og må indrømme, jeg er godt tilfreds med det. Pedro ll var en ret fantastisk person.

Kun en enkelt ting er ikke så tiltalende.

Ligesom sin far blev han i Napoli i 1843 gift per proxy, og ligesom sin far blev han skuffet - og utilfreds - da hustruen nåede frem in persona.

"Prinsessen blev gift ved stedfortræder med Pedro II i 1843. Hendes ægtefælles forventninger var blevet rejst, da et portræt blev præsenteret, der skildrede Teresa Cristina som en idealiseret skønhed, men han var utilfreds med sin bruds udseende ved deres første møde senere samme år. På trods af en kold begyndelse fra Pedros side, forbedredes parrets forhold som tiden gik, primært på grund af Teresa Cristinas tålmodighed, venlighed og generøsitet. Disse egenskaber hjalp hende også med at vinde det brasilianske folks hjerter, og hendes afstand fra politiske kontroverser beskyttede hende mod kritik. Hun sponsorerede også arkæologiske undersøgelser i Italien og italiensk immigration til Brasilien."

"Teresa Christina ankom til Rio de Janeiro den 3. september 1843. Pedro II skyndte sig straks at gå ombord på skibet og hilse på sin 21-årige brud. Efter at have set denne heftige gestus, jublede folkemængderne, og våben affyrede øredøvende hilsener.

Teresa Cristina forelskede sig i sin nye mand ved første blik.

Den 17-årige Pedro II var på sin side tydeligt og meget skuffet. Hans første indtryk var kun af hendes fysiske skavanker - og af hvor meget hendes udseende adskilte sig fra det portræt, som var blevet sendt til ham.Fysisk havde hun mørkebrunt hår og brune øjne,var lav, let overvægtig, gik med en udtalt halte, og selvom hun ikke var grim, var hun heller ikke smuk. Ifølge historikeren Pedro Calmon var Teresa Cristina ikke rigtig halt, men hendes mærkelige måde at gå på var i stedet resultatet af bøjede ben, der fik hende til at læne sig skiftevis til højre og venstre, mens hun gik. Pedro II's høje forventninger blev knust, og han lod sine følelser af afsky og afvisning vise sig. Efter en kort pause forlod han skibet. Da hun fornemmede hans desillusion, brød hun i gråd og beklagede, at "kejseren ikke kunne lide mig!" 

Selvom et stedfortræderægteskab allerede var blevet gennemført, og på trods af  Pedros store og åbenlyse skuffelse, blev der holdt et ekstravagant statsbryllup den 4. september i det kejserlige kapel i Rio de Janeiro." 

Jeg tænker, at forklaringen på både Pedro l opg Pedro lls dårlige behandling af deres hustruer, skal findes i en kombination af mange ting.

Muligvis i personlige karaktertræk som følge af en kold og ensom barndom kombineret med tidsånden, der opfattede kvinder som ting, der kunne benyttes og bruges, både personligt, men især også til at skabe relationer til de rigtige familier og derved opnå en gunstig magtposition for sit land.

 

Ligesom Maria Isabel blev Teresa Christina straks forelsket i sin prins, men også hendes kærlighed forblev ugengældt, og i den henseende kom hendes liv til at ligne Maria Leopoldinas. Dog behandlede Pedro ll efterhånden Teresa Christina  med respekt og hensyn. Han behandlede hende som en nær ven og følgesvend mere end som en hustru.

Ligesom Maria Leopoldina var Teresa Christina af høj byrd. Hun var efterkommer af Frankrigs "Solkonge", Ludvig XIV i den mandlige linje gennem hans barnebarn, Don  Felipe V af Spanien. Teresa Cristinas mor var Infanta Doña  Maria Isabel, datter af kong Don  Carlos IV af Spanien, og en yngre søster til Doña  Carlota Joaquina - som var hustru til kong Dom  João VI af Portugal og mormor til Teresa Christinas kommende mand. 

Og ligesom Maria Leopoldina engagerede hun sig i brasilianerne.

Kejserinden hjalp f.eks. med at rekruttere italienske læger, ingeniører, professorer, farmaceuter, sygeplejersker, kunstnere, håndværkere og kvalificerede arbejdere med det mål at forbedre den offentlige uddannelse og folkesundheden i Brasilien. 

Brasilianerne kaldte hende a Mãe dos Brasileiros.

Brasilianernes moder.

Mens hun lå døende, sagde Teresa Cristina til Maria Isabel de Andrade Pinto, baronesse af Japurá, som sad ved hendes side: "Maria Isabel, jeg dør ikke af sygdom, jeg dør af sorg og af fortrydelse!"  Hendes sidste ord var: "Jeg savner min datter [Isabel] og mine børnebørn. Jeg kan ikke omfavne hende for sidste gang. BOg rasilien, det smukke land ... Dertil kan jeg ikke vende tilbage".

Kejserparret var sendt i eksil, og hun døde i Porto.

Portos gader var fyldt med mennesker samlet for at overvære hendes begravelsesoptog. Hun blev begravet i Braganza Pantheon uden for Lissabon. Hendes rester, sammen med Pedro II's, blev senere repatrieret til Brasilien i 1921 under stor fanfare og pomp og pragt. De fik et sidste hvilested i katedralen i  kejserbyen Petrópolis i 1939. 

Nyheden om hendes død frembragte oprigtig sorg i Brasilien. Den brasilianske digter og journalist Artur Azevedo skrev om det generelle syn på Teresa Cristina efter hendes død: "Jeg talte aldrig til hende, men gik heller aldrig forbi hende uden respektfuldt at tage hatten af ​​og bøje mig, ikke for kejserinden, men for den søde og ærlig skikkelse af en fattig, næsten ydmyg, borgerlig. Jeg så mange ekstremistiske republikanere gøre det samme." Han fortsatte: "De kaldte hende brasilianernes mor, og vi tilskrev hende virkelig alle en slags sønlig veneration. Det er sandheden." 

Bortset fra den usympatiske opførsel ved mødet med Teresa Christina - så var Pedro ll nok en ret fantastisk person, som jeg tidligere er blevet ret begejstret for - og en meget bedre regent end sin far, Pedro l.

Han fik stor betydning for Brasiliens udvikling, og det er det, du kan læse om i blogindlægget Om Pedro ll, om Portugal og om Brasilien.

Jeg håber, du gør det, så du kan få et mere nuanceret syn på Pedro ll end det, du har fået her, hvor han mest er beskrevet som en lidt sølle ægtemand - ligesom sin far, Pedro l.