Om film, krimier og en pinlig indrømmelse.

Torvet i Palazzo Adriano

 Jeg ser og har i tidens løb set rigtig mange film. Mens vi gik på seminariet, var vi med i en filmklub, hvor vi så avant garde-film. Vi så ungarnske film, hvor hesteflokke bare løb frem og tilbage på pusztaen i en uendelighed. 

Vi så mærkelige japanske film - herunder en film, hvor en dreng levede  på en losseplads og hele tiden løb rundt og sagde dodeshgadeng dodeshgadeng. Det blev et helt mantra for os. Af samme instruktør, Kurosawa så vi De syv samuraier og den smukke Dersu Uzala om pelsjægeren Dersu Uzala, der fungerer som vejviser for de russiske kartografer, der skal korlægge de østligste egne af den uendelige taiga.

Vi så Deerhunter og Good Morning America fra Vietnamkrigen og senere så vi Dommedag Nu.

I en årrække var jeg - sammen med Tanja - i bestyrelsen for Kolding Børne- og ungdomsfilmklub, hvor vi viste kvalitetsfilm for børn og unge for en billig penge.

I en anden periode var det den spanske instruktør Pedro Almodóvars film, jeg var optaget af.

Da vi i efteråret 2016 var på rundtur på Sicilien besøgte vi den lille by Palazzo Adriano og stod på torvet, hvor dele af Guiseppe Tornatores mesterværk, den dejlige film Mine aftener i Paradis var optaget.

Vi besøgte også den lille by Corleone.  Men det, de fleste forbinder med Corleone, er noget mindre idyllisk, nemlig tilknytningen til mafiaen.

På torvet i Corleone sad de gamle mænd og hang

En af de helt store mafiafamilier stammer fra Corleone, og da vi var der, kunne guiden fortælle om, hvordan de lokale kunne fortælle om navngivne mafiafolk, de havde gået i skole med og kunne udpege, hvor de boede.
I 2006 blev den 73-årige Bernardo Provenzano, en af lederne af den sicilianske mafia endelig fundet og anholdt efter at have været eftersøgt i 43 år. I mange år havde han holdt sig skjult på en fjerntliggende fårestation uden for Corleone.

Herunder ses  landskaber uden for Corleone

Monti Sicanti.  Det var nok i et område som dette, at mafiabossen gemte sig

Da vi et par dage senere kørte op til Palermo, kunne vi se en mindesten, der var opsat på det sted på motorvejen mellem lufthavnen Punta Raisi og Palermo, hvor statsanklager Giovanni Falcone i 1992 sammen med sin kone og tre af sine livvagter blev dræbt af en bilbombe. Attentatet kaldes Massakren ved Capaci, og bomben på mere end 500 kg sprængstof ødelagde mere end en kilometer motorvej.  Det var skræmmende og forstemmende at gøre holdt der.

Lufthavnen er nu omdøbt til Falkone-Borsellino Lufthavn. Borsellino var den anklager, som Falkone arbejdede sammen med, og han blev også senere dræbt sammen med 5 af sine 6 livvagter, da en bombe sprang uden for hans mors hus.  

I starten af 1970-erne var vi meget optaget af og imponerede over storfilmen Godfather 1, 2, 3.
Senere besluttede jeg dog, at jeg  - på trods af godt fortalte historier, flot instruktion, fantastisk miljøtegning og smægtende musik og - ikke at forglemme - imponerende skuespilpræstationer af de store ikoner - så ville jeg ikke længere opsøge sådanne mafiafilm - og lignende - fordi jeg synes, at de idoliserer de kriminelle bander.

I tidens løb har jeg set mange krimiserier. Alt for mange, synes Ib. Og det har han nok ret i. Men efterhånden ser jeg det næsten som en undersøgende aktivitet.

På en måde ser jeg dem næsten ikke som krimier mere. For det er egentlig overhovedet ikke plottet, forbrydelsen, opklaringen, der interesserer mig - har jeg efter hånden opdaget. 

Det er spillet mellem de faste personer - som ligger fast fra gang til gang - og den underspillede humor - ofte mellem chef og underordnet, og det er miljøbeskrivelserne og den særlige stemning i de forskellige serier.

De barske miljøer i Nordengland i Vera og Banks.

Det ultrabritiske i Morse og tidligere Inspector Lynley og Sergeant Havers. (Barneby gider jeg altså ikke.)

De åh så svenske Beck og Wallander.

Sol og sommer på Gotland i Kommisæren og havet og ligeledes i The Coroner, der foregår  i en fiktiv engelsk kystby.

Sne og kulde i Nordsverige i Rebecka Martinsson-serien og regn og rusk i flere forskellige serier, der f.eks. foregår i Wales.

Blandt de tyske serier er der nok at vælge mellem. 

