Om en anderledes jordomrejse og mange andre rejser

I 1803 gik en ung  japaner rundt i Københavns gader.  Sandsynligvis den første japaner i Danmark nogensinde. Tilsyneladende ganske upåagtet. Måske fordi han var klædt som en russer - og russere havde man før set i København. Og desuden var Københavns havn  jo nærmest et internationalt mødested med eksotiske mennesker fra Asien, Afrika og Vestindien.

Men havde nogen taget kontakt - og havde de to parter haft kendskab til et fælles sprog - hollandsk måske - ja, så kunne de have fået en eventyrlig fortælling.

For japaneren var på en hel jordomrejse - skønt hverken planlagt eller frivilligt. ikke så kendt som f.eks. James Cooks jordomsejling i midten af 1700-tallet eller Phileas Fogs fiktive Jorden rundt i 80 dage-rejse. Men absolut interessant og bemærkelsesværdig.

Manden var den unge 31-årige Tajûrô.

Hans utilsigtede jordomrejse startede 27.11.1793, da et skib med en 16-mands besætning om bord sejlede ud fra Ishinomaki med en last bestående af træ, brænde og ris. 

Den røde prik angiver byen Ishinomaki

To dage efter blev skibet udsat for voldsom storm, og endnu tre dage senere blev roret ødelagt. Således mistede mandskabet herredømmet over skibet, og det drev med strømmen i over fem måneder for omsider at nå Andreitka, en af de Aleutiske øer. Øen var dækket af sne, og skibet blev splinteret i de høje bølger. Kort efter døde kaptajnen. De resterende femten matroser blev fundet  af russerne og blev på øen til april 1795, hvor de sejlede til Okhorsk.

Her ses beliggenheden af byen Okhorsk i forhold til Japan

Den røde prik angiver beliggenhed af byen Okhorsk i forhold til Aleuterne 

Via Jakutsk, hvor en af japanerne blev efterladt pga. sygdom, blev de 14 mænd sendt videre til Irkutsk. 

Den røde pil Jakutsk. Den rød-lilla prik vest for Bajkalsøen Irkutsk.

Her kom de under Det sibirske Kontors varetægt og kæmpede for deres overlevelse under hårdt klima og vanskelige vilkår.

I Irkutsk opholdt der sig heldigvis en anden skibbruden japaner, Shinzô, som havde fået/taget det russiske navn Nikolaj Petrovich Kolotuighin, og han tog sig af sine landsmænd. 

I 1799 døde endnu en af japanerne, og i 1803, næsten 10 år efter forliset, var der således 13 af dem tilbage.

Hen imod slutningen af 1700-tallet havde englænderne åbnet en direkte sejlrute mellem Macao og Alaska. Kinesiske og europæiske varer blev byttet med pels fra Alaska. Sejladsen over Stillehavet varede 5 måneder.

Også et russisk-amerikansk selskab opkøbte pelse i Alaska, men de skulle først sejles til Okhotsk og transporteres videre ad en vanskelig vej til Kjakhta syd for Bajkalsøen. Dette tog hele 2 år. 

(Det russisk-amerikanske selskab var ikke et samarbejde mellem Rusland og Amerika. Det var et selskab, der administrerede Russisk Amerika, dvs. i de områder på den amerikanske vestkyst - helt ned til nutidens Californien - hvor russerne havde oprettet jæger-/fangersamfund/kolonier)

De russiske skibe var som regel dårligt byggede, mandskabet ombord var dårligt uddannet, hvorfor skibene ofte kom ud for skibbrud, og ladninger blev tabt gang på gang.

Siden Vitus Bering og Martin Spangsbergs tid (herom senere), havde Rusland investeret meget i den nordlige del af Stillehavet, men de måtte nu se, at det var englænderne, der høstede de store profitter.

Derfor blev det nødvendigt for Rusland at indsætte solide skibe i farvandet  og selv åbne en skibsrute mellem Kodiak i Alaska og  Macao eller Japan. ikke kun for handelens skyld, men også for at gennemføre et koloniseringsprojekt i Alaska og på Aleuterne.

I London indkøbtes to skibe, som blev omdøbt til Nadezhda og Neva. Pudsigt er det, at det netop var i London, skibene blev købt, for det erklærede mål var jo at kunne komme til at konkurrere med englænderne om handlen i det nordlige Stillehav.  

Skibene blev udsendt på en ekspedition under ledelse af kaptajnerne Adam Johann von Krusenstern og Yurij Fedorovich Lisjanskij (er det ikke nogle herlige navne). Dog blev den øverste ledelse kort før afsejling udvidet med Nikoplaj Petrovich Rezanov som ekstraordinær og befuldmægtiget ambassadør, som desuden samtidig blev udnævnt til direktionsmedlem af Det russisk-amerikanske Kompagni. 

Ekspeditionens opgave var

1 at etablere diplomatiske forbindelser med Japan

2 at åbne en direkte handelsrute mellem Macao og Alaska

3 at kigge efter mulige russiske kolonier i Asien

Punkt 1 ville nok blive det vanskeligste. Siden starten af 1600- tallet havde Japan været et lukket land, og Japan nærede overhovedet ikke noget ønske om at ændre dette. Kom et udenlandsk skib ind i japansk farvand, fik det øjeblikkeligt besked på at forføje sig væk - og fik ikke lov til at gå i havn endsige gå i land.

