Lidt om dit og lidt om dat. Om huleboere og huleboliger.

Hvad har gærdesmutten tilfælles med chimpansen?

Ikke meget. Og ikke størrelsen i hvert fald.

Kan du få øje på den lille gærdesmutte, jeg har indsat på stammen bag chimpansen?

Heller ikke hverken levested eller levevis er på nogen måde sammenfaldende.

Men én ting har de tilfælles, og det er deres latinske navn.

Chimpansen: Pan troglodytes

Gærdesmutten: Troglodytes troglodytes

Forreste del i det binomiske system angiver slægt, og anden del angiver en art.

Troglodytes er oldgræsk. Det er sammensat af  trogle (hollow) og dutes (diver) og betyder huleboer.

Gærdesmuttens rede er kuglerund med et indgangshul i siden. Så det passer vel meget godt. Jeg kan nu ikke se, at hullet sidder i siden... og så alligevel. For når jeg sammenligner med svalerederne, som sad oppe under taget på gården derhjemme i barndommen, så minder de mig lidt om dem, men med udgangshullet placeret ikke i toppen, men på siden.

Gærdesmuttehannen er i øvrigt noget af en score-Kaj.  Han bygger flere reder og har op til flere hunner.  De flotte reder er et score-trick. I nogle af rederne kommer der æg og unger - andre benyttes blot til overnatning.

En tidligere kollega har sendt mig disse fotos af denne flotte rede.

 

Vi ophængte for nogle år siden et fuglebo, der skulle være det helt rigtige til gærdesmutter, ophængt i den rigtige højde inde i noget buskads, men der er aldrig flyttet gærdesmutter derind. Den fandt nok ikke nåde for nogen hun, og vores vintergæst-han har selv kunnet præstere noget meget flottere.

Carl von Linné beskrev som den første  den eurasiske gærdesmutte i 1757 i sin Systema Naturae. Han valgte det latinske navn Motacilla troglodytes med reference til gærdesmuttens vane med at bebo sprækker og huller.  Motacilla dækker slægten vipstjerter. Senere fik gærdesmutterne deres eget slægtsnavn, og gærdesmutten blev til Troglodytes troglodytes. Jeg følger reglen med, at slægtsnavn skrives med stort, artsnavnet med lille.

Hvis vi skal have hele taksonomien med, så ser den sådan ud:

Når man medtager familienavnet for smutter, så bliver gærdesmuttens navn således endda tre gange troglodytes -  i lidt forskellig form: Troglodytidae Troglodytes troglodytes.

(Chordater  er en række af dyrene, der indeholder hvirveldyrene og to mindre grupper, trævlemunde og sækdyr.)

 Men chimpansen lever da ikke i huler. De bygger rede oppe i træerne, men da ikke ligefrem en hule (?).

Det var den tyske naturforsker Johann Friedrich Blumenbach, der i 1775 valgte det videnskabelige navn Pan troglodytes til chimpansen. Der gik lang tid, før jeg forstod, at navnet ikke blev givet, fordi han mente chimpansen lever i huler, men fordi de ligner de tidlige mennesker, der boede i huler. Referencen var altså til hulemennesket, og han mente, at det skulle indikere noget atavistisk: mere et tidligt monster end et tidligt menneske.

Troglodytes-figuren benyttes inden for Dungeons and Dragons-universet.

Mere om hulemennesker senere. Jeg går  videre med gærdesmutten.

På engelsk hedder gærdesmutten wren.

Det stammer fra middelengelsk: wrenne og oldengelsk: wrænna. Det er beslægtet med proto-germansk *wrandijô.

På hollandsk hedder fuglen winterkoning - vinterkonge- og på tysk Zaunkönig - konge af hegnet.

På oldhøjtysk var gærdesmutten også kendt som kuningilin ('kongeunge') - et navn forbundet med fablen om valget af fuglenes konge. 

Men det skyldtes en forveksling mellem de oldgræske ord for gærdesmutte βασιλεύς basileus , 'konge', og fuglekonge βασιλίσκος basiliskos, 'lille konge',  og legendens henvisning til den "mindste af fugle", der blev konge, førte sandsynligvis til, at titlen blev overført til den næsten lige så lille gærdesmutte.

På engelsk hedder fuglekongen kinglet.  

I Irland kaldes gærdesmutten Dreoilín - druidefugl.  Dreoilín menes at komme fra ordene "draoi" (Druid) og "éan" (fugl). Dreoilínen blev brugt i den hedenske spådomskunst, hvor hver kvidren og lyd blev betragtet som en besked til de druide ypperstepræster. 

