Er lithium vestens klimaredning?

 

I 2012 var jeg sammen med Tanja på mit livs rejse til Bolivia og Peru. Målet var Macchu Picchu, som jeg havde drømt om siden gymnasietiden - og det blev da også en helt fantastisk oplevelse, først at sidde på en klippe og overskue det hele og derefter at gå rundt mellem de sagnomspundne inkaruiner.

Hele rejsen var eventyrlig - at gå rundt i Cusco, sejle på Titicacasøen, turen fra højtliggende La Paz ned i Yungas-regnskoven til Corioco, hvor jeg spottede de yndigste små kolibrier.   

Tidligere var den rute betegnet som Death Road - verdens farligste vejstrækning.

Vejen blev bygget i 1930-tallet af fanger fra nabolandet Paraguay for at koble Amazonas og La Paz sammen. Strækningen slingrer sig gennem landskabet, og de snævre veje snor sig forbi dybe afgrunde på op til 600 meter. Kombinationen af ​​en lille, uasfalteret vej, intet værn mod afgrunden, risikoen for stenskred og de ofte våde regnfulde forhold gør vejen helt ekstremt farlig. Derudover er vejen meget stejl, og undervejs når den en højde på mod 3300 meter.  Heldigvis var der nu bygget en mere sikker vej. Ellers var jeg vist ikke kommet med derned. 

Efter at den nye vej er bygget og trafikken på Death Road er mindsket betragtet, bliver den brugt af mange cyklister til at give et adrenalinrush. Der cyklede Tanja, første gang hun var i Bolivia. Godt jeg ikke vidste noget om det, før meget senere.

At køre i natbus og vågne op og se solopgangen over den tågede højslette var betagende og noget mindre nervepirrende. 

Utallige gange på den rejse måtte jeg knibe mig selv i armen for at forstå, at det virkelig var mig, der bevægede mig rundt i Andesbjergene, fløj lavt hen bjergtinderne, landede på en af ​​verdens højest beliggende internationale flyveplads. At skue ud over La Paz, denne brune tætpakkede by var imponerende. Interessant var det at besøge Potosi, den ligeså brune mineby, der engang bragte stor rigdom til spanierne og hårdt og livsfarligt arbejde til dem, der bragte sølvet ud af bjergene og t ankevækkende efterfølgende at besøge Sucre, landets tidligere hovedstad, med de fine hvide koloniale bygninger beboet af dem, der profiterede af de fattige bolivianeres hårde slid. 

Det blev en længere tur down memory lane, men det fører mig frem til Salar de Uyuni, så nu nærmer vi os mit emne.

Den største overraskelse og det, jeg efterfølgende husker som den største geografiske oplevelse, var nemlig turen hen over Salar de Uyuni - verdens største saltørken. 

Vi så, hvordan man producerede store saltbjerge.

 

Lidt i en bisætning blev det nævnt, at der også fandtes lithium, som kunne blive en vigtig indtægtskilde for Bolivia.

Jeg må indrømme, at det hæftede jeg mig ikke særligt ved. Men jeg blev mindet om det for nylig, hvor tysk tv omtalte indvielsen af ​​en kæmpestor tysk fabrik, der skal fremstille lithium-batterier som del af en strategi for at gøre Europa mindre afhængig af kinesiske lithiumprodukter - især lithiumbatterier til elbiler.

For øjeblikket ses overgangen fra benzin- og dieselbiler til elbiler som løsningen på et klimaproblem / miljøproblem i Vesten. Men er det løsningen? Eller er vi bare på vej til at skabe nye og andre problemer - bare langt væk fra os selv?

Er lithium en vedvarende ressource, eller slipper også det op?

Det havde jeg ikke umiddelbart et entydigt var på. Men til gengæld kunne adskillige artikler fortælle om, at i producentlandene er lithiumudvinding absolut ikke problemfrit.

Så er vores hunger efter lithium til elbiler endnu engang et udtryk for den vestlige verdens udnyttelse af udviklingslandene?

Jeg gik i gang med at søge info om lithium, og det gik hurtigt op for mig, at det var et omfattende emne. Og jo længere jeg kom i min blogartikel, gik det op for mig, at emnet var så omfattende, at jeg måtte dele det op.

Jeg har derfor delt det op i tre selvstændige blogartikler.

Denne om udvinding af lithium - hovedsagelig i Sydamerika, en om selve materialet lithium og endelig en om lithium-udvinding i Europa.

Og jeg vil straks afsløre, at det meste af de kommende afsnit - i alle tre blogartikler - ikke er mine tekster. Det er afsnit og klip direkte fra artikler, jeg har indsat. Det betyder også, at layoutet bliver træls med linjer og gråtonede baggrunde. Men jeg orker ikke at skrive det hele om.

Mænd her går vi.

Australien er verdens største lithium-producent med 86 000 MT.

Kina har også en stor produktion på 33 000 MT. Det gør landet til tredjestørste producent, men alligevel får de den største del af den lithium, de bruger til mobiltelfoner, pc'er og elbiler, fra Australien.

Både i Australien og Kina udvindes lithium fra bjergarter. 

Men en nemmere måde at udvinde det på er ved at fordampe vand, der ligger under ørkener. Og så er solenergien til fordampningen jo vedvarende og gratis. Det er det, der sker i Latinamerika i hjørnet, hvor Chile, Bolivia og Argentina grænser op til hinanden. Det hjørne, der kaldes  litioum-trekanten. Der findes nogle af verdens tørreste områder - i Chile Atacamaørkenen, I Bolivia saltsøen Salar de Uyuni, i Argentina  Salar del Hombre Muerto. 

Et rejsebureau har ligefrem præsenteret en rejse, hvor man får mulighed for at nå saltsletterne i alle tre lande i lithiumtrekanten.

Midt i Atacamaørkenen, verdens tørreste ørken, dækker hundredvis af turkisblå swimmingpool-lignende bassiner et enormt areal. Hver især er bassinerne på størrelse med 20 fodboldbaner, og sammenlagt optager de over 80 kvadratkilometer af ørkenens overflade. 

• Væsken i bassinerne er saltlage, som er pumpet op fra ældgamle depoter i ørkenens undergrund. Og den indeholder saltet lithiumkarbonat, der kan omdannes til metallet lithium - kernen i de lithium-batterier, som stort set alle computere, telefoner og elbiler bruger i dag.
• 
  



Saltbassiner i Atacama



• Typen af ​​saltlage i Atacamas undergrund kaldes  brine  på fagsprog og er en type meget saltholdig grundvand
• Saltlagen under Atacama er cirka 70 procent vand og omkring 30 procent salt og andre komponenter – det er 10 gange så salt som havvand ifølge mineselskabet Albemarle
• Atacamas saltlage indeholder 0,15 procent litium
• 
  

Udvinding af lithium foregår  ved fordampning og tilsætning af kalk og natrium. Det består i at pumpe saltlage fra dybet af saltfladerne og derefter koncentrere det i store bassiner i 12 til 18 måneder. Lagelagen er en "kompleks suppe", kaldt saltlage, hvori der er et stort udvalg af salt. Lithium udgør den mindste del. Hvert af disse salte har en forskellig opløselighed, og det sidste element, der er tilbage efter mere end et år, er lithium.

Den resulterende væske, rig på lithiumchlorid, ledes derefter til et kemisk anlæg. Der påføres opløsningsmidler, og der udføres en filtreringsproces for at udlede lithiumcarbonat, et hurtigt stof. Efterfølgende vaskes og tørres lithiumcarbonatet med lav renhed for at nå batterikvalitetslithium, hvilket indebærer en renhed på mere end 99%. Af den beskrivelse vil det fremgå, at det er enorme mængder vand, der medgår til denne proces.

Set fra luften er saltbassinerne et smukt skue, men blandt befolkningen, der lever på kanten af ​​ørkenen, skaber det problemer.

Den tyske luftfotograf Tom Hegen har specialiseret sig i at dokumentere de spor, vi efterlader på jordens overflade. Hans arbejde giver et overblik over steder, hvor vi udvinder, forfiner og forbrugerressourcer med hans seneste serie, der afslører "Lithiumtrekanten." Det var faktisk dem, der fik mig til at beslutte mig for at skrive om lithiumudvinding.

Også hans zoomede billeder er smukke og spændende

Chile er verdens næststørste lithiumproducent med 44 000 MT. Chile  producerer i øjeblikket cirka en tredjedel af den globale lithiumproduktion.

 Fra Kina og Chile er der et gevaldigt hop ned til Argentina på fjerdepladsen med en produktion på bare 9 000 MT.

Andre lande, der nævnes som lithiumproducenter, men i betydelig mindre målestok er USA, Brasilien, Zimbabwe, Canada, Portugal.

At Bolivia slet ikke nævnes på denne liste kan undre, for Bolivia producerer rent faktisk lithium. Men at Bolivia ikke nævnes på listen, er der en særlig grund til, som jeg kommer tilbage til senere.

Tallene på ovenstående illustration er angivet i 1000  - altså Australien f.eks. 86.000 MT. På  illustrationen er Brasilien medtaget.  Dets produktion er imidlertid meget mindre end de fire stores.  Som oftest medtages Brasilien i stedet på listen over producenterne, der følger efter de 4 største. Måske jeg skulle have undladt at pege på Brasilien - for der er noget, der ikke stemmer. På næste tabel angives Brasilien nemlig kun for 390 MT - og det er ikke angivet i tusinder..

Tallene i den sidste oversigt forvirrer med alle de ,000.  De kunne lige så godt bare have skrevet henholdsvis 1.100 MT, 930 MT, 390 MT, 310 MT og 60 MT.

Tilsammen rummer lithiumtrekanten 75 % af verdens kendte lithiumreserver. 

Forskellige sites giver lidt forskellige tal, som ikke helt passer sammen. Undertiden nævnes Chile som det land, der besidder de største " economically extractable lithium reserves" med 33 % af verdens reserver. Den godt 10 000 kvadratkilometer store Salar de Uyuni i Bolivia (næsten en fjerdedel af Danmarks størrelse) menes at indeholde 50% af verdens reserver. (Uyuni er så stor, at den kan ses fra rummet som en hvid plet. på klodens overflade.)  De tal - for landenes reserver- holder jo ikke, når også Argentina besidder en del. 20 % angives de undertiden til. Mænd pyt. Meget af det hvide guld ligger i hvert fald og venter dybt under saltflagerne.  

Atacama Salars saltaflejringer har en  meget højt indhold af både lithium (1.840mg/l) og kalium (22.630mg/l) - det er  nok verdens fineste kvalitet. 

En nøglefaktor i lithiumproduktionsomkostningerne er fordampningstiden. Atacama Salars fordampningshastighed er den højeste i lithiumindustrien med en  fordampningshastighed på 3.200 mm pr. år og desuden en ekstrem lav årlig nedbør (15 mm gennemsnit pr. år). Disse egenskaber gør Atacamas færdige lithiumkarbonat nemmere og billigere at producere end andre sammenlignelige områder. Endvidere støder det op til International Highway 23, som forbinder det nordlige Chile og Argentina. Dette har også stor betydning. Infrastruktur er vigtig, for lithiummen skal jo transporteres væk.

Atacama Salar

I Chile opererer kun til selskaber:  Sociedad Quimica y Minera ("SQM") og amerikanske Albemarle (tidligere Rockwood Lithium), som begge har store produktionsfaciliteter i salaren, og som ligger på en jord, som for størsteparten af ​​National Production Development Corporation- CORFO (det chilenske økonomiske udviklingsagentur CORFO). Det dækker et område på cirka 46.200 hektar. Tilsammen producerer SQM og Albemarle over 62.000 tons lithiumkarbonatækvi årligt og således hele Chiles nuværende lithiumproduktion. 

SQM var en statsejet virksomhed fra 1968 til 1983, hvor den - under Pinoches styre - blev en privatejet virksomhed. Ud over lithium og derivater arbejder selskabet med  speciel planteernæring, jod og derivater, industrikemikalier og kalium. Den driver i dag 20 kommercielle kontorer fordelt på fem kontinenter og er til stede i 115 lande.  Som et kuriosum kan jeg nævne, at hovedaktionæren i  SQM er Julio Ponce Lerou, "billionaire and  formerly son-in-law of the late dictator Pinochet".  Indtil 1982 var han præsident for det chilenske statsejede skovselskab  Complejo Forestal y Maderero Panguipulli,  mens han samtidig var præsident for  CELCO  , en træmassevirksomhed. 

Ponce er i øjeblikket anklaget for millionvindel og underslæb, der rammer millioner af chilenske borgeres pensionsmidler under det, der er kendt som "Cascadas"-sagen. 

Og så lidt om det andet selskab, Albermarle. I 1981 indgik   National Production Development Corporation-CORFO partnerskab med American Foote Mineral Company under navnet Sociedad Chilena de Litio (SCL). American Foote Mineral var et firma, der fra  1941 til 1991 drev en række forskellige anlæg i Nevada til fremstilling af lithiummetal og lithiumkemikalier og uorganiske flusmidler til metalindustrien.  I 2012 fik selskabet navneforandring til Rockwood Lithium, og i 2015 købte Albemarle selskabet.  Albemarle er en af ​​verdens største lithiumproducenter. Dets koncessioner omfatter saltlageforekomster i Chile og USA og til hårde stenminer i Australien, som begge er joint ventures. Virksomheden driver lithiumraffinaderier i Chile, USA, Australien og Kina. Albemarle er også en global leder inden for produktion af brom, der anvendes i flammehæmmere, og det er en stor producent af olieraffineringskatalysatorer.

