Om petreller 1

Procellariiformes er en orden af fugle. Alle de omkring 138 arter er havlevende. Fire arter er uddøde siden 1500-tallet, læser jeg.
Allerede her vækkes min undren. Kun fire uddøde arter? Jeg synes, jeg har læst om flere.  Og hvordan kan man følge det helt tilbage til 1500-tallet. Så tidligt er der næppe forsket meget i skråper og petreller.
Der er meget, man kan undre sig over. Det er sundt. Det får de grå hjerneceller til at arbejde. Så det vil jeg fortsætte med undervejs - at undre mig.


Kigger man på skråper og petreller samlet set, så findes de i alle store havområder lige på nær Hudson-bugten og Den bengalske Bugt.






Skråperne spreder sig næsten overalt, mens petrellerne mest er at finde på den sydlige halvkugle, i Det sydlige Ishav, tæt på Antarktis og ellers rigtig mange ved Australien og New Zealand.




Porcellariidae-slægten opdeles som det ses på illustrationen herunder.

Øverst ses fullmarine petreller, som er markeret med en vertikal blå streg.

 

Fullmarine petrels skiller sig ud som de mindst ensartede -  den mest variable af de fire grupper inden for Procellariidae. De udviser utrolige forskelle i størrelse, fjerdragt og biologi, med vægte fra 250 grams snepetrel til 5 kilograms kæmpepetreller. De har dog et samlende træk, deres kranium og især deres næserør.

Jeg starter med den mindste - og yndigste petrel.

Snepetrellen (Pagodroma nivea) er en fin lille ren hvid petrel med kulsorte øjne, et lille sort næb og blågrå fødder. Kropslængden er 30-40 cm. 

Dens  flugt er uberegnelig med hyppige retningsskift.

Den beskrives som et "drømmesyn" ofte set flyvende nær isbjerge og pakis.

Snepetrel over Ross-havet, Antarctis
Næsten som en hvid terne

Snespetrellen blev beskrevet i 1777 af den tyske naturforsker Georg Forster i hans bog "A Voyage Round the World". Han havde ledsaget James Cook på Cooks anden rejse til Stillehavet.

Han skriver:

"Vi observerede især en petrel, omtrent på størrelse med en due, helt hvid, med et sort næb og blålige fødder; den dukkede konstant op omkring de isfyldte masser og kan betragtes som en sikker forløber for is."

Forster placerede snesvalen i slægten Procellaria, som Carl von Linné i 1758 havde opfundet for petrellerne. og opfandt det binomiale navn Procellaria nivea.I 1856 ændrede den franske naturforsker Charles Lucien Bonaparte slægsnavnet til  Pagodroma. Pagodrama  kombinerer det oldgræske "pagos", der betyder "frost" eller "havis", med "dromos", der betyder "racer" eller "løber". Det specifikke tilnavn stammer fra det latinske *niveus*, der betyder "snehvid."

Snepetrellens udbredelse

Flokke ses karakteristisk siddende på isbjerge.

Her er bare en enkelt.

 De yngler i små til store kolonier på blottede klipper, normalt nær havet, men også i indlandsbjergkæder mere end 400 km fra det åbne hav. 80%  af petrellerne graver huler til deres reder, men det siger sig selv, at det kan petrellerne ved Antarktis ikke. En anden del af de 20%, der ikke graver huler, undlader det, da de yngler på steder, hvor de ikke er udsat for rovfugle. De kan så til gengæld være udsat for andre farer, som f.eks. rotter.

 Snepetrellens reder er simple småstensforede skrammer, normalt i dybe klippesprækker med overhængende beskyttelse. Rederne forlades, hvis de skjules af kraftigt snefald. "Ægdødeligheden" er 50%, og kyllingedødeligheden er 10-15%. 

I kolonierne  langt fra havet kan man se snepetreller bade i sne.

Snepetrellen er en af ​​kun tre fugle, der er set ved den geografiske Sydpol. De andre to er den antarktiske petrel og den sydpolare kjove, som har de sydligste ynglepladser af alle fugle, inde i landet i Antarktis.

Antarktisk petrel (Thalassoica antarctica) er den næste på "slægtstræet" ovenfor.

