Om Fourier, Thénard, Gay-Lussac og Conté - en matematiker, to kemikere og en opfinder af mekanik

Som opfølgning på forrige blogindlæg om en lang række forskere omkring det naturhistoriske museum i Paris i starten af 1800-tallet - især biologer og zoologer, men også andre - så følger nu dette indlæg, som bevæger sig ind på  matematikkens, kemiens og mekanikkens områder.

Jeg vil præsentere Jean-Baptiste Joseph Fourier, Louis Jacques Thénard, Joseph Louis Gay-Lussac og Nicolas-Jacques Conté.

Og KUN de fire. Der kommer ingen sidehistorier.

Joseph Fourier  var  matematiker og fysiker. Han blev født i Auxerre som søn af en skrædder. Han blev forældreløs i en alder af ni. Fourier blev anbefalet til biskoppen af ​​Auxerre , og gennem denne introduktion blev han uddannet af Benediktinerordenen i Sankt Markusklosteret.

Kommissionerne i hærens videnskabelige korps var forbeholdt mænd af god fødsel, og da han derfor ikke var berettiget dertil, accepterede han et militærlektorat i matematik. Han indtog en fremtrædende rolle i sit eget distrikt i at fremme den franske revolution. Han tjente i den lokale revolutionære komité. Han blev kortvarigt fængslet under Reign of Terror. 

Fourier ledsagede Napoleon Bonaparte på den egyptiske ekspedition i 1798 som videnskabelig rådgiver og blev udnævnt til sekretær for Institut d'Égypte. 

Efter Egyptenfelttoget ønskede Fourier at vende tilbage til sin sin akademiske stilling som professor ved École Polytechnique, men Napoleon ville det anderledes.

Han udnævnte ham til præfekt (guvernør) for departementet Isère i Grenoble, hvor han forestod vejbygning og andre projekter. Det var, mens han var i Grenoble, at han begyndte at eksperimentere med udbredelse af varme. Han præsenterede sit papir Om udbredelse af varme i faste kroppe til Paris Institute , og han bidrog også til den monumentale Description de l'Égypte . 

Han arbejdede med en masse matematik, integralregning, sandsynlighed og varmeoverførsel, som jeg ikke forstår meget af. 

Fouriertransformationen er en uendelig linearkombination af sinus og cosinus funktioner omskrevet til komplekse funktioner.

En masse matematik, som jeg som nysproglig student slap helt uden om at blive præsenteret for. 

Fouriertransformation også kaldet Fourierafbildning er en matematisk funktion der bruges inden for blandt andet signalbehandling. En Fouriertransformation benyttes til at omregne mellem et tidsdomæne (tidssignal) til et frekvensdomæne (superposition af frekvenser).

Superpositionsprincippet: To stemmegafler med svagt forskellig stemning udsender hver sin lydbølge (øverst). Når bølgerne optræder samtidigt, superponerer de, hvilket resulterer i en moduleret bølge (nederst). Øret opfatter denne som intensitetsvariationer i den oprindelige lyd.

For eksempel kan man med Fouriertransformation "måle" hvilke rene toner, der indgår i en digital indspilning af en stump musik. Man kan betragte en Fouriertransformation som en måde at nedbryde en funktion, så alle dens frekvenskomponenter bliver adskilt i et frekvensspektrum.  Man kan sammenligne det med at tage en akkord (funktionen) og adskille den i de enkelte toner (frekvenser), som den indeholder.

Fourier var den første til - uden selv at benytte det ord - at opdage drivhuseffekten. 

I 1820'erne beregnede Fourier, at et objekt på størrelse med Jorden og i dens afstand fra Solen skulle være betydeligt koldere, end planeten faktisk er, hvis det kun opvarmes af virkningerne af indkommende solstråling. Han undersøgte forskellige mulige kilder til den yderligere observerede varme i artikler publiceret i 1824 og 1827.  Men på grund af den store forskel på 33 grader mellem hans beregninger og observationer, troede Fourier fejlagtigt, at der er et væsentligt bidrag fra stråling fra det interstellare rum. Alligevel er Fouriers overvejelse af muligheden for, at Jordens atmosfære kan fungere som en isolator af en slags, bredt anerkendt som det første forslag til, hvad der nu er kendt som drivhuseffekten.

