På vores første tur til Barcelona besøgte vi jo nok alle de mest oplagte seværdigheder. Det store Mercado Bucheria Ramblaen, Katedralen, Picassomuseet, Bornkvarteret med Santa Maria del Mar-kirken fra Ildefonso Falcones’ bog Havets Katedral, havnen, strandpromenaden, La Sagrada Familia og Gaudis andre mærkværdige bygninger i Eixample-kvarteret, dog kun udefra. Jeg er ikke så optaget af Gaudis byggerier. Men alligevel tog vi nu også ud til Gaudiparken, Park Guell. Her er en fantastisk udsigt over byen
Casa Batló
Ildefonso Falcones seneste roman, Sjælemaleren, foregår i starten af 1900-tallet på tærsklen til modernismen, hvor disse byggerier fandt sted, og en tid, hvor kontrasten mellem rig og fattig var stor, og de politiske spændinger ulmede.
Også en anden roman vil jeg nævne, nemlig Daniel Sánchez Pardos´ " G" , som foregår i slutningen af 1800-tallet og kredser om den unge arkitektstuderende Camarasa og hans venskab med den mystiske Gaudi.
Ved La Sagrada Familia var vi næsten mest optaget af de mange parakitter, der larmede i palmerne i det lille grønne anlæg.
Dem kommer der lidt mere om senere.Camp Nou og Mont Juic besøgte vi på den busrundtur, vi næsten altid tager med på, når vi kommer til en ny storby. Fra Montjuic var der igen en fantastisk udsigt over byen, men fra en lidt anden vinkel – og vi stoppede også op ved det store Olympiske Stadion.
Picassomuseet
var utrolig spændende. Her kunne vi følge Picassos udvikling fra de første helt
naturalistiske malerier, over hans blå og lyserøde perioder frem til kubismen. Faktisk
syntes jeg bedst om den blå og lyserøde periode, før han nåede frem til at
udvikle kubismen. Men nedenstående maleri er alligevel et af mine yndlingsværker.
En hel sal var forbeholdt en samling meget store malerier, hvor han havde taget udgangspunkt i Diego Velasques’ berømte maleri Las Meninas og havde tilført det sine kubistiske elementer. Det var rigtig spændende.
Da vi forlod museet og fulgte en smal lille gade fremad mod El Born og det gotiske kvarter, kom vi til et af turens højdepunkter!
Indtil nu har jeg vist intet nævnt, som ikke også står i alle turistbøger. Men skal jeg nævne en enkelt ting, måske en mindre kendt, er det en bestemt pintxos-restaurant, jeg havde fået anbefalet af en kollega, hvis datter i flere år boede i Barcelona. Og det var den restaurant, vi nu nåede frem til. Her serveres – efter kollega Gittes og nu også min mening – byens bedste pinxtos. Pintxos er den særlige baskiske udgave af tapas – endnu mere delikate end tapas.
Herefter var det tid til en lille forfriskning på en gammel café i El Born.
El Born er et dejligt område.
I dette gamle kvarter ligger Santa Maria del Mar-kirken.
Den ligger lidt underligt klemt i gadebilledet, men indeni er de meget smuk.
Den blev bygget på kun 54 år mellem 1329 og 1383, hvilket skyldes, at alle håndværkere i området hjalp til med byggeriet. Beboerne følte, det var DERES kirke, der her blev bygget. Efter en lang arbejdsdag fortsatte havnearbejderne, los bastaix, deres tunge slæb ved at slæbe store stenblokke fra stenbruddene på Montjuic, ned til kirkebyggeriet, og på kirkedøren ses to små figurer, der netop hylder disse bastaix, der slæber de tunge stenblokke.
Det, jeg husker allerbedst fra Barcelonas Katedral, er gæssene.
I forbindelse med katedralen lå et lille kloster. I den tidligere klosterhave finder vi Gåsebrønden, og her lever til stadighed en gåseflok på 13 gæs. Legenden vil vide, at disse gæs er efterkommere af de gæs, som vækkede de romerske soldater, da gallerne i år 387 f.Kr. forsøgte at indtage fæstningen på Capitol i Rom.
Når det netop
skal være 13 gæs, så hænger det sammen med legenden om Santa Eulalia, som er
katedralens skytshelgen. Ifølge traditionen var Eulàlia en kun 13-årig ung
pige, som led martyrdøden i år 304 under forfølgelserne af de kristne under
kejser Diokletian. Hun nægtede at tilbede de romerske guder og blev udstillet
nøgen på torvet, men et mirakuløst snefald midt på foråret dækkede hendes
nøgenhed. Herefter blev hun anbragt i en tønde, hvori der var stukket knive, og
hun blev rullet ned ad gaden - traditionen vil vide, at det skete på gaden, som
i dag bærer navnet Baixada de Santa Eulàlia. Da hun overlevede dette, blev
begge hendes bryster skåret af, og hun blev korsfæstet på et X-formet kors. I
alt lod byens romerske kommandant, Dacian, hende udsætte for 13 bestialske
former for tortur, en for hvert af hendes leveår. Til sidst huggede forfølgerne
hovedet af Santa Eulàlia, og det fortælles, at en hvid due, et symbol på hendes
renhed og uskyld, steg til vejrs fra hendes hals.