Men russerne havde et trumfkort. De ville tage skibbrudne japanere med til Japan for at levere dem tilbage som tegn på venskab og velvilje.

Og her kom vore 13 skibbrudne japanere i Irkutsk jo ind handy.

Guvernøren i Irkutsk fik ordre til omgående at sende de 13 japanere til Skt. Petersborg. De tog afsted ledsaget af Shinzô og nogle russiske officerer, men undervejs blev tre af japanerne  syge og efterladt hver sit sted. Mod slutningen af april ankom resten så til den russiske hovedstad og opholdt sig en tid hos den nyudnævnte handels- og håndværksminister, Rumiantsev, som stærkt støttede foretagenet.

Under en kejserlig audiens i maj blev alle ti tilbageværende japanere spurgt om, hvorvidt de efter så mange år ønskede at vende tilbage til hjemlandet. Af de ti, valgte seks at blive i Rusland, mens fire holdt fast i ønsket om at vende hjem, uden at vide hvilken skæbne der ventede dem. I juni kom de i Rezanovs varetægt og fik tøj, sengetøj og penge til forberedelse af rejsen. Efter sigende var en af de største oplevelser, de havde i i Skt. Petersborg, at se en luftballon stige til vejrs i overværelse af zar Alexander I.

Den 27. juli forlod de to skibe Kronstadt med fire japanere ombord på Nadezhda. Ombord var dog også en femte japaner, en af dem, der havde valgt at blive i Rusland, men han fulgte med som tolk. Første stop var København. De to skibe ankom 12. august, dels for at bringe skibslasten i orden til den lange rejse, dels for at tage tre vidensskabsmænd ombord, en astronom og to naturforskere. Skibene lå i havn her i omkring en måned, og det var i den tid, at japaneren Tajûrô vandrede omkring i byen og sugede indtryk til sig, mens de øvrige blev på skibet.

I Falmouth, England, blev skibene efterset og repareret en sidste gang, og herefter gik det afsted på den lange ekspedition via St Cruz på De kanariske Øer, over Atlanten til den lille ø Ilha de Santa Catharina ud for det sydlige Brasilien, rundt om Kap Horn og via øen Nukahiwa i Marquises-øerne videre til øen Oahu i Sandwichøerne (Hawaii). Her skiltes de to skibe, idet Neva sejlede mod Kodiak i Alaska, mens Nadezhda i stedet for at sejle direkte til Nagasaki først tog til Kamtjatka, dels for at foretage nødvendige reparationer på skibet, dels for at få tiltrængte friske forsyninger ombord.

Skibet Neva ved Kodiak

Nadezhda ankom til Petropavlovsk den 4. juli 1804, og her forlod tolken skibet. Netop på det tidspunkt havde han og de fire øvrige japanere gennemført deres verdensomsejling / verdensomrejse.

Den 20. august forlod Nadezhda Petropavlovsk. 

Petropavlovsk på Kamtjatka

Da skibet den 17. september skulle sejle gennem van Diemen-strædet (Øsumistrædet), blev det udsat for en storm, men under store vanskeligheder nåede Nadezhda  den 26. september omsider ud for Nagasakihavnen.

Nadezhda i storm

Ved den røde pil: Van Diemen-stræde 

I seks måneder kom mandskabet på Nadezhda til at opholde sig i havnen i Nagasaki. Japanske repræsentanter kom ombord på skibet, og enkelte gange fik enkelte russere lov til at gå i land. 

Egentlige forhandlinger kom det aldrig til. Og kun modvilligt modtog de japanske myndigheder de fire hjemvendende landsmænd. Russerne fik kontant besked på, at de ikke igen skulle ankomme med hjemvendende nødstedte japanere. 

Den 18. april lettede de anker.

Under den 6 måneder lange ventetid ombord på Nadezhda brød den yngste af japanerne, Tajûrô, sammen og forsøgte 17. januar 1805 at begå selvmord.  Ham, der havde været i land i København og i øvrigt i alle andre havne, hvor skibet havde lagt til. 

Samtlige fire japanere blev den 9. april overgivet i Nagasaki-bugyôs varetægt, men først seks måneder senere blev de afleveret til repræsentanterne for Sendai-lenet, hvor de stammede fra. Da var der allerede gået 14 måneder siden deres tilbagevenden til Japan. Først blev de forhørt af Nagasaki-bugyôen (bugyô  =øverstbefalende), idet de skulle træde på et billede af Madonna og lignende symbol på kristendommen for fysisk at vise, at de ikke var kristne. Derudover ønskede de japanske myndigheder at finde ud af, om de evt. drev ulovlig handel. Det første forhør varede 14 dage.