Fourier refererede i sine artikler til et eksperiment udført af de Saussure , der forede en vase med sort kork. I proppen indsatte han flere ruder af gennemsigtigt glas, adskilt af luftintervaller. Middagssollys fik lov at trænge ind i toppen af ​​vasen gennem glasruderne. Temperaturen blev mere forhøjet i de mere indvendige rum i denne enhed. Fourier bemærkede, at hvis gasser i atmosfæren kunne danne en stabil barriere som glasruderne, ville de have en lignende effekt på planetariske temperaturer. Denne konklusion kan have bidraget til den senere brug af metaforen om "drivhuseffekten" til at henvise til de processer, der bestemmer atmosfæriske temperaturer.

I 1822 efterfulgte Fourier Jean Baptiste Joseph Delambre som permanent sekretær for det franske videnskabsakademi . Delambre var direktør for Paris Observatory, og det var ham, der sammen med 

Pierre Méchain målte  meridianbuerne fra Dunkirk til Barcelona for at finde den nøjagtige længde af meteren. De undersøgelser, der senere førte Arago til Montjuic Castle. Meteren blev fastlagt til 1 / 10,000,000 af afstanden fra Nordpolen til Ækvator.

Fourier 1806

Fourier giftede sig aldrig. 

Han døde 1830. Kort før sin død, var han blevet valgt som udenlandsk medlem af Det Kongelige Svenske Videnskabsakademi .

Han blev begravet på Père Lachaise-kirkegården i Paris, byens største kirkegård, der i dag rummer gravene af en lang række kendte, som f.eks. Frédéric Chopin,  Édith Piaf , Marcel Proust,  Marcel Marceau,  Oscar Wilde, Georges Bizet , Jim Morrison og Sir Richard Wallace, 1st Baronet, grundlæggeren af Wallace Collection.

Père Lachaise-kirkegården

Fouriers grav er dekoreret med et egyptisk motiv for at afspejle hans stilling som sekretær for Kairo-instituttet og hans sammenstilling af Description de l'Égypte . 

En bronzestatue blev rejst i Auxerre i 1849, men den blev smeltet om til oprustning under Anden Verdenskrig. 

 Joseph Fourier University i Grenoble blev opkaldt efter ham.

Louis Jacques Thénard var ligesom Fourier også  ud af beskedne kår. Han fik en  strålende karriere på højde med forskere, som kom fra anderledes priviligerede forhold.

Louis Jacques Thénard

Han var søn af en landarbejder. I det franske uddannelsessystem efter revolutionen modtog de fleste drenge stipendier til uddannelse op til 14 år, og dette gjorde det muligt for ham at blive uddannet på akademiet i Sens i Bourgogneområdet.

Som 16-årig drog han til Paris for at studere kemi. Der deltog han i forelæsningerne af de to førende inden for faget, Antoine François Fourcroy og Louis Nicolas Vauquelin . Han fik adgang til Vauquelins laboratorium, selvom han ikke var i stand til at betale det månedlige gebyr på 20 francs. Vauquelin selv var uden mange midler og var derfor nødt til at kræve penge for at give adgang til laboratoriet.

Fourcroy og Vauquelin var meget imponerede af ham og med hjælp fra disse hans to velyndere fik han mange gode stillinger og poster. I 1798 blev han rektor ved École Polytechnique.

I 1804 overtog han  Vauquelins professorat ved Collège de France og seks år senere, efter Fourcroys død, kom han til École Polytechnique og Faculté des Sciences.

Han efterfulgte også Fourcroy som medlem af akademiet.Thénard gjorde mange opdagelser.

Hans første originale papir (1799) handlede om forbindelserne af arsen og antimon med oxygen og svovl. Han undersøgte talgsyre og galde. 

I 1806 analyserede han den kemiske sammensætning af Alais-meteoritten, som faldt i Alès den 15. marts 1806. Dette var den første kulstofholdige kondrit, der blev opdaget. Thénard fandt et højt kulstofindhold på 2,5 pct.

I 1807 begyndte han vigtig forskning i æter.

Han opdagede brintoverilte i 1818 , såvel som bor , og etablerede en klassificering af metaller . I 1813 udgav han en berømt afhandling om kemi .

