Jeg må indrømme, at den vægt der blev lagt på at finde Amurfloden overraskede mig. Men det giver jo god mening at undersøge, hvor denne mægtige flod - som de jo kendte i Sibirien - stod i forbindelse med Stillehavet.
Om Krusenstern
Krusenstern er en af de helt store russiske helte.
På et tysksproget site kan man læse:
"Heute ist es ein Name, den jeder gebildete Mensch in unserem Land kennt."
Så du må være glad for, du nu kender hans navn, hvis ikke du gjorde det tidligere :-)
Faktisk var han slet ikke russer.
Han er født 17. november 1770 i Estland i en tysk-baltisk familie, der nedstammede fra en svensk adelsfamilie Krusenstjerna. Han fik navnet Adam Johann von Krusenstjerna. Senere blev navnet ændret. Da Estland blev indlemmet i Rusland, valgte familien at blive.
I 1787 gik han ind i den kejserlige russiske flåde og kæmpede her mod Sverige.
I 1793 blev han sammen med 11 andre russiske officerer (nogen skriver 15) indrulleret i den engelske handelsflåde for at uddanne sig yderligere.
Sammen med Yuri Fedorovich Lysianskyi og Yakov Bering, barnebarn af Vitus Bering, kom han med den britiske handelsflåde i 1793-1799 på lange rejser til Nord- og Sydamerika, Indien og Kina. Under en af sine rejser til USA mødte Krusenstern endda George Washington, som arrangerede en særlig reception for de rejsende.
Han tilbragte næsten 1 år i Indien, hvorefter han sejlede til Canton, hvor han tilbragte 6 måneder. Det var her, han blev opmærksom på, at udlændinge bragte pelse til Canton ad søvejen, og russiske pelse blev leveret over land.
I 1799 sendte Krusenstern til kabinetsekretær Petr Soymonov et projekt, hvor han understregede vigtigheden af en plan for forsyning af Russisk Amerika og handel med skind med Kina. Men projektet blev afvist. Rusland var næsten uafbrudt i krig med Frankrig og havde brug for økonomiske midler til dette. De berørte ministre mente, at Rusland var stærkt med en landhær og ikke havde brug for en stærk flåde - og i øvrigt ville en sådan alligevel ikke kunne konkurrere med briterne til søs.
Krusenstern blev nu gift og trak sig tilbage til ægteskabets glæder på sit gods i Estland.
Et nyt projekt
Krusenstern var ikke enig.
1802 Kruzenshtern sent a letter to the vice-president of the Admiralty Collegium, N. S. Mordvinov. In it, he proposed his plan to sail around the world. Kruzenshtern showed measures to improve the position of Russian trade on the international market, protect Russian possessions in North America, and provide them and the Russian Far East with everything necessary. Much attention in this letter is paid to the need to improve the situation of the inhabitants of Kamchatka. Kruzenshtern's letter was also sent to Count Nikolai Petrovich Rumyantsev, the minister of commerce and the director of water communications and the commission on the arrangement of roads in Russia. The head of the RAC, Nikolai Petrovich Rezanov, also became interested in the project. Rezanov's petition was supported by Mordvinov and Rumyantsev.
1. januar 1802 sendte Krusenstern altså et nyt notat på 25 sider. I dette satte Krusenstern de russiske kommercielle interesser, "hvorfra landet blev udelukket fra ved sin forsømmelse" først. Han foreslog en generel statsstøtte til private virksomheder til at udvikle skibsfarten i Stillehavet, Det skulle reducere Englands og USA's positioner i pelshandlen og samtidig styrke den russiske rolle på det kinesiske og japanske marked. Varer modtaget i Fjernøsten skulle leveres til Sankt Petersborg ad søvejen og ikke gennem Kyakhta og ad en langsommelig transport over land, som det var nu. Krusenstern var overbevist om, at en succesfuld jordomsejling ville hæve Ruslands prestige i omverdenen, og i et langsigtet perspektiv ville det give det russiske imperium adgang til de sydøstasiatiske og indiske markeder og endda føre til skabelsen af et russisk østindisk kompagni.
I sommeren 1802 indsendte handelsminister Nikolay Rumyantsev og Nikolai Rezanov på vegne af RAC - det russisk-amerikanske kompagnis hovedbestyrelse - et meget lignende projekt, hvor de henviste til Krusensterns notater fra 1799. Projektet havde til formål at "levere alle de nødvendige varer i det russiske Amerika for at befri borgerne i Yakutsk-regionen for den tunge trafik", at styrke russisk positioner i Stillehavet og at begynde at handle i Kina. Ved at henvise til Krusenstern blev det foreslået at befolke Urup-øen og starte handel med Japan gennem formidling af det oprindelige Ainu-folk.
Hovedproblemet for RAC var vanskelighederne med levering af varer til Kamchatka og til Russisk Amerika. Ruten over land gennem Sibirien tog op til to år og var forbundet med høje omkostninger. Ladninger ankom ofte fordærvede, maden var fabelagtig dyr, og udstyr til skibe (reb, ankre osv.) skulle opdeles i dele og samles på stedet. Værdifulde pelse fra Aleuterne var ofte beskadiget, når de nåede Skt. Petersborg og blev solgt med tab.
Til at finansiere ekspeditionen anmodede RAC om et lån fra statens låntagerbank på 250.000 rubler i otte år til 2% rente om året.
Først sent - i en rapport fra den 20. februar 1803 - blev der for første gang udtrykt ideen om at "udnævne nogen til den japanske ambassade", som skulle have været ledet af Rezanov. I april skrev Rezanov til Ivan Dmitriev, at det efterhånden lykkedes at overtale kejseren til at godkende planen, som senere blev officielt godkendt den 10. juni 1803.
Ifølge RAC's instruks fra 10. juli 1803 og Rumyantsevs brev til Rezanov fra 28. maj 1803 skulle ekspeditionen bestå af to skibe. På udrejsen skulle de passere Kap Verde, runde Kap Horn og besøge havnen Valparaíso i Chile. I Stillehavet skulle ekspeditionen dele sig op, så det ene skib sejlede forsyninger til Kamtjatka og derefter på mission i Japan, det andet skulle sejle forsyninger til Russisk Amerika og udforske områder nord for Beringsstrædet og søge efter Nordvestpassagen. Det sidste kom dog ikke til at ske. Ankomsten af et krigsskib i Russisk Amerika skulle også demonstrere den russiske regerings beslutsomhed til at beskytte russiske interesser og dets sømænd, købmænd og fortagsomme mennesker.
På tilbagevejen skulle begge skibe medtage pelsvarer og besøge Cantons, sydasiatiske og indiske havne for at etablere handelsforbindelser. Den sidste instruks blev heller ikke fulgt.
I allersidste øjeblik den 18. juni 1803 indsendte baron J. K. Odeleben sit projekt om at lede ekspeditionen til Afrika for at organisere genbosættelsen af sorte til de fjernøstlige dele af Rusland som frie kolonister. Planen blev afvist som værende "ikke-realisabel".
Regeringen godkendte projektet foreslået af Russian-American Company (RAC). Selvom Krusenstern hævdede, at han straks blev udnævnt til kommandør for de to skibe, er det ikke korrekt. I et brev til Krusenstern fortalte Lysianskyi Krusenstern, at RAC havde adspurgt ham om Krusensterns personlige egenskaber. Faktisk udnævnte RAC's direktion først en engelsk skipper Makmeister, og senere var Lisyanskyi selv på tale. Men da grev Rumyantsev blandede sig den 7. august 1802, blev Krusenstern officielt udpeget som leder af den første russiske jordomsejling. Den 21. august blev også Lisyansky af RAC rekrutteret som leder af Neva-skibet, udvalgt af Krusenstern. Ifølge et dokument på det russiske Presidential Library har Krusenstern udtrykt: "- I chose Lieutenant Commander Lysianskyi, an excellent naval officer, who served with me during the last war in the English Navy and who had already visited America and the East Indies... Our journey had to be long, and its successful end required our mutual diligence, constant harmony, honest and fair actions". Og Yuri Fedorovich Lysianskyi acceptede velfornøjet Krusensterns forslag: "... I would be happy to serve together with you...".
NB Lysianskyis navn staves både - Lysianskyi og Lisyanskyi - og enten med eller uden i til sidst. Læseren må bære over med, at jeg ikke er konsekvent i min brug af stavning.
Endelig afsejling
7. august 1803 sejlede Krusenstern-ekspeditionen ud med to skibe. Krusenstern var kaptajn på skibet Nadezhda, og Yurij Fedorovich Lysianskyi var kaptajn på Neva.
Til det sidste havde ekspeditionen været usikker. I juli 1802 var Russisk Amerikansk Kompagni (RAC) på randen af konkurs og kunne kun sponsorere ét skib. Men regeringens handelsdirektorat gik med til, at staten fuldt ud ville finansiere alt nødvendigt udstyr og vedligeholdelse af det andet skib.
Derfor kom ekspeditionen til at bruge både militært og kommercielt flag, afhængig af konteksten. Nadezhda brugte hovedsageligt Den Russiske Føderations flådes flag, St Andreasflaget, mens Neva brugte nationalflaget.
 |
| St Andreasflaget |
 |
Den gamle russiske trikolore, skabt af zar Peter 1. den Store i 1699. Farverne stammer fra det nederlandske flag, som zaren så på en rejse til Vesteuropa. |
Krusensterns ekspedition var i høj grad RACs ekspedition. Først sent gik den russiske stat ind i projektet. Det var at betragte - ikke som en direkte handelsekspedition, men dog som en ekspedition, der skulle understøtte RACs virksomhed og skabe nye muligheder for handel.
For de økonomiske bagmænd og den russiske stat var det således ikke en videnskabelig ekspedition. Ikke desto mindre havde Krusenstern sørget for at få forskere ombord - så det i høj grad blev en videnskabelig ekspedition, som blev særdeles anerkendt for den ny viden, han vendte hjem med. Umiddelbart før afsejling blev Krusenstern udnævnt til "corresponding member" af Academy of Science. Historisk set var det en form for medlemskab for folk, der boede eller opholdt sig langt fra selve akademiet og var forhindret i at deltage fysisk i møder, men måtte kommunikere deres videnskabelige bidrag ved "korrespondance". I dag dækker udtrykket et medlemskab af lavere grad end fuldt medlemskab.
Ekspeditionens videnskabelige resultater
Krusenstern skabte et atlas, der var storslået for sin tid, fyldt med planer, kort og tegninger.
Geografiske kort blev væsentligt korrigeret. En række ikke-eksisterende øer blev slettet fra spanske kort, og placeringen af de eksisterende blev specificeret. Han beskrev en del af Stillehavets nordvestlige kyst. Japans vestkyst og syd- og hele østysten af Sakhalin blev kortlagt. Kuriløerne blev udforsket.
Lisyansky gav en detaljeret beskrivelse af kysten ved Kodiak og Sitka i Alaska.
Syd for Kap Verde-øerne konstaterede Kruzenshtern, at begge slupper blev ført mod øst af en stærk strøm og opdagede således passatvindens modstrømme i Atlanterhavet og senere også i Stillehavet.
Langsdorf opdagede årsagen til Milky Lake-effekten, da han lokaliserede de mindste hvirvelløse dyr i et mikroskop og modbeviste den herskende kemiske teori. Milky Seas, også kaldet Mareel, er et lysende fænomen i havet, hvor store områder med havvand (op til 6.000 kvadrat miles eller 16.000 km2) ser ud til at gløde gennemskinnelig (i varierende blå nuancer. Forekomster af fænomenet lyser klart nok til at blive set af satellitter, der kredser om jorden.
Skal man nævne nogle små ting, der ikke lykkedes helt, så var det, at ekspeditionen specifikt havde fået til opgave at finde Amurfloden. Krusenstern nåede frem til en formodning og konklusion, uden reelt at nå dens munding.. Så fandt han Amurfloden, eller gjorde han ikke?
Det andet spørgsmål, der ikke blev løst - korrekt - var spørgsmålet om Sakhalin. Var det en ø eller halvø?
Krusenstern konkluderede fejlagtigt - som også La Perouse havde gjort 44 år tidligere - at Sakhalin utvivlsomt var en halvø.
Jordomsejlingen under Krusensterns kommando akkumulerede rige etnografiske, botaniske og zoologiske samlinger og gennemførte også et stort antal astronomiske observationer. Kruzenshtern fortalte i sine notater en masse nye og spændende ting om, hvad han så på rejsen, især om naturen og de vildes liv.
Men det var især på det hydrologiske område, videnskabsmændene ombord gjorde omfattende undersøgelser. Krusenstern blev en af grundlæggerne af oceanologisk forskning.
Der blev udført omfattende dybhavsundersøgelser af verdenshavet - dybder og måling af temperaturer i forskellige dybder ned til 400 m, bestemmelse af specifik vægt og saltholdighed af vand, bestemmelse af strømhastigheder osv.
For at definere geografiske koordinater tjekkede Krusenstern og astronom Horner konstant Chronometer-uret. De forsøgte også at rette de meteorologiske data regelmæssigt. Krusenstern målte personligt temperatur, tryk, fugtighed, atmosfærisk gennemsigtighed, retning, styrke og varighed af vinden, tordenvejr, skyer, tåger , dug og andre meteorologiske fænomener kl. 8.00, 16.00 og 20.00. Men under hensyntagen til situationen på skibet og den generelle mangel på videnskabelige mål udførte de ikke nat-observationer, og de kunne tage pauser fra udførelsen af data i en dag eller mere. Desuden ændrede skibsrulninger kronometerdata betydeligt, og senere i Japan gik apparatet i stykker
Temperaturen på Nadezhda blev målt i Réaumur og på Neva i Fahrenheit. Lodrette dybhavstemperaturer blev foretaget med den såkaldte "Galsovs maskine", som praktisk talt kun var et primitivt badometer i form af en kobbercylinder med ventiler, hvori der var et kviksølvtermometer. Undervejs gik apparatet i stykker.
Hvem var ombord?
De to skibe sejlede ud med tilsammen 129 mand. 84 på Nadezhda og 45 på Neva.
Besætningen og officererne på Nadezhda var ansat i den kejserlige flåde, mens de, der gjorde tjeneste på Neva, var under RAC.
Kort før afsejling blev den øverste ledelse udvidet med Nikolaj Petrovich Rezanov som ekstraordinær og befuldmægtiget ambassadør. En beslutning, som Krusernstern først blev gjort bekendt med undervejs - af Rezanov selv.
Det gav store og gentagne kompetenceproblemer.
Under ekspeditionen sendte Krusenstern gentagne gange rapporter til det russisk-amerikanske kompagnis kontor, hvor han påpegede, at han var blevet opfordret af "den højeste orden" til at kommandere ekspeditionen, og at "dette blev betroet Rezanov" uden hans viden, og at han aldrig ville acceptere, at hans stilling - på hans egen ekspedition - "bestod bare af at tage sig af sejlene". Rezanov på sin side kunne ikke acceptere, at en ung Krusenstern skulle have bemyndigelse over ham.
De 129 mand var en broget flok bestående af sømænd, officerer, en diplomatisk delegation, japanerne, der skulle sejles hjem, nogle privatpersoner. En af privatpersonerne var Fyodor Tolstoy - ikke den berømte forfatter Lev Tolstoy, men en fætter til ham. Faktisk var det vist en anden Tolstoy-slægtning - en anden Fyodor Tolstoy, der skulle have været med ombord. "Vores" Fyodor havde ingen brugbare erfaringer. Men han var kommet i knibe - noget med kortspil og gæld - og fik sig byttet til en plads for at slippe væk fra konsekvenserne. Han skabte mange problemer omkring sig, og du kan læse om ham - ikke bare på ekspeditionen, men mere generelt - her. Det er fornøjelig læsning.
Og så var der jo de videnskabsfolk, som Krusenstern fik samlet i sin "videnskabelige komité". Dem. som for min beretning var de vigtigste - og efterhånden måske også i Krusensterns optik.
På anbefaling fra den østrigske astronom Franz Xaver von Zach hyrede direktoratet den schweiziske musiker Johann Caspar Horner, der spillede fløjte glimrende.
 |
| Caspar Horner |
Zoolog Wilhelm Gottlieb Tilesius von Tilenau var ekspeditionens hovedmaler. Selvom von Tilenau kaldte sig selv dilettant, havde han sandsynligvis deltaget i Adam Friedrich Oesers undervisning på Academy of Arts i Leipzig.
Læge i medicin Georg von Langsdorff tog efter at have hørt om forberedelserne til ekspeditionen personligt til København og bad Krusenstern og Rezanov om at acceptere ham i besætningen. Han fungerede dog ikke som læge, men som videnskabsmand.
Lægen på Neva, Moritz Laband, var oprindeligt fra Schlesien og sandsynligvis af jødisk oprindelse. Han var dimitteret fra Martin Luther Universitetet i Halle-Wittenberg.
Karl Espenberg, som var læge på Nadezhda, var dimitteret fra universitetet i Jena og tjente senere som familielæge i Krusensterns familie fra 1797.