Da bakufuen (shogunen, tror jeg nok) var ivrig efter at samle oplysninger om Rusland, blev de fire tilbageholdt yderligere og udsat for et hav af spørgsmål. Omsider var udspørgningen overstået, og Nagasaki-bugyôen forespurgte nu bakufuen om den videre behandling af de fire, herunder hvordan de skulle tilbageleveres til Sendai-lenet, og om hvad man skulle stille op med de ting, de havde bragt med fra Rusland. De blev langt om længe hentet af folk fra Sendai i december 1805 og begav sig hjemad.

Men undervejs måtte de opholde sig i Edo, hvor de fik audiens hos lensherren den 6. februar. Der var tre af fire til stede, da Tajûrô, nu 34 år gammel, var syg den dag. De øvrige tre var Tsudayu 60 år, Gihee 43 år og Sahee 42 år. Lensherren selv var kun 9 år.

Da formaliteterne var overstået, fik Ôtsuki Gentyaku, en af de kendteste lærde  i hollandske studier  i datidens Japan og som var ansat hos Sendai-lenet som læge, ordre til at inspicere de fire efterhånden stakkels japanere. Denne inspektion varede fra 13. februar til midten af april og førte til Gentyakus bog i femten bind, "Sælsomme historier fra verdenshavene". Gennem denne bog blev de fire japanere husket af historien, både som de første japanere, der rejste kloden rundt, og som de første japanere, der besøgte Danmark.

Endelig vendte de fire tilbage til deres hjemstavn efter 14 års fravær.

Kort tid efter, allerede 18. maj 1806 døde Tajûrô, efterladende sig en mørkegrøn lodden frakke, som han havde bragt med hjem fra Rusland. Gihee døde 14. oktober samme år, Tsudayu (den ældste af de fire) døde 12. september 1814 og Sahee døde 14. maj 1829.

Med henblik på at få åbnet Japan op og komme ind i landet, blev ekspeditionen en fiasko.

Jeg nævnte tidligere Vitus Bering og Martin Spangsberg. Spangsberg var kaptajn under Vitus Bering i russisk tjeneste. Da Bering på sin anden rejse satte kursen mod nord og Alaska, styrede Spangsberg i 1739 mod Japan, hvor han krydsede langs kysten en tid. Men han kom aldrig i land. Nogle japanere kom ombord på hans skib, men sprogbarrieren betød, at der ikke fandt en egentlig kommunikation sted. Japanerne troede, han var russer, og det kan man jo ikke fortænke dem i.

Foran Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg står en skulptur af Martin Spangsberg.
Født 1696 i Jerne - nu Esbjerg - død 1761 i Kronstadt

Også den danske Galathea-ekspedition under ledelse af kaptajn Steen A. Bille forsøgte i 1846 at komme i land i Japan for at lære landet nærmere at kende, men igen forgæves.

Steen A. Bille

Billes beslutning om at søge til Japan var ret impulsiv. Under ophold i Macao blev han opmærksom på, at flere lande var i gang med at nærme sig Japan, og han mente så, at det skulle et dansk skib også.

Dog var han han også lidt bekymret for, hvordan han ville blive modtaget. I Canton havde han i et meget anerkendt kinesisk månedsskrift læst en artikel om et amerikansk hvalfangerskib, Manhattan. Dets skipper Kaptajn Cooper havde været på hvalfangst i det nordlige Stillehav. I april 1845 bjergede han fra en øde ø 11 skibbrudne japanere. Skæbnen ville, at han kort derefter bjergede endnu 11 fra vraget af en japansk junke.

Med disse 22 mand sejlede han til den nærmeste japanske havn som var Yeddo (Uraga). Ved ankomsten blev Manhatten straks omringet af  en tredobbelt krans af  vagtfartøjer. Ingen af besætningen på Manhatten fik lov at gå i land. Efter at være blevet forsynet med vand, brænde, provisioner, blev skibet bugseret ud igen med udtrykkeligt forbud mod nogensinde at komme igen, selv om han nok engang måtte have skibbrudne japanere at aflevere.

Også et engelsk skib var for nylig blevet afvist og endda beskudt.

Tre uger før Bille nåede Japan, havde en amerikansk flådeofficer ligget ud for Uraga i 9 dage uden at få lov at gå i land, og endelig kendte Bille måske også beretningen om Krusensterns 6-måneder lange påtvungne ophold i havnen i Nagasaki i 1805. (Den indledende fortælling i dette indlæg.) 

Billes "ophold" i Japan kom kun til at vare i et par timer, hvor grupper af japanere kom om bord og nærmest forhørte Bille og ellers gik omkring på skibet og samlede information om de fremmede og deres udstyr. Bille opgav hurtigt sit forehavende, fik med besvær japanerne fra borde og sejlede videre. Stolt var han dog over, at Dannebrog trods alt var blevet vist frem. 

Et flot maleri af C. W. Eckersberg, der efter sigende skulle vise korvetten Galathea ud for Taffelbjerget i Sydafrika. Problemet er bare, at billedet er malet 5 år før Galatheaekspeditionen sejlede ud, og at skibet sejler den forkerte vej. Maleriet hænger på Sønderborg Slot.

Om bord på Billes skib var også en tegner, og hans skitse af en af de japanere, der kom ombord på det danske skib, blev den første danske tegning af en japaner.

