Ufatteligt så megen kulturhistorie, der byder sig til på en pinselørdags-udflugt.

Ufatteligt så megen kulturhistorie, der byder sig til  på en pinselørdags-udflugt.

Jo mere, man i forvejen ved, jo lettere er det naturligvis at have øje for, hvad der byder sig til - historisk og kulturhistorisk, og vi har efterhånden været på en del ture til det midtjyske, så vi har ret mange referencer at trække på. Kombineret med vores interesse for historie og geografi giver det mange aha-oplevelser.  Geografinteressen er fælles fra seminariet, men historieinteressen er en interesse, der for mit vedkommende er ret ny. I al fald interessen for Danmarkshistorie. Tidligere har jeg mere tunet ind på de store linjer og tidlige civilisationer.

Men i øvrigt er der nu også ved at være rigtig mange informative tavler opsat overalt. Info-tavler, der fortæller så kortfattet, at jeg tror, mange får dem læst.

 

Sidste år i august da vi var på vej hjem fra en tur i området omkring Ry og  Knud Sø , kom vi forbi en p-plads, hvor der væltede med biler, og folk strømmede ned ad en sti.

Hm, sagde vi.  Sikke da mange folk. Hvad skal de mon der? Og vi kørte videre uden at standse.

Men nu ved vi, hvorfor der var så stor tilstrømning, for det var lige præcis der, vores pinselørdags-udflugt kom til at gå til. Klostermølle ved Mossø.

 

På nettet har jeg kunnet følge, at området er kendt som et godt sted at se isfugle.

Og da vi nu så mange gange havde været ude og beundre vores havørne og deres to unger, ja, så havde vi fået appetit på en ny delikatesse.

Vi så nogle fantastisk flotte isfugle helt tæt på sidste sommer på Borneo, men det kunne nu også være sjovt at se den smukke fugl herhjemme.

På Facebookgruppen Kærlighed til isfuglen lægges der det ene flotte billede efter det andet.

Lad mig sige det med det samme: Vi så ingen isfugle. Men pyt. For hvor var det dog et dejligt naturområde og en kultuhistorisk perle, vi var kommet til. Og også denne dag var parkeringspladsen allerede helt fyldt op, da vi kom ved 10-tiden. (Ja, ja. Jeg ved det godt. Ville vi se isfugle, skulle vi have været på pletten inden kl. 7.)

Da vi vendte tilbage senere på  dagen, havde der været udskiftning i bilerne, og p-pladsen var nu blevet mødested for en austin morris veteranbil-klub.

Klostermølle har oprindelig været et benediktinerkloster under navnet Voer Kloster. Det nævnes første gang i 1183.  Men på nær nogle få grundsten er der ikke noget tilbage af klosteret.

Langs Gudenåen lå der i middelalderen mange klostre. Man taler ligefrem om 15 klosterperler. Øm Kloster er det kendteste. Det var et cistercienserkloster.  Det lå ved nordsiden af Mossø. Ved vestenden lå Vissing Kloster - et benediktinerkloster for nonner, og siden blev også grundlagt et kloster for benediktinermunke ved Klostermølle. Voer Kloster ophørte i 1550-erne, da den sidste munk flyttede til Øm Kloster. Bygningerne blev revet ned kort efter.

De tre klostre havde alle jord ned til Mossø med tilhørende vandløb, hvilket betød, at de måtte dele fiskeretten i disse vande. Det afstedkom mange konflikter. Allerede i 1307 slog biskoppen af Århus, Esger Jul, fast, at ingen måtte fiske i Voer Klosters andel af Mossø uden først at få lov af klostrets abbed.  

Stridighederne tog til, særligt efter at Gl. Vissing Kloster i 1424 blev nedlagt og store dele af dets besiddelser kom ind under Voer Kloster.
Efter en langvarig retssag mellem Øm og Voer kloster dømte Kong Christian I i 1460 i sagen, og bestemte, at Voer Kloster skulle have det fiskeri i Vosgårde fiskegård, Gudenåen og Mossø ”til midtstrøms”, som Vissing kloster tidligere havde ”brugt i gammel tid”.
Fiskerigrænserne og rettighederne i Mossø blev i 1485 bevidnet af 24 gode sognemænd på tinge, en afgørelse, der i 1488 blev stadfæstet af Kong Hans. 