Se en gærdesmutte på nærmeste hold og hør dens smukke sang på videostumpen her  

 

Når Samhain (november) nærmede sig, var gærdesmutten et symbol på det gamle år, og rødhalsen en fejring af det nye.

26. december er  Saint Stephen's Day, men i Irland og på øen Man er dagen også kendt som Wren Day. Traditionelt jagede mænd og drenge en gærdesmutte , der blev æret som fuglenes konge. De viste den frem på toppen af ​​en stav dekoreret med kristtorn, vedbend og bånd, eller i en dekoreret æske oven på en stang. Dette blev vist rundt i nabolaget i parade af en gruppe "Gærdesmuttedrenge" - typisk klædt i stråmasker, grønt og farverigt broget tøj - som sang sange og spillede musik til gengæld for donationer. 

 Formålet var at sikre velstand i det kommende år. Bagefter blev gærdesmutten begravet. Når de på Isle of Man holdt en begravelse for gærdesmutten, dansede de omkring en "gærdesmuttestang".

 

Hvis du vælger at se denne video, kan du høre The Wren song og får lidt Riverdance med i købet :-) 

 

Teksten kan variere lidt. Her er en af udgaverne:

 

 The wren, the wren, the king of all birds

 St Stephen's Day was caught in the furze

Her clothes were all torn - her shoes were all worn

Up with the kettle and down with the pan

Give us a penny to bury the “wran”

If you haven't a penny a halfpenny will do

If you haven't a halfpenny, God bless you!

Frimærke fra Isle of Man
med den særlige gærdesmuttesang.

 

Du vil bemærke, at teksten her er en anden end den, jeg indsatte ovenfor.

 

Wren boys in Cork 1843

Når alle beboere ved dagens afslutning var blevet besøgt (undtagen der, hvor der nyligt var sket et dødsfald), blev gærdesmutten som sagt begravet. I nogle tilfælde blev gærdesmutten begravet over for et hus, der havde nægtet at give mad, drikke eller penge til gærdesmuttedrengene. Så ville huset ikke blive kronet med held de næste 12 måneder.

 

Tidligere blev de penge, der var blevet indsamlet, fordelt mellem gruppen.  Voksne brugte ofte pengene til at købe mad og drikke, som senere blev indtaget ved en "gæstesmuttefest" på en værtshus. I det moderne Irland gives pengenes om nævnt  oftest til velgørenhed.

Selvom den nøjagtige oprindelse af Wren Day er ukendt, er det blevet foreslået, at larmen fra folkemængderne, musikken og festlighederne havde til formål at fordrive vinterens mørke.

Der er forskellige opfattelser af, hvordan gærdesmutten kom til at være centrum for denne julefest.

Mange mener, det var, fordi den betragtes som et symbol på held og lykke. Selv om Wren-dagen starter med, at man går ud og slår ed stave på buske og krat for at fange en gærdesmutte - minder det lidt om fastelavn? - så er det gærdesmutten som lykkebringer, man denne dag ærer.

Men gærdesmutten har også et ry for forræderi. 

Det sidste henviser til to forskellige legender. Én historie om Sankt Stefan, der gemte sig for sine fjender i en busk, men blev forrådt af en kvidrende gærdesmutte.  En pendant til vores skræppende gæs på Mortensaften. I en anden udgave af historien med Sankt Stefan fortælles, at helgenen havde en gærdesmutte, der blev stenet til døde sammen med ham.

  

En anden legende går tilbage til vikingernes invasion af Irland. Den fortæller en historie om irske soldater, der sneg sig op til en vikingelejr midt om natten. En gærdesmutte begyndte at spise brødkrummer, der var efterladt på en tromme, og lyden vækkede trommeslageren, som slog alarm og vækkede lejren, hvilket førte til de irske soldaters nederlag.

Der findes adskillig flere legender og traditioner på Hunt the Wren Day. Den kendes faktisk også i Frankrig.. Tjek det selv ud.

Irland har  - naturligvis - flere frimærker med gærdesmutten.

Det har Storbritannien også.

Ligesom i øvrigt adskillige andre lande, som f.eks. endda Guinea-Bissau, Burundi og Vatikanet.  Se her.

I England er Wren, brugt som pigenavn, i fremgang med alle de positive konnotationer til den adrætte lille fugl, kendt for sin livlighed og sine komplekse melodier.  Navne-entusiaster forklarer, at navnet Wren kan give et barn en følelse af unikhed, og børn ved navn Wren opfattes ofte som havende personligheder, der funkler af kreativitet og energi, som antyder, at et barn ved navn Wren kan vokse op og blive en innovativ tænker, der uforfærdet tør gå sine egne veje. 