I Krusensterns bog Voyage Round the World in the Years 1803, 1804, 1805 and 1806 udgivet i 1813 - en bog som jeg med MEGEN møje og besvær fik fat i fra Det Kongelige Bibliotek - der opremser Krusenstern navne på samtlige ombordværende på Nadezdez.
Officererne var:
1. officer Makar Ratmarov, som havde 13 års erfaring, i søslag.
2. officer Fedor Romberg, der tidligere havde tjent under Krusenstern på fregatten Neva.
3. officer Peter Golowatscheff, som jeg ikke rigtig ved noget om
4. officer Hermann von Levenstern, som kom til at levere mange private beskrivelser af livet ombord
5. officer Baron von Bellingshausen viste sig at være en fremragende kartograf og senere til at lede 2 ekspeditioner til Antarktis.
Otto Kotzebue og hans bror var kadetter og de yngste besætningsmedlemmer. De var blevet accepteret på grund af anmodningen fra deres far, hvis kone var en kusine til Krusenstern. Otto Kotzebue kom senere til at lede 2 verdensomsejlinger.
Hertil kom 1. og 2. styrmand, lægen Dr. Espenberg, en kirurg og en artillerisergent.
Desuden en lang række håndværkere og andre - nogle kun angivet på engelsk, da jeg har en klar fornemmelse af deres funktion, men ikke kender det eksakte danske udtryk:
1 "ship clerk" - kontorist? Ham der var skibets kassemester, tror jeg
1 sejlmager
2 tømrere
2 kalfatrere - dem der skulle tætte skibet undervejs
1 bødker
1 våbensmed
1 bådsmand - - ham der leder det praktiske arbejde på dækket - the boatswain was responsible for the masts, yards, sails, riggings, anchors, boats and cordage
2 gunners - ansvarlige for våben og krudt og vel for affyring af salutter
4 kvartermestre - Quartermasters (QM) stand watch as assistants to Officers of the deck and navigators. They serve as helmsman and perform ship control, navigation and bridge watch duties.
1 kok
2 tjenere
og endelig 30 sømænd.
Krusenstern var blevet anbefalet at hyre erfarne udenlandske sømænd, men han holdt fast i, at han ville have russere, og han hyrede mange frivillige, selv om de ikke havde erfaringer med så lang en sørejse, som den de nu skulle ud på og i farvande, de ikke før havde besejlet.
Videnskabsfolkene, astronomen Horner og naturforskerne dr. Tilesius og dr. Langsdorff har jeg allerede nævnt ovenfor.
Hertil kom så den diplomatiske delegation med Rezanov i spidsen:
Major Herman von Friederici
Løjtnant grev Fedor Tolstoy
Rådgiver Fedor Fosse
Maler Stephen Kurlandzoff
Fysiker og botanist Dr. Brinkin
Købmand Fedor Schemelin der havde ansvar for lasten
1 jæger, 1 kok og 1 tjener plus de 5 japanere, der skulle bringes hjem.
På Krusensterns liste er også opført 6 passagerer, der skulle bringes til Russisk Amerika. Men de må i så fald have skiftet skib undervejs, for det var Neva, der sejlede til Russisk Amerika og ikke Nadezhen. En af de 6 passagerer var hieromunken Gereon fra Alexander Nevsky Lavra klosteret, og jeg tror, de øvrige 5 også var munke, hidkaldt af RACs mand i Russisk Amerika.
De 7 navngivne ombordværende på Neva, der nævnes ud over kaptajn Lysianskyi selv, er der 4 løjtnanter, 1 stymand, lægen Dr. Laband og så ham, jeg umiddelbart finder mest interessant, Nikolaj Korobitzyn, som var direkte ansat af RAC til at skulle holde øje med Lisyansky og give ham penge til eventuelle skibsrelaterede omkostninger, herunder løn til officerer.
På denne liste savner jeg et navn, nemlig en købmand Sherman, der var RACs handelsrepræsentant deres supercargo - ham der var ansvarlig for den last, der var medbragt i handelsøjemed og især den last, man forventede at bringe hjem fra Russisk Amerika. Han bliver nemlig nævnt senere.
Blandt officererne på Nadezhda var der kun 2, der var russiske, og blandt privatpersonerne og den diplomatiske delegation var der kun 5, heriblandt forfatteren Tolstoy og hieromunken Gereon, som jeg omtalte ovenfor.
Adskillige ombord var tyskere, men fra forskellige dele og med forskellige dialekter. Fra Schwabien, Thüringen, Krusenstern selv og 4 andre var baltiske tyskere, en enkelt var fra Schweiz og en var fra Baltisk Finland.
Hele denne sammenblanding af mennesker skabte i starten både sproglige og etnokulturelle vanskeligheder.
I begyndelsen af rejsen kunne forskerne ikke russisk, mens ikke alle officerer og medlemmer af følget kunne tysk. Levenstern var en flittig dagbogsskriver, og fra ham ved vi f.eks., at det dominerede sprog i messerne var tysk. Om nødvendigt kunne besætningen skifte til engelsk eller fransk; kommunikationen med holdet var på russisk. At dømme efter sin dagbog lagde Levenstern "nogle gange slet ikke mærke til, hvilket sprog han brugte." For eksempel kunne han skrive tyske eller engelske ord på kyrillisk eller de russiske på latin. Botaniker Brinkin (hvis navn blev skrevet på tysk som "Brincken", men købmand Shemelin kaldte ham "Brykin") var dimitteret fra det medicinsk-kirurgiske akademi og kunne latin så godt, at han endda forsøgte at forfølge naturforskere i besætningen for at kommunikere om det . Langsdorf og Tilezious accepterede ham dog ikke i deres selskab. Brinkin endte med at forlade ekspeditionen i Kamtjatka, fordi han følte sig ildeset. Langsdorf og Tilezious kom heller ikke ud af det indbyrdes, fordi Tilezious altid forsøgte at undertrykke Langsdorf.
Levenstern kritiserede Tilesius for ikke at forstå værdien af vedligeholdelse af skibet, men også for, at han i sin egen forskning ignorerede en vedligeholdelsespraksis. I sine efterfølgende publikationer om opdagelser af nye arter eliminerede han enhver omtale af transport-, konserverings- og plejeprocesser, hvilket reducerede prøver til kontekstløse billeder og abstrakte beskrivelser, mente Levestern.
Som Levensterns private journaler fortæller, så opfattede russere og baltiske tyskere sig til dels som konkurrenter og så med mistro på hinanden.
Levenstein omtalte Rezenov og hans gruppe som "dumdristige og grove". Rezanov selv var et æsel i et løveskind, og om Schemelin skrev han, at han ikke fortjente at blive regnet blandt civiliserede mænd.
Videnskabsholdet var en kulturel, men måske også en særegen flok, som et site beskriver. Men heller ikke
løjtnanterne Ratmanov og Romberg var fremmede for kulturen - de kendte det franske sprog og korresponderede endda med Nikolay Karamzin (en russisk forfatter). Når der blev spillet musik i messen, spillede Romberg første violin i skibets orkester - tænk, de havde et skibsorkester- lige som Titanic - mens Ratmanov læste bøger om rejser og filosofi, selv når han var på vagt, og blev irriteret, når andre forstyrrede ham.
Nadezhda medbragte et bibliotek bestående af officerers og videnskabsmæns. personlige bogsamlinger Grundstammen var Krusensterns bogsamling, der nu er opbevaret i Det Centrale Flådebibliotek. Alle bøger, der var med på rejsen (omkring 48) har Krusensterns notat "Nadezhda, 1803–1806". Udover atlas og kort af 15 forskellige forfattere inklusive James Cook, Louis Antoine de Bougainville, Aaron Arrowsmith og andre, nautiske planer, værker om astronomi og matematik, beskrivelser af rejser, der fungerede som sejl- anvisninger. Krusenstern mente, at Antoine François Prévosts udgivelse "Mémoires et aventures d'un homme de qualité qui s'est retiré du monde" var så vigtig, at han senere endda gav den videre til Otto Kotzebue, så den bog kom derfor til at rejse to gange verden rundt.
Ifølge historikeren Elena Govor tænkte deltagerne i den første russiske jordomsejling på sig selv som arvinger til James Cook og La Pérouse. Løjtnant Romberg sammenlignede turen fra Falmouth til Tenerife med La Perouses rejse fra Brest til Madeira. Ligesom La Perouse besøgte de Santa Catharina Island. Ratmanov nævner i sin dagbog udtrykkeligt, at de ankrede op ved den franske "parkinglot".
Om forholdene ombord
Nadezhda og Neva var forholdsvis små skibe, så forholdene var trange.
Skibene var i høj grad overlæssede. De medbragte forsyninger til 2 års sejlads, videnskabeligt udstyr , forsyninger til Okhotsk, og gaverne til Japan alene var fyldt i 50 kasser og bylter. På Nadezhda medbragte man levende dyr til kødforsyning: grise, et par tyre, en ko med en kalv, en ged, høns, ænder, gæs. Alle brølede, brølede og gryntede de i burene på dækket. Der skulle hele tiden gøres rent efter dem, og grisene blev endda én gang vasket - smidt over bord og skyllet grundigt i Atlanterhavet.
På grund af betydelig overbelastning af kommerciel last og mennesker havde fartøjerne kun små lagre af ferskvand .
Generelt var levevilkårene ret ekstreme: selv officerer og medlemmer af følget havde så små kahytter, at de kun kunne bruge dem til at sove. De eneste steder, hvor folk kunne forske, tegne kort eller skrive dagbog, var messen. På Nadezhda befandt sig konstant omkring 20 mennesker derinde, mens der på Neva kun var ti.
Selv to højtstående embedsmænd Krusenstern og Rezanov klemte sig sammen i kaptajnernes kahytter, som var omkring 6 kvadratmeter uden grundlæggende faciliteter som varme, ventilation eller en god belysning. Ifølge løjtnant Levensterns dagbøger måtte en af RAC's fuldmægtige endda slå sig ned i en af lastkasserne i stedet for en kahyt.
Til de 84 personer på Nadezhda var der kun 3 latriner.
Medlemmer af den diplomatiske delegation, som ikke havde faste opgaver at tage sig til, kastede sig over kortspil og kom ofte i konflikt.
Officererne derimod havde nok at se til . De skulle stå vagt i al slags vejr, lave trigonometriske undersøgelser og nogle gange gøre, hvad søfolkene ikke kendte til eller ikke ville. De var ansvarlige for ledelsen af lastning og losning, reparation af sejl og rigning, hældning og eftersøgning af utætheder. De førte rejsejournaler, studerede selv og underviste de unge ombord. Tre timer om dagen blev brugt på astronomiske beregninger, en time på at skrive en logbog.
Videnskabsfolkene udstoppede løbende fugle, tørrede fisk og havdyr eller lagde dem i sprit, samlede herbarier, tegnede og førte også dagbøger og beskrev videnskabelige observationer.
Krusenstern havde opstillet normer for bespisning. Alle kunne få et pund oksekød (i form af corned beef) og et pund kiks om dagen samt en kop vodka (for dem, der ikke drak, var der en præmie på 9 cents pr. kop) og et pund olie om ugen. Til hvert måltid var der kun én hovedret. Til frokost – shchi med corned beef, lavet af surkål eller fisk. På helligdage fik besætningerne som regel noget frisk kød. Til middag fik begge mandskab normalt grød med smør. På daglig basis indtog besætningerne kiks og corned beef, hvis kvalitet Krusenstern eksplicit understregede, og han oplyste endda navnene på leverandøren i Kronstadt.
Corned beef er typisk fremstillet af salt-hærdende oksekød.
Normalt bruges bryst, da det er en sej udskæring af kød, der er gjort mørt ved en lang, saltfyldt tilberedningsproces. Den saltlage, der bruges til at koge brystet ned til corned beef, er ikke ulig en syltningsvæske. Det var briterne, der i 17. århundrede opfandt udtrykket corned beef til at beskrive de saltkrystaller, der blev brugt til at behandle kødet med og som var på størrelse med kornkerner.
Desuden bestod kosten af surkål og tranebærjuice som beskyttelse mod skørbug.
Om skibene Nadezhda og Neva og om Yuri Lysianskyi
Historikere har undret sig over, hvorfor man indkøbte Nadezhda og Neva til ekspeditionen. De har ment, at der i den russiske flåde fandtes mindst 10 skibe, der var passende for ekspeditionen. Man kunne også have bygget nyt. Men i efteråret blev Lysianskyi sammen med skibskaptajn Razumov sendt afsted til Hamborg for at købe skibe.
Yury Lisyansky var født den 2. april 1773 i byen Nezhin, i Chernihiv-regionen i nutidens Ukraine i en familie med kosakiske aner. Hans far var ærkepræst i Nezhin-kirken St. John the Divine. Lysiansky blev uddannet på Naval Cadet Corps i Sankt Petersborg, hvor han blev venner med den kommende admiral Ivan Kruzenshtern.
Han afsluttede uddannelsen som 13-årig før den normerede uddannelsestid og som kadetkorpsets nummer to på listen over akademiske præstationer, og han blev udnævnt til midtskibsmand.
Han deltog i krigen mod Sverige 1788-1790 og blev forfremmet til officer og løjtnant. I 1793 var han en af de 16 bedste søofficerer, der på foranledning af kejserinde Catharina II blev sendt til England for at indgå i den britiske flåde for her at uddanne sig yderligere. Og det var i den forbindelse, at han sammen med Krusenstern mødte den amerikanske præsident. Han var i Indien, han undersøgte og beskrev Saint Helena, studerede de koloniale bosættelser i Sydafrika og andre geografiske forhold.
27. marts 1798, efter at være vendt tilbage til Rusland, modtog Yuri Lysiansky rang af kommandantløjtnant. Han kom tilbage beriget med en masse viden og erfaring inden for meteorologi, navigation, marin astronomi, marin taktik. Da han vendte tilbage til Rusland, modtog han straks en udnævnelse til kaptajn for fregatten "Avtoil" i den baltiske flåde, med hvilken han deltog i adskillige flådeoperationer. I november 1802 blev han tildelt Sankt Georgsordenen.
Det var således en særdeles anerkendt Lysianskyi, der var blevet sendt ud for at købe skibe og skibsudstyr.
I Hamborg fandt Lysianskyi og Razumov ikke noget, de syntes om, så de fortsatte til London, hvor de købte de to engelske skibe Leander og Thames, som efter indkøbet blev omdøbt til Nadezhda (Håbet) og Neva efter floden Neva.
Rygter vil vide, at Lysianskyi indberettede en meget højere pris for skibene end den, han faktisk betalte, og at han stak det mellemliggende beløb i egen lomme. Måske det derfor blev netop de to skibe. Holdningen var blandt en del, at Lysianskyi havde købt gamle skibe til nye skibes pris - for 17 000 pund hvortil kom 5 000 til reparationer.
Leander var en tre-mastet slup på 450 tons og med 16 kanoner - et tidligere britisk handels- og slaveskib, søsat i 1799. En fransk kaper erobrede hende i 1801, men hun kom hurtigt tilbage på britiske hænder. Selvom det er almindeligt at se referencer til "fregatten Nadezhda", var hun en slup, ikke en fregat, og hun var aldrig et krigsskib. Efter sin udforskningsrejse tjente hun som handelsskib for sin ejer, det russisk-amerikanske kompagni, og gik tabt i 1808.
Thames var et forholdsvist nybygget handelsskib fra 1801, et 61 m langt, tre-mastet sejlskib på 370 tons med 14 kanoner. Selvom begge fartøjer var bevæbnede, ligesom mange handelsfartøjer dengang, blev de aldrig indsat i den russiske flåde.
I England købte Lysiansky også en række sekstanter, lel-kompasser, barometre, et hygrometer, flere termometre, en kunstig magnet, kronometre af Arnold og Pettivgton og meget mere. Kronometrene blev kontrolleret af akademiker Schubert. Alle andre instrumenter var Troughtons værk. Astronomiske og fysiske instrumenter blev designet til at observere længde- og breddegrader og skibets orientering.
Da skibene ankom til Kronstadt, konstaterede Krusenstern straks, at de var i en sølle forfatning. Især Nadezhda. Dets formast var blevet beskadiget af kanisterskud, og mange stykker af skroget var rådne. Neva var noget bedre egnet til en jordomsejling , men dens rigning skulle udskiftes.
En kilde skriver, at man var urolig for, om Lysiansky ville blive tilbageholdt - måske pga. beskyldninger om at han havde stukket penge til side til sig selv - og derfor undlod man at reparere på skibene - mere end det allerede var gjort i London - for hurtigt at komme afsted.
Det er ikke rigtigt. Andre kilder og Krusenstern selv skriver, at topmasten blev udskiftet, og han var taknemmelig for, at det lod sig gøre så hurtigt, for pga. vejrforhold ville han gerne hurtigt afsted.
Det blev de første, men bestemt ikke sidste nødvendige reparationer.
Allerede da de nåede Falmouth, havde Krusenstern konstateret, at begge fartøjer var meget utætte, så han ansatte otte "caulkers" - kalfatrere, som arbejdede i seks dage.
