Om Borneos fantastiske natur

Vores tur Tur til Borneo juli 2019 var helt fantastisk. Vi oplevede alt det, vi havde håbet på og mere til. 

Jeg har skrevet om Borneo før, men ikke om naturen og dyrelivet. Det er helt uretfærdigt. For på turen fik vi så store naturoplevelser, som jeg aldrig tror, vi får igen (medmindre vi gentager turen) - ikke mindst pga. Stjernegaards fantastiske guide, som kender hvert et sted, hver en fugl og hver en plante.

De største naturoplevelser fik vi i det østlige Sabah - i området omkring Sepilok Orangutan Rehabilitation Centre og på flodcruiser med udgangspunkt i Sukau Rainforest Lodge, en National Geographic-støttet lodge, som selveste David Attenborough brugte som udgangspunkt for sine dokumentarudsendelser på BBC - og hvor også Prins Henrik har opholdt sig :-)

På Sepilok Orangutan Rehabilitation Centre opfostrer de forladte eller skadede orangutangunger. Normalt lever en orangutangunge 7-10 år sammen med sin mor, hvor den lærer alt det, der er nødvendigt. Det lærer ungerne så på centeret, og når personalet finder, de er klar, sættes de ud i skoven. Centeret råder over 40 km2 oprindelig regnskov, og orangutangerne kommer her til at leve som de  vilde orangutanger. Området er ikke indhegnet, så orangutangerne kan bevæge sig længere væk, men de har også mulighed for at vende tilbage  til et fodersted på centeret. Det er her, turisterne kan betragte de fritlevende orangutanger på tæt hold.

Vi besøgte centeret om formiddagen, hvor der var en del turister og kun et par orangutanger, men da vi boede bare 5 minutters gang fra centeret og billetten gjaldt hele dagen, gik vi om eftermiddagen tilbage til 2. fodring. På det tidspunkt var der fredeligt  og meget få mennesker - Ib og jeg kom faktisk som de første. Da var der mange orangutanger, der udfoldede sig lystigt - og en enkelt mor med unge på ryggen kom rigtig tæt på.

Just stand still, sagde vagten, da orangutangen med sin unge på ryggen gik forbi i under en halv meters afstand. Og jeg skal love for, at jeg stod stille. Jeg var den eneste turist lige der på lige det tidspunkt.

Senere spottede vi orangutanger 4 gange højt oppe i trætoppene ude i den rigtige vilde natur.  Det var en endnu større oplevelse, selv om det var på lang afstand.
En enkelt var i gang med redebygning, en anden var morgensøvning og sad bare og strakte de lange arme ud efter gode blade.

Her er der zoomet godt ind

Ved siden af rehabiliteringscenteret for orangutanger lå et tilsvarende for malajbjørne.

Malajbjørnen er verdens mindste bjørn.  Vi så, hvordan den så let som ingenting og på ingen tid kravlede fra skovbunden op i toppen af det højeste træ og satte sig godt til rette der. Det kan den, fordi den har nogle umanerlig lange kløer. Malajbjørnen er en slikmund, så den er ihærdig i sin jagt på lækkerbidskener.

Vi så næseaber - først i et beskyttet område, i Labuk Bay Proboscis Monkey Sanctuary, hvor vi længe kunne betragte dem, når de sad og slog mave, hvorefter de pludselig for afsted - ikke over stok og sten, men fra gren til gren, fra træ til træ i imponerende lange og præcise  spring.  Næseaberne er drøvtyggere. De får hjælp til at fordøje maden af særlige mikroorganismer i deres maver, og ved at gylpe maden op igen og findele den med tænderne, fremmer de fordøjelsesprocessen.