Wren er også et efternavn. Vi kender Christopher Wren, som tegnede Saint Paul's Cathedral  - og i øvrigt yderligere 52 kirker i London - og ud over at være arkitekt også var astronom, geometriker og grundlægger af The Royal Society. Så han var nok en udpræget wren.

Den mindste af de engelske mønter, en farthing , havde i mange år en gærdesmutte på bagsiden. Her er både en mønt fra 1937 og 1944.

Smutte-familien omfatter 19 slægter, der rummer  96 arter. Alle arter er begrænset til den nye verden, bortset fra den eurasiske gærdesmutte, der er vidt udbredt i den gamle verden. Den eurasiske gærdesmutte er ophavsmanden til navnet. 

Vi har altså kun den ene gærdesmutte i Danmark og resten af  Europa.

Eurasisk gærdesmutte, hindbær, skovlus og puppe fra Anna Blackburnes naturhistoriske kabinet (1768).
 

Maleriet her tilskrives også  James Bolton, hvilket jeg ikke helt forstår. Men både Anna Blackburne og James Bolton vil jeg huske, for jeg har planer om et blogindlæg om fugle-illustratorer med udgangspunkt i John Gould.

På Falklandsøerne lever to slags Cobb's wren, som er endemisk for øerne, og Grass Wren, som er vidt udbredt i Syd- og Mellemamerika.

Cobbs gærdesmutte er ca. samme størrelse som vores den hjemlige - omkring 13 cm. Den har en mørk kastanjebrun ryg med et gråbrunt hoved og er lysebrun-hvid forneden.

Man skulle ikke tro, at de illustrationer, jeg har indsat her, viser den samme fugl. Men begge er hentet på et site om netop Cobbs gærdesmutte.

Farverne er helt anderledes
end på øverste billede af Cobbs.
Måske det er den anden Cobb-art.

Cobbbs findes i kystområder og ud for holme, typisk i forbindelse med tussacgræs. Søger ofte føde på klippefyldte strande, hvor den glider mellem eller under klippeblokke som en mus og samler føde op af tidevandet. 

De forskellige gærdesmutte-arter har hver deres særpræg. Det helt specielle ved Cobbs er, at den er meget tam og tillidsfuld og tillader mennesker tæt på.

Falklandsøerne menes at rumme omkring 20 % ​​af verdens tussac-græs.

"Tussac-moser" kan blive 3 meter høje og leve i 200 år eller mere. Planten sidder over et skørt af døde blade. På øer, der aldrig er blevet afbrændt eller græsset, er Tussac måske den eneste plante, der findes – dens krone giver ly for konstant vind og beskyttelse mod rovfugle. Tussac-moserne danner det vigtigste levested for dyrelivet på Falklandsøerne. Ud af de 62 fugle, der yngler på øerne, bruger de 46 tussac-markerne enten til at bygge rede eller finde føde. Sæler bruger tussac-marken som ly for ynglende aktiviteter eller som residential ground. 

Herunder indsætter jeg græssmutten. 

Nu følger en række meget forskellige smutter, der lever i Nord- og Sydamerika. 

Bewicks gærdesmutte

Canyonsmutte

Sumpsmutte eller sivsmutte

Kanelsmutte

Carolinasmutte

Bemærk at flere af dem har meget lange haler, som de ikke lige kan stikke i vejret, som vi kender det.

Sodhovedet gærdesmutte

Den langnæbbede gærdesmutte er endemisk for Brasilien.

Kaktussmutte

Kaktussmutten fortjener flere billeder.

Kaktussmutte

Kaktussmuttere bygger store fodboldformede kuppelreder med en tunnelindgang, der fører til det større opholdskammer. I det sydøstlige Arizona synes saguaro kaktussen at være den foretrukne kaktusart til at bygge reder.   

 

Kaktussmutten er et fremtrædende træk ved ørkenlandskabet og symboliserer Arizonas ørkenmiljø. 

Siden 1931 har den været Arizonas  officielle statsfugl. 

Cactus Wren State Bird Of Arizona National Park Coin Token

Postcard - Arizona Cactus Wren and Saguaro Blossoms - Arizona

Saguaro Cactus Blossom State Flower Of Arizona National Park Coin Token

AZ-Arizona State Bird, Cactus Wren, Vintage Postcard

En særlig slægt af troglodytes er pheugopedius, som bl.a. rummer inkasmutten, der findes på Machu Picchu. Den var jeg ikke opmærksom på, da jeg var der. Jeg tænkte kun på kolibrier.