Fra slutningen af december 1803 til slutningen af januar 1804 lå ekspeditionen stille i Brasilien. Undervejs hertil havde man konstateret, at Nevas for- og stormast skulle udskiftes ligesom "the main grotto", som jeg ikke ved hvad er.
I løbet af den tid blev fartøjet losset, trukket i land og igen tætnet grundigt. Rådne brædder og "fairleads" (varpeklamre?) i sider og på dæk blev udskiftet. Der blev fundet passende mahogni i skovene, men det var meget vanskeligt at levere det til havnen til forarbejdning. På grund af høj luftfugtighed var det svært for de russiske sømænd at arbejde, så der blev hyret portugisiske arbejdere. Samlet kostede det omkring 1300 piastre, inklusive 1000 piastre udstedt til at betale for arbejdet udført af portugisiske "mastmakers".
Dette er blot eksempler fra den allerførste del af rejsen - eksempler der viser den dårlige stand skibene var i fra start. Senere blev det naturligvis nødvendigt med adskillige reparationer undervejs efter hårdt sejlervejr - gentagne storme, ekstrem varme og kulde, fugt, is, vind og bølger - og almindeligt slid undervejs. Skibene medbragte reservedele, og besætningen improviserede, hvis en del ikke var tilgængelig. Krusenstern havde tre sæt sejl af forskellig kvalitet, og da tabet af ethvert hovedsejl var forbundet med fare, brugte han kun deres andet og tredje sæt, men da disse flækkede og blev revet itu i hver en kuling, var han omsider tvunget til at ty til de bedste, "idet jeg dog stadig holdt sejlmageren i arbejde, til trods for den fortsatte regn, som viste sig at være til stor hindring for ham."Da Krusenstern ankom til Petropavlovsk første gang, var den lokale guvernør bortrejst, men kommandant Major Krupskoi
"gjorde alt, hvad der stod i hans magt for at hjælpe og være os til tjeneste. Skibet blev straks afrigget, og alt blev sendt i land; landingsstedet var ikke var halvtreds favne væk. ; og efter så lang en rejse krævede alle sejl og rigning enten en grundig reparation eller udskiftes med nye.”.
Russernes reparationer fulgte et typisk mønster for tiden. Når europæiske skibe lagde til kaj, søgte officererne at rense og reparere så meget, som det var praktisk muligt i betragtning af tidsbegrænsninger, omgivende forhold, lokal støtte og tilgængelige forsyninger. Arbejdet blandede afprøvede og testede metoder med genial improvisation og byggede mest på traditionel muskelkraft. Et fuldstændigt eftersyn kunne foretages af hele besætningen og indebære fjernelse af last, lagre, kanoner og rigning, efterfulgt af rengøring af skibets indre og ydre, sidstnævnte ofte beklædt med rurer og andre krebsdyr. Skibet blev vendt om på siden for at muliggøre fugning (konopatit'), hvilket indebar at bomuld eller egetræ (hampefibre gennemvædet i tjære) blev slået ned i sømmene mellem samlinger i skibsskrogets træbrædder med en hammer og dækket med spartelmasse eller beg for at gøre dem vandtætte.
Da Krusenstern vendte tilbage til Petropavlovsk fra Japan, var skibet i så ringe en forfatning, at Krusenstern frygtede, at Nadezhda måtte opgives, men han sendte dog bud efter materialer til reparation fra Okhotsk - havnen der lå 4 måneders sejlads fra Petropavlovsk.
Klimaets indvirkning på besætningen
Straks efter afsejling fra Kronstadt røg skibene ind i en storm, og i Nordsøen var der mere storm, men også tåge, regn og kulde.
Et vejrligt, som ekspeditionen var fortrolig med.
De lavere dæk og lastrum på begge skibene var fugtige, selv i messerne samlede der sig kondens. For at forhindre det, selv i godt vejr, åbnede besætningerne luger og ventilerede rummene. Desuden fyldte de fyrfaderne med brændende kul, og de brugte eddike og brændende svovl. To gange om ugen vaskede besætningerne renden i bunden af lastrummet med frisk havvand og pumpede stillestående vand ud med lænsepumper.
Men som Maria Lyalina videre skriver: "Russian sailors, by surprise, had no problems with the change in temperature and even at the equator asked: "When will it be hot?" Efter at være kommet ind i ækvatorialfarvande spændte besætningerne baldakiner over kvartdækkene, og sømændene fik forbud mod at sove udendørs. Men ind imellem kom der dage, hvor vejret var varmt, men tåget. Der var ingen sol i flere dage, Temperaturen kunne nå op på 27—28 °C, men på grund af fugtigheden var det umuligt at tørre senge og tøj. Sådanne dage plejede Krusenstern at beordre at varme boligerne op og at bespise besætningerne med kartofler og græskar. Ud over vand fik de også halvdelen af en kanarisk vinflaske om dagen. Om morgenen fik de en svag punch med sukker og citronsaft. Hyppig regn gjorde det muligt at samle en to-ugers vandforsyning og vaske tøj og linned. Den udstrakte baldakin blev omdannet til en pool, som kunne bruges af op til 20 personer ad gangen. Krusenstern og Lysianskyi forlangte, at besætningen blev vasket 2 gange om ugen.
|
Ækvator og rundt Kap Horn til Stillehavet
26. november 1803 var dagen, hvor russiske skibe for første gang krydsede Ækvator.
Et site fortæller:
"Sejlere fra alle lande har den skik at udføre en ceremoni i dette øjeblik, kendt som fejringen af Neptun, men russerne kendte kun til det fra rygter. Derfor blev de tilfredse med at drikke en kop for sundhed for den suveræne kejser, og en af sømændene, som var en talentfuld taler, iførte sig skæg og bevæbnet med en trefork holdt han en fin tale."
Men det er jo ikke rigtigt, at de kun kendte det "from hearsay". For både Krusenstern og Lysianskyi havde krydset linjen, da de sejlede for den engelske handelsflåde.
Et andet site fortæller da også, at det blev fejret på behørig vis:
"Skibene krydsede ækvator kl. 22.30 den 26. november på 24° 20' vestlig længde. På begge skibe råbte besætningerne "hurra!" tre gange. Ceremonien blev afholdt dagen efter. Krusenstern, som en, der allerede havde krydsede ækvator, gennemførte ceremonien. En parade med artillerisalut blev arrangeret på begge skibe. Lysianskyi beordrede tilberedning af en suppe med kartofler og græskar til Neva-besætningen, og der blev stegt ænder og bagt budding /til officererne?), og for hver tre personer blev der udleveret en flaske porter.
Nadezhda-kvartermester Ivan Kurganov, der "havde fremragende evner og talegave" klædte sig ud som Neptun og gav vodka til besætningen, der blev "temmelig beruset" bagefter. At dømme efter Ratmanovs dagbog, kom ambassadør Rezanov "vaklende op på quarterdeck, løftede arme og ben mod himlen, mens han konstant råbte hurra! til Krusenstern".
Et tredje site fortæller:
"Under verdensrejsen, ved russiske sømændsførste krydsning af Ækvator, blev der ifølge en gammel søfartstradition arrangeret en traditionel helligdag med deltagelse af Neptun. Søherren kom til syne på dækket, hvor hele besætningen allerede var samlet, henvendte sig til kaptajnen og spurgte strengt: "Jeg har aldrig set det russiske flag på disse steder før. Hvorfor kom du hertil med dine skibe?" - "Til videnskabens og vort fædrelands ære," svarede Krusenstern ham og hævede respektfuldt sit glas vin ..."
 |
| Illustrationen er et eksempel. Den er fra 1840 og viser ikke specifikt dåben på Krusensterns skibe. Da skibene nærmede sig Kap Horn, var de for længst ude af varmen og de milde vinde. Den 26. februar faldt barometeret markant, og det blev meget koldt. I tre uger var der i alle beboelsesrum ikke mere end 3-4 °C. Nu kom det alle ombord til gode, at Lysianskyi havde købt rigeligt og fremsynet ind i London sammen med skibskøbet. Til hver af sømændene var der købt madrasser, puder, lagner og tæpper og ekstra linned. Desuden komfortabelt og holdbart tøj, velegnet til forskellige klimatiske forhold. Nu fik de vintertøjet udleveret, og Lisyansky beordrede, at der skulle koges ærtesuppe på "tørret bouillon", og gives flere græskar og løg ud over saltet mad. Hvis pitchingen (skibets rulninger) tillod det, tændte folk bål på det nederste dæk. Og når nogen alligevel blev syge, var skibene også velforsynede til at klare den udfordring. Lysianskyi havde sørget for at købe et helt apotek med medicin og antiscorbutiske lægemidler. 3. marts nåede de ud i Stillehavet. Her ventede mere storm og tåge. En storm så stærk, at Lisyansky ændrede sit skeptiske og agnostiske syn på verden. I sine dagbøger begyndte at filosofere over Gud og forsynet. I stormen kom de to skibe fra hinanden. De mødtes igen på Hawaii. Undervejs lagde Neva ind på Påskeøerne. |
Om proviant
Allerede før afsejling fra Kronstadt var man klar over, at skibene var overbelastede. Fem medlemmer af Rezanovs diplomatiske selskab blev taget af missionen, og handelsminister Rumyantsev gav ordre til, at man skulle skille sig af med al unødvendig last i København, skibenes første stop, hvor de til gengæld skulle medtage nogle af videnskabsfolkene og noget fransk cognac til Russisk Amerikansk Kompagni.
Opholdet i København blev længere end planlagt. For i København viste sig, at næsten al proviant skulle omlades, da tønderne var defekte: Surkålen var næsten helt fordærvet, beskøjter og corned beef skulle tørres og pakkes igen i nye tønder, og den proviant var anbragt allernederst i lasten. Og ikke nok med det. Fra den russiske konsul i Hamborg kom der besked om, at den corned beef, der var indkøbt i Hamborg og lastet i Kronstadt, skulle saltes yderligere, hvis den skulle holde sig. Det gav uforudsete udgifter, for i løbet af det tre uger lange ophold indtog begge besætninger dagligt frisk kød og grønt, samt to pints øl, der normalt koster 400 piastres.
Men Krusenstern følte sig rigtig godt modtaget i København. Han fik forevist flådes materiel, hvor han blev meget imponeret over den gode orden og lettilgængelighed, der prægede flådens lager. Og sammen med direketøren for Københavns Observatorium, M. Bugge, besøgte han Rundetårn og fik forevist Tycho Brahes observatorium, som han også imponeredes over, og han fik afstemt sine skibes chronometre.
Stadig usikker på, om beholdningen af corned beef - den danske, den fra Hamborg og den meget fine russiske - var tilstrækkelig til 3 år - eller kunne holde sig(?), gik han ind i Falstaff og fik lastet irsk saltet kød til yderligere 6 måneder på begge skibe. Mere kunne der simpelthen ikke skaffes plads til.
Om Falmouth skriver Krusenstern: "Falmouth posses, notwithstanding its small size and meanness of its houses all the properties of an Englishtown, which cannot fail to make a pleasing impression upon a foreigner. However, the comfort of the lower class of inhabitants , which distinguishes England from the other countries in Europe, appeared here to fall off." - En iagttagelse, vi vel ikke i dag kan være særlig enig i. "It seems to me that the employment of the poor people, which chiefly consists in working in mines, is the cause of want of comfort; the breeding of cattle is not much followed in Cornwall, and there are few other articles of commerce than mineral."
 |
| Falmouth i dag |
Opholdet i Falmouth var kort, men Krusenstern nåede at fornemme englændernes usikkerhed omkring en konflikt med Frankrig. Ruslands og Englands forhold var på det tidspunkt udmærket. Rusland havde sikret sig Englands tilladelse til, at Krusenstern-ekspeditionen måtte gøre ophold i alle engelske havne - på trods af, at en del af missionen jo havde som mål at konkurrere med England på pelsmarkedet.
Som nævnt var basisforplejningen beskøjter og corned beef samt grød. Undervejs fik man også friske forsyninger ombord, men madforsyningen var en konstant udfordring.
På Tenerife blev der indkøbt friske grøntsager og frugter, kartofler og græskar samt fire buttles af kanarisk vin. I alt kostede det 1200 piastres. En but er et forældet engelsk mål for væskemængde svarende til to hogsheads, der er mellem 450 og 1.060 liter.
Oxford English Dictionary fortæller, at hogshead blev standardiseret ved lov i Parlamentet 1423. Læs i øvrigt flere interessante ting om hogshead her
Ved Påskeøen blev løjtnant Povalishin sendt i land med en navigatør og 4 sømænd, og de vendte tilbage med en båd fuld af forsyninger, men også etnografika. Korobitsyn, Nevas kassemester, noterede, at øboerne villigt gav bananer, yams, sød kartoffel eller sukkerrør i bytte for spejle, sakse og især knive.
Nuku Hiva i Marquesa Islands (Fransk Polynesien) var den eneste ø med en rig ferskvandskilde, så det var et oplagt sted at søge i havn. De indfødte bragte da også ferskvand ud Nadazdez i kokosnødder, og Krusensternekspeditionen fik kokosnødder, bananer, brødfrugt, men det var vanskeligere at skaffe kød. De indfødte var ikke villige til at skille sig af med deres svin, men ekspeditionen fik købt 4 svin og 3 smågrise, som besætningerne imidlertid straks spiste.
Øboernes uvillighed til at sælge deres svin, som de selv havde brug for i forbindelse med særlige ritualer, førte til, at Krusenstern i sin bog frarådede andre skibe at søge ind her, men i stedet forsyne sig i Valparaiso i Chile og på Hawaii i stedet for Nuka Hiva.
 |
| Da russerne nåede Nuku Hiva i 1803 søgte de uden megen held proviant, men Nuku Hivanerne samlede ferskvand til dem, en scene som Löwenstern her har gengivet. |
Marquesas Islands-gruppen er en af de mest fjerntliggende i verden. Det ligger omkring 1.370 km nordøst for Tahiti og omkring 4.800 km vest for Mexico, den nærmeste kontinentale landmasse.
Også havet kunne byde på kød. Man begyndte at fange hajer og andre store fisk og også enkelte delfiner. Kun kaptajn Lysianskyi nægtede at spise måltider tilberedt heraf.
Da de ankom til Hawaii, bragte nogle indfødte en gris på 1,1 kg. Men der kom ingen handel ud af det, for de indfødte ønskede kun at sælge for noget klæde, som ekspeditionen ikke havde.
Efterfølgende kom der dog gang i handlen. Besætningen købte to grise og forskellige rødder i bytte for to økser og tre flasker rom. Aboriginerne hævdede, at Mr Jung, en englænder der opholdt sig på Hawaii, forbød dem at sælge grise, men på trods af forbuddet fremskaffede en hawaiiansk høvding dog to store svin, to smågrise, to geder og 10 høns, en tønde søde kartofler samt taro, kokosnødder og sukkerrør. Denne gang købte de indfødte også gerne båndjern.
Efter Hawaii blev ekspeditionen som planlagt splittet op. Lysianskyi på Neva sejlede mod nord til Russisk Amerika og Krusenstern sejlede til Kamtjatka.
At komme til Petropavlovsk på Kamtjatka var en svir. I de 5 uger Krusensterns besætning opholdt sig her, levede de overdådigt af frisk brød og fisk. Myndighederne på Kamtjatka var kendte for deres store gæstfrihed, så søfolkenes depoter blev godt fyldt op igen efter 5 måneders sejlads fra Brasilien.
Ja, myndighederne og de lokale kammandanter var i den grad kendt for deres gæstfrihed trods egne vanskelige levevilkår. Hvis du har læst mit indlæg om La Perousse og Lepresse i Petropavlovsk, så husker du helt sikkert den enorme selvopofrelse, de udviste for at hjælpe de fremmede. Det samme blev Krusensternekspeditionen til dels.
Krusenstern er dog utålmodig efter at komme videre.
"Until the 6th September the weather was constantly thick and rainy, with south, south-east, and east winds, which were so variable, that frequently, in the course of an hour, we had the wind from every point of the compass between south and east. Unpleasant for our stay here, we were in some degree compensated for it, by the arrival of supplies from Nischney Kamtschatsk, whither the governor had sent a sergeant and two Cossacks with 6 horses, to bring us the stock of provisions which he had laid in for the consumption of his own family during the winter. In doing this, he deprived himself of every thing: for of the provisions destined for us, many sorts could not be replaced; and the few that were to be procured, could only be met with in small quantites, or of inferior quality. Besides this, he sent to Werchnoy Kamtschatsk, for three oxen belonging to the crown, and two others, his own property; a present, considering the great scarcity of horned cattle in Kamtschatka, of every considerable value. If the distance of 400 versts (en verst er ca. det samme som en km) from St. Peter and St. Paul, and of 700 versts to Nischney Kamtschatsk be considered, and that this space could not, with all possible speed, be travelled in less than twenty days, I do not know which to admire most, his noble generosity or his readiness to serve us. He spared no pains to supply us with every thing in his power to procure, to whatevt distance he might have to send for it; nor would he even be deterred, by the uncertainty of our awaiting its arrival, from sending for his own stock of provisions, the conveyance of which was attended with so many difficulties.