 I 1821 blev han valgt som udenlandsk medlem af Det Kongelige Svenske Videnskabsakademi. 

Det er egentlig noget, som mange forskere opnåede. - også de russiske jeg tidligere har skrevet om. Når jeg lige nævner det her i forbifarten er det for at minde om, at det svenske vidensakademi nød stor agtelse på den tid.

 Han blev professor ved College de France, medlem af den rådgivende komité for kunst og fremstilling, medlem af Æreslegionen, vicepræsident for det øverste råd for den offentlige uddannelse, præsident for National Industry Incentive Society, dekan for Det Naturvidenskabelige Fakultet, Peer of Frankrig, universitetskansler osv. 

Som vicepræsident for conseil superieur de l'instruction publique udøvede han stor indflydelse på den videnskabelige uddannelse i Frankrig. 

Thenard blev en velhavende mand. Og noget, der lagde grunden til hans gode  økonomiske gode kår var, at han  udviklede pigmentet kendt som Thénards blå .

I 1799 blev Thénard kaldt til møde hos indenrigsministeren, som ønskede at Thénar skulle opfinde en blå farve, som porcelænfabrikken Severe kunne anvende. Den farve fabrikken brugte blev købt i udlandet og var dyr. Belønningen for en sådan opfindelse var 1500 francs. Inden dervar gået en måned havde Thénard fundet en kemisk forbindelse, der gav farven koboltblå også kaldt Bleu de Thénard.

Den farve som i udpræget  grad benyttes af Bing og Grøndahl og Den kongelige Porcelænsfabrik i Danmark.

Koboltblå - Thénards bleu

Ud over opfindelsen af ​​koboltblåt udviklede han også en proces til fremstilling af hvidt bly. 

Kort efter sin udnævnelse som rektor ved École Polytechnique begyndte han et livslangt venskab med Joseph Louis Gay-Lussac, og de to udførte mange forskningsprojekter sammen. 

De udviklede bl.a. en metode til fremstilling af store mængder natrium og kalium og førte et afgørende bevis for, at svovl er et grundstof, og de udvilkede en systemisk organisk analyse.

For deres forskning modtog Gay-Lussac og Thénard 30.000 francs fra Napoleon i den tredje og sidste rate af Galvanisme-prisen.

Det franske videnskabsakademis  Prix du galvanisme blev skabt af Napoleon Bonaparte i 1801. En hovedpræmie på 60.000 francs og en medalje på 30.000 francs. 

Hovedprisen fandt aldrig en fortjent modtager.

Kun fire modtagere nåede at modtage en sekundær belønning på 30.000 francs fra Galvanisme-prisen.

Inspireret af Galvenismeprisen og til ære for Alessandro Volta, den italienske fysiker, der opfandt det elektriske batteri  indstiftede Napoleon lll i 1852 en Voltapris. Denne modtog f.eks. Alexander Bell.

i 1814 giftede Thénard sig med et barnebarn af Conté., Det gavnede i høj grad hans økonomiske status.  Den familie var voldsomt velhavende. Det var Conté, som opfandt Conté-blyanten, og Fouvier kom til at deltage i  svigerforældres industrielle aktiviteter, især fremstillingen af ​​blyanter. 

 

Thénard købte den gård, hvor hans far havde arbejdet.

I 1830 købte han Chaumot Castle . Han flyttede  to af dets tårne til sin  gård i Chaumot.

THénards familie boede på Chaumontslottet indtil 1916.

Gården i Chaumot, hvor hans far var daglejer.
Nu med de to tårne fra Chaumot-slottet tilføjet.
Foto ca. 1900.

Louis Jacques Thénard ejede gennem sin kone det gamle kloster La Ferté.

 i 1825 tildelte Karl X ham  en arvelig barontitel som belønning for de lektioner i kemi, han havde givet til hertugen af ​​Angouleme - en slægtning til kongen.

Fra 1827 til 1830 repræsenterede han departementet Yonne i deputeretkammeret.

I 1832 udnævnte den næste konge, kong Louis Philippe ham til Peer of France - den fornemste adelstitel af alle. 

En selvbevidst herre

Jeg nævnte, at han blev præsident for National Industry Incentive Society.