Her kommer en lille billedserie fra  Rockwood Lithium / Albemarles udvinding i Atacamaørkenen.

En luftfoto af saltlagebassinerne og forarbejdningsområderne i Rockwood-lithiumfabrikken på Atacamas saltflader.  Foto: Ivan Alvarado/Reuters

Arbejdere bruger en båd til at tage prøver fra en saltlagepool 
på Rockwood Lithium-fabrikken på saltfladen Atacama. 

En arbejder renser et rør ved en saltlagepool i
 lithiumfabrikken Rockwood på saltfladen Atacama. 

En arbejder opholder sig inde på et kontor i Rockwood lithiumfabrik på 
saltfladen Atacama i det nordlige Chile. 

En arbejder lukker et lager af forarbejdet lithiumkarbonat 

fra Rockwood Lithium-minen. 

De gode ting: en arbejder, der viser en prøve af 

lithiumcarbonat forarbejdet fra Rockwood Lithium-minen.

Alle billeder fra  Ivan Alvarado/Reuters

Albemarle præsenterer sig selv således: 

"Albemarle er førende i verden med at transformere essentielle ressourcer til kritiske ingredienser for mobilitet, energi, tilslutning og sundhed.

Hver dag arbejder vi på at skabe en mere robust verden, hvor  både mennesker og planet kan trives .

Vi samarbejder for at bane vejen for nye måder at bevæge sig, forsyne, forbinde og beskytte. Vi bekymrer os om de samfund, hvor vi opererer, og velstanden for fremtidige generationer."

På  https://www.albemarlelitio.cl/movewithlithium ligger et materiale produceret af Albemarle med fine instruktive forklaringer på meget, f.eks. vandflowet ved saltflagen.

Sitet indeholder også en måske lidt overdrevet præsentation af deres gode intentioner.  At være bæredygtig er ikke en mulighed, det er en forpligtelse, er et af deres slogans.

Med deres egne ord lyder det, som om de "opfører sig pænt".

I 2016 underskrev Albemarle og CPA en hidtil uset og historisk "Samarbejde, Bæredygtighed og Gensidig Fordel"-aftale, der er gældende den dag i dag, og som markerede et nyt paradigme for forståelse mellem et mineselskab og et oprindeligt samfund.

De angiver de har foretaget

• Opførelse af solcelleanlæg i lokalsamfundene Camar og Machuca, hvilket reducerer afhængigheden af ​​dieselgeneratorer.

• Installation af solpaneler i 100% boliger i Catarpe.

• Installation af drikkevandsnetværk i samfundene Río Grande, Machuca, Camar og andre.

• 5 lokalsamfund har bygget forsamlingshuse.

• Genbefolkningsprogram i Guatín-samfundet ved at bygge 40 boliger – hvilket giver medlemmer af samfundet mulighed for at vende tilbage til deres forfædres landsby.

• Installation af offentliglysning i samfundet Machuca.

• Økonomisk støtteprogram for ældre i samfundene Solcor og Catarpe.

• Mere end 400 stipendier givet til studerende.

Undervejs i mit arbejde med denne blogartikel har det været morsomt at se, hvordan de store virksomheder, jeg er stødt på, vælger at præsentere sig selv og deres gode intentioner. Jeg har blot medtaget denne ene fra Albemarle som eksempel.

Vandforbruget ved lithiumminedrift enormt.  De t o mineselskaber i Chile pumper tilsammen knap 2.000 liter saltvand op i sekundet. Det svarer til, at de på en uge pumper 1209 millioner liter saltvand op og mere end 63 milliarder liter på et år. Dertil kommer de mindre mængder ferskvand, som mineselskaberne også anvender i produktionen.

Det er meget vand fra et område, hvor lokalbefolkningen allerede lider under manglen på vand.  Det saltholdige vand, der pumpes op, ville jo ikke umiddelbart være tilgængeligt for befolkningen, men hvis man som mig har sat lange rækker af fattige sydamerikanere stå i kø med vanddunke for at hente drikkevand fra en tankvogn, så virker det absurd. Og oppumpningen fra undergrunden kan alligevel have stor betydning for Atacamaørkenens miljø og vandressourcer. Det vand, som fordamper, forsvinder nemlig ud af ørkenens vandkredsløb. 

I Chiles Salar de Atacama har lithiumudvinding forbrugt 65 procent af regionens vandforsyning. Dette har ikke kun skabt ekstrem vandmangel, men har også haft en væsentlig indvirkning på lokale bønders mulighed for at dyrke afgrøder og holde husdyr. E ndvidere er det sådan, at den rå saltlage, der produceres under udvinding af lithiumminer i saltsøer, kan ændre jordens fysisk-kemiske egenskaber, hvilket fører til jordsaltning. Storstilet saltsøudvinding vil også forværre erosionen af ​​jord, vand og jord i området og endda ændre den oprindelige topografi og ødelægge det lokale landskabsmiljø.

Selv i vandrige områder er der en risiko for, at giftige kemikalier fra lithiumminedrift vil lække fra lithiumfordampningsbassiner til vandforsyningen. Udenlandske undersøgelser har vist, at lithiumminedrift kan påvirke fisk så langt som 150 miles nedstrøms. Om lithiumindustrien vil også forurene kunstvandingen af ​​afgrøder er også et spørgsmål, der optager miljøforkæmpere.

• Danwatch, som er et uafhængigt  undersøgende medie og research-center,  har været i Chile for at se nærmere på udvindingen af ​​det litium.  Danwatch  er stiftet som en erhvervsdrivende fond med et almennyttigt formål af Forbrugerrådet Tænk, Mellemfolkeligt Samvirke, Folkekirkens Nødhjælp, Solhvervsfonden og WWF. Fondens bestyrelse er Danwatch højeste myndighed og består af syv medlemmer.  Udover bestyrelsen har Fonden Danwatch en rådgivende forsamling, der yder økonomisk støtte. Den rådgivende forsamling består af  FN-Forbundet ,  3F , og  Verdens Skove . 

• Undersøgelsen i Chile var støttet af det EU-finansierede projekt Make ICT Fair og udgivet i samarbejde med en spansk organisation Setem.

• De har interviewet en lang række forskere, repræsentanter fra industrien, politikere, miljøorganisationer og nogle af de oprindelige folk, der bor i Atacamaørkenen, hvor lithium udvindes.

• Forskere, rapporter og virksomheder, som Danwatch har konsulteret, kommer med estimering fra 2 millioner til 400 liter vand pr. kilo lithium. Det er det amerikanske mineselskab Albemarle, der angiver et vandforbrug på bare 400 liter vand per kilo lithium. Selskabet vil imidlertid ikke oplyse Danwatch om, hvordan de når frem til det tal og dermed hvor meget vand, de regner med, der fordamper i processen.

I april 2023 præsenteret den chilenske regering under præsident Gabriel Boric Font en national lithiumstrategi. Strategi bygger på fire søjler: Statsdeltagelse, etablering af et offentligt teknologi- og forskningsinstitut for lithium- og saltflader, respekt for og sandsynlig forlængelse af eksisterende kontrakter mellem den chilenske stat og mineselskaberne SQM og Albemarle, som udløber henholdsvis 2030 og 2043 og invitation til nyt offentligt-privat samarbejde.

Gabriel Boric Font, Chiles yngste præsident nogensinde og  " Chiles mest venstreorienterede leder i et halvt århundrede". Boric voksede op  i Punta Arenas, "hvor vinden blæser så voldsomt, at gaderne har rækværk for at forhindre folk i at falde". Ja det husker vi godt fra vores besøg der i 2019 :-)

Gabriel Boric Font er en interessant person. Ham tror jeg, jeg vil skrive om i et senere indlæg.

Lithiumpolitikken i Chile, Bolivia og Argentina meget forskellige. Chile betragter lithium som en  strategisk ressource,  som landet skal forvalte fornuftigt og har med ét amerikansk selskab og et nu privatejet chilensk firma valgt en afvejet tilgang. Bolivia, et af verdens fattigste lande, har, som vi senere skal se, længe forfulgt en vej, hvor de ikke giver adgang til udenlandske multinationale selskaber, som kan skumme fløden, men via  stats-private partnerskaber har dets socialistiske præsident Morales ønsket at få. gang i en  medfølgende industrialisering til gavn for landets fattige indbyggere.

Argentina har valgt den diamentrale modsatte strategi. Her er mange forskellige internationale virksomheder og rige og højtstående argentinere på banen.  men en række eksisterende love bevirker, at staten for nærværende kun modtager minimale indtægter fra de private virksomheder, der udvinder dets lithium.

Når jeg tænker Argentina, tænker jeg Patagonien og pampassen - og Buenos Aires og tango :-)

Jeg har ikke tidligere været opmærksom på, at også Argentina besidder saltsletter - faktiske adskillige. Men de findes i det nord-vestlige Argentina i provinserne Jujuy og Salta. 

Den største og bedste kendte er Salinas Grandes, som er verdens tredjestørste saltslette. Den bliver kaldt et af Argentinas 7 naturvidundere. Den ligger i Jujuyprovinsen i en højde af 3.450 m og strækker sig over 212 km2.  Salinas Grandes ligger 66 km fra byen Purmamarca. 

Purmamarca, i Jujuy-provinsen, lige nord for Salta, betragtes som en af ​​Argentinas smukkeste landsbyer. Byens adobe-huse og den spanske kolonikirke er alle smukke i deres egen ret, men baggrunden for den spektakulære Cerro de los Siete Colores (Hill of Seven Colors) gør området særligt malerisk.

Purmamarca ligger i Umahuacadalen, som i 2003 blev Unesco Heritage, Vi befinder os 1600 km fra Buenos Aires. 

Den ca. 155 m lange Quebrada de Humahuaca er en bjergdal. Den har fået sit navn fra Humahuaca, en lille by med 11.000 indbyggere i bjergdalen. Floden Río Grande, som er tørlagt om vinteren, løber gennem Quebrada om sommeren. 

Regionen har altid været knudepunkt for økonomisk, social og kulturel kommunikation. Den blev befolket for mere end 10.000 år siden af ​​de første jægere og samlere. Stedet var også en vigtig handelsvej for Inkariget i det 15. århundrede, da det var en vigtig kobling mellem vicekongedømmet Río de la Plata og vicekongedømmet i Peru. Stedet var også vigtig i den argentinske uafhængighedskamp, ​​med flere slag og kampe.

Herover ses forskellige argentinske saltsletter, og salar de Atacama i Chile og salar de Uyuni i Bolivia er også medtaget.  Salinas Grandes er tidligere benævnt den største af Argentinas saltsletter, men på dette kort ser Salinas de Arizro da ud til at være betydeligt større, ligesom også to andre ubenævnte saltsletter ser større ud. Forklaringen på det kender jeg ikke.

Syd for den indtegnede lithiumtrekant ses provinsen Catamarca, hvor der forberedes udvinding, både fra sten og underjordisk saltvand. 

Cirklernes størrelse på ovenstående kort angiver lithiummængder i Argentinas nordvestlige provinser.  Som det ses er cirklen i Salta langt den største. Men det skal siges, at kun 2 miner i øjeblikket er i fuld drift. En i Jujuyprovinsen længst mod nord  og en i Catamarca længst mod syd.. Resten er på projektstadium. 

Ifølge National Mining Secretariat var der på et tidspunkt 38 lithiumprojekter i Argentina, hvoraf 17 lå på de store saltsletter i provinsen Salta,. Derfor den store cirkel. Siden er tallet blevet endnu højere.

På næste kort ses nogle af projekterne og  salarerne tydeligere.

 

Salinaerne var engang et mægtigt hav, der opstod ved vulkansk aktivitet for mellem 5 og 10 millioner år siden. Saltfladen blev dannet, da havvandet fordampede.

Nogle af fordybningerne, der dannede laguner, var snart uden flow som følge af Andesbjergenes fremkomst. Manglen på regn og den konstante transport af vulkansk aske mod øst dannede de omfattende saltsletter eller saltsletter, som vi i dag ser over den argentinske Puna.

Hvis du er så heldig at komme på tur til Salinas Grandes
 kan du være sikker på at møde lokale, der sælger souvenirs :-)

Argentina er mega positiv over for lithiumudvinding. Men det er den enkelte provins, der træffer beslutninger. Efter intensiv læsninger jeg nået frem til, at der faktisk ikke drives lithiumminedrift i Salinas Grandes og den nærliggende sø Salinas Grandes-Guayatayoc-Laguna, men kun traditionel saltudvinding.

En virksomhed var ellers i gang med at undersøge området og forberede udvinding, men blev tvunget til at stoppe. Argentina har nemlig en lovbestemt vedtagelse om, at der skal tages hensyn til de oprindelige folk og deres ønsker. 25 lokalsamfund gik sammen og protesterede. I en erklæring udtalte de:

Vi, de oprindelige indbyggere og samfund i bassinets territorium og dets fællesarealer, er dets vogtere og beskyttere af dets rettigheder.

At vi i udøvelsen af ​​vores forfatningsmæssige rettigheder, ILO-konvention 169, "Escazú"-aftalen og overensstemmende love, bekræfter territorial selvbestemmelse og den totale og definitive afvisning af alle megaminedrift, lithium- og andre mineralprojekter i Salinas Grandes og Laguna Guayatayoc Basin som forfædres vogtere af de indfødtes helligeterritorium og  af den kulturelle, territoriale og naturlige arv fra Kolla og Atacama oprindelige folk.

Lokale, der på muldyr-ryg transporterer saltblokke.

Men lithiumudvindingen er under forberedelse mange andre steder.