I doubt whether any ship ever sailed from this harbour so well provisioned as we were; and shall mention the chief articles we were furnished with, in order to show what Kamtschatka was competent to provide. We had seven large live oxen; a considerable provision of salted and dried fish of a superior quality, such however as can only be procured at Nischney Kamtschatsk; a great supply of vegetables from Werchnoy; several casks of salt fish for the crew, and three large barrels of wild garlic, which, in Kamtschatka, is called Tscheremscha, and is, I believe, a perfect antiscorbutic, and a most admirable substitute for sourkraut. The water in which this wild garlic is preserved, and which may be renewed daily, affords a wholesome and not unpleasant beverage. Besides these, we received several delicacies for our own table, such as salted reindeer and game, argali or wild sheep, salted wild geese, etc. for all which we were indebted to the governor who, if I may be allowed the expression, employed all Kamtschatka to our advantage; for, before his arrival, we had been able to produce nothing but fish."
Ja, jeg ved, nogle af mine læsere synes, det er irriterende med indlagte engelske passager, men jeg synes Krusensterns formuleringer er så skønne, at de somme tider skal med. Nu skal jeg nok vende tilbage til dansk. Jeg lover dog ikke, at der ikke kan komme enkelte flere engelske passager.
Ophold undervejs
Krusensternekspeditionen var undervejs i 3 år. Men man skal jo ikke forestille sig, at de var på havet konstant. Der var ophold i land - nogle selskabelige, de fleste delvis påtvunget af skibsreparationer eller jagt på forsyninger. Men alle gav de mulighed for oplevelser og udforskning.
England
Allerede kort efter afsejling fra København mødte Krusenstern i Nordsøen det engelske skib Lavergin, ført af hans gamle ven Beresdorf. Beresdorf tog Rezanov og astronom Horner om bord for at fragte dem til London, hvor de havde nogle forretninger. Det gav mulighed for at spare lidt tid. I London mødte Rezanov og hans ledsager Ermolay Friderici grev Semyon Vorontsov, og tog på sightseeing, før de vendte tilbage til Nadezhda gennem byerne Bath og Bristol. Afsejlingen fra Falmouth blev faktisk forsinket, fordi Rezanov ikke var nået til Falmouth til den aftalte tid.
Tenerife
Mens der blev samlet forråd på Tenerife, boede Rezanov hos købmand Armstrong, og Horner hos guvernøren på øen. Horner medbragte kronometre og observationsinstrumenter fra skibet, og han opstillede et observatorium i tårnet af Inkvisitionspaladset.
Næsten alle besætningsmedlemmer blev berørt af fattigdommen blandt den lokale befolkning, af den "højeste grad af udskejelser", såvel som af den spanske inkvisitions dominans. På grund af konstant tyveri måtte befalingsmændene forbyde lokale borgere at besøge skibene.
Santa Catharina, Brasilien
Ligesom La Perouse havde gjort, kom Krusenstern ind i Brasilien gennem havnen Florianópolis på Santa Catharina-øen, der sammenlignet med Rio de Janeiro havde et mildere klima, ferskvand, billigere fødevarepriser og billigere havnetakster. Den 21. december gik slupperne ind i strædet, der adskiller øen fra fastlandet og fortøjede ved Santa Cruz fæstningen. Guvernøren Joaquim Xavier Curado bød varmt velkommen til Rezanov, Krusenstern og Lysianskyi. Ambassadør Rezanov og hans følge blev hos guvernøren, mens Horner fik lov til at oprette sit observatorium på Atomiris-øen, hvor han straks begyndte at gøre observationer.
Mens skibene gennemgik store reparationer, havde besætning og videnskabsmænd masser af muligheder for at udforske omgivelserne og lokale skikke.
Officerer tog f.eks. til det brasilianske karneval, hvor de bemærkede, at hvide mennesker "hygger sig som europæiske katolikker", mens sorte - "som afrikanere".
Langsdorf, som kunne portugisisk, var meget interesseret i alt, lige fra brugen af mate og den skade maniok kan gøre på tænderne, til, hvordan lokale oprindelige folk jager, og hvordan man renser bomulden. Men han klagede over, at på grund af ekstrem varme og fugtighed var de fleste af de botaniske eksemplarer mugne og rådne, og myrer spiste alle de indsamlede insekter.
Levenstern, Krusenstern og Ratmanov var mest forargede over slaveriet. Levenstern skrev, at der i guvernørens sommerhus, hvor den diplomatiske delegation opholdt sig, i stedet for en vagthund var en slave-portvogter "som selv skal søge mad og ikke gå væk et minut. At dræbe en sort tæller ikke som et mord her."
Nuku Hiva
Nuku Hiva er den største af Marquesas-øerne og var blevet besøgt gentagne gange af europæiske rejsende før.
 |
Øens indbyggere udmærkede sig som stærke svømmere, der utrætteligt tilbragte timer omkring de russiske skibe i håb om at komme om bord.
Nuku Hiva mødte russerne til deres overraskelse to europæere - englænderen E. Robarts og franskmanden J. Cabri, som havde boet der i 5 år og giftet sig med en indfødt kvinde. Cabri hjalp med at laste skibene med frisk brænde, vand, mad og fungerede som tolk ved russernes kommunikation med de indfødte. Ved afrejsen fra Nuku Hiva kom Cabri ved et uheld med. Han tilbragte en aften på skibet og turde så ikke svømme ind til kysten, da det var blevet stormvejr. Senere hævdede han, at Krusenstern med magt tvang ham til at blive. (Men hvorfor skulle han gøre det?)
Et andet site fortæller, at Cabri havde tænkt sig at sejle med til Hawaii og defra vende tilbage til Nuka Hiva, men ombestemte sig og blev ombord helt til Petropavlovsk.
Da der forventligt var mange kannibaler på Nuku Hiva, forbød Krusenstern og Lysianskyi officerer, sømænd og videnskabsmænd at besøge øen alene. De måtte kun gå i land i organiserede grupper, der blev ledet af officerer. Botaniker Brinkin gik aldrig i land af frygt for "kannibalerne".
"In times of famine the men butcher their wive and children, and their aged parents; they bake and stew their flesh, and devour it with the greatest satisfaction. Even the tender looking female, whose eyes beam nothing but beauty, will join, if permitted, in this horrid repast," vidste Krusenstern. Han forholder sig til, hvad andre før ham har skrevet, og han spørger, "Can such people then be defended? Can any one join with Forster in asserting that the islanders of the south sea are good natured, mild and uncontaminated people? Fear alone prevents their murdering and devouring every stranger who arrives."
"Perhaps it was among these barbarians that the unfortunate La Perouse found his grave!"
Johann Reinhold Forster var en naturhistoriker, der havde været med på Cooks anden rejse til Stillehavet.
Ingen ekspeditionsdeltagere bliver dog spist - men de fleste deltager i de "gæsteægteskaber", de bliver tilbudt.
Krusensterns beskrivelse af befolkningens adfærd og habitus er faktisk ret - for ikke at sige voldsom - negativ. Dog registrerer han, at de dog socialt er ret ligestillede.
Hans beskrivelse af deres fysiske fremtoning er morsom.
"Among the very handsome people of this island, we observed two in particular who excited the admiration of us all.The one was a great warrior, and he was perhaps one of the handsomest men, that ever existed: he was 6 feet two inches high, and every part of his body perfectly beautiful. The other was Bauting, king of the vale of Schegua, who, not withstanding his age, for he certainly was not less than fifty, was still extremely handsome."
Beskrivelsen af kvinderne starter også positivt, men så skifter den. Kvinderne lever slet ikke op til de skønhedsbeskrivelser, Krusenstern er stødt på forud for rejsen.
"The women all looked well; at least nothing could be said against their countenance. A well proportioned head, a face rather round than long, a large sparkling eye, blooming colour, very good teeth, curled hair, which thety ornamented with a white band, in a manner very becoming to them all, and the remarkably clear colour of their bodies, may perhaps entitle them to a preference over the inhabitants of the Sandwich, Society, and Friendly Islands; yet an impartial eye might perceive many faults in them, which Bugenvil and Forster either overlooked, or would not discover."
Bugenvil - Louis-Antoine, comte de Bougainville - var den første franskmand, der sejlede jorden rundt. Ham der lagde navn til bourgainvilleplanten - samtidig med Cook.)
Krusenstern fortsætter:
" Their form, for instance, is any thing but beautiful; thier person is generally short, and without carriage, and this is then case even with girls of eighteen; their gait is likewise awkvard and unsteady, and their lower stomach particularly large; their ideas of bauty must be very different from ours, otherwise they would take more pains to conceal their defects; a piece of stuff of middling size, wrapped carelessly round them, being the only covering, and that an incomplete one, of their beauties as well as their imperfections. Thomson's "When unadorned adorned the most" cannot be well applied to the Nuka Hiwers."
Uh, sikke en skylle.
Krusenstern og Ratmanov var virkelig skuffede over deres grimme udseende.
Blandt de skikke, som russerne især blev interesseret, var Marquesernes tatoveringer. Marqueserne tatoverede hele kroppen, inklusiv hovedet. Kun maorierne har en noget lignende praksis. Ekspeditionens medlemmer morede sig over, at tatovører kunne kopiere inskriptioner på alle sprog. Ikke kun sømænd tatoverede sig, men selv Krusenstern tatoverede navnet på sin kone på sin arm. Ratmanov tatoverede en fransk inskription over hjertet, og grev Tolstoj fik også sin første tatovering på Marquesas-øerne.
På Nuku Hiva kom det til et skarpt udbrud af den stadig stigende konflikt mellem Krusenstern og Rezanov. Da Nadezhda ankom til havnen Anna-Maria, forbød Krusenstern udveksling af RAC's økser med lokale sjældenheder (smykker eller våben) i håb om at kunne bruge dem til at købe flere grise senere. Kaptajnen læste endda ordren højt den 7. maj. Han brugte eksemplet med George Vancouver, der gjorde det samme under sin ekspedition i Tahiti.
Rezanov og købmand Shemelin overtrådte ordren, og derfor måtte Krusenstern den 9. maj indføre fri udveksling igen. Rezanov beordrede Shemelin at bytte sig til så mange sjældenheder som muligt til Kunstkamera-samlingen. 14. maj fandt et offentligt skænderi sted mellem Rezanov og Krusenstern, hvor Shemelin og Lysianskyi også deltog. Rezanov kaldte kaptajnens handlinger "barnlige" og proklamerede, at køb af proviant ikke var i hans opdrag, mens indsamling af genstande til Kunstkamera var en direkte ordre fra kejseren. Besætningen holdt med Krusenstern og forlangte at se de officielle papirer på hans bemyndigelse. De blev dog ikke overbevist, men mente, at Rezanov selv havde formuleret skrivelsen, og kejseren blot havde underskrevet uden at læse teksten.
Officererne troede ham simpelthen ikke, så latterlig var udnævnelsen af en kammerherre til chef for en jordomsejling. I det maritime charter er der den dag i dag en regel om, at kaptajnen på skibet altid er den øverste på skibet, i det mindste under sejlads.
Efter dette optrin låste Rezenov sig inde i sin del af den fælles kahyt og talte ikke med nogen.
Hawaii
På Hawaiiøerne holdt de indfødte sig i første omgang på afstand, fordi englænderen Jung, der fungerede som leder på øen, havde forbudt dem at handle med russerne. Efter nogle dage troppede han dog selv op, og det viste sig, at han ikke blev underrettet om den russiske tilstedeværelse. For at vise sin misfornøjelse undlod Lysianskyi at invitere ham på middag.
Jung gjorde sit bedste for at råde bod på sin uhøflighed. Han tog alle officererne med til det sted, hvor Cook døde, hvor han gennemførte en kort, men detaljeret rundvisning for gruppen, og de besøgte et helligt sted, den lokale høvdings hus og et værft, hvor de lokale var ved at færdiggøre konstruktionen af en dobbeltkano.
Forfatteren Tolstoy var drikfældig og drillesyg og skabte ofte problemer. Flere gange satte Kruzenshtern ham under arrest i lastrummet. Under et af sine stop på en ø i Stillehavet - enten på Nuka Hiva eller på Hawaii købte Tolstoy en tam orangutang og lærte den forskellige løjer. Til sidst lukkede han orangutangen ind i Krusensterns egen kahyt og gav den blæk, hvormed den ødelagde nogle af kaptajnens rejsenotater. Det blev dråben, og i Kamchatka blev Tolstoy sat i land.
Også botanist Brinkin og maleren Kurlyandov, som begge følte sig behandlet som udskud ombord, forlod ekspeditionen i Kamtjatka for at rejse hjem over land.
Krusenstern i Petropavlovsk
I Petropavlosk udspillede der sig et drama. Der udspillede sig ligefrem en slags retsag. Rezanov hævdede, at officererne havde udvist lydighedsnægtelse over for ham, og ifølge Levensterns dagbogsoptegnelser truede Rezanov med at lægge alle officerer (undtagen Golovachev) i lænker og hænge dem. Krusenstern fremtvang en afgørelse på sin konflikt med Rezanov ved at aflevere sit sværd og bekendtgøre, at han ville forlade skibet og overlade det fulde ansvar til Rezanov, og flere officerer meddelte, at hvis Krusenstern forlod ekspeditionen, ville de gøre det samme. Ramanov udtalte senere, at "ambassadøren kom til fornuft og begyndte at søge aftale". Han - Rezanov - overtalte kaptajnen til at sejle til Japan, hvor han selv jo ville forlade skibet.
Begge hævdede efterfølgende, at det var den anden, der havde indset sin brøde og havde undskyldt først. Kejser Alexander blev orienteret og glædede sig over konfliktens - måske ikke løsning, men dog opløsning - og da de vendte tilbage til Kamtjatka fra Japan juli 1805 havde han sendt St. Anna-ordenen af 2. grad til Kruzenshtern, og en snusdåse prydet med diamanter til Rezanov og "Det elskværdige Reskript af 28. April 1805" som vidnesbyrd om sin velvilje mod begge.
På biblioteket har jeg netop lånt bogen The First Russian Voyage Around the World. The Journal of Hermann Ludwig von Lövenstern (1803-1806), oversat af Victoria Joan Moessner, udgivet af University of Alaska Press, Fairbanks, 2003.
Omtalen af bogen lover nye detaljer om konflikterne mellem de to. Men om jeg når dertil i bogen er lidt usikkert. Bogen er på 482 sider med bittesmå bogstaver. Men foreløbig er det rigtig spændende at læse Lövensteins dagbogsnotater. Jeg tror bogen må komme på ønskesedlen til min fødselsdag eller jul.
I Krusensterns egen bog Around the World nævner han intet om disse stridigheder med Rezanov.
Krusenstern om Petropavlovsk
Når Krusenstern skulle til Petropavlovsk, var det jo for at aflevere forsyninger til det lille samfund. Men ikke blot disse forsyninger blev losset. Hele skibet blev afrigget for at gennemgå reparationer. Alt ombord og ikke mindst de 50 kasser med gaver til Japan blev bragt ned i to små både, som kommandanten på stedet straks stillede til rådighed, og alt blev sejlet i land - for senere at blive bragt tilbage til skibet igen. Hvilket slæb.
Krusenstern blev straks mødt af stor hjælpsomhed, men han var chokeret over forholdene i Petropavlovsk.
Der var en garnison udstationeret i byen, men ved ankomsten i havnen var han forfærdet over et fravær af mennesker og skibe. Krusenstern var kommet til et lille samfund af officerer, soldater, købmænd og en (uduelig) præst ledet af en guvernør, som imidlertid var på rejse længere nordpå, da de ankom.
Levenstern bemærkede, hvordan den forladte båd af Joseph Billings lå opadvendt i havnen.
 |
| Havnen med Billings forladte skib, Slawa Rossii. |
Måske husker du fra mit indlæg om La Perouse og Lepresse, at Lepresse mødte Billings. Det er jo netop det med, hvordan de forskellige ekspeditioner møder hinanden på kryds og tværs, jeg synes, er så spændende, og det er det, der får mig til stadig at skrive om nye ekspeditioner.
I august 1785, ansporet af nyheder om, at Comte de La Pérouse havde påbegyndt sin opdagelsesrejse, beordrede zarina Catharina formelt Billings til at kommandere "en ekspedition ... for at bringe hendes glorværdige styre viden om havene liggende mellem kontinentet Sibirien og den modsatte kyst af Amerika."
Ekspeditionen blev afsluttet i St Peter og St. Paul. St. Peter og St. Paul er det navn, der på det tidspunkt blev anvendt om nuværende Petropavlovsk. Skønt skibet, Slawa Rossii, var i udmærket stand til at sejle tilbage til St. Petersborg, afmønstrede besætningen her, og skibet blev liggende i St. Peter og St. Paul. Skibet blev ikke vedligeholdt, og snart sank det.
"Captain Billing's ship, the Slawa Rossii, on the construction of which more pains and money were expended than perhaps on any other ship in the world (ja, Krusenstern kan godt lide floromvundne formuleringer), would never have sunk in the manner it did if proper attention had been paid to it."