Under Thénards ledelse fremmede Société d'Encouragement innovation og teknologisk udvikling gennem forskning, uddannelse, udstillinger og teknologioverførsel.

Thénard modtog en række priser som anerkendelse for sine præstationer, og det var det, der gav ham udnævnelsen som Peer of France. 

I politik viste han sig som en ærkekonservativ, der beskyttede industriens mænd, hvilket bragte ham i strid med Victor Hugo. 

I 1847 var lovgivning om børnearbejde på dagsordenen. 

Victor Hugo ønskede at reducere antallet af daglige arbejdstimer for børn fra 16 til 10.  Thénard stemte imod.

Victor Hugo var meget oprørt over dette spørgsmål. På det tidspunkt arbejdede Hugo på historien, der skulle blive Les Misérables, den episke roman, der er hans mesterværk. Så han skabte en karakter, der er indbegrebet af udnyttelsen af børn, kroejeren ved navn Thénardier, som tydeligvis har Thénard som forlæg.

Victor Hugos ærkeskurk Thenardier
fra 2012-filmen Les Misérables

Da Thënards barnebarn, der havde arvet Thénards ejendomme,  døde i 1916, havde han testamenteret ejendomme, skove og gårde, leje af af langtidslejemål, til en fond med formål at beskytte forældreløse børn i kommunerne Chaumot og fire af dets naboer. Så han var åbenbart mere socialt bevidst end gamle Thénard. 

Thénard selv døde i Paris den 21. juni 1857. 

Siden 1858 har rue Thénard båret hans navn i Paris' 5. arondisssement. 

Også i Chalon-sur-Saône og i Sens  findes en gade opkaldt efter ham.

En statue blev rejst til minde om hans i Sens i 1861.

I 1865 blev navnet på hans fødeby ændret til La Louptière-Thénard.

En mineralart blev dedikeret til ham af mineralogen Casaseca i 1826: thenardit sammensat af vandfrit natriumsulfat (Na ₂ SO ₄).

Frimæærke udsendt 1957

Vennen  og samarbejdspartneren, Joseph Louis Gay-Lussac, ham som Thénard delte Galvanismeprisen med, var kemiker og fysiker.

Og hvorfor skal vi nu høre om. ham?

Af mange grunde

Han er endnu en repræsentant for en familie, der fik konsekvenser af den franske revolution at føle. Hans velhavende far, tidligere kongens advokat, blev fængslet under Reign of Terror fra 1793 til 1794.

Som mange andre fik han sin første uddannelse på et kloster.

Han selv er endnu et eksempel på en videnskabsmand, der engagerede sig politisk og - ligesom Bory - kom tæt på magten. Skønt han arbejdede for det anti-gejstlige parti,, tildelte The restored royalty  - det genoprettede kongedømme - ham den arvelige titel og rang af  Peer of France, som var forbeholdt den højest rangerende del af den franske adel.

I 1831 blev han valgt til at repræsentere området Haute-Vienne i deputeretkammeret, og blev han i 1831 valgt  til Chamber of Peers - vel det der svarer til det engelske Overhus.

Gay-Lussac giftede sig med Geneviève-Marie-Joseph Rojot i 1809. Han havde mødt hende første gang, da hun arbejdede som butiksassistent i linned. Han lagde mærke til, at hun læste en lærebog i kemi under disken, hvilket førte til deres bekendtskab.

Det er da også en sjov detalje. Det er den første kvinde, jeg er stødt på, der interesserede sig for kemi, endsige overhovedet bliver nævnt i en videnskabelig sammenhæng.

 I 1804 blev han udnævnt til répétiteur (demonstrator) ved École Polytechnique. I 1809 blev han her professor i kemi, samtidig med, at han  fra 1809 til 1832 også var professor i fysik ved Sorbonne.  En stilling, som han fratrådte, da han blev formand for kemi-afdelingen ved Jardin des Plantes. Her blev han tæt forbundet med Francois Arago.

Han er kendt for mange bedrifter. Jeg nævner nogen af dem, jeg bedst kan genkende.

Han var medopdageren af ​​bor

Han anerkendte jod som et nyt grundstof, beskrev dets egenskaber og foreslog navnet iod . 

Han syntetiserede cyanogen   en farveløs og meget giftig gas -  bestemte dets empiriske formel og gav det navn.