Barcelonas Katedral er berømt for sine flotte korstole.
Og så burde jeg have lagt mærke til døbefonden, for efterfølgende har jeg læst, at det var her, man døbte seks indfødte indianere, som Columbus tog med sig, da han i 1493 vendte tilbage fra sin første rejse til Amerika. Columbus rejste fra Sevilla til Barcelona medførende ikke alene de seks "vilde", men også et bur med papegøjer. Inden han kunne præsentere indianerne for det katolske kongepar, var det jo nødvendigt, at de blev døbt først. Efterkommerne af papegøjerne – parakitter var det - ser og især hører man stadig mange af - som jeg nævnte under La Sagrada Familia, og også langs den flotte nye strandpromenade, som blev anlagt til OL i Barcelona 1992.
Kan du få øje på parakitten?
Parc de la Cituadella er et dejligt sted med fontæner, kunstig sø, plæner, stier, planter, små traktørsteder.
Parkens navn stammer fra den store militære befæstning (på catalansk: Ciutadella), som tidligere lå her.
Den militære befæstning blev opført efter den spanske arvefølgekrig i 1714, hvor Catalonien støttede Østrigs kandidat, Karl V, mens Castillien – Madrid - gik ind for Filip af Anjou. Barcelona stod dermed på på taberens side, og som følge af nederlaget mistede Catalonien håbet og løftet om at blive en selvstændig nation. For at få styr på det oprørske Barcelona blev et boligkvarter La Ribera – hvor store dele af Ildefonso roman Havets Katedral foregår - nedrevet og et militær anlæg i en stjerneformet konstruktion blev anlagt ved hjælp af catalansk arbejdskraft og beskatning.
Året 1714 er stadig et vigtigt symbol i Barcelona. Det fortælles, at under FC Barcelonas kampe på Camp Nou, når stadionuret viser 17:14, så rejser alle tilskuerne sig op og brøler: "Independencia!". Et signal til arvefjenden i Madrid - og ikke kun Real Madrid.
I datiden var Cituadelle-anlægget den største militærbefæstning i Europa og kunne huse 8.000 mænd – så mange skulle åbenbart til for at få styr på Barcelona. I 1868 fik Barcelona tilladelse til at nedrive citadellet, og fra 1877 blev området omdannet til den første grønne park i Barcelona. Parken er blevet udbygget og renoveret igennem årerne, ikke mindst i forbindelse med en verdensudstilling – Exposición Universal de Barcelona – i 1888. Da opførtes også den store triumfbue ved indgangen til parken.
Jeg syntes, det var morsomt at finde den store mammutskulptur, som også stammer fra 1888, men det var særligt, fordi Tanja og jeg for ganske nylig havde besøgt Naturhistorisk Museum i København og set særudstillingen med de kæmpestore russiske mammut-skeletter, og fordi jeg på biblioteket netop havde holdt oplæg om de forhistoriske mammutter.
Det var meningen, at der skulle opføres flere store statuer af fortidsdyr i parken i Barcelona, der havde levet på højsletterne rundt om Madrid, men kunstneren døde, så det blev kun til den ene mammut.
På randen af parken findes det catalanske parlament. Både i 2018 og 2019 var parken flere gange lukket for at forhindre postyr i forbindelse med den catalanske frihedsbevægelse.
Den catalanske frihedstrang er ofte kommet til orde, og stammer altså allerede fra 1700-tallet.
Barcelona-området
har haft en omtumlet historie. Mange konger og hertuger har kæmpet om magten.
En del af den meget tidlige historie, der ligger før Ildefonso
Falcones’ Havets Katedral og Jordens arvinger, kan man få et lille indtryk af i Juan Francisco
Ferrándiz’ store roman Den forbandede
jord. En roman på højde med Falcones´.
Barcelona fristede også med finurlige butikker.
Tanja ledte efter vintagetøj i American Apperal.
Jeg ville være blevet overmåde fristet af chokoladebutikkerne, hvis ikke familien havde trukket mig væk.
Alle tre studerede vinduet med globusser, kort, mærkelige genstande og gamle bøger
Vi undrede os over så lidt påskepynt, vi så. Ingen påskeharer og små kyllinger.
Til gengæld kunne vi fra vores altan følge de religiøse optog med det kæmpestore tabernakel og helgenfigurer langfredag.
Da vi netop i påsken har været i Spanien flere gange, har vi set disse optog flere gange. For os kølige nordboere kan de næsten virke skræmmende - men også meget imponerende.
Sidste dag besøgte vi MACBA, et stort museum for moderne kunst, som lå i en af gaderne lige bag Ramblaen. Det havde jeg helt glemt.
Du kan læse meget mere og andet om Barcelona i Turistguide nr. 2 fra vores sommerferie i 2018.
Dejlig fængende beskrivelse Barcelonas byliv- inciterende og oplevelsesrig
SvarSlet