Den er 40-45 cm lang, har et vingefang på 100-110 cm og en vægt på ca. 675 g, så de er lidt større end snepetrellen. 

Det er en markant chokoladebrun-hvid havfugl, der yngler i store kolonier på kystnære eller indlands klipper (nunatakker) primært  nær pakis og drivis i Ross- og Weddelhavet, og som nævnt er den en af de få fuglearter, der kan findes langt inde på det antarktiske kontinent. 

Også den antarktiske petrel blev spottet på Cooks anden rejse til det sydlige Stillehav. I 1773 nævnte både Cook og naturforskeren Georg Forster petrellen i deres separate beretninger om rejsen.  Forster skrev:

Den 17. om formiddagen krydsede vi Antarktiscirklen og trængte ind i den sydlige iskolde zone, som hidtil havde været uigennemtrængelig for alle navigatører. Nogle dage før denne periode havde vi set en ny art af petrel, af brun farve, med en hvid mave og rumpe og en stor hvid plet på vingerne, som vi nu kaldte Antarktis-petrellen, da vi så store flyvninger på tyve på tredive af dem heromkring, hvoraf vi skød mange, som desværre aldrig faldt ned i skibet

De er meget sociale, og ses ofte i store flokke på tusindvis. De kan dykke både fra overfladen og luften.

Denne petrel har et anslået forekomstområde på 77.500.000 km² og mellem 10 og 20 millioner voksne fugle.

Den antarktiske petrel, som navnet antyder, lever og yngler i det sydlige Ocean og på de antarktiske øer. Den yngler på snefri klipper og klippevægge, på kysten eller på øer ud for kysten. De er dog blevet fundet op til 250 km inde i landet.  Et andet almindeligt hvilested er isbjerge.  Ynglende kolonier i yngleperioden oktober-november kan være så store som 200.000 par. Den største enkeltstående koloni nogensinde observeret, Mühlig-Hofmann-bjergene , blev dog anslået til at være omkring en million antarktiske petreller, formodentlig inklusive ikke-ynglende fugle og unger.

Kun  70-90% af antarktisk petrel klækkes.  Det er der to hovedårsager til. Den ene er, at et æg, der ruller ud af reden fryser, og fosteret dør. Den anden er  prædation fra sydpolarjove. 

Sydpolarkjoven (Stercorarius maccormicki) er en stor og hårdfør havfugl, der primært yngler på kysterne af det antarktiske kontinent. Den er den tredje art, med de sydligste ynglepladser af alle fugle, inde i landet i Antarktis. Den yngler længere mod syd end næsten nogen anden fugleart i verden. 

Så den skulle også med, selv om den ikke er en petrel - og selv om den ikke er en rar fyr over for den antarktiske petrel.

Den ruger overvejende i stenede områder og lægger normalt to æg.

Et af de bedste kendetegn i luften er den iøjnefaldende hvide plet (kaldet et "kjove-blink") på vingerne.

Udtrykket kjoveblink bruges af danske ornitologer og fuglekiggere til at beskrive det karakteristiske, hvide blink, man kan se på undervingen, når en kjove flyver forbi. 

Arten har et stort udbredelsesområde som skønnes at være fra 100.000 til 1.000.000 km² og verdensbestanden skønnes til at være fra 10.000-20.000 individer.   Vinteren tilbringer den i Stillehavet, Indiske Ocean eller Atlanterhavet. Under flyvningen når den blandt andet til det nordøstlige Atlanterhav. 

Den er kendt for sin tilpasning til ekstreme miljøer, sine utrolige træk og sin aggressive adfærd, som har givet den et lidt plettet ry.

Nær ynglepladserne lever den ofte af at jage pingvinunger og stjæle andre fuglearters æg. Den forfølger andre havfugle i luften, indtil de gylper deres bytte op. Den dræber og æder også fugle som måger, terner og suler Ligesom andre kjover angriber den mennesker eller andre dyr som nærmer sig reden. 

Så lad mig vende tilbage til  - måske lidt venligere - petreller.

Pintado-petrellen (Daption capense), også kaldet Kap-petrellen  har et udbredelsesområde på 146.000.000 km², og  en anslået bestand på omkring 2 millioner. Den er en af de petreller, der ikke er truet.