Han udviklede en forbedret version af buretten og opfandt udtrykkene " pipette " og "burette" 

Han arbejdede med alkohol-vand-blandinger, og udarbejdede  grader Gay-Lussac , som er et standardmål for, hvor meget alkohol (ethanol) der er indeholdt i en given volumen af ​​en alkoholholdig drik - en skala man har brugt i mange lande til at at måle alkoholholdige drikkevarer

Sammen med Jean-Baptiste Biot lavede Gay-Lussac i 1804 en  brintballonopstigning, og ved endnu en opstigningen anden opstigning samme år udført af Gay-Lussac alene nåede han en højde på 7.016 meter  i en tidlig undersøgelse af Jordens atmosfære . Han ønskede at indsamle luftprøver i forskellige højder for at registrere forskelle i temperatur og fugt.

Gay-Lussac og Biot stiger op i en brintballon, 1804.
Illustration fra slutningen af ​​1800-tallet.

Jean-Baptiste Biot var en fransk matematiker, der arbejdede med elektricitet, elasticitet, astronomi, varme og geometri. Biot ydede mange bidrag til det videnskabelige samfund i sin levetid -  især inden for astronomi, optik og magnetisme. Biot-Savart-loven i magnetisme blev opkaldt efter ham og hans kollega Felix Savart i 1820.

Jean-Baptiste Biot

I 1803 blev Biot sendt af Académie française for at rapportere tilbage om 3000 meteoritter, der faldt på L'Aigle, i Normandiet, Frankrig. Han fandt ud af, at meteoritterne, kaldet "sten" på det tidspunkt, var fra det ydre rum. Med sin rapport hjalp Biot med at støtte den tyske fysiker Ernst Chladnis argument, offentliggjort i 1794, om at meteoritter var affald fra rummet.

Det var Biot, der sammen med Arago foretog undersøgelserne af meridianbuerne i Barcelona og på på De Baleariske Øer, og  senere samarbejdede han også med Arago omkring polariseret lys.

Biot samarbejdede med Alexander von Humboldt for at arbejde videre med magnetisme, hvor han udledte lovene for hældning ved hjælp af en lille magnet i midten af ​​jorden placeret vinkelret på den magnetiske ækvator. Han gav også bidrag til at bestemme lydens hastighed.

Og nu fik jeg jo nævnt Alexander von Humboldt, og det var godt, for nu kommer vi til det, der gjorde, at jeg på ingen måde kunne springe Lussac over:

Det var nemlig ham, der sammen med sin ven og videnskabelige samarbejdspartner, min helt, Alexander von Humboldt, i 1805 opdagede, at atmosfærens sammensætning ikke ændrer sig med faldende tryk (stigende højde), og den endnu større opdagelse, synes jeg - de  opdagede, at vand dannes af to dele brint og en del ilt. De fandt altså den kemiske formel for vand.

Sammen med Fourier, Thenard, Arago, Cuvier, Lagrange og Delambre - for at nævne navne, jeg har berettet om - er Gay-Lussac en af de 72 franske videnskabsmænd, ingeniører og matematikere, hvis navne er indgraveret Eiffeltårnet. Gustave Eiffel valgte denne "påkaldelse af videnskab" på grund af sin bekymring over protesterne mod tårnet, og valgte navne på dem, der havde udmærket sig siden 1789. 

Indgraveringerne findes på siderne af tårnet under den første balkon, med bogstaver der er ca. 60 cm høje og oprindeligt malet i guld.

Holdet, der har designede og stod forbyggeriet af Eiffeltårnet

Til sidst skal vi lidt tilbage i tiden - til Nicolas-Jacques Conté.

I husker ham, hvis barnebarn Thënard giftede sig med. Conté  var virkelig også en mand, der leverede. 

Han stammede fra Normandiet, var søn af en gartner. Han mistede tidligt sin far og blev opdraget af sin mor. Han afslørede meget tidligt  sin opfinderånd og sin interesse for mekanik og maleri. 

Han tegnede med  kul og malede med farver, som han selv lavede. Han blev opfordret af biskoppen af ​​Séez Duplessis d'Argentré og overordnet på Sées-hospitalet, Mme de Prémesle, til at male forskellige religiøse emner. Han påtog sig derfor udførelsen af ​​de malerier, der endnu i dag udsmykker hospitalskirken. Herefter kastede han sig over  portrætkunsten. 