Munkene, der byggede Voer Kloster, bragte viden om vandbygningskunst med sig. De udgravede og inddæmmede en 1.3 km lang kanal langs sydsiden af Gudenå for at skaffe vand og fald til den kornmølle, de byggede ved klosteret.

De lagde risknippe i åen og lavede  dermed en afspærring, der tvang vandet ind i den ny kanal. Stedet kaldes risværket. Den gravede kanal blev hovedløbet, og det gamle løb kaldes nu Dødeå. 

Vi slog ind på stien langs Klosterkanalen.

Efter omkring 1 km krøb vi under en vejbro og lidt efter krydsede vi åen på en dejlig bred gangbro. 

Men så fortonede stien sig lidt i det uvisse. Men vi styrede jo efter Sukkertoppen, så vi moslede op ad et meget smalt og meget stejlt spor. 

Det blev skønne spildte kræfter. For vi landede i ingenting. Ingen markering af, hvad vej vi skulle. Vi havde forladt den oprindelige gule rute for at slå over på rød rute, men kom i tvivl. Vi mente, vi skulle ligeud - mere opad - men der var ingen sti. Kun en skovvej, der gik enten til venstre eller højre. Den venstre ville være i retning tilbage mod Klostermølle, så vi slog ind på skovvejen til højre, selv om den langsomt førte  os ned til åen igen. 

Det var sådan set godt nok, for så kom vi ned til Risværket, hvor der er anlagt et fint nyt fiskestryg. Den gamle fisketrappe ved Klostermølle fungerede dårligt, så kun de største og stærkeste fisk kunne passere. Efter 4 års arbejde er det oprindelige åløb blevet reetableret og netop genåbnet 16. april i år. 

Det har så givet det problem, at der nu er for lidt vand i kanalen, bl.a. til kanosejlads, og det er især et problem med den manglende vandføring, fordi Klosterkanalen i Historisk Atlas beskrives som et enestående fortidsminde, "da meget få fortidsminder er så store og få fortidsminder, med undtagelse af de middelalderlige kirker, har været benyttet til det oprindelige formål i over 800 år."  Men det problem er man i gang med at løse.

https://hsfo.dk/artikel/vital-del-af-guden%C3%A5en-blev-genskabt-af-mennesker

Og her ved det tidligere risværk ramte vi heldigvis rød rute. Den førte os nok så fint hen til Højlund huse, som er resterne af en gammel arbejderbebyggelse, hvor der tidligere var både smedje, skole og fattiggård.

Og så var der et fint skilt til Sukkertoppen. Navnet skyldes højdedragets fine, hvide kvartssand, som tidligere kunne ses på lang afstand. Nu er det meste dækket af vegetation.

Det blev en sej tur at nå op på toppen af den 108 m høje Sukkertoppen. Stigningen fra åen til toppen var 80 m og hjerteappen viste stigning på 24 etager.

Det begyndte ganske blidt. Men efterfølgende viste det sig, at vi havde valgt den absolut stejleste rute.

Fra toppen var der en fantastisk udsigt over Klosterkæret med Gudenåens indløb i Mossø. Det var al besværet værd.

Her læste  jeg, at Klosterkær betegnes som Gudenåens indlandsdelta. Indlandsdelta? Det begreb mente jeg ikke, jeg kendte. "Så har du ikke hørt ordentlig efter ved geografi-undervisningen på seminariet," mente Ib.

Hm, det er da muligt, at jeg ind imellem sad og drømte om selvsamme Ib. Jeg erindrede ikke noget om, at der både var Nilens indlandsdelta Sudd i Sudan og Nigerflodens indlandsdelta  Maasina i Mali, som jeg nu blev deduceret.

Okavongoflodens delta kendte jeg og vidste alt om, hvordan flodens vandstrømme spreder sig ud og i tørtiden udtørrer af solens stråler, men jeg havde ikke lige tænkt på det som et indlandsdelta.- Og at vi i Danmark havde et indlandsdelta - her på Gudenåen - det var i al fald ganske nyt for mig. Så lærte jeg det den dag.

