Turistguide til Madrid

 

I 2015  var vi i Madrid i påsken. Det var Tanjas forslag, og jeg undrede mig egentlig lidt -  Madrid er ikke en udpræget ungdomsby, synes jeg - sådan lidt monumental og mindre kendt blandt os skandinaver, men hvorfor ikke? Faktisk havde Ib og jeg været i Madrid en enkelt dag i forbindelse med en tur ned til Koldings venskabsby, så vi vidste, der var masser at se.

Om morgenen, da vi tog hjemmefra, lå der sne i haven. Om aftenen kunne vi sætte os på en lille plads tæt på hotellet, San Martín, i mere end 20 grader langt ud på aftenen. Faktisk har vi altid været mega heldige med flot solskin og lune varmegrader – 20 og derover – på vore påskeferier.

 Øverst på listen over seværdigheder stod Pradomuseet. Museo del Prado er et af verdens allerbedste museer. Museet har mere end 3.000 malerier, og hertil kommer skulpturer, tegninger, raderinger m.m. Museet besøges hvert år af cirka 4 mio. personer. 

 

 

Museet blev grundlagt i 1819 under Fernando VII. Den bourbonske konge er ellers gået over i historien som den mest elendige konge i Spanien gennem tiderne: han blev narret af Napoleon til at lukke tusindvis af franske soldater ind i landet, og dermed kunne Napoleon besætte Spanien i en periode på 6 år. Det var også under Fernando VII, at Spanien mistede stort set alle sine besiddelser i Amerika, herunder Argentina, Venezuela, Chile, Colombia, Peru og Mexico - men kong Fernando VII stod altså også bag grundlæggelsen af et af verdens bedste museer.

Pradomuseet har bl.a. verdens største og vigtigste samling af Goya- og Velázquez-malerier, og desuden har museet en fantastisk samling af Rubens, Tizian, El Greco og en lang række andre spanske og udenlandske kunstnere.

 

Vi vidste, vi skulle komme tidligt for at undgå alenlange køer, og vi vidste, at vi bevidst skulle udvælge og holde os til at udforske et mindre antal sale . Ellers ville vi komme til at vandre derinde en hel dag. Naturligvis valgte vi salene med Diego Velasques’ Las Meninas, Hofpigerne.  Las Meninas er for Pradomuseet hvad Mona Lisa er for Louvre: museets signaturværk.

Herefter stilede vi direkte mod Goyas "3. maj", "The executions on Príncipe Pío Hill".

 

 Maleriet måler 3.45 gange 2.66 meter.

Det fremstiller en scene fra den spanske frihedskrig,hvor uskyldige civile bliver skudt af franske soldater efter 2. maj-opstanden i Madrid. Af flere nedskydninger valgte Goya den, som fandt sted på Príncipe Pío-højen. Omkring 5000 civile blev henrettet mellem 2. og 3. maj. 

Maleriet blev til på bestilling af den spanske konge sammen med et andet maleri ved navn "Den anden Maj 1808" (eller Mamelukkernes angreb) for at fejre madrilenernes modstand mod Aljus styrker.

"2. maj" er ét af Goyas kendteste - og allerbedste - værker. Maleriet viser de dramatiske optøjer i Madrid d. 2. maj 1808. Napoleons tropper havde indtaget Spaniens hovedstad, efter at Napoleon havde narret Fernando VII til at tro, at han havde planer om at erobre Portugal. Da Fernando havde lukket tusindvis af franske soldater ind i landet, viste det sig, at Napoleon i stedet havde planlagt at indtage Spanien. Goyas 2. maj er  en af de stærkeste øjenvidendeskildringer i kunsthistorien.

 

 

Herefter gik turen til  Thyssen-Bornemisza-museet. Her havde vi været sammen med kunstkendere i Kolding Kommunes direktion, og museet var et dejligt gensyn. Med mere end 1.600 malerier var samlingen engang verdens næststørste private samling kun overgået af det britiske kongehus’ private samling.  

 

Museet ligger i et område, der kaldes den gyldne kunsttrakant, for her ligger Pradomuseet, Thyssen-Bornemisza-museet og Reina Christinamuseet, som rummer det berømte Picassomaleri "Guernica". Sidstnævnte museum har vi dog ikke besøgt. 

 

 Samlingen blev startet i 1920-erne som en privat samling af Heinrich Baron Thyssen-Bornemisza de Kászon. Heinrich Thyssen var søn af August Thyssen.

I 1867 grundlagde August Thyssen og flere medlemmer af hans familie jernværkerne "Thyssen-Foussol & Co" i Duisburg.  Thyssen-konglomeratet blev kernen i Vereinigte Stahlwerke AG, som var det største minedrift og stålkartel i verden før 2. verdenskrig. 