Nedenstående illustration viser, hvor store områder 5 forskellige selskaber ejer / har koncessioner til.

I 

Det største selskab er Litica, som er lithiumdivisionen af ​​det multinationale olieselskab Pluspetrol, ejet af den argentinske forretningskvinde Edith Rodríguez, den rigeste kvinde i Argentina og enke efter selskabets grundlægger Luis Rey. Virksomheden har i øjeblikket krav på over 320.000 hektar saltflader, hvilket udgør den største koncentration for en enkelt virksomhed i landet.

Jeg skrev tidligere, at udvinding var blevet undgået i Salinas Grandes og Laguna de Guayatayoc. En kilde i minesektoren, som har bedt om ikke at blive identificeret, har imidlertid til journalister oplyst, at Litica har opnået godkendelse fra Sauzalito y Quera og Agua Calenetes, to oprindelige samfund beliggende i Salinas Grandes til at påbegynde operationer her.

På illustrationen ovenfor benytter de navnet Litica. Men det støder jeg ikke rigtig på andre steder.

Til gengæld læser jeg, at "Lithea er ejet af LSC Lithium BV, som igen er ejet af Pluspetrol Resource Corp, et olie- og gasminefirma." Da det nævner, at Lithea i sidste ende er ejet af Pluspetrol, som jo som nævnt ovenfor er ejet af den argentinske forretningskvinde Edith Rodríguez, må det vel være samme selskab - Litica og Lithea ??

Lithea ejer rettighederne til to lithiumsaltsøer i Argentinas mineralrige Salta-provins.

Et skilt for litica Ressources. Jeg kan ikke rigtig se, hvad der står på skiltet, 
men der står i hvert fald noget med forbudt :-)

Et nyt firma, Arcadium Lithium, kommer ind på andenpladsen med kontrol over mindst 232.637 hektar saltflader. 

De er fremkommet ved adskillige fyúsioner - og navneændringer.

I juni 2012 et australsk selskab, Orocobre Limited, en aftale med Jujuy Energia y Mineria Sociedad del Estado (JEMSE) et mineinvesteringsselskab ejet af provinsregeringen i Jujuy. I oktober samme år gennemførte Orocobre og Toyota Tsusho Corporation (TTC) en joint venture-aftale om at udvikle Olaroz Lithium Project. JEMSE fik en kapitalandel i Olaroz-projektet og til gengæld yde bistand under udviklingen.

I november 2021 skiftede Orocobre Limited navn til Allkem Limited. I januar 2024 fusionerede australske Allkem med amerikanske Livent, og hermed opstod  Arcadium Lithium.

Arcadium Lithium er majoritetsejer af et stort projekt i Jujuy-ptovinsen det nordlige Argentina, Olaroz-projektet. i Jujuy-provinsen i det nordlige Argentina 

Blandt ejerne af Arcadium Lithium er fire af verdens største kapitalforvaltere - Blackrock, HSBC, JP Morgan og Vanguard - sammen med en bred skare af internationale aktionærer.

Mere om dette selskabs aktiviteter senere.

Integra Lithium er en afdeling af Integra Capital, et investeringsselskab ejet af José Luis Manzano, en argentinsk forretningsmand og tidligere politiker. Han er medejer af Edenor, Metrogas, olieselskabet Andes Energía, elselskabet Andina PLC samt adskillige radio- og tv-kanaler i Argentina. Han var indenrigsminister under tidligere præsident Carlos Menem i 1990'erne. Integra Lithium kontrollerer 163.000 hektar saltflader i Jujuy og Catamarca. 

Et kinesisk mineselskab Ganfeng Lithium og dets argentinske associerede EXAR, som er et partnerskab mellem Lithium Americas of Canada og statsejede JEMSE, har kontrol over mindst 122.432 hektar saltflader i Salta og Jujuy.

Rio Tinto, et britisk-australsk multinationalt mineselskab  kontrollerer 83.000 hektar i Salar del Rincón i Salta-provinsen.

 Rio Tinto og Ford Motor Company har i 2022 underskrevet et ikke-bindende globalt memorandum of understanding (MOU) for i fællesskab at udvikle mere bæredygtige og sikre forsyningskæder til batteri- og kulstoffattige materialer, der skal bruges i Ford køretøjer. Det skulle lige med, nu da jeg kører i en Ford bil.

OLAROZ-PROJEKTET

Men tilbage til  Alkem/Arcadium Lithium. Under Alkemnavnet -  altså den australske del af selskabet - præsenteres et projekt benævnt Olazar-projektet.

Arcadium Lithium er som nævnt majoritetsejer af Olaroz-projektet i Jujuy-provinsen i det nordlige Argentina med 66,5 %. Det resterende projektejerskab ejes stadig af Toyota Tsusho (TTC - 25 %) og Jujuy-provinsregeringens mineinvesteringsselskab (JEMSE - 8,5 %). 

Olaroz-projektet er beliggende i provinsen Jujuy i 3900 m højde, støder op til den asfalterede internationale motorvej (RN52), der forbinder Jujuy provinshovedstad, San Salvador de Jujuy, med havne i Antofagasta-regionen i Chile, der bruges til at eksportere lithiumkarbonatproduktet og til import af nøglekemikalier, der anvendes til fremstilling af lithiumcarbonat (såsom soda). Olaroz-projektet er også placeret tæt på en eksisterende gasrørledning, hvorfra en stikledning blev bygget til at forsyne Olaroz-projektet, hvilket giver en energikilde til en rimelig pris. 

Kortudsnittet her viser Olaroz-projektet. Man ser motorvej (RN52). Pudsigt at bemærke sig, at lidt syd for området med lithiumudvinding, med de miljømæssige følger det måtte have, ligger et stort naturbeskyttelseområde for flora og fauna. 

Olaroz-projektet ligger cirka 5 timer med let køretøj fra San Salvador de Jujuy.  San Salvador de Jujuy er provinshovedstaden med over 265.000 indbyggere. Populært kaldes den "Tacita de Plata", da den ligger i en frugtbar dal, ved sammenløbet af floderne Grande og Xibi Xibi, omgivet af bjerge, der mod vest normalt er dækket af sne. Den ligger 1515 km fra Buenos Aires og 533 km fra Stillehavskysten.

 Og så til Salar del Homre Muerto-salaren, hvor amerikanske Livent Lithium har udvundet lithium i 25 år.

The Trapiche River's flow is interrupted by a dam built by Livent 
at the Hombre Muerto salt lake.Sebastián López Brach for TIME

  

En saltflade kan kun eksistere, hvis der er floder, der løber ind i den og dermed afsætter mineraler der. I tilfældet med Salar del Hombre Muerto er den vigtigste biflod Los Patos-floden, men indfødte samfund har i lang tid klaget over, at sletterne i den nærliggende Trapiche-flod er tørre," forklarer Melisa Argento, en forsker ved National Council for Scientific and Technical Forskning.

 "Livent har stået over for en langvarig konflikt med lokalsamfund, der bor i nærheden af ​​de saltsletter, de kontrollerer, og som hævder, at virksomhedens aktiviteter forårsager vandstress. Udvinding af saltlage truer den nærliggende indfødte pastoralisme og de unikke vådområder fulde af vigtig biodiversitet, herunder arter som flamingoer, pumaer, andinske ræve, vicuna, behårede bæltedyr og truede andinske bjergkatte og korthalede chinchillaer." 

Lithiumminedrift skaber spændinger i lokalsamfund på grund af afvejningen mellem økonomiske og infrastrukturelle fordele, som virksomheder tilbyder (som mangler fra regeringen) versus de sociale og økologiske skader, som minedrift forårsager, en modsigelse, som virksomheder kan udnytte til deres fordel.  

 Hombre Muerto-bassinet er en af ​​de mest produktive saltflader i verden. Bassinet ligger på Puna-plateauet i Andesbjergene i en højde på cirka 4.000 meter over havets overflade. Hombre Muerto-minen ligger allernordligst i Catamarca-provinsen, lige på grænsen til Jujuyprovinsen.

 100 % af det udvundne lithium eksporteres. Ruten går med lastbil til Antofagasta de la Sierra, herfra videre til Salar de Pocitos -togstationen og med jernbanen til  Socompa- grænseovergangen  til Chile. Denne jernbane er den vestlige forlængelse af det berømte Cloud Train , og fortsætter gennem Chile til havnen i Antofagasta , hvor mineralerne læsses til forsendelse til USA, Østasien og. andre steder. Du skulle unde dig selv at følge linket og læse om Clooud Train eller på spansk Tren al las Nubes.

Navnet "Salar del Hombre Muerto" betyder "Den døde mands saltpande" og kan være en henvisning til tilstedeværelsen af ​​mumier i området. Minedrift begyndte i det 19. århundrede Incahuasi-guldminen. Tidligere blev området også brugt som kilde til obsidian. Lithiumudvinding begyndte i 1996. 

Salar del Hombre Muerto og Incahuasi-guldminen.

Muerto-projektet ligger 90 km nord for Antofagasta de la Sierra, som er en afdelingshovedstad - med bare godt 700 indbyggere. Antofagosta de la Sierra ( ikke (Antofagasta i bjergene - ikke at forveksle med  chilenske Antofagasta) ligger  inden for den geologiske og kulturelle region kaldet Las Parinas , et geografisk område præget af et ekstremt koldt og dårligt klima. Stedet har nattefrost alle årets 12 måneder. 

På trods af det barske klima med daglige temperaturudsving på 30 grader er Antofagasta de la Sierra en kunstvandet oase. Der er små gårde med majs, hvede, kartofler, bønner, quinoa og løg. Regionen er et vigtigt center for dyrehold, hovedsageligt lamaer, vicuñaer og får, som græsser på store lucernemarker.  

 

Antofagosta var allerede en  bosætttelse  i et gammelt Atacameños-rige. I nærheden var der (og er stadig) vigtige miner af guld , kobber , borax , bly osv. I 1780 blev dens region inkluderet i Salta del Tucumán kommune i vicekongedømmet Río de la Plata . Området har været genstand for mange stridigheder mellem de tre Andesbjergelande, Bolivia, Chile og Argentina. Men i 1890 anerkendte Bolivia  fuld argentinsk suverænitet over territoriet; og i 1899 måtte Chile gøre det samme,  og Antofagasta de la Sierra blev i 1900 hovedstaden i  departementet Antofagasta, det sydligste af Andes nationalregering .  (Her lod jeg linksene stå, i fald nogen vil læse mere.)

Las Parinas  har en unik vulkansk geomorfologi, såvel som en lang historie med menneskelige bosættelser.  Las Parinas blev i 2001 af Argentinas regering præsenteret på den foreløbige liste over UNESCOs verdensarvssteder for dets universelle natur- og kulturværdi i den blandede kategori (Kulturel + Naturlig). 

Parinas er faktisk også navnet på en særlig - lille - flamingoart. Flamingoer holder i stor stil til på saltflagerne i Litiumtrekanten, hvor de kan finde næringsrig føde.

Man kan roligt sige, at flamingoen er karakterfuglen for saltfladerne i Chile, Bolivia og Argentina. Der findes flere forskellige arter, f.eks. den sydlige og James' flamingo. Den sjældneste af alle arter er Andesflamingoen. 

"Om sommeren flytter disse arter til bjergkæden - især vådområder og saltsletter - som ligger 13.000 fod over havets overflade. Der laver de deres redekolonier, som er stadig sværere at finde, og som overlapper med den såkaldte lithiumtrekant. 

Andesflamingoen er en art, der er begrænset til Andesbjergene og har den mindste populationsstørrelse. I folketællinger anslås det, at der er omkring 80.000 individer i hele Sydamerika. De er holdt op med at bruge historiske redesteder på grund af tilstedeværelsen af ​​lithium-udforskning,” beklager Derlindati. Han har studeret flamingoer siden 1990'erne.

 Han understreger behovet for foranstaltninger til at bevare deres overlevelse og reproduktionsevne.

 "I løbet af de sidste 15 år begyndte vi at observere færre unge i naturlige miljøer. Det er et stort advarselstegn. Mineselskaber er ved at blive installeret i alle saltfladerne i Puna; de efterlader ikke en eneste uberørt. Dette begrænser redemulighederne, fordi andinske flamingoer leder efter isolerede steder,” tilføjer Derlindati.

 "Det er ikke udvindingen af ​​lithium i sig selv, men brugen af ​​vand til den proces. Bevarelsen af ​​lokaliteterne og leveringen af ​​fødevarer er underlagt miljøforhold og vandstanden. I disse år med tørke - fra 2019 til december sidste år - krympede lagunen til historiske niveauer, som først blev set i 1970'erne. Antallet af sydlige flamingoer er stabilt og er ikke i fare, men de andinske flamingoer - mens de yngler og fodrer - er afhængige af de samme steder, hvor der i øjeblikket udføres lithiumudvinding, eller vil blive udført i den nærmeste fremtid," forklarer han.

 Derlindati er en del af High Andean Flamingo Conservation Group (GCFA), som omfatter videnskabsmænd og naturbeskyttelsesfolk fra Argentina, Bolivia, Chile og Peru.

En Mienría sustentable-hjemmeside fra 2023 fortæller, at i 2022 havde Argentina en lithiumeksport på næsten 700 millioner USD, hvilket var en vækst på 234 % år-til-år og dette med kun to projekter i produktion: Fénix, i Salar del Hombre Muerto (Catamarca), af det amerikanske selskab Livent; og Sales de Jujuy, i Salar de Olaroz,  også af Livent, men nu under dets nye navn Arcadium Lithium, efter fusion med australske Allkem. Det er de to miner, jeg har fortalt om ovenfor.