Inkasmutte

Pheugopedius coraya findes
langs Amasonfloden og på Plateau des Guyanes 

Pheugopedius felix - Glad gærdesmutte
Et herligt navn at slutte denne afdeling med.

Vores egen lille euroasiatiske gærdesmutte skal da også lige med endnu engang.
Den minder nu meget om Cobbs gærdesmutte.

Navnet gærdesmutte er blevet brugt om andre, ubeslægtede fugle, især de newzealandske gærdesmutter ( Acanthisittidae ) og de australske gærdesmutter ( Maluridae).

New Zealandsk klippe-smutte - med ganske andre farver

Mangler den ikke halen?

Reden er ellers umiskendelig gærdesmutteagtig.

 Den australske Superb Fairy-Wren, Malurus cyaneus, er yndig

På tysk hedder den også Prachtstaffelschwanz. Det forstår jeg godt.

Superb Fairy-Wren
Fantastisk fe-gærdesmutte

Her kommer flere af de flotte australske "ikke-beslægtede" gærdesmutter.

Broget fe-smutte

Kejser fe-smutte

Hvidvinget fe-smutte

Lilla-kronet fe-smutte

Blå-brystet fe-smutte

Chenorhamphus grayi - brednæbbet fe-smutte

Den brednæbbede fe-smutte lever i Ny Guinea. Den eneste kendte rede blev fundet i en højde af 50 cm i urskov på en 20 m bred højderyg. Det var et hulrum i mos, der dækkede et ungt træs stamme, og var 8 cm dyb og 5 cm bred. Den var foret med tørre nåle sammen med strimler af bark og indeholdt to fugleunger.

Rødrygget fe-smutte

Der er også nogen, der er knap så farvestrålende. Den næste ligner næsten en rovfugl i sin positur.

Amytornis striatus - Stribet græssmutte

Den stribede græssmutte er en af ​​13 arter i slægten Amytornis, almindeligvis kendt som græssmutterne, der kun findes i tørre og halvtørre områder i Australien.  Den stribede græssmutte er en slank  græssmutte med en lang, normalt spændt hale og et smalt, spidst næb. Fjerdragten er meget variabel på tværs af dens udbredelsesområde og tilpasset den lokale jord- og klippefarve. Ligesom andre græssmuttere har den korte, rundede vinger og er ude af stand til at foretage lange flyvninger, typisk flaksende eller hoppende fra siddeplads til siddeplads i vegetationen, og løbende eller hoppende, når den er på jorden, i en række hurtige, rykvise bevægelser.

Korthalet smutte. 
I forhold til den danske gærdesmutte er halen nu lang.
Men alt er jo relativt.

Den næste har jeg kun som en tegning - men den skal da med alligevel. Det er en emu-smutte med en flot flot hale.

Emu-smutte

Et google-opslag på troglodytes giver oversættelsen "trolde".  Søger jeg på troglodytes troglodytes, så kommer det mere korrekte hulemænd hulemænd. Mærkeligt!

På en såkaldt "kunstside", DeviantArt, fandt jeg et billede med titlen Dreaming Wren by bridge-troll, så en eller anden forbindelse med trolde er der måske?

Og så til de rigtige huleboere - hverken gærdesmutterne eller chimpanserne, men mennesker.

Hulemalerier findes forskellige steder, særligt i Spanien og Frankrig f.eks. i de berømte Lascaux-huler, der indeholder noget af den tidligst kendte kunst i form af hulemalerier, der er dateret til at være 15.000 til 17.000 år gamle. 

l de huler, hvor der findes hulemalerier, er der aldrig fundet spor eller tegn på, at de også har fungeret som boplads for mennesker. Det var nyt for mig. Der er ofte fundet andre huler i nærheden med tydelige spor efter menneskers efterladenskaber og redskaber, men alle er uden hulemalerier. Dermed kan vi formode, at huler med malerierne har haft et særligt formål, mens menneskene har levet og opholdt sig i nærliggende huler. 

Maleri i Lascaux-hulen, Frankrig.

Grotte Chauvet-Pont-d’Arc, Ardèche

Grotte Chauvet-Pont-d’Arc i Ardèche er blandt de ældste kendte. Den seneste datering (2020) estimerer hulens ældste maleri at være 36.500 år gammelt.

Motiverne er især forskellige slags dyr, men man har også fundet en venusfigur i loftet og pletter, der antages at være afsat af et menneskes højre håndflade.

Almirahulen i Spanien rummer flere hånd-motiver.