Thyssens firma var en vertikalt integreret virksomhed, der kontrollerede alle aspekter af stålfremstillingsprocessen. Han ejede sin egen flåde af skibe, et netværk af dokker og en jernbane, og August Thyssen var en af Tysklands rigeste mænd. Han døde i 1926. Efter 100 års eksistens fusionerede virksomheden med Friedrich Krupp AG Hoesch-Krupp for at danne ThyssenKrupp i 1999.

Sønnen Heinrich  bosatte sig i Ungarn, hvor han giftede sig med baronesse Margit Bornemisza de Kászon et Impérfalva. Han blev adopteret af sin svigerfar, baron Gábor Bornemisza de Kászon et Impérfalva, som havde været kongens kammerherre og var blevet adlet af Kejser Franz Joseph I Østrig-Ungarn, så det var en fornem adelig titel, der blev tilføjet den i forvejen stenrige Friedrich Thyssen. Og Thyssen blev Østrig-ungarsk statsborger.

Ved Heinrichs død arvede sønnen Hans Heinrich Ágost Gábor, baron Thyssen-Bornemisza de Kászon et Impérfalva  (kaldt Hansi) et forretningsimperium, der omfattede olie, Bremer Vulkan (flådekonstruktion) og store dele af Rotterdam havn samt en større kunstsamling med hundredvis af malerier af europæiske mestre fra mellem det 14. og det 19. århundrede.

 

Hans  var gift 5 gange.

Hans første ægteskab var med den østrigske prinsesse Teresa af Lippe-Weissenfeld. Herefter fulgte en anglo-indisk model, en newzelandsk-britisk model, en brasiliansk bankmanddatter, og endelig den adelige María del Carmen Rosario Soledad Cervera y Fernández de la Guerra, populært kendt som Carmen "Tita", som engang var Miss Spanien. Som sagt hans 5. ægteskab, hendes 3.

Carmen fik stor betydning for Thyssen-Bornemisza-museet.

 

Thyssens samling befandt sig i Locarno, hvor han havde slået sig ned, men da myndighederne afslog hans planer om at udbygge sit museum her, overtalte Carmen ham til at flytte samlingen til Madrid, hvor bystyret tilbød en passende bygning.

 

Man kan have sine betænkeligheder omkring, hvordan det har været muligt for en enkelt mand/familie at samle en så stor og umådelig værdifuld samling – især når man tænker på Thyssen-Krupps medvirken til Tysklands oprustning både til 1. og 2. verdenskrig. 

 

 

Museet i Madrid åbnede i 1992, og i 1993 købte den spanske stat Baron von Thyssens samling bestående af 775 værker for 350 millioner dollars. 

 

I 1999  blev Carmen Cerveras personlige samling på 429 værker føjet til museet, idet det blev aftalt, at museet kunne låne denne private samling i 11 år, og museet blev udvidet  med en nybygning til at huse denne samling.

 

 2. sal af Thyssen-Bornemisza-museet rummer den ældste del af samlingen. 

Her ses "Portræt af Giovanna Tornabuoni” malet i 1488 af Domenico Ghirlandaio. Et typisk symbolfyldt renæssancemaleri.

 

Efterhånden som man bevæger sig nedad, bliver værkerne nyere og nyere. Herunder ses "Portræt af bonde" malet 1905-1906 af Paul Cezanne. Cezanne er jeg ret vild med.

 

 

 Et besøg på Thyssen-Bornemisza-museet kan give et fantastisk indblik i europæisk kunsts udvikling – og lidt amerikansk.

 

Museet rummer værker af alle de navne,  jeg overhovedet kan komme i tanke om, jeg nogensinde har hørt – som f.eks. Monet, Sisley, Renoir, Degas, Gauguin, Rodin, Matisse, Cezanne, Picasso og så adskillige flere.

 

Jeg har tidligere omtalt, at jeg ikke er særlig god til at få købt noget med hjem, når vi er ude at rejse. Jeg har dog startet en tradition med, at når vi er på kunstmuseum, så køber jeg et nyt plastikcharteque med motiv af et af museets værker. 

 

Denne gang i Madrid blev det værket "El Campo de Trigo" - "The Wheatfield" malet i 1929 af Raoul Dufy - en fransk fauvist, der levede 1877 til 1953. Ham kendte jeg ikke, men ham er jeg blevet glad for.

Alle væggene i salene er malet i den frækkeste lakserøde farve, som Carmen har valgt.

 

 Èt maleri har været genstand for en 14 år lang retssag - maleriet  "Rue Saint-Honoré om eftermiddagen" fra 1897 af Camille Pisarro.