Slægtsnavnet Daption er et anagram over det portugisiske navn "Pintado", som blev givet til arten af ​​navigatører på grund af dens brogede fjerdragt. Pintado er portugisisk og spansk for "malet". Men "Daption" kommer også fra et oldgræsk ord, der betyder "lille spiser". 

Artsbetegnelsen capense betegner Kap det Gode Håb, det sted , hvor den først blev indsamlet. 

Det alternative navn "Kapdue" stammer fra fuglens vane med at hakke i vand, mens den spiser. 

Pintado-petrellen er den eneste slags havfugl med dens karakteristiske plettede farve.

Den yngler på klipper eller på fladt terræn, normalt inden for en kilometer fra kystlinjen. Rederne er lavet af småsten og er placeret under overhængende klippefremspring, der bruges som beskyttelse mod elementerne.

Deres primære ynglepladser er på den antarktiske halvø  og de  subantarktiske øer: South Georgia , Ballenyøerne , Kerguelenøerne (Desolation Island) samt øer i Scotiahavet . 

De subantarktiske øer: 
South Georgia , Ballenyøerne og Kerguelenøerne markeret med rødt.
Øverst til venstre ses Scotia-havet.

Scotiahavet, det var det hav, som omkring 1932 blev opkaldt efter Scotia, ekspeditionsskibet, der var del af den skotske nationale antarktiske ekspedition (1902-1904) under William S. Bruce. 

Den mest berømte rejse gennem dette iskolde hav blev foretaget nær slutningen af ​​den imperiale transantarktiske ekspedition i 1916 af Sir Ernest Shackleton og fem andre i den tilpassede redningsbåd James Caird. De forlod Elephant Island, lige ud for spidsen af ​​den antarktiske halvø, og nåede South Georgia Island to uger senere. Det var en afstand på næsten 1450 kilometer, og solen blev kun observeret for navigationspunkter fire gange under hele rejsen. 

Nogle yngler så langt nordpå som Aucklandøerne , Chathamøerne og Campbelløerne . 

Aucklandøerne 

Chathamøerne 

 Campbelløerne 

Om vinteren bevæger pintado-petrellen sig længere nordpå, så langt som Angola og Galapagosøerne

Kosten består af 80% krebsdyr , såvel som fisk og blæksprutter . Krill er deres foretrukne krebsdyr, som de får fat i ved at fange på overfladen samt ved at dykke ned under vandet og filtrere dem fra.  De er også kendte for at følge skibe og spise spiseligt affald, der kastes overbord. De er aggressive, mens de spiser, og spytter deres maveolie ud efter konkurrenter, selv deres egen art. Så det var så som så med en fredeligere fugl.

Kæmpepetreller danner en slægt, Macronectes, som består af to levende og en uddød art. De er de største fugle i denne familie. De har stærke ben og  er de eneste petreller, der er i stand til at gå på land og kan bevæge sig effektivt rundt på land. 

Giant petrels are capable walkers, unlike other petrels

I flugt har de  et noget pukkelrygget udseende.

Kæmpepetreller er enorme, frygtløse havfugle. De er kendt for deres imponerende størrelse. De har et vingefang på op til 2 meter og kan veje mellem 3 og 5 kg. De er så store, at de ikke behøver at yngle i huler som andre petreller.

De er ekstremt aggressive rovdyr og ådselædere, hvilket har inspireret til et andet almindeligt navn, stinker.

Søfolk og hvalfangere omtalte også kæmpepetrellen som molly-hawk, gong, glutton bird og nelly.

De to arter er Nordlig kæmpepetrel (Macronectes halli) og Sydlig kæmpepetrel (Macronectes giganteus).

• Macronectes kommer fra oldgræsk og betyder "stor svømmer" (makros betyder "stor/lang" og nēktēs betyder "svømmer"). Det refererer til fuglenes evne til at svømme og glide elegant over enorme oceaniske afstande. 
• Artsnavnet halli er en hyldest til den australske ornitolog og antarktisforsker Robert Hall, som beskrev de fugle, der yngler på Kerguelen-øerne.
• Giganteus kommer fra latin (giganteus) og betyder "gigantisk" eller "kæmpestor" – en henvisning til, at denne fugl er den største af alle stormfugle og kan nå størrelsen af en lille albatros

Begge arter har et massivt, blegt næb. Nordlig kæmpepetrel  med  rødbrun spids.  Sydlig kæmpepetrel  med lysgrønlig spids.