Næseaber lever kun på Borneo. De er stærkt udryddelsestruet. Der lever kun 7.000 individer i naturen. Alligevel så vi senere masser af næseaber ude i den vilde natur, hvor de sprang, ja næsten fløj over store afstande fra træ til træ med en utrolig kraft og behændighed. Næseaberne larmede ret meget, når blade og grene pludselig rystedes af en flok på gennemrejse, og så var de nemme at få øje på, men ikke nemme at fange.  Jeg skulle nok have taget en lille video.
En enkelt rød langur så vi også. Også den er udryddelsestruet og lever kun på Borneo. Langurer er i familie med næseaber. Begge tilhører  den gruppe, der på engelsk kaldes Old World Monkeys. De kendes på deres lange hale. Jeg tror, vi kalder dem marekatte. I den indonesiske del af Borneo findes et center, der forsker i langurer.  Hvorfor mon ungerne fødes hvide og først efter nogen tid efterhånden skifter til den rødbrune farve?
Vi så massevis af makakaber. Nogen krydsede floden på de dertil ophængte abebroer. 

Vi så også flere med unger og en enkelt lille en, der var på farlig færd helt nede ved floden. Havde der været en krokodille i nærheden, havde det været fatalt. 

Jeg så ingen krokodiller på turen - jo, måske en skygge, der forsvandt ned i vandet. Andre gjorde. Det gjorde mig nu ikke noget.

Men pygmæelefanter! Puha. Det ville godt nok være fantastisk, hvis vi var så heldige at se dem.  Det var mere, end de turde love i turbeskrivelsen. Men det lykkedes sørme, og kun fordi vores bådfører gik med til at sejle højere op ad floden, end han egentlig havde lov til. Da han over radioen fik melding om, at der var spottet elefanter, så konfererede han med vores guide, som lovede at betale den ekstra benzin, og så gik det for fuld skrue derudad i en halv time.

Så sad vi andægtigt i båden med motoren slukket og ventede - og håbede!

Mens vi sad der, besluttede jeg, at kom de frem, ville jeg huske at nyde øjeblikket fuldt ud - og derfor undlade at fotografere.  

Pludselig hørte vi dem. Vi hørte lyden af de trompeterende og græsraspende pygmæelefanter, der gemte sig inde bag den høje bevoksning, mens vi spændt sad i båden og ventede og ventede – og endelig kom de frem.

Der var ikke mange - jo i skjul var der vist mange, men bare et par stykker kom frem - men de VAR der - de kom frem - og den ene endda med en lille unge!

Beslutningen om at nyde øjeblikket fuldt ud  - live - og ikke have travlt med at fotografere - holdt - næsten - helt. Lige indtil bådføreren startede motoren for at vende næsen hjemad. Så tog jeg lige et enkelt skud.

På turen hjem var vi alle helt høje.  Det blev en smuk, smuk tur tilbage - lidt senere end beregnet - så vi fik også en fantastisk solnedgang med i købet. Og vores bådfører skulle skynde sig hen og have fyldt tanken op, før nogen kontrollerede hans båd.

Han tog en chance for vores skyld, og vi fik strenge instrukser om at holde mund med vores færd hjemme på lodgen.

Jeg har stadig lyden af elefanterne i mine ører.

Ingen krokodiller, men varaner. En af dem lå på  en stamme langs floden, en anden kom gående på stranden på Gaya en meget tidlig morgen, hvor vi gik en tur på stranden inden morgenmad. - Og så svømmede den lige ud i mit badevand. Jeg tror ikke, den er farlig, men godt jeg ikke var ude i vandet, da den lige kom svømmende. 

Ray, vores lokalguide, var slangeekspert. Det var rart at vide, da en slange kravlede rundt på stolen i restauranten. Helt ufarlig, beroligede han os og bar den væk. 

Men den grønne fyr her, derimod, var yderst giftig. Den sad heldigvis på god afstand inde i et buskads . Nogle af de ansatte stoppede os på stien og udpegede den for os.

Vi så kamæleoner, en kæmpegræshoppe, et par store rokker. 