 

 

 

Maleriet tilhørte oprindelig en jødisk kvinde, Lilly Cassirer. Da hun søgte udrejsevisum for at flygte ud af  Nazityskland efter Krystalnatten i 1939, forlangte en nazistisk embedsmand, at hun efterlod maleriet. Eller rettere - ifølge retsdokumenter blev hun tvunget til at sælge maleriet for 360 dollars. Penge, som hun imidlertid aldrig fik. En efterkommer af Lilly Casserer besøgte museet og opdagede maleriet, og familien anlagde sag for at få det udleveret med den begrundelse, at det var blevet plyndret af nazisterne. Men 1. maj 2019 besluttede en dommer i Californien, at museet havde ret til at beholde maleriet på trods af internationale aftaler om det modsatte.

 

Da aftalen om museets lån af Carmen Cerveras private samling udløb, ønskede Cervera, at staten skulle købe samlingen, hvilket dog blev afvist. Senere er aftalen forlænget for et år ad gangen, men på det seneste har Cervera  givet udtryk for, at ordningen ikke vil fortsætte.

 

I 2012 solgte hun et meget kendt maleri af engelske  John Constable, "The Lock", "Slusen", for næsten 28 millioner euro.   

 

Måske havde hun økonomiske problemer:-)   

Hun bor – ligesom sin søn – i skattely i Andorra. 

Eller måske var det for at lægge pres på museet /den spanske stat.

 

Museet blev nemig meget nervøs for, at hun ville sælge flere af samlingens allermest værdifulde værker. Eksempelvis dette af værk "Mata Mua" fra 1892 af Paul Gaugin.

 

 

Men netop i disse dage kan jeg læse, at der er indgået en 15-årig aftale om, at museet kan udstille hele samlingen for en betaling af 6.5 million euro årligt. Samlingen vurderes til at have en værdi af 1 mia euro.

 

 

Hans Heinrich Thyssen døde i 2002.  I år 2021 ville han være fyldt 100 år. Havde det ikke været for corona, var det nok blevet fejret med maner.

 

 På både Pradomuseet og Thyssen-Bornemisza-museet kunne man tilbringe hele dage.

Det tror jeg også, man kunne på kongeslottet. 

 

 

 

Kongeslottet gik vi op forbi tidligt næste formiddag. Det var imponerende udefra, og indeni rummer det en uendelig mængde af kostbarheder. Spaniens kongehus blev jo enormt rig på skatte fra Sydamerika. 

 

 Vi afstod fra at købe billet derind – igen fordi vi var bange for at komme til at bruge en hel dag derinde, når først vi var derinde.

 

Som de fleste storbyer - og især dem, der ligger midt inde i landet uden adgang til havet - har også Madrid en kæmpestor dejlig park, El Retiro, med en stor sø, hvor man kan leje både og et stort flot væksthus. 

 

 

Her skal man unde sig selv at gå en tur og evt. spise lidt mad på et solbeskinnet lille spisested, og herfra kan man så gå hen til Atochabanegården, som er meget smuk med en hel botanisk have i midten, og der svømmer fisk og skildpadder i vandet.

 

 

Hver by også sin store plads, og Madrids  Plaza Major er en af de mest imponerende. Kæmpe, kæmpe stor, men uden megen aktivitet. Hvis man foretrækker mere liv og glade dage – lidt gøgl, så skal man søge hen på Puerto del Sol.

 

 

Den bedste tid på dagen i Madrid, det var frokosttid, hvor vi kastede os over alle de spændende og lækre tapas.

 

 

Som i Barcelona og i Malaga oplevede vi også i Madrid de store påskeprocessioner. Og vi deltog endda i en messe.

 

Vi boede tæt på Gran Via, som rummer flere stormagasiner og mange andre butikker. Her spankulerede vi naturligvis også rundt. Men vi er ikke gode til at handle, når vi er udenlands - heller ikke selv om jeg somme tider har en intention om at få købt sko.

 De buteikker, der tiltrækker os allermest i Spanien, det er viktualiebutikkerne med deres vældige udvalg af de store sortfodsskinker, ost, oliven og vin.

 Den sidste formiddag havde vi et par timer til rådighed. Vi nød dagliglivet i et kvarter lidt væk fra de kendte turiststeder.  Vi gik på marked, og jeg fik købt det tørklæde, jeg trods alt næsten altid kommer hjem med. Et tørklæde kan det da altid blive til. Det behøver man ikke at prøve.

Efter en sidste gang tapas på pladsen lige tæt på hotellet var det bare at hente kufferterne og tage ud i lufthavnen.