Men eksporteventyret koster jo i den anden ende. 

Franco Mignacco, formand for Argentine Chamber of Mining Entrepreneurs (CAEM), vurderer, at med byggeriet af adskillige projekter og udvidelser i både Hombre Muerto og Olaroz vil produktionen at stige med ca. 50%. Når man ser frem mod 2025, og man kun tager de mest avancerede projekter i betragtning, anslås investeringer på 5 milliarder US$."

Han fremhævede, at i 2023 "i løbet af første kvartal forventedes Minera Exars opstart af ​​Caucharí Olaroz-projektet. Minera Exar er et joint venture mellem Lithium Americas Corp (44,8%), Kina-baserede Ganfeng Lithium (46,7%) og 8,5% af Jujuy-provinsen. Projektet  er på USD 979 mio. og forventes at producere 40.000 t lithiumkarbonat af batterikvalitet over en anslået levetid på 40 år.

Minera EXAR oplyser, at fuld produktion vil blive opnået i begyndelsen af ​​2024, hvor produktionen langsomt stiger fra nu af indtil årets udgang.

Ved projektet vil der blive brugt konventionel saltlageminedrift gennem solfordampning. Der bores i alt 40 brineproduktionsbrønde ved minen. Dammene ved Cauchari-Olaroz er baseret på SQM's damdesignkriterier, der anvendes i deres eksisterende Atacama-drift i Chile.

Dammene er foret med et polymerbaseret materiale lagt over et beskyttende geosyntetisk materiale og konstrueret granulært strøelse. Dammekonfigurationen omfatter mulighed for uafbrudt produktion under saltindsamling og vedligeholdelsesarbejde. Brine vil blive overført mellem de på hinanden følgende fordampningsdamme ved hjælp af selvansugende pumper.

Projektet involverer bygning af adgangsveje, platforme til brøndene, lagerbygninger, en gasrørledning, kalkanlæg, en 33 kV elledning, en 13,2 kV distributionsledning, solid-state belysning og vandrør er færdige.

Derudover har den fordelen af ​​gode landforbindelser til Antofagasta havn i Chile, omkring 530 km væk, som kunne være en af ​​eksportruterne, samt Mejillones havn 65 km mod nord.

Virksomheden har oplyst, at mellem direkte ansættelse i virksomheden plus alle entreprenører, der arbejdede i byggeriet, var der næsten 3.700 mennesker, der arbejdede på projektet, hvoraf 2.400 er fra provinsen Jujuy og 30% er fra lokale aboriginalsamfund.

Dansen om guldkalven er i fuld gang, og der er adskilligt flere end de fem største koncessionsindhavere, jeg tidligere nævnte, på banen.

Alene i Salar del Hombre Muerto er der otte lithiummineprojekter. En af de største er Sal de Vida . Når det er fuldt operationelt, skulle projektet udvinde saltlage fra Salar gennem otte pumpebrønde og producere op til 600.000 tons lithiumcarbonat. Sal de Vida kommer til at påvirke ferskvandskilderne kraftigt, da projektet omfatter en akvædukt til at udvinde vand fra floden Los Patos og bringe det til forarbejdningsanlæggene.

Vand – der allerede er knapt i dette tørre territorium – forsvinder hurtigt. For de familier, der har lamaer, geder eller får at fodre, bliver det en daglig udfordring at finde vand og mad til deres dyr.  Ifølge nogle undersøgelser forbruger ét mineprojekt alene (såsom Livents Phoenix-projekt i Hombre Muerto) på to uger, hvad alle de 2000 mennesker, der bor i Antofagasta de la Sierra, forbruger af ferskvand på et år.

Lokalt er der modstand mod kommende projekter. "Hvor skal vi hen?" spørger Veronica Gostissa, advokat og medlem af Asamblea PUCARÁ. "De kalder det bare energiomstilling, men det er slet ikke kun. Virksomhederne udvinder lithium her og så sælger de det udenfor. Og hvad står vi tilbage med her? Floden Trapiche er allerede forsvundet, og det har katastrofale konsekvenser ikke kun for de lokale bønder, men for alle de mennesker, der bor her. ”

Men 14. marts 2024 blev en stor dag for modstanden.

Med en skelsættende dom suspenderede en argentinsk domstol den 14. marts udstedelsen af ​​nye lithiumminedriftstilladelser i området ved Salar del Hombre Muerto, idet de anerkendte de katastrofale indvirkninger på de lokale vandkilder, miljøet og de lokale samfunds levebrød.

Indfødte aktivister i Salar Hombre Muerto. Kredit: Susi Maresca

"Selvom dommen ikke stopper driften af ​​nuværende projekter, er det et kærkomment første skridt," siger Santiago Kozicki, advokat og medlem af den lokale organisation Asamblea Pucarà, som støttede den oprindelige leder Román Guitián i at bringe sagen for retten  på vegne af samfundet Atacameños del Altiplano de Antofagasta de la Sierra.

“Catamarcas højesteret danner en historisk præcedens inden for miljølovgivning. Det fastslår – som en forfatningsmæssig forpligtelse – at provinsstaten skal udføre en kumulativ og integreret miljøkonsekvensvurdering under hensyntagen til de forskellige mineprojekter, der opererer i området. Den anerkender også, at der er en irreversibel miljøskade, da minedrift har udtørret en lokal flod. Og indtil denne nye miljøvurdering er præsenteret, kan den lokale regering ikke udstede tilladelser til nye miner eller udvidelser af nuværende,” forklarer Kozicki.

 I Jujuy- og Saltaprovinserne begyndte en gruppe oprindelige folk allerede i 2010 en juridisk kamp med provinser om retten til at give samtykke til minedrift. De mødte mere modstand fra myndighederne end de gjorde i Catamarca.

I juni 2023 brød protester ud over hele provinsen Jujuy, Argentina, mod den forfatningsreform, som var  foreslået af guvernør Gerardo Morales. En 50-dages debatperiode burde være gået forud for godkendelsen af ​​reformen, men Morales ledede et tre-ugers konvent, der godkendte ændringer til 66 af de 212 artikler i provinsforfatningen.

Reformen omfatter bestemmelser, der kriminaliserer offentlige protester og begrænsninger af ytringsfrihed, andragender og foreningsfrihed, samt reviderede juridiske mekanismer, der har til formål at lette adgangen til jord for multinationale lithiumproducerende virksomheder, hvilket truer oprindelige folks rettigheder.

Den 14. juni demonstrerede oprindelige folk mod reformen og rejste barrikader i hele provinsen. Politiet, hjulpet af uidentificerede betjente, der brugte umærkede køretøjer, undertrykte angiveligt voldeligt demonstrationerne og foretog en række anholdelser.

Den Inter-Amerikanske Menneskerettighedskommission (IACHR) udtrykte sin bekymring over den måde, hvorpå der gøres forsøg på at kontrollere protester, i betragtning af at sikkerhedsstyrker angiveligt misbruger deres magt ved at affyre tåregas og gummikugler for at opløse ikke-voldelige vejspærringer, som respektere færdselsretten på føderale motorveje. I lyset af dette opfordrede IACHR den argentinske stat til at respektere retten til ytringsfrihed, standarderne for magtanvendelse og til at gennemføre en proces med effektiv, inkluderende og interkulturel dialog.

Hombre Muerto er som sagt virkelig stedet, hvor mange gerne vil have en fod indenfor.

Canadiske Lithium South Development Corporation præsenterer på sin hjemmeside deres Hombre Muerto North-projekt (LIS). De har 9 minekoncessioner fordelt på  5.687 hektar.

Deres project støder op til to andre mineselskabers interesseområder, koreanske POSCO og amerikanske Livent. Den lilla streg på næste kort viserkonfliktzonen.

LIS og POSCO har imidertid indgået en samarbejdsudviklingsaftale, hvor de er blevet enige om et  50/50 brine share arrangement, der dækker enhver fremtidig produktion fra Viamonte og Norma Ediths sammenhængende kravblokke.  Både Catamarca- og Salta-provinserne hævder jurisdiktion over de to kravområder. POSCO har en koncession i Catamarca-provinsen, og LIS haren koncession i Salta-provinsen. I samarbejdets ånd har de to virksomheder besluttet at dele den fremtidige saltlageproduktion på lige fod.

Som en del af aftalen vil partnerne have et delt krav på al saltlage produceret i to af Norma Edith- og Viamonte-blokkene i Catamarca og Salta. Denne ordning undgår en langvarig, kostbar og usikker juridisk forpligtelse, sagde selskaberne, da de begge har krav på samme grund, men i forskellige provinser. 

Det næste kort er lidt utydeligt, men jeg har taget det med, for på det vil du genkende mange af de mineselskaber, jeg undervejs har nævnt eller kommer til at nævne og en del af stednavnene.

Det næste kort viser Mariana Lithium Project i et område lidt længere mod nordvest. Som jeg forstår det, var det et canadisk firma, TNR, der udførte de første undersøgelser i Mariane-projektet. Men på et tidspunkt købte  kæmpestore kinesiske Ganfeng-selskab sig ind til 89 % ejerandel, og senere blev Mariane-projektet 100 % Ganfeng-ejet. Bemærk i øvrigt Salta-Antofagasta-jernbanen, der er indtegnet.

De forskellige mineselskaber positionerer sig løbende ved opkøb.

Lithium South har  en spændende opgørelse over de seneste salg og opkøb af minefirmaer. Opgjort 2023.

Og nu vil jeg fortælle om to andre påtænkte projekter, som vækker bekymring hos nogle - men tilfredshed hos andre. Et i Jujuy og et i Catamarca. 

Yderligere to  projekter vil jeg gemme til senere, for det er projekter, der peger ind i fremtidens lithiumudvinding.

SALTA 

I Saltaprovinsen, i de afsidesliggende områder  midt i den barske flade af den højtliggende Puna-region, hvor benhårde vinde og frostgrader hersker, ligger byen  La Casualidad. I 1940 startede brydning af svovl og i perioden 1940 til 1977  var minedriften og den omkringliggende by i fuld vækst og ekspansion. Ifølge en rapport fra 1947 boede på det tidspunkt omkring 600 mennesker med direkte tilknytning til minedrift i byen. I perioden med maksimal ekspansion havde byen en befolkning på omkring 3.000 indbyggere, hovedsagelig sammensat af minearbejdere og deres familier, hvortil kom folk, der arbejdede med forsyning, transport og service. Byen havde en række faciliteter og tjenester, såsom et grundlæggende medicincenter, skoler, en lille biograf og plads til at dyrke sport. Men i 1977 blev minen lukket og byen blev en spøgelsesby.

Den forladte svovlmine Mina La Casualidad

En flok vicunaer nær Mina la Casualidad
Er det ikke et smukt billede?

Derfor tog man godt imod det kinesiske Genfend, da de kom for ar udvinde lithium. Efterladt praktisk talt uberørt i millioner af år, bliver saltsletterne på de tyndt befolkede Puna-plateauer omdannet til et travlt lithiumproduktionscenter, hvilket bragte både nye økonomiske muligheder og bekymringer om miljøforringelse.

Saltas minesekretær Romina Sassarini peger på de potentielle fordele for lokalbefolkningen. "Vi tror på, at minedrift kan bringe sand udvikling til disse historisk marginaliserede samfund, som mangler vand, kloaksystemer og elektricitet," udtalte hun til Climate Home News i et interview.

"Siden pandemien har 95 % af al vores minedrift været fokuseret på lithium.I dag har vi det højeste antal efterforskningssteder i landet," forklarer Saltas minesekretær Sassarini - ikke uden en vis stolthed.

Men vi har ikke store konflikter med samfundet," tilføjede hun og insisterede på, at den lokale regerings "gode forhold til lokalsamfund" er "meget tiltalende for internationale investorer"."

Investeringer har ført til en hurtig transformation af området. Der bygges nye grusveje, der forbinder små byer med minefelter. 

En lastbil på vej væk med lithium ad en af de nybyggede grusveje.

Kapløbet om lithium har bragt fuld beskæftigelse til Tolar Grande, en lille by / landsby med ca. 300 indbyggere,  og masser af lavtlønnede jobmuligheder, lige fra sikkerhedspersonale til chauffører og rengøringsassistenter. Tekniske og mere krævende jobs går dog som oftest til højere kvalificerede arbejdere uden for regionen.

Lithiumminedrift er krævende arbejde. Arbejdere beskriver 12-timers skift skiftende dage og nætter i 21 på hinanden følgende dage, boring af brønde op til en km dybe med temperaturer faldende helt ned til 18 C. "Solen og vinden de fortærer dig, og saltet brænder din hud, fortæller en arbejder.

Men det hårde minearbejde slår dog stadig de fleste andre lokale muligheder. De månedlige lønninger på over en halv million pesos (næsten 500 dollars) – det dobbelte af mindstelønnen – betragtes her som en lille formue. Lokalbefolkningen siger, at dette langsomt er ved at vende årtiers unges udvandring til byerne.

Sergio Villanueva er mangeårig borgmester i Tolar Grande. I de senere år er Tolar Grande blevet et afgørende knudepunkt for lithiumminearbejdere i området. Men "hver mine har sin ende, og vi ønsker ikke, at byen forsvinder, når de først er væk," siger Villanueva.

Han ønsker, at lithiumvirksomhederne skal finansiere byggeriet afasfalterede veje og anden vigtig infrastruktur, så byen kan leve af turisme, når minerne er tømte og lukker.