Krustenstern vier et helt kapitel på næsten 50 sider til sin beskrivelse af Petropavlovsk og de sørgelige tilstande, han oplever her, og han gør sig mange overvejelser over, hvordan man kunne skabe bedre levevilkår og få stedet til at blomstre.
"Nothing is visible here that could at all persuade any one of its being inhabited by civilized people: not only Awatscha Bay, but the three adjoining ones are entirely forlorn and uninhabited; nor is the beautiful harbour of St. Peter og St. Paul enlivened by a single boat. Instead of this the shores are strewed with stinking fish, among which a number of half starved dogs are seen wallowing and contending for possession."
"It is perfectly in vain if you look about, upon landing, for even one well built house; in vian does the eye seek a road, or even a well beaten path, along which a person may walk in safety to the town: no garden, no meadow, no plantation or inclosure of any kind indicative of the least cultivation; the only thing perceived are a few huts, mostly in a decayed state. As the greater part of the inhabitants are from Sakhalin, and are absent during the whole day, you may remain here several hours without meeting a single person. This then is the present miserable condition of the celebrated St. Peter and St. Paul, undoubtedly the most important place in all Kamtschatka."
Indbyggertallet var 150-180 inklusiv soldaterne. Men kun 25 var kvinder, og Krusenstern så kun 5-6 børn.
Om vinteren, når skibe overvintrede her , kunne indbyggertallet stige til 500, men stadig var der kun de samme 25 kvinder - og Krusenstern bemærker, at de fleste ægteskaber var barnløse, hvilket bevirkede at befolkningstallet stagnerede. Et forhold, som russerne også i Russisk Amerika forsøgte at tage forholdsregler imod.
Krusenstern fortæller, at kun to huse skilte sig ud som bedre end resten. Det ene var beboet af major Karupskoi, kommandanten af fortet, og hans kone. Det andet af to artilleri-officerer. Begge huse var af betydelig størrelse og rummede pæne rum, køkken, opbevaringsrum osv. Især majorens kunne, med små ændringer og ordentlige møbler, blive passende beboelse. Der fandtes kun en træstol, et bord og to-3 ødelagte stole. Der var hverken lervarer eller porcelæn, ingen glas eller kander. To-tre tekopper, et par defekte knive og gafler og et par teskeer udgjorde ægteparrets indbo. Det værste var dog, at stort set alle vinduer var itu, og de gav derfor ingen beskyttelse mod sne og frost.
"I could not, without feelings of consideration, behold the children, who in no part of the world are brought up so wrethchedly as here. Milk, when the parents are sufficiently rich to keep a cow (and few are in this condition) is the ony thing with which thy are nourished. Jukula and coarse black bread is hard food for a child from twelve to eighteen months old, and must, in case of any obstruction, contribute to terminate their existence."
Igen et eksempel på Krusensterns rørstrømskhed.
De andre beboeres huse er uvægerligt dårligt bygget og alle af så lille højde, at de om vinteren er helt dækket af sne. Fra døren skæres en sti gennem sneen, og denne, da den danner en tyk mur rundt om huset, kan ganske vist bidrage til varmen, men må nødvendigvis forårsage en meget usund atmosfære i dem, da den hæver sig betydeligt over huset og forhindrer muligheden for at indføre enhver ventilation. De har derfor ingen frisk luft vinteren igennem i nogen af rummene.
Problemet med husbyggeri er mangel på træ. Når en offentlig bygning skal rejses, bliver 30-40 soldater udskrevet i adskillige uger til at fælde træer langt væk, hvor de findes, og så skal stammerne under farlige forhold flydes ned ad floder. På den måde havde hele garnisonen i to år været beskæftiget med at opføre nogle barakker til 10-12 mænd. I flere år havde man også været i gang med at bygge en kirke, som Krusenstern vurderer aldrig vil blive færdig.
Og da tømmeret ikke får lov at ligge og tørre længe nok, så falder bygningen som regel sammen efter få år.
Og så er det frygtelig dyrt at bygge. RACs agent på stedet havde fået bygget en lille lagerbygning - 40 fod lang - til de forsyninger, Krusenstern skulle komme med, og den havde koster næsten 10 000 rubler.
Krusenstern finder, at - på trods af faren for jordskælv - så er løsningen at bygge i mursten. For det første havde der rent faktisk aldrig været jordskælv netop her, og for det andet, skriver Krusenstern, er det jo ikke paladser i flere etager, der skal bygges, men blot små simple huse.
På den anden side bugten fandtes den fineste ler, som allerede nu blev brugt til at bygge ovne. Her kunne man brænde mursten, men det ville så kræve, at der blev bygget et skib, der kunne transportere murstenene til St. Peter and St. Paul. Havde man skibe, kunne man evt. også hente træ i Russisk Amerika.
Det helt store problem for indbyggerne er varemangel.
Krusenstern er dybt chokeret.
Allerværst er manglen på mel og salt.
"Bread and salt are two articles invariably possessed by the poorest beggar in Europe; but in Kamtschatka, where, owing to the increased number of military, the consumption of bread is very considerable, and the conveyance is so difficult and expensive."
Soldaterne får kun halvdelen af deres ration i mel og den anden halvdel i penge, men beløbet er aldrig tilstrækkeligt til, at de kan købe, hvad de har brug for. Købmændene vil ikke importere mel, for ofte går det tabt under transporten, eller det bliver fordærvet, så der ikke kan bages af det, og de mister fortjenesten.
Saltmanglen er endnu større.
På grund af den lange transport og den deraf følgende mangelsituation er priserne høje på alt. Krusenstern giver mange eksempler på priser, f.eks. på sukker, tobak, smør, salt, sæbe, stearinlys.
"Many other necessary articles of housekeeping are in a like proportion; but it is seldom that they even the greatest necessaries are to be procured. Rum, brandy, wine, coffee, spices, vinegar, mustard,oil, rice, flour, butter, and other similar articles, which are to be met with in the poorest villages of Russia, are never imported for sale; neither are any of those necessary for clothing, with the exeption of some very coarse linen, silk, handkerchiefs, and blue nankeen. Black bread, and fish dressed without sauce or spice, without salt, vinegar, og pepper, are the only provisions which the officers, as well as the men, are able, for a constancy, to set upon their tables."
Rom, kaffe, eddike og sennep bliver nævnt som varer, det var umuligt at få.
Det er så så meget mere bemærkelsesværdigt, hvor godt officererne og videnskabsmændene på Krusenstern-ekspeditionen bliver beværtet. Rensdyr, vildfår, vildænder og gæs, harer. Rensdyr synes Krusenstern først ikke om, men han kommer til at kunne lide det. Men den sæl, som der også bliver serveret ... "I could never conquer my aversion to that, though by no means despised at Kamtschatka, and although not a very tasty, is not an unwholesome food. this is likewise the case with bear's flesh. but the flesh of the argali, or wild sheep, is far superior in flavour to any game known in Europe. There is no scarcity of wild ducks and geese."
Så man skulle tro, de lokale spiste meget vildt. Men nej. Her er også problemer - mangel på krudt og kugler.
Krudt og kugler skulle ligesom alt andet leveres den lange vej over land og ad floder, blot opbevaret i lædersække. Ofte skete der uheld undervejs, hele ladninger blev gennemvåde, eller modsat skete det sågar, at det eksploderede og hele landsbyer røg i luften, så det blev ikke længere importeret til salg til private. Kort før Krusensterns ankomst var en ladning dog blevet fordelt til indbyggerne, men på grund af de små mængder sparede de på disse, så de havde krudt og kugler til forsvar, hvis de blev angrebet af en bjørn, eller de reserverede dem til at nedlægge et dyr, hvis skind kunne sælges for et beløb, der oversteg udgiften til at nedlægge det.
Enkelte nedlagde dog så store mængder zobel, at de næsten svømmede i penge. Men når de almindelige fornødenheder var købt, selv til de høje lokale priser, så var der ikke andet at bruge pengene på, og en historie fortalte, at de gik omkring og smed med og sparkede til deres rubler. Eller pengene blev drukket op. For var der én ting, der aldrig var mangel på, så var det gin.
Krusenstern konfronteredes med utallige problemer, som alle påviste, at hans tanke om at indsætte skibe til levering af varer helt fra Kronstadt i stedet for den lange og vanskelige landtransport var helt rigtig.
Han funderede også over andre ændringer, der kunne lette livet på dette øde sted.
"Although every meal af St. Peter and St. Paul proves the poverty of the place, with little assistance it would not be impossible to procure a very good table."
Krusenstern iagttog, at der var masser af saftigt græs, så hvorfor ikke igangsætte dyrebrug - indsætte køer, som både kunne give kød, mælk og smør. Om sommeren kunne dyrene græsse. Til vinterfoder skulle der slås hø, og til dette måtte man finde nogle mænd. Soldaterne kunne man ikke løbe an på til dette. De havde nok andre opgaver.
Svin var ikke en mulighed, da de spiser for meget korn - korn, som ikke findes i tilstrækkelig mængde. Krusenstern mener dog, at man kan finde kornsorter, der kan trives på Kamtschatka - og så skal man begynde at opkøbe lokalt groet kort til priser, der gør det attraktivt at dyrke det.
Får og geder derimod er oplagt at opdrætte, da de ligesom kvæg bare lever af græs.
Fjerkræ var der ikke meget af, dels fordi de ligesom grise skal have korn at spise, men også fordi de mange fritløbende hunde æder dem. Men Krusenstern tager en flok fjerkræ med fra Japan og fordeler dem blandt de rigeste russere, mod at de lover at forsøge at få bestanden til at vokse - og at holde hundene væk. De kunne vel sendes langt bort i sommertiden, hvor der ikke var brug for dem, mente Krusenstern. Krusenstern var vist ikke vild med hunde.
Krusenstern opholdt sig ad to omgange i sommermånederne på Kamtschatka, og i modsætning til den gængse opfattelse, nåede han frem til, at der - på trods af det barske klima - sagtens kunne dyrkes masser af forskellige grøntsager her - blot man begyndte at så tidligere end det normale i juli.
For en gangs skyld udtalte han sig lidt negativt om indbyggerne:
"As for the climate of Kamtschatka, it is not so bad as it is been represented: that the frequent fogs prevent any vegetables from coming to perfection is merely an excuse made by inhabitants in order not to work, their indulgence knowing no bounds, the immoderate use of spirits rendering them incapable of every exertion; for the officers who are garrisoned there, and who have laid out gardens for themselves, produce almost every kind of vegetable necessary for the table, and, indeed, in such quantity, that they were enabled to supply us with a considerable stock."
Hver dag indsamlede Krusenstern vilde ærter, selleri og portulak - en gammel urt, der kendes tilbage fra 1500-tallet - en dekorativ, kødfuld plante med blanke blade, hvis friske skud kan spises. Til sine egne folk fik han tilberedt suppe eller salat af dem. Officererne i garrisonen havde aldrig spist disse urter, men da de spiste med, fandt de dem velsmagende. Om vilde ærter, se her.
I sensommeren samlede kvinderne rundt om St. Peter and St. Paul hindbær, jordbær, blåbær og shimolost (brombær eller multebær?) - i konkurrence med bjørnene. På et tidspunkt så jeg et fint billede af kvinder, der samlede bær, side om side med bjørne, men jeg kan ikke finde det igen. Krusenstern lærte russerne at koge marmelade til vinteren.
Hvad jeg indtil nu har genfortalt af Krusensterns beretninger fra St. Peter and St. Paul, har udelukkende været om de russiske tilflyttere - på nær nok de bærsamlende kvinder.
Han fortæller også lidt om de oprindelige beboere. Hvordan de bliver snydt. Bliver drukket fulde og narret til at sælge deres skind alt for billigt - måske endda for den gin, som russerne har hældt på dem. Hvordan de fungerer som postbringere og som guider. Om vinteren var de forpligtet til at bringe rejsende fra en ostrog til den næste - (landsby / boplads) - og huse og føde de rejsende og stille slædehunde til disposition. En historie blev fortalt om en højtstående embedsmand, der for nylig havde været i området. Han rejste i en slæde, der var så stor som et hus og blev trukket af 100 slædehunde. Han drev hundene så hårdt frem, at mange døde undervejs og skulle erstattes i den ostrog, de nåede til. Og han betalte aldrig for dem. Mon det var en historie, der var blevet til efter Leseppes' vanvittige slæderejse fra St. Peter and St. Paul til Okhotsk, som jeg fortalte om i indlægget om La Perouse og ham?
Om sommeren skulle de indfødte til hver en tid være klar til med en båd at sejle rejsende op eller ned ad floderne. Det kunne betyde, de var væk fra deres ostrog i et par uger, og dermed mistede tid, hvor de kunne have fisket og samlet forråd til vinteren.
Krusenstern og Rezanov i Japan
30. august var der så afsejling mod Japan. Missionen til Japan blev som tidligere omtalt en total fiasko. Fiaskoen skyldtes nok mest japanernes klippefaste intention om at holde Japan afskærmet fra Vesten, men nogle peger også på, at Rezenovs optræden ikke gjorde opgaven lettere. Han var vist ikke særlig diplomatisk - han var jo heller ikke professionel diplomat, men kammerherre. Nogle vurderer desuden, at Kejser Alexander ikke tillagde Rezanovs diplomatiske mission stor betydning. De begrunder det i, at han blev udstyret med et helt urepræsentativt følge. Han fik end ikke en personlig soldat - end ikke en æresvagt blev han udstyret med.
I Petropavlovsk lykkedes det ham dog af guvernøren at leje to underofficerer, en trommeslager og 5 soldater. Hurtigt fik man fremskaffet nogle uniformer med guldbroderier og nogle bjørneskindshuer.
Mærkværdigvis - og uheldigvis - blev også ambassade-delegationens tolk, japanske Kiselev, sat af på Kamchatka. Krusenstern skriver, at han ikke havde opført sig passende, at de øvrige japanere hadede ham, og at de fandt ud af, at han var konverteret til den kristne tro, hvorfor han under ingen omstændigheder ville blive lukket ind i Japan.
 |
| Nadezhda ankommer til Nagasaki, Japan |
Rezanovs instruks var: "Træf beslutninger i overensstemmelse med japanske skikke og fornærme sig ikke."
Det var en instruks, han på ingen måde fulgte. Rezanov optrådte arrogant og fremfusende. Skønt han kendte lidt til det japanske sprog, havde han ingen forståelse for den japanske kultur og ønskede på ingen måde at underlægge sig den. Krusenstern opfordrede til respekt for japanerne som ligeværdige, men Rezanov var hånlig over for japanerne og forventede, at "de ville krybe sammen foran fremvisninger af europæiske videnskabelige instrumenter." Jeg går ud fra, det er en reference til kowtow eller dogeza, som det kaldes i Japan.
Dogeza-bukket bruges (nu) sjældent, da det opfattes som meget respektløs over for en selv. Man lægger sig på hænder og fødder og lægger ansigtet mod jorden. Det bruges kun i meget specifikke situationer, såsom at tigge om sit liv.
Rezanov nægtede at udføre dogeza, selv om han fik fortalt af de hollændere, der opholdt sig på øen Djerma ved Nagasaki, at det var almindeligt for dem at udføre det. Hollænderne var de eneste vesterlændinge, der havde tilladelse til at handle i Japan, men var tvunget til udelukkende at opholde sig på en kunstig lille ø.
Rezanov råbte ad sit eget følge og bandede over de japanske oversættere. Han forstod ikke, at de japanere, der mødte ham, i virkeligheden var yderst belærte.
Videnskabsfolkene forstod at udnytte tiden. De blev venner med fiskere og andre lokale, som bragte dem planter og spændende fisk og fugle, som de beskrev og tegnede, og fisk og fugle blev udstoppet.
Én enkelt ting syntes Rezanov om. Japanske lakkister med sort eller guld. Forud for den forventede handel med japanerne, forlangte han 500 af sådanne kister i depositum. Handlerne blev aldrig til noget, men Rezanov beholdt kisterne.
Russerne havde medbragt mange gaver til japanerne, især genstande lavet af glas og krystal: lysekroner, kandelabre, 15 krystal- og marmorbordplader i forskellige farver, 71 store spejle og 25 mindre spejle, seks porcelænssæt fra Imperial Porcelænsfabrik, elfenbensvaser, pelsprodukter. Gaverne blev imidlertid ikke accepteret af japanerne, som - ifølge Levenstern - syntes, det var "crap". Løjtnanten bemærkede også, at selvom rævepels var højt værdsat i Rusland, blev det i Japan anset for at være et kitsune eller "urent dyr". Det eneste, der vakte ægte interesse fra japansk side, var uret (engelsk værk) fra Eremitagen i form af en elefant, der var i stand til at dreje snabel og ører, og de kalejdoskopiske lys lavet af den russiske opfinder Ivan Kulibin.
Gaverne, som var blevet opbevaret i et lagerhus blev igen læsset på skibet - måske på nær uret - det ved jeg ikke.
