Med gennemgangen af de nordlige og sydlige stormsvaler kom jeg helt igennem alle skråper og petreller.
Den sidste, jeg fortalte om, var white-throated Storm petrel, Nesofregetta fuliginosa, hvidstrubet stormsvale.
Det var meget passende. Dermed nåede jeg tilbage til udgangspunktet for alle mine blogindlæg om skråper og petreller, nemlig dem, der findes på eller omkring Kiribati.
Linje- og Phoenixøerne er vigtige ynglesteder for skråper og petreller.
Oprindelig havde jeg på e-Bird fundet 18 arter, man træffer omkring Kiribati.
Jeg blev optaget af de mange arter, der findes - også alle dem, der ikke findes omkring Kiribati, og jeg stillede mig selv en opgave: Når jeg havde læst om dem alle, ville jeg vende tilbage til de 18 og se, hvor mange af disse, jeg kunne huske og genkende.
Det er så det, jeg er i gang med nu.
Men det er efterhånden længe siden, jeg fandt listen med de 18 arter, og efterfølgende har jeg fundet ud af, at Avibase The World Bird Database har 29.
Jeg lægger ud med de 6 centrale arter for øerne og havet omkring dem, og så ser jeg, hvor langt jeg når ned ad listen.
Det er oplagt at starte med Phoenixpetrellen (Pterodroma alba) og Christmas shearwater (Puffinus nativitatis) de to der har navn efter geografiske lokaliteter - Phoenix-øgruppen og Christmas Island, der en en af Linjeøerne.
Phoenix-petrellen har sit allervigtigste yngleområde på Linje- og Phoenixøerne og især på det beskyttede fuglereservat Motu Tabu på Christmas Island, som er en global højborg for denne art.
Phoenixpetrellen er en typisk gadfly petrel med des karakteristiske hurtige flugt i højtliggende buer og glid. Den er også kendt for sin langvingede flyvning med vinger ofte bøjet ved albuerne.
Langt, langt de fleste skråper og petreller er "burrow breeders" - har reder i et hul i jorden. Men ikke Phoenix-petrellen.
Dens rede er typisk blot lidt skrabsammen direkte på jorden, måske i en lille fordybning under træer, lav vegetation eller buske, selvom nogle også kan bruge sprækker blandt klipper eller huler i blød jord.
Faktisk er jeg ikke så heldig med netop at vælge Phoenixpetrellen og Christmas shearwater som startfuglene, for også Christmas Shearwater (Puffinus nativitatis) skiller sig ud ved ikke at være en "burrow breeder". Også den har rede på jorden, i små fordybninger, godt skjult under tæt vegetation eller under klippefremspring.
Ofte finder man rederne under naupaka - scaevolaplanten.
Christmas-skråperne beskrives ofte som tamme eller frygtløse, hvilket gør dem lette at nærme sig på deres ynglepladser, hvor de ofte sidder gemt i løbet af dagen. Generelt er de tavse til søs, men frembringer lave støn, jamren og klynken ved deres ynglekolonier.
 |
| Dykkende Christmasskråpe |
Det generede mig lidt, at jeg kom til at starte med to arter, der ikke er Burrow nesters. Så jeg måtte lige søge på en liste over skråper, petreller, stormsvaler, der benytter huler. Og den liste, den var heldigvis lang. Meget lang. 80 % af dem er burrow-nesters. Jeg tog et skærmdump til dokumentation.  Det var en fornøjelse for mig at se, hvor mange navne jeg genkendte. Den næste fugl, jeg vil præsentere, var heldigvis på listen: Wedge-tailed Shearwater (Ardenna pacifica), kilehalet skråpe. Du kan se. jeg har indsæt et link. Det vil jeg gøre fra nu af ved alle arterne. Linket fører til e-Bird med billeder af smukke fugle og et kort over deres udbredelse - og ikke mere. Yderligere beskrivelser af dette og hint ligger allerede i de blogartikler jeg har skrevet om skråper, petreller og storsvaler. Wedge-tailed Shearwater (Ardenna pacifica), kilehalet skråpe er nok den mest udbredte ynglefugl på Kiribatiøerne, hvor den danner store kolonier. På fransk hedder den Fouquet's Puffin.  Wedge-tailed Shearwater koloni, Lehua Islet, Hawaii. Kilehalet skråpe forveksles let med Newell’s Shearwater, Hawaiian Petrel og Christmas Shearwater.   Så kan jeg meget passende tage Tropical Shearwater (Puffinus bailloni) nu. Også den er en almindelig ynglefugl på stedet, som i vidt omfang søger føde i de ækvatoriale strømsystemer omkring Kiribati. Lokalt og historisk omtales den ofte som "Audubon's Shearwater" . Men Audubon's Shearwater er et ældre navn for Sargasso-skråpen, som den ligner meget. Så meget at man tidligere troede de var samme art, men det er nu afkræftet. Polynesian Storm-Petrel (Nesofregetta fuliginosa) er regionens mest ikoniske stormsvale, har jeg læst.- Uden at det præciseres hvori det ikoniske består. De 6 arter, jeg har omtalt nu, er de seks, der yngler i Kiribati.  Så følger en enkelt art, der ikke yngle i Kiribati, men ofte er til stede i Kiribati.  To arter opføres som lidt sjældnere, men dog set regelmæssigt omkring Kiribati.  Soothy Shearwater og Shorttailed Shearwater yngler i enorme kolonier omkring New Zealand og det sydlige Australien og bevæger sig derefter mod nord – direkte gennem det centrale Stillehav, herunder farvandene omkring Kiribatis Line- og Phoenix-øer – for at tilbringe den nordlige sommer i det subarktiske område. Jeg har sat arterne ind i tre andre skemaer, der hver viser petreller, skråper og storsvaler. Her har jeg farvet ynglende fugle lilla, hyppige gæster grønne, og sjældnere gæster gule. Og så er der alle de hvide tilbage, som er observeret i eller omkring Kiribati. Først petrellerne  Avibase har 15 petrel-arter med på sin liste.