Andre tvivler på, det vil gå sådan. Porfirio Åuca, en ranger ved Ojos de Mar, en gruppe af småvandområder og et af regionens natur-vidundere, tvivler på, det vil gå sådan. "Folk arbejder i et år eller to, og så opløses virksomheden og efterlader alle de huller, de har boret i saltfladen. Det var, hvad der skete i La Casualidad. Alt blev efterladt spredt, som en kirkegård over vores fortid.

Porfirio Åuca, en ranger ved Ojos de Mar

Ojos del Mar - Havets øjne

En gruppe arbejdere i kantinen på 1. maj.
Indtil videre er det kun lithiumarbejdere, der er vendt tibage.

Vil der stadig være vand til lamaerne,?

Banegården i Tolar Grande. Da den ikke nævnes senere, 
er den muligvis kun til gods fra dengang der var svolvlmine.

Tolar Grande ligger 214 km fra San Antonio de los Cobres (grusvej) og 380 km fra Salta Capital (166 km asfalt). 

Selvom Tolar Grande kan nås med privat 4x4-køretøj, i betragtning af områdets ugæstfri natur, anbefales det at tage med på en udflugt og en specialiseret guide. Hvis du skal privat, er det tilrådeligt at fylde brændstof i San Antonio de los Cobres og medbringe yderligere dunke. Tolar Grande har ikke en tankstation.  

Forbindelse til Tolar Grande via almindelig bus er knappe, med en ugentlig afgang fra Salta. Inden du rejser, skal du tjekke ruternes status på det nærmeste turistkontor.  

Et rejsebureau skriver:
Tolar Grande er et af de steder, der skalses i den argentinske Puna, for rejsende med ekspeditionslyst og lyst til eventyr. Det er et vildt sted af spektakulær skønhed og med attraktioner som f.eks. Djævelens ørken  og Ojos de Mar. 

 Djævelens øje. At krydse dette område er som at rejse til Mars. Det er et af de mest isolerede steder i Puna, der skiller sig ud for sin ekstreme tørhed og sin enorme rødlige slette. Køreturen er 1,3 km og på vejen passerer du gennem Labyrintørkenen, en zigzaggende vej gennem en ørken af ​​fossile klitter, der er 10 millioner år gammel og har tusindvis af lertoppe og gipskrystaller. Herfra til Tolar Grande er der 45 km.

Cirka 5 km før man når Tolar, i Ojos de Mar blandes okkerfarverne på Andessletten med det blågrønne vand. Der er 3 laguner af vulkansk oprindelse midt i en hvid saltflade, hvis farve varierer, afhængigt af sollys, mellem turkis og grøn. Det anslås, at vandet i lagunerne er 4 gange saltere end havets. Det er også et sted af videnskabelig betydning, fordi det gør det muligt at studere livets oprindelse gennem stromatolitsamfund.

Tolar Grande på kanten af ​​Arizaros saltflade er rig på salt, jern, marmor, onyx og kobber. Gamle multere plejede at bruge denne vej i det 18. og 19. århundrede og guidede dyrekaravaner til Chile.

 75 km fra Tolar Grande skiller den gådefulde Cerro Cono eller Arita Cone sig ud, en næsten perfekt vulkanpyramide 200 m høj, en blanding af salt og sort lava, midt på sletten. Det er et helligt sted for lokale beboere.

Arita Cone ligger i den sydvestlige ende af Arizaro salaren, mellem byerne Tolar Grande og Caipe og tæt på Mina la Casualidad.

Salar de Arizaro dækker det et område på 1.600 km2,  er den 6. største saltflade i verden og den 2. største i Argentina efter Salinas Grandes. 

Ja, jeg elsker kort ;-)

Salar dArizaro krydses af ​​Salta-Antofagasta jernbanen og Provincial Route 27. 

 

Salta-Antofagasta-jernbanen, også kaldet Huaytiquina, er en ikke-elektrificeret enkeltsporet jernbanelinje, der forbinder Argentina og Chile. Det er en smalsporet jernbane med en samlet længde på 941 km (571 i Argentina og 330 i Chile), der forbinder byen Salta (Argentina) med byen Antofagasta (Chile), ved Stillehavet og passerer gennem Puna de Atacama og Atacama-ørkenen. Sporet gå forbi Arita Cone. 

Endnu et foto af den smukke Arita Cone.

CATAMARCA

Latin Resources er et Australien-baseret selskab med fokus på en række aktiver i Sydamerika og Australien. Dets flagskib er Salinas Lithium Project i Brasiliens Minas Gerais-distrikt et, men derudover ejer virksomheden Catamarca Lithium Project i Argentina, MT03 Copper Project i Peru og Cloud Nine Halloysite-Kaolin-depotet i det vestlige Australien.

 I Catamarkaprovinsen syd for Salta har Latin Resources erhvervet koncession på over 70 000 ha - den største jordbeholdning af hård rock spodumene i Argentina.

 At udvinde lithium fra hård sten, har en række minusser: omkostningerne er væsentligt højere, produktionstidsrammen er længere og afkastet slet ikke så højt. Alligevel er det åbenbart profitabelt nok. ( En omkostningssammenligning: lithium saltlage vs hard rock udforskning af Jeff Desjardins, Visual Capitalist, 2. juni 2015)

Lithiumkemikalier, der stammer fra hårde stenkilder, såsom spodumen, kan være over tre gange så kulstofintensive som dem fra saltlagekilder, ifølge Benchmarks Lithium ESG-rapport. De 20 bedste producenter af lithiumkemikalier , der bruger hårde stenkilder, har alle højere kulstofemissioner end dem, der bruger brinekilder, som vist i Benchmarks nye kulstofintensitetskurve for lithium.

"Bearbejdning af hård rock er en meget mere energikrævende proces end saltlage," sagde Olivia Lin, analytiker hos Benchmark.Catamarca-projektet indeholder adskillige sværme af spodumen-pegmatitter, som ikke er blevet fuldt ud undersøgt. 

Hårde stenkilder til lithium udgør i øjeblikket 60% af den globale udvinding af lithiumforsyning og forventes at fortsætte med at gøre det frem til 2030, ifølge Benchmarks Lithium Forecast.

Steven Chu fra Stanford University, en nobelprismodtager i fysik, der fungerede som amerikansk energisekretær i Barack Obama-administrationen har foretaget en sammenligning mellem udvinding fra sten og udvinding fra saltlage.

"Begge produktionsmetoder er ret forurenende," siger han. Malmudvinding, som involverer opgravning og pulverisering af sten og malm, og derefter opvarmning og behandling af malmen med syre, genererer høje af affaldssten og sure biprodukter. Genvinding af metallet fra saltlage bruger meget vand, genererer saltaffald og kan forurene vand, der bruges til at drikke og vande.

Melisa Argento, forsker ved National Council for Scientific and Technical Research, som jeg også citerede tidligere er betænkelig ved at starte en stenudvinding i Catamarca.

"Vi ødelægger et unikt økosystem, der har biologisk information om livets oprindelse," siger forskeren."

Hun henviser til tilstedeværelsen i Catamarca af stromatolitter, lagdelte aflejringer dannet ved fotosyntese af bakterier, ofte beskrevet som levende fossiler, og tilføjer, at området "anses som det tætteste på Mars med hensyn til sammensætning og klima."   

FORSKELLIG TILGANG TIL TILLADELSER TIL UDVINDING

Også i provinsen Rioja er der ønsker om at starte et projekt, men det er ikke umiddelbart blevet imødekommet.

I januar 2023 vedtog guvernøren i provinsen La Rioja nemlig lov nr. 10.608 ("lov"), der erklærede undersøgelse, forskning, efterforskning, udforskning, udnyttelse og industrialisering af lithium og dets derivater for at være af offentlig interesse. Loven sikrede følgende foranstaltninger: (i) suspenderede eksisterende minedriftstilladelser og -koncessioner relateret til denne ressource i 120 dage med en mulig forlængelse i samme periode med planen om at bestemme interesseområder ("interesseområder"); (ii) etableret deltagelse af provinsselskabet (EMSE) i alle lithium-relaterede projekter; og (iii) etableret en præferenceret for provinsielle statsejede virksomheder i ansøgningen om minerettigheder.

Men på samme tid gør Argentinas konservative præsident Meleis med sin frie markedspolitik alt hvad han kan for at lokke udenlandske virsomheder til Argentina. Han har fremsat et lovforslag, som hvis det bliver vedtaget i kongressen, giver skattelettelser og reguleringsstabilitet for store uinvesteringer, især i minesektoren.

ARGENTINAS LITHIUMFREMTID OG KONKURRENCEN MELLEM USA OG KINA

Argentina forventes at blive den helt store leverandør af lithium i nærmeste fremtid og ved 2030 at overgå både Chile og Kina. Næsten 50 projekter, de fleste i fremskredne udviklingsstadier, er i gang i den nordvestlige del af landet. En nylig brancheanalyse viste, at 11 af de 42 lithiumprojekter, der forventes at starte produktion mellem 2022 og 2026 på verdensplan, var i Argentina - det højeste antal af noget land.

I maj 2022 forpligtede den argentinske regering sig til at investere op til 4,2 milliarder USD i sin lithiumindustri i løbet af de næste tre år med det mål at øge lithiumproduktionen. For nylig, i april 2024, grøntgjorde regeringen Argosy Minerals (ASX: AGY ,OTC Pink:ARYMF) udvidelse af sit Salta-sted for at øge den årlige lithiumproduktion fra 2.000 MT til 12.000 MT.

Her ses en del af projekterne

Og udenlandske firmaer flokkes for at komme til at invester,  russiske, canadiske, kinesiske, amerikanske. Især KIna og USA konkurrerer om at komme til fadet. I lang tid ud til, at det var det kinesiske selskab Genfenf, der kom til at stå for en stor del af projekterne.

Men valget af den højreorienterede præsident Javier Milei, en selverklæret anarkokapitalist, har markeret et skift i Argentinas udenrigspolitik fra en tidligere administration, der favoriserede tætte bånd med Kina til en tilnærmelse til USA på Kinas bekostning.

Milei har afvist en invitation til at slutte sig til en udvidet gruppe af vækstøkonomier kendt som BRICK, hvor Kina er en dominerende aktør. 

Data fra den argentinske regering viser, at i perioden 2020  til 2023 hældte kinesiske virksomheder 3,2 milliarder dollars ind i mineprojekter, herunder syv lithiumoperationer - næsten dobbelt så meget som amerikanske virksomheder, der støttede tre lithiumprojekter.

I 2022 før købte Kinas største producent af lithiumforbindelser, Ganfeng Lithium Co,  det privatejede og  Argentina-fokuserede Lithea Inc for op til $962 millioner. 

Lithea ejer rettighederne til to lithiumsaltsøer i Argentinas mineralrige Salta-provins.

På trods af, at lithiumpriserne steg med mere end 80 % i 2023, hvilket førte til, at nogle vestlige virksomheder bremsede deres aktiviteter, er kinesiske investeringer forblevet stabile.

I marts udvidede Ganfeng sin andel i Argentinas lithiumsektor ved at købe 15 % af Lithium Americas Pastos Grandes-projekt, som havde brug for ny kapital.

Og indtil videre har de kinesiske investeringer givet pote. I 2023 gik 43 % af Argentinas lithiumeksport til Kina, mens kun 11 % gik til USA.

Næste tabel viser, hvilke firmaer, der anvender lithium fra Argentina

Ifølge MacMurray, en lithiumspecialist hos Cormark Securities, har kinesiske virksomheder tålmodighed til at dyrke Argentinas begyndende lithiummarked.

For disse virksomheder handler det om det længere sigt. Mens firmaer som det kæmpestore amerikanske Abermarle kan være bekymrede for det næste års pengestrøm, vil kinesiske virksomheder som Gangfeng bare fortsætte, da de tænker på deres investering over et årti.

Derudover har kinesiske virksomheder en tendens til at operere på tværs af lithiumforsyningskæden, hvilket gør dem mindre sårbare over for volatile markeder og giver dem en fordel i forhold til deres vestlige modparter, forklarede Whale. For eksempel omfatter Gangfengs aktiviteter lithiumudvinding, raffinering og forarbejdning, batterifremstilling og endda genbrug.

USA bejler nu til Argentinas Milei-regering for at sikre sig, at landet kan fortsætte med at importere argentinsk lithium. Under et besøg i Argentina i februar 2023, udtalte USA' udenrigsminister Anthony Blinken, at USA så "ekstraordinære investeringsmuligheder" i landet, idet han citeredelithium som et nøgleområde for amerikanske investeringer.

TESLAS ELON MUSK

Også Elon Musk har gjort sine hoser grønne. Musk inviterede i foråret den argentinske præsident Javier Milei til Tesla-fabrikken i Austin, Texas, hvor de to efter sigende diskuterede investeringsmulighederne i Argentinas lithiumsektor.

Siden 1967 er der foregået lithiumproduktion Nevadaørkenen i USA. Det drejer sig dog kun om ca. 1 procent af verdensproduktionen..

Cheemetall Foote Lithium Operation, Nevasa

Denne lithiumudvinding udnyttes nu af Eton Musk, der 350 km nordvest for minen i samarbejde med Panasonic har etableret en gigafabrik til fremstilling af lithium-ion batterier. En fabrik der med tiden vil blive verdens største bygning og helt drevet af vedvarende energi.

Flere USA-stater kæmpede om at få fabrikken placeret hos dem og tilbød enorme incitamentspakker. Nevada gik af med sejren.

