BR-163 er en hovedtransportvej i Brasilien, også kaldt Sojavejen. Bygning af vejen har været i gang siden starten af 1970-erne, og man er nu endelig nået helt til Sandarém. Dog mangler asfaltering af nogle strækninger stadig. Vejens samlede længde er 4.476 km, og følger man den fra syd mod nord, får man et indtryk af det indre, landlige Brasilien.
Vejen går fra Tenente Portela i staten
Rio Grande do Sul gennem delstaten Mato Rosso i hjertet af hele Sydamerika til Santarém i delstaten Pará. Den er bygget for at sikre
hurtig transport af soja fra markerne i syd og op til store udskibningshavne i nord. 25 000 lastbilchauffører transporterer årligt mere end 30 millioner ton soja til Santarém ad BR 163.
Soja er en af Brasiliens vigtigste eksportartikler.
I konkurrence med USA er Brasilien den største eksportør af soja til Kina.
Danmark importerer store mængder foder-sojakager fra Brasilien.
Oprindelig blev sojabønnerne kun dyrket på de store græssletter, men efterhånden fældes der regnskov, for at man kan udvide arealerne. I øjeblikket er der en del diskussion om den udvikling - også herhjemme - og fra forskellig side forsøger man at sikre sig, at den importerede soja stammer fra ikke-afskovede arealer i Brasilien. Derudover har vi også haft diskussionen om genmodificeret soja, men den diskussion er vist forstummet.
Udover soja og kaffe importerer Danmark også store mængder oksekød fra Brasilien – en del direkte og en del, der reeksporteres fra tysk import fra Brasilien.
Undervejs går vejen gennem et regnskovsområde, hvor der findes ulovlige skovrydning sted. Militæret er ofte ude for at kontrollere. Findes der ulovlig aktivitet, så når skovhuggerne som oftest at stikke af, men militæret konfiskerer motorsave, traktorer og anden materiel.
Præsident Bolsonaro er både de store jordbesidderes og de fattige landarbejderes mand. For dem har vejen betydet økonomiske fremgang, og langs vejen er opstået små bebyggelser med tankstationer og spisesteder.
Anlægget af vejen har naturligt nok skabt spændinger mellem den sidste rest af den indianske befolkning og regeringen. Men Præsident Bolsonaro ser projektet som et stort fremskridt og nødvendigt for Brasiliens udvikling - en strategisk udviklingskorridor– men et prestigeprojekt er det nok også.
Hvor
den asfalterede vej stopper, opstår der ofte daglange køer, når de tungtlastede
biler ikke kan komme op ad stigninger på den mudrede vej. Politi/militær bliver
udstationeret for at styre forholdene. Hvis lastbilerne forsinkes for meget, er det et problem. For sojabønnerne skal leveres inden for en bestemt tidsfrist for ikke at tage skade .
Efter
mange dage slutter hovedvejen ved Santarém. Her skal lastbilerne op på
færger for at krydse Amazonfloden og nå frem til den store havn. Her bliver sojaen losset og (tror jeg nok) forarbejdet,
før den på pramme bliver sejlet ud til de store oceangående skibe, der skal fragte sojaen videre ud i verden - og måske til Danmark.
Læs mere
Det er sandelig både godt og skidt, at verden er blevet så lille.
SvarSletDet er i orden, at vi importerer soja, som vi ikke selv kan dyrke, men det er ikke orden at fælde regnskoven for at dyrke mere, men så længe der er penge i det, vil det ikke stoppe - ganske som med næsehorns- og elfenbensjagten i Afrika.
Det er ikke helt i orden at importere oksekød fra Sydamerika, når vi - i hvert fald i teorien - selv kan 'dyrke' kvæg i det nødvendige omfang.
Faktisk burde vi gå tilbage til de go'e, gamle sæsonvarer, ikke mindst for at kunne glæde sig til næste sæson, men tror man på den, bor man i Utopia.
Ja, der er mange absurditeter. Uden videre tanker forventer vi fra Japan at kunne købe Kobe-kød af okser, der har drukket øl og fået massage med sake og at kunne købe eksotiske, tropiske frugter på alle årstider. Jeg har sågar set fisk, der er fanget i danske farvande, blive skibet til Asien for at blive forarbejdet der for så igen at blive re-eksporteret til Europa. Det er helt vildt, som fødevarer og mange andre produkter bliver transporteret fra den ene ende af verden til den anden.
SletMen det er svært at rulle noget tilbage. Vi er vist ikke for gode til at ”stemme med fødderne”.
Herhjemme nyder vi at spise grøntsager, der hører til årstiden og spiser f.eks. kun blomkål, når der er lokale hoveder til salg – og danske jordbær.
Men jeg indrømmer, at jeg gerne ville smage det der Kobe-kød