 Rokken fotograferede vi fra anløbsbroen på Gaya Island. I havnen i Sarakan havde vi set fiskerne lande de kæmpestore rokker, så det var sjovt at se dem svømme levende rundt i havet - i vores eget badevand. 
 En stor flok små flyvefisk fløj også hen over vandoverfladen, en dag vi var ude at svømme. Men da havde vi naturligvis ikke mobilen med.

Men på morgenturen på kajen i Sutera Harbour i Kota Kinabu, hvor vi startede og sluttede rundrejsen, var kameraet med, så vi fangede en stor stime stribede småfisk, der holdt til der. En fiskehejre sad og lurede på stenene, og vi håbede, den ville gå på fiskefangst, men den var åbenbart allerede mæt. Eller også var den halvsyg. Den så lidt sølle ud.



Så var der alle fuglene.  

Men først lige et besøg i Gomangtonhulen.

Udenfor  Gomangtonhulen lurede ørnene på tidpunktet, hvor millioner af flagermus forlader hulen for at søge føde. 

Også bevæbnede vagter vogtede - bevogtede hulen. I hulen lever nemlig svaler, og svalereder er en stor delikatesse i Kina. De eksporteres for store millionbeløb, så der var grund til at bevogte hulen. Her viser en lokalguide de kurve, der benyttes ved indsamling af rederne. Stanken fra flagermuseekskrementer var voldsom, så vi blev udstyret med mundbind. Vi skulle ikke tage fat i rækværk, da de også var besat med ekskrementer, men det var da svært at lade være, når man var ved at glide i lortet.

På flodsejladserne på Kinabatanganfloden så vi mange ørne - og flere forskellige arter. Kim, vores guide udpegede og navngav dem alle. Jeg husker kun et enkelt  navn - toppet slangeørn, for dem var der mange af, svævende højt på himlen over os, men også en enkelt siddende på en lav gren tæt på flodbredden.

Her ses en braminglente - kæmpestor selv på så lang afstand. Andre store fugle, vi så, og som jeg husker navnene på, er purpurhejrer, slangehalshejrer,  adjudantfuglen, som er i familie med marabustorken, de smukkeste metalskinnende isfugle helt  tæt på, og senere på turen ude på vores bountyø, Gaya Island, så vi bittesmå kolibrier i de blomstrende buske lige uden for vores hytte, hvor også kæmpestore sommerfugle svirrede rundt.

To af vore medrejsende var ivrige fotografer med dyre kameraer med kæmpestore objektiver. De næste 6 fotos er skudt af en af dem, Karsten Gudmand- Høyer.

Og så dem, der for mig blev signaturfuglen langs Kinabatanganfloden i Sabah: de fantastiske næsehornfugle – i flere arter.

Silhuetten af to næsehornfugle krydsende floden højt oppe på himlen. Det er det billede, der står stærkest på min nethinde. 

Og ja, dette er billedmanipulation - men det var sådan, det så ud højt oppe på himlen.

Næsehornsfuglepar holder sammen hele livet. Når hunnen lægger æg, - som regel to æg - sker det i en hule i et træ. Så bliver indgangen til hullet næsten helt lukket med spyt og mudder, og så må hannen i de følgende mange uger flyve over 20 kilometer hver dag for at samle moden frugt. Næsehornsfuglen ruger i 35-50 dage. - Og tænk, de kan blive helt op til 30-35 år gammel.
For nylig så jeg dette i en naturudsendelse på 3SAT, og jeg tog et par skærmbilleder. Jeg blev meget fascineret af, hvordan den store og ret tunge fugl kan komme flyvende og lande og sidde fast på den lodrette stamme og herfra fodre hunnen ind gennem en smal sprække.

Og så var der en oplevelse, der kom helt uventet. 