Her hans skitse

Det endelige tryk kom til at se noget anderledes ud. Bemærk, at sværdene er placeret forkert - et i hver side, og tøjet har fået et vestligt præg med noget, der ligner et revers.

En meget tidligere dansker, Jørgen Andersen ( 1620-80), en sønderjyde fra Tønder hævder at have været i Japan, men hans historie tillægges ikke stor sandfærdighed. Under 30-årskrigen tjente Andersen som musketer i Tyskland, hvorpå han drog videre til Holland og blev ansat i Det hollandske ostindiske Kompagni (VOC) I april 1645 gik han om bord på et af kompagniets skibe som kanoner og sejlede til Batavia (Jakarta), hvorfra han deltog i forskellige sejladser i området. og det er i den sammenhæng, at han i sin dagbog har beskrevet en rejse til Japan. En beretning, der dog betvivles, og af flere anses for at være en fantasi på baggrund af andres beretninger. Japanbesøget skulle være foregået i september 1646.

Efterfølgende gik han på Formosa om bord på en kinesisk junke, men skibet forliste i en tyfon., og han drev i land på den kinesiske kyst. Sammen med tre kammerater blev han fanget og gjort til slave i Ming-dynastiets hær. Han deltog i kampe mod Manchuriet. Efter nederlag her blev han nu taget til fange og overtalt til at følge med en mongolsk fyrste til Tannui, otte dages rejse fra den kinesiske mur ind i Mongoliet. Det lykkedes ham at flygte, og gennem bjerge og ørkener nåede han omsider frem til Usbekistan og videre til Meshad i den persiske provins. Her gjorde han tjeneste hos shah Abbas 2., og sammen med ham tog han til hovedstaden Ispahan i 1648. Hans opgave var at deltage i kampen mod stormogulen i Candahar, Afghanistan. Efter kampen i 1649 tog han afsked med shahen, og via Babylon, Bagdad, Jerusalem og Malta vendte han hjem til Sønderjylland i 1650.

På grundlag af hans dagbogsoptegnelser blev der i 1669 i Slesvig udgivet en lille tysksproget bog med hans fortællinger.  

Måske kom han ikke selv til Japan, men han kom dog til at hjembringe en fortælling om Japan - et land som kun meget få danskere kendte noget til. Og i øvrigt er hans oplevelser så eventyrlige, at jeg ikke kunne undlade at tage dem med. Sådanne fortællinger om danske lykkeriddere rundt omkring i verden fascinerer mig. 

I 1854 lykkedes det for den amerikanske orlogskaptajn Perry at tvinge Japan til igen at åbne landet op.

Kaptajn Perry forhandler med japanske myndigheder

 Dette førte bl.a. til, at William August Carstensen - broderen til den Carstensen, der grundlagde Tivoli -  i 1859 kunne rejse til Edo, hvor han opholdt sig en tid - dog i egenskab af russisk premierløjtnant. 

William August Carstensen

På den lange rejse fra Kronstadt til Østen var Carstensen blevet gode venner med den russiske skibslæge, Aleksei Vysheslavtsov.  Efter hjemkomsten udgav Vysheslavtsov bogen "Dokumentariske skrifter fra en verdensomsejling i årene 1857-1860 skrevet med pen og blyant". 87 sider af denne omhandler opholdet i Edo og beskriver indgående de oplevelser og indtryk, han fik under besøg og udflugter her. En del af disse deltog også Carstensen i. Carstensen udgav i 1863 en lille bog "Japans Hovedstad og Japaneserne - En russisk rejseskildring", som i virkeligheden er en oversættelse og bearbejdelse af Vysheslavtsovs sider om Japan. Carstensens udgivelse er den første danske udgivelse udelukkende om Japan. 

I 1884 udgav Carstensen yderligere "På togt med russerne".

Mere end 200 sider af bogen kan faktisk læses på nettet. En spændende beretning - ikke om Japan, men om selve sejladsen.

For at ratificere den påtvungne venskabs- og handelstraktat med USA rejste en japansk delegation over Stillehavet til Washington i 1862. Bakufuen havde til hensigt at studere de vestlige forhold med egne øjne, og delegationen medbragte en række unge og brilliante studerende. I forlængelse af samme ønske om så hurtigt som muligt at lære den vestlige kultur at kende, blev en gruppe unge studerende  sendt til Holland i 1862 udelukkende med studier for øje.

Blandt dem var to venner ved navn Enomoto og Akamatsu. I 1864 udbrød 2. Slesvigske krig mellem Danmark og Preussen, og sammen med to hollandske underofficerer besluttede de to venner at drage nordpå for at studere, hvordan en moderne krig udspillede sig i virkeligheden.

 Enomoto og Akamatsu og de to hollændere

De fire krigsobservatører ankom til Dybbøl fra den tyske side via Altona og Dannevirke. De skriver om turen:

"I landsbyerne på vej fra Altona til Dybbøl var der soldater overalt og det hele var kaotisk. Det var temmelig koldt, men der var intet passende herberg at finde. Derfor hændte af og til, at vi overnattede i et bondehus, idet vi alle fire kravlede ind under høet i en stald. Bare for at overleve, tænkte vi."