Til Krusensterns store ærgelse fik Rezanov efterfølgende gavernec mærket som RACs ejendom og havde planer om at sælge dem på Kamtjatka. Om det blev ført ud i livet, ved jeg heller ikke.
 |
| Tegning af gaverne til Japan- og til højre meget morsomt, synes jeg - Rezanov med en japansk prostitueret. Rezanov var også utiílfreds med de kvinder, der blev stillet ham til rådighed, fordi de havde malet deres tænder sorte. |
Én ting var japanerne særdeles behjælpelige med: at reparere Nadezhda. Historikere har tolket det som et tegn på, at de bare så hurtigt som muligt ville se russerne sejle afsted igen.
Ved afsejlingen blev der efter ordre fra Shōgun givet 5569 kg ris, 23,7 ton salt og 25 kasser silkeuld som gave.
Til gengæld tog japanerne penge for de materialer, der blev brugt til at reparere Nadezhda – brædder, stænger og 500 kobberplader – samt forsyninger til besætningen og følget under opholdet. Japanerne sørgede også for forsyninger til Nadezhda til turen tilbage til Kamchatka: 2457 kg tørret brød, tre kasser mel, 15 kasser sake, saltet fisk, saltet svinekød og levende kvæg. Det tog ti dage med 16 timers arbejdstid at lade al proviant om bord (samt returnerede våben). Ved tilbagekomsten til Kamtjatka beordrede Krusenstern 1228 kg ris uddelt til nødlidende kamtjatdalere. Også den salt, som var givet til besætningen, og som de kunne have tjent mange penge på at sælge, beordrede Krusenstern med sømændenes accept uddelt gratis.
Fra Telisius' hånd findes der rigtig mange smukke illustrationen fra Japan, men da besøget i Japan ikke er mit hovedemne, så viser jeg dem ikke i denne omgang.
Efter Japan
Da Krusenstern forlod Japan, fulgte han Japans vestkyst op gennem Det japanske Hav. Derefter sejlede han ind gennem La Perouse-strædet mellem Hokkaidoøen og Sakhalin. Efter eget udsagn rettede han mange fejl på La Perouses kort.
 |
| Kan du se den røde linje, jeg har indtegnet mellem Hokkaido og Sakhalin? Syd for ligger det japanske hovedland. Kamtschatka ses øverst til højre. |
De nåede Aniva - bugten, hvor de kom i kontakt med Ainu-folket. Ainufolket modtog dem venligt og serverede ris og frisk fisk, som blev tilberedt som en pilaf.
 |
| Igen har jeg indtegnet La Perousestrædet. De røde pile angiver Anivabugten, hvor Krusenstern mødte Ainufolket. |
Russerne kaldte Ainufolket for "shaggy smokers". Shaggy betyder sjusket. Både mænd og kvinder røg på nogle lange piber.
Levenstern skriver, at ainufolket lignede "dirty Estonians".
I modsætning til japanerne havde Ainufolket langt, frodig hårvækst og skæg, der stak ud i alle retninger. Om munden havde kvinderne tatoveringer, der lignede skæg.
 |
| Et nyere foto af Ainu-folk, hvor man kan se kvindens tatovering rundt om munden |
I hvert af Ainuernes små hytter var lænket en lille natsort bjørn. Russerne forsøgte at købe en af dem, men ingen ville sælge.
Rezanov og Krusenstern forstod, at de ofte var udsat for japanske overgreb, og for en gangs skyld var der noget, de var enige om: At det ville være godt at oprette russiske bosættelser her.
Ved tilbagekomsten til Petropavlovsk skiltes Krusenstern og Rezenov. Rezenov fik ordre til at drage til Russisk Amerika for at inspicere kolonien, hvorfra der var kommet kritik af guvernør Baranov. Inden afgang hertil nåede han dog - på helt eget initiativ og uden godkendelse fra St. Petersborg - at sende et par skibe afsted for at erobre japanske skibe og genere japanerne mest muligt. Han var virkelig harm over den - ifølge ham selv - helt utilstedelige behandling, han havde været udsat for. Krusenstern må have åndet lettet op over at slippe af med ham.
Det har været tankevækkende for mig at se Rezanov beskrevet således. Da jeg tidligere er stødt på ham, da jeg skrev om russerne i Russisk Amerika, blev han beskrevet som en kompetent og fortagsom herre, som, da han oplevede stor sult blandt befolkningen på Sitka, resolut sejlede et skib helt til Californien og hentede forsyninger. Et noget andet billede, end det, der tegnes fra Krusenstern-ekspeditionen.
Også Langsdorff forlod Krusenstern-ekspeditionen og fulgte Rezanov til Russisk Amerika. Bestemt ikke, fordi han var fan af Rezanov, men fordi det gav ham mulighed for at lære det ukendte Amerika at kende. Han udforskede Aleuterne, Kodiak og Sitka; han kom til San Francisco, hvorfra han med skib kom tilbage til Sibirien og derfra tog over land til Sankt Petersborg, hvor han ankom i 1808.
På vej tilbage til Sankt Petersborg mistede han en del af sin herbariesamling i Lena-floden mellem Yakutsk og Irkutsk. Men han var i stand til at publicere sine resultater i bøger som "Plantes recueilles pendant le voyage des Russes autour du monde: expédition dirigée par M. de Krusenstern". (Planter indsamlet under russernes rejse rundt i verden: ekspedition ledet af hr. Krusenstern), udgivet i 1810.
På den ekspedition kom de mange gange ud for tåge, regn og voldsomme storme, dog heldigvis skiftende med stille og klart vejr, hvor de kunne foretage undersøgelser.
 |
| Nadezhda i stormvejr |
Krusenstern sejlede ned langs østkysten af Kamtschtka, ind mellem to af Kuriløerne ad et farvand, han navngav Nadezhda-strædet.
 |
| Nadezhdastrædet |
Herefter sejlede han langs og kortlagde Sakhalin fra syd til nord. Her navngav de adskillige kapper, f.eks. Cape Gvozdev og Cape Bellingshausen og helt mod nord Cape Elizabeth, Cape Maria og Cape Khabarov.
De opdagede bosættelser af Nivkh-folk ("kinesiske tatarer"), og to gange gik de i land, men fik en fjendtlig modtagelse og skyndte sig at trække sig tilbage.
Den 12. august nåede Nadezhda Tartarstrædet - den smalle kanal, der adskiller Sakhalin fra fastlandet.
Vandet her var så ferskt, at Krusenstern konkluderede, at Amur-flodens munding måtte være et sted i nærheden.
 |
| Amurflodens vældige afvandingsområde. Amurs munding, Tatarstrædet og Sakhalin-øen øverst til højre. |
Da dybden hurtigt faldt, blev en robåd sænket ned, hvorpå løjtnant Romberg målte dybden. Den oversteg ikke 7-8 meter og faldt hurtigt tættere på den asiatiske kyst.. På grund af en stærk modstrøm besluttede Krusenstern ikke at tage nogen risiko, men konkluderede, at Sakhalin utvivlsomt var en halvø. 44 år tidligere havde franskmanden La Perouse undersøgt Tatarstrædet sydfra. Da han nåede stillestående, lavt vand, mente han, at han befandt sig i en bugt, og konkluderede, som nu også Krusenstern gjorde, at Sakhalin var en halvø. Tartarstrædet er åbenbart så smalt og så lavvandet,, at det var svært for ekspeditionerne at finde ind i det. La Perouse havde dog en formodning om at Sakhalin engang havde været en ø, men nu var blevet landfast af aflejringer fra Amurfloden, der havde dannet et drag. Krusenstern vurderede, at det ville være nyttigt at sende en ny ekspedition for at udforske 80-100 miles af Tatarstrædet og lokalisere de nøjagtige koordinater for Amurs munding. En sådan ekspedition blev først udført i 1849 af Gennady Nevelskoy.
Så som tidligere nævnt, hvis man skal nævne to geografiske spørgsmål, der ikke blev opklaret helt, så var det at finde Amurflodens munding og at afgøre spørgsmålet om Sakhalin - ø eller halvø?
Det var dog en bedrift i sig selv at udforske 1000 km af Sakhalins kyst.
Tilbage i Petropavlovsk for 3. gang
Allerede før afgang til Japan havde Krusenstern fået sit skib nødtørftigt repareret, men havde også konstateret, at en større reparation var nødvendig. Nadezhda havde brug for en fuldstændig ændring af rigning, og der blev også sendt bud efter ballast, 70 kubikfavne brænde og proviant til hjemturen. Efter gentagne og voldsomme storme på vej tilbage fra Japan og på den efterfølgende ekspedition var Nadezhda i en endnu dårligere forfatning. Men da Krusenstern for 3. gang vendte tilbage til Petropavlovsk, blev han mødt med skuffende nyheder: Bestillingerne fra Okhotsk var endnu ikke ankommet. Først den 2. september kom den officielle transport, og forsyningerne viste sig at være små og dårlige. Kun corned beef til tre måneder og kiks til fire måneder. Den lange transport fra Okhotsk i dårlig forpakning i lædersække betød, at kødet blev fordærvet allerede efter seks uger og blev smidt overbord. Smørret var så dårligt, at de ikke kunne spise det, og i stedet blev det brugt som smørelse til redskaber og instrumenter, og ved ankomsten i Kina var kiksene ikke engang egnet til husdyrfoder.
Heldigvis leverede guvernørens bror Dmitry Koshelev kartofler, grøntsager (inklusive roer), bær og fire tyre, som var gaver fra Kamchatka til skibet. Men da de endelig kom afsted, røg skibet straks ud i en vældig storm, og tyrene kunne ikke tåle rulningerne. "The leak on the board got more prominent, and the crew had to score four bulls that they got on Kamchatka, because the animals could not bear the pitching." - Score? Smed de dem over bord?
Fordi skibsarbejdet blev forsinket, og tiden skulle gå, så blev det besluttet at forny kaptajn Charles Clerkes grav. Måske husker du, at det var La Perousse, der i første omgang fik graven etableret. Det var Clerke, der overtog kommandoen, da James Cook blev dræbt, men Clerke selv døde af tuberkulose og blev begravet på Kamtjatka. Krusenstern-ekspeditionen byggede nu en pyramide op af birketræ og malet marmor, som blev omgivet af en balustrade og en voldgrav, og Tilesius malede et våbenskjold.
Etnograf Grigory Langsdorf besøgte Paratunsky. Han blev den første, der gav en detaljeret beskrivelse af de varme kilder der. Kilder der i dag er en velbesøgt spa.
Den 20. september ankom en transport fra Unalaska med nyheder fra Lisyansky og en lille last pelse til salg i Kina - 400 skind af havoddere og 10.000 pelssæler.
Men da først materiellet til reparation af Nadezhev var ankommet, gik det hurtigt med at få skibet repareret.
"Nu var besætningerne ivrige efter at tage hjem, og deres følelser motiverede arbejdet. "Skibet var . . . straks afrigget, alle hænder sat i gang, og de forskellige opgaver udført med største skarpsindighed og iver. Øjeblikket var nu kommet, hvor vi skulle begynde vores rejse tilbage til Rusland. . . og der kunne ikke kræves større stimulans end dette."
Og endelig - lørdag den 5. oktober, blev Nadezhda slæbt ud i bugten, og kl. 14 nåede fartøjet åbent hav.
Lysianskyi i Russisk Amerika
Da Krusenstern og Lysianskyi tog afsked med hinanden på Hawaii, tog det Lysianskyi bare 25 dage at nå op til Kodiak Island. Pga. overfloden af frisk kød oplevede besætningen noget usædvanligt: de begyndte at lide af maveinfektioner. Det blev dog hurtigt kureret med kinin.
På Kodiak blev hieromunken Gereon sat af. Han fik hurtigt oprettet en skole, men senere kom han i konflikt med guvernør Baranov pga. Baranovs behandling af de indfødte.
Guvernør Baranov befandt sig på dette tidspunkt på Sitka Island, hvor de indfødte Tlingitindianere havde indledt et voldsomt oprør og indtaget Baranovs fæstning. Baranov havde rådighed over transportskibet Ermak, 120 bevæbnede russiske jægere samt 800 loyale indfødte i 350 kajakker, men havde vanskeligt ved at nedkæmpe Tlingitindianerne, og han sendte bud efter hjælp fra Neva, og det kom til at gøre udslaget. Da russerne endelig kunne indtage fortet, var det tomt. Tlingitfolkene havde rømmet det i nattens mulm og mørke.
Efterfølgende hjalp Nevas besætning med at opføre et nyt og større fort.
.jpeg) |
 |
| Neva i havnen St. Paul på øen Kodiak |
Lysianskyi vendte tilbage til Kodiak for overvintring. Besætningen kom i land og overvintrede i komfortable boliger og fordrev tiden med fiskeri og lidt sjov og ballade. De iscenesatte et teaterstykke, og de byggede en isrutchebane. Overvintringen varede i 11 måneder. Frosten varede til 9. marts 1805. Fra den 22. marts gik Lysianskyi, sammen med navigatøren Kalinin og en sømand i tre kanoer ud for at foretage geografiske undersøgelser. Den 12. april havde de udarbejdet et kort over Kodiak-øgruppen, Chiniat-bugten, Pavlovsk-havnen og Three Hierarchs Bay. Imens hyggede besætningen sig nok stadig.
RACs mand, Nikolay Korobitsyn, tog de vigtigste beslutninger vedrørende denne fase af ekspeditionen. Han skulle også tage pelse om bord til handel i Kina. Samlet set leverede Neva varer for 310.000 rubler fra St. Petersborg og modtog pelse og hvalrosknogler for i alt 440.000 rubler. Udover at laste varerne, måtte besætningen lave et nyt bovspryd til sluppen, hvilket forsinkede afgangen til den 13. juni.
Den 22. juni ankom Neva til Novo-Arkhangelsk. I løbet af vinteren var der blevet bygget otte store træbygninger, om hvilke Lysyinskyi skrev, at de i størrelse og udsmykning ville have set ganske værdige ud selv i Europa. Neva hilste Baranov med en salut på 9 skud. Lysianskyi blev inviteret til middag hos Baranov. Fra 2. til 7. juli var navigatøren Kalinin på Kruzof-øen, hvor han beskrev bugten og Mount Edgecumbe. Lysianskyi var så interesseret i Edgecumbe, at han den 21.-22. juli sammen med Povalishin klatrede op og udforskede et krater, der var bevokset med tæt skov. Da han senere beskrev rejsen, overdrev han stærkt højden af bjerget.
Tid til at forlade Sitka og vende hjemad
Efter et farvel til Baranov, omkring kl. 18 den 1. september 1805, gik Neva ud på åbent hav. Allerede den 2. september kom fartøjet ud i en massiv storm, der senere blev efterfulgt af fuldkommen stilhed.
Et af de mål, Lysianskyi havde, var at finde de ukendte lande beliggende øst for Japan. Uden held ledte han efter land i horisonten, men den 15. oktober på 26°43' nordlig bredde og 173°23' vestlig længde, gik Neva på et koralrev. Han navngav både et Neva rev og et Krusenstern rev.
Da de kastede både kanoner og ekstra "yards and rods" over bord, var besætningen i stand til at trække sluppen ud på dybere vand.
Yard en lille tværstang på masten - rod en kæde til udmåling af længder. Ja, jeg lærer jo noget om skibsudtryk efterhånden, selv om jeg ikke lige kan oversætte dem til dansk.
Men om morgenen bragte en massiv storm skibet tilbage på korallerne. Selvom kølen blev beskadiget, og der var stor risiko for at ødelægge hele skibet, fik besætningen løst problemet. De opsamlede endda alle de værfter, stænger og kanoner, der tidligere blev kastet i havet. Sådan opdagede de en ubeboet ø, der senere blev opkaldt efter Lysianskyi. Kaptajnen gik i land, og i koralsandet begravede han en flaske med et brev om hans ret til landet. Skaderne på sluppen var dog så betydelige, at Lysianskyi måtte opgive at lede efter flere ukendte områder.
Den 31. oktober havde besætningen kun 30 dages forsyning med tørret brød tilbage. Rationerne blev reduceret til et kvart pund per person. Først den 16. november så besætningen Nordmarianerne. Den 22. november kom fartøjet med nød og næppe gennem en kraftig byge, der knuste deres yal (en lille træbåd) til flis. Samtidig ramte hovedstagssejlet tre sømænd og kastede dem overbord. Men en vandstrøm bragte dem tilbage, og de var i stand til at klynge sig til fyrene. Vandstanden i lastrummet steg, så besætningen måtte omgående til pumperne. Den 23. november, mens de rensede skibet, opdagede besætningen en stank fra pelsene i hovedlastrummet. Næste dag åbnede de lastrummet , og først lagde de vitriolskiver derind og dryssede dernæst med vitriol. Derefter hentede besætningen de gennemblødte baller med pelse op, mens fyrfade opvarmede det fugtige lastrum. Lysianskyi var bange for miasmer og overførte besætningen til officersmessen, før lastrummet igen kom i orden. Korobitsyn demonterede bælgen og vurderede skaden fra 24. til 28. november. Som et resultat blev fordærvede pelse til en samlet værdi af 80 000 rubler smidt i havet, og Korobitsyn skrev den nedslående rapport derom til RAC.