Vi var på vandring i skoven og var nået hen til et tårn, der forbandt to canopies - to hængebroer højt oppe. Lige der var der et åbent område i skoven. 
To ret store egern pilede op og ned i det højeste træ i området. Guiden var gået lidt i forvejen, men en af de andre gæster mente, det var flyveegern. 
Så vi stod i 15- 20 minutter oppe i et højt udsigtstårn og ventede – og pludselig fløj de. Aldrig før har jeg hørt så højt og sonofont et: ”Åh …,” som det, der lød, da de endelig svævede tværs over det åbne område, fra toppen af det højeste træ  og over til træerne på den anden side af stien, ned i nogle lidt lavere træer.

Kim fortalte bagefter, at han havde hørt os og havde gættet, hvad vi havde oplevet.

 

Oppe på gangbroen ventede vi på, at det blev mørkt. Så kravlede vi ned, for så skulle vi med en lokalguide på vandring i mørket. 

Det blev også en stor oplevelse at høre lydene og pusleriet i mørket, efterhånden som skoven lukkede sig om os.

Med lygten udpegede guiden bl.a. sovende fugle og sandelig også de kæmpestore øjne på en slow loris - en nataktiv dovenabe - lige så langsom som et dovendyr. Herunder ses en slow loris på foto fra nettet.

På et tidspunkt var en af os ved at snuble over noget - en gren troede han, men så blev Kim helt ellevild. For da lygteskæret lynhurtigt blev drejet derhen, viste det sig at være en skildpadde - og en meget sjælden art, som han kun en enkelt gang før havde set. Det var noget med piggene på ryggen, der gjorde den helt usædvanlig. Og en skildpadde er jo heldigvis så langsom, så vi alle fik den set og fotograferet.

På denne vandring var det især de tyste lyde i  den fuldstændig nattemørke skov, der gjorde indtryk. 
Andre gange var det kakafonien af lyde, der overvældede os.

Vi vandrede i skovbunden

Vi krydsede en flod på en hængebro.

Vi vandrede på canopies i trætoppene. 

Regnskoven er 140 millioner år gammel, og biodiversiteten er utrolig - der findes 15.000 forskellige plantearter, hvoraf en stor del er endemiske for Borneo. Der findes 2000 forskellige træer og over 1300 forskellige orkideer, 

Og regnskoven var lige så fantastisk, som jeg havde forventet. Både Kim og de forskellige lokale guider øsede af deres store viden om træer og planter.

Bemærk de pigge, der stikker ud. Det er træstykker, der er banket ind i stammen og bruges som stige, når man skal op i toppen for at samle honning fra i kube i toppen af træet. 

 Træet her har de karakteristiske brætrødder. Jeg husker ikke navnet på træet. Nu har lige netop det her træ ikke de største rødder, men alle de steder vi kom, fortalte de os om, hvordan man kunne stå i læ mellem rødderne, hvis der kom et voldsomt regnskyl, og endnu vigtigere, var man faret vild, brugte malajerne at banke på rødderne, for lyden spredtes meget vidt, og så kunne nogen komme og finde en. 

Træet her har blot en flot stamme, synes jeg. Regnskoven vokser jo i etager og nogle træer, som dette, har en høj, høj stamme, så kronen kan folde sig ud over de andre træer.  

Træernes saft og blade udnyttes på mange måder –  til madlavning, til naturmedicin - og tidligere til pilegift. Træet her var åbenbart voldsomt giftigt - farligt bare at røre bladene. Det vidste vi ikke, da Ib og jeg tidligere havde gået på stien på egen hånd :-)

Overalt gik der lianer på kryds og tværs, men den sorte fortykkelse på sidste billede er et termitbo.

Naturen har mange måder at sikre overlevelse på. 

Der tappes stadig saft af gummitræer  - dog i mindre mængder. Nu er det olie fra oliepalmerne, der giver indtægterne. Eksport af hårdttræ er stoppet.