• Deres vaner ligner hinanden, og de to omgås let hinanden, ofte ses de efter skibe.
• Fjerdragten på nordlig kæmpepetrel varierer. De fleste fugle er mørke overalt eller med et hvidligt ansigt, men nogle har et meget hvidligt hoved og underside. I modsætning til sydlig kæmpepetrel har den ikke en hvid morf.  

 

• 
  

  

  Her kan du se den rødbrune spids.

• 
  
• 
  
• Den nordlige kæmpepetrel findes i hele det sydlige Ocean nord for den antarktiske konvergenszone og nordpå gennem Chile, Argentina , Sydafrika, New Zealand og halvdelen af ​​Australien. Over 4.500 par yngler på øer i South Georgia- gruppen. De yngler også på nogle af Chatham-øerne , Kerguelen-øerne , Crozet-øerne , Macquarie-øen og andre. Deres samlede udbredelsesområde er 82.600.000 km2.

Den sydlige kæmpepetrels udbredelse overlapper stort set med den lignende nordlige kæmpepetrel, selvom den generelt er centreret lidt længere sydpå. Med den udbredelse, der er vist for den nordlige kæmpepetrel er det nu svært at se, at den sydlige kæmpepetrels udbredelsesområde kan komme ret meget længere sydpå. men måske skal det læses anderledes / modsat. At den sydlige art ikke træffes så clangt mod nord som den nordlige. det ville give mening.

Den sydlige ses let fra kysten og færger i Tierra del Fuego. Så jeg har haft chancen for at se den. Men da jeg var der, anede jeg ikke, der fandtes kæmpepetreller.

Der er to forskellige former, den mørke, der ligner den nordlige kæmpepetrel , og den mere tydelige lyse form.  Den lyse form er sjældnere og meget tydelig med kun små sorte pletter på et ellers helt hvidt udseende. 

Som unger starter den mørke form mere sodbrun og blegner, når den ældes. 

For at hjælpe den sydlige kæmpepetrels fortsatte overlevelse blev den opført i CMS Appendix II og ACAP Annex I. 

CMS Appendix II og ACAP Annex I er centrale internationale lister, der arbejder sammen om at beskytte trækfugle, primært albatrosser og petreller. 
CMS Appendix II (Konventionen om migrerende arter) fungerer som en juridisk ramme, der tilskynder medlemslandene til at indgå regionale aftaler. 
ACAP Annex I (Aftalen om bevarelse af albatrosser og petreller) er en konkret juridisk bindende aftale under CMS-paraplyen. Annex I indeholder selve artslisten over alle verdens 22 albatrosarter samt en række truede petrel- og skråpearter

Mange af de øer, hvor kæmpepetrellerne yngler, er naturreservater , og Gough Island og Macquarie Island er verdensarvssteder . Overvågning udføres på South Georgia Island, Marion Island , Crozet Islands, Terre Adélie og Macquarie Island.

Den uddøde art af kæmpepetrel kaldes Macronectes tinae. 

Den levede for cirka tre millioner år siden i løbet af Pliocæn-epoken i området omkring det nuværende New Zealand. 
Arten blev videnskabeligt beskrevet i 2023 ud fra fossiler (et kranium og en knogle) fundet af en amatørarkæolog ved South Taranaki på New Zealands nordkyst. 

Macronectes tinae var en smule mindre end de to nulevende arter af kæmpepetreller, men havde det samme kraftfulde, krogformede næb, der blev brugt til at ådselsæde og jage.

Macronectes tinae som man forestiller sig, den har set ud

Så skal vi pludselig op til vores egen del af kloden.

For den nordlige mallemuk (Fulmarus glacialis) er udbredt langs arktiske og tempererede kyster, især ved Island, Færøerne og de Britiske Øer. Fuglen bliver 43-52cm lang og vejer 700-850 g. Dens vingefang er 101-117 cm lang og den lever 20-40 år. 