Nevadas incitamentspakke er anslået til at være 1,287 milliarder dollar værd.  Tesla fik gratis foræret 1.000 acres land, omkring 35 % af de 2.900 acres, som virksomheden havde brug for. De fik $195 millioner i omsættelige skattefradrag, og incitamentspakken inkluderede også 20 år fri for moms og 10 år fri for ejendomsskat , afhængigt af Teslas evne til at opfylde forventningerne til ydeevne (som at investere $3,5 milliarder i Nevada).

Hovedparten af den lithium Musk forarbejde på sin fabrik kommer fra det kinesiske  China's Ganfeng Lithium Co. men i  litiumbatterier indgår mange flere metaller. bl.a. kobolt og nikkel Nikkel udvindes i miner i bl.a. Filippinerne, Rusland, Canada, Australien, Canada og øgruppen Ny Kaledonien i Stillehavet også belaster miljøet og sundheden. Nikkel får Tesla fra BHP, et australsk mineselskab, og Glenmore, et engelsk-shweizisk firma forsyner ham med kobolt. 

OM KOBOLT - BLODKOBOLT

Kobolt er det  vanskeligste mineral at skaffe. Det kræver ofte betydelig kemisk behandling for at udvinde det. Det findes normalt i klippeformationer, der kan frigive giftige gasser, når de udvindes, og for at gøre ondt værre er de primære kilder til materialet nogle af de fattigste lande på Jorden. 

Den Demokratiske Republik Congo er verdens uden sammenligning største producent af det hårde, sølvgrå metal, i 2016 ansvarlig for godt halvdelen af den globale produktion og samtidig i besiddelse af halvdelen af de tilbageværende globale reserver.

DRC er -som defineret af FN -det fattigste land på jorden. På trods af dets ekstraordinære materielle rigdom, herunder et stort udbud af kobolt, er det også scenen for utallige menneskelige grusomheder, borgerkrige og menneskesmuglings operationer.

En artikel i Information bærer overskriften:  Elbilen har et ømt punkt: Børnearbejde i koboltminer.

Artiklen fortæller, at en UNICEF-opgørelse fra 2012 anslår, at 40.000 drenge og piger, har arbejdet i congolesiske miner, heriblandt mange miner med koboltudvinding. Et tal for børnearbejdets omfang i dag kendes ikke.

Ifølge The Washington Post, der sidste år gennemførte et større researchprojekt i DRC, arbejder omkring 100.000 personer – og altså mange af dem børn helt ned til syv år – i de congolesiske koboltminer, hvor de med primitive redskaber og fuldstændig fravær af beskyttelse udsættes for både arbejdsulykker, alt for tunge byrder, snavset spildevand og høje belastninger med kobolt foruden andre sundhedsfarlige metaller i malmen: cadmium, uran mm. Langvarig belastning med kobolt kan give potentielt dødelige luftvejssygdomme foruden kontaktallergi.

Tidligere talte vi om bloddiamanter fra Congo - nu kan vi tale om blod-kobolt.

Regeringen i DRC har bebudet, at man fra 2025 vil have stoppet børnearbejdet i minerne.

»Dette er en opmuntrende udvikling, men det afgørende er nu implementeringen. Tidligere regeringsløfter om at tage hånd om børnearbejdet er ikke blevet til noget,« siger Amnesty.

Stort set hele den congolesiske koboltproduktion sælges til et kinesisk firma, Huayou Cobalt, der efter bearbejdning sælger hovedparten videre til tre producenter af lithiumbatterier – to i Kina og en i Sydkorea. Blandt batterikøbere fra disse tre virksomheder vides ifølge Amnesty at være Apple, Microsoft og Samsung samt elbilproducenterne Mercedes, Volkswagen og kinesiske BYD, om end Samsung og Volkswagen bestrider forbindelsen.

Elon Musk har tidligere forklaret (jeg har ikke årstallet), at Tesla hidtil købt elbilbatterierne fra selskaber, som bl.a., men ikke kun, anvender congolesisk kobolt. Tesla fastholder over for Washington Post, at selskabets elbiler ikke rummer kobolt fra DRC. Avisen har dog ikke set nogen egentlig dokumentation herfor.

I en rapport Tesla 2022 Impact Report angiver Tesla dog DRC som en af ​​dens primære kilder til kobolt. Det hænger ikke helt sammen med det forrige. Men i en analyse som er en del af sin 2022 Impact Report,  beskriver Tesla dets bestræbelser på at gøre minedriftsprocessen mere etisk og sikker. Så kan vi jo vælge at tro lige så meget på det, som på Congos forsikring om, at de vil afskaffe børnearbejde, eller hvordan vi forholder os.

På https://www.youtube.com/watch?v=7x4ASxHIrEA ligger en fin og tankevækkende video om koboltudvinding i DRC.

MEN HOV, HVAD MED BOLIVIA?

Det var jeg lige ved at glemme, fordi jeg blev så optaget af Argentina.

Halvdelen af verdens kendte reserver ligger i Bolivia. I 2009 forhandlede Bolivia med japanske, franske og koreanske virksomheder omkring at påbegynde udvikling af lithiumudvinding. Ifølge USGS indeholder Bolivias Uyuni-ørken 5,4 millioner tons lithium. Men Bolivia endte med at afvise en aftale.  Bolivias socialistiske præsident, Morales, ønskede ikke at tillade udenlandske virksomheder at udnytte Bolivias lithiumreserver, og han havde  heller ikke til hensigt at agere leverandør af råmaterialer til high-end produktion i udlandet. Den bolivianske stat skulle selv have 100 % over lithiumudvindingen. Og under Morales' kontrol begyndte de statsejede bolivianske oliefelter (YPFB) stolt på at opbygge kapaciteten til at udvinde og behandle lithium i landet, hvilket indbragte store pengesummer, der skulle bruges til gavn for hele det bolivianske folk.

Sammen med sin vicepræsident proklamerede han, at  denne naturressource skulle lindre de 40 procent af borgerne, der lever i ekstrem fattigdom ved at "træne dem inden for videnskabelige og teknologiske områder, så de bliver en del af intelligentsiaen i global økonomi.".

Det blev i juni 2019 blev anslået, at landet havde reserver og kapacitet til at producere omkring 400.00 lithiumbatterier hvert år, og i oktober 2019, blev den første indenlandsk fremstillede elbil, produceret af statsejede YLB (Yacimientos de Litio Bolivianos, eller Bolivian Lithium Deposits), vist frem ved åbningen af ​​et nyt lithiumteknologicenter i Potosi, en by nær Salar de Uyuni. 

I november 2019 var der præsidentvalg i Bolivia. Morales vandt, men  den USA-ledede Organisation of American States (OAS) erklærede valget ugyldigt. Det kom til et voldeligt kup mod Morales, ledet af den bolivianske elite og støttet af CIA. Morales flygtede til Argentina. Og dette skal vi have med, for det leder op til en lille sidehistorie, der involverer Elon Musk.

I forbindelse med et forslag om en eller anden  "economic stimulus package" i forbindelse med en økonomisk krise, følte Elon Musk sig foranlediget til at skrive på Twitter (og nu holder jeg mig til den engelske udgave - det lyder bedst):

"Another government stimulus package is not in the best interests of the people imo. Det er jo en modig betragtning, når man husker den store incitamentpakke, Musk selv modtog, da han skulle starte en fabrik i Nevada - hvis du min læser kan huske tilbage til det. En anden twittede tilbage: “You know what wasn’t in the interests of the people? The US government organising a coup against Evo Morales in Bolivia so you could obtain the lithium there,”  hvortil Musk replicerede: “We will coup whoever we want! Deal with it.”

Men også i Bolivia med en socialistisk præsident er der protester

Det var en særlig begivenhed, der forårsagede protester i Potosi. I slutningen af ​​2018 underskrev Morales-regeringen en lithiumkontrakt med det tyske firma ACI Systems. Joint venturet mellem det bolivianske statsselskab YLB og ACI systems har til formål at producere op til 40.000 tons lithiumhydroxid om året over en periode på 70 år, begyndende i 2022. Aftalen vil få de tyske og bolivianske virksomheder til at bygge et lithiumhydroxidanlæg og en fabrik til batterier til elbiler i Bolivia. I 2022 vil faciliteterne levere mellem 30.000 og 40.000 tons lithiumhydroxid om året, hvilket er nok til at levere lithiumbatterier til omkring 800.000 biler årligt. Omkring 85 procent af lithium udvundet fra Bolivia skal leveres til Tyskland.

 Denne kontrakt blev senere kritiseret for at krænke Bolivias interesser. Især Potosi ville tabe i denne aftale, eller det beklagede kritikere, og få kun en lille del af det fremtidige overskud.

Her er to arbejdere i gang med et af de sidste trin i
udvindingsprocessen ved en saltfabrik i Potosi i Bolivia.
Kun omtrent 50 procent af litiumindholdet kommer med videre.

Demonstranter fokuserede på et centralt forarbejdningsanlæg i Llipi, nær Uyunis saltsletter, som de blokerede og krævede lovgivning, der garanterede bedre fordele for lokalsamfund og større royalties fra udvinding af det elektriske batterimetal. Hvad det førte til, ved jeg faktisk ikke.

Til trods for, at Bolivia i oktober 2019 præsenterede den første indenlandsk fremstillede elbil, produceret af statsejede YLB, så fungerede Bolivias lithiumudvinding ikke i flere år.

Siden Morales' flugt har Luis Arce, den nye præsident, som også er socialist, indledt en anden tilgang.

Ud fra et ønske om at udvikle fabrikker i syv af Bolivias 28 saltflager, herunder Uyuni, Coipasa, Pastos Grandes, Capina, Cañapa, Chiguana og Empexa, indbød han 8 udenlandske firmaer til at  pilotteste udvindingspolitikken.og her havde Bolivia også øje for Europa.

Efter at Morales er vendt tilbage og har genvundet magten har han givet både Kina og Rusland adgang til Bolivias lithiumreserver - først med underskrevne aftaler med det kinesiske konsortium CATL BRUNP & CMOC (CBC) og selskabet Citic Guoan Group, og i midten af ​​december 2023 underskrev Bolivia også en aftale på $450 millioner med det russiske statsfirma Uranium One Group, et datterselskab af Rosatom, der gav Rusland adgang til dets reserver.

I henhold til aftalen vil det russiske firma investere i Bolivia over to år i et pilotprojekt om lithiumproduktion i Colcha K-samfundet, i afdelingen Potosi, i tre faser. I første fase er målet at producere 1.000 tons lithiumkarbonat om året, i anden fase op til 8.000 tons, og yderligere 5.000 tons i tredje fase. Kontrakten er den anden underskrevet med Uranium One Group. I det første, i juni 2023, blev de kontraherende parter enige om at bygge et industrielt kompleks af lithiumkarbonat i Pastos Grandes i det sydvestlige Bolivia.

Hvad angår Kina, blev den første aftale indgået i januar 2023 med CBC-konsortiet, under ledelse af CATL, om at investere i alt 1,4 milliarder dollars i installationen af ​​to industrianlæg til direkte udvinding af lithium i Salar de Uyuni, verdens største saltørken. I juni 2023 underskrev Bolivia en kontrakt med Citic Guoan om retten til at udnytte lithiumreserver i Salar de Uyuni. For nylig, den 18. januar 2024, underskrev CBC-konsortiet endnu en aftale, der uddyber samarbejdet inden for lithiumefterforskning i Salar de Uyuni med en yderligere investering på 90 millioner dollars.

Aftalerne med Kina og Rusland bekymrer omverdenen - af to grunde. For det første, fordi netop de to lande er ikke kendt for at tage de store miljøhensyn. Og for det andet - og måske vigtigste - så er vesten jo bestemt ikke interesseret i at netop de to lande vinder indflydelse rundt omkring i verden.

En boliviansk delegation har dog også besøgt Belgien og Frankrig for at præsentere investerings- og samarbejdsmuligheder. Særligt samtalerne med franske virksomheder og myndigheder var tilsyneladende meget positive. Og Bolivia er nu i forhandlinger med Italiens Protecno, Frankrigs Eramet og desuden australske Eau Lithium.

ER DET VESTENS TIDLIGERE UDNYTTELSE AF DERES KOLONIER VI SER GENTAGET?

I starten af dette blogindlæg opstillede jeg spørgsmålet, om vi i bedste kolonistil udnytter udviklingslandene? Den tese holder imidlertid ikke. For det første har det fattige Bolivia undgået at gå i den fælde, da de selv har bevaret kontrollen over lithiummet, og de endda har fået opbygget den industrialisering, der skal bearbejde den videre. For det andet er hverken Chile eller Argentina fattige udviklingslande (selv om Argentina regelmæssigt kommer i økonomisk uføre), og for det tredje kan man ikke sige, at de bliver økonomisk udnyttet af vestens lande for både Chile og Argentina - og især Chile - har indtægter ved eksport af lithium - også selv om man må medgive, at de multinationale selskaber, der sikrer sig koncessioner og investerer i lithiumudvinding, får en større del af kagen. Et træk ved de lande, vi tidligere kaldte u-lande, er, at de mest var råstofeksporterende, men ikke selv havde kapacitet til at forarbejde disse. Det gælder for de to sydamerikanske lande, når det gælder lithium. De eksporterer lithium som råstof, og det er andre lande/multinationale selskaber, der tjener på anvendelsen af lithium ved fremstilling af lithiumbatterier, som bilproducenterne har brug for og betaler godt for. 