Almirahulen, Spanien

Flottest bliver det i I Patagonien i Argentina i en hule, der simpelthen hedder Cueva de los Manos - the handcave.

Her fornemmer jeg virkelig en menneske-sjæl.

Jeg vil imidlertid springe meget længere frem i historien og bevæge mig til Afrika og fortælle om troglodyterne - huleboerne.

Troglodyterne (græsk: Τρωγλοδύται, Trōglodytai) er nævnt forskellige steder af mange antikke græske og romerske geografer og historikere.

Måske har Johann Friedrich Blumenbach, som kaldte chimpansen for Pan troglodytes, kendt ordet troglodytes fra sådanne beretninger.

Herodot (5. århundrede f.Kr.) omtalte Troglodytae i sine historier som et folk, der blev jaget af Garamantes i Libyen. Han skrev, at Troglodytae var de hurtigste løbere af alle kendte mennesker, og at de spiste slanger, firben og andre krybdyr. Han skrev også, at deres sprog var ulig noget, han kendte, og lød som flagermusenes skrig.

Garamantes-stammen var ifølge Herodot "en meget stor nation", der vogtede kvæg og dyrkede dadler. Ifølge Herodot brugte Garamantes-stammen firhestede vogne til at jage "troglodyte-etiopiere" i deres søgen efter slaver.  Herodot skriver, at "libyerne i nord og etiopierne i det sydlige Libyen er aboriginere, fønikerne og grækerne er senere bosættere". Libyen er det græske navn for Afrika vest for Nilen.

Garamanterne (oldgræsk: Γαράμαντες) var et oldtidsfolk, der muligvis nedstammede fra berberstammer mindst år 1000 f.Kr. og etablerede en civilisation, der blomstrede indtil dens afslutning i slutningen af ​​det 7. århundrede e.Kr. Garamanterne opstod først som en stor regional magt i midten af ​​det 2. århundrede e.Kr. og etablerede et kongerige, der strakte sig over omkring 180.000 km2 i Fezzan-regionen i det sydlige Libyen. Deres vækst og ekspansion var baseret på et komplekst og omfattende qanat-vandingssystem (berberisk: foggaras), som understøttede en stærk landbrugsøkonomi og en stor befolkning. De udviklede efterfølgende det første bysamfund i en større ørken, der ikke var centreret omkring et flodsystem; Deres største by, Garama, havde en befolkning på omkring fire tusind, med yderligere seks tusind bosiddende i de omkringliggende områder. På sit højdepunkt etablerede og opretholdt det garamantiske kongerige en "levestandard, der var langt bedre end noget andet gammelt saharisk samfund" og bestod af "strålende landmænd, ressourcefulde ingeniører og driftige købmænd, der skabte en bemærkelsesværdig civilisation."

Kort over Romerriget under Hadrian (regerede 117-138 e.Kr.), der viser Garamantes-kongerigets placering i ørkenregionerne syd for den romerske provins Africa proconsularis (Tunesien, Libyen). Se den røde linje i Nordafrika.

Ifølge Aristoteles (  384 f.Kr.- 322 f.Kr.) boede en dværgagtig race af Troglodyter ved Nilens øvre løb, som ejede heste, og efter hans mening var fablernes pygmæer.

Den dominerende moderne hypotese er, at navnet Afrika stammer fra det berberiske ord ifri (flertal ifran), der betyder "hule", med henvisning til huleboere.

I oldtidens skrifter var de mest kendte af de afrikanske huleboere tilsyneladende indbyggerne i "Troglodyt-landet" ved kysten af ​​Det Røde Hav, så langt nordpå som den græske havn Berenike

Diodorus Siculus (1. århundrede f.Kr.) var en oldgræsk historiker fra Sicilien . Han er kendt for at have skrevet den monumentale universelle historie Bibliotheca historica  i fyrre bøger, opdelt i tre dele. Den første dækker mytisk historie op til Trojas ødelæggelse, geografisk arrangeret og beskriver regioner rundt om i verden fra Egypten, Indien og Arabien til Europa. Den anden dækker tiden fra den trojanske krig til Alexander den Stores død . Den tredje dækker perioden til omkring 60 f.Kr. 

Diodorus Siculus skrev om indbyggerne i Troglodyt-landet, at de var et hyrdefolk, der udelukkende levede af kødet fra deres hjorde, eller, i sæsonen med frisk græsning, af blandet mælk og blod.

Strabo (64/63 f.Kr. – ca. 24 e.Kr.) nævner i sit værk Geographica en stamme af Troglodytae, der levede i Lille Skytien, nær Ister (Donau) og de græske kolonier Callatis og Tomis. Han nævner også stammer, der levede i forskellige dele af Afrika fra Libyen til Det Røde Hav.