Vi husker vel alle  tilbagetoget fra Dannevirke. Det var det, de to japanere og to hollændere fulgte i halen på.

Niels Simonsens berømte maleri
"Danske infanterister trækker en kanonlavet ved tilbagetoget fra Dannevirkestillingen 1864"

Her kan jeg ikke lade være med at komme med en anbefaling. Tom Buk-Swienty har skrevet et formidabelt tobindsværk om Karen Blixens far, William Dinesen. Her oplever vi sammen med den bare 18-årige Dinesen stationeringen ved Dannevirke og det forfærdelige tilbagetog til Dybbøl og nederlaget her. Her kommer vi helt tæt på - og måske tilsat lidt litterær fantasi - hvordan det foregik på en måde, jeg aldrig har forestillet mig ved bare at høre den historiske gengivelse. Så man kan sige, at mens japanerne studerede moderne krig, kom jeg med bøgerne til at få indsigt i gammeldags krig helt ned på det personlige plan.

Bøgerne har stået på vores reol i flere år, uden at jeg før har følt trang til at gå i krig med dem, (ja, netop, gå i krig), selv om Ib gentagne gange begejstret har fortalt om dem. Men hvor er jeg dog glad for, at jeg endelig kastede mig over dem. 

Efter 1864 drog Kaptajn Dinesen til Frankrig og kæmpede på fransk side i den tysk-franske krig 1870-71 og deltog i det forsmædelige nederlag i det østlige Frankrig, hvor den franske hær for at slippe væk fra den tyske hær måtte  flygte over grænsen til Schweiz og her lade sig afvæbne  Efterfølgende opholdt han sig i Paris under kommunardopstanden og vandrede rundt i gaderne og i området mellem Paris og Versailles (hvortil regeringen var fortrukket) og betragtede kampene og dagliglivet omkring dem - dog uden selv at tage del. Buk-Swienty har nogle helt fantastiske - og uventede - beskrivelser.

Trods det at Kaptajn Dinesen var tiltrukket af krig - og muligheden for at vinde ære - blev han dog så påvirket i Paris, at han næsten flygtede hjem.

Efterfølgende rejste han til Amerika - dels for at få ro i hovedet, dels som et opgør med sin far, som han havde et problematisk forhold til, og nu følger vi så i del 2 hans ophold blandt skandinaviske udvandrere - dels i Chicago, dels langt ude på prærien og til sidst mutters alene ude i de store skove. Ikke mindst disse fortællinger er spændende. I anden halvdel af del 2 er vi tilbage i Danmark, hvor vi får et indblik i de politiske forhold i Provisorietiden. 

Dinesen var endnu en af de lykkeriddere, som jeg i litterær form bliver interesseret i, men som jeg i levende live sandsynligvis absolut ikke ville have brudt mig om.

Husker du forresten William Carstensen, som besøgte Japan i 1859? Han var også en af dem, der fløj fra krig til krig. I 1848-50 deltog han i 1. Slesvigske Krig. Fra  1851 til 1855 var han i fransk tjeneste og deltog i et fransk-engelsk angreb på Petropavlovsk på Kamtjatka. Herfor modtog han æreslegionens Ridderkors fra Frankrig. Senere kom han så i i russisk tjeneste på den tidligere fjendes side og var i østasiatisk farvand 1857-60. Herom skrev han i 1884 som nævnt sine erindringer, "På togt med russere". 

Og så vender vi tilbage til Slesvigskrigene, for i marts 1864  deltog han i affæren ved Swinemynde og i maj samme år som næstkommanderende på korvetten Heimdal i slaget ved Helgoland.

Tilbage til japanske Enomoto og Akamatsu og deres hollandske følgesvende på gåben med ranslen på ryggen - japanerne i deres traditionelle japanske tøj og med deres to traditionelle sværd, som vakte stor opmærksomhed overalt. De var nu nået til Dybbøl på den tyske side. Da de vurderede, at der ikke var udsigt til en stor kamp her og nu, besluttede de at se de kommende kamphandlinger fra dansk side. Derfor rejste de nu tilbage til Hamborg, hvor de skaffede en anbefalling fra den hollandske konsul, og videre til Lübeck for derfra at sejle til København.

I København besøgte de Krigsministeriet, kongeslottet og et vist tårn (Rundetårn), som de kørte op ad siddende i en hestevogn, ligesom den russiske zarina Catharina gjorde i 1716, da hun ledsagede sin mand Peter den Store, som flere gange red på hest op i Rundetårnet. 

 Efter at have overnattet i København tog Enomoto og Akamatsu så retur ad søvejen til Sønderborgfæstningen, ledsaget af en oberstløjtnant Abrahamson.