Allerede da vi gik nede på stien havde vi undret os over - og beundret - den stejle, næsten lodrette stigning op imod Sukkertoppen.

Søhøjlandet rummer store bakker, dalterasser og dødishuller. Og så er det præget af to store smeltevandssystemer. Det nord/sydgående, som Gudenåen løber i, og det øst/vestgående system med Mossø og Salten Langsø.

 Men nyere forskning har medført, at man nu ikke længere tror, at de bredeste tunneldale kan være dannet af smeltevand under isen alene. Dertil er spændet for bredt, mener man. Så de dybe dale er sandsynligvis også et resultat af forkastninger dybt nede i grundfjeldssoklen. Det forklarer måske også de høje, stejle sider her.

Udsynet fra Sukkertoppen var så vidt, at vi kunne se helt over til det monumentale,fritstående, røde tårn ved Gl. Ryes kirke.

Gammel Rye var i middelalderen en af de vigtigste byer i området, ikke mindst i kraft af helligkilderne og de dertil knyttede markeder og det nærliggende Øm Kloster.

Byen udgjorde et vejknudepunkt for trafikken mellem Østjylland og det midt- og vestjyske område. Den var købstad, og i  en periode fra 1400-tallet til 1687  var Gammel Rye tingsted, hvorfor man finder stednavne som Galgebakken, Stejlehøj og Kophøj.  Galgebakke siger sig selv. Stejlehøj må referere til at blive lagt på hjul og stejle. Men Kophøj?

Måske er det Kopfhügel - stedet hvor man fik hovedet hugget af. Ja, det er det nok.

I 1558 -  efter Reformationen - forlod de sidste munke Øm kloster og dermed mistede Gl. Rye en del af sin betydning. Dog er området kendt for en – om end kortvarig – så dog omfattende glasproduktion, som fandt sted i skovene omkring Gl. Rye og navnlig omkring Glarbo, som har givet navn til denne fabrikation.

Det var Frederik 2., der fik den ide, at der i skovene omkring Skanderborg og Silkeborg fandtes så mange vindfælder og andet unyttigt træ, at det kunne bruges til brænding af det fornødne trækul. Fr. 2 residerede jo ofte på Skanderborg Slot, hvor han kunne dyrke sin passion for jagt i de store omkringliggende skovområder.

I 1581 blev der indkaldt en glasbrænder fra Mecklenburg, som fik anvist plads i Ry sogn, men han forstod sig ikke på håndværket. Året efter fik en Liboris Trebing fra Hessen en imponerende produktion i gang. Til Chr. 4.s kroning leveredes 26.000 drikkeglas, og ruder i stor mængde blev produceret til kongelige slotte over hele landet.

Kongelige og stormænd havde brug for store mængder glas, både drikkeglas og vinduesglas. Det var nemlig kutyme at smadre glas på festlig vis efter hver udbragt skål. Under Fr. 2. tog festerne til både i antal og omfang. 4000 stk. glas siges at være det normale antal glas, der gik med til en fest. At slå vinduesruder ud i forbindelse med fester forekom også. Chr. 4. udøvede flere gange denne ”sport”. Efter at selskabet havde danset og drukket tæt, afsluttedes gildet med at værtens ruder blev slået itu.

Det berømte maleri af Chr. 4.s kroning, hvor han smider mønter i grams til smådrengene.

Når skoven var opbrugt i en kilometers tværmål, flyttede man glasproduktionen til et nyt sted, hvor der var brænde ved hånden. Det er forklaringen på de mange lysninger i skovene, hvor der i dag findes landbrug.

Glasproduktionen havde dog kun en kort glansperiode. I 1598 befalede Christian 4., at hele glasproduktionen skulle ophøre til Mikkelsdag, "på det at vore skove ikke mere skal forhugges og lægges øde".

Jagten på hans vildtbaner var åbenbart alligevel vigtigere.

Senere gik det endnu mere ned ad bakke for Gl. Rye, og dødsstødet var nok som så mange andre steder, at jernbanen blev lagt uden om byen, så det blev omkring det nuværende Ry, at stationsbyen voksede op.

Hvis du er blevet forvirret af alle de årstal og kongenavne, så får du lige en lille oversigt. For nu skal vi til at høre om Chr. 3.