Han viste sig at være en fremragende portrætmaler.

Han drog til Paris og ernærede sig ved de portrætter han udførte, men samtidig  tog han kurser i anatomi, kemi, fysik og matematik. 

På det tidspunkt var der mangel på blyanter importeret fra udlandet siden 16. århundrede har blyanter brugt en meget ren grafit udvundet i Borrowdale , i grevskabet Cumberland , i England . Med den økonomiske blokade, som Frankrig var underlagt i 1794, pålagde mineagenturet, konsulteret af regeringen, Conté for at opfinde en blyant, der ikke længere krævede råvarer af udenlandsk oprindelse. Efter et par dages research fik Conté ideen om at blande grafit med ler , koge det hele og lukke det inde mellem to halvcylindre af cedertræ.

I denne, som i alle sine andre opfindelser, tænkte Conté aldrig på sine personlige interesser. Det krævede al insisteren fra hans venner for at overtale ham til i 1795 at tage patent på sin opfindelse den 3. januar 1795. Herefter byggede han på mindre end et år blyantfabrikken, som bærer hans navn . Han havde travlt med at tilføje en ny type uforanderlige farver, da han sammen med mange andre videnskabsmænd blev kaldt til den egyptiske ekspedition.

Med revolutionen blev Frankrig angrebet fra alle sider, og Komitéen for Offentlig Sikkerhed overvejede brugen af ​​aerostater i militære operationer, og  Conté blev leder af ​​en ballonskole. Under sig fik han en forvirret forsamling af unge mennesker hentet fra alle professioner, uden nogen viden om kemi, tegning eller matematik. Sammen skulle de skabe  en helt ny teknik.

Conté gav sine elever både teoretiske og praktiske lektioner og lod dem udføre de modeller, han tegnede, og de instrumenter, han forestillede sig. 

Han blev sammen med flere andre videnskabsmænd ansvarlig for at udvikle eksperimenter med nedbrydning af vand ved hjælp af jern. 

Han foretog forskellige eksperimenter for at iagttage den ændring, som brintgas kunnefrembringe på aerostaternes hylster. Det var et spørgsmål om at forberede gasserne mere økonomisk, hurtigt, i større mængder, at gøre hylstrene mere solide, mere uigennemtrængelige, lakkerne mere fleksible, mindre udsat for oxidation.

Fremstilling af aerostat

Men eksperimenter kunne være farlige.

En aften havde Conté forberedt flere matras fyldt med forskellige gasser og taftstykker belagt med forskellige sammensætninger. 

En matras er den  beholder med en smal og lang hals, som blev brugt i alkymi og derefter i kemi og farmaci .

Efter at have fået lys for enden af ​​sit laboratorium, gjorde han klar til at fjerne hætten fra en af ​​kolberne for at teste den gas, den indeholdt. Der blev dannet en luftstrøm, som førte brintgassen op på lampens flamme. Der fulgte en frygtelig detonation, som knuste alle glasbeholdere, hvis skår ramte Conté på alle dele af hans krop. 

Denne ulykke kostede ham hans venstre øje, og regeringen tildelte ham rang som infanteribrigadeleder med overordnet kommando over hele ballonkorpset. (En underlig følgeslutning. Blev han belønnet for at være kommet til skade?)

Conté rejste til Egypten som brigadeleder for et korps af ballonfarere .

Knap ankommet til Alexandria, som var truet af englænderne og med en hær, der forsvarsmæssigt manglede alt, engagerede Conté sig i det mest presserende arbejde. Han foreslog en telegraflinje for at underrette den franske flåde, der var stationeret i Aboukir , om den engelske flådes bevægelser. Men dette råd blev forsømt, og flåden fik først kendskab til englændernes ankomst, da det var tid til at kæmpe. Efter kampen truede englænderne Alexandria, som kunne tages med et enkelt slag. Conté byggede derefter på to dage, ved Fyrtårnet , røde kanonkugleovne med de enkleste midler. Da de engelske skibe igen var væk fra kysten, havde franskmændene tid til at befæste stedet.