Pomponius Mela (1. århundrede efter Kristus) er den tidligst kendte romerske kartograf og geograf. Hans værk De situ orbis  - En beskrivelse af verden - også kendt under titlen De chorographia forblev indflydelsesrig indtil begyndelsen af ​​opdagelsesrejsernes tidsalder, 13 århundreder senere. Han skriver om troglodyterne, at de ikke ejer nogen ressourcer, og i stedet for at tale, laver de en højfrekvent lyd. De kryber rundt dybt inde i huler og bliver næret af slanger. 

Elefanter jaget af troglodytter. 

Plinius den Ældres naturhistorie, bog 8, kap. 8

Plinius den Ældre (23/24–79 e.Kr.)

Claudius Aelianus (ca. 175 e.Kr. – ca. 235 e.Kr.) nævner i sit værk Om dyrenes karakteristika, at stammen Troglodytae er berømt og får sit navn fra deres levevis. Han tilføjer også, at de spiser slanger, og fortæller, at Troglodyterne anså den etiopiske tyr for at være dyrenes konge, fordi den besidder en løves mod, en hests hurtighed, en tyrs styrke og er stærkere end jern.

De fleste huler er mørke, kolde og fugtige, og andre hulebeboere, såsom bjørne og hulebjørne, huleløver og hulehyæner, gjorde ofte huler ugæstfrie for mennesker. Men selv om jeg ovenfor fik fastslået, at huler med hulemalerier sjældent direkte var beboede hule, og at faktisk kun en lille del af menneskeheden nogensinde har boet i huler, så vil jeg alligevel omtale flere huler.

Grotte du Vallonnet er en hule på den franske riviera, der blev brugt af mennesker for cirka en million år siden. Selvom stenredskaber og rester af spiste dyr er blevet fundet i hulen, er der dog intet, der tyder på, at der har boet mennesker i den.

Siden for omkring 750.000 år siden har Zhoukoudian-hulesystemet i Beijing, Kina, været beboet af forskellige menneskearter. 500.000-250.000 år gamle skeletdele af mindst 40 individer tilhørende Homo Erectus er fundet her, herunder Peking-mennesket (Homo erectus pekinensis) og det moderne mennesker (Homo sapiens).

For omkring 170.000 år siden levede nogle Homo sapiens i nogle hulesystemer i det, der nu er Sydafrika. De stabile temperaturer i hulerne gav et køligt habitat om sommeren og et varmt, tørt ly om vinteren. Rester af græsstrøelse er blevet fundet i en af hulerne. 

For omkring 100.000 år siden arbejdede også nogle Homo sapiens i Blombos-hulen, i det, der blev Sydafrika. De lavede det tidligste maleværksted, der er kendt i dag, men boede tilsyneladende ikke i hulerne

Ligeledes for omkring 100.000 år siden boede nogle neandertalere i huler i Europa og det vestlige Asien. Hulerne var senere også beboet af nogle Cro-Magnon-folk fra omkring 35.000 år siden til omkring 8000 f.Kr. Begge arter byggede ly, inklusive telte, ved hulernes indgang og brugte hulernes mørke indre til ceremonier. 

Hulerne i Balzi Rossi i landsbyen Grimaldi i kommunen Ventimiglia, Italien,
beboet af mennesker i palæolitikum - ældste stenalder.  
Internationalt går den fra omkring 2,5-2,6 millioner år f.Kr.  til ca. 10.000 f.Kr.

I dag er der stadig folk, der bor i huler - nogle mere komfortable end andre.

Kome-hulerne i Berea-distriktet, Lesotho, blev oprindelig brugt som skjulesteder for medlemmer af Basia- og Bataung-klanen i det 19. århundrede. De er stadig hjemsted for adskillige familier.

Væggene og gulvene er lavet af både mudder og gødning, som genpåføres hvert år og giver isolering til hvert rum. Mange af familierne er afgrøde- og husdyravlere. Jeg tror, disse huler er nogle af de mest autentiske, jeg har fundet, selvom nogle har åbnet deres hjem for turister for at tjene penge. 

En del af hulebyerne er kommet på Unesco verdensarv og er blevet turistmagneter.

Berberlandsbyen Matmata i Tunesien
har jeg faktisk besøgt helt tilbage i 1970'erne.

 

Hulebolig i Gharyan, syd for Tripoli, Libyen

I Libyens bjerge blev fælles hulehuse gravet ned i jorden med en central firkantet gårdsplads og delte mindre huler til ophold og madlavning.