For den 4. juli 1534 fandt der nemlig en helt skelsættende begivenhed sted i Gl. Rye kirke.

Det var nemlig i den kirke, at adlen forsamledes og valgte Chr. 3. til konge. 

Det var under Grevens Fejde, det udspillede sig, på et tidspunkt hvor Danmark var splittet mellem to kongeønsker.  

Fra Grevens Fejde kender vi Skipper Clement. Ham, der fik bønderne til at rejse sig i oprør i hele det nordlige og vestlige Jylland, hvor en lang række herregårde og borge blev plyndret og brændt, og hvor det lykkedes bønderne at nedkæmpe en adelshær ved Svenstrup syd for Aalborg, da de lokkede de tunge heste ud på mosejorden. Det er vist en historie, som mange husker - sammen med Skipper Clements morgensang:

Skærm jeres hus med grav og planke,

hvæs jeres leer snittende blanke,

frygt ikke Rantzaus sorte hær,

silke skal vige for vadmelsklæ'r.

Bønder, tømrer, jyske knejte,
nu skal vi sejre i grevens fejde.

Men Skipper Clement var på det tabende hold. Han blev fanget og sad som fange bl.a. på Koldinghus, indtil han 8. september 1536 blev halshugget, parteret og lagt på stejle ved Viborg Landsting. 

Adlen vandt og valget af Chr. 3., den protestantiske konge, de ønskede sig, stod fast, og både reformation og adelsvælde blev gennemført i Danmark.

Allerede 14 dage efter sejren over Skipper Clement, arresterede Christian landets biskopper, konfiskerede deres jord, og året efter fulgte den ny kirkeordning, som indførte den lutherske tro i Danmark.

Christian 3. udenfor det belejrede København i 1536 afbilledet på et af de såkaldte Kronborgtapeter.  Gobelinen er vævet mellem 1581-1584 på bestilling af Frederik 2. 

 

I Kolding er vi jo glade for Chr. 3. og dronning Dorothea, som bosatte sig mere fast på Koldinghus, end det tidligere havde været kutyme. Her indrettede de  Nordens første fyrstelige, protestantiske kapel. Men især er vi glade for dronning Dorothea, som gjorde meget godt for byen, da hun sad som enke på Koldinghus i 12 år.

For Gl. Rye viste kongevalget sig at være noget skidt, for som omtalt mistede byen sin centrale position, da de katolske munke i Øm kloster forlod stedet, og de givtige markeder ved helligkilderne forsvandt.

Men det skelsættende møde og kongevalg fandt altså sted 4. juli 1534 i den kirke, jeg nu stod og kiggede over på.

Vi var faktisk kørt forbi på vejen til Klostermølle, og vi havde beundret det imposante tårn. Måske vi skulle være stoppet op og gået ind.

Men nu gik det heldigvis stille og roligt nedad hele vejen tilbage til Klostermølle, som vi nu kiggede nærmere på - altså mølleanlægget.

Klosteret blev revet ned i 1561, men kornmøllen eksisterede fortsat. I 1839 havde møllen fire kværne og stamper til valkning af vadmel og klæde. Mølleværket blev trukket af to underfaldshjul. 

Med industrialiseringen i sidste århundrede tog mølleindustrien rigtig fart. Flere vandmøller blev ombygget til industrimøller til blandt andet produktion af papirmasse.

Også Klostermølle blev i 1872 udvidet og ombygget til træsliberi med produktion af papirmasse under navnet "Træmassefabrikken Klostermølle".  De store slibesten ved møllebygningen vidner om dette. 

Tipvognsspor forbandt møllebygning, fabrik og tørrelade. Ved søen lå tidligere kaj og pakhus, 

En lille damper sejlede indtil 1932 træmassen/pappet. til Alken ved Mossøs østerende, hvorfra det fortsatte med jernbane.

Dampskibet Lulu som trak pramme lastet med gods på Mossø  

I 1933 blev møllen omlagt til fremstilling af pap. De gamle fabriksbygninger er nu revet ned. I dag ses kun den store tørrelade, der har været brugt til tørring af pappladerne. 
Fabrikken brændte i 1974 og blev ikke genopført. Klostermølle blev i 1975 opkøbt af Miljøministeriet. Det er fredet område  og drives i dag af Silkeborg Statsskovdistrikt.