I Danmark er den en regelmæssig træk- og sommergæst ved kysterne. 

 Efter at ikke-ynglende mallemukker havde holdt til ved Bulbjerg i ti år, lagde to par æg i 1998 som de første i Danmark nogensinde. Yngleforsøget mislykkedes dog, men i år 2000  lykkedes det to par at få unger på vingerne. Mallemukkerne har siden forladt Bulbjerg, og bestanden i Nordsøområdet har i de senere år været i tilbagegang. 

Mallemukken kan blive gammel. Den ældst registrerede fugl blev 40 år.

Mallemukken er en tung og tætbygget havfugl, der flyver med korte, stive vingeslag, som gør at den ikke let forveksles med måger, selv om den ligner en måge.

Beslægtet med måger er den ikke, men derimod med albatrossen.

Albatrossen tilhører ligesom alle mine skråper og petreller ordenen Procellariiformes,  men albatrosserne har deres egen familie (Diomedeidae).

Jeg har altid tænkt på mallemukken som en stor fugl. Men det er den egentlig ikke. Længde på 43-52cm log vægt på 700-850 g er ikke voldsomt. men jeg tror, det er ligheden med ordet en mukkert, der har ledt mig på de tanker. En stor tung hammer. Det passer sammen med beskrivelsen en tung og tætbygget fugl.

Ordet mukkert stammer fra det hollandske ord mokke - en  tyk pige.

Mallemuk stammer også fra hollandsk - fra ordet mallemok. Det er en sammensætning af to ord:  Mal, der betyder "tosset" eller "tåbelig" og Mok, der er en gammel betegnelse for en "måge". 

Navnet hentyder til, at mallemukken ofte virker meget ubesværet og tillidsfuld over for mennesker til søs, hvilket historisk fik den til at fremstå enfoldig eller "tosset", da den let lod sig fange.

Der er to udgaver af den nordlige mallemuk. Lyse fugle, der er hvide på undersiden og grå på oversiden som en måge. Mørke fugle som er generelt sodgrå, mørkere og mere brune. den mørke udgave er sjælden i Atlanterhavet.

 Den nordlige mallemuk kan ses enkeltvis eller i flokke, ofte i løs tilknytning til andre havfugle, når de søger føde. Yngler på klipper på høje breddegrader på hele den nordlige halvkugle. Ellers findes den til havs i koldt vand.  

Når mallemukken slår sig ned på en afsats, tager den sig ikke af, om andre fuglearter har annekteret stedet. Forsvinder de ikke omgående, gylper mallemukken en ildelugtende olie ned over deres fjerdragt, så de aldrig kommer tilbage til klippehylden. Når fuglefangere kommer i line ned langs fjeldmuren, sker der ofte at de får deres tøj tilsølet af det ildelugtende opgylp, som mallemukkerne kan slynge indtil et par meter fra sig.

På Færøerne er mallemukkens fede unger, en af færingernes yndlingsspiser. Ungernes flyveevne i den første tid efter at de har forladt reden er endnu så ringe, at de ikke kan komme på vingerne uden forholdsvis stærke vinde. De er derfor lette at fange med en ketcher fra en motorbåd. 

Den nordlige mallemuk blev først beskrevet som Procellaria glacialis af Carl von Linné i 1761, baseret på et eksemplar fra polarcirklen på Spitsbergen . Linné baserede sin beskrivelse primært på "Mallemucke", der var blevet beskrevet og illustreret i 1675 af den tyske naturforsker Friderich Martens i hans beretning om sin rejse til Spitsbergen .

Slægtsnavnet kommer fra det oldnordiske Fúlmár, der betyder "ildelugtende" eller "måge" på grund af fuglenes vane med at udstøde en ildelugtende olie. Artsbetegnelsen glacialis er latin for "iset".

Mallemuk -bjerget i det nordøstlige Grønland er opkaldt efter mallemuken.

