Der er aldrig noget i fjernsynet, der er værd at se .

Der er aldrig noget i fjernsynet, der er værd at se .

Oh jo. Bare man vælger de rigtige kanaler, og for mit vedkommende er en dejlig fjernsynseftermiddag ved at være slut.
Min yndlingskanal er Arte - den tyskfranske fælleskanal. De sender rigtig tit udsendelser fra Sydamerika - mit yndlingskontinent - eller fra øde områder i Centralasien.

Søndag eftermiddag blev det imidlertid til 3 dejlige udsendelser på 3SAT.
Jeg havde brug for at abstrahere fra den irreversible kendsgerning, at jeg var kommet til at slette det blogindlæg, som jeg havde arbejdet på meget, meget længe om søfart, slaver og meget mere.- arkitektur, malerier, museer, fortællinger og gode oplevelser.

Så jeg stenede foran fjernsynet, men som nævnt på en af kvalitetskanalerne.

Først to afsnit af De farligste skoleveje i verden. Først små masaidrenge og piger, der må vandre mellem 3 og 5 timer for at komme i skole. Hen over Masai Mara på tom mave og hele tiden huske at gå op mod vinden, når de støder på elefanter og bøfler. På et særligt sted med leoparder må de være helt stille og vagtsomme.
Pigerne fortæller at de drømmer om en uddannelse og om at de håber, at de ikke meget snart bliver bortgiftet. Drengen derimod vil blive på Masai Mara og eje mange køer, lige som sin far.
Den ældste pige er internatelev, dvs. hun bor på skolen og får derfor også mad, hvis hun når frem til middagspausen. Det er hende, der går i 5 timer, men kun en gang om måneden, når hun har været hjem for at hente skolepengene til skolen.
De to yngre, der ikke er internatelever, er dem, der har gået i tre timer. De får ingen mad på skolen og får først mad, når de når hjem igen sent om eftermiddagen.
Først drengen, naturligvis, som endda også må få blod at drikke fra en nyslagtet ged, mens pigen må vente og kun må få kød. Det eftertragtede blod er kun for mænd og drenge.

Den næste skolevej var endnu mere .... ja, hvad skal jeg sige?
Vi fulgte to fædre i indisk Himalaya, der fulgte tre børn tilbage til skolen efter sommerferien. I 3 dage vandrede de på iskanten langs en iskold, rivende flod - fædrene med 30 kg oppakning og to slæder, hvor de yngste to drenge kunne sidde på på visse strækninger.
Men pga. stigende temperaturer (det var jo sommer , men alligevel ned til minus 30 grader om natten) var iskanten blevet meget smal, og visse steder havde floden som følge af højvande bredt sig, så to gange måtte de møjsommeligt kravle op over klipperne på smalle, smalle klippehylder. Et enkelt sted måtte de vade i vand til et stykke op ad benene.
100 km vandrede de, før de kom til en vej, hvor en bus ventede, og på 4 timer kørte de nu de sidste 60 km til byen.
Børnene blev afleveret, og straks måtte fædrene - som efterhånden også var godt udslidte - på nogle strækninger havde de båret børnene - straks måtte de afsted igen for at nå hjem, før iskanten smeltede endnu mere.

Retfærdighedsvis skal jeg dog tilføje, at også dansk tv har vist flere af udsendelserne i denne serie.

Faktisk havde jeg set dele af den udsendelse før, men ikke hele turen. Filmen, der fulgte efter, var også et gensyn. Jeg kan faktisk ikke huske den nøjagtige titel på fransk - filmen er tysk, /fransk/schweizisk og fra 2004 , sproget i filmen er fransk, men på tysk hedder den Die Kinder des Monsieur Mathieu .
En klassisk handling om en arbejdsløs musiker, der bliver ansat som pedel på et drengehjem med en alt for streng disciplin . Skønt stilligsbetegnelsen kommer han alligevel til at undervise, og han får dannet et drengekor, hvor alle drenge i klassen vel og mærke er med. En enkelt dog kun som nodeholder :-) men det er også en vigtig funktion i Monsieur Mathieus univers.
Drengene synger som engle, og filmen er fyldt med de smukkeste kor-stykker med de rene drengestemmer.

Også filmens opbygning er klassisk. En af drengene , Pierre, bliver en berømt dirigent og vender først tilbage, da hans mor dør, og en kammerat kommer og giver ham Monsieur Mathieus dagbog. Den hjemvendte dirigent genoplever nu tiden med Monsieur Mathieu, der fik ham på konservatorie og dermed gav ham mulighed for at nå dertil, hvor han nu er. Den voksne Pierre spilles af Jacques Perrin, som spillede en lignende karakter i den italienske ligeså dejlige film Mine aftener i Paradis.

I slutningen af filmen bliver Monsieur Mathieu, og han får ikke lov at tage afsked med drengene. Sørgmodig går han afsted med sin kuffert, men så flyver det pludselig ud med papirsflyvere med afskedshilsner fra drengene, der - indelukket på sovesalen - synger en afskedssang til deres lærer.

En varm og rørende film i familie med Seize the Day og Der kommer en dag om drengene på børnehjemmet Godhavn, men Die Kinder des Monsieur Mathieu har så den vidunderlige musik ekstra - og det franske sprog.

Og mens jeg sad og skrev dette, flød den dejligste klassiske musik fra endnu en udsendelse på 3SAT.

Joh, man må sige, der er kvalitetsforskel, alt efter hvilken kanal, man tuner ind på.

Søndag aften - og andre aftener - er DRK nu også leveringsdygtig med både klassisk musik og andet godt som musikquiz, kunstquiz og historiequiz.

Og ellers er der jo altid Viasat History eller Viasat Nature at ty til.