The Times' krigskorrespondent skrev på nedladende og ironisk vis om de to japanere i Sønderborg:

"Idag have vi enddog to af Asiens Englændere, nemlig to japanesiske Gentlemen, Søofficerer af Betydning, der, som det  fortælles, gjøre en reise rundt omkring i Europa for at uddanne sig og blive bekjendte med Civilisationens Fremskridt i alle Grene, og som ere kommet hertil for at see den praktiske Anvendelse af de Metoder, ved Hjælp af hvilke man slaar ihjel, en Konst, som, trods alle Fredsforeningers Anstrengelser, altid vil blive anseet for at være den ædleste af de menneskelige Bestræbelser og fremkalde de største Anstrengelse af alle Tidsaldres og Landes Skarpsindighed. Jeg har set disse to interessante Vandrere, to små Mænd med træagtig Ansigtsfarve og Abeansigter, men høflige, intelligente, bukkende og smilende til enhver, som hædrer dem med en Tiltale, halvkvalte af Røgen i et lille Værelse i Holsteinisches Haus, mens de søge at optage en Konversation med hele verden trods det sørgelige Uheld, at de ikke kjende noget andet Sprog end deres eget, hvorfor de må stole paa Hjælpen af en Tolk, som de har støvet op i Holland, og som hverken forstaar eller taler noget andet end Hollandsk. Trods disse Vanskeligheder have disse Mænd fra det fjerne Østen imidlertid allerede været i Stand til at besee alle de danske Udenværker og Skandser mellem The og Frokost, og nu ere de tagne ud for at besøge Rolf Krake, som ligger for Anker i Sundet i omtrent en Halv Fjerdingveis Afstand."

Rolf Krake

Også Berlingske Tidende berettede om de to eksotiske besøgende i Sønderborg. Knaps så nedsættende - og så alligevel:

"Foruden de bekjente engelske og franske have vi i disse Dage faaet et mere usædvanligt Besøg af to japanesiske Søofficerer, der vises omkring i Værkerne af en Stabsofficer, og synes at røbe en særlig Opmærksomhed for Alt, hvad de faae at see. Det er to små, unge Herrer, klædte i civil Dragt, med mørkegul Hudfarve, aflange mandelfomede Øjne, fremstående Kindbeen og skarpttegnede Læber, omgivet af et tyndt blåligsort Skjæg. Livlige og behændige som Egerne ser man dem snoe sig imellem Mængden, altid konverserende, gestikulerende, altid i bevægelse, altid skjælvende af Kulde, indtil de fuldbringe deres Dagsværk oppe i Reimuths Hotel i selskab med Officererne eller bedre betegnet i Selskab med en Række af Viinflasker, som de synes at foretrække for Alt det øvrige Interessante, der for Øjeblikket findes i Sønderborg."

Opfattelsen af de ukendte japanere var på det tidspunkt vist ret stereotyp for ikke at sige racistisk, selv om de dog vurderedes højere end kineserne.  I "Lærebog i Geografi til Brug ved Undervisning i lærde Skoler og Realskoler" af C.V. Rimestad, København 1857 deduceres der således:

"Japanerne ere af mongolsk Herkomst og have deres Kultur fra China. Der er derfor en Del Lighed mellem de to Folk, mens Japaneseren staaer i de fleste Henseender over Chineseren. Han er langtfra saa havesyg eller bedragerisk; dertil modig og forstaar bedre at vurdere sand Kundskab. Men, som ægte Øboer er han endnu mere mistænksom mod Fremmede og tilbøjelig til at overse dem; man har kaldt ham "Asiens Engelænder."

Dagen efter at Enomoto og Akamatsu bestå Rolf Krake, red de ud til frontlinjen. For at undgå snigskytternes kugler skulle de næsten kravle igennem skyttegravene, som indbyrdes forbandt batterierne. Undervejs forklarede Abrahamson gæsterne om placeringen af de danske styrker og de geografiske forhold i området.

Ved Dybbøl skanser

I sine erindringer fortæller Akamatsu om den iøjnefaldende forskel, at preusserne næsten udelukkende brugte geværer med baglade, mens danskerne stadig brugte forladere. Det samme gjaldt kanonerne. En forskel, der af historikere vurderes at have været af ret afgørende betydning for slagets udfald.

Selv om det kun var en ét-dages besøg, var det åbenbart lærerigt for Enomoto og Akamatsu. De overnattede i officersklubben i Sønderborg og sejlede så tilbage til København og videre til Hamborg via Lübeck. Tilsyneladende var de kun interesseret i krigen og krigskunsten. De var vist ligeglade med, at den ene part i krigen var danskere. Til trods for det, huskes de som de første japanere, der blev omtalt i en dansk avis.

Senere skulle de begge komme til at spille betydningsfulde roller i Japans videre udvikling.

Efter amerikanernes handels- og venskabstraktat med Japan i 1854 fulgte snart tilsvarende traktater med England oktober 1854, Rusland i februar 1855, Holland januar 1856. Traktaterne blev udbygget yderligere i 1857, og i 1860 lykkedes det også både Portugal og Preussen at opnå aftaler.

I 1862 påbegyndte Danmark forsøget på at opnå en lignende aftale. Her måtte de trække på hollændernes hjælp. Hollænderne havde jo længe som de eneste haft direkte adgang til japanerne. Hvert år skulle den hollandske kommandør på Dejima - den kunstige ø hvor de hollandske handlende skulle opholde sig - rejse op til Edo for at vise sin respekt for shogunen og for at aflevere et årligt nyhedsbrev. Dette gav hollænderne en enestående mulighed for at dreje nyheder i en retning, der var gunstig for dem selv.