Conté blev kort efter kaldt til Kairo for at stå i spidsen for en hær af arbejdere.  Værktøj og maskiner, der var blevet sendt fra Frankrig var gået tabt i et skibsforlis og plyndringen af ​​Cairo under den egyptiske tid havde ødelagt andet. Så alt skulle fremstilles påny, helt ned til selve værktøjerne. 

Han oprettede straks værksteder og støberier. 

Han fremstillede stål og sabler til hæren, krudt, kugler og kanoner.

Conté fik lavet kirurgiske redskaber til hospitalerne, matematiske instrumenter til ingeniører, briller til astronomer, blyanter og forstørrelsesglas til naturforskere. 

Han fremstillede maskiner til trykning. Han byggede hvedemøller, og han opstillede vindmøller i et land, hvor man ikke kendte noget lignende. 

Conté, der ønskede, at indbyggerne også skulle få gavn af hans arbejde, besøgte landets fabrikker og foreslog lette forbedringer med enkelhed. Så på kort tid blev nye processer indført i egyptiske fabrikker.

På mindre end et år indførte Conté  alle europæiske teknikker til et land, som indtil da var uvidende om disse teknologier. 

Napoleon beskriver ham således: "...Conté, der stod i spidsen for luftfartøjerne, en universel mand, med smag, viden og geni til kunsten, værdifuld i et fjernt land, god til alt, i stand til at skabe Frankrigs kunst i midten af ​​Arabiens ørkener."

Citatet“He had all of the sciences in his head and all of the arts in his hand,”  tilskrives også Napoleon.

Da generalerne ønskede i anledning af de årlige festivaler at give egypterne et slående skue, lavede han luftballoner dertil.

Og han fik sin telegraf etableret.

Til indskibningen af ​​hæren, som skulle tilbage til Frankrig, havde han planlagt og startet fremstillingen af ​​blytanke. Men  Slaget ved Heliopolis kaldte ham tilbage til Kairo. Hæren havde tømt alle butikker for tøj i hele landet, og blokadetilstanden gjorde det umuligt at sende tøj dertil. Conté udtænkte et projekt med fremstilling af tøj til hele hæren og også indbyggernes forbrug.

De tre generaler, der successivt kommanderede i Egypten, udtrykte alle deres taknemmelighed mod Conté, som med general Menou's ord, "avait nourri et habillé l'armée" - han brødfødte og iklædte hæren.

Jacques-François de Menou, Baron of Boussay kommanderede en af ​​de fem divisioner af Armée d'Orient i Napoleons felttog i Egypten. År 1800 blev han øverstkommanderende.  

Han giftede sig med datteren af ​​en rig egypter, Zubaidah bint Muhammad El Bawwab , konverterede til islam og blev omdøbt til Abdallah de Menou,

I marts 1801 kommanderede Menou den franske ekspeditionsstyrke, der blev sendt for at afvise britiske styrker, der landede på kysten. Franskmændene blev besejret , og Menou trak sig tilbage til Alexandria , hvor han overgav sig efter belejringen af ​​Alexandria den 30. august 1801.

Menou fik tilladelse til at evakuere de resterende franske styrker, men måtte overgive Rosettastenen i bytte. Rosettastenen, som blev den afgørende nøgle til at forstå hieroglyfernes tabte sprog og stadig er en af juvelerne  på British Museum, selv om Egypten til stadighed forlanger den udleveret. Stenen er faktisk ikke særlig spektakulært udstillet.

Egyptenekspeditionens tilbagevenden til Frankrig tvang Conté til at opgive alt, hvad han havde udført i Egypten, og det var ikke uden beklagelse, at Conté opgav alle sine aktiviteter. Vi har været der.

De franske videnskabsmænd vendte tilbage fra Egypten og begyndte at arbejde på at offentliggøre resultaterne af deres undersøgelser af Egypten i storværket Description de l’Égypte, og  Conté blev udnævnt til sekretær for Egypt-kommissionen og sat i spidsen for  tilsynet med udgivelsen. 

Fourier, som fortslte om øverst i dette blogindlæg, var også en del af denne kommission.

Description de l’Égypte eller "Samlingen af ​​observationer og forskning, som blev foretaget i Egypten under den franske hærs ekspedition, udgivet efter ordre fra Hans Majestæt Kejser Napoleon den Store" , som var den fulde titel, er  et monumentalt værk. 