A-et ud for nogle af fuglene angiver Accidental - altså sjælden/tilfældig/ved et uheld. Tahiti-petrel yngler længere mod syd og øst i Stillehavet blandt andet i Fransk Polynesien, Fiji og Amerikansk Samoa. Selvom de strejfer vidt omkring i det tropiske Stillehav, ses de kun lejlighedsvis, når de passerer gennem Kiribatis havområde. Pycrofts petrel er en sårbar art, der udelukkende yngler på små øer ud for New Zealands kyst. Efter ynglesæsonen trækker de mod nord til det centrale og sydvestlige Stillehav, hvor den observeres yderst sjældent i Kiribati. Mottled petrel yngler langt mod syd omkring New Zealand og foretager enorme, vidtrækkende træk op til det nordlige Stillehav, hvor den undervejs hurtigt passerer gennem ækvatoriale farvande som dem ved Kiribati. Collared petrel hører hjemme i det sydvestlige Stillehav og yngler primært på Fiji og Vanuatu. De bevæger sig sjældent så langt mod nord eller øst som til Kiribati. White-necked petrel yngler hovedsageligt på New Zealands Kermadec-øer. Den tilbagelægger store afstande over Stillehavet, men benytter ikke Kiribati som et fast fødesøgningsområde. Black-winged petrel yngler på forskellige subtropiske øer i det sydvestlige Stillehav. Selvom de udvider deres udbredelsesområde til den anden side af ækvator uden for ynglesæsonen, er dokumenterede observationer i umiddelbar nærhed af Kiribatis atoller meget sjældne. Nu shearwaters - skråperne 
Newell's petrel optræder ikke på Avibase, men det er muligvis , fordi listen er fra 2022l. Den optræder til gengæld på en fransk liste Oiseaux.net's Birds of Kiribati, som er fra september 2026, og på e-bird er der en observation fra maj 2026. Så jeg er helt up-to-date. Og endelig storm petrels - stormsvalerne.  Avibasen ser sådan ud: To nordlige stormsvaler og tre sydlige. Polynesian petrel er jo den, der yngler i Kiribari. White-faced storm petrel er den eneste sydlige stormsvale, der også yngler på den nordlige halvkugle. Wilson's storm petrel er en af verdens mest talrige fuglearter. Den yngler i Antarktis i løbet af den sydlige sommer og er lejlighedsvis blevet observeret, mens den bevæger sig gennem de pelagiske zoner ved Kiribati. Men den betragtes som en fåtallig gæst og ekstremt sjælden nær Kiribati. Avibase har ikke Matsudairas 's storm petrel med. AI skriver: "Matsumeira's storm petrel. En helt mørk stormsvale, der udelukkende yngler på de japanske Vulkanøer. Uden for yngletiden trækker den gennem det vestlige og centrale Stillehav og passerer farvandene omkring Mikronesien og Gilbert-øerne i Kiribati." Men på E-birds udbredelseområde er den ikke i nærheden af Kiribati. Nærmere milevidt derfra. Men nu har jeg nævnt den. Mange af de fugle, der på mine skemaer er uden farvemarkering, er utrolig sjældent set. Ofte med bare en enkelt observation. Jeg har gennemgået dem alle og var i gang med at indsætte udbredelseskort fra e-Bird for alle. Men slettede dem igen. På nogle af dem kunne jeg ganske enkelt ikke finde nogen prik ved Kiribati. Men jeg har indsat link til e-Bird, hvor man kan se udbredelseskortene. Der er der som regel kun fotos af flyvende fugle. De er nu meget sødere, når de putter sig på land.     Dette blogindlæg har hovedsageligt bestået i at organisere de mange fugle. Mange vil nok synes, det er lidt skørt. Men jeg har nydt det. For det har givet mig lejlighed til lige at repetere nogle af de mange fugle, jeg har skrevet om - møde dem igen og huske, hvorfor jeg synes, de er spændende. Som f.eks. Stejgeners petrel. Det er en af dem med yngel på bare en eneste lille ø, Isla Alejandro Selkirk (som også byder på en interessant historie), en speciel migrationsrute og en historie om manden, som fuglen er opkaldt efter.   Leonhard Stejneger som 91-årig. På falderebet stødte jeg på et morsomt sammentræf. jeg har netop lånt bogen Sangen om Mirabilis af Anni Kytömäki på biblioteket. Hovedpersonen Ella rejser rundt i Amur-regionen som omrejsende akrobat, og hun møder Leonhard Stejneger, der i en anmeldelse af bogen beskrives som " - balancerede på grænsen til skizofreni, hjemsøgt af den spøgelsesagtige skikkelse af opdagelsesrejsende og videnskabsmand Georg Steller, der fulgte ham næsten overalt." Anmeldelsen er ikke overvældende positiv. Den slutter: "Bogen er på ingen måde dårlig – tværtimod – men den efterlader et lidt uafsluttet indtryk. Ikke desto mindre er det et værk, der er værd at anbefale, takket være de gode øjeblikke og det smukke sprog."  Nu vil jeg forlade fuglene og tage fat på romanen. |
Fin opsamling på fuglerejserne. Det bliver spændende at høre om “Sangen om Mirabilis” er en sidevender eller en trægvender.
SvarSlet