Den sydlige mallemuk hedder på latin Fulmarus glacialoides. Artsbetegnelsen glacialoides kombinerer den specifikke glacialis, der blev introduceret af Carl von Linné i 1761 for den nordlige mallemuk, med det oldgræske ord -oidēs, der betyder "ligner". Molekylære data tyder på, at de to mallemukarter divergerede i løbet af Pleistocæn-epoken.

 Den yngler på en række af øerne omkring Antarktis , såsom Sydsandwichøerne , Sydorkneyøerne , Sydshetlandsøerne , Bouvetøen og Peter I-øen . Fuglen yngler også flere steder langs Antarktis fastlandskyst. 

Til søs forekommer den hovedsageligt langs den ydre kant af pakisen om sommeren med vandtemperaturer på -1,5 til 0,5 °C (29,3 til 32,9 °F). [ 7 ] Om vinteren bevæger den sig regelmæssigt nordpå til omkring 40°S breddegrad. Den forekommer længere nordpå i det kølige vand i Humboldtstrømmen og når Peru . Små antal ses ud for kysterne i Sydafrika , det sydlige Australien og New Zealand . Mange fugle kan blive skyllet op på strande efter storme. Der er flere ubekræftede rapporter fra Nordamerikas vestkyst . 

Fuglen flyver med en blanding af lavvandede flaps og lange svævebevægelser, ofte med blikket nedad for at scanne vandet. Vingerne er ret brede og rundede og holdes stive. Den har en mere særpræget og skarp fjerdragt end den nordlige mallemuk. Den har en  lys sølvgrå ryg og hvid funderside.. Hovedet er hvidt med en lysegrå krone . Vingerne har markante hvide felter og en sort bagkant. Halen er ensfarvet grå. Ben og fødder er lyseblå. Næbbet er lyserødt med en sort spids og blålige næserør. Det kan anes på billederne herunder.

Den er normalt tavs, men har høje, kaglende kald, der udstødes ved reden eller i flokke, der spiser. Friende fugle producerer "soft drones" og gutturale kvækende kald. 

Inden for ornitologi er en "blød droning" en lav, kontinuerlig og beroligende vokalisering produceret af fugle for at knytte bånd med en partner eller fastholde deres opmærksomhed. Det høres ofte under nærkontakt og er et intimt "kontaktkald", der er designet til at demonstrere hengivenhed og styrke tillid uden at advare rovdyr i nærheden.

Den specifikke kontekst for disse lyde under parringsritualer er meget specialiseret:

I modsætning til komplekse parringssange, der projicerer på tværs af territorier for at afværge rivaler eller annoncere tilstedeværelse, er blød droning og guttural kvækning beregnet til udelukkende at blive hørt af en umiddelbar partner. 

Det udføres næsten udelukkende, når par sidder tæt sammen, ofte ledsaget af gensidig pudsning, næbning eller strækning.

"Dronen" stammer dybt i halsen eller brystet og skaber en rytmisk, summende eller resonant vibration, der hjælper med at uddybe parbåndet før og under redesæsonen.

Så lykkedes det da at finde noget ret specielt for mallemukkerne. tror jeg da. Jeg kan ikke være helt sikker. For ind imellem virker der det lidt tilfældigt, hvad mine kilder fortæller om de forskellige arter.

I sagens natur er der jo meget, der er ens. 

Men så pludselig dukker der noget om, som er anderledes, eller måske bare ikke omtales ved andre. Som f.eks. noget om deres kald. Og jeg støder på begreber som bløde droner. Det er det, der gør det sjovt at skrive disse blogindlæg.

Det er lidt mærkeligt, at så forskellige arter som de små snepetreller og den antarktiske petrel er i gruppe med - altså nært beslægtet med -  de store kæmpepetreller og mallemukker.

Bortset fra snepetrellen og den antarktiske petrel, (og til dels pintado-petrellen) så var gruppens fugle egentlig ikke særlig tiltalende. De store kæmpepetreller og mallemukker er ikke nogen, jeg umiddelbart ville tænke på, når jeg tænker petreller. Det gik op for mig, at de egentlig bare var nogle fugle, jeg skulle hurtigt forbi.

Forhåbentlig støder jeg på nogle mere sympatiske fugle i mit næste blogindlæg.

Jeg kan roligt afsløre, at vi igen skal ned på den sydlige halvkugle.