Udgivelsen af første udgave tog over 20 år.

Conté bidrog i høj grad med illustrationer. I Egypten havde Conté ud over  opgaven med at opbygge de mange værksteder og fabrikker også haft til opgave at undersøge og indsamle information om håndværk og industri Egypten, at gå i værksteder, udspørge håndværkerne og tegne arbejdernes værktøjer og teknikker. 

Med sin oprindelige uddannelse som maler var Conté i stand til at frembringe en lang række detaljerede og smukke scener af forskellige fag og tekniske processer i Egypten.

Disse blev en del af  illustrationerne i de bind af Description de l’Égypte, der omhandler den moderne stat, hvor vi kan se ind i butikkerne hos mølleren, bageren, destilleriet, barberen, værktøjssliberen og glaspusteren.

Meunier, boulanger, confiseur et pâtissier.
På dansk møller, bager, konditor og konditor.
Så her må jeg gribe til en engelsksproget forklaring på forskellen mellem confiseur og pâtissier:
  The boulanger makes bread, all sorts of them. The pâtissier makes cakes, with cream, chocolate, fruit etc. The confiseur makes sweets of all types generally with sugar, adding different flavours and also fruit or chocolate.

Destilleri

Glaspusteri

Gennem sine observationer og beskrivelser af Egyptens håndværk og industri var Conté en vigtig bidragyder til Description de l'Égypte. Men uden hans opfindelse af en maskine til at automatisere og fremskynde graveringsprocessen, ville hele udgivelsen måske aldrig være blevet færdig.

Den første udgave af pragtværket Description de l'Égypte inkluderede til sidst 837 kobberstik, de fleste af dem imponerende store elefantfolioer og nogle af dem endnu større, dobbeltelefantfolioer, der var dobbelt så store. En enkelt plade kan kræve hundredvis af indgraverede linjer for  at skildre for eksempel den skyfri egyptiske himmel. Himlen måtte se mørk ud i toppen og gradvist falme til en bleg flade i horisonten. Gravører gjorde dette ved at variere dybden, bredden og afstanden mellem de graverede linjer, der strakte sig vandret hen over pladen. Men en enkelt plade kunne have hundredvis af sådanne linjer, som hver skulle være ensartet langs hele sin længde på næsten meter. Færdiggørelse en enkelt plade ved traditionelle metoder kunne være op til seks måneder.

Med Contés maskine tog arbejdet med at gravere himlen og store overflader to til tre dage, og det kunne gøres med en perfektion, som kun en maskine kunne opnå. 

Contés opfindelse er illustreret i slutningen af ​​et af bindene af Description de l'Égypte. Eksempler på, hvad maskinen kunne gøre, er inkluderet på et ark, der viser toogfyrre forskellige teknikker, hvormed linjerne kunne varieres i det uendelige i mønstre af tykt og tyndt, let og tungt, lige og bølget, vandret og diagonalt, og vha. teknikker til ætsning eller tørnålsgravering. 

Contes graveringsmaskine fik - naturligt nok - stor udbredelse.

Conté blev en af ​​grundlæggerne af Society for the Encouragement of National Industry, og som  medlem af Rådgivningskontoret for håndværk og Industri under indenrigsministeriet fik han alle nye opfindelser forelagt til bedømmelse.

Noget af det, der  fascinerer mig ved alle disse forskere, er  at deres evner favnede så vidt.  Ud over at være yderst arbejdsomme og dedikerede, må de have været rene vidunderbørn, må de ikke?

Conté var den første, der blev udnævnt til æreslegionen.

Men Contés helbred var dårligt, og han døde allerede i sit enoghalvtredsindstyvende år. 

Og så bliver der sat punktum for beretningen om  Fourier, Thénard,  Gay-Lussac og  Conté.

Det lykkedes mig virkelig at undgå sidehistorier, som jeg får at vide bryder flowet og hovedhistorien. Den helt korte omtale af Biot og general Menou tæller ikke :-)

Men det blev endnu engang et indlæg uden kvindelige forskere. Nu må jeg snart i gang med det indlæg om stærke kvinder, der ligger og venter.

I et særligt opslag har jeg lagt flere af Contés smukke tryk fra Egypten.