F.eks. de kiksede fra øen Sild, Nordfriesland  og andre udørkener med lidt danske referencer.

Efterhånden er der også kommet serier med referencer til det gamle Østtyskland og områder øst for Jerntæppet, f.eks. Letzte Spur Berlin. Soko-serien indbefatter både Soko Leipzig, Wismar, Wien, Donau og andre, og enkelte af dem berører også øst-vest-spørgsmål og spøgelser fra fortiden.

I vores ungdom var vi meget optaget af Rainer Werner Fassbinders socialrealistiske film - lidt i stil med engelske Ken Loach.  Siden har tysk film ikke fået megen opmærksomhed eller anerkendelse hverken fra min side eller internationalt.

Men i 2006 var der premiere på den fantastiske film De andres liv, hvor man følger en stasi, der skal aflytte en familie for at finde belastende materiale. Han ender dog med at solidarisere sig med denne helt almindelige familie  på den anden side af væggen. Og efterfølgende er der kommet andre film, der på samme måde tager fat på omtålelige emner fra fortiden - uden at jeg lige kan komme på konkrete titler. Og kvaliteten af tyske film er højnet.

Serien Deutschland 83 er meget rost og karakteriseres som en krydsning mellem netop De andres liv og så en amerikansk spionserie, The Americans, som jeg ikke kender. Jeg har ikke set noget af serien Deutschland 83, men det må jeg råde bod på ved lejlighed.

Nævnes må også Babylon Berlin.  Den tager udgangspunkt i 1929 og skildrer det farverige festliv i Berlin og den store fattigdom, der lurer bag facaden. Det er egentlig hverken en hverken krimi eller spionfilm - og så dog lidt alligevel. Der er noget, der skal opklares.

Også de nyere tyske krimier er blevet mere anerkendte. De fleste har hovedpersoner, som er stærke personligheder som f.eks. Der Kriminalist.

Det helt store kunststykke har tyskerne begået med deres Donnerstagkrimi - ofte i fuld spillefilmslængde.

Her bliver vi nemlig taget med rundt i verden:

Til kriminalkommissær Mehmet Özakin i Istanbul, til Kommisær Guido Brunetti  i Venedig, til den lidt forhutlede Borschert i Zürich - en anklager, der har været nødt til at fordufte til Rio i en årrække - jeg ved ikke helt hvorfor, men nu vender han tilbage til Zürich og opklarer forbrydelser.

Vi kommer til Lissabon, Barcelona, Amsterdam, Bolzano osv. osv. Det er virkelig et vellykket trick, hvor man kan "færdes" rundt i de kendte europæiske storbyer, og vi kommer også til andre lidt mere ukendte steder som f.eks. Kroatien og Urbino.

(Jeg har faktisk en kunstbog om hertugpaladset i Urbino. Den må jeg ind og finde.) 

Bosenkrimien - en af torsdagskrimierne - begår det kunstgreb, at efterforskeren må til Bari i Syditalien for at efterforske - og tilfældigvis kommer han lige gennem Alberobello, den mest berømte turistattraktion i Apulien, optaget på UNESCOs verdensarvliste, og vi kommer til det traditionsrige karneval i Putignano. Et karneval,der går helt tilbage til 1394, da malteserriddere bragte Sct. Stephans relikvier til Putignana for at skjule dem for Saracenerne. Ellers  foregår filmen omkring Bolzano i bjergene i Norditalien. 

I et lignende miljø foregår den oprindeligt italienske serie med vice-questore Rocco Schiavone, der meget mod sin vilje er blevet forflyttet til Aosta-dalen, som han virkelig hader. Det eneste, han venter på, er at vende tilbage til Rom. Rom, som vi også bliver ført gavmildt rundt i i den ældgamle serie Rex med politihunden Rex og efterhånden en længere række af udskiftede hovedpersoner. Rex-serien er så ældgammel, at den kun vises på Charlie :-) Men i denne sidstnævnte serie kan jeg også nyde det italienske sprog - som jeg forstår lidt af. Det samme forekommer ind imellem i Bosenkrimien og serien med Schiavone - som jeg faktisk ikke kan  huske titlen på.

Og hvor fører nu al denne snak hen?

Jo, den fører til en pinlig indrømmelse.

I både Bosenkrimien og ofte i Rex-serien er der tråde til mafiaaktivitet. Og det var jo de film, jeg havde forsværget, jeg ville bruge min tid på.

Men  - indrømmet - nu er jeg faldet  gevaldigt i.
Efter jeg købte abonnement på HBO, har jeg slugt serien Zero Zero, Zero i et hug.

Og den serie handler om en stor kokainhandel. Man følger køberne - mafiaen i Italien, producenterne - kartellerne i Mexico, og transportørerne, et amerikansk familiefirma fra New Orleans.