Krusenstern og Lysianskyi i Canton
 |
| Canton omkring 1800 |
Efter den opdelte sejlads skulle de to kaptajner mødes i Canton.
Krusenstern ønskede at arbejde sammen med direktøren for Det Britiske Østindiske Kompagnis handelsstation i Guangzhou, J. Drummond, som han havde kendt siden 1798. Efter instruktioner fra grev Rumyantsev regnede kaptajnen med at modtage detaljerede oplysninger fra ham om Qing-dynastiet. På det tidspunkt var handelssæsonen allerede åbnet, og britisk personale tog til Guangzhou, mens direktørens personlige hus og virksomhedens lokaler blev stillet til rådighed for Krusenstern og officerer, der ønskede at gå i land. Det viste sig med det samme, at Nadezhdas tilstedeværelse i bugten brød mange regler for udenlandske skibes ophold i Kina. Krusenstern var også bekymret over, at Neva endnu ikke var dukket op. Den 3. december ankom Lysianskyi endelig, og de russiske slupper flyttede til Huangpu-øen i mundingen af Perlefloden.
 |
| Canton med Pearl River og de mange europæiske "factories" omkring 1800 |
Samtidig med Krusensterns ekspedition havde Rusland afsendt en ekspedition under ledelse af Yury Golokin over land.
Ifølge en traktat af 1727, Kyakhta-traktaten, var russisk-kinesisk handel tilladt ved byen Kyakhta på den russisk-kinesiske grænse (nu den russisk-mongolske grænse), omtrent halvvejs mellem Irkutsk og Urga (nuværende Ulan Bator). Væksten i europæisk handel med Kina på den kinesiske kyst i og omkring Kanton gav imidlertid forhåbning om en fremtid for russisk handel med Kina også her.
Påskuddet for Golovkin-missionen var at informere den kinesiske regering om indsættelsen af zar Alexander I, men det egentlige mål var at sikre russiske skibe tilladelse til at komme ind i Kanton, at forhandle om åbningen af et russisk konsulat i Beijing og at sikre kinesiske aftale om udsendelse af en russisk mission til Tibet.
Tidligt i januar 1806 nåede Golovkin og hans kortege Urga (Ulan Bator) på vej til Beijing. I Urga, i bidende koldt vejr, blev hele rejseselskabet inviteret til at deltage i en udendørs reception, hvor de forventedes at udføre kowtow foran et bord, hvorpå der stod en trætavle og tre stearinlys.
 |
| Wood engraving of three people 'kowtowing' to an altar. It shows one woman crying while others are smoking opium. It shows them paying their last respects to a Chinese merchant's wife. |
Golovkin nægtede og erklærede, at han gladelig ville kaste sig ned foran kejseren, men at han ikke kunne gøre det foran et stykke træ. Hermed forduftede udsigterne for missionen, og Golovkin og hans store selskab måtte rejse tilbage til Irkutsk og derefter Skt. Petersborg.
Krusenstern håbede ifølge de instruktioner, han havde fået ved afrejsen fra Kronstadt, at Yury Golovkins ambassade allerede var oprettet i Beijing, og at alle aftaler med Qing-myndighederne ville blive implementeret. I virkeligheden havde Golovkins delegation ikke engang krydset den kinesiske grænse, og de russiske slupper skabte tumult blandt Guangdong-myndighederne og købmændene. Ikke desto mindre tillod den øverste chef for det maritime toldvæsen, Yan Feng, ham at gå ind i Cantons havn, tilsyneladende med henblik på at opkræve told. Guvernør Wu Xionguan derimod tøvede med at give tilladelsen, og uden den kunne købmænd ikke indgå aftaler. Samtidig var tyfonsæsonen startet, og Krusenstern og Lysianskyi risikerede at miste endnu et år. I denne situation hjalp briterne dem, især firmaet Bil' og Moniak. RAC's fuldmægtig Shemelin var dog vred over det ønskede provisionsbeløb – 5 % i stedet for de almindeligt accepterede 2 %. RACs købmand Shemelin ønskede ikke at deltage i byttehandel, men krævede kontanter i sølv, måske efter ordre fra RAC.
Generelt gav handlen ikke det forventede overskud. Ifølge Korobitsyn lykkedes det dem at sælge pelse til en værdi af 191.621 spanske piastre, for hvilke man købte te
for 80.000, silkestoffer for 20.000, porcelæn for 14.000 og perler for 3.000 piastrer. Af de 74.631 piastre, de modtog, betalte de dog provision til briterne, skatter, en "opmålingsskat", forsyninger til ministre, samt udgifter til to kaptajner, to kontorister og deres tjenere i Canton. Krusenstern slog sig ned i den østrigske handelsstation (hvilket kostede 800 piastres), og Lysianskyi i den armenske (for 600 piastres).
Shemelin hævdede, at for lasten modtog de kun 176 605 piastre.
Situationen var yderst ugunstig, og det blev besluttet at bringe den bedste pels af havoddere, ræve, polarræve og bjørne med tilbage til St. Petersborg. For de mest værdifulde bæverskind gav kineserne ikke mere end 20 piastres (100 rubler), selvom de i Moskva kunne sælges for 200-300 rubler. Sandsynligvis gik Krusenstern ikke ind i mange detaljer vedrørende aftalen, idet han kun betragtede den som en irriterende hindring for hans hovedsag.
Generelt bestod den fælles last af 832 kasser af forskellige tesorter og 20 000 stykker silkestof på Nadezhda, samt 1201 kasser te og usolgte lagre fra Alaska (355 havoddere, 2202 ræve, 1867 polarræve på 237 pund, 237 pund) på 237 pund.
De russiske skibes ophold i Kanton førte nærmest til en politisk krise. Den 22. januar 1806 havde guvernøren beordret at standse lastningen af kinesiske varer, indtil han modtog et officielt svar fra Beijing på ankomsten af de russiske skibe. Han opsatte endda vagterne omkring slupperne. Direktør Drummond trådte til til fordel for Kruzenshtern og Lysianskyi. Som følge heraf blev vagten fjernet. Han skrev endda et kort brev til guvernøren med en anmodning om at frigive slupperne fra Kina. Det førte til en helt ekstraordinær hændelse: chefen for det maritime toldvæsen Yan Feng besøgte personligt Nadezhda og mødtes med Lysianskyi (Krusenstern var fraværende) - et sjældent tilfælde i forholdet mellem kinesiske embedsmænd og udenlandske købmænd.
Det ser ud til, at guvernøren og toldmyndighederne søgte at slippe af med russerne så hurtigt som muligt, så udrejsedokumenterne blev færdiggjort på kun to dage. Den 9. februar forlod begge slupper Guangzhou. Umiddelbart efter Nadezhdas og Nevas afgang annullerede kejseren alle aftalerne og beordrede at tilbageholde skibene. Så det blev "a narrow escape".
Kejseren slog fast, at havhandel med Rusland kun ville skade grænsehandlen i Kyakhta.
Én af Tilesius' illustrationer fra Canton er jeg særlig glad for. Nemlig denne:
Læs om billedet her
Original-akvarellen kan erhverves for $27,500.00.
Et kapløb, som kun den ene part kendte til
Efter at have forladt Huangpu, beordrede Krusenstern at holde skibene sammen. I tilfælde af at dårligt vejr, hvor slupperne alligevel kom fra hinanden, skulle begge mødes på Saint Helena-øen.
Men Lysianskyi lagde en anden plan. Han ønskede for enhver pris at vende tilbage først. Neva passerede den sydlige del af Afrika kl. 15.00 den 20. april, og den 24. gik det ind i zonen med gunstige sydøstlige passatvinde. Efter at have optalt madforsyningerne besluttede han ikke at vente på Krusenstern ved Saint Helena, men at vende tilbage til Sankt Petersborg alene, da forsyningen skulle være nok til de tre måneders rejse. Normalt spiste officerer på Neva frisk kød, mens de lavere rækker spiste saltet oksekød. Nu ofrede Lysianskyi en del af officerernes privilegier. Da der ikke var friske urter tilbage, blev teblade tilsat en corned beef-suppe. Søndag og torsdag spiste besætningen risengrød med melasse. Mandag og onsdag - pickles eller syltede grøntsager. Tirsdag og fredag blev der kogt risengrød på en "tørret bouillon". Normen for vandforbruget var 112 spande (ca. 12 liter) om ugen. Samtidig var der en engelsk øl-essens, der gav en "sund og behagelig drink".
Den 26. juni nåede Neva den engelske kanal og blev ført ind til Portsmouth for 50 Guineas.
Denne rekordhurtige sejlads, der varede 140 dage uden ophold overhovedet, var uden fortilfælde for sin tid. Ydermere var der trods den magre kost ingen skørbug-patienter om bord. Opholdet i Portsmouth varede to uger (28. juni – 13. juli), og Lysianskyi besøgte endda London derfra. Fra Downs til Skagen gik Neva med i Lord Keiths eskadron. På den sidste sejladsdag den 5. august, med pæn vind, nåede Neva en rekordhastighed på 11 knob, hvilket var cirka 20, 37 kilometer i timen, og om morgenen den 6. august ankrede den i Kronstadt.
Lysianskyi var på farten i næsten tre år (1095 dage). I alt passerede han 45.083 sømil (83.493 kilometer) i 532 dage på havet. 58,5 % af tiden og 57,2 % af den tilbagelagte distance handlede Lysiansky uafhængigt.
Om aftenen den 6. august rapporterede kontoristen Korobitsyn på generalforsamlingen for aktionærerne i det russisk-amerikanske selskab. Næste morgen ankom direktoratet til Neva. Den 7. august besøgte grev Rumyantsev og grev Stroganov også fartøjet. Den 8. august besøgte kejseren sluppen og spiste morgenmad der, idet han satte pris på kvaliteten af sømændenes mad, som blev tilbudt ham. Den 10. august fik sluppen besøg af kejserinde og fire store fyrster på en båd fra Peterhof. Den 5. september undersøgte Alexander I desuden de varer, der blev bragt fra Kina og allerede var losset fra lastrummene. Den 9. september fandt auktionen af kinesisk te sted, hvor alle varer fra begge slupper (2095 kasser) blev solgt til Moskva-købmænd for 110 rubler pr. pund. Den 20. september modtog fuldmægtig Korobitsyn en guldmedalje til minde om ekspeditionen på St. Andrews bånd og sagde til sidst farvel til sluppen og dens hold.
Kaptajnløjtnant Lysianskyi blev forfremmet til kaptajn af anden rang, modtog orden af Saint Vladimir 3. grad, en livspension og en bonus på 3.000 rubler i sølv. Fra RAC blev han tildelt en pris på 10.000 rubler. Besætningen præsenterede sin kaptajn det gyldne sværd med inskriften "Taknemmelighed fra Nevas besætning", hvilket siges at have været det, der glædede ham mest.
Krusensterns vej hjem
Den 15. april skiltes Nadezhda fra Neva, og Krusenstern indså snart, at det var en bevidst beslutning af Lysianskyi at tage en anden kurs. På fire dage rundede Krusenstern Kap det Gode Håb, og den 3. maj ankom han til Saint Helena-øen efter 79 dages sejlads fra Macao.
Det var umuligt at få noget proviant på Saint Helena, fordi alle melprodukter næsten udelukkende gik til den engelske eskadre, og alle de andre produkter var dyre. For eksempel forlangte man tre guineas for en vædder, en pose kartofler med to et halvt pund kostede en guinea, kylling eller and – halvdelen af en guinea, 20 æg – piastre osv.
Efter at have hørt om krigen med Frankrig, beklagede Krusenstern Lysianskyis egenrådighed; desuden var nogle af skibets kanonerne blevet efterladt i Kamchatka, og den engelske garnison kunne ikke tilbyde en erstatning for russisk ammunition. Med kun 12 kanoner ombord besluttede Krusenstern at runde Skotland i Nordsøen over Orkneyøerne. Ved middagstid den 8. maj forlod Nadezhda Sankt Helena.
For fjerde og sidste gang krydsede fartøjet ækvator den 21. maj på Saint Nicholas-dagen, idet det befandt sig på 22° vestlig længde. Den 17. juli passerede skibet mellem øerne Fair Isle og Mainland af Shetlandsøerne, og den 21. juli kom skibet tættere på de norske kyster. På øen Fair lykkedes det besætningen at købe frisk fisk, æg og lam. Den 23. juli stødte skibet på den engelske fregat Quebec, hvor Krusenstern for første gang modtog information om Lysianskyi, som havde forladt Portsmouth en uge før og var blevet eskorteret af en engelsk eskadre. Nadezhda ankom til København kl. 10 den 2. august. Sejladsen fra Kina varede fem måneder og 24 dage, minus 4-dages ophold på Saint Helena-øen, hvor kun en lille del af besætningen gik i land. Skibet ankrede op i Kronstadt den 19. august og havde da været væk i 3 år og 12 dage. Også Krusenstern kunne rapportere om fravær af skørbugpatienter om bord.
Den 21.-22. august besøgte admiral Pavel Chichagov og grev Rumyantsev skibet. Den 27. august blev Krusenstern inviteret til Kamenny Island Palace. Under audiensen gav kejserindemoderen Maria Feodorovna kaptajnen en diamantsnusboks som et tegn på den højeste gunst. Den 30. august besøgte Alexander I Nadezhda og var i messen indtil kl. 15.00.
Krusenstern modtog Vladimir Ordenen af 3. rang med et reskript, der tilsyneladende satte spørgsmålet om lederskab på ekspeditionen på plads: “To our fleet, Lieutenant Commander Kruzenshtern. Having completed the journey around the world with the longed-for success, you thus justified the fair opinion of you, in which OUR will entrusted you with the main leadership of this expedition."
Han modtog rang af kaptajn af 2. rang og en pension på 3000 rubler om året.
Horner og Tilesius modtog en pension på 1000 rubler, som blev udbetalt til dem i hollandske chervonets.
Landsdorf havde forladt ekspeditionen og var fulgt med Rezanov for at udforske Russisk Amerika. Så hvad han evt. fik, ved jeg ikke.
Alle officerer blev honoreret med grader og pensioner. Sømændene fra både Neva og Nadeszhda modtog en pension på 50 rubler om året.
St. Petersburg Academy of Sciences sendte en overstrømmende velkomsthilsen til Krusenstern:
"The expectations of the Academy were justified in the most brilliant way, and this as bold as it was happy voyage, accomplished under your prudent management, not only elevated the glory of the Russian fleet in the eyes of all Europe, but also enriched science with discoveries and studies that have pushed the subjects of natural science and geography far apart."
Krusensterns efterfølgende virke fulgte to spor - et videnskabeligt og et militært.
Hans arbejde gav ham et æresmedlemskab i Det Russiske Videnskabsakademi, og efter udgivelsen af værket "Around the world" i 1812 fik også udlandet øjnene op for ham, og han blev valgt som medlem af talrige videnskabelige selskaber og akademier, herunder i England, Tyskland, Danmark, Sverige og Frankrig. I 1824 blev han valgt til medlem af The American Philosophical Society.
Allerede i 1808 blev han æresmedlem af Admiralitetsafdelingen.
Marts 1809 blev han forfremmet til kaptajn af 1. rang og udnævnt til kommandør af skibet "Grace" i Kronstadt.
I 1827 blev Ivan Kruzenshtern udnævnt til direktør for Naval Cadet Corps. Han indførte nye emner i marinekorpsets kurser, berigede biblioteket og uddannelsesinstitutionens museum med talrige lærebøger, og han oprettede de højere officersklasser, som senere blev til Søværnets Akademi. Under Krusenstern blev korporlig afstraffelse af elever i Naval Cadet Corps helt afskaffet.
Krusenstern blev udnævnt til admiral i 1841, og han blev tildelt Pour la Mérite (borgerlig klasse) i 1842.
I 1842 fratrådte Ivan Krusenstern Naval Cadet Corps og trak sig tilbage til sit gods. Men her fortsatte den berømte navigatør med at arbejde. I 1845 var han sammen med russiske videnskabsmænd som FP Wrangel, FP Litke og KM Baer Krusenstern direkte involveret i oprettelsen af Russian Geographical Society.
En lille detalje. Krusenstern var åbenbart allerede i 1812 en rig mand. I forbindelse med Napoleonskrigen donerede han en tredjedel af sin formue til Volksmelitzen.
Han døde i 1846 på godset Kiltsi, en estisk herregård, han havde købt i 1816, og han er begravet i Tallinn katedral.
 |
| Statue af Krusenstern i St. Petersborg |
Også på Sakhalin er der opstillet en buste af ham.
Forholdet mellem Krusenstern og Lysianslyi var tilsyneladende godt. Krusenstern beskrev Lysianskyi som sin ven og kollega: "en upartisk, lydig person, nidkær for det fælles bedste", yderst beskeden." - Dog måske lidt nedladende?