Da Nadezhda sejlede ud fra Rusland i 1803 med kurs mod Nagasaki (den indledende historie) medbragte de en overdådigt udsmykket skrivelse fra  Zar Alexander I til shogunen af Japan, og russerne kontaktede den hollandske minister i Sankt Petersborg, Dine van Hogendorp, der skrev et officielt brev til den hollandske kaptajn på Dejima.

I deres naivitet forventede de hollændernes hjælp til oversættelse af zarens skrivelse og også med at få tilladelse til at få foretræde for shogunen. Dette modarbejdede hollænderne helt bevidst, men skjult. Russerne fik aldrig tilladelse til at aflevere skrivelsen til shogunen.

Allerede i 1678 da Danmark havde planer om at opsøge Japan, havde Kong Chr. 5. på samme måde udformet en overvældende flot skrivelse til shogunen.

Brevet indledes:

"Vi Chistianus Qvintus tilbyder den stormægtige og højbaarne fyrste og herre kejseren af Japan vores kongel. hilsen og venskab. Som det store og berømmelige navn Eders Majestæt ved sine høje dyder, samt priselige belevenhed, mildhed og retfærdighed udi regeringen sig over al verden har indlagt, er saa vidt bleven udbredt, at man endog udi yderste Europae hjørner  og udi  disse vore nordiske kongeriger og lande der af noksom ved at sige. Saa har vi af saadan Eders Majestæts højlovlige rygter fattet saa sær attraa og begærlighed med Eders Majestæt  i kundskab, venskab og forbund at indtræde".

Alle kejserlige navne og titler i originalen var skrevet med forgyldt skrift.  Det lange brev afsluttedes med, at kongen lovede at sende nogle af landets rariteter som gaver til kejseren.

 Da hollænderne fik nys om de danske planer, sørgede de for i deres årlige nyhedsbrev at belægge ordene, så Japan på det kraftigste afslog at møde en dansk udsending. At det så aldrig blev aktuelt, fordi skibet aldrig nåede frem, er en anden sag.

Hollænderne kunne på ingen måde acceptere at få konkurrerende lande på Japanshandlen - heller ikke Danmark, som de ellers havde venskabelige forbindelser med.

Men i midten af 1800-tallet var Japan blevet åbnet så meget op, at det ikke spillede nogen større rolle, om også Danmark kom ind. Danmark fik en aftale med den hollandske konsul i Japan, de Witt, som befandt sig på Dejima, om, at han skulle føre vores sag. Første henvendelse til de japanske myndigheder skete 7. marts 1861. Herefter sendte de Witt utallige breve til shogunatet, men blev stadig og uafladeligt afvist. Forholdene i Japan var for usikre, da der var mange japanere, der var utilfredse med ankomsten af de mange udlændinge, var svaret, og Japan ønskede derfor ikke at oprette traktat med flere lande.

At der var uro i Japan var et faktum. I 1862 rejste en japansk delegation, Takenouchi-delegationen, derfor til Europa for at bede de lande, med hvem de havde underskrevet handels- og venskabstraktat om at få lov til at udsætte effektueringen af disse traktater. 

Takenouchi-delegationen

Da Danmark fik nys om denne delegations ankomst i Haag, fik den danske minister i Holland, P. Bille Brahe, besked på at mødes med delegationen her. Med hollandsk mellemkomst lykkedes det at få et møde i stand, men det var også alt, hvad Brahe opnåede. Japan var ubøjelig. På grund af anti-udlændingestemning og ligefrem attentater på udlændinge, ønskede Japan ikke at lukke flere - og dermed danskerne - ind. Det hjalp ikke, at vi danskere surmulede og fremhævede, at vi havde udtrykt ønske om en traktat på samme tid og endda før andre lande, som nu HAVDE fået en traktat.

I Brahes efterfølgende rapport til kongen, beskriver han den japanske delegation:

"Af de tre Gesandter er den første en ældre Mand med  et dorsk udtryksløst  Ansigt og et temmeligt stort Hoved, der noget mindes om et Tyrehoved; den 2den Gesandt er temmelig ung, hans næsten runde  Ansigt har ikke nogen fremtrædende Charakter, Øjnene er yderst livlige  og om Munden spillede næsten bestandig et spotsk Smiil, han lod til at være Sjælen blandt dem, da han saagar som alene førte Ordet; den 3die er endnu yngre end N 2, hans Ansigt er langartigt og bærer kun ringe asiatisk Præg, hans Udtryk er mildt  og behageligt."

    

 Efter nederlaget i 1864 og tabet af Sønderjylland ønskede  Danmark af hensyn til landets integritet og genoprejsning at benytte enhver lejlighed til at gøre sig gældende internationalt Da det gik op for Danmark, at Japan nu også havde indgået en venskabs- og handelstraktat med Italien og sågar Schweiz, prøvede vi endnu engang at gå offensivt til værks for at opnå det samme som så mange andre lande.  Som ny mand satte man nu den hollandske generalkonsul og agent, van Polsbrock, i spidsen for arbejdet, og han fremsendte sit første brev 15. juni 1865. Men der skulle gå 1 1/2 år med trakasserier og forhandlinger frem og tilbage, før vi fik en underskrevet traktat 12. januar 1867.