En artikel i Times Magasin er dog inde på samme tanke som mig:

 But with the global energy transition set to trigger a 40-fold increase in lithium demand between now and 2040, per the International Energy Agency, mining companies are competing to secure supplies in less developed locations, like Argentina and Bolivia, as well as Serbia and Mali. Some local communities in these areas—the Argentine Puna, is home to some 50,000 people—say they are about to meet the same fate as those in Chile: seeing their resources taken and lands irrevocably altered to feed the markets of richer countries—neocolonialism dressed up as a green revolution.

"Nu når så mange virksomheder er kommet på jagt efter vores lithium, er det,at det begynder at bekymre os. Hvad bliver der tilbage af vores saltflade, når de forlader det?” spørger 60-årige Marta Rios, der er bosiddende i Tolar Grande, som jeg tidligere har omtalt - byen på udkanten af Arizaro Salt Flat. 

"Vi er nødt til at afmystificere ideen om, at saltfladen er tomt territorium," tilføjer hun. »Den er ikke tom – der bor folk. Folk, der i årevis har sagt, at alle miljømæssige, sociale og menneskerettigheder bliver krænket i disse områder. De organiserer sig i modstand for at konfrontere en dyb magtasymmetri med kapitalen."

Jeg hæfter mig ved frasen "less developed locations" Kunne man hævde, at det er landene selv, der i næsten kolonial stil udnytter de mindre udviklede områder i egne lande? At det er landene selv, der udnytter de fattige mennesker i deres egne lande, når de ser stort på indfødte folks forringede livsvilkår og rettigheder?

Man kan man kan med god ret hævde, at det er os i Vesten, der skaber de nye problemer, fordi det er os, der presser på for at få lithium, men her kunne landene jo selv stille større krav til de aktører, der udvinder lithium. 

Men er det urimeligt bare at være imod lithiumudvinding, når vi nu gerne vil have mere klimavenlige elbiler, kan man spørge? Lidt måske. Men jeg forstår nu godt de fattige befolkninger - især i ugæstfrie randområder i Chile og Argentina, for hvem det nok aldrig bliver aktuelt at købe en dyr elbil. At netop deres natur og levevilkår skal ofres  - selvom vi naturligvis alle må yde vores for et bedre klima.

At miljøforhold og dermed levevilkår forringes for folk, der lever på kanten af salinaerne er indiskutabelt,

Der er ingen tvivl om, at de store udvindingsselskaber er opmærksomme på miljøspørgsmålene - måske fordi de skaber problemer med befolkningernes accept. 

Nogle prøver at gå nye veje

I Salta-provinsen søger Centenario-Ratones - et joint venture mellem det franske firma Eramet og det kinesiske firma Tsingshan - at implementere en ny lithium-ekstraktionsteknik, kendt som Direct Lithium Extraction (DLE).

DLE kræver ikke vandfordampningsdamme, men leder underjordisk saltlage til tanke, hvor en kemisk proces adskiller lithium fra resten af væsken, som derefter pumpes tilbage i saltfladen.

Teknologien er blevet udråbt som en potentiel "game-changer" for industrien, da den lover at reducere dets betydelige vandforbrug - en knap ressource i den tørre region - og samtidig øge produktionen. Eramet hævder, at DLE vil tillade det at genbruge60 % af det ferskvand, det bruger. "Vi tror på, at det er muligt at drive minedrift på en produktiv måde med mindst mulig miljøpåvirkning," fortæller bæredygtighedsdirektør for Eramets datterselskab i Argentina.

Også Bolivia er klar til den nye teknik, og de er endda klar til at samarbejde med amerikanske firmaer- selv stadig med en socialistisk præsident. Bolivia har hældt hundredvis af millioner af dollars i traditionelle fordampningsdamme, der kun har produceret lidt lithium, til dels på grund af forholdsvis megen regn sammenlignet med projekter i Chile og Argentina, dels pga. høje naturligt forekommende koncentrationer af magnesium.

Så nuværende præsident Luis Arce har kun indhentet bud fra firmaer, der bruger en anden og uprøvet teknologi kaldet "direkte lithiumekstraktion" - som kunne producere lithium hurtigere, men som har brug for en anden og ny infrastruktur, som endnu ikke er bygget.

Otte konkurrenter fra Kina, Rusland, Argentina og USA bød ind. heriblandt russiske Uranium One, den amerikanske startup Lilac Solutions - støttet af den tyske bilproducent BMW (BMWG.DE), Bill Gates' Breakthrough Energy Ventures, den gigantiske kinesiske batteriproducent CATL (300750.SZ) og endelig EnergyX, et amerikansk teknologifirma.

Ingen af ​​virksomhederne havde tidligere udnyttet lithium i kommerciel skala.

Men EnergyX havde udviklet og patenteret den særlige DLI under navnet LiTAS, og det var dem, der blev valgt til at udføre et pilotprojekt. 

EnergyX skriver: "Vi viser den innovation, der er nødvendig for at løse de reelle problemer i vores branche. Ved at øge lithiumudbyttet, reducere behovet for tunge kemikalier, metaller og store mængder vand til forarbejdning af saltlage, samtidig med at lithium produceres meget hurtigere end nuværende metoder, er LiTAS fremtiden for lithiumekstraktion. Dette blev bevist af tredjepartsevaluatorer i Bolivia, som var i stand til at udvinde 94 % af lithiumet i lokale saltlage under kommercielle forhold ved hjælp af LiTAS. Vores næste generation af DLE-teknologi vil være saltlageagnostisk, hvilket betyder, at den vil være i stand til at behandle saltlage uanset deres koncentration og kemiske egenskaber – et problem, der kan begrænse andre teknologier." 

EnergyX  skriver endvidere - temmeligt svulstigt:

EnergyX respekterer Bolivias suverænitet og endelige valg for hvilket DLE-selskab, de i sidste ende ønsker at arbejde med, uanset årsag eller slet ingen grund. Vi vil ikke appellere nogen endelig afgørelse eller denne diskvalifikation på grund af tekniske forhold, og vi håber, at Bolivia i fremtiden vil overveje EnergyX, hvis behovet for lithiumteknologi, forarbejdning og raffinaderi opstår. EnergyX tilbød den laveste pris og lav risiko løsning, der maksimerer nytten af ​​Bolivias eksisterende investering i fordampningsdamme i Uyuni, og står klar og villig. EnergyX sætter pris på, at YLB gav virksomheden en mulighed for at fremvise vores teknologi til verden og demonstrere, at virksomheden er i stand til at implementere og idriftsætte rigtigt, fungerende udstyr til marken til langvarige test.

Endelig vil EnergyX hædre den donation på 100.000 USD, det har givet til Potosí-sundhedssystemet, hvilket gør det muligt for tusindvis af børn at modtage øjenscreeninger, og til Uyuni-uddannelsessystemet, der bygger 6 nye skoler og et teknologisk computerlaboratorium. Vores ESG-løfte holder stærkt inden for vores kerneværdier. Vores administrerende direktør Teague Egan har personligt besøgt Bolivia 12 gange, og han bekymrer sig virkelig om landet og dets folk. EnergyX er spændt på fremtiden for disse samfund og ungdommen hos de oprindelige folk i nærheden af ​​saltsletterne, og ønsker Bolivia det bedste i deres bestræbelser på at blive en leder af lithium- og energilagring.

Og endelig et tredje eksempel på forhåbningerne til den ny teknik til lithiumudvinding.

I Catamarca i Argentina er  Lake Resources, et mineselskab grundlagt for seks år siden, ved at forberede en saltsø-lithiummine - kaldet Kachi - som skal benytte DLE teknologi fra Californien-baserede start-up Lilac Solutions. Kachi er et af verdens mest avancerede projekter. En repræsentant for firmaet forklarer: "Vi fylder saltlagen i store tanke i bare tre timer. Indeni vil lithiumatomer bryde fra vandmolekylerne og bindes i stedet til små "ionbytterperler" produceret af Lilac Solutions. "Perlerne" fiskes derefter ud af saltlagen og vaskes med en stærk syre for at udskille lithiumchlorid. I mellemtiden kan saltlagen - omkring 800 tons af det pr. ton produceret lithiumcarbonat - returneres til grundvandsmagasinet."

Lilac solutions lover, at på få timer kan Lilacs teknologi indvinde op til dobbelt så meget lithium som den traditionelle metode på 1-2 år og returnere "stort set alt" saltvandet til dets grundvandsmagasin,

 Andre skriver om projektet: 

"I teorien skulle det forhindre den grundvandsudtømning, der rapporteres af lokalsamfund i Chile. Store mængder ferskvand bliver dog senere brugt i processen med at omdanne lithiumchlorid til lithiumcarbonat, der skal sendes til virksomheder, der fremstiller batterikatoder.

Teknologien er dog meget uprøvet. Selv hos store lithiumproducenter, der udforsker DLE, inklusive verdens største producent, North Carolinas Albemarle Corp., siger eksperter, at det har kæmpet med at flytte fra laboratoriet til marken. Nogle investorgrupper har udtrykt alvorlig tvivl om, at Lake Resources vil få det til at fungere i stor skala på sin ambitiøse tidslinje."  

Men i marts 2024 kunne Lake Resources annoncere, at de havde indsendt miljøpåvirkningsvurderingen (EIA) for fase 1 af Kachi lithium-projektet. Vurderingen blev indsendt til Catamarca-mineministeriet og, som de selv formulerer det, "markerer en vigtig milepæl for projektet, da det repræsenterer kulminationen af ​​omfattende feltarbejde og samfundsengagement opnået over de seneste tre år."'

Kachi sigter mod at opnå den første lithiumproduktion i 2027 med en ramp-up, der kulminerer inden udgangen af ​​2028, som forventes at falde sammen med starten på en længere periode med strukturelt underskud for lithiumkemikalier af batterikvalitet.

Lidt billeder fra Kachi-projektet.

Lake Resources lays the ground for its Kachi lithium mine in Catamarca, Argentina.

A worker at Lake Resources mining company. 
og A drill extracts lithium-rich brine samples at the Kachi mine.

Flamingos found in the brine lagoon near where Lake Resources' Kachi project will be developed. Mining expansion in the Andes could affect a fragile ecosystem home to flamingoes and other animals.

Et par argentisnske brødre foran en halvfærdig bygning, de er i gang med. 
De ved ikke, hvad de skal mene om Kachi-projektet. 

Her følger Vasquez-brødrenes fortælling.

The Vasquez brothers aren’t used to visitors. Their farm lies in the Puna, a vast plateau region in the Andes Mountains, some 12,500 ft above sea level and a full day’s drive to the nearest city. The terrain, in the Argentine province of Catamarca, is rough and largely empty; fluffy, big-eyed llamas wander a miles-wide plain between mountains. Only sparse shrubs pepper the ground, glowing yellow-green Technicolor under the close sun.

But one day in 2016, a tall man in his 50s, speaking heavily Australian-accented Spanish, pulled up to the Vasquezes’ remote farmhouse. He told them that a couple of miles away, under the otherworldly surface of the plateau, lay huge amounts of lithium—the white metal essential to making the batteries needed to power electric vehicles and other clean energy technology—and he had a plan to extract it.

But Stephen Promnitz, an Australian mining executive, told the Vasquezes he had a way to extract lithium while preserving their homeland. “He was very polite,” recalls Florentín Vasquez, a friendly 38-year-old in a floppy black sun hat, standing with his two brothers by a half-built adobe farmhouse in March 2022. “He says that they’re not going to use as much water as other projects—that they have a new method that has never been tried before in Argentina.”

The uncertainty weighs on the Vasquez brothers, who have lived on this land for three generations, and hope to pass it down to their own children one day. “People from outside can come and tell you, ‘Don’t worry nothing will happen,’” Florentín says. “But we’re the ones at risk.”

ER DER ANDRE MÅDER AT SKAFFE BATTERIER NOK TIL VORE ELBILER?

We can no longer treat the batteries as disposable – Shirley Meng

Mange er optaget af, hvordan vi kan komme til at genbruge lithiumbatterier.

Holdningen er, at hvis de millioner og atter millioner af Li-batterier, der er opbrugte efter omkring 10 års brug, genbruges mere effektivt, vil det  hjælpe med at neutralisere alt det energiforbrug. 

Volkswagen skriver på deres hjemmeside, at op til 40 % af behovet for lithium til batterier vil kunne dækkes ved hjælp af konsekvent genbrug af brugte batterier. På den måde ville genbrug af elbilsbatterier kunne spare store mængder CO2.

Adskillige laboratorier har arbejdet på at raffinere mere effektive genbrugsmetoder, så en standardiseret, miljøvenlig måde at genbruge Li-batterier på i sidste ende vil være klar til at imødekomme den skyhøje efterspørgsel.

Men indtil videre er det også en besværlig og dyr løsning.

I de almindelige batterigenbrugsanlæg rives batteridele ned til et pulver, og derefter smeltes det pulver enten (pyrometallurgi) eller opløses i syre (hydrometallurgi). Men Li-batterier består af mange forskellige dele, der kan eksplodere, hvis de ikke skilles ad omhyggeligt. Og selv når Li-batterier er nedbrudt på denne måde, er produkterne ikke nemme at genbruge.

NATRIUIM-BATTERIER

Andre er på vej med en helt anden og revolutionerende løsning,nemlig at erstatte lithium med natrium - et grundstof, der findes i bordsalt

"Natrium er en meget mere bæredygtig kilde til batterier [end lithium]," siger James Quinn, administrerende direktør for Faradion, det britiske batteriteknologiselskab, der fremstiller natriumion-batterier for Yarra Valley forsyningsselskab Nation Energie i Australien."Det er bredt tilgængeligt over hele verden, hvilket betyder, at det er billigere at hente og mindre vandkrævende at udvinde ," siger Quinn. " Det kræver 682 gange mere vand at udvinde et ton lithium i forhold til et ton natrium . Det er en betydelig mængde."