Den viste bolig var tidligere hjemsted for otte familier.

"Kvinderne tog op i bjergene for at hente brænde og vand, før vi børnene vågnede. Så lavede de te sammen, mens mændene passede dyrene," fortæller en tidligere beboer ved navn Belhaj, der tilbragte de første 10 år af sit liv i denne bolig, til Reuters.

Kappadokia i Tyrkiet

Derinkuyu er en gammel underjordisk by i flere niveauer nær den moderne by Derinkuyu i Nevşehir-provinsen, Tyrkiet. Byen når ned til en dybde på cirka 85 meter, og var stor nok til at huse op til 20.000 mennesker sammen med deres husdyr- og fødevaremarkeder. Det er den største udgravede underjordiske by i Tyrkiet og er et af flere underjordiske komplekser, der findes rundt i Kappadokien.

Byen havde faciliteter mage til andre underjordiske komplekser rundt i Kappadokien, såsom vin- og oliepresser, stalde, kældre, lagerrum, refektorier og kapeller. 

Mellem tredje og fjerde niveau starter der en række lodrette trapper, som fører ned til en kirke på det laveste (femte) niveau.

Den store 55 meter dybe ventilationsskakt menes at have været brugt som en brønd, der gav vand til både landsbyboerne ovenover og, hvis omverdenen var utilgængelig, til dem der var gået i skjul i grotterne.

Grotterne kan oprindeligt være blevet bygget i den bløde vulkanske klippe i Cappadocia-regionen af frygerne i det 8- 7 århundrede før Kristus.

Byen ved Derinkuyu har været brugt som tilflugtssted under forskellige forfølgelser.

I 1923 blev de kristne indbyggere i regionen under befolkningsudvekslingen mellem Grækenland og Tyrkiet, fordrevet fra Tyrkiet og flyttet til Grækenland, hvorefter tunnelerne blev forladt.

I 1963 blev tunnelerne fundet igen, efter at en beboer i området, under renovering, fandt et mystisk rum bag en mur i sit hjem. Yderligere gravearbejde afslørede adgang til tunnelnettet.

Landsbyen Kandovan i Iran er et eksempel på menneskeskabte klippeboliger, der stadig er beboede. Troglodythusene, udgravet inde i vulkanske klipper svarer til boliger i den tyrkiske region Kappadokien.

Matera i det sydlige Italien er en af de ældste kontinuerligt beboede byer i verden. Den er berømt for sine unikke stenboliger, "sassi", som er hugget direkte ind i kalkstensklipperne. 

I Matera kan du indlogere dig på et fancy hulehotel

Casa Grotta di Vico Solitario er et museum, der giver de besøgende et unikt indblik i livet i de gamle huleboliger, som er karakteristiske for byen. Casa Grotta er en autentisk skildring af, hvordan folk levede i Sassi indtil midten af det 20. århundrede.

Materas historie går tilbage til den palæolitiske periode. Allerede dengang blev de første huleboliger hugget ud i den bløde kalksten. I løbet af århundrederne voksede disse hulebosættelser og udviklede sig til et komplekst system af boliger, kirker, klostre og vandreservoirer. 

Underjordisk vandreservoir, Matera,
med moderne belysning.
Det giver mindelser til Cisternerne i Søndermarken.
Har du besøgt dem? Ellers har du snydt dig selv.

I Matera findes også en unik gruppe af hulekirker kendt som Chiese Rupestri. Disse kirker er hugget ud i den bløde kalksten og er en fascinerende kombination af religiøs, kunstnerisk og arkitektonisk arv. Et af de mest betydningsfulde aspekter ved hulekirkerne er deres freskomalerier. 

I Grækenland er nogle kristne eremitter og helgener kendt under tilnavnet "huleboer" (græsk: Σπηλαιώτης). 

Og vi kender flere huleklostre. Eksempelvis Sankt Neophytos-klosteret på Cypern. Neophytos var en eremit, der blev så populær og så søgt, at hans ensomme sted endte med at udvikle sig til et kloster. 

I Europa og nærmeste omegn er der masser af huleklostre, som f.eks.  Vardzia i Georgien. 

Vardzia set fra klokketårn.

Af en eller anden grund er der særlig mange huleklostre i Bulgarien. 

Går vi til Asien finder vi mange buddistiske huleklostre, f.eks. Ladakh i Tibet.

Ladakh

 - og rigtig mange i Indien.

Ajanta-hulerne

Ajanta-hulerne er 30 klippeudskårne buddhistiske hulemonumenter fra det andet århundrede f.Kr. til omkring 480 e.Kr.