Om hollænderne på Dejima som de eneste, der måtte  handle med Japan i perioden, hvor landet i øvrigt var hermetisk lukket, har David Mitchell  skrevet en mageløs fortælling, Tusind efterår. Tusind efterår er et navn for Japan.

Vi følger den unge sekretær Jacob de Zoets liv på den meget lille handels-ø Dejima, som hollænderne stort set ikke må forlade. For at tjene penge nok til at han kan få lov til at gifte sig med sin elskede - datteren af en rig hollandsk købmand - må han drage ud og søge lykken. På Dejima følger vi de interne intriger, politisk balancegang  og snyd og bedrag, og vi oplever de Zoets ensomhed og hans håbløse forelskelse i en japansk jordemoder, som færdes på Dejima, fordi hun helt exceptionelt har tilladelse til at deltage i den undervisning, som den hollandske læge driver her for en lille gruppe japanere. De fem år, som de Zoets ophold var planlagt til at vare, bliver til 17 lange år. Da han endelig kan drage hjemad, må han efterlade sin japanske konkubine og deres fælles søn, og den elskede hjemme i Holland er for længst blevet gift og er død i barselssengen. 

Karakteren Jacob de Zoet bygger på en virkelig person Hendrik Doeff og den dagbog, han skrev, ligesom andre personer har ligheder med virkelige personer, som f.eks. den nævnte læge med påfaldende lighed med virkelighedens von Siebold, som jeg tidligere har skrevet om. 

Handlingen inkluderer en litterær gengivelse af virkelige hændelser, f.eks. VOCs krak (Nederlandske ostindiske Kompagni) og det engelske skib Phaetons forsøg på at indtage den hollandske handelsplads i Japan og dertil en mystisk fortælling om et kloster, der bortfører kvinder, som skal sikre munkene evigt liv.

På Litteratursiden.dk skriver en anmelder bl.a.:

"David Mitchell er ikke nogen nem forfatter at læse. Som læser er man nødt til at sætte tempoet ned og holde tungen lige i munden. Udover de mange personer og steder med besværlige navne skifter fortællingen nemlig hele tiden mellem de forskellige involverede."

At læsning af romanen kræver stor koncentration kan jeg skrive under på. Ved dialoger f.eks. gengives de talendes tanker ind imellem de udtalte ord. Det kræver koncentration at følge en sådan dialog, men bevirker samtidig også, at man som læser kommer rigtig tæt på personerne. Derudover rummer bogen lange minutiøse beskrivelser, og den giver i litterær form et indblik i skikke og sæder i datidens Japan.

Endnu større  koncentration krævede dog læsningen af Yoichi Nagashimas "De dansk-japanske kulturelle forbindelser 1600-1873". En moppedreng på 473 sider + 63 sider med noter + 30 sider med kildeangivelser og endelig et 9 sider langt personregister. 

Værkets forfatter, Yoichi Nagashima, er lektor emeritus ved Institut for tværkulturelle og regionale studier ved Københavns Universitet.

Det er fra hans værk (det er vel nærmest en akademisk afhandlling), at jeg har alle beretningerne, som jeg har gengivet i dette indlæg. (Bortset fra omtalen af bogen om Kaptajn Dinesen.) Og så har jeg blot refereret en minimal brøkdel af værket. Bogen er resultatet af 15 års systematisk gennemsyn af kilder, og Nagashima gengiver breve, erindringer, officielle referater, omtale af og citater fra bogudgivelser. Der er frygtelig mange svære japanske navne at holde styr på. Han dokumenterer såvel dansk som japansk oplevelse af faktiske historiske hændelser, og efter hvert delemne opsummerer han såvel Danmarks kendskab til Japan som Japans kendskab til Danmark på det givne historiske tidspunkt. Og man får et indblik i, hvordan krige og uenigheder i Vesteuropa får indvirkning i Østen - eksempelvis oprettelsen af Den bataviske Republik (Holland som vasalrepublik til Frankrig), Napoleonskrigene og Krimkrigen.

Der kunne fortælles meget mere, f.eks. fra William Carstensens besøg i Edo i 1859 og en anden dansker, Edouard Suensons ophold i Japan 1866-67 ud fra dennes erindringer "Skitser fra Japan." Suenson opholdt sig under fransk marinetjeneste flere måneder i Japan, mest i Yokohama, men også andre steder, og han mødte fremtrædende japanere, men beskrev også indgående og reflekterende dagliglivet og det japanske samfund, som han mødte det.

Men nu stopper jeg. Alt i alt har værket været rigtig spændende læsning - men jeg er kun nået til side 337 og år 1867. Og nu giver jeg op. I al fald for en tid. Jeg trænger til en pause fra den tunge faglitteratur og vil for en tid kaste mig over letlæst skønlitteratur.

Kun ærgrer det mig voldsomt, at jeg ikke lykkedes med at formidle den fantastiske læseoplevelse i David Mitchells roman Tusind efterår. Jeg håber, nogen alligevel vil kaste sig over den og selv opleve det.