Vi lytter andægtigt 

Vi besøgte Mount Kinabalu Botaniske Have - et UNESCO verdensarvsområde - så blev det også lige krydset af.
Her så vi, jeg ved ikke hvor mange forskellige flotte orkideer og kandebægere. 

Orkideer er jo snyltere.

Der var virkelig frodigt overalt. 
Jeg kunne fylde flere sider med billeder af blomster, vi så, men I skal jo gerne nå til enden af dette blogindlæg, så jeg begrænser mig til et enkelt og så et par billeder af nogle frugter fra en anden botanisk have, vi besøgte. 

.Vi overnattede de dejligste steder - fra det enkle til det luksuriøse - fra et bjergresort med udsigt over mod Kinabalubjerget til vore helt egne colonial cottages ude i regnskoven.

De enkle overnatningssteder var ikke de ringeste. Udsigt og dejlig stemning.

Og sikke farver. Det blå i det grønne op mod bjergtoppen. Ja, her hjælper pigen jo godt til. Hytterne var hvidmalede og havde blåt tag.

Men bungalowerne på Sepilok og på Gaya
var helt ekstraordinære.

Vores "værelse" på Sepilok

Sukau og Gaya

Vi mødte de venligste mennesker.

Vi spiste den dejligste mad – nogle gange på kinesisk med det store fælles bord, hvor man blot drejer bordet rundt for at udsøge sig de bedste lækkerier i de mange små skåle. 
Vi var på fiskemarked - også en dag uden regnvejr.

Vi sejlede i små og store både, på stille floder og en smule oprørt hav, hvor speedbåden huggede i bølgerne, og jeg sad langt fremme forrest, så jeg huggede lidt uroligt med.

På tur med Hemmingway - eller Indiana Jones?

Vi fulgte med i den travle trafik i alle slags både, i havnen i Kota Kinabalu og Sandakan.

Og jeg skal da lige love for, at vi oplevede ægte tropisk regnvejr. Vi oplevede det straks den første aften, da vi efter velkomstmiddagen på et street marked gik på det natåbne fiskemarked. Her blev det styrtregn, så end ikke de tykke presseninger kunne holdet vandet ude. Vi trippede længe rundt mellem vandpytterne under de dryppende presseninger, men til sidst opgav at vente på tørvejr og nåede hjem til hotellet som druknede mus og med pjaskvåde tæer. 

Det varede adskillige dage, før det våde tøj igen blev helt tørt i det fugtigvarme klima.

Og vi oplevede det en aften, hvor vi spiste til aften på den åbne terrasse på Sepilok og prøvede at rykke længere og længere ind/bagud og stadig blev våde, og vi oplevede det en eftermiddag i Kota Kinabu, hvor himlen pludselig blev sort og både Mount Kinabalu i det fjerne og byen under os forsvandt fuldstændig, og først dukkede frem igen 3 timer senere, da det var blevet aften.

Skyerne trækker sammen. Godt vi tog ind i byen tidligt om morgenen.

Verden udenfor er helt forsvundet.

Og byen dukkede op igen

Vi nød solopgangen på Kinabalu Pine Resort, hvor en kilde rislede lige neden for hytten, og hanerne galede tidligt næste morgen, mens minareten kaldte til bøn.  

Malaysia er jo islamisk, men det mærkede vi overhovedet ikke noget til, bortset fra dette enkelte kald fra minareten, kvinder i smukke tørklæder og så det, at resorten på Mount Kinabalu var halalcertificeret - dvs. nul alkohol. Men det var jo ikke  noget problem for os.

Vi nød solnedgangen over floden i Sukau regnskov

Og vi nød solnedgangen over havet på Gaya Island

For vi sluttede jo af på Gaya-øen, som var ren bountyland.

Kun ganske få mennesker, dejlig mad, gode drinks i den blå time og som alle de andre steder, vi var, smilende og utrolig behageligt personale - ren luksus.

Borneo er ubeskrivelig dejlig.