Det afsidesliggende sted  blev kendt i 1819, da britiske soldater på øvelse stødte på en række klippehuler. Det viste sig at være buddhistiske huletempler og klostre, der er hugget ind i klippevæggen. De er rigt udsmykket med skulpturer og relieffer og er især berømt for de talrige malerier, der dækker væggene. Malerierne viser episoder fra Buddhas liv og illustrerer også Jataka-fortællingerne, der beretter om Buddhas tidligere jordiske eksistenser. Formålet med disse malerier var religiøst, men de mange scenerier giver et levende indtryk af dagliglivet i det gamle Indien. De er hovedværker i 400-600-t.s indiske malerkunst.

De er ret fantastiske.

Two kings from oldest surviving painting of the Life of the Buddha

Tilbage til nutiden.

I England på grænsen mellem Worcestershire og Staffordshire ligger Kinver Edge-hulehusene ved Holy Austin Rock. Navnet stammer fra disse boligers tidligere brug som en eremitage, et religiøst sted. 

Husene er fordelt på tre etager, gravet dybt ned i den bløde røde sandsten, og det menes, at de har været beboet siden 1777.

Optegnelser viser, at der på sit højeste kan have boet 11 familier i Holy Austin på én gang - let op mod 50 personer. 

Kinver Edges husene var beboet indtil midten af 20. århundrede. Nu ejes husene af National Trust og er åbne for offentligheden. Et hus er blevet restaureret til en traditionel victoriansk stil.

I Langenstein, Østrig findes nogle hulehuse, der er gravet ud af migrantlandarbejdere, der ankom i 1855.

Der fandtes nogle gamle sandstenshuler, og kommunen besluttede at afholde en lodtrækning for at afgøre, hvilke arbejderfamilier der skulle have plads der. 

Men de udvalgte stod over for den hårde udfordring at grave deres eget hjem og skulle også betale en måneds løn for retten til at bo der resten af ​​deres liv.

I gennemsnit tog det hver familie halvandet år at færdiggøre deres hjem.  

Fem af Langenstein-hjemmene er åbne for offentligheden, hvor den sidste beboer døde for lidt over 100 år siden.

I Kina bor mindst 30.000.000 mennesker i hulehuse, kaldet yaodongs. Fordi de er varme om vinteren og kølige om sommeren, finder nogle mennesker huler mere attraktive end betonhuse i byen.

I de australske ørkenminebyer Coober Pedy og Lightning Ridge har mange familier hugget hjem ind i de underjordiske opalminer for at undslippe varmen.

Huler i Sacromonte, nær Granada iSpanien, er hjemsted for omkring 3.000 Gitano-folk, hvis boliger spænder fra enkeltværelser til huler med mange værelser, sammen med kirker, skoler og butikker i hulerne.

Victoria Hislops bog Hjemkomsten foregår til dels i Sacromonte-hulerne.  

Den er ikke stor litteratur, men absolut læseværdig og anbefalelsesværdig.

Da jeg omtalte tunnellerne i Kappadokia, fortalte jeg, at de senest blev beboet af, kristne, men at tunnelerne blev forladt i 1923 under befolkningsudvekslingen mellem Grækenland og Tyrkiet, hvor kristne grækere blev fordrevet fra Tyrkiet og flyttet til Grækenland, og tyrkere blev forvist fra Grækenland og sendt til Tyrkiet. 

Det har Victoria Hislop også skrevet en bog om. 

Ikke om opholdet i hulerne, men om hvordan tvangsudvekslingen påvirker forholdet mellem grækere og tyrkere og livet generelt i byen Thessalonikki.  En spændende fortælling, der behandler historiske forhold, jeg aldrig havde hørt om, før jeg læste bogen. Så herfra endnu en anbefaling - selv om den ligger uden for emnet for denne blogartikel - eller i hvert fald meget på kanten.

 I Loire-dalen bliver forladte huler privat renoveret som billige boliger. Også i Huescar,  Koldings venskabsby i det sydlige Spanien, var der et antal moderniserede huleboliger til salg, som borgmesteren var ret stolt af, da vi besøgte byen for nogle år siden.

Ja, det blev til en pose ret blandede bolcher. I den grad lidt mere om dit og  dat end på forhånd planlagt. Sådan går det jo som oftest.

Jeg kom langt omkring. Nu er det tid at flyve hjemad. En sådan tur klarer den lille hoppende gærdesmutte ikke. Men det var den, der startede mit indlæg, så den skal også have lov at afslutte det. Derfor et sidste billede af min yndlings vinterfugl.