Heldigvis står laden stadig. Den store tørrelade er utrolig smuk og spændende. 90 meter lang og 8 meter høj. I bygningen er der  udstilling og øverst oppe i 3. stokværk er der udkig over hele området.

Nu var det blevet madpakketid, og vi fandt et idyllisk sted nede ved søen, hvor køerne lå og gumlede i solskinnet.

Åens udløb i Mossø, hvor der var så lavvandet, 

at kanoer, kajakker og stand-up-padlere ind imellem gik på grund. 

Og hvad skulle vi så? Det var for tidligt at vende næsen hjemad.

Vi besluttede at køre til Den Genfundne Bro ved Vestbirk.

Hvis man kom til stedet uden at kende noget til Den Genfundne Bro, ville man tænke ligesom vi gjorde første gang vi kom til Klostermølle: "Hvad i alverden laver alle de mennesker her?"

For pludselig kommer man til to store nyanlagte P-pladser langs den lille landevej. Og denne dag var stort set alle pladser besat. Folk valsede frem og tilbage på en asfalteret sti.

Den Genfundne Bro blev oprindelig bygget som en del af den private jernbane mellem Horsens og Bryrup i 1899, og turen blev kendt som Danmarks smukkeste jernbane. Ved indvielsen var den med sine 13 m den højeste bro i norden. 

På den 38 km lange strækning var der ti standsningssteder. Turen tog to timer og et kvarter. Prisen for en returbillet til Bryrup var 1 krone og 65 øre på 3. klasse, og folk fyldte banens fine personvogne, så ekstratog måtte sættes ind.

 

Da man i 1920´erne gik over til vores nuværende sporvidde, var broen et problem, da den var bygget med smalsporvidde. Derfor skulle man enten bygge en ny bro eller udvide broens bredde, men man var bange for, at broen ikke kunne bære de tungere bredsporede tog.

Da anlæggelsen af et vandkraftværk ved Vestbirk krævede en omlægning af åen, således at den vandmængde, der fremover skulle under banen, ikke blev større, end at det kunne klares gennem to rør på to gange to meter, og da skrotprisen på daværende tidspunkt var meget lav, blev det i 1929 besluttet at bygge en dæmning op omkring broen, hvorpå man kunne etablere normalsporet.

                 

Med tiden blev den nye bane hårdt ramt af konkurrencen fra biltrafikken, og allerede fra 1931-32 var der underskud. I 1968 blev banen nedlagt. 

I 85 år lå broen gemt inde i dæmningen, og i 2014 blev den så genfundet. Dvs. genfundet og genfundet – de lokale vidste jo godt, at den lå  inde i jordvolden. Men i forbindelse med et vandløbsprojekt blev der penge til at grave den ud. Naturligvis var man spændt på broens tilstand, men den viste sig at være i superfin stand. Den stod som nymalet.  Blot behøvede man at sætte et rækværk op og lægge brædder, så det blev godt at gå på broen. Broen er 50 meter lang. Ved siden af broen er der etableret et vadested for heste. Man kan vandre, cykle eller ride  mange km ad den gamle banelinje.

Broen er nu en kæmpeattraktion, og også denne pinselørdag vrimlede det med mennesker. Purunge kærestepar, ubekymrede småbørn, fædre og unge mænd, der skulle vise, hvor modige de var, og koner, der løftede op i skørterne og vadede ud i åen. Først en tur hen over broen, så ned til vandkanten, og mange krydsede derefter åen ved vadestedet. Vi valgte nu ikke at få våde tæer, men gik tilbage over broen samme vej som vi kom. 

Picnickurve i massevis, familien Danmark på udflugt. Hvor var det hyggeligt.  Som vores helt egen Pont du Gard.

På vej tilbage til bilen fik vi også lige sat navn på endnu en ukendt blomst - lægekulsukker - som vokser langs vejkanter, men skulle være ret sjælden.

.  

Også i vort hjemlige område har vi  flere nedlagte privatbaner, der er omlagt til rekreative områder. I Bramdrupdam er vi så heldige at have sporene fra to baner, Egtvedbanen og Troldhedebanen.