Udviklingen af ​​Na+ batterier startede i 1990'erne. Efter tre årtiers udvikling befinder NIB'er sig på et kritisk tidspunkt for kommercialisering. Adskillige virksomheder såsom HiNa og CATL i Kina, Faradion i Storbritannien, Tiamat i Frankrig, Northvolti Sverige,  og Natron Energyi USA, er tæt på at opnå kommercialisering af NIB'er.- Men kun tæt på.

Dog annoncerede CATL, verdens største lithium-ion batteriproducent, at de i 2022 var startet på masseproduktion af SIB'er. I februar 2023 placerede det kinesiske HiNA Battery Technology Company , Ltd. et 140 Wh/kg natrium-ion-batteri i en elektrisk testbil for første gang.

Ud over den åbenlys fordel ved den naturlige overflod af natrium, især i saltvand, er det også en fordel, er at kobolt, kobber og nikkel ikke er påkrævet til mange typer natrium-ion-batterier, da mere  rigelige jernbaserede materialer fungerer godt i Na+-batterier.

 Men fordi natriumioner er større end lithiumioner, kan det være vanskeligere at finde egnede katodematerialer til SIB'er. Materialet skal have en struktur, der kan rumme disse større ioner og give mulighed for effektiv bevægelse under opladnings-/afladningscyklusser. Da natriumioner er større end lithiumioner, svarende til katoden, skal anodematerialet have en struktur, der kan håndtere denne størrelsesforskel og give mulighed for effektiv natriumionbevægelse.

Firmaet NEI udforsker aktivt nye og forbedrede katode- og anodematerialer for at løse udfordringerne med natriumionstørrelse og optimere ydeevnen. Fokus er på at udvikle materialer, der tilbyder høj kapacitet, lang levetid, stabilitet og overkommelige priser for at gøre SIB'er til et overbevisende alternativ til lithium-ion-batterier.

Men hvordan fungerer el-bilernes lithiumbatteri egentlig?. 

Overordnet set er der tre bestanddele i et ion-batteri: Katode-materialet, anode-materialet og elektrolytten. “Katode” og “anode” for den positive hhv. negative pol i batteriet. Ionerne – fx lithium-ioner i et Li-ion-batteri – kommer fra elektrolytten, der normalt er en væske, som udfylder rummet imellem katode- og anodematerialet. Disse to materialer holdes desuden adskilt af en tynd membran, som ionerne vandrer igennem. 

Strukturen af katode- og anode-materialerne er alle gennemtrængt af et netværk af meget små kanaler. De er mindre end 1 nanometer (nm) i diameter, dvs. 0,000001 mm og kan løbe både 1, 2 og 3-dimensionelt gennem materialet. Kanalstørrelsen passer netop til størrelsen af de ioner (fx Liioner), der kommer fra elektrolytten. Opladningen af et ion-batteri består i, at man med den eksterne (opladnings)strøm tvinger ioner til at diffundere ud af katoden over i elektrolytten og videre derfra over i anodens materiale, som infi ltreres via netværket af ion-kanaler. 

Processen er ikke spontan og kræver derfor tilførsel af energi. Energien “investeres” i at tvinge Liionerne ind i anodematerialet hen imod en slutsituation, hvor kanalerne er tæt pakkede og batteriet fuldt opladet. Diff usionen den anden vej, hvor ionerne vandrer ud af anode-materialet, tilbage gennem elektrolytten og over i katodematerialet, er derimod spontan. Den er derfor forbundet med frigivelse af energi, og det er denne proces, der langsomt fi nder sted i batteriet, når det bruges. Når alle ioner er vandret fra anoden tilbage til katoden er batteriet fl adt – og klart til at blive genopladet.

Wikipedia har en fin lille video, der viser det. Jeg har taget nogle skærmdumps.

Når batteriet benyttes, bevæger lithium-ionerne sig fra en katode til en anode 

Batteriet tømmes /aflades

 Under opladning bevæger lithium-ionerne sig fra anoden til katoden igen.

Lithium-ionerne bevæger sig altså frem og tilbage mellem katode og anode i elektrolytvæsken, og energien frigives, når lithium-ionerne bevæger sig mod anoden.

Natriumbatteriet fungerer på samme måde - blot med lithium udskiftet til natrium.

MEN LØBER VI TØR FOR LITHIUM? 

At elbiler udledes mindre CO2 end benzinbiler er vel indiskutabelt, men er det så - også på langt sigt - løsningen på et af vore miljøproblemer? Er der nok lithium til alle de millioner af elbiler, vi ønsker at fremstille, eller slipper lithiummet op? Er det en vedvarende ressource eller vil den slippe op?

Jeg hoppede lidt i stolen, da jeg så overskriften : "

En verdensomspændende mangel på lithium kan komme allerede i 2025."

Kunne det da passe? Har vi allerede brugt alt for meget litium? 

Heldigvis ikke. Der er en anden forklaring, nemlig den at det aktuelle udbud af lithium ikke kan opfylde det nuværende behov i batterifabrikkerne. Ikke fordi der ikke er lithium, men fordi der endnu ikke udvindes så meget.

Men der gives mange estimater på udviklingen.

Benchmark, verdens førende udbyder af uafhængige prisvurderinger, markedsprognoser, omkostningsanalyser og rådgivning til det globale lithiummarked, forventer, at efterspørgslen efter lithium-ion-batterier i 2030 vil vokse med 400 procent og nå op på 3,9 terawatt-timer. 

Og derfor er der så stort et fokus på at åbne  udvindinger - også fordi det nemt kan tage mere end 5 år fra de første undersøgelser, til udvindingen reelt kommer i gang. Verden producerede 540.000 metriske tons lithium i 2021, og i 2030 forventer World Economic Forum, at den globale efterspørgsel vil nå op på over 3 millioner tons. Der er i 2023 kun 101 lithiumminer i verden, ifølge Refinitiv-data.

Der har løbende været uenighed omkring vækstpotentialet for lithiumudvinding.. Et studie fra 2008 konkluderede, at realistisk opnåelig lithiumcarbonat-produktion kun ville række til en lille fraktion af fremtidig efterspørgsel.De identificerede lithiumreserver blev i 2008 af US Geological Survey (USGS) vurderet til på verdensplan at indeholde 13 millioner ton. De skriver dog også allerede der, tilbage i 2008,  at masseproduktion af lithiumcarbonat ikke er miljømæssigt forsvarligt og vil forårsage uoprettelig økologisk skade på økosystemer, samt at liion-fremdriftssystemer er uforenelige med idéen om en 'grøn bil'. 

Omvendt fandt et studie fra Lawrence Berkeley National Laboratory og University of California, Berkeley i 2011, at den nuværende vurderede reservebase af lithium ikke bør være en begrænsende faktor for batteriproduktion til elkøretøjer på stor skala, da man burde kunne bygge omkring 1 milliard 40 kWh Li-baserede batteier med de nuværende reserver. Et andet studie fra forskere fra University of Michigan og Ford Motor Company i 2011 fandt, at der findes tilstrækkelige ressourcer til at understøtte global efterspørgsel frem til 2100, inklusive den lithium, der kræves til potentielt udbredt brug i transportsektoren. Studiet vurderede, at der på globalt plan findes 39 millioner ton lithimreserver, og at den samlede lithiumefterspørgsel i den 90-år-lange analyserede periode blev vurderet til 12-20 millioner ton afhængig af scenarierne vedrørende økonomisk vækst og genbrugsrater.

Så nu taler vi  helt andre tal.

Hannah Ritchie er en skotsk dataforsker, seniorforsker ved University of Oxford i Oxford Martin School og viceredaktør på Our World in Data. 

Lige lidt om Oxford Martin School. Den blev grundlagt i 2005, efter at James Martin donerede over £70 millioner, den største donation til University of Oxford i dets mere end 900-årige historie. James Martin havde æresdoktorgrader fra seks kontinenter. Han døde i 2013.

James Martin har skrevet over 100 lærebøger, mange af dem banebrydende inden for deres felt – hvor han forudså de udfordringer, som moderne teknologi, tilslutningsmuligheder og økonomi ville bringe. Han diskuterede de trykte avisers fald og stigningen i 24-timers rullende nyheder, han advarede mod de voksende ekstremer af rigdom og indkomstulighed, og forudså endda allestedsnærværende af mobiltelefoner, online dating og "designer" babyer.

Hans vision var, at skolen skulle være unik i at samle teams af forskere fra på tværs af discipliner for at innovere og finde løsninger på de mest presserende globale udfordringer og muligheder i det 21. århundrede.

 

Hannah Richies skriver:

Hvor meget lithium har verden? Vi ved det ikke med sikkerhed.

Det, vi kan estimere, er 'ressourcer': et 'bedste gæt' af aflejringer, som vi har opdaget og studeret, og nogle, som vi tror er der, men som er uopdagede.

Ikke alle disse aflejringer er gennemførlige at udvinde med vores nuværende teknologier, eller de er for dyre. Den mængde lithium, som vi ved, vi teknologisk og økonomisk kan udvinde, kaldes 'reserver'.

I 2021 anslås det, at verden havde 88 millioner tons lithium .2Det er 'ressourcer'. En fjerdedel af dette – 22 millioner tons – var muligt at udvinde. Disse er 'reserver'.

I 2021 anslås det, at verden havde 88 millioner tons lithium .Det er 'ressourcer'. En fjerdedel af dette – 22 millioner tons – var muligt at udvinde. Disse er 'reserver'.

Det, der er vigtigt ved disse tal, er, at de ændrer sig hele tiden: Vi opdager hele tiden nyt lithium, og efterhånden som vores teknologier og markedsforhold forbedres, bliver flere af vores ressourcer økonomiske at udvinde.

Hvis vi tæller lithium, der er til stede i havvand, for eksempel, har vi mere, end vi nogensinde kunne få brug for.  At trække lithium fra havet vil blive meget dyrere, og endnu har vi ikke teknologien til at udvinde det. Men nødvendighed, som man siger, er opfindelsens moder. 

Hvor mange elektriske køretøjer antager vi, at de kendte henholdsvis reserver og ressourcer rækker til? Den gennemsnitlige elbil har i øjeblikket brug for omkring 8 kg lithium.6Med vores nuværende 22 millioner tons reserver ville vi få 2,8 milliarder elbiler. Med vores 88 millioner tons ressourcer ville vi få 11 milliarder elbiler.

Ritchies skøn, baseret på data fra Det Internationale Energiagentur (IEA), viser, at en elektrificeret økonomi i 2030 sandsynligvis vil have brug for alt fra 250.000 til 450.000 tons lithium. I 2022 producerede verden kun 113.000 tons . Da den gennemsnitlige lithiummine tager mindst et par år at komme op at køre, er vi nødt til at finde ud af, hvordan vi hurtigt kommer frem til dette lithium.

Dette bringer os til den måske største udfordring ved EV-revolutionen : hvordan man hurtigt kan udvinde lithium uden at efterlade en række økologiske katastrofer og menneskerettighedskrænkelser i vores kølvand.

Et skøn over lithiumreserverne fra US Geological Survey tilbage i 2015 nåede frem til, at verden har nok kendte reserver til omkring 365 års nuværende global produktion på omkring 37.000 tons om året.

Et mere moderat estimat kommer fra professor Kipling. Når elbilerne kommer til at dominere bilmarkedet, mener han, at der findes omkring 70 års lithium, hvorefter de identificerede globale reserver er opbrugt. Derefter må vi satse på at trække lithium fra havet, hvilket er meget dyrere.

Den største udfordring ved at udtænke et praktisk system til at udvinde lithium fra havet er metallets ultralave koncentration i havvand.

Forskere ved King Abdullah University of Science and Technology har forsøgt sig med en  lithium-ledende elektrolyt-membran i havvandsprøver indsamlet fra Det Røde Hav.

Membranen, et ultratyndt glaslignende materiale har gitterhuller lige store nok til at tillade lithiumioner at passere igennem, mens de blokerer større, mere rigelige ioner, inklusive natrium og magnesium. Selvom flere grupper af forskere har udtænkt måder at høste lithium fra havet på, er ingen af ​​metoderne i øjeblikket praktiske. "Det er teknisk muligt at udvinde lithium fra havvand," siger Cui. "Men det handler om omkostninger. Og i øjeblikket er det for højt.” 

David Kipping er en britisk-amerikansk astronom, astrofysiker  og lektor ved Columbia University, New York, hvor han leder Cool Worlds Lab.

 Men hvorfor bringe en astronom og astrofysiker ind i denne artiklel?

Jo, for lithium findes også i stjernene, og Kipping går endda så vidt som til at fundere over, om fremtidige generationer måske skal hente lithium i stjernene eller endda i andre galaxer.

Det lyder lidt vidtløftigt. Men man kan jo godt blive optaget af rummet og stjernerne, som f.eks. forleden aften, da det lykkedes mange at få taget billeder af kometen C/2023 A3 (Tsuchinshan–Atlas) – også kaldet ”århundredets komet" – som lige nu passerer jorden igen. Sidste gang var ellers 80.000 år siden. 

Så i det blogindlæg, der snart følger, om selve stoffet lithium, kommer du også til at læse om lithium i rummet / i stjernerne.

Her vil jeg slutte mit blogindlæg. Et indlæg, som fik geografilæreren op i mig igen og gav mig lejlighed til at beskæftige mig med det Sydamerika, jeg er så glad for. Lidt storpolitik kom jeg også omkring og en hel del kloge menneskers meninger om det alt sammen.