Undervejs kommer vi ud på det store, tomme Atlanterhav, til den hektiske havneby, Dakar i Senegal, hvor alle er mere eller mindre korrupte, og gennem den barske Saharaørken i det vestlige Afrika, hvor vi også lige skal omkring en flok fanatiske Boko Haram-krigere på vejen til Marokko.

Tidligt i filmen kravler  den ældgamle mafiaboss op fra sin rævehule i bjergene i Calabrien - en hule der er fyldt med teknik og alverdens overvågningsudstyr. - En reference til den virkelige historie på Sicilien?

Det skulle forbydes at skyde så smukke billeder som nattescenerne både her i bjergene og ude på havet i en film med så hårdkogt et emne. Kontrasten er de hårde billeder fra Monterrey i Mexico.

Og så er der sproget. I afsnittene i Italien tales der italiensk, i afsnittene i Mexico tales der spansk - og jeg har jo læst begge sprog på HF-niveau på VUC for nogle år siden, så det er herligt at lytte til sprogene. Få lidt genopfrisket. Når jeg ind imellem får lidt hjælp af tekstningen, kan jeg faktisk godt følge med. 

Så det er det, der lokker mig til at følge serien. Sproget og det, at vi kommer rundt i verden.  Og så er plottet altså også rigtig spændende.

Til min undskyldning kan jeg sige, at der er absolut ingen romantisering af foretagenet. Ingen charmerende helte. Ingen idolisering af mafiaens æresbegreber og  familiebånd. 

I andre serier kan helten være lidt forhutlet, måske være lidt på kanten af loven, han kan være varm og en gammel romantiker, eller han kan være rå og lige lovlig hård, elegant og meget - måske endda rigelig - selvbevidst. Men der er altid noget charmerende over ham. Og han gør jo noget godt for verden.

Sådan er det ikke i Zero, Zero, Zero. Her er alle kyniske, usympatiske, selviske og svigefulde. Kun én enkelt ung mexikansk soldat beskrives sympatisk - men han bliver hurtigt skudt.

Beskrivelsen af, hvordan en korrupt leder af en paramilitær antinarkoenhed som forberedelse til at overtage et narkokartel optræner en hel militær enhed af unge mænd til vold og drab på tilfældige - for blot at demonstrere magt - er voldsom og voldsomt skræmmende. 

Og handlen gennemføres. Leverancen lykkes. Ikke nogen forloren romantik med at de gode trods alt vinder til sidst. - For der er ingen gode i den her fortælling. 

Historien skildrer noget, der nok er virkeligheden. 

Serien bygger på en roman skrevet af forfatter og journalist Roberto Saviano. Saviano har i flere år levet under jorden og under politibeskyttelse pga. dødstrusler fra la camorra – den napolianske mafia – efter at han skrev sin første roman ”Comorra” –  en journalistisk roman, der afslørede mafiaens fremgangsmåder i dagens Italien. 

Bogen blev omsat til film, og filmen vandt i 2008 prisen som bedste film ved European Film Awards, fik juryens særpris i Cannes og var nomineret som bedste udenlandske film ved Oscaruddelingen 2009, dog uden at vinde.

Roberto Saviano i eksil   

Forskellige syn på Saviano

Zero-serien har fået en del kritik. Nogle synes, den er for usammenhængende og bl.a. Informations filmanmelder kritiserer serien for ikke at gå i dybden med personerne og udbygge filmens karakterer ordentligt.

Den kritik er jeg uenig i. Jeg er mere enig med anmelderen i filmmagasinet Ekko. Han fremhæver "filmens objektiverende fremmedgjorthed á la reportage". Politiken er også betydelig mere begejstret. 

Mange fremhæver som mig de smukke billeder og også musikken.

Serien er – som det åbenbart er moderne for tiden – instrueret af forskellige instruktører. En af dem er danske Janus Metz, der er kendt for den Oscarnominerede dokumentarfilm Armadillo, men som også har instrueret dele af True Detective sæson 2.

Andre afsnit af Zero, zero, zero er instrueret af Pablo Trapero, der bliver kaldt et af de største latinamerikanske instruktørtalenter. Så der er ingen tvivl om, at alle sejl er sat til, selv om serien anmeldermæssigt har fået en blandet modtagelse.

PS 

Amerikanske krimier kan jo selvfølgelig også noget - se f.eks. Borsch, der ind imellem er så nervepirrende, at jeg er nødt til at sidde og minde mig selv om, at han er jo hovedpersonen, han er jo hovedpersonen, så der sker ikke noget  :-)  

Og så er serien fyldt med nye amerikanske slangudtryk, så jeg indimellem lige må stoppe op og spole tilbage for at fange dem. Igen samme undskyldning som tidligere  for at sidde klistret til skærmen i sene nattetimer.