Egtvedbanen, der  startede 1898, var Koldings første privatbane og en af de første danske privatbaner, der igen blev nedlagt – allerede i 1930. 

Bygningen af Troldhedebanen startede i 1914. Udgifterne var estimeret til 3.850.000 kr., men da banen stod færdig til indvielse i 1917 havde den kostet næsten det dobbelte. Da inflationen var meget høj under Første Verdenskrig, blev den endelige pris svimlende 8.519.005 kr.  Denne banestrækning blev til gengæld benyttet helt indtil 1968.

De to baner havde hver sin banegård. Og for at det ikke skal være løgn havde vi med udgang i Koldings sydlige bydel også både en privat Hejlsmindebane og en privat Vamdrupbane.        

 

I Bramdrupdam krydsede Egtvedbanen og Troldhedebanen hinanden.

På billedet her er det Troldhedebanen, der går under dæmningen, hvorpå Egtvedbanen løber.

Det følgende billede viser anlægget af Troldhedebanen. Jorddæmningen er gravet væk, og man ser det skelet, der blev bygget til understøtning af Egtvedbanens spor, mens der blev arbejdet med anlæg af Troldhedebanen. Efterfølgende blev skelettet igen gemt væk, da jorddæmningen blev reetableret, nu blot med gennembrud af Troldhedebanen. Men efter sigende skulle det stadig befinde sig inde under dæmningen. Næsten som Den Genfundne Bro.

Tilbage til vores pinseudflugt.

Vi havde stadig friske ben, så vi besluttede at tilføje en ekstra lille tur langs åen hen til Vestbirk Kraftværk. 

Vestbirk vandkraftværk blev indviet i 1924. Værket leverede i starten strøm til et område fra Juelsminde i øst til Nørre Snede i vest og fra Jelling i syd til Mossø i nord. 

Værket blev anlagt hvor Vestbirk Garn- og Trikotagefabrik var opført i 1852. Fabrikken udnyttede også vandkraft, men den brændte i 1920, hvorefter Horsens Omegns Forenede Vandkraftanlæg (HOFV) erhvervede området og byggede kraftværket. 1. verdenskrig havde afbrudt forsyningerne af kul og olie, så i årene derefter var der stor interesse for at producere elektricitet med vandkraft.

Ved opstemning fik man et fald på 10 meter.

HOFV solgte værket og søerne til Naturstyrelsen i 1979, men forpagter og driver stadig værket som arbejdende museum, der producerer 2GWh om året.

For nylig besøgte vi jo et tilsvarende lille kraftværk ved Skjern å, lidt nord for Brande, MES-værket, som tilsyneladende stadig fungerede.

Og ved Kolding å har vi det nedlagte Harteværket, som rummer stort set sammen historie som Vestbirk kraftværk. Det blev bygget i årene 1918-1920, og var det første større anlæg af sin art i Danmark. Opførelsen af Harteværket blev påbegyndt for at dække et voksende behov for energi til belysning og industri.

Det blev også bygget for at sikre elektrificering af landområdet omkring Kolding efter energikrisen under 1. verdenskrig. I sin tid kunne værket levere halvdelen af Kolding by og oplands forbrug af el. Værket ejes nu af en fond, og grundet den kulturhistoriske værdi er det fredet. I dag fungerer det som museum og besøgscenter og periodisk som leverandør af strøm til Kolding.

Ja, det er altså hverken Ib eller mig på billedet. Billedet er hentet på nettet. Billedteksten fortæller, at i 2008 blev vandtilførslen til Harteværket reduceret, da et stort naturgenopretningsprojekt af Vester Nebel Å ved Ferupdæmningen blev udført.

Hvor er det interessant at se, hvordan anlæg af vandkraftværk og jernbaner i sin tid forandrede landskabet – og hvordan det nu er store naturgenopretningsprojekter, der forandrer og til dels fører tilbage til det oprindelige. 

Sådan en pinsetur giver et fantastisk indblik i fortidens fortagsomhed, og hertil kommer masser af frisk luft og gode naturoplevelser. - Også selv om isfuglen snød os og glimrede ved sit fravær. 

Måske får den chancen en anden dag, for området kalder på genbesøg.