Kun en enkelt konflikt er beskrevet - da Lysianskyi i Kanton åbenbart søgte at deltage i handelstransaktionerne og modtage en kaptajnskommission, med henvisning til hans status og et søfartscharter, hvilket Krusenstern åbenbart modsatte sig. Mon det var derfor, Lysianskyi fik så travlt med at nå hjem først?
For faktum er jo, at det var Lysianskyi, der som den første russiske kaptajn gennemførte en jordomsejling. Det var også ham, der afprøvede den nye rute fra Russisk Amerika og til St Petersborg. Alligevel blev det Krusenstern, der for eftertiden stod som den store helt.
Lysianskyis blev udnævnt til kaptajn af første grad. Men allerede i 1809 forlod han flåden, muligvis lidt i vrede over, at han ikke kunne få støtte til udgivelse af sin dokumentation for sin rejse, hvilket Krusenstern fik. Lysianskyi er citeret for, at han anså andre opgaver for vigtigere end at udgive en rapport for Geografisk Selskab.
Han arbejdede nu en tid for egne midler med sin udgivelse, som han også fik oversat til engelsk.
.jpg) |
| Cult objects and weapons of the Kokiak aborigines. Engraving from English edition of Lysianskyi's report. |
Hvad han ellers beskæftigede sig med, ved jeg ikke helt. Han døde først i 1837.
En hjemmeside søger dog at give Lysianskyi mere kredit end han måske oprindelig fik:
"The thoroughness with which Lisyansky made astronomical observations during a world tour determined the latitude and longitude, determined the coordinates of the islands and harbors where the Neva stopped, brought his measurements of 200-year-old to the modern data. During the expedition, he rechecked maps of the Gasparsky and Sunda Straits, clarified the outlines of Kodiak and other islands that are adjacent to the northwestern coast of Alaska. In addition, he discovered a small uninhabited island, which is part of the Hawaiian archipelago, today this island is named Lisyanskogo. Also during the expedition, Yuri Lisyansky collected a rich personal collection of various items, including clothes,weapon, utensils of different nations, as well as corals, shells, pieces of lava, fragments of rock from Brazil, North America, from the islands of the Pacific Ocean. The collection he collected became the property of the Russian Geographical Society."
Jeg har allerede omtalt Krusensterns geografiske og oceaniske videnskabelige resultater af ekspeditionen.
Men derudover indsamlede den vigtig viden om fremmede samfund og deres kultur.
"And maybe the main historical and ethnographic significance of the first Russian circumnavigation is that it captured (in reports and drawings) the life of the Ainu, Nivkh, Hawaiian, Marquis before the radical changes that were soon brought about by contacts with Europeans. While staying in Nagasaki, the Russians sketched a huge amount of Japanese utensils, boats, flags, and coat of arms. Lysianskyi collected an extensive natural and ethnographic collection, which later became the property of the Russian Geographical Society, one of the initiators of which was Krusenstern."
Før Krusensternekspeditionen var Rusland bagud på point mht. verdensrejser. Da russernes endelig foretog deres første jordomsejling, havde englænderne allerede foretaget 8, hollænderne 5, spanierne og franskmændene hver 1en.
Rusland blev det femte land på denne liste, men i forhold til antallet af jorden rundt-rejser kom det til at overgå alle de europæiske lande tilsammen. I det 19. århundrede foretog russiske sejlskibe mere end 30 hele jorden rundt-rejser og omkring 15 halvcirkelformede rejser, når skibe, der ankom fra Østersøen til Stillehavet, forblev derude for at tjene i Fjernøsten og i Russisk Amerika.
"Krusenstern wanted his enterprise to launch Russian round-the-world voyages; he wanted the Russian Navy to deserve the right to enter the circle of the fleets of the old and famous sea powers."
Man må sige, han nåede sit mål.
Kotzebue og Billingshausen var to af dem, der var ombord på ekspeditionen, der efterfølgende selv ledede jordomsejlinger. Billingshausen ledede 1819-1821 en jordomsejling, der opdagede Antarktis - som andre tidligere, herunder James Cook, havde eftersøgt. Men ombord på Billingshausens ekspedition var Kotzebue, og efterfølgende ledede Kotzebue selv to jordomsejlinger med Alaska som mål.
Også de to videnskabsmænd Tilesius' og Langsdorffs efterfølgende meritter er bemærkelsesværdige.
- Tilesius er især kendt for den store mængde af vidunderlige skitser, han udførte på ekspeditionen. Han blev udnævnt til ridder af St. Vladimirordenen, og han blev ligeledes udnævnt til corresponding medlem af The Imperial Academy of Science. 12. maj 1807 giftede han sig med en 20 år yngre kvinde - datter af en polsk adelsmand. De fik en søn, men i 1809 blev de skilt. I 1814 vendte Tilesius tilbage til Mûlouse, hvor farmoren fik opgaven med at opfostre hans søn. Han fortsatte med at holde foredrag og udgive artikler om zoologiske, medicinske og etnografiske emner og fik medlemskab af forskellige videnskabelige selskaber i Europa og USA, men han opnåede aldrig igen en videnskabelig ansættelse, som den han havde før ekspeditionen.,
Det, jeg synes, var det mest spændende, han foretog sig, det var, at han - mens han stadig var i Rusland - samlede Adams mammut.
Husker du grev Golovkins mislykkede Kinamission? Det var ham, der skulle oprette en ambassade i Kina, men nægtede at kowdowe og efterfølgende måtte vende tilbage til St. Petersborg med uforrettet sag. En del af hans følge valgte at blive i Sibirien for at foretage videnskabelige undersøgelser, og en af dem var Mikhail Adams.
Da Adams i sommeren 1806 hørte, at en købmand Shumachov var stødt på en frossen mammut nær Lena-deltaet, hyrede han straks fire kosakker og sejlede ned ad Lena til dens delta ved det arktiske hav. I slutningen af juni ankom han til Shumachovs landsby, og i slutningen af juli rejste Adams, Scumachov og ti mænd fra Shumachovs landsby op til mammutten og fik den udgravet af isen.
 |
| Early 19th century interpretation of the "Adams mammoth" carcass prior to excavation |
Først var Adams skuffet over at opdage, at vilde dyr havde spist de fleste af mammuttens organer og det meste kød. Han glemte dog sin skuffelse efter at have undersøgt kadaveret og indset, at det, der var tilbage, stadig ville være langt den mest komplette mammut, der nogensinde var fundet. Alt i alt genfandt Adams hele skelettet, minus stødtænderne, som Shumachov allerede havde solgt, og det ene forben; det meste af huden, som han beskrev som "af en sådan ekstraordinær vægt, at ti personer ... bevægede den med stort besvær", var i behold med næsten fyrre pund hår. Under sin hjemrejse købte han et par stødtænder, som han ment var de stødtænder, som Shumachov havde solgt.
I Sankt Petersborg blev opgaven med at samle skelettet givet til Wilhelm Gottlieb Tilesius. Tilesius' opgave blev lettere af, at Kunstkameraet - museet oprettet af Peter den Store - indeholdt skelettet af en indisk elefant, som Tilesius kunne bruge som reference. Tilesius fik lavet trækopier til erstatning af de manglende benknogler. Hans rekonstruktion var et af de første forsøg på at rekonstruere skelettet af et uddødt dyr. Mens det meste af rekonstruktionen er korrekt, begik Tilesius en åbenlys fejl ved at montere stødtænderne på de forkerte sider, så de buede udad i stedet for indad. Fejlen blev først rettet i 1899.
 |
| Wilhelm Gottlieb Tilesius' etching of the Adams mamomth skeleton now on display in the Museum of Zoology, Saint Petersburg. |
Når jeg gerne ville have denne krølle om mammutskelettet med, skyldes det, at jeg, lige siden jeg i 2014 besøgte Naturhistorisk Museum i København og så den fantastiske udstilling "Mammutter - Kæmperne fra Rusland", har været voldsomt optaget af mammutter. Gad vide - måske jeg endda har set Adams mammut?
Med lidt god vilje - eller rettere med meget god vilje - kan jeg vel slippe afsted med at postulere, at Tilesius' samling af Adams mammut også er et resultat af - de yderste forgreninger af - Krusenstern-ekspeditionen.
På nettet ligger en fin oversigt over Ruslands mammutter og enkelte andre.
I 1813 blev Langsdorff udnævnt til Ruslands generalkonsul i Rio de Janeiro, Brasilien. Han erhvervede en gård (kaldet "Mandioca" eller maniok) i den nordlige del af Rio og samlede planter, dyr og mineraler. Han foretog en stor ekspedition ind i Amazonas fra 1825 til 1829. Så stor, at den er nødt til at få sit eget opslag.
Om Caspar Horners meritter efter ekspeditionen har jeg ikke rigtig kunnet finde noget. Mon ikke han vendte tilbage til arbejdet som astronom og matematiker og til at spille fløjte . Det var han jo god til. Og så udgav han et par bøger.
 |
| Opsætning af luftballon |
Det sjoveste, jeg fandt om Horner, var faktisk selve præsentationen af ham som en mand med et desperat mod.
For at levere et kinesisk kranium til den berømte frenolog Franz Joseph Gall, stjal han et hovede af en henrettet i Macau. Er det ikke en forunderlig præsentation af manden?
Længe troede jeg også, at det var ham, der lavede en luftballon af japansk silkepapir (washi) og lavede en demonstration af dens opsendelse foran omkring 30 japanske delegerede - til stor irritation for Rezanov, som syntes, det var noget pjat. Men så fabdt jeg ud af, at det var Langsdorff, der stod for det.
Naturligvis er adskillige skibe og geografiske steder opkaldt efter Krusenstern. Det mest imponerende må vist være et krater på månen.
Til gengæld var det Krusenstern, der ændrede navnet Hervey Islands - som Cook havde navngivet nogle øer efter en britisk lord - til Cook Island, da han af egen drift indførte dette på et af sine kort.
I Alaska findes Cape Krusenstern National Monument - som udgør en 70 miles lang kystlinje langs Chukchihavet nord for den arktiske cirkel.
'
Beliggende kun 16 miles nordvest for Kotzebue Sound, er Cape Krusenstern sammensat af fem store laguner og mange mindre søer, der er spredt ud over en bred kystslette af våd tundra.
Længere inde i landet er bølgende bakker toppet af tør tundra forbundet af store områder med tuegræs. Permafrost ligger til grund for hele monumentet. Om sommeren farver vilde blomster strandryggene og de nærliggende bakker.
Over 150 arter af trækfugle kommer fra hele verden til Kap Krusenstern for at yngle, hvor store vådområder giver mad, vand og husly i sommermånederne. Moskusokser, brunbjørne, rensdyr og elge kan også ses i området.
For ti tusinde år siden var der ingen strand her, men i stedet for Ishavets brusende bølger strakte der sig et endeløst hav af græs med dyreliv, så langt øjet rakte. Dette var Beringia – den tusinde kilometer brede landbro, der forbandt den gamle verden med den nye.
Måske lidt af en forfordeling, at det blev Krusenstern, der kom til at lægge navn til dette magiske område - han der aldrig kom til Alaska - og ikke Lysianskyi, der dog var tættere på.
Lysianskyi fik dog også sin del af steder opkaldt efter sig. Lysianski Island i de nordvestlige Hawaii-øer, en halvø på Baranof Island, Alaska, en bugt, et stræde, en flod og en kappe i Nordamerika, et bjerg på Sakhalin, en halvø ved Okhotskhavet og sågar et undersøisk bjerg i Okhotskhavet.
Lysianskyi er begravet ved Alexander Nevsky Klosteret i St. Petersborg.
 |
| Alexander Nevsky Klosteret omkring 1800 |
 |
| Lysiankyis gravmonument. En granitsarkofag med et bronzeanker og en medaljon, der forestiller en rejsedeltager på Neva-slupen |
 |
| I oktober 2022 blev der i Lysianskyi fødeby Nizhyn nordøst for Kyev i Ukraine opstillet et monument for ham. |
I 1993 udgav Ruslands centralbank en række erindringsmønter fra Rusland dedikeret til den første russiske jordomsejling. Hvorfor det lige var i 1993, ved jeg ikke. 190 år efter afsejling?
 |
| Et kort over rejsen |
 |
| Rumyantsev, en af hovedmændene bag ekspeditionen, og The English Embankment, udgangspunktet for ekspeditionen |
 |
| Nadezhda og Ivan Kruzenshtern |
 |
| Neva og Yuri Lisyansky |
Rusland, Estland, Ukraine og Saint Helena-øen frigav ved samme lejlighed frimærker dedikeret til Krusenstern og den første russiske jordomsejling.
 |
| Udgivet af Ukraine |
 |
| Udgivet af Estland |
 |
| Udgivet af St. Helena |
De sidste to her nedenfor, er nyere frimærker udgivet i anledning af jubilæer i 2020 og 2023 for 250-året for hver deres fødsel.
I december 2013 blev en 4-episoders dokumentarserie Neva and Nadezhda: The first Russian circumnavigation, instrueret af den russiske journalist Mikhail Kozhukhov, udgivet på statskanalen Russia-1.
Den ville jeg give meget for at se - i en engelsk-tekstet udgave. Men det kommer jo desværre ikke til at ske, sådan som verden ser ud i dag.
På nettet ligger en digital udgave af bogen Around the World with Krusenstern - desværre på russisk, men med utallige smukke illustrationer og endda Krusensterns autograf - Udgivet i 2005.
Det var den, jeg troede, jeg med møje og besvær havde opsporet på Det kongelige Bibliotek i en engelsk udgave, men det viste sig ikke at være den.
Den bog, jeg fik tilsendt, var en helt anden med samme titel, og desværre uden nogen illustrationer.
Men den var da i den grad spændende i sig selv. Det var Krusensterns egen engelsksprogede udgivelse fra 1813!
Du kan tro, jeg passede godt på bogen.
 |
Det var da jeg fik fingre i den med Krusensterns egne førstehåndsberetninger, at beretningen om Krusenstern-ekspeditionen for alvor blev spændende.
Kunne der fortælles mere om Krusenstern-ekspeditionen? Ja! Masser! Uendelig meget mere. Men på et tidspunkt må det være tid at stoppe, og for mig er det nu.
Alligevel håber jeg, det lykkes at finde den digitale udgave med de flotte illustrationer med engelsk tekst, så jeg kan læse og forstå billedteksterne og derved nyde illustrationerne endnu mere. Mht. den øvrige tekst, tror jeg ikke, jeg kan rumme mere.
Et sidste citat.
En nat kort efter de er sejlet ud fra Falmouth sidder Krusenstern på dækket under stjernerne. Han har kæmpet for denne ekspedition, og selvbevidst ved han, han er den rette til at lede den. Alligevel bliver han nok et øejblik ramt af ærefrygt over det ansvar, der er lagt på hans skuldre:
"This beautiful night, on our entering the ocean, appeared to every one a good omen for our long voyage. To whom could this thought, this wish, which did not arise from any idea of personal danger, be so important as to me! I fancied that the eyes of the civilized part of Europe were fixed upon me. The success or failure of our undertaking was to decide my name, which would in some degree be extended to my country. Those who delight in censuring and vilifying Russia would have triumphed over an unfortunate event, and the first attempt, if it had failed, might for a long time have prevented any similar undertaking. The difficulties of the task I had in hand now struck my mind with greater force than ever, and at last I was only able to quiet my uneasiness by reflecting on the grounds which had induced me to engage in the voyage. It was my duty not to withdraw myself from an undertaking which (I may here openly repeat it,) it had been said, would fall entirely to the ground, unless I undertook the charge of it; and for this reason it was my duty to obey. At the moment when I could no longer perceive the light upon Cape Lizard, I was overwhelmed by feelings which I had not the power to resist. I could not think of my wife, whose tender love for me was now the source of so much uneasiness, without the greatest affliction. At length these painful sensations gave way to the hope that the voyage would certainly have a succesfull issue. The idea, that I should increase the reputation of my country; the prospect, too, of that happy hour in which I should again see the darlings of my heart and my child - these ideas restored me to firmness and composure."
Jo, det lille øjebliks vaklen afløses hurtigt af hans vante selvsikkerhed.
Og vel med god grund. Krusenstern kunne i den grad bære ansvaret.
Og jeg må tilslutte mig det udsagn, jeg citerede i starten af dette blogindlæg, måske lidt omskrevet:
"Enhver der anser sig for et dannet menneske, må kende Krusenstern."
En dannet person. En polyhistor. Det er godt at have en ambition om at blive begge dele. Og nu kender jeg Krusenstern. Så nu er jeg da dannet i forhold til din definition ved at kende noget til ham. Tak for en formidabel, levende, mægtig og spændende fortælling fra verdens fjerne egne. Tre års sejlads, mere end 80.000 km rundt på oceanerne. Frem og tilbage. Undren over verden. Undren over skikke. Og undren over behandlingen af slaver og indfødte beboere. Ja, og så historierne om ikke at ville knæle og bøje sig i støvet efter de lokale skikke og slet ikke at bøje sig for et symbolsk træbord med lys. De vestenanimose japanere. Verden er og var forunderlig og mangfoldig.
SvarSlet